Tak for det.
Jeg synes, at ministeren lyder lidt bebrejdende, med hensyn til at Dansk Folkeparti rejser de her problematikker, og jeg synes faktisk også, det er lidt svært at få ministerens opmærksomhed i den her forespørgselsdebat.
Grunden til, at vi rejser det her, er jo, at det har vores store interesse.
Det, Folketinget ikke kan få et konkret svar på, er, hvor mange sager der har været rejst over for tilsynet, der vedrører udsatte børn og unge.
Det synes jeg er mærkeligt.
Jeg mener, vi mangler et overblik.
DF fik med overgrebspakken indført, at kommunerne i forhold til indberetning af børn og unge skulle registrere, hvor mange de modtog, netop så vi havde et overblik og også kunne handle herefter, altså efter behov.
Men når det drejer sig om statsforvaltningens tilsynssager vedrørende børn og unge, kan vi ikke få at vide, hvor mange sager der har været rejst.
Svaret til Folketinget var, at det kan man simpelt hen ikke oplyse, og at der ikke er noget kvalificeret skøn over de sager.
Det er rigtigt, jeg har stillet en række spørgsmål om det her emne i årenes løb, fordi svaret fra flere ministre ofte har været, at borgerne bare kan klage til tilsynet, hvis de mener, deres kommune ikke overholder loven.
Andre gange har jeg så fået oplyst, at tilsynet ikke er et klageorgan, og det er sådan set også det, statsforvaltningen skriver på deres hjemmeside, nemlig at det ikke er en klageinstans.
Men jeg har også fået mange henvendelser fra borgere, som undrer sig over det, når de retter henvendelse til statsforvaltningens tilsyn.
Så derfor er det jo også godt at tage debatten og tydeliggøre, hvilken rolle statsforvaltningens tilsyn har.
I dag har aviserne skrevet, at kommunerne sjofler med tilsynet på børneområdet, og at hver tredje kommune ikke lever op til loven, når de fører tilsyn med børneinstitutioner.
Så kan man jo spørge ministeren her:
Er det så en sag for statsforvaltningens tilsyn – en sag, som de kunne finde på at tage op?
Sidste år kunne vi også følge to plejebørn, der blev fjernet fra deres plejefamilie mod børnenes vilje, mod deres familiers vilje og imod deres plejefamilies vilje.
Sagen kører i Ankestyrelsen, og selv om plejefamilien fik medhold i Ankestyrelsen, blev børnene ikke hjemgivet.
Jævnligt læser vi og hører vi om, at loven ikke bliver overholdt, enten fra de henvendelser, vi får i de udvalg, vi sidder i, eller også kan vi læse om det i aviserne.
Derfor finder jeg det yderst relevant at få belyst området yderligere også med hensyn til de forskellige instanser, vi har:
Hvor meget samarbejder de på tværs – Ankestyrelsen og tilsynet?
Bliver de så også enige om, hvilken instans der rejser de relevante sager?
Hvordan foregår samarbejdet på tværs?
Vi husker alle sammen de forskellige sager, der har været, bl.a.
også Rebildsagen, hvor Asbjørn With vandt Cavlingprisen for at kulegrave det.
Og – hvad kan man sige?
– det var jo ikke bare en enkelt sag, det var jo et helt sagsområde.
Derfor synes jeg, det er vigtigt at få præciseret:
Hvornår er det en enkeltsag, og hvornår er det et helt sagsområde, som statsforvaltningens tilsyn går ind i?
Det gælder også i Esbjergsagen og de andre sager.
Hvornår er det, statsforvaltningens tilsyn går ind her og vurderer?
For så vidt jeg mindes, var de inde over sagen i Rebild.
Så jeg synes, det er vigtigt, at vi får et overblik over det her – hvad det er for nogle sager, statsforvaltningens tilsyn rejser – så der ikke er nogen borgere, kan man sige, der også henvender sig til statsforvaltningens tilsyn og så får at vide, at det ikke er der, de skal henvende sig, men at de skal henvende sig til Ankestyrelsen, og så de ikke falder uden for, og så er der i hvert fald er nogle, der tager hånd om deres klage i et eller andet omfang.
Aviserne har også skrevet om det netop det her.
Jeg ved, at metroXpress også har skrevet nogle artikler om det, og dem har jeg så desværre ikke med, for ellers kunne jeg jo lige læse lidt op fra dem om, at der ikke er noget overblik over, hvad det er for nogle konkrete tilsynssager, der bliver rejst.
Det er også derfor, jeg i dag har rejst en forespørgselsdebat og vil fremsætte et forslag til vedtagelse, som jeg vil læse op på Dansk Folkepartis vegne:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget pålægger regeringen, at den en gang årligt sender en redegørelse til Folketinget om antallet af sager, og hvilke typer af sager der har været rejst i statsforvaltningens tilsyn, idet økonomi- og indenrigsministeren i et svar til Folketinget tidligere har oplyst, at det hidtil ikke har været muligt for Statsforvaltningen at foretage et kvalificeret skøn over antallet af sager, der vedrører udsatte børn og unge – jf.
svar på Socialudvalget, alm.
del – spm.
498.
Den årlige redegørelse skal som minimum indeholde:
-
Det samlede antal af klager, samt hvor mange tilsynssager der har været rejst.
-
Hvilke kommuner der er klaget over.
-
De respektive baggrunde for klagerne.
-
Oplysninger om, hvordan tilsynet har behandlet de respektive klager, herunder om der er sanktioneret i de pågældende sager, og i givet fald hvilke sanktioner.
-
Oplysning om begrundelsen for statsforvaltningens afvisning af en klage.
(Forslag til vedtagelse nr.
V 50).