Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 132:

Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn. (Tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrugere m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 04.02.2015).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Hans Andersen som Venstres ordfører.

Tak for det. Da Venstres socialordfører, fru Karen Ellemann, ikke kan være til stede i dag, skal jeg læse følgende op:

Der er med det her lovforslag anlagt et hidtil uset fokus på en bestemt gruppe af stofmisbrugere, som med vedtagelse af det her lovforslag sikres et anonymt misbrugsbehandlingstilbud.

I Venstre er vi glade for anerkendelsen af en målgruppe, som består af borgere, der ud over stofmisbruget ikke er socialt belastede, dvs. borgere, som har en almindelig tilknytning til arbejdsmarkedet eller er under uddannelse. Der kan være tale om personer med et såkaldt dobbeltliv, for hvem det er utænkeligt at blive genkendt som stofmisbruger. Der er altså tale om personer, som vi normalt ikke ser henvende sig til et almindeligt behandlingstilbud af frygt for omgivelsernes genkendelse. Anonymiteten er derfor en essentiel forudsætning for deres vej ud af misbruget, og Venstre var ved satspuljeforhandlingerne opmærksomme på borgerens adgang til opretholde anonymitet under behandlingen.

Med dette lovforslag er det tilgodeset med muligheden for både elektronisk og telefonisk henvendelse sammen med muligheden for anonymitet gennem hele det ambulante behandlingsforløb. Det kræver omtanke i forhold til placering af bl.a. behandlingsstedet.

Venstre har store forventninger til resultaterne af denne omfangsrige satsning og ønsker at understrege vigtigheden af kommunernes håndtering af den anonyme misbrugsbehandling. Med dette lovforslag anerkender vi en hidtil overset målgruppe og tager et vigtigt skridt for at forebygge forekomsten af sociale problemer ud over stofmisbruget.

På den baggrund støtter Venstre lovforslaget.

Tak til Venstres ordfører. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Alle mennesker kan komme i uføre. Alle kan tabe et skridt eller snuble på livets vej. Det tror jeg sådan set er en helt medmenneskelig betragtning og erkendelse, som vi alle sammen har. Men som samfund og som fællesskab har vi et ansvar for at hjælpe vores medborgere op og få dem tilbage på ret køl igen. Det er netop det, vi gør med det forslag, som vi førstebehandler i dag. Vi rækker en hjælpende hånd ud til nogle af de mennesker, som desværre under normale omstændigheder slet ikke ville søge den hjælp, som vi som samfund tilbyder.

Det drejer sig nemlig om på alle mulige andre områder af livet ressourcestærke mennesker, der er havnet i et stofmisbrug. Det er mennesker med et job, mennesker under uddannelse, mennesker med almindelige tilværelser, men også mennesker, som har meget svært ved at se i øjnene, at de er blevet misbrugere, og som derfor ikke vil søge behandling på normale misbrugscentre, selv om de egentlig har desperat brug for hjælp til at få livet på ret køl igen. Det er de mennesker, som det her lovforslag retter sig mod.

Det er vigtigt, at vi får givet dem en hjælpende hånd, og det er også vigtigt, at vi tager imod dem, inden de mister deres arbejde; inden de bliver skilt; inden de dropper den uddannelse, de er i gang med, fordi misbruget får taget overhånd.

Forslaget har en lang, lang historie bag sig, og det har bred politisk opbakning. Vigtigst af alt har det jo, ved vi fra undersøgelserne, nogle rigtig lovende perspektiver. For forsøgsprojektet, Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling, blev sat i søen i forbindelse med aftalen om satspulje for 2010, og projekterne løb så fra 2010 og frem til 2013 i København og i Odense. Med satspuljeaftalen for 2014 blev de så forlænget med 1 år, og endelig blev vi her i efteråret enige om, at vi skulle forlænge projektet yderligere, den her gang frem til 1. juli 2015, hvor det forslag, som vi førstebehandler i dag, kan tage over og gøre det permanent.

