Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 121:

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven, lov om social service, forældreansvarsloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Lempelse af betingelserne for adoption uden samtykke m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 28.01.2015. 1. behandling 06.02.2015. Betænkning 09.04.2015. 2. behandling 16.04.2015. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Værsgo, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er Dansk Folkepartis holdning, at en tvangsbortadoption er et voldsomt indgreb i familiers og ikke mindst børns rettigheder. Slægtskabet er helt grundlæggende. Derfor bør sådan et indgreb ikke foretages uden en høj grad af sikkerhed for, at det er absolut det bedste for barnet, eller uden en høj grad af sikkerhed for, at andre og mindre indgreb ikke er tilstrækkelige for at sikre barnets trivsel.

Barnets tarv er altid det vigtigste. Vi er bekymrede for, om forslaget i praksis kan blive brugt som en måde at spare penge på, så udsatte familier og børns rettigheder viger af hensyn til kommunernes hårdt pressede økonomi. Regeringen ønsker med dette lovforslag at lempe reglerne for adoption uden samtykke. Ifølge bemærkningerne har der været for få tvangsbortadoptioner, siden loven blev lempet i 2009.

Tvangsbortadoptioner er et meget vidtgående indgreb, og derfor skal retssikkerhedsprincipperne være overholdt. Det er allerede i dag muligt at tvangbortadoptere børn, så længe det er godtgjort, at forældrene ikke varigt vil kunne tage sig af barnet. Med lovforslaget skal det fremover kun sandsynliggøres, at forældrene varigt er uden forældreevne.

Dansk Folkeparti mener ikke, at gennemsigtigheden og retssikkerheden er i orden. Endvidere mener vi, at man allerede i dag kan sikre en stabil og kontinuerlig anbringelse uden at gå på kompromis med retssikkerhedsloven, hvis det er det, man ønsker. Det handler om tværfagligt samarbejde med kommunen, netværket, familien, og det handler om at sikre det rette match mellem en eventuel plejefamilie og et barn samt forebyggende hjælpeinstanser.

For nylig var vi vidne til en dom, som blev afsagt i Østre Landsret, og som omhandlede en sag om tvangsbortadoption. En udviklingshæmmet mor skal tvangsbortadoptere sit barn. Flere handicaporganisationer er bekymrede for, at denne sag vil danne præcedens for andre sager. Den bekymring mener jeg vi skal lytte til. I dommen fra Østre Landsret står der, at der i sagen er ganske særlige omstændigheder, der gør, at tvangsbortadoption kan gennemføres uden samtykke fra moren. Vi finder det også dybt problematisk, at man kan give en morder, som har slået sine børns mor ihjel, forældremyndigheden, mens en udviklingshæmmet, som frivilligt lader sit barn komme i pleje og dermed accepterer, at hun ikke er i stand til at tage vare på sit barn, får frataget alle rettigheder ved tvangsbortadoption.

Dansk Folkeparti har tidligere fremsat beslutningsforslag for at indføre obligatorisk familierådslagning eller andre metoder, der virker, heriblandt netværksmøder. Her finder man ressourcerne i familien og netværket, og her mener vi der er gode løsninger, man kan finde i fællesskab. Desværre ser vi ofte, at familier samt netværket bliver kørt ud på et sidespor, og vi har fået rigtig mange henvendelser om den problemstilling i Socialudvalget. Vi finder, det er vigtigt at hjælpe børn, netværket og deres familier med forebyggende initiativer, og der er behov for en styrket indsats for at hjælpe forældre med handicap. Mennesker med f.eks. sclerose, som sidder i kørestol eller har en anden lidelse, kan sagtens være gode forældre. Derfor appellerer vi til, at ministeren tydeliggør det i lovgivningen.

Det bekymrer Dansk Folkeparti, at grundlaget for så vidtgående et indgreb som tvangsbortadoption, dvs. børnefaglige undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser, er så vidt forskellige i kvalitet fra kommune til kommune, og vi har set rigtig mange fejl i disse sager. Vi frygter, at det usikre grundlag vil kunne føre til, at børn får frataget deres forældre uden et sikkert grundlag for, at det er det bedste for dem. Og vi frygter især, at det vil ramme eksempelvis børn af forældre med handicap eller børn, hvis forældre eksempelvis har et misbrug, men som i fremtiden muligvis godt kan lægge det bag sig og spille en positiv rolle for barnet. Derfor er det også bekymrende, at lovforslaget indebærer, at der kun undtagelsesvis fastsættes samvær med den oprindelige slægt, da denne kontakt til ens rødder og ophav ofte er meget vigtigt for et barn.

Derfor kan Dansk Folkeparti ikke støtte dette lovforslag.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokraterne. Værsgo.

Nu har vi jo haft, og heldigvis for det, en overordentlig grundig behandling af det her forslag, for det er jo rigtigt, som Dansk Folkepartis ordfører siger, at det her måske er det mest vidtgående indgreb, man kan foretage i en familie. Jeg skal spørge Dansk Folkeparti, om det er sådan, at Dansk Folkeparti mener, at det i nogen som helst sammenhænge er sådan, at det kan være det bedste for barnet, at man gennemfører en adoption uden samtykke. For når jeg lytter til Dansk Folkepartis ordfører, lyder det for mig, som om der ikke er nogen situationer, hvor det kan være det bedste for barnet.

Altså, det, vi taler om, er jo, at vi går væk fra, at det er to børn om året – det er to børn om året – og nu åbner vi en lillebitte smule mere. Og når Dansk Folkeparti vender sig imod det her forslag, kan jeg jo ikke lade være med at tænke, om det er, fordi Dansk Folkeparti mener, at alle børn altid skal have deres biologiske forældre, og at det uanset svær psykisk sygdom, uanset eventuelt stofmisbrug og kombinationen af de her ting stadig væk er bedst for børnene at have deres biologiske forældre som forældre.

Tak. Ordføreren.

Nu har regeringen også fremsat det her lovforslag, fordi den mener, at der er for få tvangsbortadoptioner, og jeg har i min ordførertale redegjort for, hvad vi synes man kan gøre for at hjælpe de her familier. Desuden er det i dag sådan, at der allerede er mulighed for at gøre det, men det her er simpelt hen en lempelse, fordi man synes, der har været for få tvangsbortadoptioner, og den lempelse er vi i Dansk Folkeparti ikke enige i.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jamen det var jo ikke et svar på spørgsmålet. Altså, i regeringen er det sådan, at vi mener, og det gør i øvrigt et bredt flertal i Folketinget, at der er nogle enkelte børn, få børn, som har bedst af at få en stabil tilværelse et andet sted end hos deres biologiske forældre. Det er vores opfattelse. Når det så er, at man fra Dansk Folkepartis side vender sig imod det her, skal jeg bare spørge:

Mener Dansk Folkeparti – det er et relativt præcist spørgsmål – at der er situationer, hvor det bedste for barnet er, at det bliver bortadopteret uden samtykke? For det lyder som det modsatte, som jeg hører ordførerens tale her i dag.

Tak. Ordføreren.

Så må jeg sige igen, at det i dag er sådan, at man allerede kan gøre det. Det her er simpelt hen en lempelse fra regeringens side, hvor man åbner op for blot at sandsynliggøre det, og det vil så sige, at regeringens mål er, at der skal være flere tvangsbortadoptioner.

Der vil være nogle situationer, hvor man anbringer et barn uden for hjemmet, og hvor barnet vil have det rigtig godt med at være anbragt i en fast plejefamilie, men stadig væk have kontakt til sit netværk. Men med det her lovforslag kan man heller ikke garantere, at bedsteforældre eller søskende eller andre vil have den tætte kontakt. Det er noget, der er blevet besluttet, og det er slet ikke sikkert, at man overhovedet kan bevare sit slægtskab og opretholde kontakten til sit netværk, til familie og søskende.

Tak til ordføreren. Så er det fru Tina Nedergaard som ordfører for Venstre.

Mange tak for det. Dansk Folkepartis ordfører er uden tvivl lige så optaget af disse børn, som vi er i Venstre, og det er ikke det, der skal skille os ad, altså om, hvorvidt vi i forhold til de børn, der vokser op eller bliver født ind i de allermest sårbare familier, vil dem det godt eller ej. For det er jo simpelt hen et holdningsspørgsmål, hvordan vi bedst hjælper dem.

Dansk Folkepartis ordfører afsluttede et af sine svar med at sige, at det er vigtigt for børnene at kunne fastholde et netværk til deres biologiske familie. Der må jeg sige i forhold til hele den debat, der har været om adoption uden samtykke, at noget af det, der har gjort allermest indtryk på mig, er henvendelser fra voksne, som har været tvangsanbragt igennem hele deres børne- og ungdomsliv, hvor de har været i skiftende familier, og for størstedelens vedkommende, når de har været tvangsanbragt, har det været på institutioner. De har som voksne oplevet at stå uden netop dette netværk – og jeg tror, ministeren kan bekræfte, at f.eks. under en radiodebat, vi deltog i om dette meget vigtige evne, ringer en ung kvinde ind og gengiver, at hun dermed er blevet sat bagud i forhold til de muligheder, som hun føler at andre har haft i deres voksenliv.

