SF bakker op om intentionen bag lovforslaget om at skabe mere stabilitet og kontinuitet i anbragte børns liv og opvækst.
Alle børn har ret til et godt børneliv, og vi har som samfund en vigtig opgave med at skabe så gode betingelser som muligt for, at børn faktisk også får det.
Anbragte børn er en helt særlig og udsat gruppe af børn, som vi som samfund er forpligtet på at sikre så god en opvækst som muligt, og vi ved, at mange anbragte børn har det sværere end andre børn på en lang række parametre – trivsel, uddannelse osv.
Det har flere af mine kolleger været inde på, og det har også SFI's seneste undersøgelse om anbragte børns trivsel vist os alle sammen i sidste uge.
Adoptioner og anbringelser er rigtig gode muligheder, som kan give børn, hvis fremtid ellers kan se dybt ulykkelig og håbløs ud, en god opvækst.
Den rigtige adoption kan give et barn et helt nyt liv med den omsorg, tryghed, stabilitet og udvikling, som vi alle sammen ønsker os, ikke bare for vores egne børn, men for alle børn i vores samfund.
Når det er sagt, er tvangsadoption en af de mest indgribende foranstaltninger, man som myndighed kan foretage.
Ved at bortadoptere børn uden deres forældres samtykke er vi inde at røre ved nogle af de mest grundlæggende rettigheder, både for barnet og for forældrene.
Det er derfor fuldstændig afgørende for SF, at tvangsadoptioner foretages på et velunderbygget og fagligt stærkt grundlag.
Jeg får lidt lyst til at sige, at det skal være ordentligt og solidt, og så skal det ikke mindst være fejlfrit.
Det her er ikke en foranstaltning, hvor der er plads til fejl.
Derfor vil jeg gerne fremhæve nogle punkter, som SF mener er afgørende at vi forholder os til i det videre lovarbejde.
Et par mine kolleger har været inde på det, og jeg vil også gerne sige helt tydeligt, at fra SF's side er det klart, at det her lovforslag ikke må være en spareøvelse.
Der må ikke være en økonomisk begrundelse for, at det er den her foranstaltning, man som kommune vælger.
Og jeg tror heller ikke, at det er kommunernes eller KL's baggrund for at have ønsket sig lempelser i lovgivningen.
Men det er vigtigt at sige, at lempelserne hverken i dag eller om 5 år eller om 10 år kan legitimere spareøvelser i kommunerne på det her område.
Jeg kunne godt ønske mig en garanti for, selv om det er svært i politik, eller i hvert fald god dokumentation for, at det ikke bliver tilfældet.
Alle anbringelsesforanstaltninger skal være til barnets bedste, også de indgribende tvangsadoptioner.
Derfor savner jeg måske en lidt mere præcis beskrivelse af det konkrete problem, som lovforslaget forventes at løse.
Som jeg forstår det, oplever kommunerne barrierer i forhold til tvangsadoptioner, og kommunerne synes ikke, at der siden lovændringen i 2009 har været foretaget tilstrækkelig mange tvangsadoptioner.
Ifølge bemærkningerne til loven ønsker kommunerne det, som er omtalt som et paradigmeskifte og en holdningsændring.
Jeg kunne godt tænke mig, at vi måske får bragt lidt mere klarhed over, hvor mange tvangsadoptioner kommunerne og ministeren mener der er behov for – og det mener jeg ikke polemisk.
Jeg vil egentlig gerne bede ministeren i al mindelighed om at knytte nogle overvejelser til, hvad det er for børn, kommunerne og ministeren forventer at de foreslåede lempelser kan hjælpe, og hvori paradigmeskiftet består.
Jeg ved godt, at det er en bemærkning til loven, men det er et meget centralt ord for mig at se.
Hvad betyder det her paradigmeskifte?
Så en anden udfordring:
Ankestyrelsens mange praksisundersøgelser har gang på gang vist, at kommunerne laver fejl.
Det gør alle mennesker, det gør kommunerne også.
En undersøgelse, der fulgte op på Barnets Reform, viste, at kommunerne i 70 pct.
af de undersøgte sager ikke holdt de børnesamtaler, som de er forpligtet til.
En anden undersøgelse viste, at der var fejl i sagsbehandlingen i to ud af tre af de undersøgte anbringelsessager.
Det er hverken for at rejse en kritik af eller en diskussion om kommunerne og deres praksis og fejl; det er bare for at påpege det faktum, at kommunerne som alle mulige andre begår fejl.
Og i SF er vi bekymret for, om kommunerne kan løfte den her opgave, som er så svær at løfte:
Hvornår er det, man kan godtgøre eller sandsynliggøre, at en forælder ikke kan tage sig af sit barn?
Og selv om eventuelle lempelser vil medføre flere tvangsadoptioner, vil antallet selvfølgelig fortsat være lille i forhold til at sikre kommunerne den tilstrækkelige ekspertise på området.
Vi er simpelt hen ikke sikre på, at kommunerne vil foretage nok – i gåseøjne – tvangsadoptioner til at kunne have den specialviden, det kræver, og som må være nødvendig for at foretage en så indgribende og kompleks foranstaltning.
Det skal indhentes og sikres på anden vis – og det var også noget af det, som Venstres ordfører var inde på.
Kan vi på en eller anden måde tænke en anden måde at organisere det på?
Jeg vil derfor gerne opfordre ministeren til at prøve at se på, om det kan give mening at placere kompetencen til at træffe beslutninger om tvangsadoptioner under en anden myndighed.
Jeg står ikke med et klart svar på problemstillingen, men jeg mener egentlig, at det er vores pligt som lovgivere at forholde os til det.
Endelig vil jeg sige, at tvangsadoptioner jo ikke må være erstatning for andre sociale foranstaltninger; det må ikke lappe nogle huller, som er opstået af en manglende tidlig og forebyggende indsats.
Det må aldrig blive en lappeløsning for børn eller familier, som af den ene eller den anden grund ikke har fået de sociale tilbud, som de burde have haft.
Vi skal gøre tidlige og forebyggende indsatser, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at opspore problemer så tidligt, at vi kan gribe ind med de rigtige sociale indsatser, inden det er for sent.
Det er med Thomas Adelskovs ord i virkeligheden den fornemste opgave at undgå at tvangsfjerne eller tvangsadoptere børn.
Det betyder ikke, at man kan undgå det, men det skal være det, der er i vores fokus.
Så lad mig slutte af med at sige det.
Vi vil gerne appellere til, at vi sammen giver håndslag på at holde fast i, at det er her, fokus skal være.
Det betyder ikke, at vi ikke vil diskutere det her, men vi har brug for nogle afklaringer af de sidste ting.
Tak.