Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 1:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren redegøre for regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som presser/tvinger danskerne til at ændre levevis og adfærd og »rette ind« af hensyn til indvandrere?

Af Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 08.10.2014. Fremme 10.10.2014).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 29. januar 2015, og så skal jeg give ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne bede om, at man foretager nødvendige samtaler uden for dette lokale. Herinde skal der være mulighed for at høre de taler, der kommer. Tak.

Tak. Dansk Folkeparti rejste sidste år en værdidebat med det formål at få en god og grundig debat om, at der efter vores mening er ved at ske et skred i opfattelsen af, hvordan vi har det med vores egen identitet; om vi tager det alvorligt, når vi synes, at vores samfund er ved at ændre sig; om vores frihedsidealer såsom ligeværd mellem kønnene og ytringsfrihed eksempelvis bliver trådt under fode, altså at vores ytringsfrihed bliver indskrænket, fordi vi er begyndt at udøve en selvcensur, som absolut ikke er acceptabel. Selvcensur er ikke noget, vi er vant til i de vestlige samfund. Det er bestemt en stor del af et frihedsideal, at man kan ytre sig inden for den lovgivning, der er, som man vil, og at det skal respekteres. Men vi gør det jo, og nogle gange kan man godt have forståelse for det, fordi der er nogen, der vil os det ondt, når vi tegner et eller andet eller ytrer os om et eller andet, som nogen er inderlig imod.

Der er sket meget, siden Dansk Folkeparti for et år siden rejste denne debat. Jeg har naturligvis siddet og læst talerne igennem, inden vi skulle i gang med den her debat, og på det tidspunkt drøftede man ikke Islamisk Stat, og man drøftede ikke terror. Det var slet ikke de gruopvækkende ting. Det var egentlig bare en fastholdelse, som jo er vigtig nok, af, at vi står vagt om vores kultur, vores nationale identitet, vores danskhed og vores værdier. Men nu er der altså ekstreme grupper, der truer os, også på vores værdier, og det er ikke alene i en fjern del af verden, men også i Danmark. Det synes jeg som sagt fortjener en god debat.

For nylig havde Jyllands-Posten en meningsmåling, hvori danskere blev spurgt om, hvilket parti man mener er bedst til at sikre danske værdier. Der lå Dansk Folkeparti i spidsen. Men det bryster jeg mig sådan set ikke af, selv om jeg selvfølgelig er glad for, at folk har fattet vores kamp for sammenhængskraft, ligestilling mellem kønnene, tillid, demokrati, frihed, lighed og broderskab – gør din pligt og kræv din ret – altså at folk har fattet, at det faktisk er noget, vi står for, og at det er noget, vi gerne vil stå vagt om og værne om.

Men vi vil utrolig gerne have, at andre partier deler det med os, at man bakker os op, at man bakker danskerne op, at man i andre partier føler, at det her er ved at udvikle sig alvorligt, og at vi er nødt til at ændre holdning i forhold til nogle ting, hvis vi vil gå videre på den måde, som vi kender i den vestlige verden og i Danmark, nemlig at vi har vores idealer og kæmper for at beholde dem. Vi vil som sagt meget gerne have andre partier med, og derfor har vi rejst denne forespørgselsdebat – vi har stillet forespørgslen til statsministeren, fordi vi synes, det er naturligt, at landets statsminister står i spidsen for det her – for at høre, hvad de andre partier mener om det her meget, meget vigtige emne. Tak.

Jeg siger tak til ordføreren for forespørgerne, fru Pia Kjærsgaard. Og så giver jeg ordet til statsministeren for besvarelse.

I dag skal vi diskutere værdier. Danmark hviler på stærke værdier. Vi har bygget et helt samfund med rod i vores værdier, det er det Danmark, vi kender, og det Danmark, som jeg mener vi skal passe på. Forespørgerne fokuserer på værdipolitik som noget, der kun handler om udlændinge.

Sådan ser regeringen ikke på det. Værdipolitik er noget meget større, for værdier er på mange måder grundlaget for al politik, og derfor betyder forskelle i værdier selvfølgelig også forskelle i politik.

Danmark er et land med stor lighed, sådan har vi besluttet at vi gerne vil have det i Danmark; hverken køn, bankkonto eller familiebaggrund må stå i vejen for den enkeltes muligheder. Vi er et trygt fællesskab, sådan har vi valgt at indrette os, og en stor del af det, vi tjener, har vi valgt at vi skal betale i skat, sådan at vores børn og unge kan få en god uddannelse, og så du kan få hjælp, hvis du er syg. Vi har en udstrakt frihed hver især, det er det samfund, vi har valgt. Vi kan ytre os og sige, hvad vi mener, gifte os med den, vi selv ønsker, og leve vores liv, som vi ønsker.

Lighed, frihed, tryghed og solidaritet er mine værdier og regeringens værdier, og de bestemmer naturligvis retningen for de beslutninger, vi træffer, og det er lige fra en bedre indsats for de udsatte børn, og hvordan vi tager imod udlændinge, over en ny folkeskole til økonomisk ansvarlighed. Jo, værdier er i sandhed mange ting. Men værdier skal jo ikke måles på længden eller mængden af ordene. Nej, værdier skal måles på konkrete handlinger. Værdier gør en konkret forskel.

Lad mig komme med et eksempel: Danmark er et lille land, men det har aldrig været en god løsning for Danmark at lukke os inde om os selv. Det er jo netop vores evne til at samarbejde internationalt, forandre vores samfund og vende udfordringer til muligheder, der har gjort os til et rigt land, og i en globaliseret verden må vi acceptere, at et menneske godt kan have rod i to lande. Mennesker kan rumme mere, end man måske umiddelbart tror. Det betyder også for os, at danske statsborgere skal kunne bevare deres danske statsborgerskab, selv om de flytter til et andet land og bliver statsborgere der. Sådan bør det være, og sådan bliver det nu.

Et andet eksempel gælder rettighederne for danske familier. Jeg mener ikke, at der kun er én rigtig måde at være familie på. Jeg hylder det danske frisind og frihed. Når vi har besluttet, at homoseksuelle par kan vies i folkekirken, er det udtryk for vores værdier, og når fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti vil forhindre homoseksuelle i at få samme rettigheder som andre i forhold til ægteskab og adoption, er det, fordi man har nogle andre værdier.

I forespørgslen i dag anmoder forespørgerne om, at der sættes fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som presser/tvinger danskerne til at ændre levevis og adfærd og at rette ind af hensyn til indvandrerne. Helt grundlæggende har jeg en stærk tiltro til Danmark og til vores værdier, men selvfølgelig kan der opstå udfordringer forbundet med indvandring. Det tror jeg egentlig mange her i Folketinget anerkender, og jeg tror også, at der er mange i befolkningen, der har det på den måde. For der kan opstå problemer, når der kommer mennesker fra andre lande og kulturer til Danmark, og nye spørgsmål kan stilles.

Skal man fortsat have almindelig dansk mad i danske institutioner? Mit svar er ja. Skal vi fastholde 24-årsreglen, fordi vi ikke vil have tvangsægteskaber? Mit svar er ja. Skal vi have en holdning til, om der bliver sat juletræ op i en boligblok? Mit svar er ja. For det handler jo om, at man ikke skal føle sig fremmed i sin egen boligblok. Og selvfølgelig er det helt uacceptabelt, at der er dele af vores byer, hvor der hersker andre normer, og det er frygteligt, når der er gader, hvor jøder ikke føler de kan gå trygt, når de går der med kalot på.

Til gengæld føler jeg ikke trang til at boykotte Føtex, fordi de har et godt tilbud, ligesom jeg heller ikke mener, at det skal ligge noget parti til last, hvis deres principprogram er oversat til arabisk. Det kan så undre, at det selv samme parti kun vil have medlemmer, der er danske statsborgere. Og jeg tvivler stærkt på, at det er i overensstemmelse med grundlæggende danske værdier om retssamfundets robuste styrke at bare flirte med tanker om nødret.

Fru Pia Kjærsgaard og jeg har gennem mange år diskuteret danskhed, og hun har engang defineret danskhed sådan – og jeg citerer: Danskhed er nye kartofler, jordbær med fløde og den jyske vestkyst. Det lyder jo dejligt med sådan en sommerdag, særlig på sådan en lidt grå dag som i dag. For mig er det også danskhed, men det kan også være mange andre ting. Det er først og sidst de værdier, der er mellem os, mellem mennesker i Danmark. Det er den helt særlige måde, vi har valgt at indrette vores samfund på med velfærd, solidaritet og ligestilling; det er vores sprog, vores sange, vores hygge, vores humor – ja, man kunne blive ved.

Det er noget dybfølt at føle sig dansk, og det er det også for mig, og derfor er det også magtpåliggende for os alle sammen at passe på det, der er det særlige ved Danmark. Helt aktuelt har vi en debat om ytringsfrihed. Debatten viser sig på mange måder. Man kan sige at vi i den mere godmodige afdeling har haft en debat om tv-serier. Og nej, jeg mener ikke, at Folketinget skal nedsætte et råd eller et nævn af eksperter, som partout skal ind over alle Danmarks Radios produktioner, som Dansk Folkeparti i ramme alvor har foreslået. Ytringsfrihed er jo også at give plads og rum til det, vi ikke bryder os om – også når det er Danmarks Radio.

Men der er også en debat om ytringsfrihed, som handler om selve livsnerven i vores demokrati. Det er en debat om retten til at ytre sig frit, og det er en debat om frihed for pressen. Lad mig slå fast: Hverken vi politikere eller andre skal blande sig i journalisternes arbejde. Hvad en avis vil trykke eller ikke vil trykke, er heldigvis deres helt egen beslutning.

Det er ikke tilfældigt, at de kræfter, som ønsker at ødelægge demokratiet, går målrettet efter netop det frie ord og den frie tanke. I Paris oplevede vi et grusomt angreb på ytringsfriheden og pressefriheden. Mennesker blev hensynsløst myrdet – det er ganske enkelt forfærdeligt. Men svaret fra befolkningerne og regeringerne var klart: Vi vil ikke lade os true. Vi giver ikke efter, og de, der forsøger at angribe vores værdier og begrænse vores frihed, vil ikke lykkes.

Jeg fornemmer, at opbakningen til demokrati og ytringsfrihed er både stærk og bred, og den kommer heldigvis også fra mange muslimske ledere og borgere. Jeg forstår faktisk godt de tusindvis af danske muslimer, der bare passer deres ting, går på arbejde, uddanner sig, yder deres til samfundet, gør alt det, man skal, er dødtrætte af at høre, at de stadig er et problem. Og jeg vil også godt benytte lejligheden i dag til at understrege, at terrorangrebet i Frankrig ikke er en kamp mellem Vesten og islam; det er en fælles kamp for demokrati og mod terror og ekstremisme.

Her og nu er der uro i verden, der kommer mange flygtninge til Danmark, og det er en udfordring, vi skal håndtere, og vi skal kunne følge med. Derfor strammer regeringen mulighederne for familiesammenføring, og derfor strammer vi reglerne for asyl. Det er første gang i 12 år, at det sker.

Vi står nu med en ny gruppe flygtninge, og denne gang skal det lykkes. For hvordan er det egentlig gået de flygtninge, der allerede er i Danmark? Ja, kendsgerningen er, at alt for mange er havnet på kontanthjælp. Vi skal undgå fortidens fejl, for vores samfund kan ikke holde til, at mange mennesker sidder hjemme i lejligheden for nedrullede gardiner og får kontanthjælp uden at være en del af samfundet. Vi ønsker ikke et parallelsamfund, hvor der hersker værdier, som er helt i modstrid med det almindeligt gældende i Danmark, et samfund, hvor piger og drenge ikke får de samme muligheder, hvor forældre skal bestemme, hvem deres børn skal giftes med. Vi ønsker, at færre står uden for fællesskabet, og at flere bliver en del af det danske fællesskab. Derfor ønsker jeg at stille krav til de mennesker, der kommer hertil, for vi skal sikre, at flygtninge ikke gøres til klienter i Danmark.

Det betyder også, at de nye flygtninge skal arbejde – uanset hvor lang tid de skal være her i landet, så skal de arbejde. Jeg ønsker at ændre vilkårene for flygtninge og indvandrere, der er på kontanthjælp, de skal arbejde mere for ydelsen; det kan være i et løntilskudsjob, i virksomhedspraktik eller i et nyttejob. Målet er selvfølgelig, at de får et rigtigt arbejde.

Det er også en dansk værdi, at vi ikke er bange for at tale om problemerne, og vi skal heller ikke være bange for at gøre noget ved dem. Jeg ønsker et fællesskab, hvor vi stiller krav til hinanden, og hvor alle yder det, de kan. Et trygt fællesskab er det, jeg forstår ved det Danmark, vi kender. De danske værdier er stærke, og jeg opfatter det som et stærkt og fælles ansvar at passe på dem. Tak.

Det var statsministerens besvarelse. Så går vi i gang med selve forhandlingen, og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Pia Kjærsgaard.

Undskyld, det gik lidt langsomt, formand, men jeg troede faktisk, at statsministeren ville udnytte taletiden, så jeg sad bare dér og lyttede. Men nu er jeg her.

Men tak til statsministeren for svaret. Altså, jeg må nok sige, at jeg egentlig undrede mig lidt, for forespørgslen er jo faktisk stillet, fordi vi gerne vil høre statsministeren om, hvilken påvirkning det har, at mange indvandrere og flygtninge, udlændinge og folk med anden etnisk baggrund kommer til Danmark. Og jeg synes, at statsministeren brugte ord på rigtig mange andre ting. Det er også i orden, jeg tager meget gerne debatten; det er faktisk derfor, jeg er blevet værdiordfører.

Jeg synes jo også, at værdier omfatter social omsorg; jeg synes, at de ældre skal have det godt, langt bedre, end de har det i dag under den her regering. Jeg synes, at kulturen skal have et løft, sådan at vi ikke bare husker en kulturminister for, at hun har lukket Underholdningsorkestret, og sådan, at vi har en god folkeskole, og jeg kunne blive ved og ved.

Men det er klart, at det, der optager os utrolig meget, er, hvordan vi bliver påvirket af, at der kommer mange til Danmark med en helt anderledes kultur, en anderledes baggrund. Det har der gjort til alle tider, men ikke i det antal for det første. Og for det andet har vi danskere jo ikke bare accepteret, at vi visse steder skulle underlægge os den samme kultur, at vi skulle bøje af, at vi skulle bøje nakken. Det er det, jeg så gerne vil have man tager alvorligt i stedet for at tage det sådan lidt let, altså underforstået: Lad os nu få den her debat overstået. Det synes jeg som sagt at den her debat er alt, alt for vigtig til.

Når der er flere postnumre i Danmark, hvor der er en større koncentration af folk med anden etnisk baggrund end danskere, så synes jeg, det begynder at blive alvorligt. Jeg synes, det er alvorligt, når man siger: Vi har bare en globaliseret verden. Ja, det har vi. Det anerkender vi også i Dansk Folkeparti, men vi går bare ind for, at vi styrer den her globalisering, for så kan den komme os til gavn, det er der slet ingen tvivl om.

Jeg synes stadig væk, at man tager det alt for let. Når vi rejser den her debat, gør vi det jo, fordi forsvaret for vores værdier er vigtigere end nogen sinde. Og jeg er helt oprigtig, når jeg siger, at jeg inderlig gerne så, at Folketingets partier kunne samles om det her, og at vi i Dansk Folkeparti ikke ønsker at stå sådan mere eller mindre alene. Heldigvis – og det kommer jeg tilbage til – fremsætter vi et forslag til vedtagelse sammen med Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, og det synes jeg er godt at vi kan stå sammen om. Men jeg mangler ligesom lidt mere engagement fra mange partiers side, selvfølgelig med statsministeren i spidsen, fra Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslistens side – lidt mere engagement, lidt mere alvor i den her debat.

Vi ser bare magtesløse til, når unge indvandrere rekrutteres som hellige mordere, ikke hellige krigere. Der er værdikriger, som er et godt ord, men hellig kriger er da ikke et godt ord. Altså, det er man da ikke, når man bliver uddannet til at myrde, når man tilslutter sig forskellige ekstreme bevægelser, når man tager fra Danmark til en fjern verdensdel for at vende tilbage og vende sig med had og brutalitet og modbydeligheder mod det land, som har taget imod en. Det er mange gange sket på opfordring fra fanatiske imamer i moskeen, f.eks. Grimhøjmoskeen i Aarhus. Den havde vi heller ikke til debat for et år siden, da vi havde den her værdidebat.

Meget er sket siden. Vi har også haft en forespørgselsdebat om det, hvor man ligesom slår ud med armene og siger: Vi kan ikke gøre noget ved det. Det synes jeg er meget, meget beklageligt. Det handler jo om selve den danske kultur, det, vi kommer fra, vores rødder, vores værdier, vores sammenhængskraft – det er jo det, det handler om i virkeligheden. Hvilken vej ønsker vi egentlig at gå?

Jeg har tidligere sagt, og jeg vil sige det igen. Når først værdier er tabt, er det meget svært at få dem igen. Vi kan rette op på mange ting. Vi kan rette op på skattepolitikken, på socialpolitikken, på uddannelsespolitikken, men det er meget, meget svært, hvis vi først taber vores værdier.

Det gør vi altså også i forhold til demokratiet. Tør journalisterne skrive, hvad de vil? Tør aviserne trykke, hvad de vil? Det siger de de gør. Alligevel er der ikke rigtig nogen, der har lyst til at trykke en tegning af muslimernes profet. Og man kan jo godt forstå dem, det er jo slet ikke det, man forstår dem jo godt. Men er vi virkelig kommet dertil? Det er vi.

Jeg synes jo, må jeg så sige til statsministeren, at når man bliver spurgt som politiker, så svarer man, om man synes det er rigtigt eller forkert. Jeg synes, det var forkert; det vil jeg godt gentage. Jeg synes, at alle aviser burde have gjort det og fået de europæiske bladhuse med. Det gjorde man ikke – stadig væk kan man have forståelse for det. Men det er da en beklagelig udvikling, det er da en beklagelig udvikling, det kan da ikke være anderledes.

Jeg kan jo godt huske, da vi for 10 år siden havde Muhammedkrisen, at der absolut var politikere, der udtalte, at Jyllands-Posten ikke burde have trykt de Muhammedtegninger – altså, dengang ville man godt blande sig, men det var bare med omvendt orden. Eksisterer ytringsfriheden, eller dækker journalister, kunstnere og andre over deres angst ved at tale om hensyn og pålægge sig selv en eller anden form for censur? Jeg er altså virkelig bange for, at det er derhenne, vi er.

Er jeg ved at have overskredet tiden, hr. formand? Ja, det er jeg vist. Jeg har desværre overskredet tiden, men jeg kan jo komme tilbage. For jeg synes, at det her er noget, der i den grad optager sindene, og jeg vil meget opfordre til, at vi får en lang debat om det. Jeg glæder mig til, at statsministeren går på talerstolen igen, for jeg kan ikke forestille mig, at statsministeren vil gøre noget andet.

Men jeg skal så ende med (på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) at oplæse følgende

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der skal værnes om og skabes respekt for danske kulturelle, sproglige og historiske værdier ved at værdsætte det, som særlig kendetegner Danmark og danskernes levevis og adfærd.

I en verden og en tid, hvor Islamisk Stat vinder frem med et barbarisk, skrækindjagende og afstumpet værdisæt, hvor der har været terrorangreb på tegnere i Paris, hvor Danmark har rekord i antallet af hellige krigere, og hvor der fra Grimhøjmoskeen ved Aarhus udgår ytringer, der tester og udfordrer vores værdier og love, er der særlig grund til at stå vagt om Danmark og danske demokratiske, frisindede og kønsligeværdige værdier.

Folketinget konstaterer endvidere, at regeringen og Folketinget aktivt skal håndtere og styre indvandringen til Danmark, og at disse udfordringer skal håndteres, med udgangspunkt i hvad der tjener Danmark, de vestlige værdier, frihedsrettighederne og danskerne bedst.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 18).

Tak for det. Det netop oplæste forslag til vedtagelse indgår i den videre forhandling.

Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Trine Bramsen.

Jeg har forstået, at fru Pia Kjærsgaard gerne ser, at vi som samfund gør brug af nødret, når nogen angriber vores værdier. Kan fru Pia Kjærsgaard uddybe, hvad hun mener med det, og hvad hun mener med brugen af nødret?

Ordføreren.

Det kan jeg sagtens. Altså, man kan også bruge ordet nødlov – det har jeg faktisk efterfølgende også forsøgt at forklare i pressen. Det kan man bruge, og hvis man mener, at der er konventioner og andre ting, som man ikke lige kan klare at vi går i kamp med eller mod, så synes jeg, at den her sag er så alvorlig, at man må spørge: Hvad gør vi så?

Vi havde en forespørgselsdebat om Grimhøjmoskeen, hvor vi faktisk alle sammen fandt frem til, at vi godt kunne bruge vores udmærkede grundlov, men ikke engang det gør man jo. Den debat endte med en masse ord, men der skete jo ikke rigtig noget, og jeg er også bange for, at debatten – og nu tænker jeg ikke lige på den her debat i Folketinget – ender sådan.

Det er godt, at man går i demonstration, fordi der skete den forfærdelige massakre, men hvad sker der efterfølgende? Bliver det gemt og glemt? Der er det bare, jeg siger: Vi skal ikke have, det sker i Danmark. Og så er vi simpelt hen nødt til at foretage os noget i stedet for at gøre et eller andet småt og så have en angst for, at det samme kan ske i Danmark.

Fru Trine Bramsen.

Så skal jeg bare lige forstå, om fru Pia Kjærsgaard mener, at et demokratisk samfund er kendetegnet ved, at man kan sætte lovgivningen ud af kraft; at et demokratisk samfund er kendetegnet ved, at lovgivningen ikke behøver at gælde.

Næh. Men jeg har jo også sagt, at man ved en nødlov – lad os bruge det ord – overhovedet ikke sætter demokratiet ud af spil. Men må jeg godt lige minde om noget, og det var det, jeg egentlig havde en anelse om at den her debat nok ville udvikle sig til, nemlig at man går ind i nogle ting, og at man egentlig helst vil koncentrere sig om dem. Man vil ikke rigtig komme videre. Men så kan jeg jo fortsætte i det samme spor. Jeg kan bare nævne nogle tilfælde, hvor den røde fløj gentagne gange har sagt noget, hvis vi talte om eksempelvis mere overvågning. Dengang der var tale om, at Politiets Efterretningstjeneste ikke mente, at man skulle kunne udvise administrativt ved en særlig domstol, hvad sagde den røde fløj? Politistat. Går man ind for en politistat i Danmark? Nej, det gør man vel ikke. Men det er jo sådan, folketingspolitikere debatterer.

Vi fortsætter, og den næste korte bemærkning er fra hr. Jeppe Bruus.

Tak for det. Det slår mig, at hver gang fru Pia Kjærsgaard eller andre fra Dansk Folkepartis top udtaler sig, balancerer I lidt på en line. Nu har vi fornøjelsen af at have Mogens Camre siddende i Gladsaxe Byråd, og han udtaler sig jævnligt om det, som jeg egentlig opfatter som det gængse, i forhold til hvad Dansk Folkeparti mener. Jeg skal bare høre, om fru Pia Kjærsgaard er enig i det, som Mogens Camre sagde her den 8. januar:

Jeg kan ikke se, hvad muslimer overhovedet har at gøre i Europa.

Jeg mener jo, at Mogens Camre her begår præcis den fejltagelse, som vores statsminister og andre ledende politikere i Danmark har været meget koncentrerede om at tage fuldstændig utvetydigt afstand fra, nemlig det, der sker, når islamister bruger islam og andre religioner eller ideologier som gidsel i forhold til deres vanvittige handlinger, og de har understreget, at vi ikke ligger i krig med islam.

Så jeg skal bare høre, om det er Dansk Folkepartis linje, at man overhovedet ikke kan se, hvad muslimer har at gøre i Europa.

Jo, men altså, vi kan jo blive ved med den her leg med at tage afstand fra, hvad en eller anden har sagt ude i landet. Må jeg lige læse lidt op, for vi diskuterede det faktisk på gruppemødet, hvor der var nogle af vores folketingsmedlemmer, der sagde: Jamen prøv lige engang at høre, hvad Socialdemokratiet siger rundtomkring. Altså, der er en socialdemokrat, der siger: Gid alle kinesere brænder op. Der er en socialdemokrat i Horsens Byråd, der udtalte sig på nazistisk vis og derefter måtte forlade sit byrådsarbejde og rejse til udlandet.

