Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
L 135
Offentligt
1508311_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 17. marts 2015
Sagsnr.: 29220
Dok.nr.: 789263
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 til L 135, stillet den 10. marts 2015, efter
ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 10:
”Hvordan kan ministeren udtrykke mistillid til Landbrug og Fødevarers sekretariat, når ministeren
samtidig vælger at bruge Fonden for Økologisk Landbrug til at uddele den seneste særlige pulje på
20 mio. kr. til økologi, frem for at anvende sin egen styrelse?”
Svar:
Under 1. behandlingen blev der stillet spørgsmål til størrelsen af udgifterne til sekretariatsbetjening
af fondene. I den forbindelse nævnte jeg, at der pågår en revisionsundersøgelse af de tilskud, som
Videncenter for Svineproduktion (VSP) har fået udbetalt fra både fondene og
landdistriktsprogrammet, idet en række af disse sager har vist sig at indeholde
uregelmæssigheder. Endvidere henviste jeg til Fåreafgiftsfonden, der har måttet kræve tilskud
tilbage fra tilskudsmodtagere, fordi fonden har bevilget tilskud uden at respektere grundlæggende
habilitetsregler, og fordi en række tilskud blev udbetalt på et forkert grundlag. Der bliver nu fulgt
op på uregelmæssighederne, og jeg har noteret mig, at fondene har handlet resolut, da sagerne
kom frem, hvilket er tilfredsstillende. Derfor har jeg også fortsat tillid til, at fondene vil varetage
det ansvar, de har fået betroet.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege, at formålet med at samle
sekretariatsbetjeningen af de tre fonde i NaturErhvervstyrelsen er at understøtte samspillet mellem
fondenes midler og andre støtteordninger, der administreres af NaturErhvervstyrelsen.
For så vidt angår den særlige pulje på 20 mio. kr. til økologi, er det besluttet, at midlerne skal
administreres af Fonden for økologisk landbrug, idet bestyrelsen skal træffe de konkrete
beslutninger om anvendelsen og fordelingen af midlerne. Baggrunden er, at fonden har erfaring
med at håndtere denne type projekter, og tidligere, i samarbejde med NaturErhvervstyrelsen, har
udviklet og stået for implementeringen af tilskudsordningen ”Grøn pulje for lokal afsætning af
fødevarer”.
Dan Jørgensen
/ Ulla Heiden
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk