Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 118:

Forslag til lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager. (Forbrugerklageloven).

Af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen).

(Fremsættelse 28.01.2015).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Jan E. Jørgensen som Venstres ordfører.

Tak, og tak til ministeren for fødselsdagsgaven her på min 50-årsdag, det er dejligt at få lov til at være ordfører på sådan et rigtig godt lovforslag som det, vi skal behandle i dag, og i øvrigt også tak for et godt og tillidsfuldt samarbejde i ministeriet, da vi skulle få aftalen om lovforslaget på plads.

Lovforslaget handler jo kort sagt om, at vi vil gøre det nemmere, billigere og hurtigere for forbrugerne at klage over varer, som de har købt hos erhvervsdrivende, og forslaget går i al sin enkelhed ud på, at klagesagsbehandlingen i det offentlige klagesystem for fremtiden skal opdeles i to faser. Opdelingen af sagsbehandlingen i to faser skal bidrage til, at der kan ske en hurtigere og en mere fleksibel behandling af forbrugerklagesagerne. Forbrugerklager vil for fremtiden først blive behandlet i en mediationsfase, hvor forbrugeren betaler 100 kr. og man så får hjælp fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at finde en løsning, som parterne kan acceptere, og jeg skal sige, at jeg sagde »en medi a tionsfase« og ikke »en medi ta tionsfase«, for det er noget ganske andet.

Hvis det ikke lykkes, så kan forbrugeren vælge at gå videre til anden fase i Forbrugerklagenævnet, hvor der foregår en egentlig behandling af klagen. Det vil så komme til at koste forbrugeren et gebyr på 400 kr., men det er altså et beløb, som tilbagebetales, hvis der indgås forlig til forbrugerens fordel, eller hvis forbrugeren vinder sagen.

Lovforslaget indeholder også en række bestemmelser, som skal implementere EU's direktiv om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med forbrugerklager. Jeg skal ikke gå i detaljer, men vil blot slutte mit indlæg af med at sige, at Venstre er meget positivt stemt over for denne modernisering af det offentlige forbrugerklagesystem, og derfor var vi med til at indgå aftalen med regeringen sammen med vores venner i Det Konservative Folkeparti.

Venstre stemmer for lovforslaget.

Tak til Venstres ordfører. Fru Anne Sina som socialdemokratisk ordfører.

I Danmark kan vi som forbrugere føle os trygge, når vi handler, for vi ved nemlig, at skulle uheldet være ude, og skulle vi blive snydt, har vi et forbrugerklagesystem, der står klar til at hjælpe os. I takt med at vores forbrugsmønstre udvikler sig, stiller det også nye krav til forbrugerklagesystemet, og derfor behandler vi i dag det her lovforslag, der skal sikre, at Forbrugerklagenævnet også fremover vil hjælpe, rådgive og beskytte forbrugerne bedst muligt.

At forbrugerbeskyttelsen er i top, er helt afgørende, når vi skal navigere rundt i den moderne forbrugsjungle. Nethandel og handel på tværs af grænser har flyttet forbrugerne længere væk fra forhandlerne, og det stiller nye krav til vores klagesystem. Derfor gennemfører vi nu en nødvendig modernisering af systemet, en modernisering, der først og fremmest sikrer, at de danske forbrugere også fremover har mulighed for at få behandlet deres klage hurtigt, effektivt og uden de store omkostninger. Det bidrager til at skabe tillid, og det er i sidste ende til gavn for både forbrugerne og de erhvervsdrivende.

Med det her lovforslag implementerer vi et direktiv, der sikrer, at forbrugeren fremover på en nem, hurtig og billig måde kan klage over et produkt, uanset om det er købt her i landet eller et andet sted. Det vil gøre det nemmere at klage over udenlandske virksomheder, og det vil forbedre forbrugersikkerheden.

