Jeg skal sige tak for den altovervejende positive modtagelse af forslagene og også for de mange spændende aspekter, der er blevet bragt ind i debatten her i dag, og jeg skal prøve at se, om jeg kan adressere et par af dem.
Men må jeg ikke starte med at sige, at udgangspunktet for, at vi i dag står med så kompleks og omfattende en lovgivning, som det også korrekt er blevet fremført fra den konservative ordførers side, jo er, at vi for 6 år siden fik en alvorlig finansiel krise.
Det er mit og det er regeringens udgangspunkt, at en af de væsentligste årsager til, at vi havde den finansielle krise, var, at politikerne i alt for stort omfang deregulerede den finansielle lovgivning, sådan at vi overlod det til markederne at styre sig selv, og det kunne de ikke.
Det, vi efterfølgende har gjort, både i Danmark med seks forskellige bankpakker og på europæisk plan, har været at gå i den modsatte retning ved at sørge for at opstille en lang række spilleregler, der gør, at vi i videst muligt omfang garderer os, sådan at vi ikke havner i samme situation en gang til.
Det er i regeringens optik sund fornuft.
Det her krisehåndteringsdirektiv og afviklingsdirektiv er jo så det sidste større lovgivningsinitiativ i det store arbejde.
Jeg blev spurgt af Venstres ordfører, om jeg nu kunne sige, om det også var det sidste initiativ, vi kunne komme med på det finansielle område.
Det tør jeg ikke love.
Det afhænger jo helt af, hvilke ulykker der ellers bliver begået derude.
Man kan jo aldrig nogen sinde gardere sig i forhold til at kunne sige, at der ikke er nogle steder, hvor vi skal gribe ind.
For jeg tror, og regeringen tror, at det, vi skal gøre, er at udvise en ret aktiv deltagen i at sørge for, at den finansielle sektor ikke bare får lov til at køre derudad, for man er på markedet ikke god nok til at regulere sig selv.
Så det er tankegangen bag det her.
Jeg blev også spurgt af ordføreren, om jeg ville sørge for – på godt dansk – at oversende adskillige notater.
Det kan jeg heller ikke love.
Noget af det er umuligt at oversætte til godt dansk.
Det her er kompliceret stof, og det må man nok tage med som udgangspunkt.
Men jeg mener faktisk, at vi har lavet et forlig i forbindelse med bankpakker og andet, som jeg synes på forholdsvis klart dansk udtrykker vores intentioner i forbindelse med lovgivningsarbejdet her.
Men vi skal da gerne gøre et forsøg, hvis der bliver stillet spørgsmål om det, og det gælder alle dem, der har været oppe at efterlyse at få besvaret spørgsmål; det stiller vi selvfølgelig til rådighed.
For lige at vende tilbage til det her med, om man kan garantere, at der ikke kommer mere lovgivning, sad jeg, lige inden jeg skulle i Folketingssalen i dag, og så en nyhedsudsendelse, hvor der kom nogle spændende beretninger fra en netkorrespondance, der havde været.
Her var der nogle uheldige mennesker – det må man vel godt kalde dem – der havde gjort sig den erfaring, at de havde spekuleret via Saxo Banks spilleautomat.
De havde gearet deres investeringer voldsomt, og havde som følge af, at schweizerfrancen var brudt sammen, lige pludselig påtaget sig kæmpemæssige tab, og der var tale om studerende og andre.
Der blev jo stillet det udmærkede spørgsmål, om de ikke selv var ude om det.
Jo, det kan man vel sige de var.
Man kunne også spørge:
Er nogle af de her mennesker ruineret for livet?
Ja, det er de.
Synes vi, at vi alle sammen får et bedre samfund af, at folk kan få lov til at sidde og trykke på knappen på den spilleautomat, som hedder valutaspekulation?
Jeg er ikke sikker på det, det er jeg ikke, og derfor synes jeg, at det at opstille nogle adfærdsregler, nogle færdselsregler, om, hvordan vi i det hele taget agerer, også i forhold til den finansielle sektor, er meget, meget fornuftigt.
Vi så under den finansielle krise eksempler på, eksempelvis fra Roskilde Bank, hvordan meget små indkomster var blevet gearet med meget, meget høje beløb, og hvordan man havde påført folk en uoprettelig gæld som følge af, at man ikke havde opført sig ordentligt.
Mange af de ting har vi taget højde for her.
Valutaspekulation har vi så trods alt ikke taget højde for, men det kan da være, at vi også skal begynde at interessere os for det.
Jeg synes i hvert fald, det er uskønt at kigge på det, der foregår dér.
Dansk Folkeparti havde en lang række spørgsmål her, og jeg blev også spurgt, både fra Dansk Folkepartis side og, tror jeg, fra Venstres side, om, hvor direktivnært vi gør det her.
