Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 137:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. (Fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters retsstilling, indførelse af ny formålsbestemmelse, skærpede kriterier for tvangsfiksering, ændring af kriterierne for åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 05.02.2015).

Forhandlingen er åbnet. Og fru Jane Heitmann, som er Venstres ordfører, er klar på talerstolen.

Tak for det. I dag førstebehandler vi lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, en revision af psykiatriloven. Og jeg taler i dag både på vegne af Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Udgangspunktet for Venstre er altid patienten i centrum; uanset hvilken del af sundhedsvæsenet, man bevæger sig i, må og skal udgangspunktet være omsorgen for patienten og omsorgen for, at patienten tilbydes den rette behandling, så mulighederne for hurtig recovery er intakte.

Arbejdet med lovforslaget her har været en endog meget lang proces, hvor vi har været omkring mange vanskelige problemstillinger, og lovforslaget her behandler flere delemner:

Mindreåriges retsstilling har ligget os i Venstre meget på sinde. Mindreåriges retsstilling vil fremover fremgå direkte af psykiatriloven, ligesom udgangspunktet for en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling er sundhedsloven, altså er et ophold på en psykiatrisk afdeling frivillig, og det er et rigtig godt udgangspunkt. Modenhedskriteriet ophæves, og lovgivningen vil fremover udelukkende være bestemt af patientens alder. Det betyder, at 15-17-årige nu får selvstændig samtykkekompetence. Med lovforslaget indføres et nyt tilbud, hvor forældre og børn tilbydes en eftersamtale efter behandling i de tilfælde, hvor en forælder eller en værge har givet samtykke til behandling.

Der er ingen tvivl om, at det at tvinge et menneske, et barn eller voksen, til noget mod dets vilje altid bør være sidste udvej, og i udgangspunktet, som det står nævnt i lovforslagets bemærkninger, bør tvangsfiksering slet ikke anvendes over for mindreårige. Det udgangspunkt deler vi i Venstre fuldt ud. Der har bl.a. fra Landsforeningen SIND været peget på, at det kan være belastende for en familie, hvis en mor eller en far tager den svære beslutning om tvangsfiksering af eget barn. Jeg vil godt her sige, at jeg deler SINDs bekymring, og jeg glæder mig derfor over, at der nu bliver mulighed for en eftersamtale, ligesom den del af lovforslaget skal evalueres efter 3 år, for jeg forstår godt, hvis forældre og børn kan have behov for hver især at få sat ord på tanker, bekymringer, frustrationer, vrede, angst og alle de følelser, som i øvrigt kan være forbundet med store, svære beslutninger.

En af udfordringerne omkring tvangsforanstaltninger og det nye begreb magtanvendelse har bl.a. været, at der i den eksisterende lovgivning har været en henstilling fra Sundhedsstyrelsen vedrørende registrering. Det ændres nu, således at overlægen nu får pligt til at indberette tvangs- eller magtforanstaltninger. Det vil på sigt give os et meget mere præcist billede af, hvordan situationen på de enkelte afdelinger tegner sig for de mindreårige.

Venstre indgik i 2013 en finanslovsaftale med regeringen, og med finansloven vedtog vi at reducere tvang med 50 pct. frem mod 2020. Den ambition er det vigtigt at holde fast i. Vi har bl.a. med sommerens satspuljeaftaler arbejdet målrettet for at sikre rammer, der kan indfri vores fælles ønske. Lovforslaget her peger fint i den retning, også hvad angår tilgangen til både tvangsfiksering og justeringerne i forhold til den længerevarende tvang, altså tvangsfikseringer, som strækker sig over 48 timer. Og velkommen til ministeren!

Vi har desværre set under den siddende regering, at tvangstallene, for så vidt angår den længerevarende tvang, har været stigende. Det er en udfordring, som vi fra Venstres side tidligere har italesat her i Folketingssalen ved at indkalde til en debat om emnet. Tilsynet under tvangsfiksering skærpes nu, således at man allerede efter 24 timer skal indhente en second opinion, beslutningen skal træffes af en overlæge, og det understreges, at tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt. Det bliver nu lovfæstet, at forhåndstilkendegivelse skal indhentes under indlæggelsesamtalen, ligesom der skal tages stilling til inddragelse af pårørende eller netværk. Netop inddragelsen af pårørende har været væsentlig for Venstre. Vi har tidligere, bl.a. under satspuljeforhandlingerne, insisteret på en mere systematisk inddragelse af pårørende, fordi de pårørende ofte er en vigtig ressource i forhold til bl.a. recovery.

Det sidste, jeg her vil pege på, er de nye muligheder for kontrol af post og undersøgelse af patientstuer alene på baggrund af mistanke og ikke som tidligere på baggrund af begrundet mistanke. Vi har fra Venstres side længe været bekymret over de mange historier og meldinger om f.eks. narko på de psykiatriske afdelinger. Og det skal stoppes. Narko på de psykiatriske afdelinger har vi tidligere drøftet under samråd, og det glæder mig, at vi med lovforslaget her forhåbentlig kommer et skridt nærmere en model, som kan holde narko ude.

For så vidt angår permanent hjemmel til oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen og tilsyn en gang årligt af Sundhedsstyrelsen samt forlængelse af forsøgsordningen om tvungen opfølgning, kan vi fra Venstres side bakke op om de foreslåede ændringer.

Venstre og Konservative Folkeparti støtter lovforslaget i sin helhed.

Der er en kort bemærkning.

Jeg vil godt lige først takke ordføreren for overbærenhed med det, som jeg ikke havde registreret, nemlig at ministeren ikke var kommet til stede. Det er meget beklageligt, og det tager vi så ad notam, og vi håber ikke, at det gentager sig.

Så var der en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Tak til Venstres ordfører. Det er jo et omfattende lovforslag med mange forskellige ting, men den del, jeg gerne vil dykke ned i, er den del, der handler om de mindreåriges retsstilling i psykiatriloven, som ordføreren også var inde på i sin tale. For det er jo rigtigt, at der har været en klar efterlysning både fra Psykiatriudvalget og fra en lang række organisationer af, at der blev en mere klar retsstilling på det her område. Men det er jo kun den halve sandhed. For det, som både Psykiatriudvalget og rigtig mange organisationer efterlyser, er en retsstilling, hvor det bliver præciseret, at børn, mindreårige, har rettigheder i overensstemmelse med psykiatriloven, f.eks. til at klage og til at få en beskikket patientrådgiver. Men det får de jo ikke med det her lovforslag.

Det er ikke mere end en uge siden, vi fik den sidste henvendelse fra SIND, som ordføreren også refererede til, og Bedre Psykiatri, hvor man indtrængende opfordrer Folketingets partier til at genoverveje, om det nu er den rigtige model, man er landet på. Jeg kunne godt tænke mig at høre Venstres ordfører, hvilke overvejelser den her henvendelse har givet anledning til hos Venstre.

Ordføreren.

Jeg synes jo især, den her henvendelse har givet mig overvejelser i forhold til det faktum, at når en forælder har givet samtykke til en eller anden tvangsforanstaltning, er en af de ting, SIND peger på, de skår, det kan give i familien, når en forælder insisterer på en tvangsforanstaltning, som barnet siger nej til. Der forstår jeg godt den bekymring, som SIND har, i forhold til hvordan familien får fundet hinanden efterfølgende. Jeg glæder mig meget over, som jeg også sagde i min ordførertale her, at der nu bliver den her mulighed for eftersamtale, så både forældre og børn kan give udtryk for både deres tanker og følelser – måske frustrationer, måske vrede og måske angst. Der kan jo være mange følelser i spil. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at man som familie får mulighed for at finde hinanden efterfølgende.