Herhjemme betyder direktivet, at Forbrugerklagenævnets sagsbehandling fremover bliver inddelt i to faser: en mediationsfase og en egentlig nævnsbehandling. Mediationsfasen skal hjælpe forbrugeren og den erhvervsdrivende til sammen at komme frem til en løsning. Det er sund fornuft at prøve at løse tvister gennem dialog og ved at snakke sig frem til en løsning, hvis det altså er muligt. Det er til gavn for alle involverede parter, og det er især godt med en hurtig afklaring. Hvis det ikke kan lade sig gøre at nå til enighed, vil sagen gå videre til nævnsbehandlingen, ligesom den gør i dag.

Samtidig betyder lovforslaget, at klageadgangen i Forbrugerklagenævnet bliver udvidet med 45 brancher. Det er et stort fremskridt for forbrugernes retssikkerhed, at man nu kan klage over stort set alt, hvad man køber. Det vil også betyde, at vi kommer til at se en stigning i antallet af sager, der tages op, og derfor er det altså også nødvendigt, at vi har et forbrugerklagesystem, der er gearet til at behandle og håndtere mange flere sager.

Lovforslaget ændrer på de gebyrer, der er forbundet med klagebehandlingen i Forbrugerklagenævnet. Formålet med ændringen er at opnå en rimelig balance mellem de omkostninger, der er forbundet med behandlingen af en sag ved Forbrugerklagenævnet, og de udgifter, den tabende part skal betale. Det er vores opfattelse, at de fastsatte gebyrer er rimelige og overkommelige for både forbrugerne og de erhvervsdrivende.

Et andet element i lovforslaget, der gør livet lidt nemmere for forbrugeren fremover, er kravet om, at de erhvervsdrivende har oplysningspligt. Det indebærer, at de erhvervsdrivende lettilgængeligt og i et forståeligt sprog skal oplyse forbrugerne om deres klagemuligheder. Og det tror jeg vil betyde rigtig meget for de forbrugere, der ellers har svært ved at finde rundt i regler og klagemuligheder.

Kort sagt fremtidssikrer vi med det her lovforslag vores forbrugerklagesystem. Vi giver forbrugerne bedre og hurtigere klageadgang til flere brancher, og systemet bliver moderniseret, så det også fortsat kan levere en effektiv sagsbehandling. Vi støtter derfor lovforslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Hans Kristian Skibby som Dansk Folkepartis ordfører.

Det er altid lidt vanskeligt at komme som nr. 3 ordfører, fordi alle forklaringer på, hvad der egentlig ligger i lovforslaget, jo er blevet standardiseret og formelt fortalt vidt og bredt af både Socialdemokrater og Venstrefolk. Jeg kan så glæde mig over, at efter valget kommer vi måske lidt længere op på listen; så er der fremskridt at spore, kan man sige.

Det her lovforslag er selvfølgelig ganske fornuftigt, set i forhold til at det også er med til at sikre, at dem, der har behov for og rimelighed i at få en klage behandlet, også kan få det fremadrettet, en del af den betænkelighed, der har været hos Dansk Folkeparti. Vi er jo heller ikke en del af det forlig, der blev indgået i november, og det har også lidt at gøre med, at vi bl.a. har lyttet til de røster, der har været fra forbrugernes side, fra Tænk og fra forbrugerfolkene der, som så har sagt, at de faktisk mener, at der også ligger en lang række ting heri, som er til ugunst for forbrugernes retsstilling. De ting skal vi selvfølgelig have undersøgt sådan rimelig sobert i det udvalgsarbejde, der måtte komme i gang nu efter det her.

Men altså grundlæggende synes Dansk Folkeparti jo også, at det er fornuftigt, at man får en balance i den adgang, der er til det, og at man også sikrer, at arbejdsgiverne eller butikkerne, ejerne af virksomhederne, selvfølgelig kan få en bøde. Hvis de har overtrådt nogle regler og har nægtet et produktansvar eller et garantitilsagn i en eller anden tvist, skal de selvfølgelig også kunne straffes for det, men i forhold til den lovgivning, vi har i dag, hvor man risikerer op til 13.600 kr. plus selve produktet også i en eller anden tvist, er det jo forbundet med en stor usikkerhed for måske rigtig mange små og mindre butikker overhovedet at gå ud i at prøve at kræve sin egen ret.

