Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 9:

Forespørgsel til klima-, energi- og bygningsministeren:

Hvordan agter regeringen – på baggrund af oplysningerne og de skærpede advarsler i FN's klimapanels femte hovedrapport – at følge op på rapporten med hensyn til fastlæggelsen af Danmarks forhandlingslinje ved COP 20 i år og frem mod COP 21 i Paris 2015, herunder gennem allianceopbygning frem mod det afgørende topmøde i Paris, samt indsatsen for i Danmark at nå en reduktion af CO2-udslippet på 40 pct. og en skærpet klimatilpasning?

Af Steen Gade (SF), Jonas Dahl (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Anmeldelse 14.11.2014. Fremme 18.11.2014).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 27. januar.

Først giver jeg ordet til hr. Steen Gade som ordfører for forespørgerne.

Tak for det. 2015 bliver et klimaår – man kan sige, det er klima året – og derfor har vi i SF ment, at det var vigtigt at få lavet en vedtagelse om, hvordan vi i Danmark håndterer det næste år og forbereder mødet i Paris, COP 21, det næste store klimamøde, så godt som overhovedet muligt, og får lagt en ambitiøs linje for Danmarks ageren i det her år. Det er jo på baggrund af, at vi fik femte rapport fra Det Internationale Klimapanel. Den var alarmerende, det ved vi alle sammen. Tingene ser værre ud, og der er behov for at gøre mere. Den siger dog også, at der er nogle bestemte ting, vi kan gøre. Så det er jo ikke sådan, at alt er opgivet, vi kan faktisk handle.

Så havde vi mødet i Peru her i december. Det viste, at der skal mere til, og det vil sige, at vi står på en lidt usikker grund. Derfor mener jeg, at vi skal prøve at adressere, hvordan vi kan forberede os bedre, hvordan vi kan tage nogle initiativer, som letter en beslutning i Paris.

Jeg kunne fristes til at sige, at Paris er sidste udkald, men nu har jeg været så længe i politik, at det der med at sige, at det er sidste udkald, skal man nok aldrig. Men vi er derhenne, hvor risikoen for, at man ikke får en global aftale og det hele ender i bilaterale aftaler, faktisk er overhængende, hvis Paris ikke lykkes. Derfor mener jeg, at vi skal have debatten.

Jeg håber også på en bred vedtagelse, og når jeg lægger vægt på det, er der jo flere grunde til det, men en af de vigtigste er jo, at det vil give en minister i et valgår – hvem det måtte være – en klar tryghed i forbindelse med, hvad hovedlinjen er, og hvad det er, vi skal gå efter i det her land. Og da jeg synes, det må stå over alle andre ting, er det det, jeg lægger vægt på.

En sidste bemærkning til den formulering, der er i hele forespørgslen, skal være, at det, jeg vil lægge vægt på i debatten, er forhandlingerne i forbindelse med Paris og ikke de ting, vi gør i Danmark. Så derfor er det en vedtagelse, der rammer forhandlingerne i forbindelse med Paris i december måned det her år ind, som jeg håber vi kan få ud af debatten.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så har klima-, energi- og bygningsministeren mulighed for at svare på forespørgslen.

Mange tak. Jeg vil gerne have lov til at sige tak til stillerne af forespørgslen, det er Steen Gade, Jonas Dahl og Lisbeth Bech Poulsen. Det er spørgsmålet om, hvordan regeringen følger op på FN's klimapanels femte hovedrapport i forhold til Danmarks forhandlingslinje frem mod COP 21 i december.

Ligesom SF tager regeringen advarslerne i rapporten meget alvorligt. Vi er enige i, at IPCC-rapporten skal udgøre et videnskabeligt grundlag for den globale indsats for at forhindre alvorlige klimaforandringer. Danmarks høje nationale ambitionsniveau, vores ambitiøse tilgang til klimaforhandlingerne afspejles allerede i anbefalingerne fra IPCC.

I FN's klimaforhandlinger prioriterer Danmark især reduktionsindsatsen og klimafinansieringen, som er afgørende for den globale omstilling til lavemission og muligheden for at overholde 2 graders-målsætningen. Regeringen er enig med SF i vigtigheden af allianceopbygning, og regeringen prioriterer derfor dette højt frem mod COP 21 i Paris. Regeringen arbejder for en ambitiøs og global klimaaftale i Paris med reduktionsbidrag fra alle parter og særligt fra de store udledere.

Regeringen har samtidig arbejdet aktivt for, at EU fortsat går foran med ambitiøse mål. Det lykkedes i oktober at få vedtaget et nyt EU-reduktionsmål for 2030 på mindst 40 pct. i forhold til 1990, og siden da har både USA og Kina annonceret nye klimamål. Vi håber, at det vil få andre til at følge trop. Ilandene skal vise lederskab og gå forrest, men ulandene skal også bidrage, hvis vi skal løse klimaudfordringerne, og det skal vi selvfølgelig. Og det gælder især de store vækstøkonomier som Kina og Indien og Brasilien.

En ny Kyotoprotokol, der dækker mindre end 15 pct. af de globale udledninger, er ikke løsningen. Som FN's klimapanel understreger, er vi også nødt til at øge det globale ambitionsniveau før 2020, hvor den nye aftale træder i kraft. På COP 20 i Lima spillede Danmark en vigtig rolle i at sikre en solid beslutning om at øge ambitionsniveauet før 2020. En øget reduktionsindsats før 2020 er en stor dansk prioritet og vil fortsat være det frem mod Paris. Klimafinansiering til ulandene er afgørende for en aftale i Paris og for at sikre omstillingen i ulandene, og derfor er klimafinansiering også en dansk prioritet. Det gælder mobilisering af privat klimafinansiering, for offentlig klimafinansiering er ikke nok.

For 2020 har ilandene forpligtet sig til at mobilisere 100 milliarder amerikanske dollars i klimafinansiering om året fra forskellige kilder, og den målsætning blev genbekræftet på COP 20. Der er også etableret en proces, hvor ilandene løbende skal redegøre for deres strategi for at opskalere klimafinansiering frem til 2020. Det er dog sandsynligvis ikke realistisk at få nye kvantitative delmål for klimafinansiering før 2020.

COP 20 i Lima viste klart, at der ikke var opbakning til det. Men der er i efteråret 2014 givet mere end 10 milliarder amerikanske dollars til Den Grønne Klimafond, og det er mere, end hvad vi havde håbet på. Det er et vigtigt signal om, at ilandene står ved deres forpligtelser.

Danmark har siden 2010 bidraget med mere end 2 mia. dkr. i offentlig klimafinansiering. I september annoncerede statsministeren et dansk bidrag på 400 mio. kr. til Den Grønne Klimafond. Samtidig arbejder vi målrettet på at mobilisere private klimainvesteringer. Det er afgørende for at sikre den grønne omstilling.

I 2014 lancerede regeringen Klimainvesteringsfonden. Fonden ventes at mobilisere 8-9 mia. dkr. i klimainvesteringer til ulandene inden for 4-6 år. Danmark har også lanceret et forsikringsinstrument til at fremme energieffektivisering i industri og i bygninger i ulandene.

Indsatsen i forhandlingerne understøttes af Danmarks bilaterale samarbejder med en række vækstøkonomier. Vi deler vores erfaringer. Det gør vi med Kina, med Sydafrika, med Vietnam og med Mexico. På den måde hjælper vi disse lande med at udvikle og implementere en ambitiøs energi- og klimapolitik. Det gavner klimaet, det gavner dansk erhvervsliv, og det kan på sigt være med til at øge ambitionsniveauet i den globale klimaaftale.

Danmark støtter også en klimatilpasningsindsats i ulandene. Det gør vi med midler fra klimapuljen, hvor vi støtter konkrete klimatilpasningsprojekter i nogle af de hårdest ramte lande – det er Bangladesh, det er Kenya, det er Mozambique. Vi gør det også gennem vores bidrag til Den Grønne Klimafond, hvor det selvfølgelig tilstræbes, at halvdelen af midlerne skal gå til klimatilpasning. Samtidig er klimatilpasning et af de tværgående hensyn i den almindelige danske udviklingsbistand.

Regeringen er helt enig i vigtigheden af alliancer, det er en stor dansk prioritet. For det første arbejder vi sammen med andre ambitiøse medlemsstater internt i EU for at trække EU i den rigtige retning. Det er EU's 2030-mål et godt eksempel på. For det andet arbejder vi på at styrke og danne alliancer med progressive ulande. Danmark deltager i den såkaldte Cartagena-dialog; det er 40 progressive i- og ulande, som arbejder for en ambitiøs global klimaaftale. I Cartagena-dialogen leder Danmark f.eks. arbejdet for at øge den globale reduktionsindsats før 2020 i tæt samarbejde med de små østater.

Samtidig taler vi bilateralt med alle de toneangivende ulande, vi kan komme i kontakt med. På COP 20 mødtes jeg bl.a. med ministerkolleger fra Vietnam, fra Etiopien, fra Gambia, fra Sydafrika, fra Bangladesh, men på COP 20 så vi også, at den samlede ulandegruppe, G 77, havde svært ved at finde en fælles stemme. Nogle ulande ønsker at fastholde den skarpe opdeling mellem i- og ulande fra 1992, mens andre er åbne for en mere nutidig dialog. Det understreger vigtigheden af en tæt dialog med de progressive ulande frem mod COP 21.

Desværre afslørede COP 20 også, at den afrikanske gruppe er mindre konstruktiv, end vi før har set den. Danmark og de øvrige nordiske lande vil derfor fokusere særligt på dialogen med de afrikanske lande i 2015. Vi vil også fortsætte vores samarbejde med de små østater og de progressive latinamerikanske lande. Regering planlægger derfor i 2015 at fortsætte den aktive og ambitiøse klimadiplomatiske indsats.

