Ja, han er utrættelig.
Men når jeg tager ordet, er det selvfølgelig, fordi Enhedslisten har stillet tre ændringsforslag til lovforslaget, som betyder, at gebyrerne, som er foreslået fastsat ved bemyndigelse, indskrives direkte i loven.
Det skal selvfølgelig sammenholdes med, at vi foreslår, at de gebyrer, som forbrugerne skal betale, skal nedsættes, og at de gebyrer, som virksomhederne skal betale, skal fastholdes på det niveau, vi kender i dag.
Vi synes, at et gebyr på 400 kr.
for en tabt sag for en forbruger er alt, alt for højt, og vi kan heller ikke forstå, hvorfor man vil nedsætte gebyrerne for virksomheder, når en af begrundelserne for det her lovforslag, L 118, er forøgede omkostninger i forbindelse med implementeringen af EU-direktivet på området, som jo netop drager en masse nye områder – jeg tror, at det er nogle og fyrre områder – ind under forbrugerklagesystemet.
Så kan det forekomme mærkværdigt, at man vil skære gebyrerne for virksomhederne ned, og man kan ikke andet end at få den mistanke, at det er sådan en eller anden form for skjult erhvervsstøtte under dække af forbrugerklagesystemet.
Ændringsforslagene fra Enhedslisten skal jo rette op på, lappe på et elendigt lovforslag, som forringer forbrugerbeskyttelsen efter vores mening, og som styrker virksomhederne over for forbrugerne.
Det er jo også et af formålene, det står direkte i bemærkningerne, at få folk til at afholde sig fra at klage.
Så er der et udestående, som stammer fra lovforslag L 54 tilbage i 2013.
Det er nemlig klageadgangen i forbindelse med p-afgifter.
Vi kan konstatere, at det her lovforslag jo i hvert fald ikke adresserer det problem, at der ikke med det her lovforslag bliver en eller anden form for klageadgang i forhold til privat parkering-afgiftsregimet.
Det skyldes selvfølgelig, at den bagatelgrænse, man fastlægger i lovforslaget, er på 1.000 kr., og langt, langt de fleste parkeringsbøder eller parkeringsafgifter ligger jo under 1.000 kr.
Det var jo ellers meningen, og det var også det, der blev sagt, i forbindelse med at vi behandlede lovforslag L 54 i sin tid, at det netop skulle sikre implementeringen af ADR-direktivet, EU's direktiv på området.
Implementeringen i dansk lov skulle netop sikre, at der blev en klageadgang på det her område – det var det, vi blev fortalt dengang – enten i form af at være inde under det offentlige klagesystem eller et privat ankenævn.
Vi må konstatere, at det ikke sker med det her lovforslag.
Ministeren svarer på et af spørgsmålene, vi har stillet i forbindelse med udvalgsbehandlingen, at branchen jo bare selv kan etablere et privat ankenævn.
Men hvorfra skulle motivationen dog for branchen komme til at etablere et privat ankenævn, når forbrugerne nu er henvist til en meget, meget dyrere domstolsbehandling?
Så det er der jo ikke nogen motivation for.
Derfor må vi bare konstatere, at L 118 ikke indfrier løfterne fra behandlingen af L 54 i sin tid, og vi konstaterer derfor også, at Folketinget er ført godt og grundigt rundt i manegen.