Altså, sådan kan vi jo blive ved og ved. Og jeg ser gerne, at man konfronterer mig med, hvad jeg har sagt, og hvad der er Dansk Folkepartis politik. Det synes jeg ville være mere væsentligt i den her debat.

Hr. Jeppe Bruus.

Nu vil jeg tillade mig selv at bestemme, hvad jeg skal stille spørgsmål om. Og så lad mig fortsætte med endnu et citat fra Mogens Camre fra oktober, hvor han siger:

Jeg havde en underlig fornemmelse, da jeg så TV Avisen her til aften; en journalist, der ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, der er inder.

Så fortsætter han senere: Folk fra fremmede kulturer bestemmer, hvad der skal ske i dette land.

Er det det, der er Dansk Folkepartis holdning til en journalist og en minister og andre, der i forhold til afstamning eller slægt måske ikke er etniske danske, men som trods alt har et virke her og af de fleste af os andre vel bliver opfattet som danskere?

Hvis hr. Jeppe Bruus fulgte lidt med i medierne – og det må jeg formode at et medlem af Folketinget gør – vil han også vide, at den sag er sat på plads i forhold til Mogens Camre. Og jeg må sige i forhold til den journalist, som hr. Jeppe Bruus nævner, at jeg synes, det er en af de mest sympatiske, en af de mest dygtige journalister, vi har til at læse op i TV Avisen. Det har jeg sagt mange gange, og det vil jeg gerne gentage, og jeg vil egentlig håbe, at han hører det her – eller at det i hvert fald bliver refereret for ham. Jeg synes, han er rigtig dygtig, meget dygtig. Han taler dansk bedre end mange indfødte danskere. Og jeg ved ikke, om han er indfødt dansker, men han taler i hvert fald ganske fremragende dansk; han gør det godt. Og jeg synes, hr. Jeppe Bruus burde tænke lidt over, at den sag for længst er sat på plads. Men hvis det er det, debatten skal gå på, kan jeg jo godt se, at det er det, vi kan bruge tiden på – også for de øvrige ordføreres vedkommende.

Den næste korte bemærkning er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg er da sikker på, at den pågældende journalist sætter pris på fru Pia Kjærsgaards ros af hans danske ordforråd.

Jeg kan forstå, at der er nogle i Dansk Folkeparti, der synes, det er et problem, at Føtex laver et skilt på arabisk i Sønderborg. Jeg var faktisk nede i Sønderborg i går, fordi der er et asylcenter, hvor der er en del syriske flygtninge – det er mennesker, som er flygtet fra Islamisk Stats myrderier. Man har muligvis skiftet holdning, men det har i hvert fald været nogle af Dansk Folkepartis medlemmers synspunkt.

Samtidig synes partiet åbenbart, at det er sådan helt tiptop fint – eller »naturligt« for nu at citere hr. Søren Espersen – at sende det officielle Danmark, herunder kronprinsen og forsvarsministeren, ned til en mindehøjtidelighed for Saudi-Arabiens kong Abdullah, altså til et regime, som pisker kritikere og halshugger borgere offentligt osv. Hvordan hænger de ting sammen? vil jeg gerne spørge fru Pia Kjærsgaard. Altså, jeg kan forstå, at hr. Martin Henriksen mente, det var et knæfald for islamismen, at der var et skilt i Føtex på arabisk i Sønderborg. Er det et knæfald for islamismen at tage ned og hylde en diktator i Saudi-Arabien eller hvad?

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg tror næppe, kronprinsen har haft den store indflydelse på, om han skulle tage af sted eller ej. Og nu er der jo en verden til forskel på Enhedslistens syn på det royale Danmark, på kongehuset, og på Dansk Folkepartis holdning til, hvordan det er. Jeg tror, Enhedslisten står ret isoleret med den holdning, det er min opfattelse, men hvis der er andre, der vil bakke op om det, synes jeg da, de skal gøre det heroppe fra talerstolen, når de bliver ordførere. Jeg synes, det er en trist holdning, absolut; det synes jeg, det er. Og må jeg sige i den sammenhæng: Vi hører jo også til dem – der kan vi måske være enige med Enhedslisten – der syntes, at vi skulle modtage Dalai Lama. Det har også været hægtet på. Det konfronterede fru Johanne Schmidt-Nielsen ikke mig med, for hun kender godt vores indstilling.

Til det andet må jeg bare sige, at der en gang imellem kan komme en kæk bemærkning. Altså, nogle går i Føtex og får øje på et eller andet, andre går i Bilka og får øje på noget andet. Jeg ved ikke rigtig, hvilken en af sagerne der er bedst eller dårligst, ærlig talt. Sådan er det, og hr. Søren Espersen har jo som politisk næstformand for Dansk Folkeparti sat det her på plads. Der er det, jeg siger, hvis vi skal fortsætte ad det spor: Jamen o.k., jeg stiller mig gerne til rådighed her fra Folketingets talerstol, men jeg synes bare ikke oprigtigt, at debatten skal gå på det. Det er ikke, fordi jeg ikke vil svare, der er jo svaret, og lad os nu tage den debat, som er så væsentlig, i forhold til hvor vi står i hele værdidebatten. Der kan fru Johanne Schmidt-Nielsen være med.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Men fru Pia Kjærsgaard stiller sig jo ikke til rådighed. Fru Pia Kjærsgaard er i gang med disciplinen at lade være med at svare på spørgsmål i Folketingssalen. Fru Pia Kjærsgaard svarede ikke på spørgsmålene om hr. Mogens Camres, synes jeg, fuldstændig vanvittige udtalelser. Hun kom med sådan noget udenomssvar om, at vi kunne spørge til, hvad fru Pia Kjærsgaard mente. Altså, hr. Mogens Camre er vel ikke en hvilken som helst mand i Dansk Folkeparti.

Nu spørger jeg så til, om det ikke er sådan lidt dobbeltmoralsk, for ikke at sige hyklerisk, på den ene side at påstå, at man fordømmer fundamentalistisk islam, og på den anden side at sige, at man synes, det er fuldstændig naturligt, at Danmark sender sine spidser af sted til en mindehøjtidelighed for kong Abdullah. Er det ikke det, man ville kalde hykleri? vil jeg gerne spørge Pia Kjærsgaard. Og lad os endelig blande kronprins Frederik uden om det og så bare fokusere på forsvarsministeren. Jeg kan forstå, at fru Pia Kjærsgaard synes, det er så fint, at den danske forsvarsminister tager ned for at mindes kong Abdullah. Er det ikke hykleri?

Fru Pia Kjærsgaard.

Der tror jeg fru Johanne Schmidt-Nielsen har en nemmere tilgang til forsvarsministeren, end jeg har – sådan er det. Og fru Johanne Schmidt-Nielsen spurgte faktisk til kronprinsen – det var derfor, jeg svarede – i det første spørgsmål; det skulle man måske ikke have gjort. Men er det at blande Føtex og Saudi-Arabien sammen ikke sådan lidt latterligt? – det synes jeg ærlig talt. Jeg synes, det er meget, meget latterligt – meget latterligt.

Jeg synes, det er helt o.k., at kronprinsen tager til Saudi-Arabien. Hvis forsvarsministeren vil med, må fru Johanne Schmidt-Nielsen tale med ham om det. Der er en nemmere tilgang; det kan jeg ikke forholde mig til.

Så går vi videre til den næste korte bemærkning, og den er fra hr. Christian Juhl.

Nå, for pokker, jeg havde ellers noget andet, jeg gerne ville spørge om, men jeg synes ikke, at vi fik afsluttet den her debat. Hvorfor i alverden er det ligegyldigt, hvad forsvarsministeren gør, men meget vigtigt, hvad en prins ovre fra kongehuset gør? Jeg mener, det er da lige så problematisk, og det er måske endda endnu mere problematisk, for han er trods alt en slags repræsentant for demokratiet, og både fru Pia Kjærsgaard og jeg har vel et ansvar for at hjælpe ham lidt på rette vej, når han er på forkert vej.

Hvorfor i alverden siger Dansk Folkeparti ikke, ligesom vi andre siger: Hov, kunne du ikke lige tage at blive hjemme i stedet for at skandalisere Danmark på den måde ved at tage derned og støtte de værste islamfolk?

Fru Pia Kjærsgaard.

Men altså, der er forskellige ideologier, og der er forskellige politiske partier, der har støttet forskellige ideologier, som har været modbydelige; det må hr. Christian Juhl kende en hel del til. Jeg synes, at hr. Christian Juhl jo kan begynde med at stille spørgsmål til forsvarsministeren – det er man meget velkommen til – i den mundtlige spørgetid, og så kan vi få svar på det. Men jeg kan altså ikke se problemet.

Hr. Christian Juhl.

Jo, men fru Pia Kjærsgaard vil gerne have en værdidebat, og jeg prøver at lede efter, hvor pokker vi kan mødes og diskutere det, når hun afviser alle spørgsmål. Og derfor tænkte jeg, at vi da kunne mødes her og så lade være med at snakke kongehus, men gå til biddet, hvis det er islam, der er problemet. For her er der tale om en af de værste islamister, han er godt nok en grim karl. Hvorfor skal man hylde den slags folk? Altså, så bliver et skilt i et supermarked jo helt naturligt lidt småt i forhold til det. Føtex har ikke tænkt sig at slå nogen ihjel, bare fordi de sætter et skilt op; de vil bare hjælpe kunderne ind.

I øvrigt vil jeg gerne sige, at det bedste middel mod fundamentalisme jo er åbenhed og demokrati i Danmark, men det kræver mod, fru Pia Kjærsgaard. Det kræver, at vi står sådan her med hænderne (taleren viser åbne arme) , når de kommer til vores land, og ikke sådan her (taleren holder hænderne foran sig med håndfladerne vendt udad) , hvis fru Pia Kjærsgaard forstår det. Ved fru Pia Kjærsgaard, hvad netop de folk, der i Sønderborg, i Kolding, i Vejen, i Århus, i Aalborg, på Bornholm står sådan her og tager imod menneskene, får tilbage? De får venlighed og taknemlighed over, at vi vil tage imod dem. De får ikke nogen negativ holdning. Det er en måde at snakke værdier på, det er en måde at integrere folk i vores samfund på.

Nu ved jeg af erfaring, at det kan være svært at overholde taletiden, men jeg vil alligevel opfordre de ærede medlemmer til at prøve at gøre det, for det gør jo ligesom, at der er flere, der kan komme til orde, og det er også en god ting.

Men jeg giver ordet videre til fru Pia Kjærsgaard.

Jo, men det var jo sådan set ikke mig, der begyndte at blande Føtex ind i snakken om Saudi-Arabien; det var fru Johanne Schmidt-Nielsen. Og jeg giver da hr. Christian Juhl ret i, at det er sådan lidt småt, ikke? Altså, det er ikke så godt, men det skete jo.

Så må jeg jo bare sige, at der også lige har været en delegation til Kommunistkina. Jeg ved ikke, om hr. Christian Juhl kan identificere sig lidt mere med Kommunistkina end med Saudi-Arabien – måske – men der har også været en delegation med kulturministeren i spidsen og et følge, også ministre, og kulturministeren måtte eksempelvis fuldstændig kapitulere i forhold til at tale med en kritiker, altså en kunstperson, som var en skarp kritiker af det kinesiske styre. Altså, det er jo det, vi oplever hele tiden. Så den her situation er ikke isoleret; det er noget af det, vi oplever hele tiden i den her verden, vi lever i.

Så går vi videre til næste korte bemærkning, og den er fra fru Yildiz Akdogan.

Det er i dag 70-årsdagen for Auschwitz' lukning, så vi ved jo af historiske grunde, hvad frygt kan føre med sig af grusomme ting. Nu har fru Pia Kjærsgaard snakket om, at i værdipolitikken må vi helst ikke snakke om, hvad en dansk journalist er, og hvad danskheden er, og vi må heller ikke snakke om skiltning på arabisk i Føtex. Vi må heller ikke tale om, hvad nuværende og tidligere Dansk Folkeparti-medlemmer har sagt.

Så er det, jeg undres, for hvad er værdipolitik så, ud over det, som statsministeren også sagde i sin tale, nemlig at DF kun vil snakke værdipolitik, når det handler om de fremmede, udlændingene? Det er jo egentlig en meget, meget snæver tilgang til værdipolitikken, så jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge værdiordføreren om det, hvis man sådan skal prøve at udvide den lidt. Jeg synes jo, det er fedt at bo i et land, hvor to mænd, der er forelskede i hinanden, kan få lov til at blive gift i en kirke. I min optik er det også en fantastisk værdipolitik, som vi kan være stolte af som danskere. Så jeg vil egentlig høre, hvad fru Pia Kjærsgaard synes om den værdipolitik, altså homoseksuelles ret til at blive viet i en kirke.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg vil godt gentage, hvad vi har sagt under hele den debat: Vi accepterer absolut, at homoseksuelle lever sammen. Vi accepterer hundrede procent et registreret partnerskab. Jeg sad selv i Folketinget, da det blev vedtaget, og stemte for det som en af de få fra de borgerlige partier – da var de borgerlige partier ikke rigtig med, men det gjorde jeg. Jeg synes, det er fint med en kirkelig vielse, absolut, hvor ritualet er nogenlunde det samme. Men et egentligt ægteskab – og det må jeg da fastholde, som vi har gjort hele tiden – er mellem en mand og en kvinde. Sådan er det. Det betyder ikke, at man ikke hundrede procent accepterer homoseksuelle, overhovedet ikke. Det har der jo været delte meninger om. Vi står jo heldigvis ikke sådan helt isoleret med det i Folketinget. Der har da været et par fra de andre borgerlige partier, som har ment det samme som os. Og der bliver Folketingets medlemmer jo fritstillet af deres grupper.

Men jeg synes jo, at når fru Yildiz Akdogan i lighed med statsministeren forsøger at gøre den her debat til noget andet end det, der er meningen med den – det formål, den er rejst med, og hvad ordlyden er – så er jeg villig til til enhver tid at tage en debat om alle de andre ting, som også er værdipolitiske. Ork ja, altså, skolepolitik, socialpolitik, kulturpolitik, kirkepolitik, og alt muligt – det synes jeg er fint. Men det er bare ikke det, som debatten her i dag er rejst om.

Så er det fru Yildiz Akdogan.

Tak for det. Det undrer mig bare, for hver gang, vi hører om værdipolitikken fra fru Pia Kjærsgaard, er det kun om det her emne. Jeg har aldrig hørt om andre emner i forhold til værdipolitikken. Jeg har aldrig hørt fru Pia Kjærsgaard rejse en forespørgselsdebat om socialpolitik, ligestilling og om et samfund, som netop tager hånd om de svageste.

Jeg vil gerne lige referere til den nytårstale, som vores dronning holdt. En af de ting, hun snakkede om, var, at der i den seneste tid er kommet tusindvis af flygtninge til Danmark, især er der kommet mange fra den forfærdende og langvarige borgerkrig i Syrien; overalt i landet gøres der en stor indsats for at hjælpe flygtningene, opgaven med at tage imod så mange mennesker fra fremmede himmelstrøg og anderledes kulturer kan synes uoverskuelig, men der bliver alligevel gjort en indsats. Noget af det særegne ved den danske kultur er også at kunne tage imod og hjælpe der, hvor vi kan.

Er det ikke også værdipolitisk at kunne række hånden ud der, hvor vi kan, og der, hvor vi kan gøre en forskel? Hvad synes fru Pia Kjærsgaard om den tale fra dronningen?

Den har vi rost. I øvrigt synes jeg overhovedet ikke, at man skal dissekere dronningens tale. Det er dronningen ganske enkelt for ophøjet til. Det bliver den jo mere og mere. Men vi synes godt om talen. Kan jeg sige det tydeligere? Det er også blevet sagt fra vores side, og vi er fuldstændig enige.

Vi skal vise frisind, vi skal vise åbenhed, sådan som Danmark har tradition for at gøre. Vi skal jo bare passe på. Det er jo det, jeg siger, og det er derfor, at vi har rejst den her debat, og det er derfor, jeg synes, at spørgsmålet er væsentligt at få diskuteret. Det har ikke noget at gøre med, at man lukker sig inde, og det har ikke noget at gøre med, at man ikke vil modtage fremmede. Det har ikke noget at gøre med, at man ikke vil sende nødhjælp til verdens nødstedte, overhovedet ikke, eller at man ikke åbner sig over for en globaliseret verden – slet, slet ikke.

Så går vi videre i rækken af korte bemærkninger, og den næste er fru Camilla Hersom.

Tak for det. Fru Pia Kjærsgaard sagde i begrundelsen for den her forespørgsel, at vi skal ændre holdning til nogle ting. Hvem er vi?

Fru Pia Kjærsgaard.

Det mener jeg i allerhøjeste grad er Folketinget. Det er derfor, at vi diskuterer det, og det er derfor, at jeg appellerer til folketingspolitikerne om at tage det her meget, meget alvorligt.

Jeg ved da godt, at man gerne vil håne det og kalde meget af det for symbolpolitik, men der er da meget, man kan tage op. Der er muslimsk modstand mod juletræer i en boligforening; der er separate baderum og kønsopdelt svømmeundervisning; og vi tøver ganske fejt, synes jeg, med at lukke en moské, som udklækker terrorister. Altså, jeg synes da, at vi skal ændre holdning til alle de der ting, og det er derfor, at jeg har bedt om den her debat, og det er derfor, vi har fremsat det her forslag til vedtagelse.

Man har lov til at stille alle de spørgsmål, man vil, det skal jeg understrege, og jeg kan svare på min måde, og det må jeg jo også understrege, men jeg synes bare, at debatten fortjener et løft, og det er derfor, at det ærgrer mig lidt, at man bruger sin spørgetid til at spørge om alt muligt, som egentlig slet ikke vedkommer det her.

Fru Camilla Hersom.

Det forekommer mig bare, at en af de væsentligste danske værdier netop er, at vi deler os efter anskuelse, og at partierne også i Folketinget har forskellig indstilling til vores samfund og til den retning, det skal udvikle sig i, og til, hvad vi i øvrigt prioriterer. Er fru Pia Kjærsgaard ikke enig i det?

Jo, jo, men jeg beklager, hvis fru Camilla Hersom og Det Radikale Venstre har den holdning, at frihed kun skal gælde for fanatiske imamer og Hizb ut-Tahrir. Jeg synes jo, at vi skal have frihed. Jeg synes, at vi skal have lighed. Jeg synes, at vi skal have ytringsfrihed. Men vi må jo også bare konstatere, at den er ved at blive indskrænket. Jeg kan forberede fru Camilla Hersom på, at når hun kommer op, vil jeg spørge hende om ytringsfriheden, for vi er da begyndte at udøve en selvcensur. Det er jo slet ikke noget, der kendetegner danskerne. Det er jo slet ikke noget, vi kan klare. Altså, vi er frie mennesker, og vi er vant til at sige, hvad vi vil – også helt uskyldige ting som at tegne, tale og tænke frit.

Så har vi en enkelt kort bemærkning mere. Det er i hvert fald på nuværende tidspunkt den sidste. Den er fra hr. Bruno Jerup.

Tak for det. Man kan jo undre sig lidt over, at Dansk Folkeparti rejser sådan en spændende debat her om værdipolitik og så i virkeligheden giver meget lidt udtryk for, om de overhovedet selv har nogen værdier. Det lyder nærmest, som om den eneste værdi, der er, er Dansk Folkepartis had mod fremmede. Det undrer mig, at fru Pia Kjærsgaard ikke ønsker at svare på alle de spørgsmål, der jo i virkeligheden handler om, hvilke værdier Dansk Folkeparti står for.

Det undrer mig, at fru Pia Kjærsgaard sådan meget flot slår ud med armene og siger, at det da er helt fint, at forsvarsministeren tager ned og hylder kong Abdullah. Hvorfor er det bare helt fint? Hvad er det for en værdi, der ligger til grund for at kunne udtale sig på den måde? Det lyder nærmest, som om det er den rene enten ligegyldighed eller kynisme – det er i hvert fald ikke noget, der minder om nogle værdier, der er værd at samle på i den vestlige verden, hvis det er den, som man måler på.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det er jo lidt ærgerligt, når man har sådan et nedskrevet spørgsmål fra pressetjenesten, som man står og læser op i Folketingssalen, at spørgsmålet egentlig har været stillet og også er blevet besvaret, altså at man ikke kan forny sig, og at man bruger ord som had til fremmede. Jeg må sige, at jeg må ignorere det, og at jeg ikke engang orker at tage til genmæle, for jeg synes simpelt hen, at det er for primitivt. Det beklager jeg, men det synes jeg.

Jeg må jo igen sige, at jeg ikke på noget tidspunkt har hørt Enhedslisten være imod, at vores regering og andre, kongehuset, tog af sted til andre, ja, diktaturer. Det har jeg ikke hørt noget som helst om, overhovedet ikke. Jeg synes da stadig væk, at man må have den kontakt, man har til forsvarsministeren. Jeg er spændt på onsdagens spørgetid. Lad os se, om spørgsmålet bliver stillet. Så må vi jo se, om forsvarsministeren svarer på det. Og så lad kongehuset være i fred. Jeg kan også forstå, at man har fundet ud af, at det skal man nok gøre. Nu er det kun forsvarsministeren, det drejer sig om. Jeg kunne ellers i pressen se, at det var kongehuset, der skulle stå for skud; den stakkels kronprins, der ikke som os andre har mulighed for at svare.

Hr. Bruno Jerup.

Men du svarer jo ikke på, hvorfor du synes, at det er helt fint. Hvad er det for nogle værdier, der ligger til grund for, at du synes, at det er helt fint?

Jeg er nødt til at minde hr. Bruno Jerup, der jo har tidligere erfaring herinde fra Folketinget, om, at taleformerne ikke er blevet moderniseret i den grad, nogle måske kunne ønske. Så det med »du« går ikke.

Så giver jeg ordet til fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Det er jo i og for sig det mindste af det, det kommer vi nok over.

Men jeg kan jo ikke rigtig gøre andet end svare, som jeg hidtil har gjort, nemlig at vi har et diplomati, og at vi sørger for, at en regering varetager det og tager kongehuset med i det. Jeg må sige, at jeg virkelig synes, at det er så dybt ærgerligt at bruge tid på det i en så væsentlig debat – undskyld, jeg siger det, men det synes jeg – altså at halvdelen af taletiden skal gå med, om kronprinsen og forsvarsministeren skulle tage til Saudi-Arabien. Hvad kommer det egentlig den her forespørgselsdebat ved, i forhold til den ordlyd forespørgslen har, nemlig på hvilken måde den meget store tilstrømning af folk med anden etnisk baggrund påvirker det danske samfund? Jeg tror ikke, at forsvarsministeren eller kronprinsen kommer hjem og er radikaliserede, fordi de har været en tur i Saudi-Arabien.

Det blev det sidste ord fra fru Pia Kjærsgaard i denne omgang. Vi siger tak og går videre til næste ordfører. Det er Venstres ordfører, og det er fru Inger Støjberg.

Jeg har egentlig glædet mig meget til den her debat, for det er jo ret sjældent, at vi i Folketinget har så god tid til netop at debattere noget, der er så væsentligt som danske værdier og det grundlag, vi står på. Derfor kan jeg da også godt håbe, at debatten nu ikke udvikler sig til sådan noget med at rive hinanden noget i næsen, som man rundtomkring har læst i en eller anden avis, eller som forskellige ordførere eller politikere eller medlemmer af partier har sagt, men at vi rent faktisk bruger tiden på at diskutere, hvad det er for nogle værdier, vi bygger på.

For i Danmark kan man leve, som man vil. Man kan bare ikke lave om på samfundets grundlæggende principper. Man kan ikke ændre på det fundament af frihedsrettigheder, som tidligere generationer har bygget op, men man kan bygge sin tilværelse oven på det fundament. Det synes jeg faktisk er vigtigt at få slået fast, for det er desværre ikke alle indvandrere i Danmark, der helt har forstået det budskab.

I Venstre er vi tilhængere af indvandring, en fornuftig indvandrerpolitik, der gør vores samfund rigere. Heldigvis bidrager rigtig mange indvandrere positivt til det danske samfund, men der er også udfordringer, og de går altså ikke væk, ved at man forsøger at lukke øjnene for det. Vi har store værdimæssige udfordringer i Danmark som følge af den forfejlede indvandrerpolitik, der bl.a. blev ført under Poul Nyrup Rasmussen og op igennem 1990'erne, og som regeringen desværre er i gang med at gentage. Vi har problemer med ghettoer, hvor danske værdier ikke har rodfæste. Vi ser shariatilhængere, der underlægger andre deres middelalderlige tanker, i visse områder i Danmark. Vi har unge mennesker, der er så radikaliserede, at de er klar til at rejse til Syrien for at slå sig selv og andre ihjel. Vi har moskeer, der aktivt modarbejder demokratiet.