Jeg vil også nævne, at EU's udenrigsministre i mandags vedtog en handlingsplan, der skal styrke EU's diplomatiske indsats på klimaområdet; klima skal indtænkes systematisk i den fælles udenrigstjenestes dialog med toneangivende aktører. Det er et klart udtryk for, at EU's klimaindsats opprioriteres frem mod COP 21 på tværs af ministerområder.

Danmark leder også ved eksemplets magt, ved at vise, at en ambitiøs klimaindsats kan gå hånd i hånd med økonomisk vækst. Siden 1990 er vores økonomi vokset med 40 pct., mens udledningerne er faldet med mere end 20 pct. Der står stor respekt om Danmarks ambitiøse klima- og energipolitik. På COP 20 i Lima blev det annonceret, at Danmark for tredje år i træk ligger øverst på Climate Change Performance Index, der måler alle verdens landes klimapolitik.

Et af de områder, hvor Danmark kan spille en vigtig rolle, er inden for international skibsfart. På COP 20 afholdt vi i samarbejde med Rederiforeningen en side event om grøn skibsfart, som viste, at danske redere styrker deres konkurrenceevne simpelt hen ved at spare på energien. Samtidig arbejder regeringen internt i EU og i FN for en ambitiøs tilgang til at adressere udledningerne fra skibs- og luftfart.

Danmark har også gjort en stor indsats for at hjælpe især udviklingslandene med at fjerne fossile subsidier, bl.a. med støtte fra klimapuljen. Det er et vigtigt bidrag til at fremme den grønne omstilling. De faldende priser på olie, som vi for tiden oplever, kan være med til at åbne for yderligere reformer, selv om det er et område, der kræver politisk balancegang.

SF spørger til indsatsen for at nå vores nationale mål om at reducere drivhusgasudledningerne med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990. Den seneste fremskrivning fra Energistyrelsen viser, at der udestår en reduktion i omegnen af ca. 2 mio. t CO 2 for at nå målet. Der er derfor grundlag for at iværksætte nye klimatiltag. På finansloven for 2015 er der afsat 100 mio. kr. årligt i 2015, 2016 og 2017 til klimatiltag. De 148 mio. kr. er allerede udmøntet, og det er primært til en varmepakke, der reducerer CO 2 -udledningen, men de resterende 151,9 mio. kr. er afsat som en pulje, der skal udmøntes i samarbejde mellem regeringen og SF og Enhedslisten. Parterne skal så mødes i starten af dette år med henblik på en aftale om den specifikke udmøntning.

Så er der nogle, der vil sige, at det ikke er nok for at nå målsætningen. Nej, måske ikke, men regeringens klimapolitik baserer sig på løbende at tilpasse sig behov og muligheder og indtænke klimapolitikken i den øvrige sektorpolitik på en fornuftig og hensigtsmæssig måde. Det har hele tiden været tanken bag klimaplanen fra 2013, at klimaindsatsen skal være dynamisk. Den dynamik vil også blive understøttet med Klimarådet, der årligt vil komme med råd og anbefalinger til den danske klimapolitik. Jeg forventer bestemt, at de vil bidrage til at forme den danske klimaindsats i årene fremover.

I 2015 går de internationale klimaforhandlinger ind i den afgørende fase frem mod en ny global klimaaftale på COP 21 i Paris. EU står stærkt. Vi har ambitiøse 2030-mål, vi har markante bidrag til Den Grønne Klimafond. Det gør Danmark også. Vi står stærkt med vores ambitiøse nationale indsats, vores omfattende internationale klimabistand. Vi har et solidt grundlag for et aktivt klimadiplomati med deltagelse af alle relevante ministerier. Danmark har også en konstruktiv dialog med de store vækstøkonomier og de mindre, ofte mere sårbare ulande, som kan være strategisk vigtige alliancepartnere i FN's klimaforhandlinger.

Alt det her vil vi udnytte, og vi vil udnytte det til fulde i de kommende 11 måneder i vores arbejde for at få en global klimaaftale. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Så går vi til ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade.

Tak til ministeren for besvarelsen af forespørgslen. Jeg vil sige, at jeg jo grundlæggende er enig i det, ministeren har sagt, og vil lægge vægt på nogle bestemte ting og også give de vinkler, vi har fra SF's side på de overordnede linjer, der er fremlagt her.

Må jeg sige først, at hvis man nu ser på erfaringerne fra mødet i Peru for et par måneder siden, så er det min opfattelse, at EU var vældig godt forberedt på mange måder, men EU var ikke godt nok forberedt på at lave alliancen med udviklingslandene, specielt Afrika. EU var ikke godt nok klædt på til at tage diskussionen om finansiering. Det hænger sammen med ulandene. EU var ikke godt nok klædt på til at tage diskussionen om klimatilpasning, at det også er vigtigt. Det er områder, hvor jeg mener at der også er noget at gøre for en dansk regering, og jeg lagde mærke til, at ministeren var omkring alle emnerne her. Jeg tror, det er helt afgørende, at det bliver sådan.

Sagen er, at det er simpelt og så selvfølgelig også både indviklet og svært at gøre i praksis, men det har været sådan i alle de her forhandlinger, at de rige lande skulle levere de store reduktioner, fordi det er der, de store reduktioner var, men de skulle så også levere økonomi og hjælp til en økonomisk udvikling på et fornuftigt, bæredygtigt grundlag i udviklingslandene. Og det er det koncept, som også må gælde i en beslutning i Paris. Det synes jeg til en vis grad hang og flagrede lidt rigeligt meget i det møde, vi har bag os. Ikke mere om det, for det betyder bare, at der skal satses hårdere, også på de punkter i det år, vi er i.

Ministeren sagde mange rigtige ting, som jeg er meget glad for at han sagde, omkring klimadiplomati. Også ros for, at der er kommet en beslutning på EU-niveau og udenrigsministerniveau. Det er jeg meget tilfreds med. Jeg vil sige til ministeren, at min opfordring er, at alle ministre i det her land, som er ude at snakke med nogen i udlandet – og det er de jo heldigvis tit – rejser den her diskussion. Det er i hvert fald vigtigt, at statsministeren også er på plads på det her punkt. Alliancebygningen med de mest progressive af ulandene er afgørende og vigtig. Den har vi jo heldigvis bygget op i de senere år, og det har vi også i Folketingets klima- og energiudvalg. Der har vi også spillet med på den og har haft kontakter med vores kollegaer i nogle af de lande, og det skal vi også fortsætte med.

Målet er selvfølgelig en ambitiøs global og bindende aftale. Det er vigtigt, at vi har en finansiering, hvor vi lever op til det, der blev lovet i København, om 100 mia. US dollars årligt fra 2020, men man er nødt til at forstå, at ulandene siger: Ja, det er fint nok, at I samlede 10 mia. dollars i Den Grønne Fond. Det er fint, men nu er det 2015, og der er 5 år til. Hvordan er det egentlig, at de rige lande kommer op på 100 mia. dollars om året? Det tror jeg vi er nødt til også at adressere op til mødet i december.

Klimatilpasning er selvfølgelig der, hvor ulandene mærker det her lige i solar plexus. Det er ulandene, der er de mest sårbare, det er ulandene, der har færrest midler til at imødegå den, og derfor er det efter min mening afgørende, at vi også er helt klar på, at klimatilpasning skal spille en betydelig rolle. Og så er det jo selvfølgelig vigtigt, at vi får de store udledere set som store udledere, ikke bare de rige lande, men altså også Kina, Indien, og at alle på den måde forpligter sig til, at der skal ske noget. Det er jo det nye, at alle skal forpligte sig, men de skal jo selvfølgelig forpligte sig forskelligt.

Der vil jeg sige, at de største udledere jo er Kina og USA. Kina er den største, og det vil sige, at det også er helt afgørende at få Kina på plads, for vi kan simpelt hen ikke løse klimaproblemerne, hvis det ikke lykkes at gøre det.

Dermed skal jeg slutte mit svar ved (på vegne af V, S, RV, SF, EL og KF) at fremsætte et forslag til vedtagelse, som lever op til det, som jeg talte om i min motivation, nemlig at vi får et bredt flertal. Det lyder sådan:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender alvoren i IPCC’s femte rapport. Regeringen opfordres til at fortsætte bestræbelserne for på COP21 at opnå en retfærdig og ambitiøs global klimaaftale med tidlige og ambitiøse reduktionsindsatser fra særligt de store udledere, herunder fortsat tilskyndelse og teknisk assistance til omstilling af energisystemerne i disse lande, og sikre, at Danmark lever op til sin andel af den eksisterende kollektive målsætning om, at de udviklede lande mobiliserer 100 mia. USD årligt fra 2020 og arbejde for et globalt

langsigtet reduktionsmål.

Regeringen opfordres til i 2015 at styrke allianceopbygningen med progressive ulande gennem klimadiplomati og fremme en global aftale, hvor

- alle lande er omfattet og især ilandene og de mest udviklede ulande påtager sig ambitiøse og forpligtende reduktionsmål,

- klimatilpasning indgår,

- der sker en løbende revision af ambitionsniveauet i takt med ny viden og teknologi og luftfart og skibsfart inddrages og

- indsatsen for at fjerne subsidier på fossile energikilder forstærkes«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 16).

Tak til ordføreren for forespørgerne. Det oplæste forslag til vedtagelse vil komme til afstemning på tirsdag.

Vi går så til Venstres ordfører, hr. Thomas Danielsen.

