Jeg synes faktisk, det er en utrolig glædelig dag i dag, fordi der er sådan et stort, bredt flertal for, at vi kigger på den her lovgivning, især fordi det her lovforslag i forhold til vores sindslidende borgere slår fast, at formålet med den psykiatriske behandling i Danmark er, at man skal komme sig.
Der kommer for første gang en formålsparagraf i lovgivningen, som understreger, at formålet ikke er at blive tvangsbehandlet eller tvangstilbageholdt, men at komme sig.
Det er et helt paradigmeskifte, i forhold til om man tror på, at mennesker med sindslidelser kan komme sig, eller om man grundlæggende tror på, at de er kronisk syge resten af deres liv.
Derfor håber jeg jo selvfølgelig også, at lovgivningen kan være med til at ændre kulturen ude på mange afdelinger, så man faktisk tror på, at den enkelte kan komme eller kan lære at leve med sin sygdom.
En anden ting, som jeg synes er helt historisk, er, at vi med det her lovforslag nu understreger vigtigheden af pårørende.
Vi ved i dag, at når man går ind og inddrager de pårørende – selvfølgelig hvis patienten ønsker det – er sandsynligheden for, at patienten bliver tvangsindlagt, tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret faktisk rigtig lille, i forhold til hvis man ikke inddrager de pårørende.
Der er over en million danskere, der er pårørende til en sindslidende i dagens Danmark, og langt de fleste af dem vil rigtig gerne fortsat blive ved med at være en del af borgerens liv, og langt de fleste af dem er også en ressource.
Men desværre oplever rigtig mange af dem, at man møder dem som en begrænsning, møder dem som et irritationsmoment, frem for at man møder dem som nogle, der faktisk gerne vil det bedste for deres pårørende.
Det tredje, som jeg gerne lige vil understrege, er, at der kommer et bedre tilsyn i forhold til tvangsbæltefikseringer.
Nu er det jo sådan, at hvis der er et menneske, som man kommer til at udsætte for tvang, så skal der langt oftere være tilsyn, så vi er hundrede procent sikre på, at tvang er den allerallersidste udvej.
Desværre er der jo rigtig mange af det sidste par års undersøgelser, der viser, at det ikke altid er sådan, at tvang er den sidste udvej, men desværre også nogle steder er blevet en del af en behandling, og det er slet ikke det, der er formålet.
Så havde jeg jo gerne set, at der var nogle ting, vi havde kunnet gøre bedre.
Som ordføreren for Dansk Folkeparti også understregede, havde det klædt os, hvis vi med den her lov også havde kunnet sikre en retssikkerhed for børn og unge, som er i psykiatrien – især børn og især dem, der er under 15 år.
Jeg synes stadig væk ikke, det er forældrenes ansvar, når et barn er så dårligt, at man vurderer, at det barn skal behandles med tvang.
Jeg mener, at det er en lægefaglig vurdering, som man er nødt til at tage, også fordi mange forældre giver udtryk for, at det er rigtig svært at stå i den situation, hvor man er den, der beslutter, om barnet skal tvangsmedicineres, tvangsmades eller tvangstilbageholdes.
De vil gerne have lov til at blive ved med at være forældre.
Det ærgrer mig, at vi ikke nåede til også at kunne have den ambition.
Nu må vi jo se, hvad der sker.
Der er to ting, vi fra SF's side har understreget, som har været rigtig svære for os.
Den ene er oppegående fikseringer, som man ser i sikringen.
Vi stemte imod det i sin tid, og vi har også skrevet i bemærkningerne i betænkningen, at vi mener, at det sender et uheldigt signal, at vi laver en tvangslov, som går ud på at kunne halvere tvang – det er ambitionen, det er målet – samtidig med at vi et andet sted i Danmark har et sygehus, hvor oppegående patienter går med de her bælter og ligner Guantanamofanger.
Jeg synes faktisk ikke, det er i orden over for den patientgruppe.
Det andet er ambulant tvang, hvor vi har kørt en forsøgsperiode på 4 år, hvor man går ind og siger:
Der er borgere, vi ikke kan nå, og som trods adskillige forsøg bliver ved med at komme ud af deres medicinske behandling – dem vil vi gerne nå via ambulant tvang.
Dengang vi gik med i forhandlingerne, var det vigtigt for os, at det her ikke blev brugt som en anledning til at sige, at nu behøvede man ikke at lave et opsøgende arbejde.
Derfor satte man en række kriterier ind om, at der skulle være opsøgende psykoseteam, man skulle gentagne gange prøve at skabe en kontakt, og der skulle være nogle tvangsindlæggelser.
Og nu viser den her første evaluering jo, at hverken patienter eller dem, der arbejder med det, synes, det er en god idé.
Ministeren vil rigtig gerne have, vi skal fortsætte det 4 år mere, og der har vi sagt:
Lad os gøre det.
Men det er lidt underligt, at der bliver lavet et projekt, som efterfølgende skal evalueres, og hvor man kommer frem til, at det ikke er særlig godt, og så siger man:
Vi giver det 4 år mere.
Jeg tror ikke, resultatet bliver anderledes om 4 år, for jeg håber jo, at vi gør, hvad vi kan, for at patienter ikke bliver udskrevet til ingenting.
Det er det, langt de fleste faktisk giver udtryk for – at de bliver udskrevet til ingenting, og at den kommunale psykiatri ikke er særlig god til at fange de her patienter og hjælpe dem videre, men at de falder mellem to stole.
Derfor er opfordringen også herfra til kommunerne og til hospitalerne:
Nu har vi fra lovgivningsside gjort, hvad vi kunne – man kunne sagtens have et højere ambitionsniveau, men vi skal prøve at halvere tvangen.
Nu er op til jer også at sikre, at der er et samarbejde mellem jer.
Nu er det op til kommunerne og hospitalerne at lade være med at gøre det til en sektorkrig, men faktisk arbejde for det bedste for patienten.
Uanset om borgeren er indlagt, eller om borgeren er udskrevet, kræver det, at der er en koordinering, og det håber jeg jo også at det vil være med til.
Jeg er rigtig, rigtig glad for, og det vil jeg gerne takke ministeren for, at det her lovforslag faktisk bliver til noget.
Det er første gang i så mange år, at der kommer en revolution inden for psykiatrien, hvor man går ind politisk fra Christiansborgs side og sætter et mål om, at vi gerne vil halvere tvang, at vi gerne vil en psykiatri, som er baseret på dialog, på ligeværdighed og ligeværd, og det er derfor, man laver det her.
Vi kan altid diskutere, hvor ambitionsniveauet skulle ligge, men jeg synes faktisk, det er ekstremt positivt, at man for første gang og med så bredt et flertal nu går ind og siger, at mennesker, som har sindslidelser, skal vi møde ligeværdigt; vi skal spørge, hvordan de har det, og vi skal høre, hvad det er for nogle ønsker, de har.
De er altså ikke anderledes end kræftpatienter, end hjertepatienter og alle mulige andre.
Selvfølgelig skal deres stemme og deres pårørendes stemmer også høres.
Tak.