Jeg vil gerne sige, at når vi i Venstre støtter lovforslaget varmt, er det, fordi der er tale om en lempelse. Vi ønsker i Venstre, at der er flere børn, der får glæde og gavn af en bortadoption uden nødvendigvis begge forældres samtykke. Det gør vi, fordi der er nogle børn, der i dag får en så kummerlig barndom og et så kummerligt voksenliv, fordi de har været kastebold imellem deres biologiske familie og den plejefamilie, som forsøger at udvise omsorg. Jeg vil også gerne understrege, at vi er et liberalt parti og har den opfattelse, at menneskelige handlinger også kan have konsekvens. Det har de fleste af os måske nok oplevet gennem livet. Men der er ingen tvivl om for os i Venstre, at hvis man gentagne gange har svigtet et nyfødt barn, hvis man som mor har frasagt sig enhver form for hjælp og ladet hånt om sit fosters sundhed og fortsat sit misbrug – uagtet at det danske samfund stiller med ubegrænsede ressourcer for at hjælpe en vordende mor igennem en vanskelig graviditet, for så vidt at hun er misbruger – hvis man gentagne gange har ladet hånt om det lille barns liv, så synes jeg, det er fuldt tilstrækkeligt at sige, at så er det sandsynliggjort, om ikke godtgjort, at dette også ville kunne fortsætte i fremtiden.

Vi har i forhold til afstemningen nu her ønsket at være med til at lempe adgangen, fordi vi mener, det er nødvendigt, at vi endegyldigt tager barnets parti i disse sager. Jeg har faktisk igennem årene været noget overrasket over, at vi har været mere restriktive i forhold til bortadoption uden samtykke for de helt små børn, end vi har været i forhold til de lidt større børn. For jeg mener – og jeg taler også på partiets vegne – at også et meget lille barn, det spæde barn, kan få meget, meget stor glæde af at komme i en tryg familie, hvor det så skal blive i hele dets opvækst.

Der har i debatten været et enkelt argument fremme, som jeg gerne vil tage kraftigt afstand fra – det har jeg gjort offentligt, og jeg har også hørt regeringens ministre gøre det. Der har under et åbent samråd været rejst det spørgsmål, om ikke man kunne forestille sig, at kommunerne nu vil bruge denne lempelse, dette instrument til at spare ressourcer, altså at man vil fratage biologiske forældre deres ret til at være forældre, fordi kommunen så kunne spare nogle penge. Jeg vil gerne sige, at vi overlader en stor del af vores myndighedsafgørelser i Danmark til meget kompetente og dygtige mennesker ude i kommunerne. Det er i øvrigt børn og unge-udvalgene, der tager stilling i disse sager, og de kan ankes, de kan bringes for en dommer, og man har ret til advokatbistand under hele forløbet. Jeg må sige, at den form for mistillid over for de afgørelser, der træffes af vores myndigheder, jo i så fald ikke bare skulle gælde for dette område, men for alle områder, der reguleres ved lov, hvor borgerne har en rettighed, der kan udløse brugen af skattekroner, men som, hvis man alternativt ser bort fra lovgivningen, ikke ville udløse skattekroner. Jeg har tillid til de mennesker, og de mennesker, vi har mødt undervejs i den her meget grundige proces, har udvist en seriøsitet, som vidner om, at vi trygt kan stemme for dette forslag, om end det selvfølgelig er det absolut sidste værktøj i kassen, når vi skal tage vare på børnenes tarv.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er børn, som i den grad har brug for, at der er nogle voksne, der faktisk griber ind, når børnenes egne biologiske forældre i den grad svigter eller ikke kan være der, fordi de fejler et eller andet. Når man laver det indgreb, man er ved at gøre i øjeblikket, også med Venstres stemmer, hvor man siger, at alene sandsynliggørelse er nok for, at man faktisk fuldstændig cutter al kontakt til de biologiske forældre, så synes jeg, det er enormt bekymrende. For vi ved jo i dag, at der er rigtig mange sygdomme, du kan blive helbredt for. Vi ved, at man kan komme sig.

Det er derfor, jeg godt kunne tænke mig at høre et svar på, om det her ikke bare i bund og grund er et spareforslag. Det er langt billigere at tvangsbortadoptere børn frem for at have dem i pleje. Og man kan jo sagtens have børn i familiepleje hele deres liv, hvis det var det, kommunen valgte. Men det koster jo rigtig meget for kommunen, og det er derfor den vej, Venstre også vælger at gå.

Tak. Ordføreren.

Ja, altså sådan ser vi så forskelligt på folk. Jeg indledte med at sige, at jeg ikke ville drage nogens motivation i tvivl, med hensyn til at vi alle sammen tager udgangspunkt i barnets tarv. Jeg kan så forstå, at det ikke er tilfældet i SF, men at man faktisk tror, Venstre vil stemme for dette forslag, fordi vi ønsker at spare nogle penge ude i kommunerne. Jeg kan sige, at det, spørgeren siger, synes jeg taler helt for sig selv. Det står på ingen måde til troende som udtryk for Venstres holdning til børnepolitik. Det ville man kunne forvisse sig om, hvis man fulgte vores politik og ikke bare lod sig styre af sine egne fordomme.

Jeg vil anke en ting: Der blev spurgt til, om ikke det er uhensigtsmæssigt, at det ikke kan bevises, at man for evigt har tabt sin forældreevne. Nej, det kan ikke bevises, at man for evigt har tabt sin forældreevne. Det kan det faktisk heller ikke, når man tvangsfjerner eller flytter børn under de nuværende regler, og derfor er det jo også misvisende, at der i dag står i lovgivningen, at det skal kunne godtgøres, at vedkommende ikke kan genvinde sin forældreevne. Man kan jo ikke bevise en prognose; man kan sandsynliggøre en prognose; man kan se på det livsmønster, der har været hidtil; man kan se på den ligegyldighed, der har været udvist, og på, om folk agter at tage den opgave på sig eller ikke gør.

Det er sådan i Venstre, at når valget står mellem den rettighed, som er dybtfølt også for Venstre, nemlig retten til at være forælder, og den ret, som ethvert barn har til at få den ultimative beskyttelse af vores samfund, når de biologiske forældre ikke magter det, så står vi på børnenes side.

Fru Özlem Sara Cekic.

Men i dag er det jo sådan, at når kalenderåret viser oktober, november og december, falder anbringelsestallene. Vi kan have nok så meget tillid til kommunerne, men kommunerne tænker i pengekasser, lige så snart de skal hjælpe de udsatte børn, og det ved ordføreren udmærket, og det ved ordførerens parti, fordi vi i fællesskab har lavet Barnets Reform, og vi ved, at der er den kassetænkning i forhold til de her udsatte børn.

I forhold til det med sandsynliggørelsen vil jeg sige, at det jo i dag er sådan, at hvis du har en psykisk sygdom, så er det ikke længere en kronisk lidelse, og det har Sundhedsstyrelsen også anerkendt. Er det ikke korrekt, at der er rigtig mange sygdomme, vi i dag kan behandle, og som ikke kan være grund til, at man faktisk skal cutte al kontakt med de biologiske forældre?

Tak. Ordføreren.

Jeg vil simpelt hen ikke svare mere på, hvorvidt Venstre stemmer for det her forslag, med henblik på at kommunerne skal spare penge. Jeg synes faktisk, det er under lavmålet, og jeg synes, det vil klæde SF, hvis man afstår fra videre argumentation i den retning. For det er jo folkevalgte kommunalpolitikere, man i det hele taget sætter spørgsmålstegn ved, det er dem, der sidder i børn og unge-udvalgene, som har det samme hjerte, som vi andre vel har over for vores børn, som sidder og træffer afgørelsen, og endelig kan sagen indbringes for domstolene. Skulle det så være billigere for domstolene at sige, at man vælger en adoption uden samtykke, end at man vælger, at nogen skal tvangsanbringes?

Så vil jeg gerne sige med hensyn til de kroniske sygdomme, at det jo er klart, at for så vidt en sygdom er mulig at behandle, så vil man vælge det. For så redder man jo to liv, nemlig barnets og den forælders livskvalitet, som man behandler.

Tak. Så er det fru Skipper, Enhedslisten, for en kort bemærkning.

Det er faktisk en lille smule i samme boldgade. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Venstre ikke er enig i, at en tvangsbortadoption skal være absolut sidste udvej, og at man skal være helt sikker på, at det ikke er mindst lige så godt for barnet f.eks. at have en langvarig anbringelse, fordi den forbindelse, der er mellem forældre og børn, eksisterer – der er kærlighed, der er rødder, der er historie – og børn har ret til deres forældre, også selv om forældrene måske har et handicap og derfor ikke kan tage vare på deres barn i dagligdagen. Er Venstre ikke enig i, at man skal være helt sikker på, at der ikke er andre udveje, før man skrider til en tvangsbortadoption?

Ordføreren, værsgo.

Det synes jeg var en meget mere ordentlig måde at spørge ind til Venstres holdning på, og jo, det er jeg fuldstændig enig i. Det er så afgørende, at dette er det sidste instrument, og det er også derfor, vi i Venstre ikke forestiller os, at man taler om snesevis af børn, der skal bortadopteres uden forældrenes samtykke, slet, slet ikke, og vi vil også følge området nøje. Det er jo sådan, at når et bredt flertal i Folketinget er enedes om nogle ting, så kan vi jo også mødes om at lave dem om, hvis det får nogle utilsigtede effekter. Når vi alligevel går den her vej, er det faktisk, fordi vi mener, at den lovgivning, vi jo selv stod bag i 2009, ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at man kan træffe beslutning om at bortadoptere uden samtykke. Vi har været inde på nogle eksempler undervejs i udvalget, hvor jeg mener – og jeg er jo lægmand, det er jo vores privilegium og vores forbandelse herinde, at vi ikke er fagkyndige – at man som børn- og ungeudvalg burde have haft en øget mulighed for at træffe den afgørelse, at barnet kunne være blevet bortadopteret uden samtykke.