Tak for det, formand. Jeg vil først og fremmest sige tak til SF for at rejse den her forespørgselsdebat. Der er indlysende nok tale om et vigtigt emne, særlig set i lyset af FN's klimapanels femte hovedrapport, der slår fast, at verden står over for massive klima- og energiudfordringer.

I Venstre er vi enige i, at vi skal arbejde benhårdt for at opnå de bedste løsninger på disse udfordringer, og vi er ambitiøse. Vi vil finde de bedste løsninger på klimaproblemerne, og derfor indgik vi også i 2012 en energiaftale med regeringen, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, der reducerer Danmarks CO 2 -udslip med 34 pct. i 2020. Det er et stort skridt i den rigtige retning. Derfor ser vi også positivt på EU's klimaaftale, der med målet om en CO 2 -reduktion på 40 pct. i 2030 løfter barren betydeligt forud for det globale klimatopmøde i Paris. Det er endnu et skridt i den rigtige retning.

I forhold til Danmarks forhandlingslinje ved COP 21 i Paris er det Venstres klare holdning, at vi i Danmark hverken kan eller skal gå solo. Nu er det sådan, at Europaudvalget fastlægger Danmarks forhandlingsmandat til de interne forhandlinger i EU, og at EU så forhandler på Danmarks vegne i de internationale klimaforhandlinger på FN-niveau. Derfor er det vigtigt, at EU står så stærkt som muligt ved det forestående COP 21, så vi kan få en så ambitiøs klimaaftale som overhovedet muligt. Set i et globalt lys hjælper det ikke stort med et lavere CO 2 -udslip i Europa og slet ikke i Danmark, hvis vi ikke har verdens to suverænt største udledere, USA og Kina, med på at skærpe ambitionerne. Venstres linje er derfor klar. Vi skal arbejde for at styrke EU's stemme i de kommende klimaforhandlinger, hvilket også afspejles i det forslag til vedtagelse, som Venstre støtter.

Men før vi fortaber os helt i diskussionen om, hvordan Danmark og EU kan gøre mere for verdens klima, som denne forespørgselsdebat lægger op til, synes jeg, at vi lige skal få på det på plads ved at stoppe op og konstatere, at vi gør det rigtig godt i Danmark. Vi ligger allerede helt i front, når det kommer til at gøre mest for klimaet. Vi er et af de OECD-lande, der har den mest klimavenlige produktion, og med den meget ambitiøse klimaaftale fra 2012 er Danmark godt på vej til at opfylde EU's 2030-mål allerede i 2020, altså ti år før de lande, der ligger omkring os. Vi er altså duksen i dukseklassen, når det kommer til at gøre mest for klimaet.

For regeringen, SF og Enhedslisten er det dog ikke nok at være klimaduks. Man mener, at Danmark skal stramme skruen en tand mere, og det er her, at vi i Venstre råber vagt i gevær, for hvis vi strammer skruen for meget, vil det ramme den danske økonomi som en boomerang. Når regeringen, SF og Enhedslisten fravælger lige konkurrence for danske virksomheder, skader det alt andet lige vores evne til at konkurrere. Det vil gøre det meget dyrere at drive dansk virksomhed, og det koster i sidste ende på velfærden. Og hvad med klimaet? Danmark er jo ikke en isoleret ø, og nye byrder og krav risikerer at flytte klimavenlig produktion og arbejdspladser fra Danmark til lande med en forurenende produktion, og så vil den globale udledning jo altså stige.

Vi er forrest i feltet i forhold til resten af EU, men vi skal ikke være så langt foran, at de helt mister os af syne. Der skal være en balance mellem målsætningen og omkostningerne af hensyn til konkurrenceevnen, og vi skal undgå at pålægge danske virksomheder flere og tungere byrder i et hurtigere tempo end de lande, vi konkurrerer med.

Det bliver altså ikke bedre af, at regeringens vision for klimaområdet er noget uklar. Energiministerens vision er én havvindmølle opsat hver uge året rundt i 30 år, og ministeren vil også forbyde kul om allerede 10 år, mens Socialdemokraterne ikke vil lægge sig fast på det endnu. Derfor er der stor forvirring om, hvorvidt man i regeringen har den samme vision for energiområdet. Og derudover er der spørgsmålet om, hvorvidt den enorme regning, der kommer til følge til danskerne, er en del af den vision.

Til slut vil jeg gerne rose regeringen for, at man har taget ansvar i forbindelse med vækstpakken sidste år, hvor regeringen endelig blevet enig med Venstre om at få nogle af verdens højeste energiafgifter sat ned og dermed få en mere grøn realisme ind i energipolitikken ved at genåbne energiforliget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle spørgsmål. Det første er fra hr. Per Clausen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes måske alligevel, at det er lidt spændende, at i en diskussion af FN's klimarapport er Venstres vigtigste bidrag at understrege, at nu må Danmark ikke være for ivrige i forhold til at reducere CO 2 -udslippet. Men lad det være, det er vel den sang, Venstre har valgt at synge.

Jeg vil bare spørge hr. Thomas Danielsen: Hvilke konkrete initiativer, som der er taget for at reducere Danmarks CO 2 -udslip og sikre overgangen til vedvarende energi, ønsker Venstre at rulle tilbage? For jeg kunne forstå, at vi var gået for vidt, og derfor vil jeg gerne høre: Hvad er det, der skal rulles tilbage, hvis Venstre skulle få mulighed for det?

Tak. Hr. Thomas Danielsen, ordfører.

Jeg har ikke givet udtryk for, at vi skal rulle noget tilbage. Jeg har givet udtryk for en bekymring om, at vi løber for langt foran. Det, som er afgørende for os, er, at vi står ved det ambitiøse energiforlig, vi lavede i 2012, og derudover er det, at vi ved forhandlingerne får lagt pres på, at den udfordring, vi står over for energimæssigt, er en udfordring, vi skal løse sammen i hele verden, og der kan vi desværre ikke løse ret mange problemer ved at løbe foran i Danmark.

Hr. Per Clausen.

Intet skal rulles tilbage, men det skal gå langsommere fremover, end regeringen ønsker. Betyder det også, at Venstre har opgivet den vision, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen opstillede, da han sagde, at Danmark skulle være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050? Har man også opgivet det? Og hvis man ikke har opgivet det, er hr. Thomas Danielsen så ikke enig med mig i, at det jo ligesom forudsætter, at man gør noget i årene frem til 2050, altså også fra 2020 til 2030 og fra 2030 til 2040, for at man skal kunne nå resultatet med en fornuftig udgiftsprofil, kan man sige?

Tak. Ordføreren.

Jeg har ikke sagt, at intet skal rulles tilbage. Jeg har sagt, at vi skal stå ved det energiforlig, vi har lavet. Vores ambition om en udfasning af fossile brændsler i 2050 er vi heller ikke løbet fra. Jeg kan ikke forstå, hvordan hr. Per Clausen kan udlede det af min tale. Vi har stadig væk verdens højeste klimaambitioner i Danmark, og Venstre støtter langt de fleste af dem. Det er rigtigt, at den nuværende regering ønsker at gå længere, end vi gør, på alle områder, men vores ambition for fossile brændsler 2050 står vi fortsat ved.

Tak for det. Så er det hr. Jens Joel, Socialdemokraterne. Værsgo.

Først og fremmest tak til Venstres ordfører, også for opbakningen til det internationale forhandlingsspor og de meget, meget vigtige forhandlinger, som vi skal i gang med. Det er glædeligt.

Jeg blev også en lille smule nysgerrig i forhold til det, som Venstres ordfører så brugte noget tid på, nemlig det her med, hvad det var, vi ligesom gjorde for meget. Og jeg kunne da godt tænke mig at følge op på hr. Per Clausens spørgsmål og spørge: Hvad er det, vi har foreslået, som vi ikke skal gøre?

Tak. Ordføreren.

Jamen det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen ønsker en hurtigere udfasning af CO 2 og har højere mål, end Venstre lægger op til. Så det er jo et de områder, hvor man har lavet en aftale mellem regeringen og Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, og hvor vi jo så står udenfor.

Hr. Jens Joel.

Jeg forstår det sådan, at det er 40-procentsmålsætningen i 2020, som Venstre jo ganske rigtigt står uden for aftalen om.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvornår Venstre mener at vi skal reducere med 40 pct., hvis vi i 2050 skal være nede på nul, om man vil. Hvornår skal 40-procentssnittet så ligge, hvis ikke det skal ligge i 2020?

Tak. Ordføreren.

Jeg kan ikke komme med et midtvejsårstal for, hvornår vi skal have en 40-procentsreduktion. Vi har en målsætning, som vi fortsat står ved, i forhold til vores CO 2 -udledning, men det ændrer jo ikke på, at vi har en fælles aftale og laver en klima- og energipolitik på tværs af Folketinget, som jeg håber vi fortsat kan stå sammen om. Og der gør vi sådan set bare stilfærdigt opmærksom på, at vi er nervøse for de forslag, der kommer, hvor vi løber alt for langt foran de omkringliggende lande, som vi konkurrerer med. For vi eksporterer jo på den måde arbejdspladser, som i dag har den mest miljøvenlige produktion, til lande, som har en mindre miljøvenlig produktion.

Tak. Hr. Steen Gade, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Tak, og også først lige tak for, at vi er enige om forslaget til vedtagelse. Lad os så diskutere det, vi er uenige om.

Jeg forstår, at Venstre er nervøse for noget i fremtiden, som de ikke ved noget om, altså hvordan vi lever op til de 40 pct. i 2020, som SF sammen med regeringen og Enhedslisten er enige om. Er det korrekt opfattet, at det er sådan, det hænger sammen, og at det ikke er noget i fortiden? For det er jo ikke rigtigt, at dansk industri har højere energiafgifter end deres konkurrenter i udlandet, når vi direkte snakker om afgifter. Det er jo EU's minimumsdirektiv, vi gennemfører.

