Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 127:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme og lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. (Præcisering af delegationsbestemmelser, befordringsordninger, offentliggørelse af påbud om sundhedsmæssige krav, ophævelse af betegnelsen embedslægeinstitutioner m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 29.01.2015).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til Venstres ordfører, fru Sophie Løhde.

Tak for det, formand. Det er helt korrekt, at det er et meget alsidigt lovforslag. Det er indholdet også. Det består af fire dele, og man skal i hvert fald have sådan en lidt kreativ fantasi for at kunne se, hvad de har med hinanden at gøre. Det er altid spændende at læse ministerens indledende bemærkninger til et lovforslag for at finde ud af, hvilken argumentation man vil bruge for at få fire ting, der ikke passer sammen, til at passe sammen. Men altså, fint nok, vi kan jo forholde os til dem hver især.

Man kan sige, at de første to dele begge vedrører en præcisering af den eksisterende praksis med henblik på at skabe en mere klar hjemmel i lovgivningen; den ene del vedrører angår delegationskompetencen til aftaleindgåelse under det udvidede frie sygehusvalg, hvor man ændrer udtrykket regionsrådene i forening til i stedet benævnelsen Danske Regioner. I praksis – revolution, siger formanden; det er godt at få sådan en sidekommentar her – kommer det ikke til at gøre den store forskel, da der jo er tale om at tydeliggøre allerede eksisterende praksis.

Den anden del vedrører en præcisering af sundhedslovens befordringsordninger, og dermed er der også tale om en præcisering af retstilstanden på området.

Endelig er der den tredje del af det her lovforslag, som handler om, at Sundhedsstyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens påbud. De tre elementer, hver for sig og tilsammen, kan vi støtte.

Det er den sidste del af lovforslaget, som vi i Venstre er noget mere skeptiske over for. Her foreslår regeringen, at lovgivningens bestemmelser om de tre embedslægeinstitutioner og titlen embedslæge ophæves, at bestemmelserne i lovgivningen, der beskriver embedslægeinstitutionernes opgaveportefølje, ændres, og at opgaverne fremadrettet i stedet for placeres hos Sundhedsstyrelsen. Forslaget er en del af den handlingsplan, der kom fra Sundhedsstyrelsen tilbage i juni 2014 efter det, som vi må sige var en række stærkt problematiske sager i Sundhedsstyrelsen, hvor vi jo har set, at tilsynet fuldstændig har svigtet.

Vi er ikke tvivl om, at der er behov for en række, også gennemgribende, ændringer, og vi vil meget gerne være med til politisk at diskutere handlingsplanen og dermed også politisk begynde at diskutere, hvad det er for et tilsyn, vi gerne vil have i fremtiden. Den diskussion er vi jo ikke blevet indbudt til eller startet på endnu med ministeren, og derfor virker det altså noget bagvendt og noget ulogisk på os, at vi så nu i dag skal sidde og sige ja til et element i handlingsplanen, som vedrører, at nu skal embedslægerne udgå. Det kan godt være, det er et fornuftigt forslag i forhold til en større sammenhæng og andet, men vi kan jo ikke sidde og nikke til enkeltelementer, uden at vi har haft lejlighed til også at diskutere samlet, hvad det er, vi vil politisk, hvad det er for nogle ændringer, der er nødvendige.

I bemærkningerne til lovforslaget er det meget fint beskrevet, hvordan Sundhedsstyrelsen nu skal i gang med nogle nye faser. Der vil være tre faser, og den første fase må være den, vi befinder os i nu med lovforslaget, nemlig at man foreslår at nedlægge embedslægeinstitutionen. Så går man i gang i den anden fase med at foretage en detaljeret kortlægning af ressourcer og opgaver på tilsynsområdet, som det hedder. Og endelig, i den tredje fase, går man i gang med at se på, hvordan tilsynsopgaverne skal fordeles mellem enhederne.

Altså, hvorfor er det, at vi ikke kan komme i gang med nogle af de faser, før vi skal sidde og være med til at definere, hvad det er, der skal være konklusionen på det arbejde, som man må formode – i hvert fald ifølge bemærkningerne – skal igangsættes? Så vi vil foreslå, at ministeren enten piller den her del ud af lovforslaget og udskyder den del eller alternativt inviterer partierne til nogle nærmere drøftelser, hvor vi kan se de her ting i en samlet helhed for også politisk at kunne forholde os til, hvordan det her skal komme til at indgå.