Så jo, det er absolut sidste udvej, og derfor er jeg og vi også meget tilfredse med, at der i lovgivningen nu åbnes bedre mulighed for en åben adoption, så man i højere grad vil kunne fastholde en kontakt med biologisk familie, f.eks. en mormor eller en moster.

Fru Pernille Skipper.

Jeg er fuldstændig enig i, at der trods alt er det lille greb, at man faktisk åbner op for en bedre kontakt til det øvrige netværk på trods af en tvangsbortadoption. Det skal Venstre have. Jeg vil også gerne kvittere for, at Venstre udtrykker et ønske om at følge lovgivningen nøje, fordi det jo viser, at man trods alt har et sundt kritisk blik på lovgivning, så det vil jeg gerne kvittere for.

Fru Tina Nedergaard siger, at den gældende lovgivning ikke bliver brugt i tilstrækkelig grad. Der er nogle tvangsbortadoptioner, der burde have været gennemført, som ikke er blevet det. Kan vi få bekræftet, at ministeren ikke har kunnet oplyse, hvad det er for nogle kriterier, der skal til efter den nye lovgivning, for at en tvangsbortadoption kan gennemføres, men at vi har fået nogle enkelte eksempler og altså ikke noget – hvad skal vi sige – objektiv lovgivning, vi egentlig kan gennemskue og dermed kan forudse, hvem det er, der er i risiko for at blive tvangsbortadopteret for fremtiden?

Tak. Ordføreren.

Jamen det kan jeg egentlig godt, men dog uden – hvad skal man sige – at jeg oplever det som forkert, at ministeren ikke præcis kan oplyse det, fordi det ville jeg heller ikke selv kunne, for det er noget, der sker i fremtiden, og derfor kan vi ikke sige, at dette præcis er et eksempel på en forælder, der slet ikke fungerer med sit barn. Men når vi i sin tid introducerede lovgivningen om, at man skulle kunne bortadoptere børn uden samtykke, må jeg også indrømme, at så var det, fordi vi tænkte, at den skulle bruges. Den bliver brugt i så beskeden grad, at man kan sige, at den lovgivning ikke har gjort den forskel, som vi havde ønsket at se. Vi ønsker vitterlig, at børn, der er i den allermest udsatte situation i deres biologiske familie, får denne mulighed for at vokse op med kontinuitet i deres hverdag, om end – og det giver jeg ordføreren helt ret i – at det ikke skal være et første værktøj, men et sidste værktøj.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, men der er en ny ordfører. Værsgo til fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokraterne.

Der er i Danmark omkring 13.000 børn, der er anbragt uden forældrenes samtykke – 13.000. Ud af de børn taler vi om bortadoption uden samtykke for to børns vedkommende om året. Det vil sige, at ud af de 13.000 børn, for hvem man har slået fast i kommunen, at deres forældre ikke er i stand til at varetage deres tarv, er det for kun tos vedkommende, man bruger det helt ultimative redskab, nemlig at sige, at den eneste måde, vi kan sikre det her barn en rolig og regelmæssig opvækst, er ved at gennemføre en adoption uden samtykke. Det er ekstremt få sager, vi taler om.

Jeg vil gerne sige, at hvis jeg havde læst forsiderne på et par aviser hen over den seneste tid og havde været biologisk forælder til enten et tvangsfjernet barn eller til et barn, der var frivilligt anbragt – et af de 13.000, der er tvangsfjernet, eller et af dem, der er frivilligt fjernet – ville jeg være blevet godt og grundigt nervøs. Derfor er det enormt vigtigt for mig at stille mig op på talerstolen i dag og sige – og det mener jeg også man kan høre af det indlæg, som Venstres ordfører kom med – at når vi gennemfører den her type af lovgivning, er det på baggrund af grundig, grundig behandling. Derfor er det faktisk også helt nødvendigt, at der er partier, der vender sig imod den, så vi kan få den gode demokratiske debat om de forskellige hjørner i det her.

Jeg mener, at det har været fuldstændig afgørende for, at vi får en god og saglig behandling af lovgivningen, men det er også enormt vigtigt at sige til de mange mennesker, der sidder derude, med børn, der er tvangsfjernet eller frivilligt anbragt, at det kun gælder to børn om året. Vi lemper en lille smule med den her lovgivning, og det vil sige, det kommer til at tælle et lille antal flere end det, vi taler om i dag, men jeg har ikke hørt et eneste af de partier, der står bag den her lovgivning, have et ønske om at åbne en ladeport.

Det vil sige, at jeg til den tvivl, der bliver sået, om, om vi nu kan være sikre på, at det her med at sandsynliggøre ikke bliver en ladeport, vil sige: Hvis det bliver en ladeport, er der i udvalget givet håndslag partierne imellem på, at så sætter vi os ned og kigger på lovgivningen en gang til. For det, der er hensigten med den her lovgivning, er ikke at bringe tvivl hos de mange handicappede, der eksempelvis har anbragt deres børn frivilligt, fordi de ikke kan magte opgaven til hverdag, og de skal selvfølgelig kunne blive ved med at være i den ordning. Det her drejer sig om ekstremt få børn, hvor man bare må sige: Der findes børn i Danmark, hvor forældrene ingen forældreevne har, og den måde, hvorpå vi kan sikre, at de børn får stabilitet omkring deres livssituation, er ved at bortadoptere uden samtykke.

Der findes børn, for hvem det er bedst, at de ikke har kontakt med deres biologiske forældre. Der findes også børn, som godt kan have kontakten til de biologiske forældre og den biologiske familie, men som stadig har bedst af at blive bortadopteret uden samtykke.

Jeg synes jo, når vi tager den her debat, at det lyder, som om der er partier herinde, der mener, at den situation aldrig opstår, og så tror jeg måske, man skal bevæge sig en lille smule mere ud i virkeligheden, siger jeg bare, hvis man tror, det er sådan, at alle forældre i Danmark er i stand til at varetage deres børns tarv på et eller andet tidspunkt. Jeg skulle hilse, fra hvor jeg er vokset op, og sige, at der kan man godt pege på et par stykker, som ville have haft god gavn af at være tvangsfjernet hjemmefra lidt tidligere, end man blev det, og hvor samfundet kunne have hjulpet væsentligt mere, end samfundet har gjort undervejs.

Men igen, når vi taler om bortadoption uden samtykke, er det det yderste redskab, og jeg er fuldstændig enig i det, som Enhedslistens ordfører siger, nemlig at det er det sidste skridt, et samfund tager, og derfor gælder det altså kun de her meget få sager.

Så mener jeg, det er rigtig vigtigt at sige noget omkring det her med økonomien. Det blev drøftet lidt heroppefra, og jeg medgiver sådan set, at kommunerne med mellemrum kassetænker. Jeg vil bare lige, når vi drøfter den her lovgivning, sige, at vi altså taler om to børn om året fordelt på 98 kommuner. Man skal jo ikke være et geni i matematik for at regne ud, at det er ufattelig få penge, vi taler om. Det er faktisk ganske tunge proceskrav, der skal til for overhovedet at nå dertil, at man fjerner et barn, og det er endnu tungere proceskrav, der skal til for at gå ind i en proces, hvor man ender med at bortadoptere uden samtykke. Når det er to børn fordelt på 98 kommuner, tror jeg, enhver kan regne ud, at det er håndøre, vi taler om, og jeg mener, at man skal have den tillid. Når vi taler om de her sager, der er de allerallertungeste børnesager, mener jeg, at vi bliver nødt til som Folketing at lade være med at køre det, som jeg mener nærmest har sådan en valgkampslignende karakter, når det handler om de her ting. Selvfølgelig tager man meget, meget seriøst på det, når man behandler de her sager om bortadoption uden samtykke.

Jeg tror, at enhver medarbejder, der sidder i kommunerne, enhver politiker, der sidder derude, godt ved, at det her måske er et af de tungeste indgreb, man overhovedet kan lave over for en familie, og det tager man selvfølgelig ikke let på.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger.

Vi skal nok bede om lidt mere ro i salen.

Den første med en kort bemærkning er fru Özlem Sara Cekic, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det er en stråmand, der vil noget, når man siger, at det lyder, som om der er nogle partier herinde, der tror, at alle forældre ude i det virkelige liv er perfekte forældre. Alle partier har stemt for Barnets Reform, alle partier. Det har de gjort ud fra den erkendelse, at der er børn, som ikke kan være hos deres biologiske forældre, men har brug for hjælp. Det er derfor, de har gjort det. Derfor synes jeg, at det er sådan noget underligt noget at slynge ud.

Nu siger ordføreren, at 13.000 børn bliver anbragt, og at 2 af dem er tvangsadopteret. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad niveauet er for Socialdemokratiet. Hvor mange børn skal vi tvangsbortadoptere, før Socialdemokratiet siger, at nu er vi hjemme? Er der sådan et eller andet niveau, man har lagt? Er det 30 børn, er det 40 børn ligesom i Norge? Hvor mange børn skal vi op på, før man vil synes, at okay, det her er måske lidt bekymrende? Jeg kunne godt tænke mig at høre, om man har et eller andet tal.

Værsgo.