Tak. Ordføreren.

Jeg forstår ikke helt spørgsmålet fra Steen Gade, men ja, vi er bekymrede for, at vi løber for hurtigt i Danmark i forhold til de lande, som vi konkurrerer med. Det gør vi jo, hver gang vi pålægger erhvervslivet byrder. Så forringer vi jo vores konkurrenceevne. Så det er noget af det, vi er optaget af.

Derfor er vi glade for, at vi fortsat opnår at lave brede aftaler med regeringen, med SF og med Enhedslisten, fordi vi derved formår at trække i en lidt mere moderat retning. Det er ikke, fordi vi ikke er klimaambitiøse. Men vi må så også bare anerkende, at vi er det mest klimaambitiøse land i hele verden, og hvis vi løber for langt foran, mister de andre lande os af syne, og vi mister så vores danske produktion af syne.

Tak. Hr. Steen Gade.

Jamen godt, altså vi har jo faktisk lige netop, hvad skal vi sige, lettet det for erhvervslivet. Det er jo sådan, det er. Det lyder bare så mærkeligt, at man så skal høre en masse diskussioner om, at vi strammer. Nej, vi har jo lige netop i enighed lettet belastningen for erhvervslivet.

Det andet, jeg vil sige til hr. Thomas Danielsen, er: Hvad bygger han nu det der med, at vi er så gode, på? Altså, mig bekendt er vores CO 2 -udslip pr. indbygger da et af de højeste overhovedet i hele Europa. Hvorfor skal vi så bilde vælgerne ind, at vores CO 2 -udslip er et af de laveste, når det ikke er tilfældet?

Ordføreren.

Jeg sluttede sådan set også min ordførertale af med at rose regeringen for, at man netop forholder sig til den klima- og energiaftale, som vi har indgået i 2012. Derfor sænkede vi også afgifterne, dengang vi kunne se, at de løb løbsk. Det er sådan set det, vi appellerer til at man fortsat gør.

Ja, vi er foran på en lang række parametre, som ministeren sådan set også ridsede op. Derfor er vi de førende i verden, hvis nu man kalder det førende, når man går foran på energiområdet. Det mener vi i Venstre man kan kalde det. Det er ikke alle virksomheder, som er så glade for, at vi har nogle tungere byrder, men vi har også et ansvar at løfte, og det gør vi.

Tak. Så der er ikke flere spørgere. Den næste ordfører er hr. Jens Joel, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren for forespørgerne startede med at sige, at 2015 er klimaår. Ja, og et meget afgørende et af slagsen. Det er ikke så længe siden, vi fik den sidste rapport fra FN's klimapanel, og de har jo desværre igen mindet os om, at det er meget, meget alvorligt. Igen er der en rapport, som ikke på nogen måde indikerer, at vi har fået taget hånd om problemet, at vi har løst det, at vi er på rette vej – tværtimod.

Vi oplever jo allerede i dag ekstreme vejrfænomener, ikke bare herhjemme, men jo i langt højere grad i verdens fattigste lande, og det er ganske forfærdeligt, når huse og kældre står under vand og vi mister værdier for milliarder og minder, der ikke kan erstattes, men der er jo også rigtigt, rigtig mange steder i verden, hvor det her på en meget mere konkret måde er et spørgsmål om liv og død.

Vi har sammen i Klima- og Energiudvalget været i Bangladesh, og jeg tror også at formanden for udvalget tidligere her i salen har fortalt historien, som vi fik fortalt dernede, om, hvordan de nogle gange skulle reagere, når der var et stormvejr på vej, en orkan, en oversvømmelse. Så reagerede man ved ikke bare selv at kravle op i træerne og binde sig fast og vente på, at det drev over, men nogle af dem var jo også forældre og valgte så at starte med at kravle op i et andet træ og binde deres børn fast, inden de selv søgte tilflugt i en nærliggende trækrone. Det er jo på en meget, meget illustrativ måde et billede på, hvor alvorligt det er nogle steder i verden, og hvor vigtigt det er, at vi også – nogle af os, som har været med til at skabe den her udvikling – er med til at stoppe den igen.

Det ser desværre kun ud til at blive værre, hvis vi læner os tilbage. De 2 grader, som vi regner med vi kan håndtere, altså den 2 gradersstigning, som vi regner med vi kan håndtere i verden, er på ingen måde noget, der kommer af sig selv, og hvis vi ikke gør noget, bliver det i hvert fald langt, langt værre. Derfor er der behov for politisk mod og handling, men der er også lyspunkter i den rapport, og lyspunkterne er, at vi faktisk har teknologien, at vi har mulighederne for at gøre det, hvis vi gør en indsats, hvis vi beslutter os for det.

Vi skal så bruge alle værktøjerne i værktøjskassen. Det er det, vi skal diskutere i Paris. Vi skal også bruge nogle af de værktøjer i kassen, som vi ikke er så begejstret for herhjemme, men det, der er sandheden, er, at vi bliver nødt til at gribe efter alle de værktøjer, vi har.

Det leder mig frem til mødet i Paris, fordi mødet i Paris er vigtigt, men det er også rigtig vigtigt, som ministeren også har lagt meget stor vægt på i sin besvarelse af forespørgslen, at vi ikke først starter i Paris. Altså, en ting er, at vi allerede nu skal have landene på banen og melde ind, hvad de kan og vil og hvornår. En anden ting er, at vi skal have flere til at hoppe på den vogn, som vi jo heldigvis også så amerikanerne og kineserne stige på, da de meldte ud, at de havde en ambition og sammen sagde: Vi kan faktisk godt gøre noget, vi vil godt pålægge os selv nogle forpligtelser.

Det skal vi have mange flere lande til at gøre, fordi vi står alt for tit i en situation, hvor det er i de sene nattetimer under de her forhandlinger, at man skal have enderne til at nå sammen, og i den situation ender vi desværre næsten altid med den laveste fællesnævner. Det er også godt, at man i Lima blev enige om, at vi skulle have en forhandlingstekst klar allerede i foråret, sådan så vi er i gang med den reelle forhandling meget tidligere.

Danmark skal sikre sig, at vi udøver et effektivt klimadiplomati. Det er heldigvis ikke noget, vi begynder på nu. Det er noget, vi har gjort i flere år, men det er vigtigt, som ministeren sagde, at vi styrker det, at vi både over for de, om man så må sige, progressive ulande, dem, der bliver hårdest ramt, eller dem, der har den største interesse i at følge os, nurser dem, viser dem, at vi står på deres side, at de i EU også kan få nogle allierede blandt dem, som vil gøre noget, sådan så de også kan tale op imod nogle af de lande i deres egen gruppe, som er mindre ambitiøse, i ulandsgruppen, for det er jo desværre nogle af dem, der har domineret.

I forhold til EU har flere også nævnt, at det jo er vigtigt, at vi i EU står sammen. Jeg tror, at man kan gøre rigtig meget frem til Paris i EU i forhold til også at diskutere med hinanden, at vi ikke bare skal insistere på at stå sammen, men at vi også bliver nødt til at vide, at det er os, der skal have fleksibiliteten, det er os, der skal kunne række ud, det er os, der skal kunne få de andre inddraget. Derfor kan det ikke hjælpe noget, at vi bruger al vores krudt i EU på at diskutere os frem til så fint et kompromis, så vi ikke har nogle manøvremuligheder.

Jeg tror, at det er vigtigt, at vi får sat fut i den støtte til omstillingen, som der også blev talt om, den finansiering, som flere har talt om. Det er vigtigt, at vi arbejder på luftfarten og skibsfarten, fordi det i sig selv er meget globale og meget internationale brancher, og så er det selvfølgelig vigtigt, at vi fortsætter den kamp for at få udfaset de fossile brændsler og særlig støtten til dem, for det jo er lidt håbløst, at når vi herhjemme snakker om, at vi støtter den grønne omstilling, så er der altså rigtig, rigtig mange steder i verden, hvor det, man støtter, sådan set ikke er at gå væk fra de fossile brændsler, men derimod at bruge flere af dem.

Så jeg håber og tror, at vi med en ambitiøs dansk indsats kan nå rigtig langt, og jeg håber og tror for klimaets skyld, at vi kommer til en god aftale i Paris. Vi støtter selvfølgelig fuldt op om det forslag til vedtagelse, vi har været med til at fremsætte.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Allerførst vil jeg sige tak til forespørgerne fra SF for anledningen til at diskutere emnet her. Det handler ikke alene om forhandlingsstrategien op til de kommende internationale klimaforhandlinger senere på året, men også, som jeg læser teksten, om, hvordan vi i Danmark håndterer den indenlandske klimapolitik og energipolitik.

Jeg vil sige, at vi i Dansk Folkeparti mener, at Danmark allerede er gået meget langt i klima- og energipolitikken. Vi mener også, at vi i Danmark er gået for langt, at det er gået for hurtigt, og at det har ført til, at vi i Danmark har et højt prisniveau for energi, så vores husholdninger, vores forbrugere og vores erhvervsliv betaler en høj pris for energien. Det går ud over vores husholdninger på den måde, at folks privatøkonomi bliver belastet – mere end nødvendigt – af højere el- og varmeregninger, og det gør jo så, at man kan bruge færre penge på det, som man nok synes ville have været sjovere end at betale elregninger, og så må man skære andre steder i sit privatbudget. For erhvervslivet gør det jo det, at man mister konkurrenceevne over for udlandet, og det fører jo til tab af arbejdspladser på både kort og lang sigt.

