Igen ser vi et lovforslag med nogle forskellige småændringer.
Jeg tager udgangspunkt i det, jeg synes er det vigtigste af det, og det er jo det automatiske kronikertilskud.
Det er et rigtig godt forslag, at man nu automatisk kan få et kronikertilskud, eftersom vi har set, at der faktisk var mange borgere, der ikke fik det kronikertilskud, som de burde have.
Hermed bliver det gjort nemmere.
Men – og der er lige et lille men – det kunne godt være lidt bedre.
I dag ser vi desværre, at der er nogle borgere, som ikke kan få den medicin, som de har brug for, fordi de ikke har råd til at betale det, som man skal betale, før man kan få det første tilskud.
I dag er det sådan, at man skal op på 915 kr., før der ydes tilskud, og det vil jo sige, at en førstegangskroniker skal betale de her penge først.
Og vi ved fra flere artikler, der har været de seneste par år, at apoteker rundtomkring i landet må fortælle, hvordan kunderne vender om, når de får at vide, hvad de skal betale, og går hjem uden medicin.
Det er noget, som mange af os i Sundhedsudvalget har haft taget op.
Det vil stadig væk være et problem efter vedtagelsen af det her forslag, og det synes jeg godt man kunne have bygget ind i det.
Det er i hvert fald nogle af de ting, jeg vil spørge ind til.
Problemet er også, at når man har fået kronikertilskud i 5 år, sådan som det er nu, skal man igen op på medicinudgifter, der ligger over 17.738 kr., for at kunne få kronikertilskud.
Jeg har oplevet den første borger, der har henvendt sig og sagt:
Nu skal jeg igen bevise, at jeg har medicinudgifter på over 17.000 kr., før jeg kan få et kronikertilskud.
Så det kan godt være, det lyder rigtig godt, og det vil også være rigtig godt for mange af vores kronikere, men der er altså nogle steder, hvor vi bliver nødt til at se på, om vi ikke kan gøre det lidt bedre.
Jeg kan se, at man har svaret Apotekerforeningen, som netop også har anført det i deres høringssvar, og sagt, at vi har en henstandsordning.
Og det har man, hvis man bruger det samme apotek.
Så bliver det spændende, hvordan det bliver med den nye apotekerlov, men det kan vi jo tage bagefter.
Men så skal man gå til det samme apotek for at få en henstandsordning, hvor man så kan betale 300 kr.
om måneden, sådan at man udligner beløbet over 1 år.
Men det fastholder så også kunderne på det pågældende apotek, og det vil sige, at de ikke har den samme frihed.
Så jeg synes godt, man fra ministeriets side kunne se på, hvordan vi hjælper de borgere, som er de svageste borgere, vi har i landet, og det er dem, som ikke har råd til at betale 900 kr., første gang de skal op at hente medicin.
Det er nogle af de ting, jeg vil tage med, når vi skal diskutere forslaget.
Og det kan også være, at jeg vil prøve at se, om vi kan få stillet et ændringsforslag.
Det kan også være, at ministeren kunne komme med noget.
Der bliver jo nogle penge i forslaget, ved at man ikke skal have gennemgået alle ansøgningerne, og så kunne det jo være, man kunne bruge nogle af dem.
Jeg ved jo også, at man førhen – jeg ved også, at Enhedslisten har været med på forslaget – har påpeget det her med patienter, der ikke kan få medicin.
Det skulle I have gjort lidt bedre, da I lavede forslaget.
Vi kunne også kigge på de midler, som blev brugt til HPV-vaccinen, hvor vi løftede det, i forhold til hvornår man kunne få tilskud.
Det kunne vi godt føre tilbage igen, for vi skal jo ikke bruge det her catch up-program.
Så det synes jeg da ville have været en god idé at få med ind, men det kunne vi måske arbejde videre på i udvalgsbehandlingen.
Tak.