Socialstyrelsen har undervejs lavet en evaluering af forsøgsprojekterne i København og i Odense, og den viser faktisk flere interessante pointer og resultater. For det første lykkes det med forløbsprojekterne at nå en gruppe mennesker, som ikke tidligere har opsøgt behandlingssystemet, og det er selvfølgelig i sig selv rigtig positivt. Det er mennesker, der lever et belastende dobbeltliv, hvor de hele tiden skal skjule deres misbrug over for deres arbejdsgiver, over for deres ægtefælle, over for børnene eller over for vennerne.

For det andet gav forsøgsprojekterne rigtig gode resultater. I 2011 og 2012 blev 430 mennesker indskrevet til behandling i København og i Odense. 59 pct. gennemførte forløbet, og ud af dem havde 39 pct. ikke brugt stoffer de sidste 30 dage af behandlingen.

Endelig viste forsøgsprojekterne for det tredje, at diskretionen og anonymiteten var helt, helt afgørende for målgruppen, og derfor er det noget af det, som vi har lagt stor vægt på i det endelige lovforslag. Men det var faktisk også noget, vi brugte ualmindelig meget tid på at diskutere med hinanden i forbindelse med vedtagelsen, hvor vi var rundt i alle mulige krinkelkroge med, om man kunne lægge tommelfingeren hen over sygesikringsbeviset, og hvordan vi bedst fik indrettet det på en måde, så vi både kunne finde ud af, hvordan pengestrømmene skulle være, samtidig med at der var en anonymitet. Det er ret komplekst, selv om det kan virke relativt banalt.

Men det er altså hjørnestenen i det her forslag: Det skal foregå anonymt, fordi vi netop taler om en gruppe, som til hverdag lever med at skulle skjule deres misbrug over for arbejdsgiver, over for venner, over for ægtefælle, over for uddannelsessteder osv. Så anonymiteten står i centrum.

Vi forpligter bl.a. kommunerne til at indgå aftaler med mindst to behandlingssteder, hvoraf det ene skal ligge uden for kommunen, og det er jo præcis i forlængelse af det med anonymiteten. Nu kommer jeg selv fra en relativt lille by, nemlig Korsør på Vestsjælland, og det er jo meget fint med anonymitet, men alle kender jo altså hinanden. Så hvis man går ind ad den der dør – den er godt nok meget anonym og hvid – ved alle jo, hvad den fører ind til, og så går anonymiteten fuldstændig fløjten.

Derfor er det altså afgørende for os, at et af de tilbud, som der indgås aftaler med, ligger uden for kommunegrænsen, sådan at man som borger kan søge et andet sted hen og på den måde også have anonymitet, selv om man bor uden for storbyerne.

Det vil også være sådan, at når man henvender sig til kommunen for at få hjælp, kan man gøre det anonymt via en hjemmeside eller ved at ringe, og derefter skal man selvfølgelig have en afklarende samtale med kommunen for at finde ud af, hvilken behandling man skal have, og om man overhovedet passer ind i målgruppen. Den samtale skal også foregå så diskret som muligt, og den kan f.eks. finde sted på et lokalt bibliotek eller steder, som på ingen måder leder opmærksomheden hen på en sag om misbrug.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende for selve behandlingen. Den kan f.eks. foregå på en skole uden for normal åbningstid, og på den måde har man mulighed for at passe sit arbejde, selv om man går i behandling, og så undgås det, at behandlingsstedet deler indgang med f.eks. et ikkeanonymt behandlingssted.

Hos Socialdemokratiet er vi rigtig glade for den måde, vi har landet det her forslag på, for det vil betyde, at bare fordi mennesker på et tidspunkt taber et skridt, så betyder det ikke, at de er fortabt. Med det her forslag kan vi nå at gribe folk, inden at det, at man taber et enkelt skridt, betyder, at man måske taber hele den livsbane, man ellers har gang i. Så vi kan selvfølgelig støtte forslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Fru Karin Nødgaard som Dansk Folkepartis ordfører.