Så længe holdninger som disse florerer og trives i vores samfund, er de danske værdier og de danske frihedsrettigheder og principper sat under pres. Derfor er det vigtigt, at der fra statens side bliver holdt et skarpt øje med de ekstremistiske miljøer, som vi kan se. Indsatsen mod ekstremisme skal både bestå af forebyggelse og effektiv retshåndhævelse. Derfor skal vi også sørge for, at PET har de nødvendige redskaber til rådighed, ikke mindst set i lyset af de forfærdelige hændelser, vi så her for nylig i Paris.

Men der er også en del, der handler om holdninger. I Venstre ønsker vi at værne om de danske værdier, og derfor kan jeg heller ikke sige det klart nok: Vi tager skarpt afstand fra enhver form for tvungen ændring af adfærd og enhver slags retten ind. Alle i Danmark skal have lov til at praktisere deres religion, som de ønsker det. Det vil sige, at man kan holde jul, lige så tosset man vil, eidfester, lige så tosset man vil, og sabbat og alt muligt andet. Men hensynet skal være gensidigt, og helt grundlæggende må det være sådan, at når man kommer til et nyt land, må man tage kulturen til sig, og så må man indpasse sig bedst muligt under de normer og værdier, der præger det samfund, som man skal være en del af. Men man har selvfølgelig retten til at dyrke den religion, som man ønsker.

Indvandrere skal derfor også udvise den fornødne respekt for vores samfund og de værdier, som det bygger på. Her i landet må man tro på, hvad man vil; man må tænke, hvad man vil; man må ytre sig om, hvad man vil; man må tegne, hvad man vil – lige som man ønsker det. Det skal man respektere, ellers har man efter min mening ikke noget at gøre i Danmark.

Jeg tror på, at det lykkes at sikre en ordentlig værdimæssig integration i Danmark. Efter min mening kræver det bare en indsats – en indsats, der går på to ben. På den ene side skal vi sige klart fra, når danske værdier kommer under pres. På den anden side skal vi være bedre til at sikre, at flere indvandrere bliver en del af det danske fællesskab – det danske fællesskab, der starter i skolerne og børnehaverne, og som er på arbejdspladserne og i det frivillige foreningsliv, i vores boligområder og alle mulige andre steder. Det er her, man får de danske værdier ind under huden.

Afslutningsvis skal jeg sige, at vi fra Venstres side støtter det forslag til vedtagelse, der er blevet fremsat af Dansk Folkeparti.

Tak til Venstres ordfører. Der er korte bemærkninger, den første er fra fru Trine Bramsen.

Fru Inger Støjberg slutter sin tale med at slå fast, at Venstre støtter det forslag til vedtagelse, der er fremsat af Dansk Folkeparti. Og i det forslag står der, at en fælles værdi er de kønsligeværdige værdier. Derfor vil jeg bare høre fru Inger Støjberg, om hun deler den holdning, som Dansk Folkeparti lige har givet udtryk for, nemlig at et ægteskab ikke kan forekomme mellem to af samme køn.

Nej.

Jeg tror, det er fru Trine Bramsen for den anden korte bemærkning.

Nu er det jo et fælles værdipolitisk forslag til vedtagelse, og derfor skal jeg så bare høre, om fru Inger Støjberg vil uddybe, hvordan man kan stå sammen om et forslag til vedtagelse, hvor der står, at man deler holdning til kønsligeværdige værdier i Venstre og Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Nu går jeg ud fra, at det er vielser af homoseksuelle, som fru Trine Bramsen henviser til, og det var jo sådan, at Folketinget var fritstillet i den sag. Jeg stemte selv for, og det gjorde jeg, fordi jeg ikke mener, at man på den måde kan sætte kærlighed på formel. Så jeg stemte for i sin tid. Men det er jo sådan i alle spørgsmål af den karakter, at ethvert folketingsmedlem må – og det har man i øvrigt retten til og forpligtelsen til ifølge grundloven, selvfølgelig – tage stilling i hver enkelt sag. Men lige præcis hvad angår de her spørgsmål, ved fru Trine Bramsen lige så godt som jeg, at der jo kan være forskelle fra parti til parti, men at der faktisk også godt kan være forskelle internt i partierne.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jeppe Bruus.

Tak. Jeg havde fornøjelsen af at stille fru Pia Kjærsgaard et spørgsmål tidligere, hvilket ordføreren også selv refererede til. Dansk Folkeparti er jo et topstyret parti. De gør et stort nummer ud af at sige det offentligt og åbent. Det er en værdi, de selv må om. De gør også meget ud af, at de smider folk ud af partiet, hvis man går imod partilinjen. Derfor syntes jeg jo, det var et rimeligt spørgsmål at stille, om fru Pia Kjærsgaard var enig i de udtalelser, som Mogens Camre er kommet med. Det ville hun ikke svare på, og derfor må jeg så spørge Venstre, når I nu deler værdifællesskab, om Venstres ordfører er enig i Mogens Camres udtalelser om, at han ikke kan se, hvad muslimer overhovedet har at gøre i Europa.

Nej.

På den måde kommer vi hurtigt videre til det andet, det opfølgende spørgsmål fra hr. Jeppe Bruus.

Det er punkt nummer to her, hvor I ikke er enige.

Så lad mig stille et andet spørgsmål i forhold til hele den her diskussion om indvandring osv. Ordføreren har tidligere selv været ude at sige, at vi skal diskriminere mod de indvandrere, der kommer fra lande, hvor man hovedsagelig har en muslimsk baggrund. Er det den værdi, som skal kendetegne Venstre i en kommende regering, hvis det skulle gå så galt?

Ordføreren.

Når mennesker kommer frivilligt til Danmark, synes jeg også, det er ret og rimeligt, at man stiller krav om, at de selvfølgelig skal bidrage til det danske samfund. Det er jo deri, at man i første omgang kan adskille hele flygtningedebatten fra indvandrerdebatten. Og når det er sådan, at de kommer her helt frivilligt, så synes jeg, det er ret og rimeligt, at man stiller krav, og at man stiller rette og rimelige krav, og det kan f.eks. være, at man kan se, om vedkommende vil have en rimelig mulighed for at komme til at bidrage på arbejdsmarkedet. Der er alt for mange indvandrere, der ikke bidrager på arbejdsmarkedet i dag.

Derfor er det klart, at indvandring skal gå på to ben. Det skal være sådan, at vi på den ene side jo er et åbent samfund, som vi altid har været og vi har tradition for at være. Det skal vi vedblive med at være, men det skal også være sådan, at man stiller krav til de mennesker, der kommer her, om at bidrage til det danske samfund – og bidrage positivt selvfølgelig.

Jeg ved godt, at ordføreren næsten har opsparet lidt taletid ved de korte svar (Inger Støjberg (V): Ja, jeg går ud fra, at jeg har ca. 3 minutter i opsparet tid!), men jeg tror nok, at hvis jeg har læst regelsættet rigtigt, kan man ikke rigtig spare op på den her måde herinde; jeg beklager.

Men vi går bare videre, og den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl.

Tak. Nu vil jeg lige minde fru Inger Støjberg om, at det der med landets grundlæggende principper, som man skal indordne sig under, jo ikke just har været et Venstrespeciale. Jeg minder om, at man faktisk er det eneste parti i danmarkshistorien, der har bevæbnet sig for at sikre sig, at man fik sin vilje, og det var i 1848, da vi fik den første grundlov; dengang ville Venstre og deres skytteforeninger sætte ind med magt imod kongen, hvis ikke man fik sin ret, nemlig grundloven. Så man skal nok lige passe lidt på med det der med ikke at gå op mod grundlæggende principper. 1915 er et godt eksempel på det samme; det var grundlæggende principper, at det kun var mænd over 35 år med fod under eget bord, der dengang kunne stemme. Så det kunne godt ske, at man lige skulle tænke sig om.

Ellers vil jeg gerne spørge, om fru Inger Støjberg er enig med fru Pia Kjærsgaard i vurderingen i forhold til selvcensur, altså at der er en meget, meget stor grad af selvcensur i Danmark i øjeblikket.

Fru Inger Støjberg.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi er sat under pres, og det er jo også en debat, der, kan man sige, har fyldt meget i især avisspalterne og i tv-debatterne her på det seneste. Jyllands-Posten har jo selv sagt det meget klart, altså at de valgte ikke at trykke billeder fra Charlie Hebdo efter terrorangrebet, og jeg kan godt forstå, at man som chefredaktør selvfølgelig har nogle overvejelser, både med hensyn til sine ansatte og avisen sådan helt generelt. Men vi må også sige, at Jyllands-Posten jo selv har sagt, at de på en eller anden måde har pålagt sig selv en selvcensur ved ikke at trykke de her tegninger. Så deri er jeg jo enig med fru Pia Kjærsgaard.

Hr. Christian Juhl.

Mener fru Inger Støjberg virkelig, at det absolut skal være sådan, at man skal trykke Hebdos tegninger dagen efter, og at vi kun har én måde at formidle nyheder på i Danmark? Ligger der ikke i det med frihed, lighed og broderskab, som også blev nævnt af fru Pia Kjærsgaard, at den enkelte redaktion har ret til frit at formidle sit stof og vælge, hvad der skal på forsiden, og hvad der er det vigtigste osv., og at man f.eks. også har ret til at vælge den tilgang, det måske er at sige, at ja, det kan godt ske, at vi har ret til at gøre det, men vi vælger ikke at gøre det, for vi synes ikke, vi altid har hånepligt? Og det kunne også være andre ting, der drev det.

Fru Inger Støjberg.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Christian Juhl så langt, at det jo er op til enhver chefredaktør selv at vurdere, hvilke ting der skal trykkes i avisen. Hvis jeg som politiker mente, at jeg skulle bestemme, hvad der skulle stå i aviserne, så ville jeg jo også gøre op med de grundlæggende frihedsrettigheder, og det ville være helt forkert. Men det er jo bare sådan, at Jyllands-Posten selv har begrundet den manglende optrykning af Charlie Hebdo-satiretegningerne med, at man har valgt det af hensyn til avisen og til sine medarbejdere og dermed jo også har underlagt sig selv selvcensur. Så det er jo ikke noget, kan man sige, jeg står og finder på, men noget, som Jørn Mikkelsen selv har begrundet i avisen.

Så jeg er fuldstændig enig med hr. Christian Juhl i, at vi som politikere jo netop ikke skal bestemme, hvad der skal stå i aviserne, og vi heller ikke skal bestemme, om der skal være tegninger eller ej, men derfor er det jo alligevel en væsentlig debat at tage.

Den næste korte bemærkning er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Hverken hos Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne eller De Radikale er man, så vidt jeg er orienteret, fritstillet som folketingsmedlem, når det handler om homoseksuelles rettigheder. Det er jo, fordi vi synes, det er helt grundlæggende og en vigtig værdi, at homoseksuelle ikke skal diskrimineres. Det har vi som partier helt klare holdninger til. Det er ikke noget, hvor vi siger, at lige når det handler om homoseksuelle, må hvert enkelt folketingsmedlem lige selv bikse en holdning sammen. Som sagt, partierne har klare holdninger til diskrimination af homoseksuelle.

Hvad er egentlig – det har altid undret mig – årsagen til, at man hos Venstre fritstiller Venstres folketingsmedlemmer, når det handler om homoseksuelle? Hvordan adskiller diskriminationen af homoseksuelle og homoseksuelles rettigheder sig fra alle andre politiske spørgsmål?

Fru Inger Støjberg.

Jeg vil da meget håbe, at det er en fortalelse, fru Johanne Schmidt-Nielsen kommer med, når der bliver sagt, at man netop ikke er fritstillet, men at man er bundet på hænder og fødder. Vi står i et parlament, og vi har da vores grundlovssikrede ret til netop altid at stemme efter overbevisning. Så det vil jeg da sådan set håbe også gælder selv ind i Enhedslistens rækker, men det kan jo så være mit modspørgsmål til fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Så vil jeg i øvrigt sige, at vi altid har haft en tradition for netop at være fritstillet, bl.a. i sager om kirkelige anliggender og andre sager, hvor man ved, at det er noget, som – kan vi sige – der kan være meget forskellige synspunkter om fra person til person, og på samme måde, hvis man kigger afstemningsbøgerne igennem her i Folketinget, vil man også godt kunne se folketingsmedlemmer fra Venstre, der går imod partilinjen i alle mulige andre sager. Jeg husker selv sager, hvor der har været meget diskussion, f.eks. om gruppeeksamen og andet.

Så det er jo ikke et spørgsmål om homoseksualitet eller særlige kirkelige anliggender eller andre spørgsmål, men sådan er det jo helt generelt i Venstre. Vi er et liberalt parti, og man kunne måske da egentlig godt ønske sig lidt, at Enhedslisten også bevægede sig i en lidt mere moderne retning, hvor man faktisk stemte efter sin overbevisning og man ikke var bundet på hænder og fødder.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det der er simpelt hen en omgang retorisk udenomssnak. Det er fuldstændig rigtigt, at alle folketingsmedlemmer stemmer efter deres egen overbevisning, og derfor er det også nogle gange sådan, at der er nogle folketingsmedlemmer, som stemmer noget andet end deres partier. Men i Venstre har man besluttet, at lige præcis når det handler om homoseksuelles rettigheder og diskrimination af homoseksuelle, er det noget helt særligt; det adskiller sig fra alt muligt andet; det er noget helt særligt – man siger, at her har man ikke nogen partilinje, og her må man fuldstændig frit vælge, hvad man synes. Så har man jo en partilinje i stort set alle andre politiske spørgsmål, det må fru Inger Støjberg da give mig ret i.

Så er det, jeg spørger: Hvad er dog begrundelsen for det? Hvorfor er det, at når det handler om mennesker, som er homoseksuelle, og deres rettigheder, så siger man: Uh, her har vi at gøre med noget helt særligt, vi har altså ikke nogen partilinje, det er noget, man hver især må finde ud af. Hvorfor? Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Fru Inger Støjberg.

Jamen det er jo så åbenbart noget, der er så helt særligt, at man i Enhedslisten har besluttet sig for, at man vil binde folk på hænder og fødder, så de ikke må stemme imod partilinjen. Det er da lige så mærkeligt. Jeg håber da sådan set bare, som jeg sagde før, at også Enhedslisten vil bevæge sig ind i en moderne verden, der jo sådan set ikke er mere moderne, end grundloven er, fordi man efter grundlovens bestemmelser har sin helt egen vilje, når man stemmer i Folketingssalen.

Så går vi videre til den næste korte bemærkning, og den er fra fru Camilla Hersom.

Jeg vil egentlig gerne blive lidt i det spor, som fru Johanne Schmidt-Nielsen lægger ud. For jeg synes egentlig også, det interessant at høre Venstres ordfører stå og fortælle om de helt grundlæggende rettigheder, at enhver kan leve, som de vil, og at der skal være ligestilling i forhold til køn og seksualitet, og at der så alligevel tilsyneladende er en splittelse i Venstre, med hensyn til hvad man skal vægte højest.

Så hvad mener ordføreren? Hvad skal man vægte højest – er det folks seksuelle ligestilling, altså at man kan leve, som man vil, med den seksualitet, man har, og med de samme rettigheder som alle andre mennesker, eller er det et andet synspunkt, der skal vægtes højest?

Ordføreren.

Jamen jeg mener jo, at det siger sig selv, i og med at jeg jo stemte ja til homoseksuelles ret til at blive viet.

Fru Camilla Hersom.

Jamen det var jo netop ikke hele Venstres folketingsgruppe, der gjorde det. Så mit spørgsmål er: Er det en bærende værdi for partiet Venstre, når det, man kan konstatere, er, at når der bliver stemt om det i Folketingssalen, er det altså ikke Venstres folketingsgruppe, der som helhed bakker op om, at homoseksuelle selvfølgelig skal have de samme rettigheder som andre mennesker i det her samfund?

Ordføreren.

Altså, nu må spørgeren lige have mig undskyldt. I første spørgsmål bliver jeg spurgt om, hvilken del af det her der vægter højest for mig, og det svarer jeg på, og så bliver jeg så klandret for, at det ikke er hele Venstres folketingsgruppes holdning, og spurgt, om jeg så lige kan redegøre for det. Det kan jeg jo af gode grunde ikke, da vi er fritstillet i Venstre, hvilket jeg jo også kunne håbe at man var i Det Radikale Venstre, altså at man ikke var bastet og bundet til en eller en fast holdning om noget. Det er da lige så mærkeligt, som at man kan være fritstillet. I øvrigt er det jo egentlig slet ikke underligt at være fritstillet, i og med at man har retten dertil via grundloven. Men jeg kan jo bare sige, hvad mit udgangspunkt er, og det er, at der skal være ligestilling på dette område.

Så går vi videre til den næste korte bemærkning, og den er fra fru Yildiz Akdogan.

Nu er ordføreren også repræsentant for sit parti, så jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren som repræsentant for Venstre: Er det ikke lidt underligt, at man fritstiller i forhold til et emne, der er så vigtigt, og som fylder så meget i vores bevidsthed – også som et tolerant og rummeligt folkefærd over for netop de homoseksuelle? Er det ikke underligt, at man fritstiller her, især når man ved fra den offentlige debat, at hvis en dansk muslim ikke forholder sig til det samme emne, er der nærmest lynchstemning? Så er det ikke lidt underligt, at Venstre som parti har sådan et lidt vaklende forhold til det her?

Altså, nu er det jo så fjerde gang, jeg er blevet spurgt, og det ændrer sådan set ikke på mit svar, og heldigvis for det, for jeg er ikke sådan en, man flytter rundt med på talerstolen ved at spørge fire gange om det samme.

Jeg synes ikke, der er noget underligt i, at Venstres folketingsgruppe er fritstillet – heller ikke i spørgsmålet om homoseksuelle vielser. Jeg kan jo bare sige, hvad mit udgangspunkt er, og hvad jeg stemte i sin tid. Og ud over det synes jeg sådan set ikke at man er forpligtet til noget. Jeg vil bare sige det sådan, at jeg da vil håbe, at alle stemmer efter deres overbevisning herinde i Folketingssalen, for ellers er der da et eller andet rivravruskende galt med det danske demokrati.

Fru Yildiz Akdogan.

Jamen der må da også være noget rivravruskende galt med et liberalt parti, der går ind for frisind, ligestilling og menneskerettigheder, men som ikke forholder sig til et så relevant og essentielt spørgsmål som de homoseksuelles ret til vielse. Og så undrer det mig, at talspersonen, repræsentanten for Venstre, ikke forholder sig til, at de homoseksuelle skal have lov til at blive viet, og at Venstre egentlig har et men til det spørgsmål. For jeg vil gerne understrege igen, at hvis man stiller det samme spørgsmål til danske muslimer, opstår der, hvis svaret er et måske, en lynchstemning, også i ordførerens eget parti. Så er det ikke lidt hyklerisk, at man ikke forholder sig til et så essentielt spørgsmål, som er en så fundamental værdi i forhold til vores selvopfattelse som et tolerant og rummeligt folkefærd?

Fru Inger Støjberg.

Jamen altså, jeg tror, jeg vil bruge et Anders Fogh-citat: Jeg tror ikke, vi kommer det meget nærmere. For det er jo bare sådan, at i alle sager er man i princippet fritstillet. Det er jo rigtigt nok, at vi faktisk meget åbent har sagt, at lige præcis når det gælder det her, men jo også når det gælder kirkelige forhold, og der kan være forhold i forbindelse med organdonation og andet, så fritstiller man folketingsgruppen. Og egentlig ville jeg da bare håbe, at det var en grundlæggende værdi i alle folketingsgrupper, at man stemte efter sin overbevisning.

Jeg er da fuldstændig chokeret over, at fru Johanne Schmidt-Nielsen lige før sagde, at lige på venstrefløjen er man bundet på hænder og fødder, for her kan man ikke have en selvstændig holdning. Det er da godt nok en underlig værdi at have i et parlament, der bryster sig af at være bygget på et fundament af frihedsrettigheder. Altså, helt ærligt!

Det var det sidste ord fra fru Inger Støjberg i denne omgang. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi giver ordet videre til den næste ordfører, og det er fru Trine Bramsen.

Forespørgselsdebatten her i dag handler om regeringens værdipolitik, herunder hvordan man vil imødegå, at indvandringen presser og tvinger danskere til at ændre levevis og adfærd og rette ind af hensyn til indvandrere. Lad mig derfor starte med at slå fuldstændig fast, at vi Socialdemokrater er stolte af de danske værdier, som vi anser for utrolig stærke. Vi er derfor ikke enige i, at vores land værdimæssigt er truet. Jo, vi skal værne om de danske værdier. Vi skal være på vagt over for de mennesker, der med udemokratiske metoder og religiøst mørkesyn forsøger at bekæmpe vores danske værdier. Vi nægter at acceptere, at mennesker kommer hertil alene for at forsøge at udnytte danskernes gode vilje, men vores demokrati, vores kultur og vores levevis er forankret i Danmark og danskerne og lader sig derfor ikke så let spille af banen.

Det Danmark, vi Socialdemokrater kender, bygger på demokratiske frihedsrettigheder, men med rettighederne følger også pligter. Vil man bo og leve i Danmark, skal man overholde de spilleregler, der gælder her. Når vi taler om spilleregler, er det glædeligt at konstatere, at kriminaliteten er gået massivt ned de seneste år, og at danskerne i stadig mindre grad frygter overfald og vold. Men så længe der er ofre for kriminalitet, så længe der er mennesker i vores land, der ikke forstår og ikke formår at overholde lovgivningen, fortsætter vi kampen mod de kriminelle, fuldstændig som vi til alle tider vil bekæmpe et forstokket menneskesyn, der ikke anerkender, at man i Danmark har lige rettigheder, uanset om man er mand eller kvinde, uanset hvilken gud man tror på, hvem man er kæreste med, eller hvordan man lever, så længe det holder sig inden for rammerne af vores lovgivning.

I vores gamle arbejdersangbog findes sangen »Danmark for folket«, og her lyder teksten:

»Kamp imod dem, der vil storme og slå/de frihedslyse skanser, som vort folk bygger på./ (...) Plads for os alle, plads for alle, der vil/Danmark for folket.«

Der er en god grund til, at vi Socialdemokrater igen og igen synger denne storslåede sang. Den beskriver nemlig meget præcist, hvad vi Socialdemokrater kæmper for, og hvad vi altid har kæmpet for: frihed, lighed og fællesskab i vores demokratiske land.

Vi Socialdemokrater går op i dansk madlavning, endda i en sådan grad, at vores fødevareminister for kort tid siden hyldede kogekunsten med en kåring af vores nationale spise. Nogle Socialdemokrater stemte på stegt flæsk med persillesovs, andre af os – os, der kommer fra Fyn – kan bedre lide æbleflæsk. Det er den del af landet, hvor det er nationalspisen. Tarteletterne måtte vi gemme til julefrokosterne i december, og julefrokoster har de fleste af os rigtig mange af i december, hvor samtlige danske nationalretter kommer på bordet samtidig og op til flere gange.

Den danske kultur er ikke bare stærk i Danmark. Danske musikere og kokke brager frem i udlandet som aldrig før. Som dansker kan man kun blive stolt, når man sidder på en café i New York og DR's dramaserie »Forbrydelsen« kører på en skærm, når man står på en bar i Dubai og Medina kommer ud af højtalerne, eller når man møder en Steff-Houlberg-pølsevogn i en fjern provins i Kina.

Som jeg gjorde klart i min indledning, er vi Socialdemokrater fuldt opmærksomme på, at der er mørke kræfter, der på usmagelig vis forsøger at bekæmpe vores danske værdier. Vi er ikke naive, og vi må aldrig være naive over for disse trusler, og det er også derfor, vi Socialdemokrater sætter hårdt mod hårdt i kampen mod de udemokratiske kræfter. Det er derfor, vi er så optaget af at bekæmpe såvel de radikaliserede holdninger som den ondskab, de kan føre til, og det er derfor, vi konstant sikrer, at der kommer nye redskaber i kassen til at forebygge og forhindre ekstremisme og overvåge og retsforfølge ekstremister.

Det Danmark, vi kender, bygger på stærke demokratiske frihedsrettigheder. Det er værdier, vi er stolte af, og som også skal være de bærende i fremtiden. Med de ord skal jeg oplæse et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at de danske værdier er stærke og har vist sig livskraftige i mødet med andre kulturer, og at Danmark altid har taget imod inspiration udefra og ladet vores samfundsudvikling drage nytte af andre kulturers tanker, ideer og arbejdskraft.

