Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvorfor et lovforslag om justering af plantedække skulle kunne udløse et indlæg også ved tredjebehandlingen, men jeg synes faktisk, det her lovforslag er rigtig, rigtig interessant.
Og hvis man ser en lille smule historisk på det, markerer det jo sådan set også et lavpunkt i den danske miljøpolitik, som jeg ikke synes vi skal undlade at dvæle en lille smule ved.
Det var jo sådan i 2009, at da gennemførte den daværende VK-regering den aftale med Dansk Folkeparti, man kaldte »Grøn Vækst«.
Dengang var den daværende opposition, hvoraf nogle af partierne i dag sidder i regering, enige om, at det ud fra enhver miljømæssig betragtning var fuldstændig utilstrækkeligt, og man lovede da også, at man efter et kommende valg, når der kom en ny regering og et nyt flertal, ville tage skeen i den anden hånd.
Hvis man nu dengang havde sagt, at en socialdemokratisk-radikal regering ville indgå en aftale med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om at fjerne et af de få effektive miljømæssige tiltag i »Grøn Vækst«, så ville man nok være blevet anklaget for at være både overdrevent negativ, skeptisk, sortsynet og alt muligt andet.
Men ikke desto mindre er det det, der sker her i dag, hvis man vedtager det her lovforslag:
Man fjerner et af de få effektive miljøtiltag, som blev vedtaget under VK-regeringen – og i øvrigt i en aftale med Dansk Folkeparti.
Det bliver endnu mere kuriøst, fordi man i en tid, hvor alle er enige om, at der skal gøres en målrettet indsats over for og foretages en målrettet regulering af landbrugets miljøpåvirkning, her omhyggeligt går ind og fjerner en målrettet regulering – en målrettet regulering, som vi ved har haft en rigtig, rigtig god effekt både i forhold til at håndtere kvælstofudvaskningen og i forhold til at løse nogle af de klimamæssige udfordringer, vi står over for.
Man går ind og fjerner den her målrettede indsats, og så bliver man i stedet for enige om, at vi skal have lidt mere af det sådan mere generelle.
Altså, man fjerner noget målrettet, der virker, og erstatter det med noget generelt, som man ved har en meget mindre virkning, men det gør man.
Det strider jo, kan man sige, så grundlæggende mod det, som stod i Natur- og Landbrugskommissionens rapport, hvor de sagde, at man skulle sørge for at gøre tingene mere målrettet og mindre generelt, men her gør man så det modsatte.
Sandheden er vel også, at den eneste grund til, at man kunne blive enige om det her i de såkaldte vækstforhandlinger – ud over den særlige udfordring, det altid er, når det bliver til vækstforhandlinger, for så ender det jo med at være finansministeren, der sammen med Venstres formand skal aftale tingene, og så kan det godt, når det kommer til miljø og landbrug, blive præget af en lille smule overfladisk kendskab til, hvad det er, der virker, og hvad der ikke virker – var, at det så for Venstre, som fik det her med, var afgørende her at opnå et resultat, hvor man svækkede miljøkontrollen og miljøindsatsen og så gav landbruget bedre konkurrencevilkår.
Om det så i øvrigt var en ifølge alt, hvad man tidligere har sagt, meningsløs måde gøre det på, var ligegyldigt.
Netop Natur- og Landbrugskommissionen, som alle jo var enige om kom med en rigtig god rapport – her var virkelig inspiration til det videre arbejde – sagde jo ikke, at man skulle svække natur- og miljøbeskyttelsen.
De sagde, at der var brug for en forstærket natur- og miljøbeskyttelse, og så skulle man gøre det målrettet for på den måde at give plads til også at give muligheder for, at landbruget kunne tjene penge.
Men her vælger man altså at gå ind og svække indsatsen for naturen og miljøet, og man gør det så ved at fjerne en målrettet indsats.
Der må jeg nok sige at man vender alting på hovedet, for man skulle altså erstatte generelle indsatser med målrettede indsatser, og fordi man så ikke mente, man var klar med de indsatser, der skulle til for at lave en målrettet indsats, så valgte man at gøre det modsatte.