Når man tænker på en stofmisbruger, får man nok ofte et billede af en af udseende lidt forhutlet person, et menneske, som har flere former for misbrug, en, der har oplevet en barndom med svigt og afsavn og ofte præget af manglende ressourcer hos forældrene både økonomisk og menneskeligt. Der findes nok ikke en bestemt definition på en stofmisbruger. Som alle andre er stofmisbrugere også personer med en egen historie og baggrund, og derfor kan vi ikke i dag sige, at misbrugerne er på en bestemt måde, for hvert individ er på sin helt egen facon.

En del af den virkelige verden er, at der faktisk er stofmisbrugere, som af udseende ligner de fleste af os andre, som i det ydre er velfungerende, som umiddelbart er glade og tilpassede mennesker med familie, job og bolig, og hvad dertil hører, men som inderst inde er blevet fanget af stofmisbrugets væmmelige væsen. Der er ikke tvivl om, at det må være noget af det mest modbydelige, der kan ske for en person, og at stofmisbrug på samme vis som alkoholmisbrug kan tære ens krop og sjæl op på en måde, hvor man selv ikke er den, der kan handle og bestemme, fordi der er en form for dæmoner, der har indtaget ens krop. Det er så ulykkeligt, som noget kan være. Det er så svært at tage opgøret med denne dæmon, som har taget bolig i ens krop, og for mange er det en meget ensom og ofte uovervindelig kamp, der skal kæmpes. Nogle klarer det, men der er også nogle, som ikke klarer det og ender i en personlig deroute, hvor det kun går én vej, og det er nedad. Det er vældig, vældig trist.

Kunne man som lovgiver sige, at det kan vi som samfund klare ved at forbyde stoffer eller alkohol for den sags skyld, kunne det selvfølgelig være en overvejelse værd, men vi ved jo godt, at det realistisk set er helt umuligt. Narko er desværre til at få fat i, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi som samfund finder ud af, hvordan vi kan iværksætte tiltag, som kan hjælpe de mennesker, der er blevet indfanget af misbruget. Nogle kan man hjælpe, og andre er der større udfordringer med, både for samfundet, men også for individet. Der er jo hele spørgsmålet om at erkende, at man har et misbrug. Den erkendelse er måske nemmere for den, der ser lidt forhutlet ud, og som lever i et misbrugsmiljø. Sværere er det sikkert for den umiddelbart almindelige, velfungerende person, som lever et liv med et skjult misbrug – en person, som har kæmpet så utrolig hårdt for, at andre ikke skal opdage noget, kæmpet for at holde den pæne facade og opretholde det, man måske kunne kalde for det pæne liv. Det er den gruppe, som det her lovforslag drejer sig om.

For Dansk Folkeparti er det glædeligt, at vi i satspuljekredsen, også ad flere omgange, har haft opmærksomheden rettet mod den gruppe af medborgere, som har et misbrug, og som har behov for hjælp til at komme ud af det. Der er ikke tvivl om, at det er svært at erkende et misbrug, men det må være endnu sværere, når man har erkendt det, så også at bede om hjælp. Faktisk synes jeg, det er beundringsværdigt, at man kan nå dertil. Når den erkendelse er nået og man ønsker hjælp, synes jeg, det er godt, at man kan få et tilbud om anonym ambulant behandling. Det er netop på den måde, der skønnes at være en vej, der faktisk kan ændre en persons liv fra at være misbruger til at være en person uden misbrug. Det er en kamp menneskeligt, men det er en kamp, der er værd at kæmpe, fordi der kan være så meget godt, efter at man har sejret. Når behandlingen kan foregå anonymt, vil det gøre, om jeg så må sige, kampen for at komme tilbage i en normal gænge lidt lettere. Det har forsøg med ordningen vist, som den foregående ordfører også var inde på, og derfor er det vigtigt, at der nu træffes en beslutning om, at ordningen gøres mulig for mange flere stofmisbrugere, som alene har et stofmisbrug og ikke andre sociale problemer.