Nej, det har Socialdemokratiet ikke, og det ville jeg også mene var dybt usagligt. For hvad betyder det? Skulle vi så gå ud og sige til kommunerne, at de ikke har levet op til kvoten i år, med det resultat at børn ville blive bortadopteret uden samtykke, på trods af at der ikke var noget som helst belæg for at gøre det? Så selvfølgelig kan man ikke sætte tal på. Det, der jo kendetegner de her sager, er, at de enkeltvis adskiller sig ekstremt meget fra hinanden. De adskiller sig ekstremt meget fra hinanden, så jeg kan end ikke pege på en rød tråd i det, altså hvad det er, der gør, at man i sidste ende står der, hvor man må sige, at her er der en forælder helt uden forældreevne. De sager er så ekstremt forskellige, og der er så få af dem, så det at svare på, om der er en rød tråd, eller om der er et antal, mener jeg simpelt hen ville være at foregribe det meget grundige stykke procesarbejde, der skal til, hvor man går ind og tager stilling til det enkelte barns situation og til den enkelte families situation. Der skal vi ikke udstikke en eller anden guideline for, at det er nogenlunde det her tal.

Men jeg vil også slå fast, at for mig, for Socialdemokratiet, for regeringen og – har jeg hørt – i øvrigt for de andre partier, der står bag den her aftale, skal og må det her ikke være en ladeport.

Fru Özlem Sara Cekic. Værsgo.

Nu siger ordføreren, det er totalt usagligt, men det er altså ordføreren selv, der har sagt, at det ikke er godt nok med to, der er blevet tvangsbortadopteret. Det er jo ikke mig, der sætter en grænse. Det er ordføreren selv, der begynder at sige, at to ikke er nok. Så er det helt oplagt, at jeg spørger: Hvor mange er så nok for Socialdemokratiet, hvis to ikke er nok?

Derfor vil jeg gerne lige spørge om noget. Ordføreren siger, at der er børn, som skal tilbydes en rolig og sammenhængende barndom. Men er det ikke det, plejefamilierne burde kunne tilbyde? Er det ikke dem, der burde kunne tilbyde børn en rolig og sammenhængende barndom? Er det ikke et kæmpe problem, at man skifter de her plejefamilier hele tiden for de der børn? Hvorfor kigger man ikke på rammerne for, hvordan plejefamilierne arbejder, og på, hvordan man kan gøre tingene bedre, i stedet for at sige: Systemet fungerer ikke, så lad os hellere tvangsbortadoptere flere?

Tak. Ordføreren.

Nu er det jo heldigvis sådan, at de to ting ikke står i modsætning til hinanden, og jeg synes, der er god grund til at kigge på plejefamiliernes vilkår. Det har vi jo sådan set også gjort, i øvrigt i fællesskab, senest i forbindelse med dette års satspulje, hvor vi var inde at kigge på netværksplejefamilier. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at kigge de rammer igennem og rigtig vigtigt, at heller ikke børn, der er i plejefamilier, bliver til kastebolde. Jeg synes jo ikke, de to ting står i modsætning til hinanden, men jeg synes, at der er en kvalitativ forskel på at være plejebarn og at være adopteret. Det mener jeg der er en kvalitativ forskel på. Hvis man bliver adopteret af en familie, er det for resten af ens liv.

Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Nu når vi snakker om plejefamiliernes vilkår, vil jeg høre, om ordføreren har oplevet eksempler på, at plejefamilier er blevet spurgt, om de vil adoptere et barn, men at de så har sagt nej og så efterfølgende har fået vide, at så kunne de ikke få lov til at beholde børnene i pleje. Har ordføreren oplevet eksempler på eller fået henvendelser om den problemstilling?

Ordføreren.

Jeg mener, at det ligger noget uden for emnet i dag. Jeg synes, at et af de allerstørste problemer i forbindelse med den her debat faktisk er, at vi blander tingene sammen, og det bliver de igen nu her, for det, vi taler om her, er jo ikke plejefamilier, hvor der er tale om adoption uden samtykke. Det er situationer, hvor plejefamilier bliver spurgt om muligheden for at adoptere med samtykke. I det sekund Dansk Folkeparti gør det, som jeg mener Dansk Folkeparti har gjort sig skyldig i langt hen ad vejen i forbindelse med den her debat, nemlig blander tingene sammen, så betyder det, at folk, der sidder derude, bliver enormt bekymrede for, om det også handler om dem. Det gør det ikke.

Det her lovforslag handler alene om bortadoption uden samtykke, og den situation, som ordføreren henviser til, er adoption med samtykke. Det er fantastisk godt med en debat om også plejefamilierne. Lad os da endelig tage den, men i forbindelse med et lovforslag, der handler om det emne.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Nu vil jeg bare sige til ordføreren, at det jo er regeringen, der har skabt tvivl. Det er jo regeringen, der har skabt tvivl, også hos handicaporganisationerne, når der falder en dom ved Østre Landsret, som påvirker bl.a. forældre, der har et handicap. Vi havde en mor, som havde et handicap, inde at overvære vores samråd. Vi kan tage en drøftelse med hende, hun er da dybt bekymret. Det er ikke os, der skaber utryghed; det må jeg bare sige. Det er regeringen, der skaber utryghed om det her.

Tak. Ordføreren.

Der, hvor jeg mener utrygheden opstår, er, når Dansk Folkepartis ordfører inddrager noget, der handler om adoption med samtykke, i noget, der handler om adoption uden samtykke. Det er to fuldstændig forskellige redskaber; det er fuldstændig forskelligt.

Det betyder, at en masse mennesker ud af de 13.000, der i dag er tvangsanbragt, lige pludselig føler sig inkluderet i en gruppe, de slet ikke er inkluderet i – herunder en masse handicappede, som aldrig nogen sinde kommer i nærheden af at komme i berøring med den her lovgivning. De sidder med ondt i maven, fordi de er bange for, at det kommer til at vedrøre dem, hvilket det ikke gør; det kommer aldrig til at vedrøre dem.

Det er som sagt 2 børn ud af 13.000, og derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi også bruger den rolle, vi har her i Folketinget, til at give ro på for de mange familier, der sidder derude og bliver bekymrede for, om det kommer til at vedrøre dem. Det gør det for langt, langt broderparten ikke; vi taler her ikke engang om 1 pct., som det kommer til at berøre.

Tak. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil starter med at rose debatten og sige, at det er så vigtigt og indgribende et lovforslag; at det er vigtigt, at vi har et kritisk blik på det; at det er vigtigt, at der faktisk er nogle, der kaster et kritisk blik på det. Hun slutter så af med at anklage alle os, der er modstandere af lovforslaget, for at være det i valgkampsøjemed og anklager os nu for at skabe utryghed blandt ganske almindelige mennesker, som af den ene eller anden grund måske har problemer og derfor pludselig nu frygter, at deres børn bliver tvangsbortadopteret.

Jeg synes måske lige, vi skulle hive det ned på et niveau, hvor det hører hjemme, og det er der, hvor vi er nogle, der bekymrede for indholdet af det her lovforslag, fordi vi er bekymrede for, at der er børn, som vil blive tvangsbortadopteret, uden at det er det bedste for dem. Og det er det, den her diskussion handler om.

Ordføreren siger selv, at der er to tvangsbortadoptioner om året – hun kalder det sågar håndører, tror jeg – og siger så, at det er usagligt at diskutere et tal. Hun siger nu igen, at det måske er en procentdel, der vil blive mærket af det, altså færre.

Altså, der er ikke nogen tvivl om, at regeringen har fremsat det her lovforslag, fordi man mener, at der er nogle børn, der burde blive tvangsbortadopteret, som ikke er blevet det. Kunne vi ikke få et svar på: Hvem er de børn?

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at grunden til, at jeg lidt kritiserer nogle af de ting, der bliver spurgt til, er, at jeg faktisk mener, at nogle af de spørgsmål, der bliver stillet, ikke handler om det her emne. Det har jeg sådan set ikke klandret Enhedslistens ordfører for, heller ikke under samrådet. Men jeg mener, at nogle af de ting, der bliver bragt ind i debatten, er usaglige – sådan er det simpelt hen – og det at svare på det ville også være usagligt, for jeg mener ikke, at man kan svare på de spørgsmål. Det betyder jo ikke, at debatten ikke kan være god, eller at der ikke kan være 90 andre spørgsmål, som kan være relevante, men jeg mener, at nogle af spørgsmålene har været irrelevante.

Så vil jeg bare i forhold til det her med, hvem det er, sige, at der for mig at se er børn i den helt tunge ende, hvor det er krydsninger mellem misbrug, svær psykisk sygdom og den type, hvor forældreevnen ikke er til stede, og hvor det er umuligt at bevise, at det ikke vil kunne forandre sig i fremtiden. Og præcis det der med at tage børnene ud er svært, men jeg vil sige, at det jo er de grupper, vi taler om.

Tak. Fru Pernille Skipper.

Jeg mener helt grundlæggende, at når der vedtages lovgivning, skal det være muligt, ikke kun for os, der skal stemme ja eller nej, men også for de borgere, som loven vedrører, at man, når man læser den, kan lure, hvad konsekvensen af den bliver. Og det er jo det, der har været problemet. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil siger nu: For mig at se er det de her grupper, det handler om. Men vi har ikke kunnet få et svar på, hvad det er for nogle kriterier, der skal være til stede, for at det er sandsynliggjort, at forældreevnen varigt ikke er til stede. Og det betyder jo, at der er borgere derude, som ikke ved, hvad den her lov kommer til at betyde. Det betyder, at det er regeringen, der skaber utryghed, efter min mening. Det var ikke et spørgsmål, men mere en kommentar.

Tak. Ordføreren.