Derfor har vi også oplevet nogle gange, at man måske som butik, som ejer, som sælger af et produkt simpelt hen vælger at lægge sig fladt ned fra starten, fordi man ikke synes, at man har haft en rimelig klageadgang til, hvordan man så skulle få behandlet sin del af sagen. Så der er nogle fordele ved det lovforslag, som ligger her. Vi synes egentlig, at det gennemgående tager hånd om nogle af de udfordringer, der har været, og vi kan jo også se, at langt, langt de fleste høringssvar faktisk er positive over for det.

Vi synes også, at der skal være en undergrænse, og der synes vi også, at de 1.000 kr. er en rimelig værdi. Så ved jeg godt, at man nævner tøj og sko, og at det åbenbart er lidt billigere, 650 kr. For det kan man da godt få et par gode sko, mener de fleste her i Folketinget.

Men vi indgår i udvalgsarbejdet, og vi håber selvfølgelig også på, at vi finder en løsning, så Dansk Folkeparti kan være en del af dem, der stemmer ja.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Hvis vi er hurtige, når vi også den radikale ordfører, fru Ida Auken.

Dansk Folkepartis ordfører synes, det er svært at være nr. 3 i ordførerrækken på sådan et lovforslag. Så skulle han prøve at være nr. 4. Det håber jeg selvfølgelig at han prøver en dag, det er klart.

I dag diskuterer vi forbrugerklageloven, hvor vi er ved at udvide klageretten til 45 forskellige områder yderligere, så det er jo en balancegang: Hvordan sikrer vi, at man kan klage på alle de her områder og samtidig giver borgerne hurtige, billige og effektive klagemuligheder? Det er en aftale, vi har lavet med Venstre og Konservative, og ja, som sagt er det blevet forklaret mange gange, at vi kommer med en ny fase, hvor man først kan få mediation, hvor man, hvis man har en tvist mellem sælger og køber, kan starte i Forbrugerstyrelsen med at blive vejledt og måske faktisk finde hinanden dér. Ellers kan man gå videre og klage til Forbrugerklagenævnet.

Det er også rigtigt, at der kommer en række nye gebyrer, men vi skal altså huske, at en sag koster i gennemsnit omkring 10.000 kr., og at det jo altså er hele samfundet, der betaler den regning, så der skal også være en vis rimelighed i, hvad man klager over. Vinder man sin klagesag, får man altså også pengene tilbage. Så vi synes sådan set, at snittet er lagt rigtigt på det her, og jeg kan også høre, at der generelt er god opbakning til den balance, vi har fundet.

Tak til den radikale ordfører. Skal vi tage SF's ordfører, hr. Steen Gade, med det samme?

Gerne for mig.

Der har været forhandlinger inden fremsættelsen af det her lovforslag, som SF også har været deltager i. Jeg skal bare sige, at jeg er ked af, at vi ikke kunne blive enige, for jeg synes jo også, at der er fremskridt i det her forslag, og dem vil jeg redegøre for først. Der er et udvidet område, hvor man reelt kan få mulighed for at klage, så det omfatter en lang række med flere produkter. Jeg er heller ikke modstander af den dér opdeling med to faser. Den synes jeg kan være meget fornuftig.

Der, hvor vores veje skilles, er simpelt hen i spørgsmålet om, hvor dyrt det vil være at føre det op til det næste niveau. Der er det vores opfattelse, at vi har lagt os på et alt for dyrt niveau. Det er simpelt hen blevet for dyrt at foretage den sidste klage set fra forbrugersiden. Der er også sket en forrykning i balancen mellem forbrugere og virksomheder, som her heller ikke virker helt rimelig efter vores opfattelse, i den forstand at det bliver meget billigere for virksomheder i nogle sager – det er sager, som de taber – mens det derimod for forbrugerne, hvis de kører den igennem samlet, bliver dyrere.