Så den satsning og det meget høje ambitionsniveau, som den nuværende regering har lagt, har altså store konsekvenser for Danmark. Jeg medgiver, at Dansk Folkeparti er med i den energiaftale, der blev indgået for snart 3 år siden, men regeringens ambitionsniveau går jo langt ud over det, der står i den energiaftale. Jeg synes, at det er værd at diskutere, hvad det er, regeringen har sat sig som ambition, men også, hvordan man har tænkt sig at nå derhen til.

Det er jo et faktum, at Danmark deltager i de internationale klimaforhandlinger hvert år – det gør Danmark selvfølgelig, for det gør alle andre lande i verden jo – og der skal Danmarks strategi selvfølgelig også lægges og skal kunne diskuteres her i Folketinget.

Som sagt mener vi i Dansk Folkeparti, at vi i Danmark er gået meget langt i vores indenlandske energipolitik. Vi har allerede gennemført meget store reduktioner i CO 2 -udledningen og langt større reduktioner, end de fleste andre lande har gennemført, og det har haft de økonomiske konsekvenser, som jeg allerede har skitseret.

Derfor mener vi i Dansk Folkeparti ikke, at der er noget behov for, at vi i Danmark går videre ad det spor. Og derfor har vi ikke som regeringen travlt med at nå frem til en 40-procentsreduktion af CO 2 -udledningen i 2020, som regeringen har luftet at man har en ambition om, lige så vel som man har luftet, at man ønsker at afskaffe alle fossile brændsler i 2050. Det er ambitioner, som Dansk Folkeparti ikke deler.

Derfor synes vi ikke, at vi skal fortsætte videre ud ad det spor, som energipolitikken er kørt ad i Danmark igennem en hel del år. Vi mener, at vi i Danmark godt kan tillade os at sige, at nu har Danmark trukket sin del af læsset, og at det, der skal ske i de internationale klimaforhandlinger, er, at der er andre lande, der må bære en tungere byrde, end de hidtil har båret, for Danmark har allerede taget sin del af slæbet.

Jeg vil også sige, at vi vil opfordre regeringen til, at man i den indenlandske energipolitik ikke lægger sig fast på flere tiltag, der skal reducere CO 2 -udledningen. Det er en kendt sag, at den danske CO 2 -udledning er ekstremt lille i globalt perspektiv, så uanset hvad man gør fra eller til, kan det ikke ændre noget som helst på klimaudviklingen på globalt plan. Så derfor har det mere karakter af symbolske handlinger, når man vil gå fra 34 pct.s reduktion til 40 pct.s reduktion i Danmark, og det vil vi fraråde at man derfor kaster sig ud i.

Det var de første bemærkninger fra Dansk Folkeparti i denne omgang.

Jeg skal også benytte lejligheden, mens jeg er på talerstolen, til at fremsætte et forslag til vedtagelse, som vi gerne vil have indgår i de videre forhandlinger, og det er på vegne af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark allerede nu har foretaget langt større reduktioner i CO 2 -udledningen end de fleste andre lande.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til i kommende forhandlinger om en klimaaftale ikke at påføre Danmark forpligtelser til yderligere reduktioner.

Folketinget opfordrer regeringen til at tilrettelægge den danske energipolitik, således at hensynet til en stabil og billig energiforsyning prioriteres højere end at stræbe efter flere og symbolske reduktioner af CO 2 -udledningen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 17).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Så er der et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Per Clausen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg kan forstå på hr. Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti, at han mener, at andre lande ligesom skal tilstræbe at være ligeså ambitiøse som Danmark. Så vil jeg bare spørge hr. Mikkel Dencker: Hvad tror hr. Mikkel Dencker der sker med klimaforandringerne på globalt plan, hvis alle nationer i verden satser på at få det samme CO 2 -udslip pr. indbygger, som vi har i Danmark?

Tak. Hr. Mikkel Dencker.

Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men det, som er byrden, man bærer i et samfund, hvis man beslutter sig for at foretage CO 2 -reduktioner, er netop, at man forbruger mindre, end man har gjort hidtil. Det er det, der er byrden, man påtager sig. Der har vi jo i Danmark påtaget os byrder, der indtil videre har ført til 34 pct.s reduktioner i 2020, og regeringen synes jo så, vi skal køre videre. Det er ikke byrder, som der er andre lande, der har påtaget sig, i hvert fald ikke nogen lande af betydning, og derfor mener vi, at det, der vil være naturligt, er, at der er andre lande, der også går videre ad det spor, før Danmark skal påtage sig noget som helst mere.

Tak. Hr. Per Clausen.

Men det må vel alligevel betyde en lille smule for Dansk Folkepartis position, hvis man mener, at Danmark har ydet, hvad man kan yde. For hvad skulle argumentet så være for, at andre lande ikke skulle udlede præcis lige så meget CO 2 pr. indbygger, som vi gør i Danmark? Så stiller jeg bare det spørgsmål til hr. Mikkel Dencker: Hvad vil konsekvenserne være, hvis vi kommer op på det CO 2 -udslip? Og jeg kan afsløre over for hr. Mikkel Dencker, at det vil føre til en dramatisk stigning i det globale CO 2 -udslip, hvis alle nationer skulle op på det danske niveau pr. indbygger.

Hr. Mikkel Dencker.

Jeg synes ikke, vi skal bevæge os ud i den slags stræben efter, at alle skal kunne det samme og ville det samme. Alle lande i verden er forskellige og har forskellige udgangspunkter, men derfor kan man godt fordele byrderne rimeligt og ligeligt, når man laver internationale aftaler. Danmark har allerede påtaget sig meget store byrder selv, og det har haft økonomiske konsekvenser for Danmark. Der er bare ikke ret mange andre lande, der har påtaget sig byrder i den størrelse.

Så hvis der skal laves aftaler internationalt om, at Danmark og alle andre lande i verden skal påtage sig at opfylde nogle mål sammen, skal alle lande påtage sig deres del af byrden, og der har vi i Danmark allerede gjort meget mere, end alle andre har.

Så er det hr. Jens Joel, Socialdemokraterne. Værsgo.

Jeg er også nødt til at følge op lidt i den samme rille. Jeg forstår på hr. Mikkel Dencker, at man stadig væk står bag den 34 pct.s reduktion, som er en del af den energiaftale, som DF jo også med i. Men når hr. Per Clausen bl.a. taler om, at vi udleder ret meget pr. dansker, så er det jo også, fordi de ting, vi forbruger, bliver produceret andre steder i verden. Og hvis man vil anlægge en meget sådan, kan man sige, national vinkel på det her og spørge, hvad vi vil i Danmark, kan hr. Mikkel Dencker så forestille sig, at Dansk Folkeparti vil foreslå nogle begrænsninger i, hvad danskerne må købe ind, eller et eller andet, hvis der skal være en rimelighed, altså hvis der findes sådan noget, som at danskerne klarer sit, og så må de andre klare deres? For så skylder vi jo stadig væk en hel del, og hvor skal det komme fra?

Hr. Mikkel Dencker.

Nej, jeg vil ikke lægge nogen begrænsninger ned over, hvad danskerne skal have lov til at købe af importerede varer. Jeg ved ikke, om det er den slags moralske måde at angribe klimapolitikken på, som Socialdemokratiet vil indføre – der tænkes måske højt – men det er ikke Dansk Folkepartis ambition. Jeg vil sige, at i Dansk Folkeparti står vi ved, at vi er med i energiaftalen, men Dansk Folkeparti har ikke noget erklæret mål om 34 pct. reduktion. Der er bare den hage ved det, at energiaftalen fører til en reduktion på 34 pct., men det har ikke været en målsætning for Dansk Folkeparti i sig selv. Vores målsætning er at være med i en energiaftale for at påvirke, hvad det er, der foregår i energipolitikken.

Tak. Hr. Jens Joel.

Nu var det ikke min hensigt at gøre det her til et moralsk spørgsmål – det synes jeg der er mange gode grunde til, men det har jeg faktisk ikke gjort. Jeg synes, det er hr. Mikkel Dencker, som gør det her til et moralsk spørgsmål, når han som det ene prøver at indikere, eller, om man vil, bilde danskerne ind, at vi har reduceret meget, og at vi er klimavenlige, hvilket notorisk er forkert, og når han så ovenikøbet også siger, og det mener jeg så er en lille smule moralsk, at vi nu har gjort vores. Altså, jeg forstår det simpelt hen ikke. Det er jo grebet ud af luften, at vi i Danmark er særlig klimavenlige. Det er jo ganske enkelt ikke rigtigt, og derfor bliver jeg nødt til at spørge: Hvad er det så, man baserer sin holdning om, at vi har gjort nok, på?

Tak. Hr. Mikkel Dencker.

Nu har vi jo politiske aftaler, der fører frem til en reduktion på 34 pct. af Danmarks CO 2 -udslip i 2020. Der er ikke ret mange andre lande, der kan fremvise tilsvarende resultater. Så det er den måde, jeg mener vi har påtaget os vores del af byrden på.

Tak. Så er det hr. Steen Gade, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak, jeg bliver i samme boldgade. Altså, det ligner da noget af et kursskifte, når man kigger på, hvad Dansk Folkeparti var med til at foreslå og vedtage før COP 15 i København, da man var støtteparti, og det er, som om melodien er blevet noget anderledes, men det er så okay. Der er så noget, jeg synes det er interessant at se på her. Når vi nu ikke skal gøre mere end det, vi har gjort, vil det så sige, at vi heller ikke skal være med til det, som er vedtaget på EU-plan, nemlig at EU samlet set skal nå op på 40 pct. CO 2 -reduktion i 2030? Skal vi så ikke være med i det? Skal vi bare sige, at nu er det løst for vores vedkommende?

Tak. Hr. Mikkel Dencker.