Jeg mener, at det er meget centralt for, hvorfor jeg mener, at den her debat er vigtig at tage, vil jeg gerne sige; for man kan ikke lægge snitfladen så klart. Jeg ville ønske, jeg kunne svare på spørgsmålet, for jeg synes, det er fuldstændig relevant, at vi får belyst det, og jeg mener også, at vi skylder dem, der sidder derude og bliver utrygge af det, at svare på det her. Jeg mener, at kriteriet handler om de mennesker, der ikke har nogen forældreevne, og hvor det ikke er sandsynligt, at de får en forældreevne – det er jo dem i den kategori, jeg mener det handler om, det er den gruppe mennesker, vi taler om.

Der sidder masser af mennesker derude, for hvem det at tvangsadoptere i en periode eller anbringelse i en eller anden periode kan være en god idé, men hvor der også er fuldstændig klarhed over, at det vil forandre sig på et tidspunkt. Så det, vi taler om, er gruppen af mennesker, hvor der ingen forældreevne er, og hvor det ikke er sandsynligt, den kommer tilbage. Det kan jo så være af alle mulige årsager. Det kan være, fordi man er blevet svært hjerneskadet, for at komme med ét eksempel. Der er masser af hjerneskadede, for hvem det ikke gælder, men der er nogle enkelte hjerneskadede, for hvem forældreevnen helt er forsvundet. Så hvis jeg siger hjerneskadet, tænker alle hjerneskadede med det samme, at det er dem, det drejer sig om; det er det ikke, det er kun de hjerneskadede, for hvem forældreevnen fuldstændig er forsvundet. Det samme kunne man så tale om i forhold til misbrugere og så videre derudad.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er fru Trine Mach, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Som det er blevet sagt indtil flere gange fra talerstolen her i eftermiddag, er tvangsbortadoption en af de mest indgribende foranstaltninger, myndigheder kan foretage over for et barn og over for barnets forældre. Fra SF's side har vi fra starten haft en del bekymringer over og sat en del spørgsmålstegn ved det her lovforslag, og trods en meget grundig debat i udvalget og en meget grundig lovforslagsbehandling må jeg bare sige, at vi står med nogenlunde de samme spørgsmål ubesvarede her på det tidspunkt, hvor vi skal stemme om det.

Det er regeringens ønske at lempe adgangen til tvangsbortadoption, fordi der er for få af slagsen. Det er rigtig svært for os at se, hvad det egentlig er for et problem, regeringen forsøger at løse med den her lovændring. Det er rigtigt, at nogle kommuner mener, det er svært at gøre det her, men vi må jo konstatere – det kan vi forstå på de svar, vi får fra ministeriet – at der ikke er ret mange kommuner, der gør brug af den rådgivning, de kan få fra VISO. Der er folk udeomkring, der sætter spørgsmålstegn ved, om beslutningskompetencen til det her overhovedet ligger det rigtige sted, altså om det er noget, som kommunerne rent faktisk kan træffe beslutning om på et tilstrækkelig oplyst grundlag? Og det er første skridt til at sige: Er det overhovedet en lovændring, der er brug for, eller er det snarere en bedre brug af den lov, der er for nuværende? Det er det første.

Det andet er, at det simpelt hen ikke er en foranstaltning, hvor der er plads til fejl i sagsbehandlingen, og vi er usikre på, om kommunerne er i stand til at løfte den her opgave. I forvejen ved vi – det er et faktum – at der er fejl i sagsbehandlingen. En undersøgelse har vist, at i to ud af tre anbringelsessager er der fejl. Der er alt, alt for mange steder rundtomkring i landet, hvor de obligatoriske børnesamtaler ikke bliver afholdt. Så det er den næste grund til, at vi synes, det her er meget problematisk at lave en lovændring på baggrund af.

Den tredje ting, og det var det, som ordføreren, der var heroppe før, også diskuterede med fru Pernille Skipper, er, hvad det egentlig er for en gruppe børn, der er i søgelyset. Hvem er det, der bør tvangsbortadopteres nu, som ikke kunne blive det, hvis sagsbehandlingen i øvrigt foregik, som den skulle, og hvis man gjorde brug af den rådgivning, som allerede findes? Hvem er det, som man bør bortadoptere ved tvang, og som man ikke kan bortadoptere på baggrund af det, der ligger nu? Vi synes faktisk, det er rigtig problematisk at give lempelser i forhold til brug af tvangsbortadoption uden at vide, hvad det er for en gruppe mennesker, man har i sigte.

Så er der den fjerde ting, som i virkeligheden understreger, at det her problem, som vi har diskuteret så meget, er et reelt problem. Der er lige blevet afgjort en sag i landsretten, hvor man har stadfæstet en byretsafgørelse om tvangsbortadoption af et barn af en hjerneskadet mor. Institut for Menneskerettigheder siger, at den her dom fra landsretten er stærkt problematisk, fordi den er principiel, og fordi landsretten simpelt hen ikke har godtgjort, hvorfor det her var den sidste udvej, man som myndighed kunne tage i brug. Og det må aldrig blive et redskab, man som myndighed tager i brug, hvis der er andre muligheder at bruge. Og når landsrettens afgørelse ikke godtgør det og Institut for Menneskerettigheder siger, at det her er problematisk, så må man sige, at det faktisk er understreget, at vi har en ret alvorlig udfordring på det her punkt.

Så lad mig sige til allersidst, at børn har ret til deres forældre, og derfor mener vi faktisk ikke, at man kan vedtage en lovændring, der på så mange måder stadig væk er uklar i forhold til sit omfang og sit sigte og i forhold til, om man løser det problem, man mener at ville løse. Så vi synes, det faktisk er et helt forkert konkret svar på en udfordring, som kunne løses, ved at man brugte den gældende lovgivning meget bedre.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Tina Nedergaard, Venstre. Værsgo.

Tak. Vi har jo været undervejs med det her nogle gange, og jeg vil gerne kvittere for, at ordføreren også har bidraget til, at vi fik en god høring i udvalget. Jeg synes, det var meget grundigt på samrådet, ministeren gav fine svar på gode spørgsmål, så det har været grundigt. Hvordan lovforslaget kommer til at virke i praksis, når det nu om kort tid ser ud til at blive vedtaget, er også noget, som er vigtigt for os alle sammen herinde.

Det, der undervejs har undret mig, er SF's ændrede position i forhold til 2009, om end man – ligesom vi i Venstre er glade for, at der er en lempelse – hos SF kan være tilsvarende uinteresseret i det. Men når man ser på, at SF i 2009 stemte for, at man fik denne øgede adgang til adoption uden samtykke og man dengang fra SF's side også understregede, at det ikke var et besparelsesforslag, men i barnets interesse, vil jeg gerne høre:

Er det ændringen af ordlyden fra »godtgjort« til »sandsynliggjort«, at forældrene vedvarende har mistet deres forældreevne, der er årsagen til, at SF ikke kan støtte dette lovforslag?

Ordføreren.

Lovændringen går jo ud på at ændre det, fra at man skal godtgøre en ikkeeksisterende forældreevne, til at man skal sandsynliggøre den. Det er det, vi diskuterer, og ud fra de ting, som jeg citerede før, og som vi også har diskuteret undervejs i vores drøftelser i udvalget, handler det om, at vi simpelt hen ikke mener, at omstændighederne ved kommunernes brug af en sådan lovændring er til stede på en måde, som gør, at vi synes, det er forsvarligt over for de børn, som det her formentlig drejer sig, for det er stadig væk uklart for os, hvilke børn vi rent faktisk taler om.

Så ja, vi støttede, at muligheden kom til at eksistere, men fordi det er så voldsomt et indgreb, mener vi, at man skal godtgøre, at det faktisk er den rigtige måde at formulere det på i loven.

Fru Tina Nedergaard.

Det er jo fuldstændig legitimt. Jeg kan blot sige, at ordet godtgjort har generet mig hele vejen igennem, fordi det faktisk siger, at man skal bevise noget, som vil ske i fremtiden. Det er virkelig, virkelig vanskeligt at bevise noget, der sker i fremtiden. Man kan gøre det med tilbagevirkende kraft, men ikke fremadrettet. Derfor betyder den lempelse jo i virkeligheden, at børn og unge-udvalgene og i sidste ende domstolene lettere kan føle sig på sikker juridisk grund, når de træffer afgørelserne. Jeg finder jo også, at det er en del af Folketingets forpligtelse over for de mennesker, der skal træffe beslutningen, at de rent faktisk kan leve op til lovgivningen.

Tak. Ordføreren.

Det er jo nok i virkeligheden en blandt mange årsager til, at ordføreren og jeg er i hvert sit parti. Jeg må bare sige, at så længe kommunerne ikke er i stand til – det må være det faktum, der gør, at man vil have en lovændring her – at bruge lovgivningen, som den er for nuværende, og, som adskillige undersøgelser viser, ikke er i stand til at sikre en ordentlig sagsbehandling i nogle af de her meget svære sager, så kan vi ikke støtte forslaget om at lempe adgangen til brug af tvangsbortadoption.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pernille Skipper. Værsgo.

Som nogle af de foregående ordførere, der har været på talerstolen, er Enhedslisten også meget bekymret for det her lovforslag. Vi frygter slet og ret for at sige det, som det er, at der i realiteten er tale om en spareøvelse, så flere børn vil blive bortadopteret gennem tvang, selv om det ikke nødvendigvis er det bedste for dem, fordi kommunekasserne er pressede, plejeforældre er dyre, fordi sagsbehandlerne bliver presset, ikke fordi der er ond vilje vel at mærke.