Som sagt er det ikke, fordi vi nødvendigvis er skeptiske over for selve forslaget, men vi kan ikke sidde og nikke til noget, uden at vi samtidig får lejlighed til at se fremad, i forhold til hvad det er, der skal komme bagefter i relation til styrelsens tilsynsvirksomhed.

Der er også hele diskussionen om økonomien, hvis der skal tilføres flere ressourcer. Mig bekendt har regeringen ikke afsat så meget som en eneste krone i sin finanslov til at styrke tilsynet. Hvis vi politisk beslutter, at det vil vi gerne gøre anderledes, så skal de penge jo findes. Der kunne ministeren måske oplyse, hvor regeringen har tænkt sig at de penge skal komme fra. Det kunne være interessant også at få svar på i den sammenhæng, og inden vi går i gang med diskussionen.

Jeg er sådan set lidt i tvivl om, om der overhovedet er et flertal for den her del af lovforslaget i Folketingssalen i dag, så det kan jo være, at ministeren på den baggrund som minimum vil være interesseret i at lytte til gode forslag. Vi vil i hvert fald gerne medvirke konstruktivt i forhold til det. Tak.

Tak til Venstres ordfører, og vi går straks til Socialdemokraternes ordfører, hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Det her lovforslag drejer sig jo overordnet og samlet set om at lave nogle justeringer og nogle ændringer for at sikre mere klare og entydige muligheder i forhold til at administrere nogle af tingene, både for borgernes skyld, og for så vidt angår sundhedsinstitutionernes, kommunernes og regionernes almindelige hverdagsdrift af sundhedsvæsenet.

Det er jo rigtigt, som min gode kollega fru Sophie Løhde fra Venstre siger, at der ligesom er fire hovedtemaer i det her område. Der er det om aftaleindgåelsen i forhold til regionerne, og der er det om befordringsordningen i forhold til både kommuner og regioner. Det tredje er offentliggørelse af påbud, hvor Sundhedsstyrelsen har været ude at kigge nogle efter, og her har Sundhedsstyrelsen fremover muligheden for at sige, at de institutioner også skal sørge for at gøre det synligt på de platforme, de måtte have som institutioner. Og så er der som det fjerde og sidste det, som fru Sophie Løhde også gav mange ord med på vejen, og det er det om embedslægeinstitutionen, som jo egentlig fortsætter sine tre steder, men hvor titlen, betegnelsen, embedslæge skal ophæves for at give Sundhedsstyrelsen en mulighed for på en eller anden måde at tilrettelægge og udføre sine myndighedsopgaver så hensigtsmæssigt som overhovedet muligt.

Den sidste del er jo iværksat, også som tidligere omtalt, efter at der har været episoder i forhold til Sundhedsstyrelsens tilsynsdel, som har påkaldt sig rigtig megen opmærksomhed fra sundhedsministerens side, fra offentlighedens og mediernes side, og hvor der også er blevet lavet en kulegravning med hjælp udefra af det, der hedder EPSO, som er et europæisk tilsynsorgan, som er kommet med nogle anbefalinger til, hvad vi bør gøre i Danmark, og som Sundhedsministeriet, sundhedsministeren jo allerede har effektueret i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Alt sammen er det her ligesom tænkt som, at det er et spørgsmål om at forbedre kvaliteten af tilsynet og være med til at vedligeholde og opbygge en høj tillid fra samfundets side til vores sundhedsvæsen, til vores sundhedsinstitutioner, og dermed også sikre patientsikkerheden. Der er næsten ikke noget, der er væsentligere end patientsikkerhed, når man taler om sundhedsvæsenet og sundhed i Danmark, og der synes jeg lige nøjagtig at det at skabe mere klarhed og entydighed også er med til at sikre den balance.

Socialdemokraterne støtter det her kompleks af lovændringer på de fire lovområder.