Det danske samfund bygger på, at borgere mødes af både pligter og rettigheder. Grundloven indeholder frihedsrettigheder, som gælder for alle. Til gengæld forventes det, at alle, der bor og opholder sig i Danmark, skal efterleve de spilleregler, der gælder i vores samfund. Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at bekæmpe de radikaliserede kræfter, der forsøger at bekæmpe vores demokratiske frihedsrettigheder.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 19).

Det oplæste forslag til vedtagelse indgår i den videre debat. Vi har nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Egentlig var det mig meget imod, at venstrefløjen forsøgte sig med bemærkninger, der overhovedet ikke kom sagen ved, men når nu endelig det skal være, bliver jeg nødt til at spørge fru Trine Bramsen om, hvad man mener i Socialdemokratiet, og hvad fru Trine Bramsen mener om, at integrationsordføreren – jeg tror stadig væk, hun er integrationsordfører – sagde, at udlændinge ikke var velkomne, uanset hvilken del af verden de kom fra. Det syntes jeg jo var lidt besynderligt.

Fru Trine Bramsen.

Det kan jeg ikke genkende at skulle have sagt.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det må helst ikke gælde som en anden bemærkning så. Så var det så fru Mette Reissmann – jeg kan ikke rigtig finde ud af fordelingen i Socialdemokratiet – der sagde, at flygtninge er uønskede gæster, uanset hvor de kommer fra, uanset hvordan du vender og drejer det. Er det Socialdemokratiets holdning?

Fru Bramsen.

Det citat har fru Mette Reissmann selv fået lov at kommentere flere gange, og fru Mette Reissmann har gjort det klart og tydeligt, at der skal sikres en balance i den danske udlændingepolitik. Det er også derfor, vi netop har foreslået udlændingestramninger, for der er en grænse for, hvor mange udlændinge vi kan håndtere i Danmark, hvis vi samtidig skal sikre en god integration, og det er netop den balance, som den socialdemokratiske udlændingeordfører igen og igen har påpeget.

Jeg administrerer det så så lempeligt, at jeg opfatter det sådan, at fru Pia Kjærsgaard korrigerede en misopfattelse af, hvad hun havde spurgt om, og derfor får fru Pia Kjærsgaard ordet nu til den anden korte bemærkning.

Tak for det. Så kan jeg bare med den forklaring, som fru Trine Bramsen forsøgte sig med, konstatere, at flygtninge er uønskede gæster, uanset hvor de kommer fra. Jeg forstår ikke rigtig, om det er trukket tilbage – for det kan jo ske for et folketingsmedlem. Vi skal jo et eller andet sted anerkende, at en gang imellem kan man godt komme med en bemærkning, og så trækker man den tilbage, eller også gør partitoppen det, og så er det det. Men det er det ikke blevet i dag, og det er bare derfor, jeg spørger.

Så har jeg et nyt spørgsmål til fru Trine Bramsen, for jeg vil godt høre om noget i forhold til det, som også er rejst som et kæmpe spørgsmål i den her debat, nemlig homoseksuelle vielser: Hvordan stiller man sig til vielserne i moskeerne? Skal man også kunne foretage homoseksuelle vielser blandt muslimerne i de moskeer, der er i Danmark? Jeg tror ikke rigtig, det finder sted, men hvordan forholder man sig til det?

Fru Trine Bramsen.

Det første svarede jeg jo rimelig klart på. Fru Mette Reissmann har selv kommenteret de udtalelser utallige gange, så det synes jeg ikke der er nogen grund til at gå mere i dybden med. Den socialdemokratiske holdning til dansk udlændingepolitik er meget klar. Der skal være en god balance, og det er netop derfor, vi har fremlagt udlændingestramninger, som vi håber på at få vedtaget her i Folketinget, hvis Venstre stopper med deres tøven.

I forhold til det andet er det en klar værdi for os Socialdemokrater, at vi anerkender homoseksuelle og homoseksualitet i alle dele af vores samfund.

Så går vi videre til næste korte bemærkning, og den er fra fru Mai Mercado.

Altså, kors, det var en mærkelig tale; en tale, som skulle handle om værdier, og som ender med at handle om en ministers fuldstændig håbløse projekt udi nationalretter. Der er så mange gode ting, man kan stille sig op med, og så mange gode debatter, man kan tage fat i, og så er det det, man tager fat i, altså nationalretten. Hold nu op. Jeg tror, at noget af det, som optager danskerne lige nu, stadig væk er formet af det terrorangreb, der skete i Paris, og det, som blev afværget i Belgien. Det er ligesom den virkelighed, rigtig mange danskere befinder sig i, og som de med god ret er bekymret for.

Nu debatterede vi jo L 99 for halvanden uges tid siden, hvor justitsministeren sagde, at hun ville overveje et lovforslag, som egentlig ville betyde, at man ville forbyde danskere, som ikke havde en gyldig myndighedsgodkendelse, at rejse ind i Syrien, hvis ikke de havde noget gyldigt ærinde. Så vil jeg bare høre, hvor langt man er kommet, og om man har tænkt sig at lave andet end den i øvrigt ellers udmærkede antiradikaliseringspakke, som vi er nået til enighed om i dag, og som jo har nogle rigtig gode elementer. Der er noget mentorordning og nogle andre sådan meget fine bløde ting. Men det må jo også være sådan, at der må sættes en stopper for de mennesker, som begår de overtrædelser, som de gør, når de rejser ned til Syrien og deltager i hellig krig mod Danmark.

Trine Bramsen.

Jamen jeg er da rigtig glad for, at Konservative til fulde har forstået Socialdemokraternes indstilling til radikalisering og ekstremisme, for ja, vi sætter hårdt mod hårdt. Det handler om forebyggelse, og det handler også om at sætte en stopper for de mennesker, der på helt uacceptabel vis drager i hellig krig. Det var også baggrunden for, at vi i fredags behandlede et lovforslag om at tage passet fra folk, og justitsministeren tilkendegav klart – og hun gjorde det også tidligere på dagen, da vi landede aftalen om forebyggelse af radikalisering – at man undersøger det forslag, der omhandler at sætte en stopper for indrejse i de lande, hvor ekstremismen vokser.

Fru Mai Mercado.

Så er det jo interessant, hvornår vi begynder at høre noget fra regeringen. For det er jo sådan, at den regering intet har at byde på selv. Hver eneste gang er der kommet et forslag fra de borgerlige, først forslaget om at tage passet. Det har regeringen lige skullet tygge lidt på i et halvt års tid, og så fremsatte man sit eget lovforslag. Så kom de borgerlige med et nyt forslag om et indrejseforbud. Så tygger man lige på det her igen. Det her er en meget vigtig sag, og det er så vigtigt at imødegå og forhindre, at hellige krigere, som rejser ud, kommer radikaliserede hjem og ender med at begå terrorangreb i Danmark. Det må da være sådan, at man har en regering, som også magter selv at fremsætte sine egne lovforslag og politisk lave sin egen dagsorden på det her område.

Fru Trine Bramsen.

Så var der alligevel noget, Konservative ikke helt havde forstået ved regeringens politik, når det handler om radikalisering. For det er jo ikke korrekt, at regeringen ikke har været i førertrøjen på det her område. Regeringen fremlagde en meget seriøs strategi allerede i september, og det er jo baggrunden for, at vi i sidste uge behandlede et lovforslag, som giver helt konkrete redskaber i forhold til at sætte en stopper for de mennesker, der er på vej i hellig krig. Vi har netop i dag landet aftalen, som har været debatteret i hele december måned, og som handler om at forebygge radikalisering. En lang række initiativer er allerede for længst sat i gang på det her område, så jeg kan ikke genkende billedet af, at regeringen tøver på det her felt.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Peter Skaarup.

Jeg har hørt, hvad den socialdemokratiske ordfører siger her i dag, og det, der vel er essensen, er, at vi har nogle meget stærke danske værdier, og de er så stærke, at de klarer sig selv. Vi behøver egentlig ikke gøre så meget i den anledning. Det ville jeg da synes var supergodt, hvis det virkelig var sådan, som fru Trine Bramsen siger. Men hvis man ser på situationen efter terrorangrebet i Paris og de mange terrorangreb, man i øvrigt har set igennem de seneste år – og senest i Tripoli her i dag – er situationen jo desværre sådan, at der er nogle kræfter, der i den grad også i Danmark forsøger at sætte vores forskellige værdier, bl.a. ytringsfriheden, under pres.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fru Trine Bramsen, hvad fru Trine Bramsen siger til, at Morgenavisen Jyllands-Posten efter terrorangrebet i Paris har sagt, at de ikke ønsker at trykke Muhammedtegningerne, fordi de er bange for konsekvenserne af at gøre det.

Ordføreren.

Jeg tror desværre, at hr. Peter Skaarup glemte at høre både indledningen til min tale og også hele afslutningen, som jo netop handlede om, at vi ikke skal være naive over for de trusler og over for de mennesker, der på ondsindet vis forsøger at bekæmpe vores demokrati. Vi må aldrig være naive over for deres forsøg på at ødelægge vores værdier, og det er vi heller ikke.

Hvad en avis vælger at bringe eller ej, er det min holdning som socialdemokrat må være op til avisen selv. Men vi skal som samfund stille os til rådighed i forhold til at afværge trusler, og det er også sket, og vi skal selvfølgelig stille os til rådighed i forhold til at sikre, at medarbejderne kan gå på arbejde i tryghed.

Næste korte bemærkning er fra hr. Peter Skaarup.

Jeg synes, vi er fremme ved essensen af noget af det, vi taler om i dag: Hvad er det for nogle værdier, vi har? En af vores værdier er jo ytringsfriheden. Det er retten til, at Jyllands-Posten kan trykke nogle tegninger, hvis det er det, de vil. Det er ikke et spørgsmål om, om vi skal sige ja eller nej til, at de skal gøre det. Det må de selv bestemme, det må de selv vurdere. Men hvis deres vurdering af, om de tør det, påvirkes af, at vores værdier i den grad er så meget under pres under en socialdemokratisk regering, at de ikke tør trykke tegninger i deres avis, fordi de er bange for konsekvenserne, så har vi da et problem. Og der kunne jeg godt efterlyse, og det vil jeg efterlyse, hvad fru Trine Bramsen har tænkt sig at sige til Jyllands-Posten og andre, der gerne vil bruge deres ytringsfrihed, men ikke tør – ikke tør. Det er situationen.

Tak. Ordføreren.

Jamen det er jo til enhver tid et medies egen ret at beslutte, om de ønsker at bringe en artikel eller en tegning eller ej, og om de ser, at der er en anledning til det. Lad mig derfor igen gøre det klart, at det, der er vores pligt som politikere, er at sikre, at der er en tryghed for medarbejderne, og at vi stiller os til rådighed med vores efterretningstjeneste og vores politi i forhold til at rådgive og vejlede og sikre, at der ikke sker overgreb og angreb.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, fru formand. Jeg vil egentlig gerne prøve at gå tilbage til nogle af de ting, som blev sagt i ordførerens eget indlæg fra starten af, og det var med hensyn til måden, man håndterer de her værdier på. Det er jo naturligvis – alt i alt – meget essentielt. Der har vi jo kunnet se, at meget af debatten i dag eksempelvis er gået på, hvordan byrådspolitikere fra Dansk Folkeparti er blevet citeret for nogle forskellige ting, som selvfølgelig i visse tilfælde ikke har været heldige. Socialdemokraterne har jo aldrig været langsomme til at komme med et krav om, at vi straks skulle smide folk ud af partiet, eller det, der var værre, havde jeg nær sagt. Men hvordan forholder Socialdemokraterne sig selv til det problem og den udfordring, det er, når f.eks. et socialdemokratisk byrådsmedlem i Horsens udtrykker glæde over Hitlers gerninger på Facebook?

Jeg ved godt, at den socialdemokratiske borgmester tog afstand fra det. Byrådsmedlemmet har også trukket det tilbage igen og beklaget sine skriblerier, men hvordan kan det være, at man i Socialdemokraterne godt kan have folkevalgte i byrådet, som hylder Hitler, men når det er nogle fra Dansk Folkeparti, som har en eller anden skæv kant til en udfordring, der gør det, så er himmel og hav i bevægelse?

Ordføreren.

Jeg kan jo kun tale på egne vegne. Så vidt jeg ved, har jeg aldrig krævet nogen fra Dansk Folkeparti ekskluderet fra partiet. I Socialdemokraterne er det således, at indkommer der en klage over partimedlemmer, bliver den vurderet.

Den anden korte bemærkning, hr. Hans Kristian Skibby. Værsgo.

Tak. Men det er jo rendyrket hykleri, hvad vi oplever her fra ordførerens side. Altså, jeg har selv været med i partiet siden starten i 1995, det er trods alt 20 år, og der har været rigtig mange sager, skulle jeg hilse og sige, hvor socialdemokrater har politianmeldt den ene DF'er efter den anden. Og DF'erne er faktisk blevet frikendt gang på gang.

Man har selvfølgelig gjort det, fordi man kunne sole sig lidt i en solskinsstribe på forsiden af en avis. Men det ændrer ikke på spørgsmålet: Når man har den her holdning hos Socialdemokraterne som parti, hvorfor renser man så ikke ud i egne rækker også? Hvorfor tillader man i Socialdemokraterne at have folk siddende i byrådet i Horsens, som hylder Hitler på Facebook? Altså, det er et soleklart, ganske enkelt, veldefineret spørgsmål, jeg stiller ordføreren. Så nytter det ikke noget, at man bare begynder at sige: Det er ikke mig personligt, mig, fru Trine Bramsen, som har gjort det. Nej, men jeg spørger partiet, og ordføreren er jo ordfører for partiet i den her anledning.

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke forholde mig til klager over medlemmer af Dansk Folkeparti, som skulle være forekommet historisk langt tilbage i tiden, og som der end ikke er konkrete eksempler på. Hvis hr. Hans Kristian Skibby har klager over socialdemokratiske medlemmer, skal hr. Hans Kristian Skibby være velkommen til at fremkomme med dem.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Fru Trine Bramsen sagde, at vi skulle værne om danske værdier. Kunne vi ikke starte med at blive enige om, at der ikke er nogen specielle danske værdier. Jeg synes, det, statsministeren sagde, mere ligner min opfattelse af tingene, nemlig at der er en kamp imellem værdier. I det liv, jeg har haft, og som er mere end 60 år langt, har det været arbejderbevægelsens værdier, der har været de herskende i Danmark. Der har været en stærk kamp imellem dem og de borgerlige værdier, hvor det faktisk har været en politisk kamp, der er foregået.

Det afspejler sig også, når ordføreren snakker om kriminelle muslimer eller kriminelle fremmede. Når vi snakker om ISIL, handler det jo ikke kun om kriminelle. Der handler det om en politisk kamp. Det er en politisk uenighed med nogle fascister, som vi er nødt til at bekæmpe. Er ordføreren ikke enig i, at de er mere end bare kriminelle?

Altså, kriminel er man som regel, fordi man beriger sig på andres bekostning, som regel materielt.

Ordføreren.

Jeg talte om to ting i min tale. Den ene del var, at kriminaliteten er faldet i Danmark de seneste år, og det tror jeg vi alle sammen finder glædeligt. Det betyder ikke, at kampen stopper der. Så længe der er ofre, skal vi fortsætte kampen mod de kriminelle. Den anden del var de radikaliserede mennesker, der vil vores samfund det ondt, der vil bekæmpe vores demokrati. Og i den forstand mener jeg det er helt afgørende, at vores danske samfund, vores danske værdier, bygger på en fælles forståelse af demokrati. Det gør os til et særligt dansk samfund, som jeg er stolt af at bo i.

Den anden korte bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi har nået et vist niveau af demokrati. Vi er gået fra fundamentalistisk asatro, hvor man hærgede og slog ihjel, over fundamentalistisk kristendom, hvor man brændte kvinder offentligt på torvet osv., til nu at have et ret civiliseret samfund.

Men jeg mangler noget i Socialdemokraternes måde at gå til det her problem på, for de siger: Vi skal bekæmpe dem; de truer os. Hvis man skal forstå sin fjende, er man nødt til at reflektere, dvs. først forstå, hvad i alverden det er, der sker, hvad de er for nogle mennesker, hvad de reagerer på, så prøve at forebygge og bagefter bekæmpe, hvis det er den sidste mulighed. Hvorfor er det så langt væk fra Socialdemokraternes handlemetoder i de her spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg er sådan set ikke enig i, at forebyggelse ikke er afgørende. Det er jo lige præcis derfor, at vi i dag har landet en aftale med alle andre partier end Enhedslisten, der handler om at bekæmpe radikalisering og ekstremisme. Det er netop, fordi vi mener, at forebyggelse af de her ondskabsfulde holdninger er helt essentielt. Derfor er jeg også glad for, at de øvrige partier har været med i den aftale. Jeg kunne håbe, at Enhedslisten også ønskede at sætte fokus på det her.

Men vi kommer jo ikke uden om, at der desværre er nogle mennesker, som trods den massive forebyggelse bryder loven, ikke overholder vores lovgivning, vælger ikke at være en del af de spilleregler, der gælder i vores samfund. Og der er det jo altså nogle andre redskaber, der skal anvendes til bekæmpelse af de forbrydelser.

Den næste korte bemærkning er fra fru Inger Støjberg.

Tak. Jeg vil egentlig prøve at tage udgangspunkt i noget helt andet. Jeg vil nemlig spørge ordføreren, om det er en dansk værdi, at det altid skal kunne betale sig at arbejde.

Ordføreren.

Det danske samfund bygger på pligter, og det giver nogle rettigheder, og for os Socialdemokrater er det helt afgørende, at man indgår på arbejdsmarkedet, at man bliver en del af vores samfund og ikke står udenfor.

Derfor glæder jeg mig også over, at der for langt, langt hovedparten af alle danskere, der er i beskæftigelse, er en massiv gevinst forbundet med at arbejde. Det er så klart, at der er nogle andre, der er på vej ind på arbejdsmarkedet, hvor der bliver bygget en bro ind til arbejdsmarkedet, som i den periode har en mindre indtægt, end hvis de havde fuld beskæftigelse, men det er altså et meget, meget lille antal danskere, der er tale om.

Fru Inger Støjberg.

Nu siger fru Trine Bramsen, at der bliver bygget en bro ind til arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at den bro jo er blevet rullet ind – om man så må sige – for en stor gruppe indvandrere. For hvis man tager et par, der er på kontanthjælp – og rent statistisk set er der mange indvandrere, der er det – skal de have en startløn på omkring 35.000 kr., for at det bedre kan betale sig at arbejde end at være derhjemme. Det betyder jo, at der er alt for mange indvandrere, der netop ikke kommer ud på arbejdsmarkedet og dermed ikke får kendskab – og det tror jeg ellers at ordføreren og jeg er meget enige om er vigtigt – til skik og brug, en almindelig dansk hverdag og dansk sprog, og som ikke får gang i integrationen. Derfor er det jo en skadelig politik, regeringen fører på lige præcis det her felt, for det kan ikke betale sig at arbejde for især rigtig mange indvandrere.

Ordføreren.

Må jeg ikke minde om, at regeringen netop har sat fokus på at rette op på den mislykkede politik, der har været ført i mange år, hvor der ikke er nok udlændinge, der er kommet ind på det danske arbejdsmarked. Det er jo netop baggrunden for, at vi har lanceret et udspil, der skal sikre, at flere kommer ind og får fat på arbejdsmarkedet og derfor ikke ender på passiv forsørgelse. Redskaberne har hidtil ikke været gode nok, heller ikke da Venstre havde ansvaret for den her indsats. Det retter vi nu op på, og det mener jeg er en vigtig indsats.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Søren Espersen. Værsgo.

Nu taler vi meget om de vestlige værdier, som jeg tror vi er enige om hvad er – det er der i hvert fald mange der er – altså demokrati osv. Det er også en del af det forslag til vedtagelse, som den borgerlige side har lavet. Det er meget væsentligt. Jeg kunne også godt tænke mig lige at tale om de danske værdier, dansk kultur, noget, som er specielt dansk, og som vi har en særlig forpligtelse til her i Folketinget at kæmpe for. Kan ordføreren ikke nævne nogle af dem?

Ordføreren.

Grundlaget for de danske værdier er vores demokrati, det er vores ytringsfrihed, og oven på det bygger en hel palet af gode danske ting, både kulturelle ting, sportslige begivenheder, litteratur, hele vores samfundsmodel. Det er gode danske ting, som bygger oven på de grundlæggende værdier, som handler om demokrati, som handler om ytringsfrihed, som handler om, vi har et retssamfund, hvor borgere både har pligter og rettigheder.

Hr. Søren Espersen.

Det er rigtigt, at ytringsfriheden, demokratiet og retstingene skal være i orden. Det tror jeg også englænderne vil sige og belgierne og tyskerne og franskmændene, og en hel masse andre vestlige lande vil sige præcis det samme. Det er det, vi kalder vestlige værdier, og som vi alle sammen ved hvad er. Men når så jeg beder om noget specifikt dansk, kommer der et sådan lidt fluffy svar – undskyld det engelske udtryk – som ikke rigtig siger noget. Det er noget med, at vi – forstår jeg – ved store sportsbegivenheder holder med Danmark og sådan noget. Er der overhovedet ikke noget, man kan sige er ægte danske værdier, og som er en kamp værd, og har Socialdemokratiet overhovedet ikke tænkt den tanke? Sådan tror jeg faktisk det er.

Ordføreren.

Nu troede jeg netop, at det lå hr. Søren Espersen meget på sinde, at man netop holdt med Danmark, når der var store internationale sportsbegivenheder – sådan har jeg forstået det. Men det er også helt korrekt forstået, at Danmark har et værdifællesskab med andre vestlige lande, og derfor deler vi en fælles forståelse af, at demokrati er grundlaget for vores samfund. I min tale nævnte jeg eksempler på dansk kultur, jeg nævnte eksempler på dansk gastronomi, jeg nævnte eksempler på andre ting, som jeg forbinder med Danmark. Jeg tror ikke, man kan sætte det på formel. Jeg tror ikke, Danmark og danskhed handler om, om man vil have stegt flæsk med persillesovs eller er mere til æbleflæsk, men det handler om, at vi har nogle definerede rettigheder, og at vi har nogle ting, der binder os sammen, og det er helt afgørende for det, vi kalder Danmark.

Tak. Den næste, der har ønsket en kort bemærkning er hr. Christian Langballe.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vende tilbage til det spørgsmål, som hr. Peter Skaarup stillede ordføreren angående Jyllands-Posten. Vi kender alle sammen til det her forfærdelige terrorangreb i Paris, og vi ved også godt, at der var mislykkede terrorangreb i Belgien. Det, der bekymrer mig mest, er sådan set ikke de formelle regler, for dem er der jo ikke ændret på, hvad angår ytringsfrihed, men det, der bekymrer mig mest, er den krybende angst, som får folk til at udøve selvcensur. Fra Jyllands-Posten side har man været ude at tilkendegive, at man simpelt hen er bange. Jeg synes ikke, det kan passe, at det skal være sådan i et land, hvor vi virkelig sætter ytringsfriheden så højt.

Der kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge, om det ikke er rigtigt, at ytringsfriheden, hvad angår selvcensur og den her krybende angst, virkelig for alvor er kommet under pres, og om det ikke er vores opgave at understøtte og støtte de kræfter, der vil tage den her frihed alvorligt og bruge den.

Ordføreren.

Jeg synes da, at det er problematisk, når Jyllands-Posten går ud og meddeler, at de er bange, men det får mig ikke til at kræve, at de trykker særlige tegninger eller skriver bestemte artikler, for det vil være en misforståelse af ytringsfriheden. Derimod får det mig som socialdemokrat til at sikre, at vi har et effektivt PET og politi, og at Jyllands-Posten får den beskyttelse, som er påkrævet i forhold til at sikre, at de fremadrettet kan udleve deres ytringsfrihed i deres avis. Det er der, mit fokus som socialdemokrat ligger, ikke på at diktere, hvad de skal bringe i deres avis.

Den anden korte bemærkning fra hr. Christian Langballe. Værsgo.

Jeg tror ikke, der er nogen her i Folketinget, der har lyst til at diktere, hvad Jyllands-Posten skal bringe af nyheder, eller hvordan de skal redigere deres avis. Men spørgsmålet er ikke, om de skal optrykke de her tegninger, eller om de ikke skal. Det, der er det bekymrende i det her, er, at årsagen til, at de ikke trykker de her tegninger, er, at de er bange. Det synes jeg jo er skræmmende, fordi jeg vil mene, at det danske samfund er bygget på den her ytringsfrihed, som betyder så utrolig meget for os alle sammen, netop at vi kan sige, hvad vi vil, uden at skulle kigge os over skulderen fordi der er nogle onde kræfter, der vil ytringsfriheden og dem, der bruger den, til livs.