Retten til familieliv er en meget, meget grundlæggende rettighed. Det er en ret, som forældre har, men det er bestemt også en ret, som børn har. Når børn bliver frataget retten til deres forældre, griber man ind i deres grundlæggende rettigheder. Så skal man virkelig, virkelig være sikker. Det er, fordi en tvangsbortadoption – altså når man fratager børn retten til deres biologiske forældre – ikke er noget, der kan gøres om. Det er for bestandig, det er for evigt, at man fjerner børn fra deres forældre. Så skal man godt nok være sikker på, at den tvangsbortadoption ikke er bedre end en langvarig anbringelse, som jo ville være alternativet.

Vi synes ikke, vi har fået tilstrækkelige svar fra ministeren på spørgsmålet om, hvorvidt den sikkerhed fortsat vil eksistere, når lovforslaget med al sandsynlighed bliver vedtaget i dag. Regeringen mener, at der er børn, der i dag ikke bliver tvangsbortadopteret, som burde blive det, men vi har ikke fået et klart svar på, hvad det er for nogle kriterier, der skal ligge til grund for sådan en afvejning. Hvad betyder det, at en varig manglende forældreevne er sandsynliggjort i stedet for godtgjort, som det er kravet i dag? Hvornår er en tvangsbortadoption bedre end en langvarig anbringelse? Hvad er det for nogle børn, vi taler om? Og ikke mindst er spørgsmålet, hvad det er for nogle forældre, vi taler om.

Når der står en ordfører fra Socialdemokratiet heroppe og siger, at det er ligesom de her grupper, det handler om, så bliver man bekymret, for det er godt nok en meget, meget bred definition, og samtidig indgår der i de grupper også mennesker med sindslidelser, selv om regeringen i sin egen psykiatripolitik gør meget ud af at påpege, at sindslidelser ikke er en kronisk lidelse, men en sygdom, man kan komme sig over. På samme måde er misbrug også noget, mennesker f.eks. kan komme sig over, men alligevel inddrager man de grupper. (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Der skal være lidt mere ro i salen, tak).

De her manglende svar, som flere også har kunnet høre fraværet af i dag, på, hvad loven egentlig kommer til at indebære, har gjort, at Enhedslisten er meget bekymret for, om der f.eks. er mennesker med handicap, der vil få tvangsbortadopteret deres børn, fordi de har et handicap, eller om der er mennesker med misbrug, som kan få et mindre misbrug eller helt komme ud af det på sigt og dermed også bidrage positivt til deres børns liv, som aldrig får chancen. Og Enhedslisten er ikke mindst bekymret for, om der er børn, der aldrig får chancen for det.

Vi bliver også mere bekymrede i den retning, når den vejledning, som skal afgøre, hvordan forældre med handicap har ret til at få støtte til at udøve forældrerollen, endnu ikke er færdiggjort, og vi ved, at forældre med handicap i praksis ofte ikke får den nødvendige støtte, de egentlig har brug for, for at kunne udøve deres forældrerolle og være gode forældre. Det er ikke kun os, der er bekymrede for det – det er også nogle som Institut for Menneskerettigheder.

Helt grundlæggende bygger det her forslag på den fejlagtige antagelse, at man kan skifte et sæt forældre ud med et andet sæt forældre, uden at barnet tager notits af det, og uden at det nødvendigvis påvirker barnet. Det er forkert. Biologisk ophav, forhistorie, rødder betyder noget for børn, og forældre og børn elsker hinanden, også selv om der er problemer, og kan ofte bidrage positivt til hinandens liv og til barnets liv, også selv om der er problemer eller forældrene faktisk i hverdagen ikke fysisk er i stand til at tage vare på børnene.

Det er en erkendelse, vi plejer at være fælles om på tværs af partier, som bl.a. også betyder, at vi altid forsøger med netværksanbringelser før plejefamilier osv., fordi vi ved, at det biologiske netværk har en betydning for børnene.

I Enhedslisten synes vi, at vi fra politisk hold burde koncentrere os om at styrke det anbringelsessystem, der eksisterer, herunder særlig støtte de rigtig, rigtig mange plejefamilier, som der bliver stigende behov for, men som altså får meget lidt støtte, meget lidt supervision, alt for lidt efteruddannelse og alt for dårlige lønforhold for at sige det, som det er. Det system burde vi koncentrere os om at forbedre, men det er også rigtig nok, at det koster flere penge og flere investeringer, end det her forslag vil gøre.

Tak til ordføreren.

Inden et par korte bemærkninger bliver jeg altså nødt til at præcisere, at der skal være mere ro i salen. Man hører meget tydeligt heroppe den summen, der er uafbrudt.

Så er der et par korte bemærkninger. Det er først fra fru Tina Nedergaard, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg har fuld forståelse for, at vi kommer frem til forskellige konklusioner – også på dette lovforslag som på en del andre – Enhedslisten og Venstre. Så det er ikke mit ærinde.

Jeg spørger til, om Enhedslisten ikke finder, at der er situationer, hvor sandsynligheden i så høj grad taler for, at et barn har bedst af, at al kontakt – for den sags skyld al kontakt – faktisk afbrydes med biologiske forældre. Nu kan det meget ofte vise sig kun at være den ene forælder, nemlig moderen. Hvis nu en mor, biologisk mor, har født tre eller fire børn, der alle er blevet tvangsanbragt, og der ikke har været en god kontakt, til gengæld har der været bøvl og ballade undervejs, fordi hun har benyttet enhver lejlighed, hvor hun har måttet have lyst til det, til at så tvivl om, om det var de rette plejeforældre, om man ikke skulle finde nogle andre, og egentlig ikke har haft den empati og forståelse for barnets situation, som jeg er sikker på ordføreren og jeg deler, nemlig at et barn har brug for tryghed, mener ordføreren så ikke, at i en sådan situation kan vi som samfund være forpligtet til og bør som samfund sige: Nu er nok nok. Barn nummer tre, barn nummer fire skal ikke have et tilsvarende forløb. Vi sikrer det barn en tryg og god opvækst hos nogle voksne mennesker, som vil elske det og tage sig af det og skabe en tryg tilværelse, om end de ikke er biologiske forældre.

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil for det første meget gerne angribe præmissen om, at selv om det er nummer fire i rækken i det her tænkte eksempel, som Venstres ordfører fremfører, så ville man kunne erstatte det barns forældre med et nyt sæt forældre, uden at barnet ville tage notits af det. Det at blive adopteret bort, tvangsmæssigt eller ej, indebærer og har konsekvenser for de børn, det sker for. Man kan altså ikke viske tavlen ren, for at sige det, som det er. Det er én ting, som jeg mener vi har behov for at slå fast i den her debat.

Derudover er jeg da sikker på, at man kan lave alle mulige tænkte eksempler på familier, som er helt, helt forfærdelige og aldrig nogen sinde vil bidrage positivt til deres børn. Det er bare sjældent, det forholder sig sådan. Ofte er der også et eller andet positivt, en eller anden form for kærlighed i familierne. Det, vi skal forsøge at undgå, er, at der overhovedet er behov for at tvangsbortadoptere nogen som helst, men jeg kan ikke afvise, at der ikke er nogen tilfælde, hvor det at afbryde al kontakt ville være det bedste for børnene. Vi skal bare være sikre på, at den lov, der så bliver gennemført, er gennemsigtig, og at vi kan gennemskue, hvad konsekvenserne vil være, og det kan vi ikke med det her.

Tak. Fru Tina Nedergaard.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at det er meget, meget sjældent, at det forholder sig således, at et barn ikke vil have nogen gavn, overhovedet ingen gavn, af sine biologiske forældre, men det er jo netop præcis i de sjældne, sjældne tilfælde, at vi mener, at denne lov skal kunne bruges. Derfor havde det egentlig været fint, hvis vi kunne være nået til enighed, men det har vi så ikke kunnet.

Jeg er fuldstændig med på, at selvfølgelig har det en konsekvens for et barn at erstatte dets biologiske forældre med nogle andre forældre. Der er jo bl.a. den konsekvens, oplever vi i disse tilfælde, at de får en mere stabil og tryg tilværelse, men der er da også et tab, selvfølgelig er der da et tab, og derfor er det jo under alle omstændigheder en ulykkelig situation. Derfor vil jeg bare gerne bede ordføreren om at tage stilling til, om ikke ordføreren kan genkende fra det virkelige liv, at der er situationer, hvor det er bedst for barnet, at vejene skilles mellem biologiske forældre og barnet.

Tak. Ordføreren.

Jeg vil ikke afvise, at vi kan konstruere et eksempel. Jeg vil heller ikke afvise, at man kan finde et eksempel, som er så vanvittigt, at en tvangsbortadoption vil være tilfældet. Problemet er, at det ikke er Enhedslisten, der har fremsat et forslag. Det er regeringen, der har fremsat et forslag, og når vi spørger regeringen, hvad det er, en tvangsadoption kan, som en langvarig anbringelse med kontakt til forældrene ikke kan, kan vi ikke få noget svar. Når vi spørger, hvad det er for nogle børn, hvad de objektive kriterier er for de børn, som det handler om, kan vi ikke få noget svar. Når vi spørger, hvad det er for nogle forældre, det handler om, får vi nogle meget, meget brede svar, der lyder, som om det her kan anvendes på næsten gud og hvermand, og så bliver vi bekymrede for det lovforslag, der ligger.

Tak for det. Og så er der en kort bemærkning til fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokraterne. Værsgo.

Jeg tror måske gerne, jeg vil svare på det der med, hvad det er, en tvangsbortadoption kan, som en langvarig anbringelse ikke kan; den kan skabe en situation, hvor der aldrig kan sættes spørgsmålstegn ved den. Det er også derfor, det er i så få tilfælde, det skal foregå; det er meget ultimativt i forhold til indgrebet over for familien, men det, den kan, er, at der aldrig kan sættes spørgsmålstegn ved den. Det vil sige, at barnet kan være sikker på altid at være i den ramme, barnet er i.