Fru Stine Brix.

Det, SIND og Bedre Psykiatri har sagt til mig, når jeg har talt med dem, er, at de ikke tror, at eftersamtalen kan løse det problem. Det er så alvorlig en belastning for en familie, når forældre bliver stillet i det dilemma at skulle tage stilling til, hvorvidt deres søn eller datter skal påføres tvang, at de siger, at det er langt, langt bedre, at man understreger, at det er et lægefagligt ansvar, en lægefaglig vurdering, og ikke overlader det til forældrene. Så de siger faktisk, at ønsker man at understøtte, at forældrene kan være forældre for deres børn, og sikre et sammenhold i familien, så skal man fastholde, at spørgsmålet om tvang beror på en lægefaglig vurdering og ikke er et spørgsmål, som forældrene skal tage stilling til.

Derfor synes jeg egentlig, det er lidt ærgerligt, at selv om så mange organisationer og regeringens eget psykiatriudvalg samstemmende peger på, at det klogeste ville være, at børnene blev omfattet af de samme rettigheder som de voksne, så vælger et flertal i Folketinget alligevel ikke at følge den anbefaling. Det har jeg vanskeligt ved at forstå.

Ordføreren.

Jeg kan forstå, at man i forhold til eftersamtalerne efterfølgende i en bekendtgørelse eller en vejledning vil komme med retningslinjer for, hvordan det skal foregå. Det synes jeg er vigtigt at holde fast i. Jeg synes også, det er vigtigt at holde fast i, at lige præcis den del af lovforslaget, der handler om eftersamtalerne, skal evalueres om få år. Der synes jeg det er rigtig vigtigt, at man, hvad skal jeg sige, i den proces sikrer sig, at man får alle facetter med.

For som jeg tidligere sagde, forstår jeg godt SINDs bekymring, men jeg vil også sige, at det er sådan, at man som forælder også har et ansvar. Selv om jeg godt kan forstå, at det indimellem godt kan være et tungt og svært ansvar, har man også som forælder et ansvar for ens børn, og det ansvar bliver man nødt til at tage på sig, også selv om det indimellem er i en svær situation. Og så er jeg da slet ikke i tvivl om, at forældre og læger ude på afdelingerne vil gå i dialog og naturligvis holde fast i det, som der også bliver givet udtryk for her i lovforslaget, nemlig at udgangspunktet jo er, at børn slet ikke skal tvangsfikseres.

Så er der en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

I forhold til hvordan man kan sikre, at de her familier, som i forvejen er så hårdt belastet, efter deres barn er blevet indlagt, stadig væk kan holde fast i, at de er en familie, så kunne jeg godt tænke mig at prøve at spørge lidt ind til det, at når et barn skal bæltefikseres, er det i dag sådan, at hvis forældrene giver lov til, at barnet skal ligge i bælte, er det ikke tvang, så er det magtanvendelse. Mener ordføreren, at forældre skal sættes i en situation, hvor de skal vurdere, om deres lille Anders på 11 år skal have et bælte omkring maven, fastspændes i sengen og have bælter om armene, om anklerne? Mener ordføreren, at det er, hvad forældrene skal gøre? Hvordan hjælper det familien efterfølgende, at mor og far skal forklare Anders, at det var dem, der besluttede, at han skulle fastspændes i bælte?

Ordføreren.

Jeg mener simpelt hen, at udgangspunktet her er, at lille Anders slet ikke skal bæltefikseres.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det er fuldstændig rigtigt, men det sker jo. Jeg har bedt sundhedsministeren om tallene for børn, der bliver udsat for tvang med og uden forældresamtykke. Begge tal, begge grafer går opad, så det sker jo, det er virkelighed. Vores udgangspunkt er grundlæggende, at vi ikke vil have, at mennesker bliver bæltefikseret, men det sker jo. Det er jo derfor, vi laver den her lov. Vi afskaffer ikke bæltefikseringerne, det vil jeg bare lige understrege, vi har en målsætning om, at vi gerne vil halvere dem. Derfor er mit spørgsmål en gang til: Mener ordføreren, at forældrene er i stand til at vurdere, om deres barn skal bæltefikseres, eller er det en opgave og et ansvar og en faglighed, der burde ligge hos psykiaterne og alene hos psykiaterne?

Ordføreren.

Jeg mener sådan set, at udgangspunktet for behandlingen her er dialog mellem forældre og det sundhedsfaglige personale, som er omkring barnet. Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at man netop her med lovforslaget siger, at udgangspunktet er, at mindreårige slet ikke skal udsættes for tvang, de skal ikke bæltefikseres. Det synes jeg da er et vigtigt udgangspunkt at holde fast i, altså at man netop går ind og i virkeligheden markant sender et signal om, at man vil have en anden tilgang til psykiatrien. Så synes jeg også, det er vigtigt, at man holder fast i, at hvor man før fra sundhedsstyrelsens side henstillede til, at man registrerede, så bliver det nu sådan, at man skal registrere.

Tak til Venstres ordfører. Fru Karen J. Klint som socialdemokratisk ordfører.

Jeg har lyst til at begynde min tale med at sige tak til Venstres ordfører for en rigtig dejlig gennemgang af de principper og de holdninger, der ligger til grund for revision af psykiatriloven. Vi er i Socialdemokratiet meget på linje med de holdninger, som Venstres ordfører er kommet med her for få sekunder siden.

Jeg har selv i mange år arbejdet for, at vi skulle have en national handlingsplan for psykiatrien til gavn for patienterne og også til gavn for pårørende og det netværk, som er omkring patienterne, men også for at man så blandt sundhedspersonalet havde nogle mere klare politiske guidelines for, hvordan vi synes arbejdet i den behandlende psykiatri skal tilrettelægges, og hvad det skal bygges på. Det resulterede i, at der i maj måned sidste år kom en langsigtet plan fra regeringen om ligeværd og et nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser.

Så arbejdet går støt fremad, og derfor har vi også nu en politisk enighed om, at der var behov for at få formålet med den psykiatriske behandling skrevet ind, ikke kun i den almindelige sundhedslov, men også i psykiatriloven. Derfor er det også vigtigt, at både formål og visioner i det lovforslag, vi behandler i dag, ikke alene bliver debatteret, men også implementeret, så man ude i fronten reelt ser, hvad der er af nye signaler i lovgivningen omkring magt og tvang i psykiatrien.

Vi ønsker en mindre magt- og tvangsorienteret psykiatri, vi ønsker en mere involverende psykiatri, hvor patienterne og deres netværk involveres i større grad, også i valg af alternativer til, hvordan behandling skal tilrettelægges. Og vi ser heldigvis, at der er gjort rigtig gode erfaringer mange steder med at have en næsten tvangsfri afdeling, og nogle steder har man faktisk en tvangsfri afdeling. Så det er ikke urealistiske mål, der er sat op her, men det er et stort område at løfte en bloc, og derfor er det også godt, at man ikke bare kommer med forbud mod det ene og forbud mod det andet, for det er en proces. Men målene er klare, nemlig at det skal være en meget mindre tvangsorienteret psykiatri og en mere involverende psykiatri.

Der er klare mål om nedsættelse af tvangen, der er klare mål om, at man skal have forsøg med bæltefri afdelinger, og der er andre meget klare mål.