Jeg synes, at det gode ved tanken i det her jo reelt er det, at man laver en mediationsfase, altså hvor man i virkeligheden vil have noget mere forhandling. Selve den tanke mener jeg faktisk ikke fremmes med det her forslag. Det kan man måske se forskelligt på, men efter min opfattelse kan man sige, at det, der sådan set skulle være godt ved det her forslag, ikke bliver så godt, som det kunne have været. Så vi agter at stille ændringsforslag om størrelsen af det beløb, man skal betale for klagen. Jeg har jo sådan set forstået, at det får vi nok ikke flertal for, men det skal i hvert fald prøves af. Med det vil vi gå til udvalgsarbejdet, hvor vi får belyst de problemstillinger, som jeg har rejst nogle af her.

Tak til SF's ordfører.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00, og det bliver så Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen, der starter.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Mødet er genoptaget.

Vi er i gang med førstebehandlingen af lovforslag nr. L 118, og vi er nået til Enhedslistens ordfører, som er hr. Henning Hyllested.

Faren for, at jeg gentager, hvad andre ordførere har måttet sige her under den første del af behandlingen, hvor jeg ikke var til stede, må man tage med. Lovforslaget implementerer jo ADR-direktivet eller ATB-direktivet, som blev vedtaget under det danske formandskab i maj 2013. Direktivet har desværre ikke efter vores mening samme høje niveau som det forbrugerklagesystem, som vi kender i Danmark i dag, og som forringes, hvis dette lovforslag vedtages. Enhedslisten kan derfor ikke støtte lovforslaget, idet det forringer forbrugernes klageadgang. Forslaget lever ikke op til den forsikring, som vi mener i sin tid blev givet ved vedtagelsen af ADR-direktivet, nemlig at en implementering kunne ske uden forringelse af den gældende forbrugerbeskyttelse.

Lovforslaget gør det betragteligt dyrere for forbrugerne at klage, hvis en klagesag tabes. Samtidig nedsættes butikkers og virksomheders gebyrer ganske voldsomt. Desuden introducerer lovforslaget det såkaldte mediationsprincip i forbrugerklagesystemet. Enhedslisten kan ikke støtte, at det nu samlet set kan komme til at koste en forbruger 500 kr. at klage, hvis man skulle tabe klagesagen. I dag koster det 160 kr. Vi foreslog under de politiske forhandlinger, at beløbet højst kunne blive 250 kr.: et gebyr for mediation på 100 kr., som ikke tilbagebetales, samt et gebyr for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet på 150 kr., som heller ikke tilbagebetales, hvis sagen tabes, ellers bliver beløbet selvfølgelig betalt tilbage. Vi synes, at det beløb på maks. 250 kr. faktisk var en rimelig pristalsregulering af de 160 kr.

Vi kan heller ikke støtte, at virksomheder og butikker fremover skal slippe temmelig meget billigere for forbrugerklager. Vi synes tværtimod, at man skulle have fastholdt de gældende gebyrsatser for erhvervsvirksomhederne, især når man betænker, at en af grundene til at ændre på forbrugerklagesystemet er, at man med implementeringen af direktivet og med udvidelsen med de mange nye forretningsområder – 45 i alt – har beregnet en merudgift på 20-25 mio. kr., hvis det skulle håndteres inden for det eksisterende system. Så kan det altså forekomme noget mærkværdigt at nedsætte gebyrerne for erhvervene så kraftigt, som man gør med lovforslaget.

Vi tror i øvrigt ikke helt på de beregninger. En lang række af de nye områder, som med lovforslaget lægges ind under det offentlige forbrugerklagesystem, vil efter vores mening ikke kaste mange klagesager af sig. Jeg nævner i flæng: Hesteavl, køb af lystbåde, kunst- og gallerivirksomhed, udlejning af både og lastbiler, landskabspleje og lystbådehavne, frugt og grønt, fiskehandel og slagterforretninger. I øvrigt vil de fleste produkter falde under bagatelgrænsen, så vi mener ikke, at der bliver ret mange klagesager ud af f.eks. de områder. For andre af de nye områder, som kommer ind under forbrugerklagesystemet, er der jo i nogle tilfælde tale om betydelige overlap til allerede eksisterende områder, f.eks. på transportområdet.