Jeg ville også ønske, at vi kunne skabe bedre rammer for plejefamilierne, men det her er faktisk det, der er den kvalitative forskel, og derfor gør det en forskel. Egentlig hører jeg jo ordføreren sige, og nu citerer jeg: »Jeg kan ikke afvise, at der er nogle tilfælde«. Der er i øjeblikket 13.000 tvangsanbragte i Danmark, og i 2 ud af de 13.000 tilfælde går man ind og siger, at her kunne der være mulighed for, at den der meget stabile situation var bedre. Det er jo ekstremt få tilfælde, og det skal blive ved med at være ekstremt få tilfælde.

Ordføreren har spurgt ind til det nogle gange, og nu kan jeg ikke lade være med at vende det om og spørge, om ordføreren kan sige, hvornår det er for mange. Hvornår er det nok, hvornår er det for mange, hvornår er det, at det åbenbart rammer Enhedslistens loft for, hvad der er okay?

Tak. Ordføreren.

Altså, det er ikke mig, der har påstået, undskyld, eller Enhedslisten i øvrigt, der har påstået, at to er for lidt, eller at to er for mange. Det er i øvrigt fru Pernille Rosenkrantz-Theil selv, der bliver ved med at påpege, at det er to om året, og at det skal blive ved med at være lidt. Altså, hvor meget er lidt, og hvis ikke det er to om året, er det så tre, fire, fem? Hvor meget er det? Selvfølgelig har vi ikke et tal. Men det er regeringen, der siger, at der er for få børn, der bliver tvangsbortadopteret i dag. Men der er flere. Vi kan ikke få at vide, hvad det er for nogle børn, vi kan ikke få at vide, hvad det er for nogle forældre, og vi kan ikke få at vide, hvor mange man så påtænker det vil være.

Det er fint nok, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil gerne vil prøve at vende bøtten om, al ære og respekt for forsøget; det er bare ikke Enhedslisten, der har fremsat lovforslaget. Det er regeringens lovforslag, vi behandler i dag, og det er regeringens lovforslag, som for mig at se er uigennemskueligt, altså, det er ikke til at se, hvad konsekvenserne af det bliver.

Tak. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jamen for mig er kriteriet ret klart. Altså, hvis man ingen forældreevne har og der ikke er sandsynlighed for, at man får det, jamen så falder man ind i den kategori, hvor jeg vil mene at barnet har bedst af at blive tvangsbortadopteret.

Men Enhedslisten har jo flere gange sagt, med nogle andre ord måske, at man er bange for det her med, at der bliver åbnet en ladeport. Altså, hvad er konsekvensen af lovgivningen? Hvornår vil Enhedslisten mene det var en ladeport? Altså, hvornår rammer vi et eller andet? For åbenbart er to i orden, på trods af at Enhedslisten i 2009 stemte imod lovgivningen; så dengang var det ikke i orden. Nu er det så alligevel i orden. Eller er det ikke i orden, så to også er for mange?

Altså, jeg forstår simpelt hen ikke, hvor det er, Enhedslisten gerne vil lande det henne, for man stemte imod det i 2009, og så synes man, at det niveau, der er i dag, er bedre end et eller andet fremtidigt niveau. Er det, fordi der aldrig er en situation, hvor Enhedslisten ville synes det var i orden, at man gik ind og gennemførte en adoption uden samtykke?

Tak. Så er det ordføreren, der svarer. Værsgo.

Undskyld, jeg synes, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil svarer på sit eget spørgsmål. Der bliver brugt vendinger som »for mig er kriteriet ret klart«, og det er dejligt, at det er klart for fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hvad det her lovforslag indebærer. Det skulle også helst være klart for de mange forældre, som på den ene eller den anden måde har problemer, altså har et misbrug, et handicap, en psykisk lidelse, og som pludselig nu er bekymrede for, at deres børn bliver taget fra dem for evigt. Det burde være klart for dem. Spørgsmålet er jo, hvad det vil sige, at man har sandsynliggjort, at forældreevnen er varigt ikkeeksisterende. Hvad vil det ord sandsynliggjort betyde? Det har man ikke kunnet svare på, så det handler ikke for os om at sætte tal på.

Det handler om at sørge for, at der er gennemsigtighed i den her lovgivning, så vi sørger for, at der ikke er nogen forældre, der faktisk positivt kan bidrage til deres børn, der får frataget deres børn, og vigtigst af alt, at der ikke er nogen børn, som får frataget retten til deres forældre, uden at man er absolut sikker på, at det er det bedste for dem. Det betyder, at der skal være klare kriterier i en lovgivning, og at retssikkerheden skal være i orden, for det er børn, det handler om. Det er ikke noget, man skal træffe afgørelse om på fornemmelsen.

Så er der ikke flere, og så er det ministerens tur. Værsgo til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak, formand. Tvangsadoption er et rigtig, rigtig svært skridt at tage. Det er også, som fru Pernille Skipper var inde på i et af sine spørgsmål, det sidste skridt, og derfor skal det selvfølgelig ske på et meget, meget robust grundlag. Derfor er jeg selvfølgelig også rigtig glad for, at retssikkerheden er i orden, og at der derved også er gennemsigtighed, som der er flere, der har været inde på.

Lad mig også med det samme slå fast, at et handicap intet har at gøre med forældreevne. Man kan sagtens have et handicap og have en udmærket forældreevne. Der er også blevet talt om, at der er for mange fejl i sagerne, og der er en bekymring for det. Men vi skal bare huske, at når vi taler om de her sager, som der er meget, meget få af, så bliver de trukket ud i et særligt spor, og mig bekendt har der ikke været nogen fejl der. For man er rigtig, rigtig opmærksom på, at der netop ikke må ske fejl. Det kan starte med en § 50-undersøgelse, det kan starte med indberetning og ende der, og der foretages selvfølgelig en grundig undersøgelse af de sagsbehandlere, der nu måtte være med. Sagen bliver indbragt for børn og unge-udvalget, hvor der også er en grundighed. Efterfølgende kommer det i Ankestyrelsen og statsforvaltningen, og det er med til at højne retssikkerheden.

Så spørger fru Pernille Skipper helt konkret, og det gør fru Trine Mach sådan set også: Hvem er børnene? Det er selvfølgelig rigtig svært at komme med en udtømmende liste over det felt, men det er et rigtig godt spørgsmål, og lad mig prøve at læse et eksempel op. Et af de børn, som egentlig ikke slap igennem det nåleøje, som vi snakker om – og det er et nåleøje med de nuværende regler – er en lille pige, som blev anbragt uden for hjemmet. Hun blev anbragt uden for hjemmet allerede 2 timer efter fødslen. Kommunen besluttede, at der ikke skulle være samvær eller nogen kontakt mellem mor og datter. Pigens far gav faktisk sit samtykke til adoption, mens moren modsatte sig adoption. Alle var enige om, at det var dokumenteret, at moren var varigt uden forældreevne, men myndighederne fandt ikke, at det var dokumenteret, at moren ikke ville kunne komme til at spille en positiv rolle i forbindelse med samvær. Afslaget blev givet, inden pigen var 1 år. Det er lige præcis i det her tilfælde, at vi ville kunne række hånden ud til sådan en pige. Man kan ikke sætte hende på standby og vente på den forbedring, som måske, måske ikke, vil komme. Det vil være med til at præge hendes udvikling og desværre i en rigtig negativ retning.

Det er, som jeg startede med at sige, svært. Det kræver mod, og som jeg også har sagt tidligere, kender jeg ingen sagsbehandlere, som vil gå ind i den her proces for at spare penge. Man gør det, fordi man vil barnets tarv. Nogle gange oplever vi situationer, hvor vi er nødsaget til at vælge, hvem vi vil give en chance. Det kan være forældrene i nogle tilfælde, og det kan være barnet i andre tilfælde. Når det handler om tvangsadoption, som er noget rigtig, rigtig vanskeligt, så vælger regeringen altså barnet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare lige høre, om ministeren forstår handicaporganisationernes bekymring. Har ministeren forståelse for den? Kan han følge handicaporganisationerne i deres bekymring for det her lovforslag?

Tak. Ministeren.

Ja, det kan jeg sagtens. Jeg kan sagtens forstå, at de organisationer er bekymrede. Jeg kan også godt forstå det, set i lyset af at der, som jeg tror fru Pernille Rosenkrantz-Theil var inde på, har været en masse misforståelser. Der har også været en masse avisoverskrifter og artikler, som jeg ikke synes har ydet det her lovforslag, som er vanskeligt, den retfærdighed, det burde ydes. For som jeg har sagt hele vejen igennem, kræver det mod, og det er vanskeligt. Men jeg kan sagtens forstå deres bekymring, ingen tvivl om det.

Fru Karina Adsbøl.

Når nu børn skal tvangsbortadopteres og regeringen laver den her lempelse, synes jeg bare, at der mangler noget i forhold til netværket. Måske kan ministeren uddybe det. Selv om ens barn har et handicap, er udviklingshæmmet, og man har fået et barn, som det bliver bestemt skal bortadopteres, hvordan er det så i forhold til netværket? Det kan godt være, at man har en søster eller bror, som kan påtage sig adoption af barnet. Bliver det område afdækket ordentligt, inden man opgiver barnet til en fremmed familie?

Tak. Ministeren.