Tak. Og så går vi til Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

Jeg kunne jo remse det samme op, som de to forrige ordførere, for der er jo ikke så meget i lovforslaget, som lige springer i øjnene. Der er nogle præciseringer. Men noget af det, som springer i øjnene, er nok det samme, som Venstres ordfører var inde på, og det er netop ophævelsen af betegnelsen embedslæger. Jeg studsede sådan lidt over det og tænkte: Hvorfor nu det, og hvad skal vi så kalde dem? Vi er jo vant til ude i kommunerne, og hvor det nu ellers er, embedslægerne kommer på tilsyn, at så ved vi, hvad det er, vi taler om, og vi ved, hvad det er, vi har med at gøre. Så tænkte jeg på: Er det bedre, vi siger, at nu er det Sundhedsstyrelsen, der kommer på tilsyn? For det må det jo så være, når betegnelsen bliver ophævet.

For mit vedkommende vil jeg sige, at det altså klinger lidt mere hult end det andet. Vi har desværre de sidste mange år set, at tilsynet har svigtet. Så kan man selvfølgelig spørge, om det er den ene eller den anden instans, der har været grundlag for det. Jeg håber, at vi nu her i et samråd, vi har i næste uge, kommer det lidt nærmere i forhold til en af de nyeste sager, hvor vi har set, at der ikke har fungeret et tilsyn over for en psykiater. Men der har jo været mange andre sager, som også jeg har været ordfører på, og der har faktisk været nogle sager, hvor det er embedsfolkene, embedslægerne, som har anmeldt det, men hvor det er Sundhedsstyrelsen, der ikke er skredet ind. Så jeg må sige, at tilliden er svækket til Sundhedsstyrelsen, og derfor mener jeg nok ligesom Venstres ordfører, at det kunne være, vi skulle tage det her punkt ud og sætte det sammen med hele forløbet om, hvad der skal ske med Sundhedsstyrelsen, og hvordan vi sikrer, at vi har et tilsyn, der er godt for patientsikkerheden overalt i landet, uanset om man bor på Lolland eller i Nordjylland eller i København.

Det første, jeg tænkte på, da jeg så det, var det her med at klippe en hæl og hugge en tå, for det synes jeg ligesom at regeringen har gjort med hele embedslægeinstitutionen i de sidste par år. Man har lukket, man har københavneriseret det, lagt det i København, så alle de her arbejdspladser røg væk fra vores områder, der netop har brug for de her arbejdspladser – netop også noget, man prøver at have fokus på. Og hvis vi nu gør det endnu mere, hvad ender det så med? Så jeg har utrolig mange spørgsmål, og et eller andet sted vil det være synd for resten af forslaget, at det er det, der udgør problemet i forslaget. Så jeg vil glæde mig til den videre behandling og så håbe på, at vi får svar på mange af de spørgsmål, vi har. Tak.

Tak. Så giver jeg ordet til den radikale ordfører, fru Marlene Borst Hansen.

Med det her lovforslag præciserer vi i sundhedsloven, at regionsrådene kan bemyndige Danske Regioner til at indgå aftaler med private sygehuse, klinikker m.v. og sygehuse i udlandet om behandling af patienter under det udvidede frie sygehusvalg, ligesom det også præciseres i sundhedsloven, at kommunerne har mulighed for at yde befordring til patienter til egen læge eller til praktiserende speciallæge som alternativ til befordringsgodtgørelse.

Endvidere indfører vi nu et lovmæssigt krav om, at offentlige og private sygehuse, der får påbud af Sundhedsstyrelsen om opfyldelse af sundhedsmæssige krav, skal offentliggøre disse samtidig med Sundhedsstyrelsens offentliggørelse.

Endelig ophæver vi med det her lovforslag betegnelsen embedslæger. Formålet med det er at tydeliggøre Sundhedsstyrelsens opgaver, herunder at tydeliggøre, at styrelsens nuværende tre decentrale enheder på linje med andre enheder i styrelsen indgår i styrelsens samlede organisation og opgavevaretagelse. Formålet er endvidere at sikre, at anvendelsen af betegnelsen embedslæger eller lignende i lovgivningen ikke har betydning for Sundhedsstyrelsens muligheder for at tilrettelægge udførelsen af sine myndighedsopgaver mest hensigtsmæssigt.

