Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
L 123 Bilag 16
Offentligt
1503817_0001.png
08. dec. 2014
Til Skatteministeriet
journalnummer 14-3930511
fremsendes pr. mail til
[email protected]
samt i kopi til
[email protected]
Dansk Journalistforbunds høringssvar vedrørende udkast
til lov om ændring af momsloven (indførelse af importmoms
på dansksprogede magasiner sendt fra lande uden for EU).
Dansk Journalistforbund, DJ, har 3 kommentarer til det ovennævnte udkast:
1. Loven vil medføre en urimelig forskelsbehandling og konkurrence-
forvridning mellem dansksprogede og ikke-dansksprogede
magasiner:
Dansksprogede magasiner er i forvejen i de fleste tilfælde dyrere end sammen-
lignelige ikke-dansksprogede magasiner. Det skyldes selvsagt, at markedet for de
dansksprogede magasiner er mindre.
Hvis et dansksproget magasin trykt uden for EU bliver pålagt en importmoms, vil
det øge denne prisforskel og yderligere forvride konkurrencen mellem de dansk-
sprogede og ikke-dansksprogede magasiner.
Det er en urimelig forskelsbehandling af de danske magasiner.
2. De økonomiske vurderinger bag lovforslaget er usikre.
I bedste fald er lovforslaget godt for trykkerierne.
Men i værste fald er det skidt for alle – inklusive staten:
Måske vil lovforslaget betyde, at beskæftigelsen øges på nogle danske trykkerier.
Men der er større risiko for, at den vil falde endnu mere i de danske magasin-
virksomheder.
Begrundelsen for lovforslaget er at sikre lige konkurrencevilkår mellem de
grafiske virksomheder inden for og uden for EU.
Det bygger på den forudsætning, at med magasinimportmomsen vil de dansk-
sprogede magasiner, der i dag bliver trykt uden for EU, ”flage hjem igen” og frem-
over blive trykt inden for EU – og måske endda i Danmark igen.
Men det er der ingen garanti for. Og virkningen på beskæftigelsen vil under alle
omstændigheder være beskeden, måske endda negativ:
I Skatteministeriets redegørelse af den 27. juni 2014 (øverst side 2) fremgår det
ifølge Post Danmark, at der sendes 9 mio. magasiner til Danmark fra lande uden
for EU.
Selv hvis alle disse magasiner bliver flyttet hjem og trykt i Danmark, vil det mak-
simalt give 20-30 ekstra arbejdspladser på danske trykkerier.
Men flere af magasinerne vil blive nødt til at lukke, fordi de er blevet for dyre for
læserne. Det betyder en faldende beskæftigelse blandt redaktionelle og admini-
strative medarbejdere i de berørte magasinvirksomheder, og desuden et afledt
fald i beskæftigelsen på trykkerierne.
Det betyder dermed også, at det er usikkert, om staten samlet set vil få et stigende
provenu ud af lovforslaget.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1503817_0002.png
3. Overgangsordning:
Hvis lovforslaget fastholdes, bør magasinerne kompenseres gennem én eller
anden overgangsordning. Enten i form af, at ikrafttrædelsestidspunktet den 1. juli
2015 udskydes og/eller i form af, at der i forslaget indarbejdes en gradvis og lang-
som indfasning af de økonomiske virkninger af forslaget.
Begge dele for at tillade magasinvirksomhederne at kunne indrette sig efter en
betydeligt forandret økonomisk situation, og for at undgå forhastede beslutninger
om lukninger af magasiner og dermed en stigning i ledigheden i magasin-
branchen.
Hvis høringssvaret giver anledning til yderligere spørgsmål eller kommentarer,
står DJ gerne til rådighed, mail
[email protected].
Venlig hilsen
Mogens Blicher Bjerregård
formand
2/2