Grønlandsudvalget 2014-15 (1. samling)
L 122 Bilag 1
Offentligt
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
Kontor for Familieret
J.nr. 2012-5209 / lth
16. december 2014
UDKAST
Resume
af
anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven
1. Indledning
Som et led i den ajourføring af den familieretlige lovgivning for Grønland, som Grønlands
Selvstyre har anmodet om, sættes forældreansvarsloven i kraft for Grønland.
Der er derfor udarbejdet udkast til anordning om ikrafttræden for Grønland af
forældreansvarsloven. Ved anordningsudkastet sættes forældreansvarsloven i kraft for Grønland
med de ændringer, der følger af følgende ændringslove:
Lov nr. 349 af 6. maj 2009 om ændring af lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabets
retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forældreansvarsloven
(Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.).
Lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love
(Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.).
Lov nr. 600 af 18. juni 2012 om ændring af forældreansvarsloven, retsplejeloven og lov om
Det Centrale Personregister (Ændringer som følge af evalueringen af forældreansvarsloven).
Disse love sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Følgende ændringslove sættes ikke i kraft for Grønland på nuværende tidspunkt, navnlig fordi de
indeholder lovgivning, der ikke sættes i kraft for Grønland på nuværende tidspunkt, eller indeholder
lovgivning, der ikke vedrører Grønland:
Lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets Reform).
Lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og
forskellige andre love (Medmoderskab m.v.).
Lov nr. 552 af 2. juni 2014 om ændring af forskellige lovbestemmelser om ansøgninger,
anmeldelser, meddelelser, anmodninger og erklæringer til offentlige myndigheder
(Overgang til obligatorisk digital selvbetjening, for så vidt angår ansøgning om
byggetilladelse, ansøgning om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., anmodning
om separation og skilsmisse, ansøgning om børne- og ægtefællebidrag, ansøgning om lån til
beboerindskud, ansøgning om parkeringslicens og anmodning om attestationer efter lov om
Det Centrale Personregister m.v.).