Radikale Venstre kan støtte lovforslaget.

Tak. Så giver jeg ordet til Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Som mange af de andre ordførere også tidligere har påpeget, består det her lovforslag af flere dele. Jeg vil ikke snakke om de dele, hvor der er enighed, og det er de første tre, hvor vi er enige med regeringen.

I forhold til den sidste del om ophævelse af betegnelsen embedslæge har vi en bekymring for, hvad det er, vi åbner op for – om det alene er et spørgsmål om, at det er navnet, der ændres, for hvis det er det uden alle mulige andre ting, kunne det være meget hensigtsmæssigt. Som andre ordførere også tidligere har nævnt, har Sundhedsstyrelsen jo fået international kritik på rigtig mange områder, og de har så selv fremlagt en rapport om, hvordan de kan ændre nogle af forholdene. Der har været en række forskellige sager, bl.a. også i pressen, hvor Sundhedsstyrelsen i den grad har svigtet – har svigtet meget, meget stort. Derfor sidder vi jo også og diskuterer i Sundhedsudvalget, hvad vi gør for at sikre, at Sundhedsstyrelsen faktisk er en myndighed, som holder ordentligt øje med dem, der yder behandling ude i sundhedsvæsenet, så folk kan være sikre på, at behandlingen kan gøre dem raske og i hvert fald ikke ende med at gøre dem syge.

Derfor har jeg i hvert fald, når vi begynder at åbne op for at ændre betegnelsen embedslæger, brug for at vide, hvad det betyder helt konkret, hvilke konsekvenser det vil få i forhold til Sundhedsstyrelsen, og hvordan det også hænger sammen med hele den måde, vi gerne vil kigge på Sundhedsstyrelsen på. Vi har jo fra SF's side klart og tydeligt sagt, at vi ønsker en reform af Sundhedsstyrelsen, for vi mener, at den måde, det fungerer på, ikke er ordentlig. Vi har også sagt, at vi er villige til, hvis ministeren indkalder til forhandlinger, at kigge på, hvordan vi kan sikre noget økonomi til det, for mange af tingene skal gøres bedre og gøres hurtigere, men det kræver jo også, at Sundhedsstyrelsen får nogle midler. Men vi afventer som sagt den sidste del, og derfor vil jeg ikke her på nuværende tidspunkt sige, om det bliver det ene eller det andet, men de andre dele støtter vi.

Tak til SF's ordfører. Og så er det Enhedslistens ordfører, fru Stine Brix.

En læge arbejder jo med liv og død, og hvis en læge ikke kan finde ud af at varetage sit arbejde korrekt, f.eks. deler piller ud med alt for rund hånd eller deler forkert medicin ud, så kan det, der ellers skulle være behandling, jo vise sig at være fatalt for patienterne – det kan føre til skader, og det kan også føre til, at man mister livet for tidligt. Det er jo desværre nogle sager, vi har set i sundhedsvæsenet, og det er i de tilfælde, hvor vi skal have et tilsyn, en sundhedsstyrelse, en embedslægeinstitution, som skal gribe ind over for læger, som ikke kan finde ud af at forvalte deres embede korrekt. Og derfor er det jo rigtig vigtige og rigtig alvorlige ting, vi diskuterer her i dag.

Jeg vil også koncentrere mig om den fjerde del af lovforslaget, for de tre andre kan vi sagtens støtte. Ligesom flere af de andre ordførere undrer jeg mig en lille smule over rækkefølgen i den her sammenhæng. Vi har jo, som flere har været inde på, en ret lang proces forud for det her lovforslag: En række skandaler fører til, at den tidligere sundhedsminister igangsætter en kulegravning; et internationalt ekspertudvalg kommer og gennemgår Sundhedsstyrelsen, og Sundhedsstyrelsen følger så efterfølgende op her i efteråret med en handlingsplan for, hvad der skal ske.