Så er vi faktisk ikke begejstrede for, at man nu indfører mediation i forbrugerklagesystemet. Mediation kan være godt nok, hvis det er frivillig og bruges, hvor mennesker har brug for fortsat at omgås hinanden. Det kunne f.eks. være i familieretssager, hvor det også bruges. Men her er der tale om tvungen mediation om noget meget, meget konkret, nemlig om det fjernsyn eller den røremaskine eller den pc, som man lige har købt ude i Bilka, nu også fungerer, som det skal. Når dertil lægges, at der ikke i mediationsfasen kan indhentes sagkyndige erklæringer til at få belyst, om der er noget i vejen med det skide apparat – det ved jeg ikke om jeg må sige – så er det klart, at forbrugerne i denne fase er bagud på point. I forvejen forliger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede 50 pct. af sagerne i det gældende klagesystem, så det forekommer ret overflødigt at indføre mediation i forbrugerklagesystemet.

Vi tror også, at den egentlige baggrund for at indføre mediation er at spare penge ved at afholde så mange som muligt fra at klage videre til Forbrugerklagenævnet. Og så kan man samtidig ved at henvise til mediationsdelen og gebyret herfor påstå, at man lever op til ADR- eller ATB-direktivets præambel, hvori det fastslås, at det skal være gratis eller kun koste et symbolsk beløb at klage. Det synes vi er lige lovlig smart og faktisk på kanten af direktivet. Det er vel også derfor, at mediation i bemærkningerne omtales som en central del af gennemførelsen af ATB-direktivet – ja, det skal jeg lige love for.

Enhedslisten stemmer imod lovforslaget og agter at stille en række ændringsforslag. Vi er naturligvis klar over, at dette her lovforslag er klappet af mellem regeringen, Venstre og Konservative, men ikke desto mindre vil vi give Tinget en chance for at forbedre et ringe lovforslag.

Ordføreren har helt ret i, at det må man ikke sige.

Så går vi til Liberal Alliances ordfører, fru Mette Bock.

Tak for det. Så skal jeg se, om jeg kan tale pænt. Der er jo ingen vej udenom: vi skal have revideret den gældende lovgivning som følge af EU-direktivet, men når man reviderer en lovgivning, skal man jo også passe på, at man ikke kaster noget væk, som i forvejen faktisk fungerer godt. Der er i det fremsatte forslag en række ting, som for så vidt er udmærkede, men der er også forhold i det, som vi fra Liberal Alliances side forholder os skeptisk til.

Med hensyn til den første del om tvungen mediation kan det sådan set virke, som det er nogle rigtig gode intentioner, der ligger bag det. Vi ved jo også, at rigtig mange af de klagesager, som kører for øjeblikket, i forvejen ender med et forlig. Men hvem er det, som skal foretage den her mediation? Hvad er det for klager, vi kan forestille os opstå i kølvandet på det? Hvordan forestiller man sig i praksis det skal foregå? Hvor mange medarbejdere kan vi forestille os skal arbejde med de her ting? Det er der givet nogle bud på, men vi kan godt forholde os skeptisk til, om det er bud, som kommer til at holde i virkelighedens verden.

Dernæst har vi også en skepsis, i forhold til hvordan de allerede etablerede branchespecifikke ankenævns vilkår kommer til at være fremover. Vi ønsker selvfølgelig, at retsstillingen skal stå klart både for forbrugere og for erhvervslivet, men vi er faktisk nervøse for, at de allerede etablerede ankenævn bliver nødt til at nedlægge sig selv, måske af omkostningsmæssige årsager. Vi mener også, at nedlæggelsen af de branchespecifikke ankenævn ikke nødvendigvis er en fordel for forbrugeren, og at der kan ske en skævvridning mellem klager ved henholdsvis Forbrugerklagenævnet og de private ankenævn.

Endvidere er vi også skeptiske i forhold til de øgede omkostninger og økonomiske byrder, det vil udløse i forhold til de erhvervsdrivende.

Men vi går ind i diskussionen med åbent sind. Vi må se, hvad der kommer ud af det i den sidste ende, men der er altså en række punkter, som vi fra Liberal Alliances side forholder os skeptisk til.

Tak. Og så er det den konservative ordfører, hr. Brian Mikkelsen.

