Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
L 119
Offentligt
ERHVERVS- OG
VÆKSTMINISTEREN
11. marts 2015
Besvarelse af spørgsmål 8 ad L 119 stillet af Erhvervs-, Vækst- og
Eksportudvalget den 17. februar 2015 efter ønske fra Stine Brix
(EL).
Spørgsmål:
På hvilken måde vil ministeren sikre, at Sikkerhedsstyrelsens fremti-
dige kontrol på ingen områder bliver dårligere end i dag, og vil der
ske mindre markkontrol end i dag?
Svar:
Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol ud fra en risikobaseret tilgang med
særligt fokus på områder, hvor den sikkerhedsmæssige risiko er høj el-
ler regelefterlevelsen lav. Dette vil styrelsen også gøre i fremtiden, idet
der dog med lovforslaget lægges op til en styrkelse af styrelsens mu-
lighed for at føre en risikobaseret kontrol.
Med lovforslaget foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen får adgang til at
indhente og samkøre egne og andre myndigheders data som grundlag
for de risikovurderinger, der er med til at prioritere styrelsens kontrol-
aktiviteter. Ved at samkøre Sikkerhedsstyrelsens egne oplysninger
med oplysninger fra offentligt tilgængelige registre hos andre myndig-
heder, er det muligt at kvalificere styrelsens risikovurderinger, som
kan danne grundlag for den risikobaserede kontrol. Dette kan bidrage
til at øge effektiviteten af Sikkerhedsstyrelsens kontrol og medvirke til
at ressourcerne udnyttes optimalt, både hvad angår tilsyn, markeds-
kontrol og markedsovervågning.
Tilrettelæggelsen og udførelsen af kontrollen vil – ligesom i dag – af-
hænge af, hvilken form for kontrol der er mest hensigtsmæssig inden
for et konkret område, det kan eksempelvis være markkontrol eller ud-
tagelse af el-materiel til test. I andre situationer vil dokumentkontrol
kombineret med dataudtræk være den mest velegnede form for kon-
trol, fordi den dér vil kunne give størst mulig effekt med mindst mulig
indgriben over for virksomhederne.
ERHVERVS- OG
VÆKSTMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
Fax
CVR-nr
33 92 33 50
33 12 37 78
10 09 24 85
www.evm.dk