Vi gør det ret direktivnært.
Men der var også en kritik i forhold til direktivet.
Jeg er lidt usikker på noget, men det må vi så få opklaret i forbindelse med udvalgsarbejdet.
Jeg kan ikke se, at der i forbindelse med det her lovforslag skulle være noget, som er i strid med eller er mere vidtgående i forhold til de aftaler, vi har lavet i forbindelse med Bankpakke VI, men vi må så i givet fald få opklaret, om der måtte være et problem der eller ej.
Jeg håber i hvert fald stadig væk, at Dansk Folkeparti vil stå bag forslaget.
Må jeg så ikke også prøve at adressere spørgsmålet – jeg kan jo lige så godt være på forkant, inden hr.
Frank Aaen får trykket sig ind, det skal han nok gøre alligevel, tænker jeg, men alligevel – om, hvorvidt skatteyderne har et problem med det her forslag eller ej.
Se, hele meningen med det, vi laver i den her forbindelse, er jo at undgå, at skatteyderne skal betale noget, modsat hvad der ellers var tilfældet i forbindelse med at den finansielle krise dukkede op.
Der kan jeg og Enhedslisten jo være enige om, at det var uhørt, i hvilket omfang den danske stat skulle ind at kautionere for noget, som faktisk var foregået ude på de finansielle markeder.
På et tidspunkt tror jeg vi kaster hele bruttonationalproduktet efter det, og det er voldsomt.
Derfor går den her lovgivning og helt specifikt de her forslag jo ud på at sikre, at i det øjeblik vi får øje på, at der er et realkreditinstitut, en bank eller nogen som helst andre finansielle institutter af en vis størrelse, som kommer i problemer, ser vi det i tide, og så har vi på forhånd lavet en genopretningsplan, så vi lige præcis ved, hvad vi skal gøre, i tilfælde af at der lige pludselig kommer problemer med det pågældende institut, eller hvad det er for noget, og så kan vi gå ind og gøre en forskel dér.
Skulle det endelig gå så galt, at man kom ud i en afviklingssituation, så laver vi med forslaget her det, vi kalder living will, et levende live-testamente, hvor vi også præcis ved, hvordan vi afvikler en bank.
Vi ved præcis, hvordan man gør det, sådan at det ikke er skatteyderne, men alle mulige andre, der får lov til at betale.
Det er det, der er hele meningen med konstruktionen her.
Så det burde jo egentlig som udgangspunkt have gjort Enhedslisten henrykt, at vi er kommet på den idé, frem for det modsatte, tænker jeg, for det er faktisk lige præcis principperne for bankpakke III, som man har fået gennemført i resten af Europa, og som vi gør her.
Jeg tror, at rækkefølgen vel nogenlunde er sådan, at skulle vi endelig gå ind i forhold til en afvikling, så taber først aktionærerne pengene.
Så er der investorer, der ligger inde med juniorkapital eller andet, hybridkapital, kernekapital, eller hvad vi nu kalder det, som også får lov til at betale.
Så får nogle af de større indskydere lov til at betale, og så kan vi sætte gang i hele afviklingsfonden, men der står faktisk ingen steder, at man skal komme nogen skatteydere til undsætning; det står der ingen steder.
Hvordan den makroøkonomiske situation ser ud, i tilfælde af at et meget, meget stort pengeinstitut vælter, og vi har brugt alle de andre metoder, er søreme et spændende teoretisk scenarie; jeg vil virkelig ikke håbe, at noget samfund nogen sinde kommer i den situation.
For som hr.
Steen Gade også oplyste, har man i forbindelse med den finansielle krise i Europa på baggrund af den her lovgivning stresstestet eller er gået igennem samtlige scenarier for alle de pengeinstitutter, som kom i vanskeligheder i forbindelse med den finansielle krise, og der var ikke et eneste af dem, som vi ikke havde kunnet få dækket ind i forbindelse med den her bailinordning, ikke et eneste af dem.
Så vi er her på ret sikker grund.
Så derfor mener jeg, at det faktisk imødekommer det, der var Enhedslistens spørgsmål med hensyn til problemer i forhold til skatteyderne.
Vi har i hvert fald haft som intention hele vejen igennem at sørge for, at det er alle andre, der bærer tabene, måtte der igen komme en finansiel krise.
Der er det så meningen, ligesom det i øvrigt er med alle de andre ting, vi laver, at vi aldrig nogen sinde når så langt, lige indtil der måtte komme et eller andet ulykkeligt flertal, som begynder at deregulere igen.
Og så skal Enhedslisten og jeg og de andre komme på banen, for det skal vi sørge for ikke sker igen.
For det kan markedet ikke selv finde ud af; der skal vi andre hjælpe lidt til.