Konsekvensen af det er så, at vi her står med et lovforslag, som betyder klare forringelser i forhold til at beskytte naturen og miljøet og i forhold til kvælstofudledningen, og som medfører klare forringelser for klimaet.
Nu skal man jo ikke tale skidt om regeringen uden også at tale godt om regeringen.
Der er jo det dejlige med regeringen, at når de har lavet sådan nogle dårlige aftaler med højrefløjen, kan de jo lave nogle gode aftaler med Enhedslisten, hvor man reparerer lidt på skaderne, og det er også sket på det her område.
Det er lige før, regeringen på miljøområdet ofte ender med at komme ud med kun et lille minus, fordi de efter have lavet et stort minus med højrefløjen laver et næsten lige så stort plus med Enhedslisten og SF.
Det er selvfølgelig sympatisk og er vel også et argument for, at det er godt at have en socialdemokratisk ledet regering frem for en Venstreledet regering.
For de laver jo kun det dårlige og kommer aldrig til os for at reparere på skaderne.
Så det må man selvfølgelig tage med.
Så er det sådan i forhold til det her lovforslag – og det ville jeg godt have sagt noget om under andenbehandlingen, men det nåede jeg ikke – at der faktisk havde sneget sig en enkelt lille rigtig klog ting med ind, for ministeren havde fået smuglet noget ind, der handlede om, at hvis nogle landmænd gjorde noget fornuftigt for at beskytte miljøet, kunne de belønnes for det, og det betød så, at nogle andre landmænd, der ikke gjorde noget for at hjælpe miljøet, skulle betale en lille smule til det.
Men det var af altafgørende betydning for Venstre at få det fjernet, og heldigvis kunne de henvise til, at der i den vækstaftale, man havde lavet, ikke var givet plads til den slags miljøpjat, så det forsvandt under andenbehandlingen, hvor vi jo godt nok forsøgte at fastholde det, men hvor vi måtte se i øjnene, at der ikke var nogen mulighed for at fastholde bare den mindste forbedring i forhold til det her lovforslag.
Det var – og jeg synes, man skal mindes det – sådan ved førstebehandlingen, at hr.
Erling Bonnesen holdt et af disse rørende indlæg om dansk landbrug, hvor det stod klart, at ikke en eneste landmand i dette land må udsættes for et eneste ekstra krav, heller ikke selv om det ekstra krav er en konsekvens af, at andre landmænd stilles bedre.
Det skal simpelt hen være sådan, for at Venstre kan være med, at alting skal bevæge sig tilbage miljømæssigt og naturmæssigt, og det spændende her er, at en del af den tilbagegang altså er at rydde op efter den grønne udskejelse, der åbenbart ifølge Venstres eget synspunkt lå i »Grøn Vækst«.
Jeg synes, det er sørgeligt, at det ser ud til, at det her lovforslag bliver vedtaget.
Jeg tror, det ville være muligt at lave sammenhængende aftaler med løsninger på både miljø-, natur- og landbrugsområdet, som var langt mere fremtidsorienterede, og som gav langt større mulighed for, at vi også i fremtiden kunne have et blomstrende fødevareerhverv i det her land, i stedet for den tilbageskuen-til-tiden-før-»Grøn-Vækst«-politik, som Venstre står for i den her debat.
Desværre må man sige, at regeringen har valgt at føre en noget vaklende kurs i stedet for at søge et flertal, hvor man kunne have en politik, som både skabte en ordentlig fremtid for dansk fødevareproduktion og for miljø og natur i Danmark, og derfor står vi med det her rigtig, rigtig dårlige lovforslag.
Nu har jeg været med i mange år, så jeg vil ikke forsøge at komme med en eller anden appel om, at Socialdemokraterne og Radikale skal komme til besindelse her i sidste øjeblik, for det ved jeg godt ikke sker, men det ville have været rigtig godt, hvis I havde tænkt jer om lidt tidligere, for så var vi ikke kommet i den her ulykkelige situation.