Det er jo rigtig, rigtig fint, og nu ligger bolden jo hos os rent politisk: Hvad er det, der skal ske? Og det her er jo så det første skridt i den proces, når det gælder lovgivning. Men jeg mangler at se, hvordan det her initiativ spiller sammen med, hvad der i øvrigt skal ske. Der er jo rigtig mange diskussioner, der stadig venter på os – f.eks. diskussionen om det risikobaserede tilsyn over for det rutinemæssige tilsyn, og diskussionen om, hvilke opgaver der skal ligge decentralt, over for hvilke opgaver der skal ligge centralt. Alle de her ting spiller jo ind, i forhold til hvad det er, man skal have ude decentralt, altså hvad det er, der skal være fremtidens embedslæge, så at sige. Og derfor mangler jeg lidt at kunne se den her lovændring i en sammenhæng.

Jeg anerkender, at der er behov for nogle ændringer, vil jeg sige. Jeg er ikke sikker på, at vi bare kan fortsætte som hidtil. Nogle af de kommentarer fra det internationale ekspertudvalg, som jeg har bidt mærke i, påpeger netop, at det her område, altså forholdet mellem det, at vi har nogle decentrale enheder og en central sundhedsstyrelse, fungerer så dårligt, at det er en del af årsagen til de problemer, vi står over for. Man nævner bl.a. i sin anbefaling 14, 16 og 17, at der er et udtalt behov for at forbedre den kommunikation, der foregår, og også at klargøre, hvad opgaverne er. Men det er jo ikke det, vi løser her, hvor vi bare ændrer navnet. Og derfor synes jeg altså, det er vigtigt, at vi ser tingene samlet.

Så har jeg et spørgsmål. Det kan givetvis afklares i udvalgsprocessen med et skriftligt svar. En af de diskussioner, som der ligger i høringssvarene, er, hvad det betyder, at man ophæver den paragraf, som i dag regulerer uddannelseskravene til embedslægerne. Måske betyder det ingenting, altså måske er det samme krav som hidtil, men det forsvinder sådan lidt ud i tågerne for mig, om det har en betydning eller ej.

Men det, der er vigtigt for os, er at få en sikkerhed for, at det er tænkt sammen med de øvrige ændringer, som vi forventer kommer til at ske i forhold til Sundhedsstyrelsens tilsyn, og som vi ønsker skal ske i forhold til Sundhedsstyrelsens tilsyn. Det tror jeg godt vi kan klare langt hen ad vejen ved at mødes – at partierne sætter sig sammen og drøfter det. Det kan også være, at vi i den proces så ser fornuften i, at det er den her rækkefølge, vi gør det i. Men indtil da vil vi i hvert fald gerne tage et forbehold i forhold til den her fjerde del af lovforslaget.

Tak til Enhedslisten. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for Liberal Alliance.

Det er jo et lovforslag med fire elementer, som, kan man sige, svarer på forskellige spørgsmål, for nu at sige det mildt.

Vi tager dem en for en. I forhold til regionernes delegation af kompetencer til aftaleindgåelse under det udvidede frie sygehusvalg kan vi jo kunne støtte det i Liberal Alliance. Vi synes sådan set, det er rigtig fornuftigt. Man kan så håbe, at vi får en endnu større diskussion om, hvordan det kan sikres, at patienterne har et reelt frit sygehusvalg og i langt større grad end i dag kan blive behandlet på privathospitaler og også hospitaler i udlandet, men det er nok en større diskussion at tage op på nuværende tidspunkt. Selve elementet kan vi sagtens støtte.

Præciseringen af sundhedslovens befordringsordninger synes vi også er ganske fin.

I forhold til offentliggørelse af påbud og hele diskussionen om patientsikkerhed m.v. synes vi, at det er yderst relevant, og vi er meget glade for, at det er taget med.

Hvad angår ophævelse af betegnelsen embedslæger, kan det godt være, at det er mig, der ikke kan gennemskue problematikkerne på samme niveau som en række af de ordførere, der har været oppe tidligere. Man kan jo selvfølgelig have en række ønsker til, hvad der ellers skal gøres, men jeg satser sådan set på, at sundhedsministeren enten i sin besvarelse her om lidt eller i de skriftlige svar skaber en sikkerhed, der gør, at et bredere flertal, eller bare et flertal, kan være med til at vedtage lovforslaget.

Vi går sådan set positivt ind i det her med en forventning om at stemme ja.

Tak. Og så er det den konservative ordfører, hr. Daniel Rugholm.