Som den foregående ordfører var inde på, er der også hele spørgsmålet om, hvordan man kan overholde kravet om anonymitet. Jeg har selv stillet spørgsmål, også da vi sad og forhandlede, og det var der også andre der gjorde, og dertil må vi bare svare, at det skal man kunne. Man skal som borger være sikker på, at de myndighedspersoner, der får kendskab til ens situation, skal overholde deres tavshedspligt.

Dansk Folkeparti finder, at det med dette forslag netop bliver muligt at forpligte kommuner til at iværksætte tilbud om anonym behandling til personer, der har et misbrug, men ikke andre sociale problemer, og personer, som ellers ikke ville have opsøgt behandlingssystemet. Det er temmelig væsentligt. Det er vejen frem for at forhindre, at misbruget enten eskalerer eller bliver en del af andre sociale problemer, som på sigt kan ende med at invalidere den enkelte både fysisk og psykisk. Derfor er Dansk Folkeparti meget tilfreds med det her, som vi har aftalt i satspuljekredsen, og ser selvfølgelig frem til at følge det fremover.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Lotte Rod som radikal ordfører.

Nogle mennesker med et tilsyneladende ret almindeligt liv med familie, uddannelse og job kæmper med et stofmisbrug, og uden hjælp risikerer det at ødelægge deres liv. Måske ved alle i familien det ikke, arbejdsgiver og kollegaer skal i hvert fald ikke finde ud af det, og derfor er det for de her mennesker helt afgørende, at de kan være anonyme, for at de overhovedet søger hjælp. Mange af dem er simpelt hen bange for, at deres hverdag vil smuldre, hvis deres stofmisbrug bliver kendt af naboer, kollegaer eller måske af en arbejdsgiver.

Med det her forslag bliver det derfor muligt at få en afklarende samtale og komme i behandling uden at skulle opgive sit navn eller sit cpr-nummer. Og som den socialdemokratiske ordfører var inde på, er det heller ikke svært at forestille sig, hvor vigtigt det er, at der faktisk er fuldstændig diskret adgang. Vi bygger videre på de gode erfaringer, der er fra København og Odense. Nu bliver det en mulighed i hele landet, og det giver håb for, at vi kommer til at lykkes med en tidlig behandling og dermed lykkes med at undgå nogle af de sociale problemer, som ellers kan følge af et stofmisbrug.

Så Radikale Venstre vil gerne støtte forslaget.

Tak til den radikale ordfører. Så er det SF's ordfører, fru Trine Mach, der kommer løbende.

Tak. Da SF's ordfører ikke kan være her i dag, har jeg lovet at læse hendes tale op.

I SF er vi rigtig glade for det her lovforslag. For en del år tilbage havde SF et beslutningsforslag, som gav anledning til, at forsøgene med anonym stofbehandling blev igangsat. Resultaterne har været så gode, at det nu giver mening at udbrede dem til hele landet. Forslaget retter sig mod en voksende gruppe af misbrugere med et skjult misbrug af hash, kokain, ecstasy eller amfetamin – en tilsyneladende velfungerende gruppe af mennesker med arbejde og familier.

Mange af disse misbrugere går ikke i behandling, for de oplever ikke sig selv som rigtige stofmisbrugere. Dertil kommer, at de pågældende ikke ønsker at være en sag i en kommune. Selv mennesker, som åbent har erkendt, at de har et misbrug, undlader at søge behandling, når de bliver gjort opmærksom på, at de kommunale forvaltninger vil få indsigt i deres misbrugsproblemer. Det kan der være forskellige grunde til. Nogle mangler tillid til, at tavshedspligten overholdes i den kommunale forvaltning. De er bange for, at informationer om dybt personlige forhold havner det forkerte sted, og frygter reaktionen fra omgivelserne. Men det kan også handle om, at den konkrete misbruger bestrider en måske højt placeret stilling i netop den kommune, som skal stå for behandlingen eller betalingen for denne.