Ordføreren.

Det er meget interessant, for jeg har ellers forstået, at Dansk Folkepartis værdiordfører meget gerne vil diktere, at Jyllands-Posten skal bringe de her tegninger igen. For os Socialdemokrater er det afgørende, at vi sætter ind i kampen mod de ondsindede kræfter, at vi gør alt, hvad vi kan, for at forebygge, at de får luft under vingerne, og ikke mindst, at vi har et effektivt politi og PET, der kan afværge trusler – som det jo også er sket, netop i forhold til Jyllands-Posten – både nu, men også i fremtiden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har ønsket ordet her. Den næste ordfører i talerrækken er fru Camilla Hersom fra Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg er glad for, at vi igen her i Folketingssalen får lejlighed til at tale om regeringens værdipolitik. Det, at vi kan stå her og debattere fredeligt, er for mig indbegrebet af en af de fineste værdier i det danske samfund: at vi alle kan fremføre vores argumenter, at vi lytter til hinanden, at vi respekterer andres ret til at mene noget andet end os selv.

Det væsentligste i demokratiet er dialog. En reel dialog kræver tolerance og respekt for forskellighed. Det kan ikke måles og vejes på, hvilken gud man tror på, hvordan man går klædt, eller hvad man spiser – heldigvis, for styrken ved vores samfund er rummeligheden. Vi behøver ikke være ens, så længe vi er enige om de helt grundlæggende værdier, enige om frihedsrettighedernes ukrænkelighed.

I Danmark har alle lov til at leve, præcis som de har lyst til. Derfor anerkender jeg ikke præmissen i denne forespørgsel om, at indvandring skulle føre til, at danskerne skal ændre levevis. Selvfølgelig kan der findes eksempler på konflikter og på modsætninger, når kulturer mødes, men det er ikke ensbetydende med, at der er tale om en generel tendens. Som regel kan problemerne bedst løses der, hvor de findes, af de mennesker, det handler om. Det kræver ikke lovgivning fra Christiansborg.

Det er ikke Folketinget, der skal bestemme, hvordan andre mennesker skal leve: om kvinder skal bære tørklæde, om man overhovedet må bære tørklæde, om man må eller skal servere svinekød i børnehaven, eller om man må se udenlandske tv-kanaler.

Forespørgslen forekommer i øvrigt at sætte lighedstegn mellem udlændingepolitik og værdipolitik, men værdipolitik er så meget mere end udlændingepolitik.

For Radikale Venstre er udgangspunktet klart. Vi arbejder for et Danmark, hvor alle behandles med værdighed, respekt og anerkendelse, uanset etnisk, religiøs eller social baggrund. Vi arbejder for, at alle får en plads i fællesskabet, for vi mener, at alle mennesker har en værdi i sig selv.

Derfor har vi også sammen med Socialdemokraterne i regeringen givet homoseksuelle og lesbiske samme rettigheder som heteroseksuelle. Derfor tager vi psykiske sygdomme lige så alvorligt som somatiske sygdomme. Derfor stiller vi krav til hinanden, uanset hvem vi er. Og vi giver en hjælpende hånd til dem, der har brug for det – så flere kommer i uddannelse og i job, og så færre marginaliseres på samfundets sidelinje. For politik handler om mennesker.

Danmark er blevet så velstående et land, som det er, fordi vi er og altid har været et åbent land – et land, som nyder godt af at være tæt integreret med omverdenen; et land, som er åbent for udenlandske arbejdstagere, flygtninge, iværksættere, investeringer og nye ideer – og det skal vi blive ved med at være.

Vi skal værne om vores åbenhed og vores frihedsrettigheder, ikke mindst i en tid, der præges af trusler fra ekstremistiske, antidemokratiske kræfter flere steder i verden. Terrorangrebet på Charlie Hebdo har ført til en livlig og global debat om ytringsfrihed. Netop den debat viser jo, at ytringsfriheden trives i bedste velgående. Det ændrer ikke ved, at Danmark er et potentielt terrormål, fuldstændig ligesom vi var det før angrebet på Charlie Hebdo. Det skal vi selvfølgelig tage meget alvorligt og bekæmpe med de nødvendige midler. Det er vi vel alle enige om.

Fra politisk hold gør vi, hvad vi kan, for at forebygge og forhindre terrorisme under hensyntagen til de frihedsrettigheder, som vi jo alle taler så varmt om i dag.

Jeg er stolt af at være ordfører for et regeringsparti, som kæmper for et åbent, mangfoldigt og tolerant Danmark, hvor vi som borgere viser respekt for hinanden, og hvor vi alle arbejder for at kunne indgå i det samme fællesskab – et samfund, hvor frihedsrettighederne ikke står til diskussion, og hvor angreb på frihedsrettighederne netop ikke skal besvares med indskrænkning af de samme rettigheder.

Det er den værdipolitik, som er den væsentlige, og ikke et opdigtet modsætningsforhold mellem os og de indvandrere, der kommer til Danmark.

Tak til ordføreren. Der er foreløbig indskrevet tre til korte bemærkninger. Den første er hr. Peter Skaarup.

Jeg synes, ordføreren siger nogle rigtige ting. Men der er også nogle ting, der ikke rigtig hænger sammen set med mine øjne.

For det, som ordføreren siger, er, at Det Radikale Venstre vil sikre, at der er lighed og lige behandling af alle i Danmark. Det kan vi jo alle sammen skrive under på. Men det næste, ordføreren så siger, er, at vi i øvrigt ikke må blande udlændingepolitik og værdipolitik sammen, og at den måde, hele forespørgslen er sat op på, er forkert.

I den forbindelse synes jeg, det er relevant at spørge Det Radikale Venstre: Mener Det Radikale Venstre, at Danmark kan tage imod alle de asylansøgere og familiesammenførte, som vi kan, ud fra et spørgsmål om ligebehandling? Eller vil der være grænser for, hvor mange asylansøgere og familiesammenførte vi kan tage imod i Danmark, hvis vi skal bevare vores danske værdier og vores danske samfund, som vi kender det i dag?

Ordføreren.

Jeg tror, der er grænser for, hvor mange flygtninge og asylansøgere alle lande i verden kan tage. Vi ser jo meget tydeligt nu, at landene lige omkring Syrien er ved at gå i knæ, fordi der simpelt hen kommer så store flygtningestrømme fra Syrien. Det er jo en selvstændig grund til at prøve at få stoppet krigen dernede.

Det, jeg sagde, var ikke, at udlændingepolitik ikke er værdipolitik. Jeg sagde, at værdipolitik er så meget mere. Og så sagde jeg, at det, jeg ikke anerkender, er præmissen for den forespørgsel, vi har i dag. Vi havde for lidt over et år siden en forespørgsel med nøjagtig samme ordlyd stillet af den samme ordfører for Dansk Folkeparti til den samme statsminister – det sidste er jeg så glad for – altså om, om regeringen ville redegøre for sin værdipolitik, og om, hvordan de udlændinge, der er i Danmark, tvinger os til at ændre levevis.

Det mener jeg ikke de gør. Jeg synes, det er forløjet og forfalsket at fremstille det på den måde. Det er da rigtigt, at der kan være mennesker i Danmark, som har andre opfattelser af, hvilke frihedsrettigheder der skal gælde. Men det ændrer da ikke frihedsrettighederne i Danmark. Vi skal jo netop holde fast i de rettigheder, vi har. Det er det, der er hele pointen.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes, Det Radikale Venstre kommer med et meget interessant svar her. For på den ene side siger man, at vi skal holde fast i de værdier og rettigheder, som vi har, og at vi skal kæmpe for dem. Men på den anden side siger man jo med sin politik, at det er i orden, at vi får rekordagtige tal i antal asylansøgninger. Familiesammenføringer er der rigtig mange af, og man har lempet udlændingepolitikken på 31 områder siden man trådte til – vel i høj grad dikteret af Det Radikale Venstre.

Der kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, om der ikke er en grænse for, hvor mange lempelser og hvor mange asylansøgere Det Radikale Venstre kan stå inde for vi kan få til Danmark, hvis vi skal stå fast på de værdier, som kendetegner Danmark, og herunder jo også de værdier, der angår udlændingepolitikken. Er der slet ikke nogen grænse for, hvor mange vi kan tage imod her i Danmark?

Ordføreren.

Det er jo ikke kun Danmark, der oplever et rekordstort antal asylansøgere. Det er hele verden, der oplever det – i hvert fald de lande, man flygter til. Og de lande, man flygter til, er som oftest de lande, der faktisk har frihedsrettigheder. Og det er på baggrund af, at vi har nogle helt massive problemer rigtig, rigtig mange steder i verden.

Så det, der bliver fremstillet som en dansk situation og et dansk fænomen, er jo noget, der særlig kendetegner Europa og de omkringliggende nærstater, særlig Syrien, Irak, nu. Alle de lande oplever meget, meget massive flygtningestrømme på baggrund af de stridigheder, der foregår.

Det, jeg ikke anerkender, er, at alle udlændinge, der kommer til Danmark, skulle være en trussel mod de danske værdier, hvad enten de kommer som flygtninge, familiesammenførte eller andet. Den præmis deler jeg simpelt hen ikke, og jeg forstår ikke, hvordan Dansk Folkeparti på den ene side kan sige, at der skal være lighed for alle, at vi har ytringsfrihed, og at man må tro og tænke, hvad man vil, og på den anden side fuldstændig pr. automatik sætter lighedstegn mellem fremmede og noget, der skulle udgøre en trussel mod Danmark.

Tak. Jeg skal lige minde om taletiderne. Det er 1 minut først, og derefter er det 30 sekunder.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Søren Espersen.

Tak. Ordføreren siger, at frihedsrettighederne ikke er til diskussion, og det er jeg enig i. Så siger hun, at alle har frihed til at leve, som de vil. Det tror jeg godt vi kan sige imamerne i Grimhøjmoskeen har, altså fuldstændig frihed til at leve, som de vil. Kurt Westergaard har ikke den samme frihed, og det har Jyllands-Postens journalister heller ikke. Kan ordføreren se et modsætningsforhold i det, der måske kunne gøre, at hun kunne tænke på en lidt anden måde i forhold til de giftigheder, der bliver udspyet fra et sted som Grimhøjmoskeen, der indirekte fører til ting som dem, vi har set?

Ordføreren.

Jeg deler Søren Espersens beklagelse over, at Kurt Westergaard som en navngiven person og medarbejderne på Jyllands-Posten er nødt til at have særlig beskyttelse, fordi der har været konkrete trusler, og fordi forsøg på angreb har fundet sted. Jeg synes, det er forfærdeligt, at det også i vores samfund finder sted.

Det, jeg bare siger, er, om det er et udtryk for, at vores værdier er truet. Vores værdier lever jo stadig væk. Vi skal jo netop holde fast i de værdier, hvis vi skal imødegå den form for trusler. Og så må vi jo gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at angreb finder sted, forsøge at forebygge, at der sker radikalisering, og regeringen har jo taget en lang, lang række initiativer netop med det formål. I den bedste af alle verdener undgår vi jo, at også mennesker, som er opvokset i vores samfund eller i vestlige samfund, vender de samfund ryggen.

Hr. Søren Espersen.

Jamen hvor er rimeligheden i, at Kurt Westergaards rækkehus i Aarhus er omdannet til Fort Knox? De vestlige værdier og de frihedsidealer, som vi tror på, er inde i det hus. Hvor er rimeligheden i det, når vi samtidig har en moské oppe på bakken ved Grimhøj, der udspyer giftigheder, som bl.a. gør, at folk ikke kan leve, som de vil og med den frihed, som ordføreren siger at alle har? Ordføreren siger, at alle har frihed til at leve, som de vil. Nej, de har ej. Der er nogle, der har den fulde frihed – og det er desværre mange onde kræfter – og så er der andre, der må leve som i Fort Knox. Det er det modsætningsforhold, ordføreren må og skal forholde sig til.

Ordføreren.

Jamen jeg synes da ikke, det er rimeligt, at Kurt Westergaard er nødt til at være under konstant bevogtning. Det synes jeg da ikke er rimeligt. Men derfor kan jeg da godt fortsat stå fast på, at vi har frihedsrettigheder, som gælder i Danmark, og at de frihedsrettigheder altså gælder for alle.

Hvad angår de mennesker i Grimhøjmoskeen, som efter min mening kommer med fuldstændig tåbelige bemærkninger og også skadelige bemærkninger, er de jo i politiets søgelys. Det er jo den vej, man må gå i et samfund som vores, at alle har ret til at sige, hvad de vil, men at der altså kan være konsekvenser af ens ytringer.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg skal bare høre ordføreren, om ordføreren mener, at der udøves selvcensur i Danmark, og hvis der gøres det, om det så ikke er udtryk for, at nogle helt grundlæggende værdier er truet.

Ordføreren.

Jeg tror, at alle mennesker, der indgår i en hverdag, overvejer, hvad de siger i forskellige sammenhænge til forskellige mennesker, og i den forstand finder der hele tiden selvcensur sted. Jeg tror, at vi ville have et meget, meget mærkeligt og ubehageligt samfund, hvis alle i enhver sammenhæng sagde nøjagtigt, hvad de havde lyst til og til alle, de mødte. Altså, det at have en respektfuld dialog kræver jo netop, at man på en eller anden måde overvejer, hvordan det, man siger, bliver modtaget af den, man taler til. Så jeg synes, at det bliver forsimplet at stille det op, som om at det, i det øjeblik man afholder sig fra at komme med en ytring, er en selvcensur, som gør, at nu er alle danske værdier i skred.

Det er så rigtigt, at der i kølvandet på attentatet på Charlie Hebdo i Paris har været en diskussion om særlig Jyllands-Postens genoptryk af tegningerne og også tryk af tegninger fra Charlie Hebdo. Der må man jo bare sige, at det jo også er en del af ytringsfriheden, at man netop selv bestemmer, hvordan man vil dosere de ting. Det kan vi da ikke give os til at diktere her fra Folketingssalen.

Simon Emil Ammitzbøll.

Jamen jeg synes, det her er et helt fantastisk eksempel på det værdiskred, der har været i Det Radikale Venstre. Jeg må sige, at jeg synes, det er skammeligt, at et parti, der oprindelig bygger på og også bygger videre på en oplysningstradition med religionskritik, ytringsfrihed og grundlæggende frihedsrettigheder, står og laver en relativering, der driver ned ad væggene her i salen, af, hvad selvcensur er, og hvad selvcensur ikke er. Jeg synes, det er skammeligt, at man ikke tager det alvorligt, at der er mennesker, som er nødt til at pålægge sig selv selvcensur, fordi de lever under trusler om overgreb og om mord. Det burde man tage mere alvorligt, og man burde vedkende sig sin historie langt mere, end tilfældet er.

Ordføreren.

Jeg kan love ordføreren, at vi også i Radikale Venstre tager det alvorligt. Og så vil jeg gerne have mig frabedt, at ordføreren tager patent på, hvad Det Radikale Venstre skal mene, eftersom det er mig, der taler på vegne af Det Radikale Venstre, og ordføreren nu tilhører et andet parti.

Det, der er diskussionen her i dag, er jo, om vores frihedsrettigheder er under pres. Er de det? Jeg mener ikke, at vores rettigheder er under pres, men det, der sker, er, at fanatiske kræfter retter angreb ind i vores samfund ligesom ind i andre samfund. Det skal vi forsøge at forhindre. Det gør vi med alt, hvad vi har, med netop respekt for de rettigheder. Hvad betyder det? Det betyder f.eks., at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og det betyder, at man ikke, som den her forespørgsel lægger op til, kan sætte lighedstegn mellem, at alt, hvad der er fremmed, også er noget, der vil Danmark det ondt, og som truer de danske rettigheder og tvinger os til at ændre levevis, og hvad der ellers står af tåbelighed i det forslag.

Tak til ordføreren for det. Der er stadig væk et par korte bemærkninger. Den næste er fra fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren talte om frihed og om tolerance og en respektfuld dialog. Jeg synes jo i virkeligheden, at det meget blev et udtryk for, hvad der er værdier i et vestligt demokrati. Hvis man så ser sådan på det danske demokrati, tror jeg også godt, man kan sige, at de kristne værdier og den danske folkekirke er rigtig vigtig i den nationale fælles arv. Historien, hele vores land, den danske kultur er også med til at definere de værdier, som vi grundlæggende er båret af. Ordføreren sagde slet ikke noget om den danske kultur, og derfor kunne jeg godt tænke mig bare at spørge: Hvor vigtig er den danske kultur for Det Radikale Venstre, og er den overhovedet vigtig?

Ordføreren.

Jamen den er da vigtig, ligesom jeg går ud fra, at den er vigtig for ordføreren, der spørger. Vi bor jo i Danmark, vi lever i Danmark, vi taler dansk, der er særlige ting, der kendetegner Danmark. Jeg synes bare, at det, der er interessant, er, at når man taler om de helt grundlæggende frihedsrettigheder, altså dem, som også står i vores grundlov, så er det jo netop rettigheder, vi deler med de vestlige demokratier bredt. Vi kan jo ikke tage patent på ytringsfriheden i Danmark, det ville da være meget mærkeligt. Eller på retssikkerhed. Eller på, at man kan leve, som man vil, uanset religiøs og seksuel overbevisning. Det er ikke en dansk opfindelse. Men der findes da kendetegn ved den danske kultur, som jeg er utrolig glad for og skatter højt og synes, vi skal prøve at styrke, også politisk. Det gælder tillid, det gælder fællesskab, og det gælder det, at vi faktisk, synes jeg, har en flot tradition i Danmark for at have løst endda meget store problemer med demokratisk samtale.

Fru Mai Mercado.

Men det er bare så enormt letkøbt at stå og sige fra Folketingets talerstol, at den danske kultur er enormt vigtig, når det jo ikke følges op ude i de politiske debatter og de diskussioner og de beslutninger, der bliver truffet herindefra. Når der er diskussioner om, at man i folkeskoler undlader at synge kristne julesalmer, hvor er De Radikale så henne i det spørgsmål? Så tier man stille. Når det handler om frikadeller i daginstitutioner, tier man stille. Når det handler om rigtig, rigtig mange ting, så er Det Radikale Venstre der jo ikke til at bakke op om den danske kultur, for nej, så må man selv bestemme ude på den enkelte institution.

Derfor vil jeg bare lige minde den radikale ordfører og Det Radikale Venstre om, at vi jo er formet af vores fortid, og hvis ikke vi kender og bruger den fortid, ved vi jo heller ikke, hvad det er for en fremtid, det er vi skal forme.

Ordføreren.

Altså, medbestemmelse er også en væsentlig dansk værdi for mig. Og hvis fru Mai Mercado vil reducere den her debat til kampen for frikadellen, så synes jeg ærlig talt, det er et andet sted, den bliver forfladiget.

Det er ikke mit indtryk, at man ikke længere kan spise frikadeller i de danske daginstitutioner. Det er heller ikke mit indtryk, at der er generelle forbud nogle steder mod at synge kristne julesalmer. Der kan være særlige institutioner, hvor man har besluttet i et flertal, at man ikke overhovedet ønsker at synge. Eller andre ting. Men det er da en anden situation. Den må man da løse lokalt, hvis der er nogen, der har et problem med det. Og de få sager, der har været omtalt i medierne, er da mig bekendt også blevet løst lokalt. Jeg går ud fra, at ordføreren er enig med mig i, at det er en dansk værdi, at man faktisk forsøger at løse problemerne dér, hvor de er.

Næste korte bemærkning er fra fru Inger Støjberg.

Jeg vil gerne spørge fru Camilla Hersom, om hun vil uddybe det forslag, der er kommet fra Det Radikale Venstre, om at afskaffe tålt ophold. For det vil jo betyde, at man som kriminel udlænding – og det kan endda være meget alvorlig kriminalitet – frit kan opholde sig i Danmark, og det tror jeg generelt set ikke er en dansk værdi. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorfor det fra radikalt hold er blevet foreslået.

Ordføreren.

Vi har ikke foreslået, at man skal afskaffe tålt ophold. Vi har engageret os i en diskussion, som handler om, at det jo skal være proportionalt, hvilket er noget, som nogle af de instanser i det danske samfund, som om nogen hylder frihedsrettighederne, faktisk også tager op. Men vi har ikke noget konkret forslag om, at man skal afskaffe tålt ophold.

Fru Inger Støjberg.

Altså, fru Zenia Stampe har jo foreslået, at tålt ophold skulle afskaffes. Og det undrer mig bare, for helt grundlæggende tror jeg ikke, at danskerne vil føle det som en dansk værdi, at man, hvis man som udlænding har begået alvorlig kriminalitet og af den ene eller den anden årsag ikke kan sendes hjem, så bare skal kunne rende frit rundt. Det tror jeg ikke.

Ordføreren.

Nej, det tror jeg sådan set heller ikke, men det har Zenia Stampe jo heller ikke foreslået. Zenia Stampe har ikke foreslået, at man, hvis man har begået meget alvorlig kriminalitet og ikke kan hjemsendes til et land, fordi man ikke har et land at blive hjemsendt til, eller fordi det er med fare for, at man får en livstidsdom eller andet, så bare skal kunne løbe frit rundt i Danmark. Det har Zenia Stampe da aldrig foreslået.

Den foreløbig sidste for korte bemærkninger er fru Pia Kjærsgaard.

Jeg overvejede egentlig lidt, om jeg skulle stille et spørgsmål, for jeg synes, der er blevet stillet så mange gode spørgsmål af andre ordførere, men da fru Camilla Hersom sådan på ægte radikal vis lettere hånligt nævnte kampen om frikadellen – sådan med et fnys – tænkte jeg: Nej, det kan jeg bare ikke sidde overhørig. Jeg synes, det er for primitivt: Kampen om frikadellen. Altså, så er det hele jo egentlig lidt ligegyldigt. Og jeg kan da godt gå så langt som at sige, at det ikke alene er en kamp om frikadellen; det drejer sig om bederum, tørklæder, juletræer og halalkød, men det handler også om meget mere. Og der vil jeg godt foreholde fru Camilla Hersom noget i forhold til Jyllands-Posten: Jeg fatter ikke, at man ikke bare kan indrømme, at det da er et problem. Man skal ikke diktere noget, de må selv om, hvad de vil bringe, men det er da et problem, at de ikke tør gøre det – og indrømmer det; der må man jo tage hatten af for Jyllands-Posten. Der var andre aviser, der slog sig op på at være de store forkæmpere for ytringsfriheden, men som ikke rigtig havde noget at have det i, men Jyllands-Posten sagde ærligt: Vi tør ikke. Men det er da et enormt problem.

Ordføreren.

Jamen jeg synes da, det er mere end et problem. Jeg synes da, det er en fuldstændig forfærdelig situation, at der er trusler mod navngivne institutioner og personer i vores samfund, som gør, at de må have særlig beskyttelse. Det, jeg bare vil fastholde, er, at vores værdier da står intakte. Vores værdier er da intakte, uanset at de trusler er der. Og den måde, vi bedst kan imødegå de trusler på, er bl.a. ved at forebygge, at det sker; det er ved at insistere på, at alle har en plads i samfundet; det er ved at lytte til hinanden; det er ved at lade være med at lave stereotyper om, hvordan andre mennesker er; det er ved at lade være med at lægge op til de ting, som Dansk Folkeparti gør i dagens forespørgselsdebat, hvor der direkte står, om statsministeren – og dermed også regeringspartierne – vil redegøre for regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som presser, tvinger danskerne til at ændre levevis og adfærd og rette ind af hensyn til indvandrerne.

Jeg anerkender ikke den præmis.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det var jo det, jeg vidste, altså at fru Camilla Hersom taler imod sig selv. Altså, der bliver sagt, at man skal forebygge, at det sker. Hvordan kan man forebygge det, når Jyllands-Posten siger, at de ikke tør trykke tegningerne? Hvordan kan man så forebygge det? Man kan forebygge det med det spørgsmål, vi stillede til den her forespørgselsdebat: Hvordan bærer vi os ad med at opretholde vores levevis, altså at en avis naturligvis skal kunne trykke, hvad den vil? Det er jo det, der er hele kernen i det. Jeg synes bare, man må sige, som fru Camilla Hersom også siger: Ja, det er en katastrofe. Men hvad vil man gøre ved det? Man stopper jo der. Det er det, der er problemet.

Ordføreren.

Det har ikke noget med indvandring at gøre.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste i talerrækken er fru Lisbeth Bech Poulsen som ordfører for SF.