Tak for det. Vores sundhedsvæsen er til for borgerne, for patienterne, og derfor skal det altid være vores mål at forenkle, have klare retningslinjer og skabe gennemsigtighed for patienterne. Det gør vi på flere måder med det her lovforslag.

Der er en del sproglige ændringer i lovforslaget, og dem har flere ordførere redegjort for, så jeg vil ikke gentage dem alle sammen, men blot tilkendegive, at vi støtter den del. Der er også en præcisering af sundhedslovens befordringsregler. Det støtter vi også. Der er en del, der omhandler offentliggørelse af de påbud, som Sundhedsstyrelsen kan give til et sygehus, en klinik m.v., og den del støtter vi også, for vi er helt enig i argumentet om, at det er til gavn for borgerne, at de let kan finde information om påbud, som kan være givet til et sted, hvor de f.eks. overvejer en behandling.

Den sidste del omhandler embedslægen. Regeringen ønsker at ophæve betegnelsen, men at de samme opgaver fortsat skal udføres under Sundhedsstyrelsen og fortsat på tre lokationer. Vi er tilfredse med, at der bibeholdes to decentrale enheder vest for Storebælt. Det giver mulighed for, at vi kan bevare nogle af de kompetencer bredt i landet, som i nogle tilfælde er bundet op på særlige udfordringer i bestemte geografiske områder. Men vi har også nogle spørgsmål til den del. Flere har fremført relevante synspunkter i forhold til processen. Der er også de uddannelsesmæssige krav til de personer, der er hos embedslægen, som varetager bestemte opgaver. Det er ikke helt tydeligt, hvordan nogle af de uddannelsesmæssige krav defineres i fremtiden. Det vil vi også gerne snakke lidt mere om.

Men vi er positive over for lovforslaget og de nævnte ændringer, men som flere andre ordførere også har lagt op til i dag, deltager vi også meget gerne i yderligere drøftelser om den del, der omhandler embedslægen.

Tak. Og så er det sundheds- og forebyggelsesministeren.

Tak for det. Og først og fremmest tak for den umiddelbare støtte til de tre fjerdedele af de forslag, der ligger i lovforslaget. Det er jo allerede en pæn succesrate, og så kan vi gå til den del, som er blevet problematiseret, nemlig spørgsmålet om det betimelige i overhovedet at ændre embedslægebetegnelsen, og hvorfor det skal være nu.

Ordførernes tilgang over en bred kam har været, at der er behov for at se på det, men at man har nogle spørgsmål, der skal afklares. Nogle af dem vil blive stillet skriftligt, det vil løse en del af problematikken, og nogle af dem vil givetvis blive stillet mundtligt om lidt, og man kan jo sagtens forestille sig, at vi i den proces når så langt, at alle kan se visdommen i det, der er lagt frem, og at man derfor umiddelbart vil støtte forslaget.

På det helt overordnede plan vil jeg bare sige, at det, der lægges op til, ikke er en indholdsmæssig ændring. Det, der lægges op til, er en navneændring, og med den ændring, som foretages, skal Sundhedsstyrelsen varetage de samme opgaver på den samme måde, som de gør i dag. Den strukturelle ændring er, at man siger, at Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne er én enhed – i øvrigt organiseret under Sundhedsstyrelsen – og det er jo noget, som Folketinget har gennemført tidligere, hvor man bl.a. i den proces gik fra fem til tre enheder. Jeg tror, det var tilbage i 2012, og det var det, som Dansk Folkepartis ordfører frygtede ville blive noget københavneri eller en københavnerisering. Og sådan som jeg husker det, men jeg kan selvfølgelig huske forkert, støttede DF så den københavnerisering, og som jeg husker det, var det alene Venstre og Det Konservative Folkeparti, som ikke var for den ændring, da loven blev vedtaget dengang. Men lad nu det ligge.