Der har været og der er brug for en modernisering og en slags afbureaukratisering af det offentlige forbrugerklagesystem. Sagen er den, at det har været for dyrt og ude af proportion for nogle erhvervsdrivende, og at det måske har været uden omkostninger for folk bare sådan at indgive en random klage, uden at det ville have nogen konsekvenser, fordi man bare lige kunne klage også i forhold til relativt små beløb.

Så har der været ting i det her forløb, som vi ikke har været tilfredse med fra konservativ side, f.eks. nogle af de omkostninger, som erhvervslivet får pålagt efter det her lovforslag. Men alt i alt betyder det, at det bliver lidt billigere for erhvervslivet. Der kommer ikke bare tilfældige klager ind, fordi der er en beløbsgrænse for, hvad man kan klage over, og gebyret for virksomhederne vil også falde.

Så hvis man lægger det i en vægtskål, trækker det altså i den rigtige retning, både for forbrugerne, som får et moderniseret og mere effektivt og hurtigt forbrugerklagesystem, men også for virksomhederne, som ikke bliver så belastet økonomisk. Så Det Konservative Folkeparti kan støtte forslaget.

Tak. Så er det erhvervs- og vækstministeren.

Jeg skal starte med at takke et flertal i Folketinget for at støtte op om forslaget. Vi har jo haft mange og grundige forhandlinger om det her område, som også Venstres ordfører nævnte. De har været konstruktive, synes jeg, fordi opgaven faktisk var stor. Det, at man lige pludselig skal udvide antallet af områder markant, hvor der bliver mulighed for at klage fra forbrugerhold, udfordrer selvfølgelig hele systemet.

Herunder har vi så også skullet iagttage, at man rundt om i Europa bruger andre metoder, end vi hidtil har været vant til, de såkaldte mediationer og noget andet, som vi jo så den her gang har valgt at lade os inspirere af, lære af, og som vi vil anvende i forhold til vores fremtidige forbrugerområde. Og det synes jeg er spændende og godt, at vi har taget den her metode i anvendelse, fordi den er ubureaukratisk og mere ligetil, og jeg håber virkelig, at den får meget, meget stor succes.

Jeg vil sige tak for gode og konstruktive bidrag til aftalen fra Venstre, fra Konservative og også fra Dansk Folkeparti, som jeg forstod også overvejede meget positivt at stemme for forslaget. Også tak til SF, som jeg forstod var positiv over for de fleste elementer, dog ikke lige de beløbsgrænser, der var sat ind, men dog trods alt meget positiv og konstruktiv i forhold til det.

Hr. Henning Hyllested var den entydigt mest negative af alle på talerstolen, i forhold til hvad der skete, da talen blev holdt her, og han kom i fare for måske at gentage noget, andre havde sagt, fordi han ikke kunne være med til den første del af debatten. Men jeg vil sige det sådan, at jeg ikke synes, at man bare kan tilsidesætte, at klageadgangen bliver så meget større, og at vi dermed også er nødt til at håndtere, selvfølgelig, en forventelig stigning i antallet af klager, ved at vi også indretter systemet efter det.

Jeg synes heller ikke, at det er rimeligt at sige, at forbrugerne bliver stillet dårligere. Jeg mener faktisk, at det vil være en kæmpe fordel for forbrugerne, at de får mulighed for en meget hurtig og meget smidig afgørelse som følge af den her mediation. Det koster 100 kr., og det er altså til at overskue for folk.

Så er der så de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre, altså hvor man ryger ud i en tvist og skal videre til en nævnsbehandling og andet. Der kan man så få lov til at betale yderligere 400 kr. i gebyr, som man så får tilbage igen, hvis man skulle vinde sagen. Jeg vil bare sige, at vi jo også er nødt til at indføre nogle grænser, sådan at folk ikke bare klager videre, fordi de bare kan gøre det.

Jeg vil nævne, at det koster mere end 10.000 kr. i gennemsnit at føre en sag i dag ved nævnet, og det er jo at påføre os alle sammen nogle kolossale udgifter. Derfor skal der være en eller anden rimelighed i, synes jeg, regeringen og et flertal, at når man klager videre, skal der også være en god grund til det. Jeg synes faktisk, at der er blevet sat nogle meget fair og rimelige grænser her, sådan at vi sikrer forbrugerne, men også at vi får mulighed for at kunne styre antallet af klager, der kommer ind, så det ikke bliver helt urimeligt.

Så forstod jeg på Liberal Alliances ordfører, at man som sådan ikke var for forslaget og var lidt skeptisk og også stillede sig lidt skeptisk an over for, om mange af de skøn og andet, vi har givet, i forbindelse med svarene til det her lovforslag, nu holdt, og hvilket omfang det ville tage, og hvor mange der skulle ansættes til et eller andet. Det er og forbliver jo et skøn – det vil jeg medgive Liberal Alliances ordfører. Altså, vi ved jo ikke, hvad praksis bliver. Vi kan jo kun skønne og håbe på, at det ender der, hvor vi har fastlagt det.

For det, vi i hvert fald er gået meget konsekvent efter, er ikke at skabe et eller andet monster i form af en ny stor bureaukratisk omgang, hvor alle bare klager over alt, sådan at det er til stor gene for virksomheder og for offentlige finanser i særdeleshed, men at vi gør det på en måde, så forbrugerne har ordentlige rettigheder som sagt, men at der alligevel også er en eller anden grad af egenbetaling, så vi sikrer, at det ikke bare er omkostningsfrit at klage derudaf.

Så vi håber at have fundet balancen, men nogen garanti kan jeg selvfølgelig aldrig nogen sinde udstede. Og jeg vil selvfølgelig prøve at besvare alle spørgsmål konstruktivt i udvalgsarbejdet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Henning Hyllested.

Erhvervsministeren giver ligesom indtryk af, at folk bare klager løs, og at det skal vi søreme have hånd i hanke med. Det er ikke mit indtryk, og jeg synes jo også, at man i virkeligheden håndterer det ret godt i det eksisterende klagesystem, i og med at man faktisk forliger i 50 pct. af alle sagerne. Det synes jeg er et meget godt udtryk for, at man faktisk har styr på det.

Jeg er ikke så sikker som erhvervsministeren på, at det for folk bare handler om at få det hurtigt og smidigt igennem. Jo, det vil man selvfølgelig gerne have, men jeg tror da mest, at folk er optaget af rent faktisk at få ret – uanset om de har ret eller ej. 500 kr., erhvervsminister, er jo ikke meget for os med folketingsløn, ministerløn osv., men det kan være 10 pct. af et beløb på et fjernsyn til 5.000 kr. Det synes jeg da er en væsentlig prisforhøjelse at lægge ind på det – hvis man gerne vil klage over et apparat og så ender med ikke at få ret. Så jeg synes ikke, det er helt så bagatelagtigt, som jeg synes erhvervsministeren forsøger at gøre det til.

Ministeren.

Jeg synes, man skal forholde sig til, at det jo som udgangspunkt for forbrugeren må koste 100 kr. Det må koste 100 kr., og i en sådan mediation vil en medarbejder typisk over for klageren og over for den pågældende virksomhed sige: Den her sag vil efter al sandsynlighed ende med følgende afgørelse. Det er udgangspunktet for det, og så kan man selvfølgelig, hvis det er principielt, tage sagen videre til nævn eller andet, men meningen skulle gerne være, at langt hovedparten af sagerne stopper der.

På den måde har forbrugeren jo en fin, fin retssikkerhed, for har man først haft én forbruger igennem med en sag om det pågældende tv-apparat, som åbenbart ikke virker, ja, så kan alle de andre jo egentlig også regne med at få den samme udmærkede behandling i forhold til det. Så det er jo det, der vil blive virkelighed for langt de fleste. Og så kan der være nogle principielle sager, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor vanskeligt noget af det kan blive en gang imellem.

Men jeg synes også, at ordføreren skal tænke over, hvordan det ville være, hvis det sådan blev helt omkostningsfrit bare at klage løs derudad. Man må da sige, at det alligevel er en sjat, hvis det lige pludselig koster mere end 10.000 kr. at føre sager, og der synes jeg da, at det, at man risikerer at skulle betale 400 kr., skulle man ikke selv få ret, er drønende billigt frem for at skulle alliere sig med en advokat, eller hvad man nu ellers skulle finde på i forhold til at få ført sin sag. Så jeg synes faktisk, det er et ret generøst og ordentligt system, vi her lægger op til, og som i høj grad beskytter forbrugeren.