De fleste kender vel vitsen om 1970'ernes pædagogik, hvor en elev spørger: Hvad er klokken? Og får svaret: Hvad synes du selv? Det var et udtryk for, at alt er lige godt eller for den sags skyld ligegyldigt. Det kan man jo grine lidt af, men baggrunden for den her debat i dag er jo alvorlig nok, for naturligvis er alt ikke ligegyldigt, når det handler om værdier. Værdier er det fundament, som vi ønsker at basere vores samfund på.

En af de bærende værdier i det danske samfund er fællesskabet. Det er bl.a. gennem organiseringen af fællesskabet som fagforening, at der er skabt forbedringer for den brede befolkning. Det er afspejlet i vores velfærdssamfund, at fællesskabet tager hånd om dem, der ikke kan selv. Ligestilling mellem mænd og kvinder er også en bærende kraft i vores samfund. Det betyder, at begge parter har lige muligheder for uddannelse, beskæftigelse og egen indtægt. Der kan stadig arbejdes med den dagsorden, bl.a. øremærket barsel til mænd og andre ting, men grundlæggende er vi enige om, at mænd og kvinder ikke skal fastholdes i bestemte mønstre knyttet til religion eller køn.

Vi står fast på demokratiske værdier, på lighed for loven, på muligheder for alle. Det skal vi ikke tage for givet, men huske på, at tiderne engang har været anderledes, og at det ikke er en selvfølge andre steder i verden, hvor ekstreme kræfter råder, og hvor skellet mellem rig og fattig truer sammenhængskraften.

Angrebet på Charlie Hebdo i Frankrig er desværre et tydeligt bevis på, at alle ikke tænker som vi, at der findes ekstreme kræfter, som vil slå ihjel for deres holdninger. Det er skrækkeligt, men også skræmmende, at den slags kan lure i vores egen baghave. Der findes ikke ord, der kan tage nok afstand fra så feje handlinger, ingen forklaring, der kan undskylde. Vi skal tage paletten af lovgivning i brug mod sådanne kræfter, og vi skal kæmpe mod det ekstreme med de demokratiske midler, vi nu engang har, og samtidig sikre det frie samfund, som vi gerne vil beskytte.

Endnu har vi ikke i Danmark betalt den højeste pris som i Frankrig, men vi har igennem mange år haft en diskussion om det og oplevelser med bl.a. Jyllands-Posten og flere individer, som har betalt en meget høj pris for at bruge deres ytringsfrihed. Antidemokratiske tendenser trives, og vi ser, at Hizb ut-Tahrir i dag går ud og vender sig mod den københavnske antiradikaliseringsstrategi og kalder den vestlige kultur for sørgelig. Deres holdninger er et anslag mod fællesskabet, mod trygheden og mod værdier som ytringsfrihed og demokrati, når de går imod ligestilling, opfordrer til ikke at bruge stemmeretten og ikke tolererer individets ret til dets seksualitet.

For at vende tilbage til 1970'ernes hvad synes du selv-pædagogik, er det tydeligt, at vi ikke kan lade det være op til det ekstreme at synes selv. Det skal være klart for dem, der ikke vil demokratiet og de danske værdier, at vi sætter grænsen her. Vores skillelinje går ikke på hudfarve eller religion, men på, om man er demokrat eller antidemokrat.

Er de danske værdier så under pres? Det ville være løgn at sige, at vi ikke har integrationsproblemer, for mange nydanskere er ikke på arbejdsmarkedet, nogle drenge sakker agterud i skolesystemet, og der er også i visse miljøer udfordringer med social kontrol og kriminalitet og ekstremisme. Det er alt sammen udfordringer, vi skal arbejde med at løse, og i den øvelse skal vi huske på, at det store flertal af nydanskere integrerer sig, arbejder og sender deres børn i skole – og har præcis de samme drømme og forhåbninger for deres unger som alle os andre. Og de vil ikke mindst gerne det danske demokrati. Det synes jeg der er en tendens til at glemme, også i dagens debat.

Vores kultur og vores værdier er stærke. Det synes jeg også reaktionen på angrebet i Frankrig, Lars Hedegaard og truslerne mod jøderne efter Gazakonflikten viser. Så reagerer fællesskabet stærkt og tager afstand og bakker ytringsfriheden op. Det siger også noget om, hvor stærk vores grundlov er, og hvor stålsatte vi er, når det handler om at værne om demokratiet og det, Danmark står for. Derfor ikke jeg bekymret for, om de danske værdier er fundamentalt under pres.

Jeg vil slutte af med at sige, at en dansk værdi desuden er det at være rummelig og tolerant, at der skal være plads til forskellighed inden for den demokratiske ramme. Og det er de arabiske skilte i Føtex også et udtryk for, ligesom de russiske og kinesiske i Magasin. Når Dansk Folkeparti udtaler, at det er et knæfald for islam, mener jeg, det går i den modsatte retning. Det er at vise tolerance og rummelighed.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har ønsket korte bemærkninger. Den næste i talerækken er fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Tak for det. Dagens debat handler jo om danske værdier og det pres, som de ifølge dem, der har indkaldt til den her debat, er udsat for. Jeg ved ikke, om vi er helt enige om, hvad danske værdier er, men i Enhedslisten er vi da i den grad bekymret, når danske værdier kommer under pres. Tag nu f.eks. noget, der for mig at se er ret fundamentalt i Danmark, nemlig det fællesskab, som vi i mange generationer har kæmpet for at opbygge.

Jeg synes i den grad, at det, jeg forbinder med traditionelle danske værdier, er under pres, når man ser på, hvordan mennesker, der rammes af ledighed, i dag behandles. Da Dansk Folkeparti og De Radikale bl.a. besluttede at forringe dagpengesystemet, tog man jo forsørgelsesgrundlaget fra tusindvis af mennesker, og det er et afgørende slag mod den danske værdi, som tryghed på arbejdsmarkedet er – et slag mod princippet om, at vi hjælper hinanden, og at vi sådan bliver stærkere hver især, hvis vi står sammen, og at vi selvfølgelig ikke skal gå fra hus og hjem, hvis vi er så uheldige, at vi selv eller vores børn eller vores nabo rammes af ledighed.

Gennem mange år var Danmark blandt de førende, når det gjaldt fredelig international konfliktløsning. Gennem FN-systemet og bistand til udvikling i verdens fattigste lande gik vi forrest. Jeg synes jo, at de danske værdier og traditioner kommer under pres, når Danmark stiller sig forrest i forhold til at gå med USA, ulovlig krig i Irak eller krig i Afghanistan eller for den sags skyld, når Danmark siger nej til at anerkende Palæstina.

Gennem generationer har Danmark også været kendt for frisind og for tolerance. Danmark var jo faktisk det første land i verden, der ophævede forbuddet mod at trykke billeder af nøgne mennesker i 1969, og 20 år senere, nemlig i 1989, var Danmark det første land, som gav bøsser og lesbiske mulighed for at indgå registrerede partnerskaber. Det parti, som har indkaldt til den her forespørgsel, nemlig Dansk Folkeparti, står for mig at se da slet ikke for det frisind, som jeg forbinder Danmark med. Dansk Folkeparti siger: Nej, homoseksuelle må ikke have lov til at gifte sig, ligesom heteroseksuelle må. Jeg forbinder ikke den holdning med det danske frisind.

Dansk Folkeparti siger, at kvinder, der vælger at få børn alene, ikke må få det, der hedder det særlige børnetilskud, og det er jo ellers noget, man giver af hensyn til barnet, ved at man altså siger, at barnet ikke skal diskrimineres, fordi barnet vokser op med en enlig forælder. Tænk sig, at det er så vigtigt for Dansk Folkeparti at insistere på, at kvinder ikke må vælge at få børn alene, at man er villig til at diskriminere deres børn. Jeg forbinder ikke den tilgang til familien, tilgang til børn af enlige kvinder med det danske frisind.

Nu ved jeg godt, at den her forespørgsel ikke bare handler om danske værdier. Man har en ordlyd, som har en indbygget påstand om, at indvandringen presser eller tvinger danskerne til at ændre levevis og rette ind af hensyn til indvandrere. Jeg er grundlæggende uenig i den påstand. Som opvarmning til debatten har Dansk Folkeparti jo i sidste uge lanceret en udmelding om, at der er et problem i Føtex i Sønderborg, fordi der på et stativ med sportssko ud over det danske tilbudsskilt også var lavet et lille skilt på arabisk, der var henvendt til de nyankomne syriske asylansøgere, som endnu ikke har nået at lære dansk.

Jeg var med Integrationsudvalget i Sønderborg i går, og vi var på den tidligere kaserne, og vi mødte mange af de her syriske asylansøgere, som gør sig meget umage med at lære dansk i en fart. Det er ikke så mærkeligt, at de ikke sådan kan det, lige når de kommer, så jeg tænker, det kan være nyttigt både for Føtex og for asylansøgerne, at man sådan i en overgangsperiode siger, at der selvfølgelig lige er et skilt på arabisk ved siden af det danske.

Lige præcis de syriske asylansøgere kunne jeg egentlig godt tænke mig at tage fat i, for jeg synes jo, det bliver lidt hyklerisk, når man fra Dansk Folkepartis side ligesom puster sig op og taler dunder imod fundamentalistisk islam – og jeg er helt enig, for fundamentalistisk islamisme står for mig at se i modsætning til alt, hvad jeg står for: Det er antidemokratisk, det er ingen rettigheder til homoer, det er diskrimination af kvinder, det er, hvad ved jeg – man har altså på den ene side i Dansk Folkeparti den her meget hårde udmelding i forhold til den her fundamentalistiske islamisme – og igen, jeg er enig – men så siger man samtidig på den anden side, at de mennesker, som flygter hertil, de mennesker, som flygter fra Islamisk Stat, vil man så gøre alt i verden for ikke at hjælpe. Man er endda villig til at sende dem tilbage, kvinder og børn, i armene på Islamisk Stat. Jeg må sige, at jeg ikke synes, det hænger sammen.

Jeg kan se, jeg ikke må sige mere, men det kan være, jeg får mulighed for at sige noget senere.

Tak til ordføreren. Der bliver andre muligheder. Der er nogle, der har ønsket korte bemærkninger, og den første er hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, fru formand. Jeg vil gerne spørge om det her med ytringsfriheden, for den er selvfølgelig også en af de rettigheder, som vi sætter utrolig højt i et frit og åbent samfund som det danske. Men jeg har jo da bl.a. tidligere noteret mig, at eksempelvis en fra fru Johanne Schmidt-Nielsens eget parti her i Folketinget, hr. Per Clausen, har udtalt, at han mener, at Dan Park var en nar. Det var faktisk det, han sagde, efter at Dan Park var blevet slået ned af nogle autonome her i København. Han var en nar. Men det er så, hvad det er. Men så siger Johanne Schmidt-Nielsens kollega fra Enhedslisten også, at han ikke er en kunstner, og at han ikke er en politisk modstander. Det har jeg hæftet mig lidt ved, for mener man i Enhedslisten, at man ud fra sådan en devise kan kategorisere folk til at være noget bestemt, altså at du har ikke den rette holdning til det og det politiske spørgsmål, ergo er du ikke en politiker; eller du har ikke den her rette kunstneriske vinkel til, hvad kunst skal være, ergo er du ikke en kunstner?

Jeg vil gerne spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen, om Johanne Schmidt-Nielsen tager afstand fra de udmeldinger, der kom fra hr. Per Clausen.

Ordføreren.

Lad mig starte med at sige, at enhver form for vold er uacceptabel, og det bliver kun værre, hvis det er politisk motiveret. Og som fru Stine Brix, Enhedslistens gruppeformand, også var ude at sige i forbindelse med den der udmelding fra hr. Per Clausen, så blev hr. Per Clausens udmelding udlagt på den måde, at det på en eller anden måde skulle være sådan mindre slemt, at Dan Park var udsat for vold. Det er helt forkert, for selvfølgelig er det fuldstændig uacceptabelt, uanset hvem der udsættes for vold. Det står fuldstændig klart. Og det er i øvrigt naturligvis også hr. Per Clausens holdning.

Så er der ordførerens andet spørgsmål, nemlig hvornår er nogen en kunstner? Ja, det må man da vel selv bestemme. Jeg har malet et billede engang faktisk af hr. Per Clausen i forbindelse med sådan en indsamling, som handlede om fedme. Det var ikke for at genere hr. Per Clausen, at jeg valgte ham som motiv, men det handlede om bekæmpelse af fedme. Og ordføreren må fuldstændig selv vurdere, om ordføreren så mener, at jeg er en stor kunster eller bare en nar, der har malet et billede af hr. Per Clausen.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil da gerne kvittere for svaret, selv om det var noget svævende og noget vævende, må jeg sige, men altså, okay, lad det nu ligge.

Men jeg vil da gerne retfærdigvis lige, sådan som en serviceoplysning over for fru Johanne Schmidt-Nielsen, nævne, at udmeldingerne fra hr. Per Clausen kom på Twitter, de kom fra hans egen mobiltelefon, de kom fra hans egne fingre, som jeg går ud fra er i kommunikation med hans hjerne. Så man kan jo ikke bare sige, at man er blevet misfortolket og misforstået, og at det hele bare var en stor undskyldning, bla, bla, bla. Nej, det var det jo ikke. Det var en velovervejet handling. Et menneske, som bliver overfaldet, får så at vide efterfølgende: Ja, han er en nar. Var det nu mig, der havde skrevet det om fru Johanne Schmidt-Nielsen, skulle jeg nok have fået at vide, hvad det var, jeg skulle mene om det en anden gang.

Ordføreren.

Jeg synes jo, at man så vidt muligt skal forsøge at tale pænt om andre mennesker, uanset hvad de mener. Jeg er sikker på, at ordføreren er helt med på og fuldstændig klar over, at hr. Per Clausen naturligvis er imod enhver form for vold, og at hr. Per Clausens tweet blev udlagt på en måde, som jeg ikke synes var fair over for hr. Per Clausen. Det kan være, at han formulerede sig dårligt. Enhedslistens holdning til det her spørgsmål er fuldstændig klar. Det tror jeg også godt at ordføreren for Dansk Folkeparti ved.

Så vil jeg igen sige om det der med kunstner: Så vidt jeg ved, er det ikke en beskyttet titel.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Peter Skaarup.

Tak for det. Det, jeg hæftede mig lidt ved i fru Johanne Schmidt-Nielsens ordførertale, var, at fru Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten er lidt i tvivl om, hvad det egentlig er, vi debatterer her, og ikke helt kan finde ud af, hvad de danske værdier egentlig er for en størrelse. Men lad os nu forestille os, at vi alligevel kan blive nogenlunde enige om nogle af tingene. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen: Mener fru Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten, at de normale danske værdier, vi taler om, er truede og under pres, som det er i dag? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om situationen efter terrorangrebet i Paris, hvor vi jo har hørt mange partiledere være meget enige om mange ting, og det har været godt se, at der har været en klar afstandtagen. Men det, vi måske mangler efter terrorangrebet i Paris, er, at nogle så gør noget, at der kommer handling bag ordene. Der kunne jeg godt tænke mig at høre Enhedslisten: Er det holdbart, når vi nu har en værdi i Danmark, der handler om ytringsfrihed, at en fremtrædende avis føler sig så truet, som den gør i øjeblikket, at der er artikler, den ikke tør trykke, fordi den er truet?

Ordføreren.

Der var to spørgsmål, og det første var: Er der danske værdier, som er under pres? For mig at se er det en grundlæggende dansk værdi, at man kan føle sig tryg, også hvis man f.eks. risikerer at miste sit arbejde. Vi ved, at utrygheden, frygten for f.eks. at miste sit arbejde, fordi man er bange for, hvad der så vil ske med en – om man kan blive forsørget, eller om man er tvunget til at gå fra hus og hjem – er stigende. Det betragter jeg da, hvad skal man sige, som et problem, for jeg synes, det er en dansk værdi, at vi står sammen og hjælper hinanden og skaber et stærkt sikkerhedsnet. Uligheden i Danmark vokser. Jeg betragter det som en dansk værdi, at vi forsøger at arbejde for, at afstanden mellem rig og fattig ikke er for stor. Det er der nogle der er uenige med mig i. Der er nogle, der synes, det er fint, at uligheden vokser. Men det synes jeg er en dansk værdi.

Så spørger hr. Peter Skaarup: Hvad med terrorangrebet? Lad mig starte med at sige, at jeg tror, at vi alle sammen synes, at det er fuldstændig uforståeligt. Altså, vi kan slet ikke kan sætte os ind i, hvad der sker oven i hovedet på folk, som kan finde på at gå ind på en redaktion og skyde, henrette, andre mennesker på den måde, og selvfølgelig skal vi diskutere, hvad vi kan gøre for at forhindre det, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at undgå, at unge mennesker tiltrækkes af den slags ekstremistiske miljøer. Der kunne jeg godt tænke mig at vi faktisk blev skarpere. Hvorfor er der unge mænd i Jylland, som tiltrækkes af den slags miljøer? Det tror jeg vi skal blive bedre til at forstå for at kunne bekæmpe det.

Hr. Peter Skaarup.

Det er jo lige før, vi er enige om nogle ting her. I forhold til uligheden er vi jo enige i, at der er skabt en stigende ulighed, mens den regering, vi har nu, har siddet. Nu er det jo sådan, at Enhedslisten er støtteparti for den regering, så det kunne man måske starte med at sige til regeringen og gøre noget ved, når der er finanslovsforhandlinger og ved andre lejligheder, hvor Enhedslisten jo sidder med alle de gode kort på hånden modsat os andre.

Jeg fik ikke rigtig svar på, hvad vi så skulle gøre i forhold til f.eks. Jyllands-Posten, som jo siger: Der er ting, vi ikke tør gøre i øjeblikket, på grund af at vi er presset på vores ytringsfrihed. Hvad synes Enhedslisten vi skal gøre for at hjælpe Jyllands-Posten, for at hjælpe Kurt Westergaard og nogle af de andre, der bliver truet på deres ytringsfrihed?

Ordføreren.

Hvad skal vi gøre? Vi skal som samfund selvfølgelig sørge for, at mennesker, som er truede, får den beskyttelse, som de har behov for. Så vidt jeg kan forstå, får Jyllands-Posten den konkrete beskyttelse fra politiet, som man vurderer er nødvendig for at opretholde deres sikkerhed. Hvis det på nogen måde er til diskussion, lad os da diskutere, om vi kan gøre det endnu bedre, men jeg forstår, at vurderingen er, at de får den beskyttelse, som er nødvendig, og at det samme gælder Kurt Westergaard. Men der er jo ikke nogen tvivl om, at hvis der er nogen, som er truet, så skal vi som samfund sørge for at beskytte de mennesker. Det har vi politiet til, og det har vi efterretningstjenesten til.

Så er det, jeg siger, at vi samtidig skal være så begavede, at vi stiller spørgsmålet: Hvordan undgår vi, at unge mennesker tiltrækkes af sådan nogle ekstremistiske miljøer? Det spørgsmål bliver vi nødt til at stille for at kunne bekæmpe ekstremisme.

Til sidst vil jeg sige, at det er et kæmpeproblem, at uligheden vokser, og jeg kunne jo spørge hr. Peter Skaarup: Hvorfor peger Dansk Folkeparti på en statsministerkandidat, der ønsker, at uligheden i Danmark vokser endnu mere? For det er jo virkeligheden.

Tak. Jeg skal lige igen minde medlemmerne lidt om taletiderne. Det er sådan noget med 1 minut ved det første spørgsmål og ½ minut ved det andet, og det gælder jo også svarene.

Så skal den næste korte bemærkning komme fra fru Pia Kjærsgaard. Værsgo.

Jeg vil da godt fortsætte lidt, hvor fru Johanne Schmidt-Nielsen og hr. Peter Skaarup slap. Altså, Enhedslisten er jo parlamentarisk grundlag for den her regering. Uligheden er vokset. Det er en kendsgerning, og det kan man ikke tale sig bort fra. Sådan er det.

Så vil jeg godt lidt tilbage til Dan Park-sagen, for jeg finder det faktisk utilgiveligt, at Enhedslisten ikke er gået ud og har bedt hr. Per Clausen om simpelt hen at undskylde sin utidige bemærkning. Det blev overhovedet ikke udlagt på nogen forkert måde. Hvorfor kan man ikke indrømme, når der er sket en svipser? Det er faktisk det, vi har fået stillet mange spørgsmål om i dag omkring udtalelser, der kan komme fra Dansk Folkepartis medlemmer. Vi har så svaret tilbage, selv om jeg egentlig ikke synes, at det var det, debatten skulle gå på. Men det har vi været nødt til, for det sker jo en gang imellem, og så er man bare nødt til at sige, at den går simpelt hen ikke. Men hr. Per Clausen skåner man, og det synes jeg er helt urimeligt. Dan Park blev overfaldet. Man kan mene om ham, hvad man vil. Det er man helt fri til. Det har jeg ingen holdning til. Men at gå ud og sige, at han er en nar, i den situation han bliver overfaldet, underforstået at han selv var ude om det, er direkte forkasteligt.

Ordføreren.

Jeg må sige til fru Pia Kjærsgaard: Hr. Per Clausen har naturligvis fuldstændig klart sagt, at overfaldet på hr. Dan Park er fuldstændig uacceptabelt, ligesom at overfald på enhver anden ville være fuldstændig uacceptabelt. Det er klart, at hvis der er tale om politisk motiveret vold, er det en skærpende omstændighed. Det er slet ikke til diskussion. Det tror jeg da godt fru Pia Kjærsgaard ved.

Pia Kjærsgaard, anden korte bemærkning.

Der må jeg bare sige, at det har det ofte været i Enhedslisten og i Enhedslistens bagland. Enhedslisten har haft store problemer og har stadig væk nogle problemer i den sammenhæng. Det ligger lidt i dna'et hos Enhedslisten, at man ikke altid kan finde ud af det, og det er jo da i hvert fald en værdi, at vi har demokrati i Danmark, og at vi ikke vil acceptere, at der er nogle personer, der bliver overfaldet på grund af deres holdninger og i den grad deres politiske holdninger, som fru Johanne Schmidt-Nielsen fremhæver.

Men Enhedslisten og fru Johanne Schmidt-Nielsen bliver altså bare nødt til at indrømme, at der stadig væk er et problem, som af og til dukker op, og det dukkede senest op med hr. Per Clausens udtalelse. Han har så fået at vide, at den gik ikke. Men det dukker op hele tiden, og det synes jeg er ekstremt ubehageligt.

Ordføreren.

Hvad er Enhedslistens dna? Enhedslistens dna er at arbejde for at styrke vores demokrati og hele tiden udbygge vores demokrati. Det er faktisk helt fundamentalt for Enhedslisten.

Lad mig tage et eksempel, nemlig salget af dele af DONG. Der var Dansk Folkeparti i øvrigt med til at starte med. Så blev det en dårlig pressesag, og så skiftede man muligvis holdning. Hvorfor synes Enhedslisten, at det er så problematisk at sælge ud af dele af vores fælles energiforsyning? Det er, fordi man begrænser demokratiet, man indskrænker demokratiet. Demokrati er en fuldstændig fundamental værdi for Enhedslisten. Hele vores politiske projekt går ud på at styrke og udvikle demokratiet.

Den næste korte bemærkning er fra fru Mai Mercado.

Det var jo i virkeligheden rigtig interessant; fru Johanne Schmidt-Nielsen var sådan set næsten inde på det, nemlig: Hvad gør vi ved de her unge mænd, som bliver stærkt radikaliseret, som rejser ud som hellige krigere, og som kommer hjem? Hvad er svaret så der?

Vi havde jo i fredags en debat om L 99, hvor det bliver foreslået at tage passet fra nogle af de personer, og noget af det, jeg noterede mig, var, at Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper, lagde meget vægt på de her bløde foranstaltninger, altså de meget bløde tiltag såsom mentorordninger, og det hele blev sådan lidt langhåret, lidt sødt og i virkeligheden måske også en smule naivt. Der tænker jeg bare, at hvad angår dem, som er stærkt radikaliserede i dag, dem, som vitterlig hader demokrati og alt, hvad Vesten står for, alt det, Danmark står for, tror man så virkelig på, at det er mentorordninger og de meget bløde forebyggelsestiltag, der skal til, eller har man faktisk et gran af realitetssans, så man siger, at det godt kunne være, at der skulle nogle strafferetlige midler i brug?

Ordføreren.

Altså, hvis der er mennesker, som tager til Syrien og begår krigsforbrydelser og terror, så skal der naturligvis tages strafferetslige midler i brug, for det er dybt ulovligt, og man kan dømmes – endda meget hårdt – og sådan skal det være, hvis man deltager i krigsforbrydelser, og hvis man begår terror. Det er slet ikke til diskussion. Jeg vil i virkeligheden sige, at jeg måske synes, det er en smule naivt at tro, at man forhindrer nogen i at tage til Syrien ved at tage passet fra dem. Mon ikke de finder vej, hvis de er så – ja, hvad skal man sige? – hjernevaskede, at de på en eller anden måde kan få det til at give mening i deres hoveder at tage et sted hen for at slå sig selv og andre ihjel.