Det er nu meget klart pointeret, at selvbestemmelsen skal vægtes, at pårørendeinddragelsen skal tages med og vægtes, og at inddragelse af alternative vurderinger også skal med. Der er en skærpelse af tilsyn ved tvang, og vi får så det med nu, at den magt, der udøves over for mindreårige børn, og som aldrig har været registreret som magt eller tvang, bliver der nu pligt til at registrere, så også det, som mindreårige børn udsættes for, kan indgå i en opsamlende videnserfaring, så vi kan se, hvad det er, der sker for mindreårige børn, hvilke behov det er, der sætter behandlingspersonalet i forlegenhed og forældrene i forlegenhed, så man vælger at ty til det, der ligner tvang over for voksne. Nu bliver det beskrevet i forbindelse med forældrenes samtykke til behandling.

Jeg er meget på linje med Venstres ordfører i, at forældreansvaret skal være ligestillet. Når man er forældre, er man altså forældre, og det er man, uanset om man har et kræftsygt barn, eller om man har et psykisk sygt barn, og så har man altså et forældreansvar, der er medvirkende til, at man skal tage stilling til den behandling, barnet skal gennemgå. Det er ikke barnet, der skal tage stilling til, om det skal have kemo, eller om det skal have en psykiatrisk behandling, der kan indebære en sondebehandling mod barnets vilje. Det er voksnes ansvar at hjælpe barnet til at blive rask, uanset hvilken lidelse barnet er ramt af.

Jeg ved godt, det er en af de knaster, der er, og jeg ved også godt, at man blandt behandlingspersonalet ikke er enige. Nogle synes, at børn skulle have lige rettigheder med voksne, andre siger, at hvis vi havde givet dem lige rettigheder med voksne, havde man ødelagt mulighederne for at kunne involvere forældrene i samarbejdet. Derfor er det meget godt, synes jeg, at vi politisk har lagt os på, at alt nu skal registreres, men samtidig gør vi os ikke til dommer over, hvilken psykiater der har ret i, hvordan man bedst får forældrene med i samarbejdet. Men vi har i hvert fald ikke udhulet forældreansvaret her, men har netop tydeliggjort det, og det er også tydeliggjort på den måde, at hvis et forældrepar ikke ser sig i stand til at give samtykke til en behandling, der rummer magt over for et barn, kan de jo sige nej dertil, og så er det de samme spilleregler som for voksne, der gælder.

Socialdemokraterne støtter også op om de tiltag, der er omkring forlængelse af ambulant tvang og en ændring og mere liberaliseret brug af oppegående fiksering. Det gør vi ikke, fordi vi sådan er glade for de tilbud, men vi gør det i forbindelse med tvungen ambulant tvang, fordi vi havde frygtet, at der var rigtig mange mennesker, der blev ramt af det. Det er der så heldigvis ikke, og der er desværre så få, der er med i evalueringen af ordningen, at vi egentlig ikke har noget at bygge evalueringen på.

Jeg skal lige slutte med at sige, at i forhold til oppegående fiksering har det i hvert fald også gjort indtryk på mig, at en af de borgere, der har været i oppegående fiksering, faktisk har sagt, at det har været så positivt for hende, at for hende burde det være et retskrav at kunne være oppegående og ikke være sengeliggende fikseret.

Der er en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Tak til Socialdemokraternes ordfører for en omfattende gennemgang af et omfattende lovforslag. Jeg vil også vende tilbage til temaet omkring de mindreåriges retsstilling, for ordføreren fremstiller det, som om det er en ny ting, at man registrerer tvang i forhold til børn. Men virkeligheden er jo den, at før 2006 var mindreårige omfattet af psykiatrilovens bestemmelser, når de blev udsat for tvang.

Det var ved en lovændring i 2006, at man ændrede definitionen af, hvad tvang egentlig er, hvilket betød, at forældrene fremover kunne give samtykke på vegne af deres børn, og så var det ikke længere tvang. Bl.a. SIND, Bedre Psykiatri og en række sundhedsjurister har peget på, at de ikke mener, det var hensigten med lovforslaget dengang. Det fremgik ikke af bemærkningerne, og det var heller ikke en del af debatten dengang, at børn ikke skulle være omfattet af psykiatriloven.

Så jeg vil egentlig bare spørge ordføreren, om ordføreren deler opfattelsen af, at det var det, der var forløbet, og at det faktisk var tilfældet før 2006, at børn havde rettigheder på niveau med voksne, altså f.eks. retten til at klage over tvang og retten til at få en beskikket patientrådgiver i forbindelse med tvang.

Ordføreren.

Jeg har ikke noget at sige til den historiske gennemgang og begrundelsen for, at lovene blev rettet til, som de blev. Men jeg vil gerne gentage, at når Socialdemokraterne går ind for at ligestille forældreansvaret i somatikken og forældreansvaret i psykiatrien, er det, fordi vi tror, det er vigtigt, at der er et forældreansvar, at forældrene bliver involveret i behandlingen af deres børn, at de tager medansvar for det.

Men det er også, fordi vi har lyttet til de psykiatere, der siger, at hvis vi gør børnene til voksne i forbindelse med de her beslutninger, så skader det børnene. Der er psykiatere, der siger, at det er rigtig godt, at vi ikke har foreslået en modenhedsvurdering af mindreårige børn, for hvis man f.eks. er en af de såkaldte Panodilpiger, hvordan kan man så være moden nok til at kunne tage stilling til egne forhold? Skal man så fjerne barnet fra forældrene og umyndiggøre nogen?

Der synes vi egentlig, at det er meget bedre holde fast i, at forældreansvaret en gang imellem kan være tungt at være. Men så er der jo også den her ventil, at man kan sige nej tak, og at der så er andre, der hjælper med at bære det. Så jeg synes faktisk, lovforslaget her er landet rigtig godt.

Fru Stine Brix.

Det er jo helt rigtigt, at nogle af dem, det især drejer sig om, f.eks. er 14-årige piger, som forsøger selvmord, eller 14-årige piger, som har en spiseforstyrrelse. Og det er især den gruppe, som bliver udsat for massiv tvang. Det, det handler om, er jo ikke, hvorvidt de skal have den behandling, der er nødvendig. Det synes jeg er vigtigt at understrege. Men det handler om, hvorvidt den pige skal have en mulighed for at kunne klage og en mulighed for at kunne få en beskikket patientrådgiver.

Der er jo mange, man kan lytte til i den sammenhæng. Socialdemokraternes ordfører nævner nogle af de psykiatere, der har været fremme i debatten. Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve, at Børnerådet og de organisationer, som repræsenterer de pårørende, nemlig Bedre Psykiatri og SIND, samt regeringens eget psykiatriudvalg alle sammen peger på, at de mener, det ville være langt bedre, hvis børnene havde de rettigheder, som er beskrevet i psykiatriloven. Og jeg synes egentlig, det er lidt bemærkelsesværdigt, at man har valgt at sidde den anbefaling fra regeringens eget psykiatriudvalg overhørig i den her sammenhæng.

Ordføreren.

Altså, regeringen nedsatte et udvalg, der skulle se på det. At det så bliver til regeringens eget psykiatriudvalg, og at de dermed har lavet en facitliste for, hvad regeringen skal mene, er jo ikke sådan, virkeligheden er skruet sammen.

Jeg taler om børn, jeg taler om børns lige ret, uanset om det er i somatikken, de bliver behandlet, eller det er andre steder. Så ved jeg godt, at man i serviceloven har nogle andre alderskriterier, men jeg synes faktisk, det er vigtigt, at vi som politikere vil påtage os det ansvar, at børn er børn, og at der også er nogle alderstrin, som er vigtige. Jeg går heller ikke ind for nedsættelse af den kriminelle lavalder, netop fordi jeg synes, at børn er børn, og det synes jeg også de er, i forhold til om de skal have selvstændig klageret i psykiatrien.

Fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren siger, at man ikke vil fratage forældrene deres forældreansvar. § 71-udvalget, psykiatriudvalget, har lige været på tilsynsbesøg i Kolding. Der har man besluttet, at man altid bruger psykiatriloven. Hver eneste gang er det fagpersoner, der vurderer, om et barn skal udsættes for tvang. Hver eneste gang skåner man forældrene, fordi man ikke vil have, at forældrene skal gå ind og agere som fagpersoner, men at de skal have lov til at være forældre.

Mener ordføreren, at det er et udtryk for, at den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling i Kolding har tilsidesat forældreansvaret?

Ordføreren.

Jeg mener, at det i hvert fald er udtryk for, at vi har haft en lovgivning, der ikke har givet klare retningslinjer for, hvordan behandlingspersonalet skal agere i den konkrete sag. Og jeg mener, at lovforslaget, som vi behandler i dag, nu giver nogle klare retningslinjer, men det giver også en klar beskyttelse for forældrene, hvis forældrene siger, at de i den konkrete situation ikke synes, de kan bære det ansvar. Så er der jo en anden situation.

Jeg synes faktisk, det er meget godt, at der er ens juridisk grundlag for, hvordan forældrene skal agere i sundhedsbehandlingen over for børn under 15 år, uanset om det er et kræftsyg barn, hvor man får nogle anbefalinger – det må også være utrolig svært at skulle tage stilling til, om et barn skal igennem en alvorlig kemobehandling, som man heller ikke på forhånd ved om virker – eller om man skal sige ja tak til, at ens barn, der er ved at dø af underernæring på grund af spiseforstyrrelser, skal have en anden behandling. Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at forældrene er en medspiller i et barns behandling, og det ansvar skal behandlingspersonalet og vi andre hjælpe dem positivt på vej til at bære.

Fru Özlem Sara Cekic.

Helt enig. Forældrene er en kæmpe ressource og en kæmpe medspiller. Det er også derfor, vi skal passe på dem. Det er også derfor, vi ikke skal sætte dem i nogle situationer, hvor barnet retter vreden mod forældrene, fordi det er mor eller far, der har besluttet, at barnet skal fastspændes i en seng med et bælte. Det er da for at beskytte dem. Det er for at passe på dem, så de kan få lov til at være forældre.

Nu taler ordføreren om ens juridisk grundlag. I serviceloven er det jo sådan, at børn, der bliver anbragt, kan få lov til at klage, fra de er 12 år. Så kunne jeg godt lige tænke mig at høre: Hvorfor mener ordføreren, at de børn skal have den rettighed, men at børn på 12 år, der bliver lagt i bælte, ikke må klage? Hvad er det, der er forskellen?

Ordføreren.

Der kan være mange forskelle, men den sammenligning, jeg foretog, var inden for sundhedsloven. Og så nævnte jeg også, at der i andre lovgivninger er nogle andre alderstrin. Det har også været med i debatten, om vi skulle kigge på de alderstrin, og der har vi så valgt i fællesskab, de fleste partier, at sige, at vi følger somatikkens alderstrin i psykiatrien. Så det er et valg, vi har foretaget. Og jeg tror helt klart, at det her bliver en meget, meget stor styrkelse af både børns og forældres retsstilling, fordi der nu bliver klare regler på området.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Fru Liselott Blixt som Dansk Folkepartis ordfører.

Ja, jeg har taget lovforslaget med herop, og det har jeg jo kigget i de sidste par dage, fordi jeg skulle lave en tale til i dag, men jeg må sige, at den tale har jeg ikke skrevet, fordi jeg synes, det er svært at stå og rose forslaget, selv om vi siger ja til forslaget. For vi har jo efterhånden behandlet det i lang tid, i over 1 år, jeg tror i 1½-2 år, hvor vi har holdt mange møder og diskuteret mange af de ting, som indgår i lovgivningen. Jeg synes, det er svært, når det handler om mennesker, som skal udsættes for tvang, at stå og sige: Nu er vi rigtig glade for, at vi her skal til at vedtage et lovforslag, hvormed vi nu hindrer mindreårige i at have nogle rettigheder.

Vi stiller nogle krav om, hvordan vi kan gennemsøge psykiatriske patienters boliger; hvordan vi kan skærpe kriterierne for anvendelse af tvang osv. Det kan jeg ikke sætte nogen gode ord på, for jeg tror mere på, at vi en dag står med et lovforslag, der siger, at nu går vi ind og gør noget for borgere med psykiske problemer, inden de når så langt, at de bliver indlagt og har brug for tvang. Jeg tror, at vi en dag kan se, at der skal en helt anden lovgivning til, sådan at vi i nærmiljøet meget hurtigere kan opfange og hjælpe de borgere, som ellers ville komme så langt ud, at vi blev nødt til at lovgive om det.

Jeg ved, vi har taget et lille skridt ad gangen, og det her er selvfølgelig også et skridt på vejen mod at gøre det bedre for nogle grupper, og vi har ved satspuljeprojekter afsat penge til, at der skal være 24-7-akutenheder rundtomkring i kommunerne; der skal være løsninger, der gør, at kommunen kan reagere, når man ser, at der er nogle, der er på vej ud i en krise, men det er jo kun projekter. Det er jo ikke en lovgivning, som vil komme til at være fremtidssikret, for mange gange ved vi måske ikke nok om det.

I § 71-tilsynet var vi på besøg i Trieste, hvor vi netop så, hvordan de der kunne komme uden om at have psykiatrisengepladser; hvor de i nærmiljøet havde et center, hvortil man kom, når man havde det dårligt, og man kunne komme 24 timer i døgnet, alle ugens dage; hvor der var psykiatere og psykologer, beskæftigelsesterapeuter, socialrådgivere osv., og de gik meget ofte hjem til borgeren i borgerens eget hjem og hjalp med at få pårørende involveret. Det er sådan en fremtidsdrøm, jeg har om psykiatri: at man ser det, vi så, nemlig at sengepladser stod tomme, og som vi ved, var de retspsykiatriske sengepladser selvfølgelig ikke i området, de var et andet sted. Men det primære er, at de dernede havde en anden tilgang til psykisk syge end den, vi har og har haft i Danmark, men den skude er vi, der arbejder med psykiatrien, ved at vende sammen.

Som sagt har vi arbejdet med det her lovforslag i lang tid, og der er knaster. Vi var heldige at få taget medicinlovgivningen ud af forslaget, for der var for mange udfordringer, i forhold til hvad der var bedst at gøre. Vi har desværre set nogle dødsfald i psykiatrien, hvor folk er blevet pumpet med medicin, som de ikke har kunnet tåle. Men vi har også fået mange input fra psykiatere; nogle siger, at de vil have en anden lovgivning, mens der er andre, der siger, at den lovgivning, der er nu, er god nok, for hvis man får en medicin, der ikke virker, skal der ikke bare pøses endnu mere oveni. Det lyttede vi til, ministeren lyttede til det, og det blev så heldigvis pillet ud af lovforslaget. Så håber vi, at den medicin, der gives nu, kan gives i lidt mindre gloser og under lidt mere faglige kompetencer.