Uanset begrundelse kan man konstatere, at der er mennesker, som gerne vil være stoffri, men som ikke beder om hjælp i det offentlige system, fordi de ikke kan blive behandlet anonymt, og de får derfor ikke den hjælp, de har brug for. De sidste års forsøg med anonym stofbehandling har været succesfulde, og derfor er vi i SF nu glade for, at vi udbreder muligheden for anonym stofbehandling til hele landet, sådan at kommuner forpligtes til at iværksætte tilbud om anonym, ambulant behandling til personer, som har et stofmisbrug, men ikke andre sociale problemer.

Vi er glade for, at det i forslaget slås fast, at det også skal være muligt at blive visiteret til tilbud uden for ens egen kommune, ligesom det er fornuftigt, at visitationen ikke nødvendigvis skal ske på kommunen, men også skal ske direkte på tilbuddet, hvis kommunalbestyrelsen beslutter det. Vi mener desuden, at det er godt, at det understreges, at tilbuddet skal placeres adskilt fra andre misbrugsbehandlingstilbud. Forslaget vil forhåbentlig medføre, at flere misbrugere får mulighed for at komme i behandling og får hjælp til at komme ud af deres misbrug, inden der er risiko for, at deres liv med familie, uddannelse, sociale relationer og arbejde i øvrigt bryder sammen.

Derfor støtter SF med glæde lovforslaget.

Tak til SF's ordfører. Så er det fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører, der kommer løbende.

Enhedslisten kan naturligvis også støtte det her lovforslag af de mange gode grunde, som mange allerede har talt om her fra talerstolen. Vi må dog sige fra Enhedslistens side, at vi kunne have ønsket os, at det lidt mindre var en discountudgave – kan man måske kalde det – af det, der er behov for.

For det første er vi enige med flere af høringsparterne i, at målgruppen er for snæver, at man altså udelukker personer, der f.eks. er ramt af arbejdsløshed. Det synes vi lyder mærkeligt, og der skulle det nok være mere op til en konkret vurdering i de enkelte tilfælde, om det er det her tilbud, man har behov for. Målgruppen burde altså udvides for også at kunne tilpasse tilbuddet og behovet for anonymitet til andre.

For det andet kan kravet om kommunal visitation afskære nogle fra at henvende sig, som der også er flere høringsparter, der har påpeget, hvis anonymiteten er meget vigtigt for dem. Flere høringsparter, f.eks. Socialpædagogerne, Dansk Sygeplejeråd og Dansk Socialrådgiverforening – man må sige, at det er nogle af dem, der ved noget om området – er kritiske over for, at det er kommunen, der skal visitere til behandlingen. Ministeriet har, som det også er blevet nævnt her tidligere fra talerstolen, imødekommet den kritik ved at påpege, at der skal være adgang til at kontakte kommunen og blive visiteret uden at opgive navn og cpr-nummer, og ved, at den afklarende samtale skal foregå i diskrete omgivelser, som det hedder.

Jeg er ikke sikker på, at det er godt nok for personer, som er meget bange for at blive identificeret, og som frygter for de sociale konsekvenser i omgangskredsen og på arbejdet, hvis nogen skulle opdage, at de har et misbrug. Som der er flere, der har påpeget, er det her jo et tilbud, som retter sig mod personer, som i øvrigt er velfungerende, og derfor er anonymiteten meget, meget vigtig for dem. Men selv hvis det er rigtigt, at der ikke nogen, der vil blive afskrækket fra at deltage på grund af visitationen, har jeg alligevel lidt svært ved at forstå, hvorfor man ikke kan henvende sig direkte til det pågældende tilbud. Hvis man havde begge muligheder, at man altså både kunne henvende sig til kommunen og til det pågældende tilbud, ville det muligvis samle flere personer, der har brug for behandling, op.