Så taler fru Mai Mercado om det, hun kalder sådan bløde eller langhårede tiltag. Altså, det er vel bl.a. noget af det, som Østjyllands Politi taler om og har ekstremt stort held med, nemlig at prøve at få fat i de her unge, før de tager af sted. Det kan godt være, at De Konservative synes, det er noget langhåret noget; jeg synes da, det er vanvittig klogt at forsøge at forhindre, at unge mennesker tager af sted. Jeg ville da ønske, at fru Mai Mercado lyttede til Østjyllands Politi, som har stort held med det.

Fru Mai Mercado.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at den indsats, man gør, går på to ben, altså at man både bruger de forebyggelsesmuligheder, man har, men at man også kommer efter de her fanatiske hellige krigere med alt, hvad man overhovedet kan komme efter dem med.

Så var det jo bare, at jeg lyttede mig til i fredags, at det var man ikke parat til; man er kun parat til at bruge de bløde værktøjer som forebyggende værktøjer. Men hvad med alle dem, som er radikaliserede, alle dem, som er fanatiske, alle dem, som fuldstændig inderligt ønsker at smadre alt det, Danmark står for? Hvad gør man lige nøjagtig med dem? Der er en af mulighederne jo rent faktisk, at man udover at tage passet fra dem – for det er jo rigtig nok, at der er nogle, som man måske ikke får stoppet – sørger for, at det bliver forbudt at rejse ind i Syrien, hvis man ikke har et godkendt ærinde der og altså ikke har nogen myndighedsgodkendelse.

Ordføreren.

Nu bringer De Konservatives ordfører selv det her med at være naiv på banen. Jeg ved ikke, om ordføreren forestiller sig, at nogle, som er på en eller anden måde er så forblændet af sådan noget fundamentalistisk islamisme, skulle kunne stoppes, fordi vi siger: Uh, det kan være, vi tager passet fra dig. Altså, selvfølgelig kan de da finde en vej.

Fru Mai Mercado må have misforstået eller andet fuldstændig fundamentalt, hvis hun tror, at vi ikke skulle mene, at man skal gribe ind over for det retsligt, hvis der på nogen måde er mulighed for det. Det er dybt ulovligt at begå terrorhandlinger, det er dybt ulovligt at deltage i krigsforbrydelser, og sådan skal det da være. Det er slet ikke til diskussion. Vi skal da gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at komme efter de her mennesker via retssystemet, hvis de kommer tilbage og har begået den slags. Samtidig skal vi gøre os så meget umage for at forsøge at forhindre, at unge mennesker ender der, for det har frygtelige konsekvenser for en masse civile, at der er unge jyske mænd, som tager til Syrien for at sprænge sig selv og uskyldige syrere og kurdere i luften.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger. Så er den næste i talerrækken hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Dansk Folkeparti har igen indkaldt til en værdipolitisk redegørelse fra statsministeren, og det vil jeg sådan set gerne takke for. Statsministeren må jo selv stå på mål for sit svar. Jeg vil så stå på mål for Liberal Alliances politik.

I Liberal Alliance mener vi, at frihed, frisind og frihandel er helt afgørende som udgangspunkt for de værdier, der skal præge det danske og for den sags skyld det vestlige og for den sags skyld det globale samfund. Hvad har præget Danmark gennem tiderne og gjort Danmark til det land, som vi er? Det er hårdt arbejde. Det har været en helt essentiel værdi, i forhold til at vi i dag er et af verdens rigeste lande. Nu beder Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti – og hr. Peter Skaarup, han står her også – om, at der skal være særlig fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som skulle presse og tvinge danskerne til at ændre levevis og adfærd og rette ind af hensyn til indvandrere.

Der vil jeg godt sige, at Liberal Alliances udgangspunkt er, at langt de fleste af de udlændinge, der kommer til Danmark, gør en stor indsats for at passe ind i det danske samfund, går på arbejde, går i skole, bidrager til det danske samfund, og det er vi glade for. Vi mener ikke, at truslen måtte komme fra indvandring i sig selv. Vi mener, at de trusler, der eventuelt kunne være, kommer af to ting: For det første, at man ikke har gjort og til dels stadig ikke gør nok for at styre, hvordan indvandringen er, og for det andet, at man har en konkret trussel fra islamisme.

Vi skal bekæmpe nogle af de tendenser, der har været i vores samfund, til at gøre op med de værdier, som det danske samfund bygger på. Vi skal blive bedre til at sige, at man skal tage sig af sig selv og sine, at vi kun skal hjælpe dem, der har brug for det, at vi nok ikke kan hjælpe dem, der ikke vil hjælpes, men at vi selvfølgelig altid skal hjælpe dem, der har et reelt behov. Den socialdemokratiske velfærdsstat har desværre resulteret i en overansvarlig stat med det resultat, at vi får ansvarsfraskrivelse, ansvarsløshed, apati og et opgør med de værdier, Danmark bygger på, nemlig flid, stræbsomhed, initiativ og virkelyst.

Så er der den anden trussel, der handler om islamismen. Der tror jeg, det er vigtigt, at vi erkender og siger højt og tydeligt, at islamismen er vor tids store fare globalt set, der lægger sig fuldstændig i sporet af truslerne fra fascisme, nazisme og kommunisme. Islamismen er vor tids frihedshadende totalitære og ekspanderende ideologi. Vi ser islamismen vise sit grimme ansigt på mange måder og mange steder, alt fra nogle af de udtalelser, vi har hørt, også fra folk i Danmark, fra Grimhøjmoskeen og andre steder, til terrorangreb rundtomkring, både i den vestlige del af verden og i andre dele af verden, til problemerne og terrorismen og krigen med Islamisk Stat, men selvfølgelig også til styret i eksempelvis Saudi-Arabien.

Det er sådan, at de totalitære regimer og de totalitære tendenser altid har været bange for demokrati og frihed. I 1950'erne prøvede den sovjetiske regering at presse den danske regering til at sørge for, at Dagbladet Aktuelt hørte op med at bringe tegninger, hvor man generede det sovjetiske folks følelser, når man lavede satiretegninger om Sovjetunionen. Og det er jo så til gengæld heller ikke lang tid siden, at vi også her i Danmark har set, at man åbenbart havde særlige hensyn at tage til det kinesiske regime, i forhold til om danske demonstranter må vifte med tibetanske flag. Det var heller ikke på sin plads.

En af de friheder, som er mest vigtig at diskutere, er ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er truet. Spørg Kurt Westergaard, spørg Flemming Rose, spørg Lars Hedegaard, spørg Naser Khader, spørg medarbejderne i JP/Politikens hus. Ytringsfriheden er truet. Man kan mene om deres holdninger og deres tegninger og deres udtalelser, hvad man vil, men det her handler ikke om smagsdommeri eller verbal æstetik. Det handler om, at ytringsfrihed er en ret. Man må sige det, man selv har lyst til.

Redaktører slår jo knuder på sig selv i disse dage og begår selvcensur. Der er begrundelser som redaktionelle valg, redigering og professionalisme, men jeg vil sige, at jeg har den største respekt for Adam Holm, som satte sig selv på spil i forhold til noget af det her. Og jeg har den største respekt for Jørn Mikkelsen, Jyllands-Postens chefredaktør, som siger, at ja, de er under pres. Ytringsfriheden er truet som aldrig før. Med Jørn Mikkelsens ord, med Salman Rushdies ord må man sige, at gode mennesker giver efter for frygten og og kalder det respekt. Det har jeg til gengæld ikke meget respekt for.

Tak til ordføreren. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra hr. Jeppe Bruus.

Tak. Deler Liberal Alliance og Dansk Folkeparti et værdifællesskab?

Ordføreren.

Jeg tror, vi deler et værdifællesskab, der handler om, at vi skal sikre ytringsfriheden, at vi skal sikre religionsfriheden, at vi skal sikre alle de værdier, som er nævnt i det forslag til vedtagelse, som vi står bag, fru Pia Kjærsgaard og jeg, sammen med fru Inger Støjberg og fru Mai Mercado, ligesom vi sikkert også på nogle punkter, håber jeg da, deler værdier med Socialdemokraterne. Man kan sige, at jeg i forhold til det her med arbejde og flid synes, at Socialdemokraterne på det seneste har svigtet. Der kunne vi godt tænke os i større grad igen at komme til at dele værdier med Socialdemokraterne.

Hr. Jeppe Bruus.

Tak. Så jeg forstår, I er en del af et værdifællesskab. Når nu ordføreren selv nævner det forslag til vedtagelse, der er fremsat, kan han så ikke forklare mig om det værdifællesskab, der her omtales som »kønsligeværdige værdier«, og om det eksempelvis indbefatter synet på homoseksuelles ret til ægteskab? Vi har hørt, at Dansk Folkeparti er imod. Hvad siger Liberal Alliance? Har I også et værdifællesskab dér?

Ordføreren.

For det første bryder jeg mig ikke om den insinuerende tone, der er med hensyn til, at det skulle være særlig frygteligt at dele værdier med Dansk Folkeparti i forhold til at gøre det med f.eks. Enhedslisten, som har fire, fem, seks forskellige folketingsmedlemmer, der har repræsenteret totalitære regimer, og det var måske noget, man skulle overveje hos Socialdemokraterne.

I forhold til det med homoseksuelle er det rigtig rart, at det spørgsmål igen kommer på banen, og der vil jeg som borgerlig homoseksuel godt have mig frabedt at blive taget som gidsel af venstrefløjen. For hvor var Socialdemokraterne, da vi bad om, at de hos lesbiske par selvfølgelig begge to kunne blive anerkendt som mødre hurtigt og ikke efter 2½ år? Det afviste den daværende socialdemokratiske socialminister, fru Karen Hækkerup.

Så vil jeg bare spørge: Hvornår er kønslig ligestilling kommet til at handle om homoseksuelle? Det kan godt være, at venstrefløjen her i Folketinget har den opfattelse, men jeg opfatter det faktisk ikke, som om jeg tilhører et tredje køn, fordi jeg har en anden seksualitet end hr. Jeppe Bruus.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pia Kjærsgaard.

Jeg har bare lyst til at spørge ordføreren, om han ikke synes, det er fantastisk, at hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet, i den første bemærkning, han kom med, som var på sådan cirka halvanden linje, måtte læse det op fra en A4-side, hvor det var sat på af Socialdemokratiets nyhedstjeneste? Altså, er det ikke lidt ringe i forhold til sådan en debat?

Ordføreren.

Det kan man jo mene. Jeg blander mig ikke i, hvordan andre partier udvikler deres spørgsmål, men jeg har lagt mærke til, at det typisk sker, når Socialdemokraterne stiller spørgsmål. Nu har vi været lidt fri for det i dag, men jeg har flere gange oplevet, at det i forbindelse med åbnings- og afslutningsdebatter sker, at der kommer folk ind, 30 minutter efter at jeg er gået på talerstolen, og siger, at man ikke har svaret på et bestemt spørgsmål, som jeg så har svaret på både en, to og tre gange, men de har ikke været her, og så kommer de med de forudproducerede spørgsmål. Og hvis det er det, der spørges til, så vil jeg sige, at jo, det ødelægger da klart debatten.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg synes, det er lidt grinagtigt, må jeg så sige. Man bliver simpelt hen nødt til en gang imellem at trække på smilebåndet herinde – og det gør man så.

Det næste, jeg lige vil spørge ordføreren om, er: Når der nu har været rejst så mange spørgsmål om homoseksuelle, synes ordføreren så ikke, at det ville være fint, hvis Socialdemokraterne og andre, som har rejst mange af de her spørgsmål, gik ud og kæmpede for muslimers ret til at være homoseksuelle? Jeg går ud fra, at muslimer er fuldstændig ligesom andre mennesker og også kan have en seksuel karakter, som ikke er heteroseksuel. Men der hører vi bare aldrig, at man går i brechen for dem, og det synes jeg simpelt hen er ringe. Det burde da også have været et af spørgsmålene her i dag. Der er homoseksuelle muslimer, og de har også deres rettigheder.

Ordføreren.

Vi står klart på de rettigheder, der skal være for homoseksuelle, lige meget hvilken religion det måtte være at folk har, og det håber jeg vi kan blive enige om bredt her i Folketinget.

Det, jeg er mest optaget af, er, at jeg kan høre, at Socialdemokraterne og De Radikale lidt har genvundet deres lyst til at gå i brechen for homoseksuelles rettigheder, og derfor er jeg utrolig glad, for vi er enige med begge regeringens støttepartier i, at man skal gøre noget for de lesbiske, der lever i registreret parforhold eller ægteskab og har fået et barn og gerne vil have forældrestatus begge to. Jeg håber, statsministeren vil gå op her om lidt og sige, at det er noget, der bliver rykket på nu, og at man dropper den afvisning, som Karen Hækkerup havde af vores ønsker for 2½ år siden, da vi diskuterede det her sidst. Dengang sagde vi til regeringen: Det her kommer vi til at diskutere igen. Nu er lejligheden der, statsminister. Kom dog op og vis, at det ikke bare er noget, man taler om, men at det også er noget, man vil gøre noget ved.

Tak til ordføreren. Der er ikke øvrige indtegnet. Så er det fru Mai Mercado som ordfører for Det Konservative folkeparti.

Jeg er jo rigtig glad for, at vi kan have den her debat, men jeg er egentlig også lidt trist over, at vi er nødt til at have den. For man må jo sige, at det ikke ligefrem kører på skinner for os her i Danmark. Indsatsen over for parallelsamfund er for dårlig, integrationen er slået fejl, og Danmark er blevet storleverandør af de såkaldte hellige krigere til Syrien. Og regeringen aner ikke sine levende råd, så den uddeler pjecer, og så håber den på, at de borgerlige kommer på banen og fremlægger nogle løsninger, den så kan gå ud og sælge som sine egne. Det har i hvert fald være arbejdsmetoden indtil nu.

Vi fremlægger jo gerne løsninger, for vi ønsker at værne om Danmark og værne om dansk kultur. For nogle kan det måske lyde sådan lidt borgerligt, og det er det også, for når man værner om noget, beskytter man det, i erkendelse af at der er noget at beskytte det imod – der er en verden udenfor. Ikke at vi kan undvære vores omverden, men – for der er et men – der er andre kulturer, som vi ikke bryder os lige så meget om. Så enkelt er det faktisk, og det er ikke et udtryk for had til alt fremmed, det er et udtryk for kærlighed til Danmark.

For mange lyder det at værne om Danmark og dansk kultur måske også som en konservativ mission, og det er det også. Vi Konservative vil jo påstå, at det er den primære opgave, vi har her i det danske parlament. For os er der forskel på kultur. Dansk kultur står over islamisk kultur i vores hjerter, de kan aldrig blive ligestillede. Derfor bliver vi heller aldrig det parti, der kommer til at gå ind for et multikulturelt samfund – aldrig.

Men noget er gået i stykker i Danmark. Det fortælles os, når vi kan se, at mennesker iblandt os har en loyalitet, som ligger et helt andet sted i verden – en loyalitet, som de er villige til at dø for tusind kilometer væk her fra Danmark. Senere vender de forrået tilbage, og jeg tror, mange tænker: Hvad skal de så her? Risikerer vi ikke, at de udøver deres gale fanatisme her i vores land? Jo. Og som så mange andre bliver jeg umådelig skuffet over regeringens indsats. Regeringens politik er ganske enkelt for slap, og regeringen er for langsom til at indse situationens alvor.

For cirka et halvt år siden afviste regeringen det borgerlige forslag om, at man skulle inddrage passet for de personer, som man mistænkte ville rejse til konfliktområder. Så kom man på bedre tanker, overtog den borgerlige politik og fremsatte selv lovforslaget. Det er jo svært at klage over resultatet, men det er skuffende, at det skulle tage så lang tid. Men det skyldes jo nok, at regeringen lige skulle have løsningerne fra os borgerlige først. Og for visse dele af venstrefløjen skyldes passiviteten, at man er enig med SF og Enhedslisten i, at man er dækket ind på den strafferetlige side, som det blev sagt i fredags til L 99, altså lovforslaget om at tage passet, og at man nok ikke vil komme til at stemme for borgerlige stramninger.

I stedet skal man sætte ind med bløde forebyggelsestiltag som f.eks. mentorordninger. Okay, men så bør regeringen i det mindste droppe den krasse retorik og i det mindste åbent sige, at man så ikke har tænkt sig at gøre mere. Så må man erkende, at det ikke er foreneligt med venstreorienterede værdier at straffe de hellige krigere, og sige det, som det er – at man synes, det er synd for dem, de har måske haft en hård barndom, det har været svært, de kan hjælpes på bedre tanker, når de vender hjem. Så lad os andre om at sige, at vi synes, at de hellige krigere har helt forkerte værdier, og at Danmark er ubetinget bedre end Islamisk Stat, og at vi skal gøre, hvad vi kan for at værne om vores frihed, demokrati, orden, kultur, dannelse, og at mand og kvinde er lige meget værd, også selv om det betyder, at vi tager et opgør med nogle, som rent faktisk bor her i Danmark; også selv om det betyder, at vi går hårdt til dem med vores love, regler og vores politi; også selv om vi siger, at her er ikke plads til dem.

Så kære regering, lyt godt efter, for her kommer nogle flere borgerlige løsninger, som I skal være velkomne til at fremsætte som jeres egne: Retsforfølg dem, der opfordrer andre til at drage i hellig krig, gør det strafbart at opholde sig i de områder, IS kontrollerer, uden at man har fået lov af de danske myndigheder, og giv de hellige krigere et indrejseforbud, hvis de ikke er danske statsborgere, og hvis de er, så prøv at tage statsborgerskabet fra dem. For det er alligevel ikke her i landet, deres loyalitet ligger. Ja, man skulle faktisk næsten tro, at de ikke vil have noget imod at miste deres statsborgerskab, hvis det ikke var, fordi vi i Danmark havde et rigelig generøst velfærdssamfund – en velfærdsstat, som er så værdineutral, så bureaukratisk og socialistisk, at alle har ret til kontante ydelser på lige fod med hinanden, også de hellige krigere, der måtte vende hjem. Det var måske lige nøjagtig noget, regeringen skulle forholde sig til, for hvis det nu ikke lykkes regeringen at tage passet fra de hellige krigere, før de rejser ud, ja, så kommer de tilbage, og hvad gør man så? Sætter sig og venter på, at fanatiske islamister begår et terrorangreb i Danmark? Sætter sig og venter på, hvilket medie bliver det næste, det danske Charlie Hebdo?

I Det Konservative Folkeparti synes vi, at Danmark skal på rette spor. Vi synes, at man skal prioritere Danmarks sikkerhed og Danmarks kultur, og derfor har vi valgt, at den her forespørgselsdebat skulle bruges på noget, som betyder rigtig meget for rigtig mange danskere rundtomkring, nemlig de hellige krigere, som drager i krig, og som kæmper for alt, hvad de kan, imod danske demokratiske værdier.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Bramsen.

Jeg undrer mig jo bare lidt over, at Konservatives ordfører står og siger, at regeringen kun er optaget af bløde tiltag. Kan ordføreren bekræfte, at vi i fredags behandlede et hårdt forslag, der handler om straffeloven, nemlig muligheden for at inddrage de menneskers pas, der er på vej af sted til Syrien, og at justitsministeren på samme tidspunkt gav udtryk for, at vi gerne undersøger mulighederne for indrejseforbud? Og kan ordføreren bekræfte, at der allerede i dag er en hård straf til mennesker, der drager i hellig krig og deltager i hellig krig, og at udfordringen ikke er strafferammen, men at løfte bevisbyrden?

Ordføreren.

Det, der jo ligger fuldstændig fast, er, at det er mere end et halvt år siden – det var faktisk i sommer – at det første gang blev foreslået, at man skulle tage passet fra dem. Hvad skete der så? Der skete ingenting. Regeringen gjorde ikke noget. Regeringen var ikke selv fremsynet, og regeringen kom jo ikke med et katalog over mulige tiltag, man kunne tage, for rent faktisk at sætte hårdt mod hårdt over for de mennesker, der drager i hellig krig. Så blev lovforslaget så behandlet her i fredags, hvor jeg selv var ordfører på det. Det er så dejligt, at regeringen er kommet til fornuft.

Nu venter vi så på, om regeringen kommer til fornuft for anden gang ved at sørge for at få standset dem, så det bliver ulovligt at opholde sig i de områder, som eksempelvis IS kontrollerer i Syrien. Men det ville da være rart med en regering, som selv tog teten. Det ville da være rart med en regering, som rent faktisk selv satte dagsordenen i stedet for at komme halsende efter de borgerlige og først fremsætte politiske forslag halve og hele år efter.

Fru Trine Bramsen.

Lad os nu lige holde os til fakta. Kan ordføreren bekræfte, at regeringen allerede i september måned kom netop med et katalog af forslag, der skal forhindre, at unge drager i hellig krig, og at de borgerlige den 1. december lancerede deres ønsker til, hvordan man forhindrer, at unge drager i hellig krig?

Ordføreren.

Men nu fortsætter lige nøjagtig den debat, som gik så gruelig galt i fredags, hvor ordførerne kappedes om og begyndte at strides om, hvilken proces der har været, og hvem der havde gjort hvad ovre i hvilke ministerier.

Det, som jeg jo tager med mig herfra, er, at det for efterhånden lang tid siden var borgerlige, som fremsatte forslaget om netop at sikre, at man tog passet. Og regeringen gjorde ingenting; regeringen sagde ingenting; regeringen ville uddele en pjece. Det var nøjagtigt, hvad regeringen ville.

Nu er der så kommet et nyt forslag, som Justitsministeriet så lige skal tygge på, og det er jo derfor, jeg siger, at det da ville være rart – i den situation vi står i, hvor vi ved, der bliver udklækket hellige krigere, hvor Danmark har været storleverandør, hvor Danmark har været det land i EU, som har sendt allerflest af sted – med en regering, der gik foran. Det tror jeg da sådan set ikke jeg er den eneste der synes. Jeg tror, at der er rigtig mange rundtomkring i Danmark, som ville synes, at det var rart med en regering, som tog en førerposition på det her, men når man ikke kan det, må man jo kopiere de gode forslag, som de borgerlige fremsætter. Det er også fint nok, vi skal nok stemme for dem. Det er jo vores egne forslag, men det ville bare klæde regeringen selv at tage teten.

Tak for det. Nu kom der så lige et par andre indtegnede til kommentarer. Den første er fru Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Jeg stiller det samme spørgsmål, som jeg stillede til fru Inger Støjberg, nemlig hvorfor man hos De Konservative har valgt at fritstille medlemmerne i folketingsgruppen, når det handler om diskrimination af homoseksuelle, og når det handler om homoseksuelles rettigheder.

Det er jo sådan, at alle folketingsmedlemmer er forpligtet til at stemme efter egen overbevisning ifølge grundloven, men partierne vælger i stort set alle spørgsmål at sige: Vi har en partilinje, det her er vores holdning. Helt undtagelsesvis har De Konservative valgt at sige, at lige når det handler om homoseksuelle, har partiet ikke nogen holdning, så kan folketingsmedlemmerne bare selv finde ud af, hvad de mener, og hvad de vil stemme. Hvad er årsagen til det?

Jeg spørger, fordi det undrer mig, for for Enhedslisten er det slet ikke svært at komme frem til en helt klar holdning i forhold til diskrimination af homoseksuelle og homoseksuelles rettigheder. Jeg kan ikke se, hvordan det spørgsmål skulle adskille sig fra alle andre politiske spørgsmål. Så hvorfor har man valgt i modsætning til stort set alle andre politiske spørgsmål at sige, at når det kommer til homoseksuelle og deres rettigheder, har partiet ikke nogen holdning?

Ordføreren.

Det var jo en vældig interessant debat, hvor det jo blev slået fast, at man i Enhedslisten i hvert fald skal følge partidisciplinen og jo ikke har den grundlovssikrede ret, som alle vi andre har, nemlig at man selv træffer sin beslutning om, hvordan man vil stemme i Folketingssalen. Den ret har Enhedslisten så åbenbart ikke.