Der er andre ting, som vi er gået på kompromis med, og der har allerede nu været lidt debat om en ting, nemlig om de mindreåriges rettigheder. Det kan være, at vi stiller et ændringsforslag til lovforslaget – ministeren ved jo, at vi har sagt ja til det, der ligger, men det er ikke ensbetydende med, at vi er tilfredse med alt, hvad der ligger – hvor vi kigger på barnets retsstilling, når det er under 15 år. For jeg mener, som også nogle andre ordfører har været inde på, at en gang imellem svigter man måske både barn og forældre ved at lade forældrene tage stilling. Det, at to forældre måske er uenige om, hvad der er bedst for deres barn, synes jeg ikke man kan sidestille med det, at et barn skal have en kræftbehandling, for kræftbehandling vil jeg sidestille med den medicin, der gives under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Jeg kan huske, at dengang min dreng var 1½ år gammel, blev han indlagt på en somatisk afdeling og skulle have lagt drop, og der sagde personalet til mig: Han skal fastholdes for at få lagt droppet, og vil du blive i værelset, eller vil du gå ud – for det betydet noget for, hvordan dit barn ser på dig bagefter? Da involverede man de pårørende, så man kunne træffe et vælg og stå ved det, som man havde gjort. Her er der mange forældre, der ikke ved, at de kan sige, at det vil de ikke tage stilling til, og at det så er psykiatriloven, der kommer ind. Så der er alt for mange steder, hvor man ikke ved nok om det og måske ikke får det forklaret nok for forældrene, og derfor bør vi være skarpere, når det handler om, hvordan det er for børn under 15 år.

Så vil jeg sige, at det jo ikke bør være mig, der står her og læser op af eller refererer til konventioner, men jeg ved, at mange andre ordførere går meget ind for FN's børnekonvention, og der burde man måske så gå ind og læse, hvad de skriver, for de skriver netop meget om, hvilke rettigheder der bør gælde for børn.

Der er en kort bemærkning. Fru Karen J. Klint.

Jamen det er en bemærkning. Det er faktisk en kvittering for, at fru Liselott Blixt også tager forebyggelsen med, for det er jo netop noget, der er utrolig vigtigt. Det lovforslag, vi behandler her i dag, handler så meget om den psykiatri, der er inden for sundhedsbehandlingen, men det var jo godt, hvis der var færre, der kom i sundhedsbehandling. Så en tak for, at det ligesom bliver talt op, at kommunerne også har et medansvar for, hvordan trivslen er hos borgerne, og at man er på forkant med det, men også, at der er et samarbejde mellem den ambulante behandling, den kommunale behandling og så den indlagte sundhedsbehandling.

Jeg vil også gerne kvittere for den sammenligning, fru Liselott Blixt kommer med, til eget liv og egen søn. Jeg mener jo sådan set, at det er det valg, man faktisk godt kan give forældrene med det lovforslag, der er i dag. Med hensyn til hvorvidt det så skal tydeliggøres i en betænkning og en vejledning, er det jo fint, at det eksempel måske så kan give inspiration til, at ministeren kan gøre det på en anden pædagogisk måde, end man måske ellers havde tænkt sig.

Ordføreren.

Jamen jeg takker. Vi arbejder tæt sammen netop på det her område, ordføreren og jeg. Jeg synes, at det ville være rigtig godt, hvis vi i betænkningen kunne præcisere lidt mere, hvilke oplysninger det er at forældre skal have, inden man skrider til tvang, så man bliver grundigt oplyst om, hvilken lov det hører under, og hvilke rettigheder det giver for barnet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Liv Holm Andersen, De Radikale, som ordfører.

Tak for det. Jeg vil også starte med at sige, at jeg bestemt synes, at det forslag, som vi behandler i dag, og i det hele taget det område, vi bevæger os på, er svært og bestemt ikke ukomplekst, og derfor vil jeg egentlig også gerne sige tak for de gode ting, som jeg synes der er blevet sagt heroppe fra diverse ordførere i deres gennemgang af indholdet.

Radikale Venstre kan støtte det forslag, som vi behandler i dag. Vi synes, at det er et forslag, der på flere måder er med til at skabe et bedre og klarere lovgrundlag for vores psykiatri, og vi synes også, at det ikke mindst er et forslag, der tager nogle gode skridt på vejen til at forbedre det arbejde, der foregår rundtomkring i forhold til at nedbringe anvendelsen af tvang.

Som flere ordførere har været inde på, baserer lovforslaget sig jo på nogle nedslagspunkter, som alle sammen er vigtige og væsentlige, også selv om de langtfra alle sammen er hverken lette eller ukomplekse at tage stilling til, og der er i flere af forslagets nedslagspunkter mange hensyn, der skal balanceres af mod hinanden. Det er jo også derfor, at det, som flere ordførere har været inde på, har været en lidt langstrakt og svær proces.

Men for det første sikrer lovforslaget jo den her formålsbestemmelse. Det er godt, fordi så får man ligesom en gang for alle slået ned på, at formålet med vores psykiatri, eller den behandling, der foregår i psykiatrien, er at sikre en respekt omkring den enkelte. Det er at sikre en selvbestemmelse for den enkelte patient. Jeg synes egentlig, at det er et vigtigt signal at sende, at vi er opsat på at skabe klare værdier i den her del af vores behandlingssystem.

For det andet fastsætter lovforslaget også, som flere ordførere har været inde på allerede, mindreårige psykiatriske patienters retsstilling, sådan at det nu kommer til at fremgå eksplicit, og det betyder jo eksempelvis, at de 15-17-årige nu også får muligheden for at klage efter psykiatriloven og får tilbud om patientrådgivning osv.

Så er der det store diskussionspunkt, som jeg kan mærke berører os alle meget, og som også er noget, som vi har drøftet meget, nemlig det her med børn under 15 år, og at forældre kan vælge at samtykke på vegne af barnet, fordi det er et valg, forældrene skal træffe, og ellers har barnet jo rettigheder efter psykiatriloven.

Jeg synes, at det er rigtig svært, fordi det er tre forskellige hensyn, der skal balanceres mod hinanden, et lægefagligt hensyn, et forældreansvarshensyn og så hensynet til et barns individuelle rettigheder, som vi jo beskæftiger os med på rigtig mange områder og gerne vil sikre. Derfor synes jeg egentlig, at nogle af de ting og de her valg osv., som fru Liselott Blixt talte om heroppefra, er interessante og kan tydeliggøres bedre for forældrene og i virkeligheden også for børnene.

Ellers synes jeg, og vi synes i Radikale Venstre, at det er godt, at de her forhåndstilkendegivelser fra patienter styrkes, og at der også her skal sikres mulighed for, at man kan drøfte de situationer, hvor tvang kan komme på tale, ligesom vi synes, at det er godt, at lovforslaget styrker tilsynet med tvangsfiksering, og at det også slås fast i lovforslaget, at det er noget, der anvendes kortvarigt, altså få timer. Det passer også godt ind i den målsætning, som vi jo har tilfælles alle sammen, nemlig at vi gerne vil halvere antallet af tvangsfikseringer i 2020.

Derudover er der også, som flere ordførere har været inde på, den her styrkede eller udvidede mulighed for at kontrollere post og patienters ejendele og også en udvidelse af mulighederne for kropsvisitation. Det er klart, at det jo også er et sted, hvor væsentlige hensyn balancerer mod hinanden, fordi der på den ene side selvfølgelig også her er den enkelte patients retssikkerhed og på den anden side sådan et bredere hensyn til både den enkelte patients sikkerhed og tryghed, men jo sådan set også medpatienternes sikkerhed og tryghed. Men vi støtter det forslag, der ligger, fordi det er vigtigt at sætte ind i forhold til at begrænse rusmidler og farlige genstande, og vi håber sådan set, at det her kan være med til at styrke både trygheden og sikkerheden på de psykiatriske afdelinger.