Jeg synes, at vi i Danmark skal fastlægge den energi- og klimapolitik, som vi mener er bedst for Danmark, og alle andre lande kan så også tilrettelægge noget. Nu er miljøspørgsmål jo grænseoverskridende spørgsmål, og det er også derfor, man har de her COP-møder, som FN arrangerer, hvor alle verdens lande taler sammen om de problemstillinger, der måtte være, og det er også der, man vil prøve at finde frem til en international klimaaftale. For os i Dansk Folkeparti er det naturligt, at Danmark er med i alle de internationale fora og man også er med i de samtaler, der er med andre landes repræsentanter. Hvis vi skal indgå i en international aftale, skal det være en international aftale, hvor der er en rimelig ligelig fordeling af byrderne mellem alle de deltagende lande. Det skal ikke være noget med, at vi i Danmark eller i den vestlige verden skal erkende, at det hele er vores skyld, og at det er os, der skal løse alle problemer selv.

Tak til ordføreren ... nej, der var lige et spørgsmål til. Værsgo.

Tak for svaret. Jeg forstår så, at vi er med i nogle internationale aftaler, men vi er jo også med i nogle af dem, der hedder EU-aftalerne, og der har vi sådan set forpligtet os til at ville melde noget ind i Paris, og der kommer EU til at melde en 40-procentsreduktion ind. Skal vi så ikke leve op til det, vi melder ind i en EU-sammenhæng?

Så vil jeg bare lige sige noget til hr. Mikkel Dencker: Sagen er jo, at vi som danskere har et kæmpestort CO 2 -udslip. Det er da rigtigt, at vi reducerer, og det er jo godt, og det er godt, at vi er enige om nogle ting, men vi er jo nogle af dem, der forurener mest pr. indbygger i verden. Det er bare sådan, det er. Vi er ikke helt i top, men vi er da i den forkerte ende.

Tak. Værsgo, hr. Mikkel Dencker.

Det er jo sådan, at jo mere et land er udviklet, jo højere velstandsniveau man har, jo højere produktion man har, jo mere forbruger man eksempelvis af energi, og det fører til CO 2 -udledning, ja. Men jeg synes ikke, vi skal skamme os over, at vi er på det niveau, at vi er et veludviklet samfund. Jeg ved godt, at der er samfund, som har en langt lavere CO 2 -udledning end Danmark målt pr. indbygger, men det er ulande, hvor folk lever i fattigdom og ikke har råd til andet end at skaffe sig varme og brændsel ved at gå ud og finde gamle træer, de kan hugge i stykker. Det synes jeg ikke er noget at stræbe efter. Det kan godt være, at de udleder mindre CO 2 , men det er ikke der, Danmark skal hen.

Tak, hr. Mikkel Dencker. Da den radikale ordfører ikke er til stede i salen, går vi videre til Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen. Værsgo.

Tak for det. Når vi diskuterer klima og klimaforandringer, kan man i hvert fald med sikkerhed sige, at i morgen bliver alting helt anderledes. Det er jo en af de pointer, som fremgår med al ønskelig tydelighed af FN's klimapanels rapporter, for hvis vi vælger ikke at gøre noget, bliver det ikke sådan, at vi så bliver ved med at have det, som vi har i dag, så bliver det helt anderledes på grund af de omfattende klimaforandringer, der kommer.

De klimaforandringer har vi jo allerede stiftet bekendtskab med i meget, meget voldsom grad i en række fattige lande og i meget begrænset omfang i Danmark. Men når man tænker på de reaktioner, der kommer udeomkring, på de oversvømmelser osv., vi har set i Danmark, er det alligevel, synes jeg, dristigt at sige, at vi ikke skal gå videre ad den vej, der hedder at reducere vores CO 2 -udslip, fordi det er for dyrt at gøre det. Kendsgerningen er, at det er ganske, ganske omkostningsfuldt ikke at gøre noget. Og FN's klimarapport understreger jo også meget tydeligt, at hvis vi gør noget hurtigt og tidligt, bliver det væsentligt billigere, end hvis vi venter.

Så må man jo bare sige til hele diskussionen af klimaforandringer, at der må man stille sig selv spørgsmålet: Jamen hvad betyder det, hvis vi ikke gør noget og altså bevæger os ud i 4-gradersændringer i temperaturen i stedet for de under 2, vi indtil nu har forsøgt at arbejde på? Ja, det ved vi ikke. Vi ved, det går galt, men vi ved ikke, hvor galt det går. Det var sådan lidt om, hvad vi kan gøre i forhold til fremtiden.

Så kan man jo vælge at sige: Det er sådan, at vi i Danmark har reduceret vores CO 2 -udslip – vi er godt nok stadig væk et af de lande i verden, der har det største CO 2 -udslip pr. indbygger, men vi har reduceret det – så vi skal ikke gøre mere. Forudsætningen for, at det skulle være en holdbar løsning, er så, at resten af verden ikke insisterer på at gennemgå den samme udvikling, som vi har gjort, altså få det samme forøgede energiforbrug, få den samme forøgelse i CO 2 -udslippet, for ellers vil ulykken være 150 pct. sikker, hvis man kunne operere med den slags tal. Men kan vi tillade os at sige, at fordi vi nu i 100-150 år har baseret en voldsom økonomisk vækst på en massiv udnyttelse af jordens ressourcer og en massiv forurening, har vi sandelig også ret til at blive ved med at gøre det? Det kan godt være, det er ude af trit med tidsånden at inddrage moralske elementer i politik, holdning eller værdier, men det vil jeg nu godt tillade mig at gøre. Så set i det lys er der jo ikke nogen som helst tvivl om, at Danmark har en klar forpligtelse til at gå i spidsen.

Det, vi primært diskuterer i dag, eller det, der primært ligger i forslaget til vedtagelse, er jo et forslag om, hvordan Danmark også kan gå i spidsen i de internationale forhandlinger. Og vi kan godt tilslutte os det forslag til vedtagelse, der ligger her, fordi det giver en fornuftig linje for Danmarks indsats i de internationale forhandlinger frem til Paristopmødet. Men det skal også stå helt klart, at hvis det endnu en gang skulle vise sig, at resultaterne i FN er skuffende – og det kan man jo godt risikere, viser erfaringerne os – så betyder det ikke efter vores opfattelse, at Danmarks forpligtelse til at gå i spidsen forsvinder. Og det betyder jo ikke, at vi ikke også fremover skal arbejde sammen med andre lande, der ligesom os gerne vil gennemføre konkrete skridt, der kan reducere CO 2 -udslippet og medvirke til at få vedvarende energi og energibesparelser i centrum.

I det samarbejde skal Danmark selvfølgelig samarbejde med ulande, som sammen med os kan vise nogle udviklingsveje for fattige lande, som er i stand til at skabe velstand, udvikling, sociale fremskridt, uden at man ødelægger klimaet og miljøet i øvrigt i nogen af de vækstøkonomier, som har brug for at omlægge deres produktion, sådan at den måde, de producerer varer til f.eks. danskerne på, sker på en energimæssigt langt, langt mere forsvarlig måde, end den gør i dag, og også sammen med rige lande både for at reducere vores CO 2 -udslip, men også for at skaffe de penge, der er nødvendige for at sikre en omstilling i den fattige del af verden, hvor vi også er med til at betale for nogle af de klimakatastrofer, som skyldes den måde, vi har levet og produceret på. Det skal vi slås for i FN-regi, og det skal vi arbejde for i det daglige internationale samarbejde, som den danske regering er med i, og det er det, som vi ønsker at tilkendegive ved også at støtte det forslag til vedtagelse, der ligger her.

Tak. Hr. Thomas Danielsen, Venstre, for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge hr. Per Clausen, hvordan det hænger sammen, at han stemmer for det her forslag til vedtagelse, som SF har fremsat med opbakning fra regeringen, De Konservative og Venstre, og samtidig så tordner han egentlig imod det, som står i det: Det er ikke ambitiøst nok, det er endda tæt på at være umoralsk at kæmpe for. Sandheden er jo, at det, der står i det her forslag til vedtagelse, sådan set ikke er anderledes end den linje, vi hidtil har haft, hvorfor der så også er så bred opbakning til den.

Men hvordan hænger det sammen, at man synes, det er umoralsk og uambitiøst, og så samtidig stemmer man for det stik modsatte af, hvad man siger, nemlig at det netop er os rige lande, der skal nedbringe det mest. Her taler vi altså om – det står rent faktisk direkte i teksten – at det særlig skal være de store udledere, altså USA og Kina.

Tak. Ordføreren.

Nu er jeg jo ked af at gøre det helt klart for hr. Thomas Danielsen, hvad det så er, der står i det her forslag til vedtagelse, men det, der står, er jo, at det er de udviklede i-lande og de store udledere, som særlig skal påtage sig nogle ambitiøse og forpligtende reduktionsmål. Det fremgår også meget klart, at det også handler om, at der skal skaffes nogle penge fra de rige lande til at finansiere både beskyttelse mod klimaforandringer og omlægning i tredjeverdenslande. Så vi kan sagtens stemme for det, der ligger her, men det står selvfølgelig ikke alene. Ligesom jeg kunne forstå, Venstre havde nogle sidebemærkninger, har vi også nogle sidebemærkninger; de går så bare i den modsatte retning af Venstres sidebemærkninger.

Tak. Hr. Thomas Danielsen.

