Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
L 133 Bilag 1
Offentligt
Til
Signe Marie Finderup Nielsen, Transportministeriet
Jesper Kaae, Vejdirektoratet
Holbæk kommune
Regstrup, d. 10. december 2014
Ved. Forslag til lov om anlæg af motorvej syd om Regstrup
Vi er blevet opmærksomme på at motorvejen syd om Regstrup pt. er i høring hos Holbæk kommune, Region
Sjælland samt diverse foreninger. Vi er dermed klar over, at vi ikke er høringsberettigede, men ønsker
alligevel at henlede opmærksomheden på vores problemstilling, da vi ikke har haft mulighed for at
fremkomme med denne i forbindelse med den tidligere høring, da projektet er ændret
efter
(som resultat) af
høringen i 2011. Denne ændring af projektet, hvor der laves en lokal parallelvej midt gennem vores
jordtilliggende, som Vejdirektoratet har indstillet til Transportministeriet d. 2. december 2011, får en
voldsom effekt på vores landejendom på Sdr. Jernløsevej 2. En effekt, der ikke fremgik af projektet fremlagt i
høring i juni 2011, hvorfor vi ikke kunne kommentere på det ved høringen.
I oktober 2013 blev byggelinjerne i forbindelse med projektet sendt i høring. Af disse byggelinjer fremgår
lokalvejen på vores ejendom
ikke.
Vi mailede derfor til Vejdirektoratets Klavs Hybel Bräuner for at sikre os, at
det betød, at denne lokalvej var droppet. Vores skrivelse er vedhæftet denne mail (navngivet Sønder Jernløse
by matrnr 9A). Vi beskriver i brevet hvordan en vej tværs hen over vores jord, vil ødelægge vores virksomhed
med økologisk lammekødsproduktion. Vi har i en del år arbejdet på at udvikle produktionen, og vi er ved at
have fået brandet vores lammekød fra Jernløsegården blandt private kunder samt butiksslagtere i
Københavnsområdet. Vi er bl.a. blevet godkendt som grossister hos Fødevarestyrelsen, hvorfor der fortsat er
udviklingsmuligheder i virksomheden.
Hvis lokalvejen placeres som beskrevet i lovforslaget, vil den løbe midt hen over vores jordtilliggende.
Klavs Hybel Bräuner henviste os i en svarmail til John Halkær Kristiansen, også vejdirektoratet, som var
projektleder på projektet. Det lykkedes os aldrig at få kontakt til John Halkær Kristiansen, først pga. ferie,
dernæst fordi hans ansættelse hos vejdirektoratet angiveligt ophørte. Efter en rykker til Klavs Hybel Braüner
svarede denne os på mail d. 26.11.2013. Kopi af indholdet i mailen er vedhæftet denne skrivelse.
Vi gjorde ikke mere ved det, før folketinget i sommeren 2014 bevilgede pengene til at projektet kunne
gennemføres. D. 22. oktober 2014 kontaktede vi så igen Klavs Hybel Braüner for at høre om lokalvejen tværs
over vores jord var en del af motorvejsprojektet. Klavs H.B. henviste os til Jesper Kaae fra Vejdirektoratet, der
var blevet ny projektleder på motorvejsbyggeriet. Vi prøvede derfor at kontakte Jesper Kaae pr mail d. 6.
november 2014. Jesper reagerede ikke, men vi fik et telefonopkald fra en Michael Larsen, Vejdirektoratet i
Skanderborg, der forsikrede os om at linjeføringen på ejendommen ikke var besluttet endnu og at vi ville
Lars Poulsen og Tove Rasmussen, Sdr. Jernløsevej 2, 4420 Regstrup