Jeg er glad for lejligheden her i dag til at debattere Grækenland og i bredere forstand de udsatte landes situation og arbejdet med at sikre vækst og beskæftigelse.
Jeg vil også skynde mig at takke forespørgerne for, at man ved en tidligere lejlighed havde forståelse for, at vi først får debatten i dag.
Jeg vil begynde med at sige, at den aktuelle diskussion oven på det græske valg jo primært handler om vejen frem for det europæiske lån til Grækenland, som kun er ydet af eurolandene.
Danmark bidrager alene via IMF-lånet, og derfor tilkommer det principielt ikke os at give råd til eurolandene om, hvordan de skal håndtere deres långivning.
Eurolandene indgik den 20.
februar en aftale med den nye græske regering om at forlænge det eksisterende låneprogram med 4 måneder, indtil udgangen af juni.
Det gør det muligt at afslutte den udestående gennemgang af programmet og udbetale udestående midler til Grækenland.
Grækenland har i opfølgningen på aftalen med eurogruppen præsenteret foreløbige lister over de reformprioriteter, man ønsker at gennemføre.
Det er imidlertid en forudsætning for udbetaling under programmet, at Grækenland i tilstrækkelig grad konkretiserer disse reformer, således at det står klart, at de leverer den nødvendige tilpasning.
Den proces og dialog herom pågår fortsat, og alle håber jo selvfølgelig, at den leder til en fornuftig løsning på situationen.
Men den mere principielle debat i dag handler vel om, hvordan vores EU-samarbejde fungerer, og hvordan vi i fællesskab arbejder med at tackle krisen.
Jeg er glad for den debat, fordi det måske giver lejlighed til, at vi kan komme en række misforståelser til livs.
Første misforståelse er, at eurolandenes hjælp til Grækenland i sig selv skulle være problemet.
Det er altså at vende tingene helt på hovedet.
Grækenland kom af egen drift i alvorligt økonomisk uføre i forbindelse med krisen.
Det havde ikke noget med banker at gøre.
Der blev løbende brugt flere offentlige penge, end der var indtægter, og der var blevet gjort for lidt for at understøtte holdbar vækst og beskæftigelse i form af gode rammebetingelser og sunde strukturer.
Og i 2010 blev situationen uholdbar, og Grækenland kunne ikke længere finansiere sig på markedet.
Det hører med, at der i en årrække var blevet decideret snydt med tallene for det offentlige underskud, og det er jo ikke noget, der skaber tillid nogen steder.
Der blev ydet et omfattende lån til Grækenland.
Formålet var at give Grækenland tid til at komme på fode igen og undgå en øjeblikkelig tilpasning, som havde været meget alvorlig for de græske borgere.
Uden lån og markedsadgang havde man været nødt til at sikre balance mellem udgifter og indtægter med det samme, og det ville have indebåret langt mere drastiske finanspolitiske stramninger.
Grækenland manglede penge, eurolandene lånte Grækenland penge, og det er efter min mening udtryk for stor solidaritet, ligesom det var udtryk for en fælles interesse i at løse problemerne.
Lånet er hjælp til selvhjælp.
Det er ikke gavebistand.
Det skal være midlertidigt, og derfor indebærer lånene krav om, at underliggende problemer skal løses.
Der skal skabes balance mellem offentlige udgifter og indtægter, og der skal gøres noget for at øge væksten og beskæftigelsespotentialet.
Har det så medført paradis på jord i Grækenland?
Nej, det har det selvfølgelig ikke.
Den græske befolkning har gennemgået betydelige tilpasninger, som ikke er misundelsesværdige, men situationen ville have været meget værre uden låneprogrammet.
En anden misforståelse er, at det skulle være forkert, at eurolandene lægger vægt på, at låneprogrammet skal fortsætte i en eller anden form, når nu der er kommet en helt ny regering, som vil noget andet end den gamle.
Lad mig slå fast, at den danske regering ligesom de øvrige EU-lande selvfølgelig respekterer resultatet af det græske valg og ser frem til samarbejdet med den nye regering, som allerede er i fuld gang.
Men Grækenlands økonomiske udfordringer er jo de samme, uanset hvem der danner regering, og gabet mellem indtægter og udgifter er det samme, og behovet for ekstern finansiering er derfor også det samme.
Grundforudsætningerne for låneprogrammet består, og det er jo også normalt kutyme, at nye regeringer står ved aftaler, der er blevet indgået af tidligere regeringer, som jo også var demokratisk valgt.
Det gælder også her.
En ny dansk regering kan jo heller ikke bede om at få slået en streg over offentlig gæld, som en tidligere regering har skabt.
Betingelserne i låneprogrammet er ikke noget diktat fra eurolandene, fra ECB eller IMF.
De er udformet i sin tid i dialog med Grækenland, og vægten kan så lægges forskelligt efter politiske præferencer.
Man kan notere sig, at eurolandenes aftale med den nye græske regering om at fortsætte låneprogrammet også indebærer mulighed for at skifte tiltag ud i programmet, forudsat at de leverer samme effekt og sker i dialog med de øvrige eurolande.