Jamen i de her sager bliver tingene afdækket meget, meget grundigt, først og fremmest fordi det er en meget, meget voldsom indgriben. Inden man når så langt som at tænke i tvangsadoption, er barnet jo i den kategori, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil også nævnte, nemlig blandt de 12.000-13.000 børn, som er blevet fjernet. Derfor bliver tingene selvfølgelig afdækket.

Jeg vil også bare nævne en anden misforståelse. Man kigger selvfølgelig også på, om det giver mening med, og om der er behov for f.eks. samvær i de her sager. Det har ikke rigtig været fremme i debatten.

Tak. Så er det fru Trine Mach, Socialistisk Folkeparti. En kort bemærkning.

Tak. Vi har jo diskuteret det her nogle gange undervejs i forløbet. Folk som Lisbeth Zornig har problematiseret, om beslutningskompetencen til at træffe den her meget alvorlige beslutning om at tvangsbortadoptere et barn ligger det rigtige sted med den måde, som det er skruet sammen på nu. Hvad er egentlig grunden til, at man fra regeringens side ikke har valgt at tage den diskussion op nu, hvor man rent faktisk laver en lovændring på området, og overvejer, om man skal lægge beslutningskompetencen et andet sted end i en kommune, hvor, hvis vi er enige om, at det ikke skal føre til en åben ladeport af eksempler, det må forudsættes, at kommunerne har meget, meget lidt for ikke at sige ingen forudgående erfaring at bygge en sådan beslutning på, igen taget i betragtning, at vi ved, at der er fejl i både anbringelsessager og inddragelse af børn og gennemførelse af børnesamtaler?

Tak. Ministeren.

Jeg tror faktisk, at man ville risikere at svække retssikkerheden, hvis man kun lagde beslutningskompetencen i kommunen. Det er jo sådan, at sagen starter i kommunen, det gør alle sager, og så tilgår den børn og unge-udvalget, hvor der sidder sagkyndige og kigger på sagen, og hvor forældrene selvfølgelig også har mulighed for at give deres besyv med sammen med en advokat. Og, ja, nu tabte jeg sådan set tråden, men der er en lang række foranstaltninger, som rent faktisk er med til at øge retssikkerheden. Og det synes jeg sådan set er bedre end kun at lægge den et sted.

Jeg ved ikke, om Lisbeth Zornig mener, at det udelukkende skal være i kommunen, men sådan som det er nu, er der rigtig, rigtig mange eksperter inde over. Ud over dem, som jeg har nævnt, er der jo både psykiatere og læger, man henter udtalelser fra psykologer og så fremdeles. Så man får et robust grundlag at stå på, inden man tager en så voldsom beslutning.

Fru Trine Mach, værsgo.

Jeg undrer mig lidt over ministerens brug af ordet robust. Taget i betragtning, at der i forvejen er rigtig mange fejl i anbringelsessager, og at kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang foretager de obligatoriske børnesamtaler, som det jo i sådanne tilfælde som det her, ifald barnet ikke er nyfødt, men det har nået en alder, hvor man kan føre en samtale, må siges at være rigtig, rigtig vigtigt at gennemføre, hvordan kan ministeren så tro, at der med den her lovændring pludselig vil blive rettet op på hele systemet, kommunerne vil bruge VISO, og man forstår, hvad det er, man vil politisk osv.? Hvad er det, der gør ministeren så skråsikker på, at vi nu kun vil få en virkelig grundig og veldokumenteret og fyldestgørende sagsbehandling? Det er det ene spørgsmål. Det andet er i forhold til det eksempel, ministeren brugte før.

Hvad er det, lovændringen kan gøre i forhold til den konkrete sag? Vil ministeren prøve at kommentere det?

Tak. Der er kommet flere medlemmer i Folketingssalen, fordi vi snart skal stemme, men det kræver altså stadig væk, at der skal være ro her i forbindelse med den sidste del af forhandlingen.

Værsgo, ministeren.

Tak. Jeg synes desværre, det er at blande tingene godt og grundigt sammen. For det er rigtigt, at der er fejl i sagsbehandlingen, når det handler om anbringelsessager, men som jeg også sagde tidligere, bliver de her sager taget ud til et særligt spor, og der er en stor agtpågivenhed og en omsorgsfuldhed, når man behandler dem. Jeg benægter ikke, at der er fejl i andre anbringelsessager, men lige præcis med hensyn til det her har der mig bekendt ikke været fejl. Det, der kan være, er, at der kan være mangelfulde oplysninger, det har vi eksempler på, men der har man så indhentet nye oplysninger for at få – igen – et robust grundlag at stå på. Så det er to forskellige ting.

Med hensyn til hvad lovændringen vil gøre for den pige, som jeg omtalte tidligere, er jeg rigtig, rigtig, glad for, at man netop vil kunne give mulighed for, at hun vil kunne blive bortadopteret uden samtykke.

Tak. Så er det fru Özlem Sara Cekic, Socialistisk Folkeparti.

Jeg synes, det er enormt forvirrende. For ministeren bliver ved med at sige, at der ikke er begået fejl i lige præcis de her sager. Hvorfor laver man det så om? Hvad er det, som ministeren efterlyser, som ikke er godt nok i dag, siden man begynder at lempe det? Er det, fordi to ikke er nok? Er det, fordi vi skal tvangsbortadoptere langt, langt flere? Systemet begår i dag et hav af fejl, i forhold til anbringelser, i forhold til hvor mange brud der er i forhold til børnefamilier, og de her samtaler, alle de her ting, og det er jo derfor, vi har lavet Barnets Reform, en tilsynsreform og en anbringelsesreform. Er det ikke en falliterklæring? Altså, fordi systemet begår fejl, siger man, at det må være langt lettere at kunne tvangsbortadoptere, og så åbner man bare en ladeport. For man kan ikke rette op på systemet, og derfor må det være langt lettere at bortadoptere. Er det ikke en falliterklæring, hr. minister?

Ministeren.

Jeg kan jo kun blive ved med at gentage, at det, at der er fejl i sager, ikke har noget at gøre med det her lovforslag; det har det ikke. Det er rigtigt, at der findes fejl i anbringelsessager, men når det handler om at bortadoptere uden samtykke, bliver de her sager udtaget til et særligt spor, og der bliver kigget på dem af masser af eksperter, de er i børn og unge-udvalget, de er i Ankestyrelsen og i statsforvaltningen. Det her er et udtryk for, at der er en retssikkerhed, der virkelig batter. Man kan jo også få afprøvet sin sag ved domstolene, og der bliver selvfølgelig hele vejen igennem kigget på sagerne med ekstraordinært store briller.

Som jeg også har sagt, og jeg gør det igen: Jeg kan jo ikke gøre for, at ordføreren så er uenig, for sådan er det. Jeg kan kun sige, at der mig bekendt ikke har været nogen fejl i de her sager, og det sagde jeg sådan set også i samrådet, og der har jo ikke kun været et samråd. Vi har jo også haft en teknisk gennemgang, vi har svaret på spørgsmål, og vi har faktisk svaret på mange af de spørgsmål, som man stiller igen, og det er fair nok, men det er måske ikke det, det handler om. Det, det handler om, er, at vi er uenige, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved.

Tak. Fru Özlem Sara Cekic, værsgo.

Ja, ja, selvfølgelig, vi er uenige, og der kan en teknisk gennemgang ikke hjælpe så meget, altså når man er politisk uenige. Ministeren bliver ved med at sige, at det, når man laver de her sager, så ikke har noget at gøre med fejl, og så siger jeg, at jo, det har da i den grad. For hvis man begynder at åbne op for, at det skal være lettere at tvangsbortadoptere, og man ikke synes, at to er nok, så må det jo være, fordi man har et mål om, at flere skal tvangsbortadopteres. Så spørger vi, der er kritikerne: Hvis formålet hele tiden er, at børn skal have en tryg og sammenhængende barndom, hvorfor er det så, at man ikke kigger på det? Hvorfor er det, vi ikke kan give de børn den trygge og sammenhængende barndom med det system, vi har? Hvorfor er det, at der bliver begået alle de fejl, der gør, at man er nået til det punkt, der hedder, at nu må vi jo hellere tvangsadoptere, for systemet kan vi ikke rette op på? Ministeren sagde, at forbedringerne ikke kommer af sig selv, og det er jeg fuldstændig enig i, for det kræver flere ressourcer i forhold til misbrugsbehandling, i forhold til sindslidelser og mange andre ting. Hvad har den her regering tænkt sig at gøre i forhold til at rette op på f.eks. misbrugsbehandlingen, i forhold til lige præcis de her typer af familier?

Tak. Ministeren.

Hvis man åbner op, som ordføreren er inde på, er det jo i sagens natur sådan, at de sager netop kommer ind i det særlige spor, og igen: Jeg har jo prøvet at forklare det en del gange, og vi har svaret på det. Som sagt: Det kan godt være, at ordføreren ikke synes, det er særlig fedt med en teknisk gennemgang, men det er jo et ønske fra andre ordføreres side, og jeg synes et eller andet sted, at vi har fremlagt tingene, som de nu engang er.

Lad mig igen sige, at det er vanskeligt, det betvivler jeg ikke, og fordi det er så vanskeligt, og fordi det er så få sager, så er der den her ekstra opmærksomhed på de her sager, og man skal huske, at Børns Vilkår støtter op om det, og Børnerådet støtter op om det, og det gør de netop, fordi det her også handler om barnets tarv. Samtidig med det – og det udelukker ikke hinanden – er der en retssikkerhed for forældrene. De to ting spiller rigtig, rigtig godt sammen i det her lovforslag.

Tak til ministeren. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen er sluttet.

For stemte 78 (V, S, RV, LA og KF), imod stemte 30 (DF, SF og EL), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.