Sidst, men ikke mindst er der jo det her forslag om tvungen opfølgning efter udskrivning, og det synes vi sådan set også harmonerer godt med en tanke om et helstøbt patientforløb, og det kan vi også bakke op om. Så selv om det her er svært og komplekst, kan Radikale Venstre samlet set støtte lovforslaget, og vi glæder os til at arbejde videre med det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Özlem Sara Cekic, SF.

Jeg vil gerne holde min tale. Jeg ved bare ikke, om ministeren lytter, eller om jeg lige skal vente, til de er færdige dernede. (Sundhedsministeren (Nick Hækkerup): Tal bare). Godt.

I dag skal vi behandle det her lovforslag om tvang, hvis formål er, at man skal halvere antallet af bæltefikseringer. Det er faktisk en ret stor dag, for det er en erkendelse af, at Folketingets partier mener, at det ikke er godt med bæltefikseringer i den størrelsesorden, som vi har set. Der er helt klart mennesker, som har brug for, at vi passer på dem, men det, man har set hidtil, har været enormt bekymrende, i forhold til at vi år efter år er blevet kritiseret for vores brug af tvang, som desværre også er stigende. Så det er rigtig, rigtig positivt, at der nu lægges op til en anden kultur.

Der er nogle ting i det her lovforslag, som jeg rigtig gerne vil fremhæve som ekstremt positive. I dag er der over en million danskere, der er pårørende til sindslidende. Det er en kæmpe ressource, det er en kæmpe styrke for de sindslidende. Desværre bruger vi slet ikke de pårørende som en kæmpe ressource i psykiatrien. Derfor lægger det her lovforslag op til, at der nu skal være en systematisk brug af pårørende som en ressource. Det vil sige, at man skal spørge den sindslidende, hvorvidt vedkommende gerne vil have sine pårørende inddraget, sådan at vi husker at spørge hver eneste gang.

Det andet, som jeg gerne vil fremhæve, er forhåndstilkendegivelser. Man spørger den sindslidende selv: Hvad skal vi gøre i en situation, hvor du faktisk bliver utryg og får det dårligt? Hvordan synes du vi skal håndtere det? Det bliver også obligatorisk nu. For vi ved, at de steder, hvor man har gjort det, har det en effekt i forhold til at forebygge tvang.

Noget af det allervigtigste, er, at nu kommer psykiatriloven til at indeholde en formålsparagraf. Hidtil har det været sådan, at psykiatriloven har beskrevet, hvordan man kan tvangsindlægge, tvangstilbageholde og tvangsmedicinere, men formålet med den psykiatriske behandling er vel ikke tvang? Formålet med den psykiatriske behandling er, at folk kan komme sig, at de kan blive raske, eller at de kan lære at leve med deres sygdom. Derfor synes jeg, det er ekstremt positivt, at vi har fået en formålsparagraf ind.

Så synes jeg også, det er rigtig godt, at der nu kommer et bedre tilsyn med bæltefikseringerne, især langtidsbæltefikseringerne. Det er ikke en hemmelighed, at vi fra SF's side gerne havde set, at man ved alle langtidsbæltefikseringer på over 48 timer gik ind og sagde, at der var en ekstern myndighed, der skulle godkende det.

Så vil jeg gerne kvittere for, at ministeriet og ministeren har lyttet til, at alternativet til bæltefikseringer ikke er medicin. Det er ikke mere medicin. Det var faktisk det oprindelige udspil. Jeg er utrolig glad for, at det bl.a. er lykkedes mig at få det ud, at vi ikke nu åbner en ladeport, så man kan give folk så meget medicin, at de faktisk ender med at dø af det.

Så er der nogle ting, som jeg ikke er så vild med, og som jeg mener ministeren skal lytte til. Jeg håber, at ministeren deler lovforslaget op. Der er en del af forslaget, der siger, at nu skal det på Sikringen være muligt at have oppegående fiksering af mennesker. Det har vi været imod i sin tid, og derfor håber jeg også, at ministeren deler forslaget op. Jeg mener også, at det, der hedder ambulant tvang, er en del af et forlig. Det er der en uenighed om. Det må vi diskutere videre. Det mener jeg heller ikke skal fortsætte.

Så er der hele børnedelen om børns rettigheder. Det gode ved selve lovforslaget, er, at vi nu kommer til at registrere alt, både via psykiatriloven, og når forældrene har givet lov. Alt det, børnene bliver udsat for i form af magtanvendelse og tvang, kommer til at blive registreret, så vi får et overblik over det. Det andet gode er, at alle børn og forældre får ret til en eftersamtale, når de har været udsat for tvang.

Det mindre gode er, at børn jo ikke kan klage, hvis de er under 15 år og forældrene faktisk har givet lov til en eller anden form for tvangsbehandling, f.eks. bæltefiksering. Jeg mener grundlæggende, at det ikke er forældrenes ansvar at tage stilling til, hvorvidt et barn skal ligge i bælte, hvorvidt et barn skal sondemades, hvorvidt et barn skal have en pille. Det er en lægefaglig vurdering – et ansvar, som man på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Kolding faktisk har taget på sine skuldre. Jeg mener virkelig, vi skal passe på, at vi ikke sætter forældrene i en utrolig svær situation, for de er i forvejen enormt sårbare; at vi ikke ødelægger relationen mellem børn og forældre; at den vrede, de her børn nogle gange har, ikke bliver rettet mod den her mor eller far, der har givet lov til, at barnet skal være fikseret i en seng, at barnet skal sondemades, altså at barnet skal udsættes for en eller anden form for tvang. Derfor håber jeg, at vi på en eller anden måde videre i udvalgsarbejdet kan kigge på, hvordan vi kan sikre børns rettigheder.

Tak. Fru Jane Heitmann for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil da godt i udgangspunktet sige, at jeg deler ordførerens bekymring med hensyn til forældrene, til børnene og til de problematikker, der kan rejse sig efter en magtanvendelse. Jeg synes også som ordføreren, at det er rigtig fint, at der bliver den her mulighed for en eftersamtale, for jeg tror, det er vigtigt at få sat ord på de følelser, man har.

Nu kunne jeg forstå på ordføreren, at ordføreren tidligere har spurgt ind til netop det her med, om det er forældrene, der skal tage beslutningen om brug af tvang, eller om det ikke skal være forældrene. Jeg vil godt lige læse en kort sekvens fra lovforslaget her, hvor der står:

»Derudover fremgår det, at forældremyndighedens indehaver skal informeres om, at denne har mulighed for at frasige sig stillingtagen til anvendelse af magt over for den mindreårige.«

Vil ordføreren bekræfte, at forældrene har muligheden for at frasige sig ansvaret?

Ordføreren.

Ja, det er jo præcis det, der er problemet. Altså, loven er i dag sådan, at forældrene har forældreansvaret og kan faktisk tage stilling til, hvilken behandling barnet skal have. Hvis der er en uenighed, eller hvis forældrene selv siger nej tak, så går psykiatriloven i gang, og så er det den, man behandler ud fra. Mit ærinde er: Hvorfor overhovedet sætte forældrene i den situation?

Altså, der kan også godt være en situation, hvor der er en mor og en far, der siger: Prøv lige høre, vi vil ikke have den her behandling. Og hvad gør man så der? Det er også derfor, jeg synes, at det generelt skal være psykiatriloven – og altid psykiatriloven – der skal gælde.

Jeg har arbejdet på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, og der var det jo sådan, at nogle af forældrene også sagde: De spørger mig, men hvad så, hvis jeg siger nej? Hvad så? Så er der bare nogle andre, der gør det. Det er også en eller anden form for falsk tryghed.