Der er ingen, der forhindrer den græske regering i at lægge endnu større vægt på at komme skattesvig og korruption til livs, tværtimod.
Det har hele tiden været en del af programmet at bekæmpe korruption og sikre et ordentligt skattesystem, og det har været noget, som institutionerne, altså Kommissionen, ECB og IMF, og de andre lande har lagt stor vægt på.
Hvis den nye regering er bedre til det end de gamle regeringer, vil de andre eurolande bestemt se positivt på, at der nu er en regering, der leverer det, som de hele tiden har foreslået.
Den nye græske regering har således god mulighed for at komme med nye eller bedre tiltag.
En tredje misforståelse er, at Grækenland nu står i en helt umulig og uholdbar situation, som der ikke er nogen vej ud af uden en gældslettelse.
Det er altså ikke oplagt.
Den offentlige gæld er relativt høj, men Grækenlands aktuelle afdrags- og rentebetalinger er mindre end flere andre eurolandes, f.eks.
Italiens og Portugals.
Det udgør således ikke noget særskilt problem for Grækenland.
Det skyldes især, at eurolandenes lån har lave renter og meget lang tilbagebetalingstid.
Grækenland har langt bedre forudsætninger for at lægge krisen bag sig i dag end tidligere på baggrund af låneprogrammet.
En forudsætning for, at Grækenland oplever fremgang, vil dog være en konsekvent gennemførelse af den igangværende tilpasning.
Den nye regering har gennemført finanspolitiske lempelser og tilbagerulning af allerede gennemførte strukturreformer, som peger i den forkerte retning og påvirker gældsholdbarheden negativt.
En lempelse af finanspolitikken i Grækenland øger også Grækenlands finansieringsbehov.
Så længe Grækenland ikke har opbygget tilstrækkelig tillid til at kunne finansiere sig selv på markedet, kan pengene kun komme fra de andre eurolande.
Nogle af de andre eurolande, som man i givet fald vil bede om at finansiere Grækenlands finanspolitiske lempelser og/eller en gældslettelse, er jo mindre velstående end Grækenland, og nogle lande har selv været igennem tilsvarende tilpasninger i kølvandet på krisen.
Det gælder eksempelvis de baltiske lande, hvoraf kun Letland fik hjælp udefra.
De lande, der har været igennem programmer og tilpasninger, såsom Portugal, Irland, Spanien og de baltiske lande er aktuelt blandt dem, hvor væksten i BNP og beskæftigelse er størst.
De har så at sige arbejdet hårdt for at komme i form til at gribe opsvinget.
Erfaringen er, at jo mere konsekvent og konsistent en genopretning gennemføres, jo sikrere er vejen tilbage til fornyet vækst og beskæftigelse.
Det gælder jo også os selv i Danmark.
Låneprogrammet til Grækenland og andre udsatte EU-lande står ikke alene.
Vi har i EU i kølvandet på krisen gennemført en række vigtige styrkelser af vores økonomiske samarbejde.
Der er kommet langt større fokus på at forebygge situationer, hvor lande ender i så stort uføre, som tilfældet er i Grækenland.
Det gælder først og fremmest fokus på sunde offentlige finanser gennem den styrkede stabilitets- og vækstpagt samt finanspagten.
Men det gælder også fokus på håndtering af andre makroøkonomiske ubalancer såsom boligbobler, tab af konkurrenceevne m.v., som også har været en stor del af problemet i flere lande.
Der er gennemført en betydelig styrkelse af den finansielle regulering og tilsyn, og der er blevet etableret en bankunion.
Endelig er der også kommet langt bedre krisehåndteringsværktøjer i form af eurolandenes lånefacilitet ESM, og ECB's pengepolitiske værktøjskasse er blevet udvidet med muligheden for opkøb af statsobligationer m.v.
Senest har Kommissionen foreslået en perspektivrig investeringsplan, som vi vedtog på Ecofin i marts, og som nu forhandles med Europa-Parlamentet.
Sammen med den konkrete gennemførelse af vækstvenlig konsolidering og strukturreformer i de enkelte lande har de her tiltag efter min klare overbevisning bidraget til at genoprette tilliden og understøtte en gryende økonomisk fremgang.
Der er ikke nogen lette løsninger i Grækenland, herhjemme eller for EU som helhed, når det gælder at sikre holdbar fremgang i vækst og beskæftigelse.
Jeg ønsker oprigtigt, at den græske regering og befolkning får held med og har vilje til at finde en vej frem med holdbar vækst og beskæftigelse inden for rammerne af EU og eurosamarbejdet, så også Grækenland efterhånden kan lægge krisen bag sig.
Aftalen mellem eurogruppen og Grækenland om en forlængelse af genopretningsprogrammet har indtil videre skabt grundlaget for, at Grækenland formulerer og gennemfører de reformer, der er afgørende for at opnå holdbar vækst og beskæftigelse.
Det er derfor vigtigt, at Grækenland nu bruger tiden fornuftigt på at gøre netop det, og det er det, som vi alle sammen aktuelt venter på at de gør.