Jeg synes, vi skal huske på, hvordan hele denne sag begyndte.
Den begyndte jo sådan set med, at der kom en kommissær forbi og så, at der var en dansk kiosk, der solgte snus, og derefter besluttede sig for, at det her var noget, man hellere måtte gøre noget ved.
Det illustrerer jo meget godt, hvordan EU desværre har udviklet sig.
Det er noget med nogle bureaukrater i Bruxelles, der kommer forbi og fortæller folkevalgte forsamlinger, hvordan man skal indrette lovgivningen i det enkelte land.
Derefter skete der det, at et flertal i Folketinget sagde:
Vi vil ikke være med til det, og vi vil ikke forbyde det, selv om regeringen vil.
Og så fik man en situation med en sundhedsminister, der totalt ignorerede, hvad Folketinget havde besluttet.
Man har så fået et nyt tobaksvaredirektiv, hvori artiklen om tobak, der indtages oralt, som det så eurokratisk hedder, godt nok er blevet flyttet fra artikel 8 til artikel 17, da man er gået fra direktiv 200137 til direktiv 201440, men formuleringen af artiklen er identisk.
Hvad burde man gøre i den her sag?
Man burde fra flertallet i Folketingets side stå fast, altså stå fast på, at vi ikke mener, at EU skal bestemme og indføre det her snusforbud i Danmark; satse på, at danske vælgere udskifter den siddende regering i løbet af året – det er der dog en del, der tyder på vil ske, heldigvis – og efter valget sende en skrivelse til Kommissionen, hvori den ny regering skriver, at de skal se bort fra det tidligere skrevne fra den på det tidspunkt tidligere regering, der i øvrigt heller ikke på daværende tidspunkt var i overensstemmelse med et flertal i Folketinget.
Det er jo faktisk en skandaløs opførsel, der har været fra den siddende regerings side.
Man kan selvfølgelig sige, at ministeren ikke længere er medlem af regeringen, men dog nu alligevel medlem af et regeringsparti.
Det her er jo et klassisk eksempel på, hvorfor de såkaldte EU-positive partier, som jo i virkeligheden ikke er EU-positive, men bare er begejstrede for at tage imod ordrer fra Bruxelles, fik en syngende lussing i stort set samtlige lande ved europaparlamentsvalget i sommer.
Det er jo præcis på grund af den opførsel, vi har set i den her sag.
Det er præcis på grund af den servilitet, der er over for Bruxelles.
Vi bør gå i en anden retning, hvor landene får mere indflydelse, og hvor EU blander sig mindre.
Og hvis vi skal komme i den retning, tror jeg ikke, at vi skal vente på, der sker noget spændende fra EU's side.
Jeg tror, vi skal sørge for at gøre noget selv.
Jeg tror, at vi og andre lande skal udfordre Kommissionen noget mere, end vi har gjort.
Man kan jo forestille sig, at grunden til, at vi har mistet flertallet, er, fordi Venstre er lige så optimistiske omkring folketingsvalget, som vi er i Liberal Alliance, og derfor ikke gider at have et nederlag ved EU-domstolen, når man forhåbentlig har overtaget regeringsmagten i løbet af nogle måneder.
Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har holdt ved.
Jeg synes, det er ærgerligt, at Venstre ikke har holdt ved, og jeg synes, det er ærgerligt, at regeringen ikke har levet op til det, som et flertal i Folketinget ønskede.
Jeg synes, det er ærgerligt, at Kommissionen bare kommer og giver ordrer i stedet for at interessere sig for, hvad der sker i de enkelte lande.
Men nuvel, det her skal nok bære ved til den skepsis, der er i befolkningen.
Det skal nok være en lille pind på det bål, der gør, at det sandsynligvis bliver et nej, når vi holder folkeafstemning i 2016.
Det kan vi jo så i hvert fald fra Liberal Alliance og andres side glæde os over, altså at vi jo så har fået lidt hjælp fra S, R og V i den sag.
Det skal vi nok tage med.
Men jeg synes, det er ærgerligt for de danskere, det går ud over i deres konkrete hverdag, og som nu ikke kan købe deres produkter lovligt.
Når jeg siger det på den måde, er det meget bevidst, for de kommer jo til at købe produktet alligevel.
Vi ved det jo godt alle sammen.
Det vil blive solgt og være fuldstændig lige så udbredt, som det hidtil har været.
For det snus, der er forbudt i portionsposer, kan man jo købe, jeg havde nær sagt ethvert sted.
Jeg synes faktisk, at man nærmest efterhånden ikke kan være et sted, hvor folk ikke tager de der runde bøtter frem og bruger det der portionssnus, selv om det er ulovligt at sælge i Danmark.
Det kan man købe overalt i København.
Det kan man gøre i Aarhus.
Det kan man gøre i resten af landet.
Det vil man også kunne gøre ud fra det her.
Så man kriminaliserer altså også almindelige mennesker, som fornuftigvis vil finde løsninger.
Det er jo det, folk gør, når vi går amok herinde og træffer tåbelige beslutninger.
Så finder fornuftige mennesker fornuftige løsninger ude i det ganske land.
Så danskerne vil sandsynligvis ikke ændre adfærd, men så har S, R og V endnu en gang gjort EU til grin, og det er da fint med os.