Hvorfor kan man gøre det på den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling i Kolding, hvor man siger, at det er psykiatriloven, der gælder? Jeg forstår det simpelt hen ikke. Altså, vi siger jo ikke, at forældrene skal sendes ud af spillet; vi siger, at de stadig væk skal inddrages, og det er børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger i Danmark i øvrigt formidable til at gøre. De er rigtig, rigtig gode til at inddrage forældrene. Så min bekymring går slet ikke på, om de nu bliver sat ud på sidespor – jeg vil bare gerne have, at de får lov til at være forældre.

Fru Jane Heitmann.

Er ordføreren enig i den antagelse, at forældrene kan vælge at tage det ansvar på sig, og at de også kan vælge at sige nej tak?

Ordføreren.

Ja, for sådan er det allerede i dag, og det er også det, vi forudsætter med hensyn til loven. Problemet er først og fremmest, at forældrene ikke altid tror, at de kan sige nej tak til det her. Det er det ene problem.

Det andet er, at de skal tage stilling til, om de vil tage det ansvar på sig eller ej. Jeg synes ikke, det er rimeligt at sætte dem i den situation. Jeg synes, at det grundlæggende skal være sådan, at de, når de kommer på en afdeling, er forældre – de er ikke sygeplejersker, de er ikke læger, de er ikke psykologer. De skal koncentrere sig om at være forældre; det synes jeg er sindssygt vigtigt.

Tak til ordføreren. Så er det fru Stine Brix, Enhedslisten, som ordfører.

Mennesker med alvorlige psykiske lidelser har krav på så vidt muligt at kunne styre deres liv og den behandling, som de modtager fra sundhedsvæsenet. Og målet for den behandling, som vi tilbyder, skal være, at mennesker, som har en alvorlig psykisk lidelse, kan komme sig og kan leve et godt liv. Der er stadig et stykke vej til, at vi er der i dagens Danmark, men i de seneste år er der blevet taget vigtige skridt. Psykiatrien har fået opmærksomhed med et psykiatriudvalg og med en handlingsplan. Der er fulgt op med penge fra både finanslov og satspuljer, taget initiativer til, at både bygninger og arbejdsmetoder bliver mere tidssvarende, og at de mennesker, som har psykiske lidelser, i højere grad kommer i centrum.

I dag er det så en opdatering af psykiatriloven, som er på dagsordenen. Og det er meget vigtigt, for den regulerer, hvordan dagligdagen på de psykiatriske afdelinger rent faktisk foregår. Loven sætter rammer for noget af det, som er allermest udskældt og allermest forhadt og kontroversielt ved psykiatrien, nemlig at man kan benytte sig af tvang. Det er Enhedslistens mål, at vi kommer helt af med tvang i psykiatrien, og at vi på sigt bliver i stand til at udvikle metoder, der kan forebygge og håndtere mennesker med psykiske lidelser og konfliktsituationer som følge af det, og som overflødiggør tvangen.

Nogle tænker måske, at det lyder for godt til at være sandt, men det er faktisk ikke mere utopisk, end at vi allerede i dag kender til psykiatriske afdelinger, kender til centre, som er kommet rigtig, rigtig langt og nogle steder endda næsten er kommet helt af med tvangen. I sidste uge kunne man f.eks. læse i Politiken om Psykiatrisk Center i Ballerup, som er godt på vej til at blive helt bæltefri. De taler selv om, at det drejer sig om et markant kulturskifte, en markant kulturændring i tilgangen til, hvornår man bruger tvang.

De mange gennembrudsprojekter, som mange afdelinger over hele landet har været med i, viser også lovende resultater i forhold til at kunne nedbringe brugen af tvang. Det er faktisk muligt at komme derhenad, og det er et rigtig, rigtig flot stykke arbejde, som er blevet lavet. Det, der er vigtigt for mig, er, at den lovgivning, vi behandler her i dag, understøtter, at den udvikling kan fortsætte, og at vi kommer tættere på målet: at komme af med tvang.

Jeg synes, der er gode takter i lovforslaget, også selv om det ikke går helt så langt, som vi gerne havde set. Men det er helt sikkert et fremskridt, at personalet på en psykiatrisk afdeling nu bliver forpligtet til at indhente en forhåndstilkendegivelse fra patienter om, hvordan man ønsker at blive behandlet, når man f.eks. bliver angst, psykotisk eller på anden måde har brug for hjælp fra personalet. Det kan forebygge tvang, og det kan mindske de konflikter, som ellers kan opstå.

Det er også rigtig vigtigt, at lovforslaget understreger, at personalet har pligt til at sikre, at der bliver drøftet, hvordan pårørende bliver inddraget i behandlingen. Vi kunne godt have tænkt os, at der havde været en lidt strammere forpligtelse på det område, men det er rigtig godt, at pårørende skrives ind i lovgivningen.

En vigtig del af diskussionen i dag har jo drejet sig om børns og unges rettigheder, og det er også et rigtig vigtigt tema for mig. Her er nogle klare fremskridt, f.eks. at tvang mod børn fremover skal registreres, og at børn og forældre har ret til en eftersamtale. De muligheder havde man frem til 2006, men de faldt bort på det tidspunkt, da man ændrede psykiatriloven. De muligheder kommer nu tilbage. Det er positivt. Jeg må også samtidig understrege, at det er mit synspunkt, at det ikke er nok. Jeg mener, at børn og unge ligesom før 2006 skal have muligheden for at kunne klage, skal have muligheden for at kunne få en beskikket patientrådgiver, når de bliver udsat for tvang. Det er børnenes rettigheder, som er det helt centrale i den her sammenhæng.

Jeg synes, vi skal lytte til den indtrængende opfordring, som kommer fra f.eks. Børnerådet og fra SIND og Bedre Psykiatri, som repræsenterer forældrene, og faktisk også fra regeringens eget psykiatriudvalg, som skriver, at de ønsker, at man i forbindelse med at klargøre børns retsstilling i forhold til psykiatriloven sikrer, at børn bliver omfattet af psykiatrilovens bestemmelser og f.eks. får klageadgang. Jeg synes faktisk, det er en lille smule – hvad skal man sige – kun at medtage den halve sandhed, når man kan læse i bemærkningerne til lovforslaget, at man henviser til psykiatriudvalgets ønske og efterlysning af en mere klar retsstilling, men at man ikke tager den del med, som handler om, hvad det så var, man faktisk ville fra psykiatriudvalgets side. Det er ikke skrevet ind.

Bedre Psykiatri og SIND repræsenterer bl.a. forældrene. Dem har vi talt en del om her i dag. De appellerer stærkt til, at man får den her mulighed for, at børn kan klage, og at børn kan få en beskikket rådgiver. Og de beskriver situationer, som jeg tror at folk, der ikke har oplevet den form for tvang, man bruger, har svært ved at sætte sig ind i. Det er f.eks. unge piger, som er hårdt ramt af anoreksi, som fastholdes meget, meget voldsomt, får en sonde ned i halsen og bliver tvangsfodret. Organisationerne fortæller om familier, som går i opløsning under vægten af at skulle tage stilling til, hvorvidt det skal være tvang, eller det ikke skal være tvang. Vi mener, det skal være en lægefaglig vurdering, hvornår man bruger tvang, og ikke et spørgsmål, som forældrene skal tage stilling til.

Vi vil gerne arbejde videre med den her del af forslaget, og det vil vi selvfølgelig meget gerne gøre i samarbejde med andre partier, der ønsker det.