Jeg synes, at det centrale i den her sammenhæng er, at vi står i en situation, hvor der ikke er nogen tvivl om, at det tilsyn, som er blevet ført af tilsynsmyndighederne, altså embedslægerne eller Sundhedsstyrelsen under et, ikke har været tilfredsstillende. Det har vi også sager der dokumenterer. I forlængelse af det har man også sagt, at der er behov for at få udredt, hvad der skal gøres. Det har EPSO-rapporten jo så givet nogle klare anbefalinger på, herunder opgavefordelingen mellem enhederne, ledelsesstrukturen og et entydigt begrebsapparat, hvilket selvfølgelig er en del af det, som navneændringen handler om, nemlig at sige: Er vi sikre på, at der ikke er nogen tvivl om, at de begreber, som vi bruger, ikke er med til at skabe tvivl om, hvem der har beslutningskompetencen, hvad det er for en struktur, beslutningerne tages i osv? Og det er i virkeligheden det, det handler om. Det her er et element i den samlede handlingsplan for, hvordan vi fremadrettet gerne skulle få vores tilsyn til at virke.

Når jeg indledningsvis sagde det med, at der kan være nogle skriftlige spørgsmål om uddannelse osv., hvor man vil være helt beroliget, når de er besvaret, så er det, fordi der er nogle af de bemærkninger, som er givet, der godt kan have behov for at blive korrigeret, og så stemmer man i givet fald for. Den løsning er en mulighed.

Der har så også været en række kommentarer, som er gået på, hvornår der egentlig skal arbejdes med den der handlingsplan, som Folketinget har fået oversendt. Og sandheden er jo, at det arbejde pågår i øjeblikket, og det er Folketinget også orienteret om. I handlingsplanen er der skitseret 25 indsatser, og 9 af de indsatsområder er sådan set allerede gennemført i overensstemmelse med den tidsplan, som der har været. Hvad er det så for nogle indsatser? Ja, det er f.eks. sådan noget, som at to enheder eller kontorer i Sundhedsstyrelsen er slået sammen. Det er jo ikke en politisk beslutning, at der er ansat en ny tilsynsdirektør, at der er udarbejdet et kvalitetsprogram for tilsynsområdet, at der er foretaget afgrænsning af kerneområder osv. Men det er også rigtigt, som det er blevet sagt her, at der i den samlede politiske kreds selvfølgelig også er behov for bl.a. at få kigget på, hvordan tilsynet skal omlægges. Det er f.eks. – som nævnt af Enhedslistens ordfører – det her med at gå over til et tilsyn, som i højere grad vil være risikobaseret. Så når vi nærmer os sommeren, er der selvfølgelig behov for, at det samlede politiske beslutningsoplæg med de forskellige muligheder for at omlægge tilsynet foreligger.

Jeg synes ikke, at det er i omvendt rækkefølge, at vi siger, at et af de elementer, som indgår, er at forholde sig til, hvad det er for et navn, der bruges her. Og derfor er forslaget om at ophæve embedslægebegrebet som navn med i det lovforslag, som foreligger nu.

Der er en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Man kan selvfølgelig godt forsøge at simplificere det og sige, at det her bare er et spørgsmål om et navn. Man kan også sige, det er et spørgsmål om at give sig selv friheden som minister og som styrelse til at kunne lave alle ændringer bagefter uden at spørge Folketinget om lov.

Nu nævner ministeren selv, at den her handlingsplan er kommet helt tilbage i juni måned 2014, og at der er gennemført en række indsatser, men der er også en lang række indsatser, der ikke er gennemført. Et af de helt store diskussionspunkter, som var oppe i forbindelse med præsentationen af handlingsplanen, er jo hele spørgsmålet om, om det her kommer til at kræve flere ressourcer til tilsynet fremadrettet, også afhængigt af hvilket tilsyn man gerne vil have. Kan ministeren så ikke oplyse, hvorfor man fra regeringens side overhovedet ikke har taget initiativ til at indkalde til politiske drøftelser, på trods af at man har haft handlingsplanen siden juni 2014? Hvorfor vil man også på det her område udskyde den diskussion, hvorfor ikke handle på den nu? Hvor forestiller ministeren sig der skal findes penge til at styrke tilsynet, hvis regeringen overhovedet mener, der er behov for at styrke tilsynet? Hvor mange penge? Eller er det også bare på det område sådan et sted, hvor man siger: Nej, nej, det med at finde pengene må komme efter et valg, det kan vi ikke klare nu og her? Det gør man jo på mange andre områder, så det skulle ikke undre mig, at det også sker i forhold til Sundhedsministeriet.