Så er der spørgsmålet om, om folk bare klager derude. Nej, det gør de ikke, men det er der nogle der gør. Og jeg har ikke tænkt mig at ville være med til at finansiere dem, som bare klager, fordi de har lyst til at klage. Jeg synes også, at der skal være en konsekvens, og at der skal være en mening med det. Og det, at der er en eller anden egenbetaling, er med til at sætte en meget, meget sund grænse, synes jeg, for, hvor mange der klager.

Henning Hyllested.

Jo, men, minister, meningen med direktivet er jo netop, at folk, såkaldt almindelige folk, skal have en billig klagemulighed. Der står jo direkte i ADR-direktivet, i præamblen til ADR-direktivet, at det skal være gratis, eller at der i hvert fald skal være en symbolsk betaling for at kunne klage. Så jeg synes ikke, at sammenligningen med, at de så var henvist til at have en advokat, er rimelig, for det er jo faktisk hele formålet med direktivet netop at undgå det der.

Men ellers ville jeg egentlig gerne lige komme ind på noget helt andet, og det er, at jeg vil spørge til status. For vi har faktisk et udestående i den her forbindelse, og det er spørgsmålet om parkeringsafgifter. Det er jo sådan, at der, da vi behandlede L 54 i forrige samling, den 29. januar 2014 blev afgivet et svar til Retsudvalget, og det var fra Justitsministeriet:

Hvis der ikke inden udgangen af 2014 er oprettet et privat branchenævn på området, som opfylder kravene i ADR-direktivet, vil Justitsministeriet tage initiativ til, at der, inden fristen for implementeringen af direktivet udløber, på anden vis etableres adgang til at indbringe klager over afgifter for overtrædelse af vilkårene for privat parkering på offentligt tilgængelige parkeringspladser for et klagenævn, som opfylder kravene i direktivet.

Der vil jeg bare gerne høre, hvad status på det her er, også fordi det, hvis det skal ind under det offentlige forbrugerklagesystem, jo så virkelig kan vælte det hele. Men man kan også anskue det på den måde, at det egentlig ikke opfylder det, der blev lovet dengang, fordi de parkeringsafgifter, der i dag gives for ulovlig parkering, jo ligger under den bagatelgrænse, som er indeholdt i lovforslaget her.

Ministeren.

Tak. Jeg vil først sige, at jeg faktisk ikke mener, at det skal stå uimodsagt, at vi ved at gennemføre direktivet, som vi gør i Danmark, laver en meget, meget billig adgang for forbrugerne til at kunne klage. For det, vi regner med, er jo, at langt, langt hovedparten af alle sager nu vil blive afgjort i det, vi kalder mediationsfasen, og 100 kr. er billigt. Det er altså billigt at få lov til at klage, og vi skal jo også tænke på, at vi altså lægger beslag på en lang række menneskers arbejdstid og andet, som faktisk koster noget. Så det her er ikke kostprisen, det er jo langt, langt under kostprisen. Så det er billigt. Så kan man køre det videre op, hvis man vil have en principiel sag. Det koster jo i dag – og det er sådan et gennemsnit – over 10.000 kr., og det kan måske også ryge op på 20.000 eller 30.000 kr. Her risikerer man at skulle betale 400 kr., som man så får tilbage igen, skulle man få ret. Det er ikke dyrt. Det er generøst og ordentligt og en rigtig måde at indrette det på, sådan at man sikrer forbrugerne, synes jeg.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvor langt Justitsministeriet er kommet med det her, bliver jeg svar skyldig lige i talende stund. Jeg skal meget, meget gerne vende tilbage til problemstillingen, men jeg tror bare, at man i Justitsministeriet har rigtig travlt med alle mulige andre ting lige i øjeblikket.

Tak til erhvervs- og vækstministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen om dette forslag sluttet.

Jeg foreslår, at det henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.