Jamen det er jo sådan set stadig væk ikke i overensstemmelse med det, som ordføreren gav udtryk for i sin tale, hvor han tordnede mod, at vi er alt for uambitiøse. Og derfor undrer det mig egentlig lidt, at ordføreren ikke selv kommer med et forslag til vedtagelse i stedet for. Altså, der er jo ikke nogen forskel på det her og så det, som vi ellers har haft som forhandlingslinje – hverken i tidligere regeringer eller fremadrettet. Det er jo noget med, at de rige lande skal finansiere noget for de fattige lande – det er vi meget enige i, og det har vi også historisk gjort, og det skal vi selvfølgelig også være med til fremadrettet.

Så står der direkte i teksten noget om de ambitiøse reduktionssatser fra særlig de store udledere, altså USA og Kina, som hr. Steen Gade også understregede i sin egen ordførertale. Og det er det, jeg ikke synes hænger helt sammen med hr. Per Clausens udtalelse. Men det er fint, hvis man nu falder lidt til ro og så finder et mere behersket forslag til vedtagelse.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan bare konstatere, at det, der står i forslaget til vedtagelse, er, at det især er ilandene og de mest udviklede lande, som skal påtage sig ambitiøse og forpligtende reduktionsmål. Det er helt i overensstemmelse med, hvad jeg sagde i mit indlæg.

Men hvad jeg sagde, var, at ud over at have en fornuftig og rimelig strategi for, hvordan man vil løfte opgaverne, når man forhandler i forhold til FN, så er vi også nødt til at have andre elementer i vores politik, både nationalt og internationalt.

Tak til ordføreren. Da Liberal Alliances ordfører ikke er til stede i salen, går vi videre til den konservative ordfører. Værsgo.

Mange tak, fru formand. Det Konservative Folkeparti tager jo FN's klimapanels rapport meget alvorligt, og den bekræfter, at vi gør det rigtige i Danmark, at vi går forrest, at vi sætter en dagsorden. Vi får gjort det, der skal til, for hvis vi ikke gør det, og hvis vi ikke får andre til at følge med, kan vi jo i rapporten se, hvad konsekvenserne bliver.

I nogle lande går det rigtig stærkt, andre lande halter noget efter. Det er jo det, de store forhandlinger under COP-mødet skal handle om, nemlig at få de største og mest udledende lande til at bidrage mere, end de har gjort. Vi har jo set oversvømmelser, orkaner, luftforurening. Alle ved, hvordan det står til i Kina, i Beijing, hvor det kan være meget svært at se solen de fleste dage i løbet af et år. I Paris, hvor COP 21 skal være, sejler forureningen ned ad væggene. Det er til tider nærmest farligt at trække vejret i Paris, i Europa. Så der er ting, der skal gøres, og derfor er den her dagsorden meget alvorlig.

I Danmark har vi i Det Konservative Folkeparti en fast dagsorden. Vi er det grønne parti i blå blok. Vi vil gerne sikre, at den jord, vi har i vores land, bliver bragt videre til næste generation i en bedre forfatning. Ren luft, rent vand, sunde fødevarer osv. er en vigtig dagsorden.

Derfor er det også nødvendigt med den grønne dagsorden, den grønne omlægning. Men den omlægning er også et udtrykt ønske for os i energiforliget. Det er jo der, vi demonstrerer vores vilje til at gøre det rigtige. Det er også der, vi tager nogle forbehold. Det er der, vi har aftalt, hvad det her må koste, for vi har borgerne i centrum – mennesker først. Hvad kan vi medvirke til, uden at det simpelt hen bliver for dyrt, for vi må jo erkende, at på bundlinjen handler grøn omlægning om, hvilke byrder man kan pålægge i kroner og øre, og hvilke konsekvenser det vil have for borgerne. Og når vi har afbalanceret det på en ordentlig måde, sådan at borgerne får incitamenter til at medvirke, skal vi også se på, hvad konsekvensen er for erhvervslivet. Hvad koster det af arbejdspladser, når vi pålægger virksomhederne krav om øget teknologi, der udleder mindre, og hvad er gevinsterne ved det? Den balance skal også være i orden, og det er det, vi har sørget for er sket i energiforliget.

Så er der nogle tal, der er skredet, og nogle forudsætninger, der har forandret sig, og det er derfor, vi løbende har en dialog om at få bragt tingene tilbage til det udgangspunkt og de forudsætninger, vi faktisk aftalte i 2012 omkring energiforliget.

I den grønne omlægning, hvor vi altså har meget fokus på almindelige mennesker og den regning, de skal betale, er der også den anden dagsorden om, hvordan vi så når det mål, vi har i 2050 om at være uafhængige af fossile brændsler. Men det skal selvfølgelig frem mod 2050 gå hånd i hånd med vind og andre ting sammen med olie og gas. Vi skal udnytte de ressourcer, vi har. Vi skal jo ikke fra den ene dag til den anden si energikilder fra. Der har vi så en målsætning om at reducere drivhusgasser og CO 2 -udslip med 40 pct. i 2020. Andre har været inde på, at vi har nået 33-34 pct. Vi er overbevist om, at vi kan nå de 40 pct. også ved at plukke lavthængende frugter. Det er ikke nemt, men vi kan nå den målsætning.

Vi har krævet, og det er en fast præmis, at det skal ske, samtidig med at vi skaber arbejdspladser og beskæftigelse. Det må ikke være en vækstdræber. Det må ikke betyde, at der kommer færre arbejdspladser i Danmark, underforstået at vi ikke må pålægge byrder, hverken for borgere eller for erhvervslivet, der gør, at konkurrenceevnen bliver ringere. Det handler simpelt hen om at skabe ens vilkår for det danske erhvervsliv, i forhold til dem de konkurrerer imod. Det kunne være de nærmeste lande, men det gælder faktisk i EU og på verdensplan – men lad os nu holde os til EU og de nærmeste lande, vi konkurrerer med. Det er jo derfor, at PSO er en udfordring for erhvervslivet, for den betales ikke i nogen af vores nabolande, og derfor bliver det dyrere at producere, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Det er også lykkedes i forbindelse med vækstpakken at få reduceret energiomkostningerne. Og i Det Konservative Folkeparti har vi det mål, at det ikke må være dyrere at være virksomhed Danmark, end det er i de lande, vi sammenligner os med og konkurrerer imod.

Så ja til at gå foran, men på en intelligent måde – på en måde, så vi kan betale regningen og bevare vores konkurrenceevne. Samtidig med at vi gør det, altså skaber den teknologi og de muligheder for at kunne sælge det til gavn for vores statskasse, til gavn for indkomst i virksomhederne og omsætningen, og vi dermed også får flere arbejdspladser, skal vi passe på med, at det ikke går for hurtigt. Det er jo et faktum, at hvis vi beder vores virksomheder om at udlede mindre og det så bliver udledt i nabolandene, ja, så blæser det tilbage i hovedet på os.

Jeg kan se på formanden, at nu har jeg udtømt min tid. Så det var kommentarerne fra Det Konservative Folkeparti.

Det er korrekt. Tak til ordføreren. Så er det klima-, energi- og bygningsministeren. Værsgo.

Jeg vil gerne takke for en god debat, som jeg synes har været vigtig – det er klimaspørgsmålet jo – den har også været nyttig, og det er de her debatter jo som regel. Det, jeg tager med fra et bredt flertal i Folketinget, er selvfølgelig et stærkt mandat frem mod forhandlingerne i Paris, og det er jeg glad for. Jeg vil selvfølgelig love, at jeg vil udnytte mandatet til at gøre Danmarks stemme hørt i forsøget på at skaffe os en ambitiøs klimaaftale. Vi vil bruge hele det klaviatur, vi har lagt frem, og vi vil bruge det så ihærdigt, som vi nu overhovedet kan.

Det er klart, at debatten har afsløret nogle uenigheder om tempoet internt i Danmark, og der er mange af de diskussioner, vi kommer til at genbesøge i forskellige variationer i årene fremover. Det, der ikke skal genbesøges efter denne debat, er som sagt det mandat, som Danmark nu går til forhandlingerne med. Og jeg glæder mig til at afrapportere, hvordan vi har gjort det – forhåbentlig efter at vi har nået en solid og ambitiøs klimaaftale i Paris sidst på året. Tak for det.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade. Værsgo.

Tak for det. Tak til ministerens tilsagn, også tak for debatten og tak for den brede tilslutning. De kommentarer, som jeg lige har lyst til at komme med, er knyttet til nogle af de diskussioner, der også har været.

Den ene er til Venstres ordfører, hr. Thomas Danielsen. Vi skal måske lige prøve at arbejde lidt mere med, hvad vi mener, når vi siger, at vi er foran. Det er jo klart, at vi er foran, i den forstand at vi har reduceret vores CO 2 -udslip og endda pænt, nemlig med 34 pct. i 2020, hvis vi gennemfører energiaftalen. Hvis vi leverer 40 pct., som regeringen, SF og Enhedslisten vil være med til, ligger vi øverst, når det gælder reduktion af CO 2 . Men man skal bare lige være opmærksom på, at vores udslip pr. indbygger jo ligger i den høje ende. Hvis vi nu tager EU-gennemsnittet – det var det, jeg lige kunne finde nede fra min plads – er det jo sådan, at det pr. indbygger er cirka det samme, som Kinas gennemsnit pr. indbygger er i dag, og vi ligger stadig væk lidt over EU-gennemsnittet. Sådan er det.

Det er jo derfor, at vi får nogle af de dér diskussioner. Vi kunne måske appellere til, at vi snakker om det på den måde, at vi siger, at vi er gode til energiomstilling, og det får vi rigtig meget CO 2 -udslipsreduktion af, men at vi nok ikke er foran på klimaområdet, når vi ved, at vi, hvis vi skal tage IPPC's rapport alvorligt, skal ned på omkring en fjerdedel af det udslip, som vi har pr. indbygger i Danmark i dag. Det skal vi jo nå inden 2050. Det var vi enige med også Venstre om. Det var faktisk Venstres statsminister, der på et tidspunkt sagde det. Det var i sin tid Anders Fogh Rasmussen, der sagde det. Det var det ene, jeg ville sige.