Jeg synes bare, det er underligt, at man ikke politisk har fulgt op på det her samlet ved at invitere Folketingets partier til en drøftelse af, hvad det er for et tilsyn, vi skal have fremadrettet, om der er behov for at tilføre ressourcer – ja/nej – eventuelt hvor mange, og hvor vi finder dem henne. Og så kommer man i dag i Folketingssalen med et lovforslag og siger: I øvrigt vil vi gerne lige have carte blanche til, at vi kan lave alting om uden at skulle spørge Folketinget om lov efterfølgende ved at nedlægge embedslægeinstitutionen og kalde det hele for Sundhedsstyrelsen, og så kan vi organisatorisk gennemføre alt, hvad vi har lyst til, efterfølgende.

Ministeren.

Jamen det her er jo ikke et spørgsmål om at tilegne sig friheden til at lave ændringer. Det her er tværtimod et spørgsmål om at gå til Folketinget og sige, at her er der behov for at foretage en specifik afgrænset ændring, som vil være fornuftig, i forhold til at vi gerne vil have det mest effektive tilsyn, som vi kan ønske os. Det er derfor, det bliver fremlagt for Folketinget. Så der er ikke tale om at stikke noget under stolen eller prøve at tage sig nogle friheder, som der ellers ikke er.

Med hensyn til det med ressourcerne er vi jo i den situation nu, at vi er i gang med at implementere handlingsplanen, som jeg også skitserede, at der er behov for nogle lovændringer, at der pågår nogle analyser, som gerne skulle føre til det beslutningsgrundlag, som skal gøre, at vi kan forholde os til, hvordan det så skal se ud fremadrettet. Kræver det flere eller færre ressourcer? Det ved jeg ikke. Det kommer jo til at stå i de anbefalinger og de analyser, som vores beslutninger skal basere sig på, og derfor ville det jo også være bagvendt, hvis vi sagde, at nu starter vi med at sætte nogle ressourcer af til en opgave, som vi i øvrigt ikke kender.

Sophie Løhde.

Jeg må forstå sidste del af ministerens besvarelse sådan, at man synes, det er rettidig omhu, at man ikke går i gang med at forholde sig til politisk at diskutere, hvad det er for et tilsyn, vi gerne vil have fremadrettet, og herunder spørgsmålet: Er der behov for tilførsel af ressourcer? Altså, det har jo været et af de helt store kritikpunkter, også i forhold til diskussionen om handlingsplanen, at der jo i hvert fald er nogle – og når jeg siger nogle, så er det personer, der i hvert fald har et indgående kendskab til tilsynsdelen i Sundhedsstyrelsen – som har udtalt offentligt, at forudsætningen, hvis vi vil styrke tilsynet, bl.a. også handler om spørgsmålet om tilførsel af ressourcer. Det mener jeg jo også at vi politisk er nødt til at forholde os til. Men det mener regeringen så ikke at vi kan gøre.

Det er blot derfor, at jeg synes, det er en lille smule underligt, at vi er i Folketingssalen i dag for at lave en ændring, hvor man nedlægger embedslægerne, og så siger man: Vi vil i øvrigt først til sommer begynde at snakke om, hvad der skal ske, og hvad der ikke skal ske med tilsynet. Hvorfor mener ministeren, at vi ikke kan begynde at handle på det her politisk med henblik på at få styrket tilsynet?

Ministeren.

Folketinget kender, og udvalget kender i særdeleshed, den handlingsplan, der er blevet lagt frem. Vi kender udmærket godt de mange elementer, der ligger i den, og ved, at væsentlige dele er under implementering, at beslutninger er truffet. Det har været omtalt adskillige steder. Vi ved, at der pågår analyser, som skal give et beslutningsgrundlag, så vi også til sommer kan forholde os til, hvordan tilsynet skal indrettes fremadrettet.

Derfor er vi i dag i en situation, hvor vi skal have det beslutningsgrundlag, som skal til, for at træffe de beslutninger om, hvordan tilsynet skal se ud fremadrettet. Der bliver kontinuerligt handlet på det i den fælles interesse, vi har, om at sikre et så godt tilsyn som muligt til glæde for patientsikkerheden.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.