Sluttelig vil jeg også nævne et andet kritikpunkt, der har været, nemlig at behandlingstilbuddet er snævert, fordi det kun kan indebære gruppeterapi og en enkelt individuel samtale som afslutning på et forløb. Jeg må sige, at det godt nok er detailregulering, så det vil noget, at det skal være gruppeterapi, der skal være behandlingen. Der kan altså være behov for andet, og det er ikke alle, der responderer lige godt på den form for behandling. Selv om man kan opremse rigtig mange gode elementer ved det, og selv om, som det også er blevet nævnt her, der har været succes med det i projektet »Anonym stofmisbrugsbehandling«, er det altså ikke alle, der kan indgå i de samme behandlingsformer, og ikke alle, der har behov for de samme behandlingsformer. Det synes vi er en lille smule for snævert.

Vi er lidt triste over, at det som sagt er en discountudgave, men vi er positive over for, at det er det første lille skridt, og derfor vil vi selvfølgelig støtte lovforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det fru Thyra Frank som Liberal Alliances ordfører.

Som det er fremgået af de foregående ordføreres taler, er hensigten med dette lovforslag at forpligte kommunerne til at iværksætte tilbud om anonym, ambulant behandling til personer, der har et stofmisbrug, men ikke andre sociale problemer, og som ellers ikke kan forventes at ville have opsøgt behandlingssystemet. Formålet er således at forebygge, at denne gruppe af borgere på sigt udvikler sociale problemer ud over stofmisbruget.

Liberal Alliance kan selvfølgelig støtte forslaget, og jeg skal samtidig hilse fra De Konservative meddele, at de også støtter L 132 og ser frem til det videre arbejde.

Tak for det. Så er det ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak, formand. Jeg vil gerne sige tak for alle de gode kommentarer, der har været, og sådan set også den gode debat. Et stofmisbrug, der starter som en del af en festlig weekend eller noget, man gør sammen med vennerne efter arbejde, kan, som flere ordførere meget rigtigt har været inde på, udvikle sig til et alvorligt problem, og det kan også udvikle sig til et alvorligt socialt problem.

Det her handler jo netop om at forebygge. Det kan have store konsekvenser for den enkelte, og som flere af ordførerne også har været inde på, er det ikke kun for den enkelte, men sådan set også for omgivelserne – for familien, venner og så fremdeles.

Derfor er jeg sådan set rigtig tilfreds med, at vi med lovforslaget om anonym ambulant stofmisbrugsbehandling sikrer, at vi har de rette behandlingstilbud til mennesker, der kæmper netop med et stofmisbrug, men som ikke har andre sociale problemer.

Et anonymt behandlingstilbud kan være med til at sikre, at vi får folk tidligt i behandling og på den måde, som jeg startede med at sige, netop får forebygget, at de udvikler de sociale problemer, som ofte følger med et længerevarende stofmisbrug. Vi ved fra de forsøgsprojekter, der har været i både København og Odense, at anonymitet i behandlingen spiller en afgørende rolle for netop at motivere den her gruppe til at starte i et behandlingsforløb. Anonymiteten er rigtig vigtig, fordi de her mennesker ofte har en helt almindelig hverdag med familie, arbejde og venner, og det kan selvfølgelig også være mennesker, som er i gang med en uddannelse. Og de kan, som stort set alle også har været inde på, være bange for, at den her hverdag smuldrer, hvis deres stofmisbrug bliver kendt.

Jeg ser som sædvanlig frem til udvalgsbehandlingen, og vi vil selvfølgelig, som vi plejer, besvare de spørgsmål, som udvalget eventuelt måtte have. Tak for ordet.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.