Den andet er om det forslag til vedtagelse, der er fremsat af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og det er til det der med, at man ikke må påføre Danmark yderligere reduktionsforpligtelser. Hvis vi nu bare tager det, vi er enige om, nemlig at der i 2020 kommer en reduktion på 34 pct. ud af energiaftalen, er spørgsmålet: Skal vi så slet ikke gøre noget fra 2020 til 2030 i Danmark? Det er jo det, forhandlingerne i Paris handler om. Det bliver jo om et mål for enten 2025 eller 2030 eller sådan noget, som man skal melde ind. Det er jo ikke endelig afgjort, hvor lang tid der er, men man skal jo melde nogle nye mål ind. Skal vi virkelig ikke forpligte os på noget som helst?

Det her handler jo også om at modernisere vores produktionsapparat og modernisere vores samfund, og der vil jeg så sige til hr. Mike Legarth, at jeg er fuldstændig enig i, at vi skal tilrettelægge det her klogt og begavet, så vi også er med til at skabe arbejdspladser. Det synes jeg faktisk at vi gør med energiaftalen. Det er det ene, jeg her vil sige.

Det andet, jeg vil sige, er til det der om, at vi belaster erhvervslivet så meget: Nu har vi brugt noget tid på det, der rent teknisk hedder PSO, og vi har sørget for at lette det for erhvervslivet. Det er, fordi den blev større, end vi havde regnet med, men man skal huske, at selve energibeskatningen på erhvervslivet i det her land er EU's minimumsbeskatning. Så er der PSO'en, og den lemper vi. Det er jo netop, fordi vi tager hånd om erhvervslivet. Så er det rigtigt, at vi som forbrugere betaler høje energiafgifter. Det er sandt. Det har vi sådan set siden slutningen af 1970'erne været enige om i det her land om at gøre. Hvorfor har vi været det? Det er, fordi vi ved, at det mest effektive både økonomisk for os som samfund og i klimaindsatsen er at have et lavt energiforbrug pr. indbygger, og det har vi. Bl.a. fordi vi har høje energiafgifter, har vi lært hinanden, at vi skal spare på energien. Og det skal vi fortsat i de kommende år.

Til slut tak for debatten, og til dem, der synes, at det snakker vi altid om i Folketinget, vil jeg sige: Ja, det snakker vi heldigvis om i udvalget, i medierne og i offentligheden, men vi skal altså 5 år tilbage, før der på det her punkt lå en vedtagelse i Folketinget. Jeg synes, det er et godt forslag til vedtagelse, og vi skal gøre vores for at holde ministeren til ilden i den her sag i de kommende år. Tak.

Tak til hr. Steen Gade. Så er det hr. Mikkel Dencker, en kort bemærkning.

Jeg vil spørge SF's ordfører, om ikke SF anerkender, at den almindelige teknologiske udvikling, vi har i vores samfund – det, at der bliver forsket i ny teknologi, som bliver forbedret, forfinet og alt andet lige bliver billigere med tiden – da i sig selv vil føre til nedbringelse af CO 2 -udslippet? Jeg tænker f.eks. på vindmøller. I hvert fald er nogle typer af vindmøller efterhånden lige så billige i deres produktionsomkostninger som fossil energi. Man kan faktisk ad den vej, uden at man behøver at påtage sig nogle voldsomme ambitioner eller store målsætninger eller pålægge sig selv nogle store høje krav, få et lavere CO 2 -udslip i samfundet, altså på grund af den teknologiske udvikling. Anerkender SF ikke det?

Anerkender SF ikke også, at den danske befolkning er så bevidst om sit energiforbrug, fordi energi koster penge, at alle da prøver at lade være med at bruge mere, end der er nødvendigt? Man kan se, at den danske bilpark de sidste 10 år har undergået en stor udvikling, hvor man faktisk kører næsten dobbelt så langt på literen, end man gjorde for 10-15 år siden. Anerkender SF ikke det faktum, og at det derfor faktisk er overflødigt med de her reduktionsmål?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er jo også lige netop for at fremme den teknologiske udvikling, vi fører den her politik. For det er da helt rigtigt, at det her i høj grad er et teknologisk spørgsmål. Altså, vindmøller er ikke kommet af sig selv. De er kommet, fordi der er nogle, der har lavet en politik for dem, og nogle, der har tænkt, at vi skulle reducere vores CO 2 -udslip, bl.a. ved at udvikle en ny teknologi. Det er det ene.

Det andet er: Hvad med bilerne f.eks.? Hvorfor er det, at så mange danskere heldigvis vælger biler, der kører langt på literen i dag? Det er da, fordi benzinen koster noget. Altså, hvis vi lå der på de niveauer, som man ligger på i nogle lande, hvor man giver store, store statssubsidier til fossile brændsler, ville vi jo ikke køre dobbelt så langt på literen. Det er jo, fordi vi har lavet politik for det. Det er, fordi du kan købe en A-mærket bil i stedet for en E-mærket bil. Det samme gælder forhåbentlig også, når man ser på huse. Det er, fordi vi gør noget, det er, fordi vi tænker i, at vi skal have det her reduceret, for det er vi nødt til af hensyn til kloden, og så skal vi gøre det begavet og sådan, at vi også er med til at skabe både arbejdspladser og en fornuftig levestandard.

Tak. Hr. Mikkel Dencker.

Det, jeg prøvede at få SF's ordfører til at anerkende, er, at udviklingen faktisk går i retning af mindre energiforbrug i samfundet, uanset om regeringen fastsætter reduktionsmål og ambitioner om, at fossile brændsler ikke skal være der, simpelt hen fordi vi har en teknologisk udvikling, som gør, at den grønne energi faktisk bliver billigere med tiden. Vi har også en udvikling, der gør, at man isolerer sine huse bedre i dag og dermed har et lavere varmeforbrug, fordi det er almindelig sund fornuft, fordi folk ikke har lyst til at bruge flere penge end højst nødvendigt på deres varmeregning og på deres elregning.

Så hvorfor have alle de her store forkromede ambitioner, når vi alle sammen godt ved, at Danmarks CO 2 -udslip er så forsvindende lille, at det ikke påvirker noget som helst, hverken nu, om 50 år eller om 100 år?

Tak. Ordføreren.

Jamen det er da rigtigt, at der sker en teknologisk udvikling. Jeg siger bare, at den jo ikke kommer af sig selv. Altså, den kommer jo, fordi der er nogle, der er optaget af, at den skal komme. Jeg vil da gerne være med til at tage æren for den teknologiske udvikling og de arbejdspladser, der er skabt. Det synes jeg da at mit parti har en pæn del af æren for. Det er da ikke sådan, at vi skal stå alene om at tage æren for det, men det er da bl.a., fordi vi har haft for øje, at vi skal have vores CO 2 -udslip ned og samtidig udvikle de ting og samtidig give os som borgere mulighed for også at få nogle fordele af at vælge rigtigt klimamæssigt.

Tak. Så er det hr. Thomas Danielsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførerens bemærkning om, hvad der er ambitiøst. Det er en meget spændende diskussion: Hvad er det, der er en ambitiøs politik på området? Udfordringen er jo, at klima og velfærd går hånd i hånd, og derfor er det en balancegang. Så hvis man gerne vil have jernstøberier, gartnerier og plastfremstillingsfabrikker m.m. i Danmark, har vi selvfølgelig brug for at tage nogle hensyn til, hvor hårdt vi belaster særlig vores produktionsvirksomheder i Danmark. Det gør vi til dels også i vores klima- og energipolitik, men jo højere krav vi stiller, desto værre bliver det jo.

Når vi så samtidig har et velfærdssamfund, hvor dem, der skal bidrage til velfærdssamfundet, er i mindretal, så bliver vi nødt til, hvis vi vil opretholde den velfærd, at være varsom med at stille større krav til, hvor langt Danmark skal løbe foran. Derfor er Venstres dagsorden, at de største udledere og syndere i verden skal vi have til at gå hånd i hånd for at sikre en mindre udledning af CO 2 . Det håber vi, og vi kan så høre, at det også er det, som resten af Folketinget er enige om. Så er det forskelligt, hvilket forslag til vedtagelse man støtter op om, men i bund og grund er det i hvert fald det, som er det fælles ønske i Folketinget, hvilket jeg glæder mig over.

Tak. Ordføreren.

Det er jo rigtigt. Det står simpelt hen i forslaget til vedtagelse, at de største udledere, også selv om de findes i det, man måske teknisk kan kalde udviklingslande – i hvert fald de lande, som er på vej frem, f.eks. Kina – skal forpligte sig. Det skal de jo. Men jeg ved så ikke, om Danmark er foran. Det er en diskussion. Altså, når vores CO 2 -udslip pr. indbygger sådan set er i den høje ende, er vi så så meget foran? Når EU's gennemsnit pr. indbygger er det samme som Kinas, kan man vel ikke sige, at vi kun er foran.

Men vi er foran på omstilling, og det er jo der, vi er med til at skabe nogle job, bl.a. derovre, hvor hr. Thomas Danielsen er valgt, og hvor jeg også er valgt. Altså, i hele energisektoren skaber vi i tusindvis af job ved at lave den her omstilling. Det er en balance, kan man sige, ja, men det er da også politisk vilje, der er med til både at lave omstilling, som er nødvendig, og sørge for, at vi både skaber job og selvfølgelig heller ikke kvæler nogen job. Der er jo ingen, der drømmer om, at det er det, det handler om.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål, og der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 27. januar 2015.