Grønlandsudvalget 2014-15 (1. samling)
L 122 Bilag 1
Offentligt
1490736_0001.png
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
Kontor for Familieret
2012-5209 / lth
16. december 2014
UDKAST
Resumé
af
Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige aspekter af
internationale børnebortførelser
1. Indledning
Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige aspekter af internationale
børnebortførelser (Haagerkonventionen af 1980) trådte i kraft i forhold til Danmark i 1991 i
forbindelse med ikrafttrædelsen af lov om af lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) (børnebortførelsesloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010.
Ved tiltrædelsen af konventionen tog Danmark forbehold for, at den ikke skulle gælde for
Grønland, jf. pkt. 3.
Grønlands Selvstyre har anmodet om, at der gennemføres en generel ajourføring af den
familieretlige lovgivning for Grønland. Som et led i ajourføringen sættes børnebortførelsesloven
1
og
konventionen i kraft for Grønland
.
2. Konventionen
2.1. Formål og anvendelsesområde (kapitel I)
Haagerkonventionen af 1980 har til formål at sikre umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er
ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat, og at sørge for, at forældremyndighed
og samvær i en kontraherende stat bliver effektivt respekteret i andre kontraherende stater (artikel 1,
stk. 1).
Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn anses for ulovlig, hvis den strider mod de rettigheder,
som tilkommer en person, en institution eller en anden myndighed som
forældremyndighedsindehaver ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før
bortførelsen eller tilbageholdelsen (artikel 3). (I det følgende anvendes ”bortførelse” som
samlebegreb for ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.). Konventionen gælder kun for
børn, der ikke er fyldt 16 år.
2.2. Centralmyndigheder (kapitel II)
1
Se særskilt resumé.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Hver kontraherende stat udpeger en centralmyndighed. Centralmyndighederne samarbejder
indbyrdes og fremmer samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i deres respektive stater for
at opnå konventionens formål (artikel 6 og 7).
Som et led i dette samarbejde skal centralmyndighederne bl.a. undersøge, hvor et bortført barn
befinder sig, sikre frivillig tilbagegivelse af barnet eller tilvejebringe en forligsmæssig løsning,
indlede retlige eller administrative skridt for at få barnet tilbagegivet, træffe foranstaltninger til at
gennemføre og sikre en reel udøvelse af samvær samt tilvejebringe eller gøre det lettere at opnå
retshjælp og anden juridisk bistand.
2.3. Tilbagegivelse af børn (kapitel III)
Hvis et barn er blevet bortført, og hvis der, da sagen blev indledt i den kontraherende stat, hvor
barnet befinder sig, er gået mindre end et år fra den dag, da bortførelsen fandt sted, skal den
kompetente myndighed bestemme, at barnet straks skal tilbagegives. Selvom etårsfristen er
overskredet, skal den kompetente myndighed bestemme, at barnet skal tilbagegives, medmindre
barnet er faldet til i sine nye omgivelser (artikel 12).
Tilbagegivelse af barnet kan dog bl.a. nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil
udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade, hvis barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet
har nået en sådan alder og modenhedsgrad, at der bør tages hensyn til barnets mening, eller hvis
tilbagegivelse af barnet ikke vil være foreneligt med grundlæggende principper i den anmodede stat
til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder (artikel 13 og 20).
Når de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, hvortil barnet er blevet bortført, har fået
meddelelse om, at der foreligger en ulovlig bortførelse, kan de ikke træffe afgørelse i en sag om
forældremyndigheden m.v. over barnet, før det er bestemt, at barnet ikke skal tilbagegives,
medmindre en anmodning om tilbagegivelse ikke indgives inden for en rimelig tid efter
modtagelsen af meddelelsen om den ulovlige bortførelse (artikel 16).
2.4. Samvær (kapitel IV)
En anmodning om, at der træffes afgørelse om samvær med et barn, der bor i en anden stat, kan
indgives til centralmyndighederne. Dette indebærer ikke en forpligtelse til at anerkende og
fuldbyrde en afgørelse om samvær, der er truffet i en anden kontraherende stat, men forpligter alene
myndighederne i barnets bopæls- eller opholdsland til at behandle en anmodning om fastsættelse af
samvær, når anmodningen fremsættes gennem det administrative samarbejde, jf. pkt. 2.2.
2.5. Almindelige og afsluttende bestemmelser (kapitel V og VI)
Statsborgere i kontraherende stater og personer, som har bopæl i disse stater, skal i sager
vedrørende anvendelsen af konventionen have ret til retshjælp og juridisk rådgivning i enhver anden
kontraherende stat på samme vilkår, som hvis de selv var statsborgere i og havde bopæl i denne stat
(artikel 25).
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Konventionen finder kun anvendelse mellem kontraherende stater, herunder territoriale enheder, for
så vidt angår ulovlige bortførelser eller tilbageholdelser, som finder sted efter dens ikrafttræden i de
pågældende stater henholdsvis territoriale enheder (artikel 35).
Ifølge artikel 37 er konventionen åben for undertegnelse af de stater, der var medlemmer af
Haagerkonferencen om International Privatret på tidspunktet for dens 14. samling. Dette indebærer,
at disse stater umiddelbart kan tiltræde konventionen, hvorefter staterne er gensidigt forpligtede til
at samarbejde med hinanden efter konventionen. Konventionen kan herudover tiltrædes af ”enhver
anden stat” (artikel 38). En sådan tiltrædelse får imidlertid alene virkning i forholdet mellem den
stat, som har tiltrådt konventionen, og de kontraherende stater, som udtrykkeligt erklærer at
acceptere af tiltrædelsen.
3. Forbehold
Ved ratifikationen af konventionen erklærede Danmark i henhold til artikel 39, stk. 1, at
konventionen ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Efter artikel 42, stk. 2, kan en stat til
enhver tid tilbagekalde sådanne territoriale forbehold. I forbindelse med ikraftsættelsen af
konventionen for Grønland vil det territoriale forbehold vedrørende Grønland blive tilbagekaldt.
4. Konventionssamarbejdet
Konventionen er i kraft mellem Danmark og følgende stater: Argentina, Australien, Belgien,
Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Canada, Chile, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland,
Holland, Irland, Island, Israel, Italien, Kina (kun regionerne Hong Kong og Macau), Kroatien,
Letland, Litauen, Luxemburg, Makedonien, Malta, Mexico, Monaco, Montenegro, New Zealand,
Norge, Panama, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien,
Storbritannien, Sverige, Sydafrika, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, USA, Venezuela og Østrig.
Ved ikrafttrædelse af konventionen for Grønland vil den finde anvendelse mellem Grønland og
disse stater.
En række stater har tiltrådt konventionen efter artikel 38. Danmark har indtil videre kun afgivet
erklæring om accept af enkelte af disse staters tiltrædelse, men det overvejes løbende at afgive
erklæring om accept af tiltrædelsen fra yderligere stater.
5. Ikraftsættelse
Konventionen vil blive sat i kraft for Grønland samtidig med anordning om ikrafttræden for
Grønland af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser). Der henvises til resuméet af denne anordning.