Jeg skal lige nå at sige noget ganske kort til nogle af lovforslagets andre punkter, jeg skal gøre det helt summarisk.

I forhold til tvangsfiksering: Vi så gerne, at man gik længere, men vi kan støtte det, der ligger.

I forhold til oppegående fiksering og ambulant tvang: Det støtter vi ikke, det har vi heller ikke gjort tidligere. Vi kan derfor støtte et forslag om at opdele lovforslaget i forhold til de to temaer.

Endelig i forhold til undersøgelse af post m.v.: Jeg synes, det er meget væsentligt, at patienten kan klage. Det skriver man i høringsnotatet også er tilfældet i dag. Man skriver også i høringsnotatet, at det vil man tilføje i bemærkningerne. Jeg har ledt og ledt efter det, men jeg kan ikke finde det. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får det med, så det er fuldstændig klart for enhver, at man kan påklage en undersøgelse af post og af patientens ejendele m.v.

Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann.

Jeg kan forstå, at ordføreren er helt på linje med det, jeg sagde tidligere om bekymringen for børnene og om, at vi har et særligt ansvar i forhold til børnene. Det kan jeg i hvert fald høre at ordføreren også giver udtryk for her. Det ønske deler jeg også.

Jeg undrer mig over, at ordføreren her lægger til grund, at det skal være en rent lægefaglig vurdering. I min optik er det rigtig vigtigt, at man holder fast i dialogen mellem det sundhedsfaglige personale og forældrene. Nu spurgte ordføreren jo tidligere om Venstres holdning til f.eks. forældreinddragelse, og det har jeg redegjort for, så det behøver jeg ikke at gøre igen, men vil ordføreren ikke bekræfte, at der faktisk er den mulighed, at forældre kan frasige sig at tage stilling, og hvis de frasiger sig at tage stilling, er der faktisk mulighed for, at børnene kan få en patientrådgiver, og at der også er klagemuligheder?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, er det allervigtigste for mig barnets rettigheder, og uanset hvilke muligheder forældrene har for at tage stilling eller ej, så betyder netop det forhold, at det er forældrene, der bestemmer, at de bestemmer, hvilke rettigheder barnet har i den her sammenhæng.

Tvang er meget indgribende. Det findes ingen andre steder i sundhedsvæsenet på samme niveau. Det findes ingen andre steder, at man på den måde kan gå ind imod et menneskes vilje; fastspænde det, putte en sonde ned i maven på det og tvangsfodre det. Det er ekstremt krænkende og ekstremt grænseoverskridende for alle, uanset om man 14 år eller 15 år. Man skal have en mulighed for at påklage det, og man skal have mulighed for at få en rådgiver med, uanset hvad ens forældre mener. Det er min holdning. Det hjælper ikke børnene, at forældrene kan fraskrive sig ansvaret, for så er det netop forældrene, der har rettighederne og ikke barnet.

Fru Jane Heitmann? Nej, ikke flere bemærkninger. Så siger jeg tak til ordføreren, og så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Den personlige frihed står i centrum for mig som liberal, og jeg synes selvfølgelig, at det skal være et bærende princip også i det danske samfund, men der er jo mennesker, der kan være så syge, at man af hensyn til dem selv er nødt til at underkaste dem andre former for behandling og også tvang, men vi skal nedbringe brugen af tvang og minimere brugen af tvang så meget som overhovedet muligt. Jeg ved ikke, om jeg hundrede procent deler fru Stine Brix' optimisme, nemlig at vi kan komme hen til det helt tvangsfrie behandlingssystem, men vi kan i hvert fald arbejde på at nedbringe det så meget som overhovedet muligt.

Det forslag, der ligger foran os i dag, er et forslag, der styrker patienternes rettigheder. Det er et forslag, som øger patientinddragelsen. Jeg er meget begejstret for det her med forhåndstilkendegivelser, som er noget, vi kommer til at arbejde meget mere med og ikke kun her, men på en lang række områder, altså det, at borgeren kan sikre sig, hvad der sker, når man kommer i en anden situation. Det kan være, hvis man skal udsættes for tvangsbehandling; det kan være, hvis man bliver dement; der kan være andre situationer, hvor det er godt, at man på forhånd kan være inddraget om, hvordan man skal behandles, når og hvis man kommer i en sådan situation.

Så har der været meget fokus på diskussionen omkring børn, hvor spørgsmålet om, hvad der er det lægelige ansvar, hvad der er forældrenes ansvar, og hvad der er børnenes rettigheder som patienter, på forskellig måde møder hinanden og selvfølgelig skaber nogle dilemmaer og konflikter, som vi skal forholde os til. Det synes jeg faktisk at man har forsøgt at gøre med det forslag, der ligger her. Jeg synes faktisk, at man har forsøgt at tage hensyn til både børn, forældre og det lægefaglige. Der har alligevel været en række indvendinger. Jeg synes måske, at det er den socialdemokratiske ordfører, fru Karen J. Klint, der er kommet med det bedste forslag til, hvordan vi kan komme videre, nemlig ved at vi kan se på, om vi i fællesskab kan lave en beretning, hvori vi tydeliggør det, der har været intentionerne i det her forslag, sådan at vi netop får afvejet de tre ting ordentligt i forhold til hinanden.

Men Liberal Alliances indstilling til forslaget som sådan er, at vi er positive og har tænkt os at stemme for forslaget, men at vi selvfølgelig gerne vil være med til at tydeliggøre det i den retning, som også den socialdemokratiske ordfører var inde på.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Må jeg ikke starte med over for formanden og over for Folketinget at beklage, at jeg kom for sent – ikke mindst over for Venstres ordfører, som i øvrigt var i gang med, da jeg kom ind, at holde en aldeles fremragende tale, hvorfor jeg faktisk ærgrer mig, også af den grund, over, at jeg ikke var der fra starten af behandlingen. Jeg synes, og det er min grundlæggende opfattelse, at vi alle sammen og ikke mindst os, der også er ministre, skylder Folketinget den allerstørste respekt, ikke mindst ved vores tilstedeværelse helt og fuldt under de behandlinger, som der er. Så det skal jeg beklage.

Når det så er sagt, vil jeg, som andre ordførere også har sagt, sige, at det her jo – for så vidt angår forslaget, vi står med – er en rigtig, rigtig god dag. Det betyder, at vi går i gang med at behandle et lovforslag, som skal føre til mindre tvang i psykiatrien, og som skal understøtte respekt for de psykiatriske patienters rettigheder og for deres mulighed for selvbestemmelse.

Forslaget har været lang tid undervejs, er det blevet sagt. Og det er også rigtigt, men det er jo også, fordi der har været, hvad jeg selv opfatter som en god dialog og proces med Folketingets partier, hvor vi undervejs har krydset holdninger og filet nogle kanter af og fundet ud af, om vi kunne finde sammen i det forslag, som der ligger nu. Alle har måttet give, alle har måttet tage.

Det er også grunden til, at jeg opfatter det lovforslag, som vi står med i dag, som en pakke, og at jeg ikke vil kunne anbefale ændringsforslag til forslaget, som det ligger her. Det er muligt, at der kan laves en beretning, det skal jeg ikke kunne sige, men ændringsforslag ligger efter min bedste overbevisning ikke inden for det forløb, som vi har haft med det forslag, som der ligger her.

Derfor håber jeg selvfølgelig også, at alle partier i respekt for den proces, der har været, vil være med til at bære det her vigtige forslag igennem, som betyder bedre forhold, bedre rettigheder for nogle af dem, som har brug for det i vores samfund.

Så siger jeg tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.