Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
L 121 Bilag 9
Offentligt
Til Socialministeren og Folketingets Socialudvalg
Om Tvangsadoption
Undertegnede har i mere end 30 år - i Københavns Kommune - arbejdet som familie-
plejekonsulent. Det vil sige, at jeg - efter forvaltningens beslutning om fami-
lieplejeanbringelse - har fundet en passende plejefamilie, og efterfølgende gi-
vet råd og vejledning til plejefamilien, og haft kontakt med barnet.
Det er i samme tidsperiode Maj Olufsson m.fl. har udviklet "vores" viden om ab-
stinensbørn og børn med Føtalt Alkohol Syndrom.
Netop fordi jeg er ansat i Københavns Kommune, har jeg ofte haft et tæt samar-
bejde med såvel Maj Olufsson, som Skodsborg Spædbørnehjem om denne særlige kate-
gori af børn, og jeg har anbragt rigtig mange af disse børn i familiepleje.
Jeg ved derfor også, at abstinensbørn, FAS-børn og børn af psykisk syge foræl-
dre, er nogle af de aller mest belastede børn, og en af de sværeste opgaver for
en plejefamilie. Det stiller store krav til både plejefamilien, dens omgivelser
og også (efterhånden som børnene når den alder) børnehave og skole.
Jeg ved til gengæld også, at det er en opgave, der kan magtes, MEN under forud-
sætning af omfattende og kvalificeret støtte, råd og vejledning til plejefamili-
en, tæt samarbejde med daginstitution og skole, sikring af diverse former for
ekstra støtte i daginstitution og skole (støttepædagog f.eks.) og andre, i den
konkrete sag relevante tilbud.
Jeg bliver derfor meget bekymret nå der i disse vanskelige sager – igen - tales
om tvangsadoption.
Jeg er naturligvis enig i, at disse børn må anbringes uden for hjemmet, idet
forældrene ikke er i stand til at tage sig adækvat af børnene, og jeg er også
enig i, at det må sikres på bedst mulige måde, at disse børn ikke bliver hjemgi-
vet, genanbragt osv., men sikres stabilitet i deres opvækst.
Men der er (min.) 3 grunde til, at adoption ikke er svaret.
1) De typer familier, der ønsker at adoptere, er andre typer familier, end de,
der ønsker at være plejefamilie. Alt for ofte skal et adoptivbarn så at sige
"løse" et barnløshedsproblem, og indfri drømmen om at være børnefamilie. Absti-
nensbørn, FAS-børn og børn af psykisk syge forældre kan ikke bare lige opfylde
denne drøm, for, som ovenfor nævnt, kræver det en ganske anden massiv behand-
lingsindsats, for at hjælpe disse børn i deres udvikling, således at de kan lære
at håndtere de vanskeligheder, de blev født med, og som reelt ofte præger dem
resten af livet. Familier, der melder sig som plejefamilier til denne type børn,
er som udgangspunkt indstillet på, at skulle løse en vanskelig opgave, og på
trods af det, bliver mange betænkelige, når de hører om, hvor stort et arbejde
det vil blive, og hvor stor en indsats det kræver.
2) De familier, der modtager abstinensbørn, FAS-børn og børn af psykisk syge
forældre, SKAL have kvalificeret råd, vejledning, supervision og anden form for
støtte, for at kunne udføre opgaven. Den form for støtte gives ikke til adoptiv-
forældre. Selvom enhver kommune - i princippet - skal yde alle forældre råd og
vejledning, så findes kommunens specialviden om disse udsatte børn hos de perso-
ner, der har med familiepleje at gøre, ligesom støttemulighederne i høj grad ju-
ridisk er koblet til reglerne om hjælpeforanstaltninger iht. Serviceloven. Det
kan man naturligvis ændre på rent lovgivningsmæssigt, men det forekommer mig, at
det meget nemt kan blive til, at den enkelte adoptivfamilie selv må forholde sig