Jeg stemte for, at homoseksuelle kan blive gift i folkekirken, og det gjorde jeg, fordi det var vigtigt. Det er i hvert fald noget, jeg har været meget optaget af, også igennem rigtig mange år, noget, jeg havde advokeret stærkt for. Men det er jo sådan, at i Det Konservative Folkeparti er der også noget, som er større end det umiddelbare. Det her var jo et etisk spørgsmål for rigtig mange af vores folketingsmedlemmer. Det synes jeg da man skal respektere, og jeg synes da, at det er underligt, at Enhedslisten skal stille sig til dommer over, hvad Det Konservative Folkeparti måtte have lyst til at stemme ved et givet lovforslag. Man kan være uenig, men at stille sig til dommer over beslutningen virker da besynderligt på mig.

Jeg synes da i stedet, at man skal hylde retten til selv at træffe det valg med den knap, og jeg synes da i øvrigt også, at når det er, vi fritstiller, i erkendelsen af at det her er et etisk spørgsmål, det er noget, som for mange er koblet til folkekirken, så skal vi respektere det. Det gjorde vi i Det Konservative Folkeparti. At stå her og diskutere et internt anliggende synes jeg egentlig bare virker malplaceret – især når det er, at debatten handler om værdier i vores samfund. Der er så uendelig mange andre gode ting, man kunne tage fat på i sådan en diskussion.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Men for mig er det en helt fundamental værdi, at vi ikke diskriminerer mennesker på baggrund af deres seksualitet, og derfor kunne jeg aldrig drømme om at sige, at det der med homoseksualitet og diskrimination af homoseksuelle ikke er et politisk spørgsmål. Jeg forstår simpelt hen ikke den skillelinje, som fru Mai Mercado sætter op. Altså, De Konservative siger, at når det handler om homoseksualitet, er det et helt særligt etisk spørgsmål, som partiet ikke kan have en holdning til. Det er vel også etisk, hvordan vi fordeler velstanden i vores samfund. Det er vel også etisk, hvordan vi synes, at kloden skal behandles. Det er vel også etisk, hvilke rettigheder vi synes børn skal have eller ældre skal have. Man kan vel ikke sådan adskille politik og etik på den måde. Hvad er det, der gør, at lige præcis homoseksualitet er anderledes end alle andre politiske spørgsmål, og at man siger, at her kan Det Konservative Folkeparti ikke have en fælles holdning? Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Det er jo ikke det eneste etiske spørgsmål, hvor man vil fritstille en gruppe. Der er blevet nævnt organdonation. Jeg kunne nævne aktiv dødshjælp. Der er jeg også ret overbevist om at vi ville fritstille, fordi det er et spørgsmål, som er større end de sådan meget konkrete ting, vi ellers står med.

For mig handler det ikke om diskrimination, og for rigtig mange Konservative, for rigtig mange af dem, som stemte imod, handlede det jo om kirken. Det handlede om det kirkelige ritual. Så jeg synes da, at fru Johanne Schmidt-Nielsen forklejner og forfladiger debatten, når det er, at den kun kommer til at handle om diskrimination og ikke tager hensyn til, at der altså var et mindretal, som rent faktisk gik meget op i ikke at ændre på kirkens ritualer, og som ønskede at fortsætte dem. Det synes jeg da at man må have respekt for.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen vælger så ikke at respektere, at der er andre, som kan have det grundlæggende synspunkt, og det er jo fint nok, det er jo rigtig fint nok, men det gør jeg. Jeg vælger rent faktisk at respektere de af mine gruppefæller, som har et andet synspunkt, og jeg synes stadig væk, og jeg bliver nødt til at slå fast, at det er en mærkelig debat, når vi står og diskuterer noget så stort som Charlie Hebdo, som terrorangrebet i Paris, det, der blev afværget i Belgien, og så ender vi med en debat til om homoseksuelles rettigheder i Danmark.

Tak. Fru Camilla Hersom.

Ordføreren lagde i sin tale vægt på de danske værdier, og dem lægges der jo også vægt på i det forslag til vedtagelse, der er fremsat. Så jeg vil spørge ordføreren, om hun vil være sød at fortælle os, hvad der er særlige danske værdier, altså værdier, som kun kendetegner Danmark og ikke resten Europa eller andet. Hvad er de særlige danske værdier, den særlige kulturelle levevis, som vi skal forsvare, når det står til fru Mai Mercado?

Ordføreren.

Der var faktisk en, som kunne udtale mit udenlandske efternavn så utrolig fint – Mercado er nemlig spansk – ja.

Det, der for mig er vigtigt ved de danske værdier, er jo, at vi har muligheden for at udøve demokrati, det vil sige, at vi bruger vores historie, at vi bruger vores nationale sindelag, og at vi ikke bare er ligeglade med traditioner, men tror på, at traditioner er vigtige, og at traditioner er til for at blive ført videre. Når der så kommer et forslag om lige at inddrage en helligdag, så man bare kan arbejde, for hvem fejrer i øvrigt Kristi himmelfartsdag, siger vi: Nej, den går ikke hos Det Konservative Folkeparti, for danskheden er jo ikke bare de værdier, som fru Camilla Hersom nævnte – ytringsfriheden, alle frihedsrettighederne, tolerancen, respekten, åbenheden.

For en konservativ er det også anerkendelsen af sin historie, det, at man tager ved lære af sin historie. Jeg sagde jo også i mit spørgsmål til fru Camilla Hersom, at hvis man ikke ved, hvad man kommer fra, hvis man ikke ved, hvad der har formet en, ved man jo heller ikke, hvor man skal hen. Det, der gør det så uendelig meget nemmere at kunne pejle i en retning, er, at man tager de danske værdier videre med sig. Det er jo ikke sådan, at jeg har patent på at sige: Hvad er danskhed? Nej. Men der er nogle samlende faktorer, som vi kan enes om er der. Nu nævnte fru Camilla Hersom frikadellen, statsministeren nævnte også frikadellen, men da var den åbenbart ikke helt så forfladiget, som da jeg nævnte den i mit spørgsmål.

Fru Camilla Hersom.

Jeg forsøger oprigtigt at komme det lidt nærmere, for det, den her diskussion dybest set ender på, er jo de grundlæggende frihedsrettigheder, og blandt de helt grundlæggende frihedsrettigheder er netop friheden til at være forskellige. Så derfor bliver jeg nødt til at spørge, når der bliver sagt nationale, hvad der menes med det. Hvad er det for et nationalt sindelag, vi har i Danmark, som folk, der kommer hertil, ikke skulle kunne tage del i?

Ordføreren.

Jamen så tror jeg, at ordføreren har misforstået mig rigtig meget, hvis man ikke må tage del i det, for selvfølgelig må man da det. Det, jeg sagde i min tale, og som jeg egentlig også sagde i mine spørgsmål, er, at for mig som konservativ er der bare mere end ytringsfrihed, tolerance, åbenhed, der er også danskheden vigtig. For mig kan det aldrig blive sådan, at man kan sidestille forskellige kulturer med den danske kultur, sådan at vi bare bredt accepterer et multikulturelt samfund, skilter på dansk på gadehjørner, i skoler osv. osv. Det ville jo være underligt. Vi talte tidligere om, at der var en hel bydel, som bestod af andre nationaliteter, men ville man så skulle begynde at skilte på arabisk f.eks.? Nej, det mener jeg ikke.

Så der er nogle værdier, som binder os sammen, og som er højere og mere ophøjede end den frikadelle, som blev så forfladiget lige før, men som et eller andet sted er et meget godt eksempel på, at man altså skal passe på sit land, og det har vi jo alle sammen en forpligtelse til, ikke kun du og jeg herinde i salen, altså ordføreren og jeg, men alle danskere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Og den næste er så statsministeren.

Først og fremmest tak for debatten. Man kan jo ikke sige andet, end at vi har været vidt omkring. Vi har debatteret, hvad vi hver især forstår ved danskhed, og man kan jo ikke andet end holde af Folketinget sådan en dag som i dag, hvor vi har en så kraftfuld debat. Og jeg vil egentlig godt sige tak til fru Pia Kjærsgaard og andre spørgere for at rejse forespørgslen i dag, for det har i hvert fald været interessant.

Jeg synes også, når man koger det hele ned, at debatten i dag jo vidner om, at et stort flertal – alle, vil jeg nærmest sige – bakker op om danske værdier. Det kan godt være, at vi ikke er helt enige om, hvad der præcis udgør de danske værdier, men jeg synes, at jeg oplever en stor fællesmængde. Det samme tror jeg befolkningen føler. Jeg tror, et stort flertal i befolkningen bakker op om vores værdier, vores kultur og i det hele taget det danske samfund og den måde, vi har indrettet os på i Danmark. Jeg tror, de allerfleste danskere synes, at Danmark er verdens bedste land, og det siger jo egentlig ganske meget. Vi passer også på vores fællesskab i Danmark, og det skal vi også, og vi er også parate til at kæmpe for vores helt særlige fællesskab.

Så på den måde er det hele jo egentlig ganske opmuntrende, og det bekræfter mig i min tro på, at vores kultur og vores samfund og den måde, vi har indrettet os på, er stærk og livskraftig. Danmark er et trygt fællesskab med velfærd til de mange og ikke kun til de få, og det tror jeg mange bakker op om. Samtidig med at vi er et stærkt fællesskab og opfører os solidarisk og ordentligt over for hinanden, har vi også en meget stor frihed til at leve det liv, vi hver især ønsker at leve. Vi kan ytre os og sige, hvad vi mener, vi kan gifte os med den, vi selv ønsker, og vi kan bruge de muligheder, der er i samfundet, netop måske fordi vi også har et af de mest lige samfund i verden. Lighed giver nemlig også frihed.

Sådan har vi valgt at indrette os i Danmark med både tryghed og frihed, og det er på mange måder meget unikt, og det er i hvert fald værd at kæmpe for. Vi har højt til loftet i Danmark, og sådan skal det blive ved med at være. Det betyder også, at vi skal være parate til at diskutere de udfordringer, der kan opstå, og selvfølgelig kan der opstå nogle helt konkrete udfordringer, når der kommer mennesker fra andre lande og kulturer. Det skal vi tale om.

Danmark er stærkt fællesskab – det har mange sagt – også et fællesskab, hvor der er plads til forskellighed, men vi må aldrig i misforstået tolerance lade være med at tale om det, som kan føles vanskeligt. Derfor vil jeg gerne sige helt klart i dag, at vi ikke skal opgive vores danske udgangspunkt eller vores danske værdier, heller ikke når det kommer til noget, som kan synes som hverdagens mindre problemer – et juletræ i gården, frikadeller i børnehaven – for det handler jo om noget meget større end lige præcis de konkrete eksempler. Det handler om, at vi ikke ønsker en situation, hvor vi som danskere skal føle os fremmede i vores eget land.

Det tror jeg så heller ikke at danskerne gør. Jeg tror, danskerne føler sig rigtig godt tilpas i vores eget land, og det hænger også sammen med, at vi helt grundlæggende alle sammen har en stærk tiltro til os selv som danskere, borgere i Danmark, og til vores værdier. Det er også derfor, det er så vigtigt at passe på det Danmark, vi kender. Det vil jeg i hvert fald kæmpe for.

Omverdenen påvirker også Danmark; det mærker vi meget tydeligt. Her og nu er der meget stærk uro i verden. Der kommer mange flygtninge til Danmark, og vi er jo mange, der tænker: Kan vi følge med i den udvikling? Det er et reelt problem, og det optager selvfølgelig regeringen. Derfor er det i grunden også lidt trist, hvis rigtige problemer, reelle problemer går tabt i en diskussion om, hvad man må eller ikke må skilte med i Føtex. Det synes jeg er en lidt mindre diskussion og egentlig ren symbolpolitik, og jeg vil hellere snakke om de rigtige problemer og tage udfordringerne alvorligt – ikke kun i ord, men også i konkret handling. Og det gør regeringen.

Vi strammer reglerne for at få asyl i Danmark. Det er første gang, det sker i 12 år. Vi vil stille krav til de mennesker, der kommer hertil. Vi vil ikke gentage fortidens fejl, vi vil gøre noget ekstra. Udgangspunktet for det er, at flygtninge ikke skal gøres til klienter i Danmark. Som jeg ser det, er det værdipolitik i praksis, for det er en stærk dansk værdi, at vi alle sammen skal yde noget til det samfund, vi er en del af.

Vi tager problemerne alvorligt, og derfor er jeg også rigtig glad for, at et meget bredt flertal i dag er blevet enige om at styrke indsatsen mod radikalisering og ekstremisme, sådan at vi kan blive bedre til at forebygge, at unge ender i ekstremistiske netværk, og bedre til at få dem, som er blevet radikaliseret, tilbage til samfundet igen. Vi handler.

En anden stor diskussion, vi har haft i dag, handler naturligvis om ytringsfrihed, fordi de tragiske begivenheder, vi har oplevet i Frankrig tidligere på måneden, har gjort et dybt indtryk på os alle sammen og er et meget kontant bevis på, at der er kræfter, som ønsker at angribe vores ytringsfrihed og komme vores demokrati til livs. Jeg tror ikke, der er to holdninger om det i Folketinget; det angreb skal vi tage meget, meget alvorligt.

Derfor er det også vigtigt, at vi i fællesskab markerer, at vi står vagt om ytringsfriheden – man kan ikke tage den fra os – og vi slår ring om ytringsfriheden i Danmark. Det er også det, vi har gjort som reaktion på angrebet i Paris: Alle Folketingets partier har netop slået ring om ytringsfriheden og sagt, at de ikke skal få lov til at slå den danske ytringsfrihed ned, vi kæmper for ytringsfriheden. Det er ikke en individuelt kamp, der skal føres, det er noget, vi som samfund, som Folketing skal gøre i fællesskab, og egentlig synes jeg, at det er noget af det mest positive, man kan sige om den seneste måneds debat: Der har ikke været uenighed om det spørgsmål; vi er et samlet Folketing, samtlige partier, som har valgt meget tydeligt at slå ring om ytringsfriheden.

Tak. Der er nogle kommentarer eller spørgsmål. Den første er fru Mai Mercado.

Statsministeren nævner selv, at den her debat må være større end bare diskussionen om et skilt i Føtex, og det er jeg meget enig i. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge statsministeren, om ikke det er rigtigt, at det er sådan, at for at vende tilbage til samfundet, som der blev sagt lige før, så kræver det jo, dels at man kommer i arbejde, at man bliver selvforsørgende, at man tager ansvar for sin familie, dels at man kommer i uddannelse. Vi ved jo, at der er problemer her. Vi ved jo desværre, at indvandrere udgør en stadig stigende andel af dem, som ikke er i uddannelse, og som ikke er på arbejdsmarkedet.

Der synes jeg bare det er tankevækkende, at regeringen med den finanslovsaftale, der lige er blevet indgået, nu har gjort det mere attraktivt at være på passiv offentlig forsørgelse end at være på SU, også for de ressourcestærke, altså for de unge, som bare kan gå på en uddannelse eller på arbejde i morgen. Samtidig har man fjernet den gensidige forsørgerpligt, man har fjernet kontanthjælpsloftet, man har fjernet starthjælpen – alt det, som vi jo egentlig kunne se rent faktisk havde en betydning for, at vi fik flere ud på arbejdsmarkedet.

Statsministeren.

Jeg må sige, at jeg er meget uenig i det, som spørgeren siger. Vi har jo f.eks. gennemført en kontanthjælpsreform, og forleden dag kom der tal – jeg tror, det var fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, jeg kan ikke selv verificere dem – som netop viser, at det fungerer. Der er flere, særlig unge, der er kommet ud på arbejdsmarkedet, eller som er i gang med en uddannelse, og det understreger da, at vi er på rette vej, også i forhold til at få unge på kontanthjælp ud på arbejdsmarkedet og i uddannelse.

Fru Mai Mercado.

Nu talte vi om andelen af indvandrere, fordi det her jo er en debat, som ligesom har låst sig fast i et spor om integration – det er i hvert fald det, forespørgselsdebatten handler om – og der kan man jo ikke sige, at det har været godt nok. Jeg synes da i hvert fald ikke, det har været godt nok. Det er da ikke godt nok, at der er så mange, som er på passiv, offentlig forsørgelse, som er uden for arbejdsmarkedet, og som ikke er i uddannelse. Som jeg hørte det, sagde statsministeren det jo også selv, da hun var ude at besøge Bilka, hvor statsministeren arbejdede engang. Jeg har selv arbejdet i Føtex, kan jeg sige, men det var ikke i Sønderborg, det var i Odense.

Men det er da vigtigt, at man i langt højere grad arbejder målrettet på at få den gruppe også ind på arbejdsmarkedet og i uddannelse, og der synes jeg bare, at de tiltag, der har været gennem den seneste finanslov med Enhedslisten, er gået i den stik modsatte retning. Og de tal har vi jo ikke fået endnu, fordi den lov først bliver implementeret og de nye regler først kommer til at gælde nu.

Statsministeren.

Jeg må sige, at jeg ikke kan genkende så meget af det, som fru Mai Mercado siger. Det er rigtigt, at Bilka og Føtex sikkert også er rare steder at arbejde, og når jeg var derude i Bilka i Ishøj, var det jo for at tale med nogle af de mennesker, som har fået en plads på arbejdsmarkedet, fordi der er en virksomhed, som tager hånd om den sag. Det er jo det, der er så vigtigt, nemlig at vi på arbejdsmarkedet siger velkommen til mennesker, danskere med muslimsk baggrund, og giver dem en plads på arbejdsmarkedet. Det var meget opløftende at være derude og tale med de mennesker, som simpelt hen var så glade for, at de på trods af måske lidt læsevanskeligheder eller andet havde fået en plads på det danske arbejdsmarked.

Jeg kan ikke genkende billedet af, at vi ikke skulle gøre noget for den gruppe, vi snakker om her. Vi har gennemført en folkeskolereform, vi har gennemført en erhvervsuddannelsesreform, vi har nu givet udtryk for, at vi vil foreslå konkrete nyttejob til den gruppe, der hænger mest, bl.a. de flygtninge, der kommer hertil nu. Så det er en gruppe, som vi er ekstremt optaget af. Det er jo ikke for sjov, at jeg siger, at de nye flygtninge ikke må ende som klienter, det er jo, fordi det er så vigtigt, at de kommer ud og bliver en del af det danske arbejdsmarked, for vejen til integration går via at være en del af arbejdsfællesskabet.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil bare gerne høre statsministeren, som jo også er pressens minister, om følgende: Når der er nogle, som undlader at skrive det, de har lyst til, eller trykke det, de har lyst til, eller tegne det, de har lyst til, fordi de er bange for konsekvenserne f.eks. eller frygter, hvad der kunne ske, hvilke tanker gør statsministeren sig så om den form for selvcensur?

Statsministeren.

Jeg synes, det er meget relevant at diskutere, om der er en risiko for selvcensur, for det, vi i hvert fald ved, er, at der er nogle ekstremistiske kræfter, som ønsker at angribe vores ytringsfrihed og dermed pressefriheden. Der er nogle, der ønsker at angribe de friheder, og vi må bare erkende, at det desværre er sådan, det er.

Det næste spørgsmål er jo: Er der en risiko for selvcensur? Og ja, selvfølgelig er der en risiko for selvcensur i den situation. De afskyelige begivenheder, vi så i Frankrig, påvirker jo os alle sammen. Men samtidig er det også vigtigt at få sagt – og det var derfor, jeg sagde det før – at forsvaret for ytringsfriheden ikke skal hvile på en enkelt person eller et enkelt medie. Det er en fælles opgave. Det er vigtigt, at vi alle sammen slår ring om ytringsfriheden, og jeg synes, at hvis vi kigger på den debat, der har været siden de forfærdelige terrorangreb i Paris, så kan vi se, at der har været ét budskab, som er gået meget klart igennem i hele Folketinget, i stort set hele den danske befolkning, og det er, at vi står vagt om ytringsfriheden.

Så har vi Jyllands-Posten, som jo er et helt særligt eksempel, og jeg synes egentlig, at det er lidt ærgerligt, hvis det skal bringes frem. Man er nødt til at have respekt for, at Jyllands-Posten er et helt særligt eksempel. Men den reaktion, der har været siden Paris, har jo været en entydig opbakning til ytringsfriheden, til pressefriheden og dermed vores demokrati.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil sådan set gerne have lov til at udtrykke min respekt for, at statsministeren så tydeligt tager problemerne med selvcensur alvorligt. Det vil jeg godt have lov til at kvittere for, det er jeg meget glad for. Jeg kan så være bekymret for, om der er enighed mellem de to regeringspartier i det spørgsmål, for jeg synes ikke helt, det var det svar, jeg fik, da jeg stillede et lignende spørgsmål til den radikale ordfører. Men tak til statsministeren, som jeg så håber repræsenterer hele regeringen.

Statsministeren.

Jeg tror ikke, der er nogen uenighed overhovedet blandt regeringens partier. Enhver kan jo se, at der er en risiko for selvcensur, men det, som man hele tiden bliver afkrævet svar på, er: Er man så trynet i Danmark? Har man mistet sin ytringsfrihed? Som jeg har oplevet de seneste par uger i Danmark, er der et stærkt fællesskab om at forsvare ytringsfriheden, forsvare pressefriheden, og der har ganske enkelt ikke været to holdninger i den sag i dette Folketing. Det er da glædeligt, at vi alle sammen står vagt om ytringsfriheden og pressefriheden.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes, det har været godt at høre statsministeren sige her til sidst, at vi skal stå vagt om ytringsfriheden. Det har været lidt af en slingrekurs, en zigzagkurs, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har været ude på her under debatten. Det startede i morges med, at fru Trine Bramsen, der er retsordfører for Socialdemokraterne, sagde, at ytringsfriheden og danske værdier ikke er under pres, og det samme har vi kunnet høre under debatten i dag.

Når vi så spørger til, om det ikke er rigtigt, at der efter terrorangrebet i Paris er en dansk avis – og tilsyneladende flere – der ikke gør brug af deres ytringsfrihed til at trykke Muhammedtegningerne, fordi de er truede i forbindelse med deres virke som avis, så må man bare sige, at sådan er det. Og det synes jeg også at statsministeren bør erkende, også lidt mere højlydt end at sige: Jamen Jyllands-Posten er i en særlig situation. For Jyllands-Posten er jo ikke i nogen anden situation end andre danske medier på det her punkt. Det er ikke mit indtryk. Mit indtryk er, at man ikke tør på grund af nogle ganske bestemte trusler, der kommer fra omverdenen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre statsministeren fortælle Folketinget: Hvad gør regeringen så for at vise, at den ikke accepterer den situation? Hvad gør regeringen for, at man kan gøre brug af sin ytringsfrihed, også selv om det gør lidt ondt hos nogle?

Statsministeren.

Jeg kan ikke høre nogen forskel i det, der er blevet sagt, hverken blandt regeringspartierne eller blandt ordførerne. Jeg kan simpelt hen ikke høre nogen forskel.

Det, der er blevet sagt, er meget tydeligt: Der er nogle, der ønsker at true ytringsfriheden, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. De angreb, der var i Paris, er helt tydeligt udtryk for, at nogle ønsker at true vores ytringsfrihed. Giver det en risiko for selvcensur? Ja, det giver en risiko for selvcensur. Men vi siger også klart og tydeligt, at vi ikke vil lade os true, at vi ikke giver efter, og at dem, der forsøger at angribe vores værdier og begrænse vores frihed, ikke vil lykkes.

Så har jeg godt hørt, at der er rigtig mange, som vil drive politik på, hvad lige præcis Jyllands-Posten gør eller ikke gør. Jeg må sige, at det synes jeg ikke er rimeligt. Jyllands-Posten er i en helt særlig situation – det har de selv erkendt, og det bliver man nødt til at have en vis respekt for.

Det, jeg undrer mig over, er, at i dagene efter den tragiske begivenhed i Paris ønskede f.eks. Dansk Folkeparti ved Pia Kjærsgaard, at alle aviser skulle trykke lige præcis det samme, og jeg synes, det er meget underligt, at politikere mener, at de skal have faste holdninger til, hvad aviserne skal trykke eller ikke trykke. For hele pointen med en stor del af den her diskussion er jo netop, at man ude på reaktionerne selv sidder og vurderer, hvad man synes er relevant at trykke.

Hr. Peter Skaarup.

Når jeg siger, at der er en zigzagkurs fra regeringens side, så er det jo, fordi man kan læse – det kan man også gøre på Ritzaus Bureau her i dag ud fra den ordførertale, der blev holdt fra Socialdemokraternes side – at Danmark ikke er værdimæssigt truet. Det er det, som Socialdemokraterne siger der.

Jeg hører noget andet fra statsministeren. Jeg hører faktisk fra statsministeren, at man er klar over, at der finder selvcensur sted, at der er en risiko for selvcensur, når det er sådan – ja, det kan godt være, at statsministeren ryster på hovedet, men det er jo situationen – at aviser siger åbent, at der er ting, de ikke tør gøre, fordi de er truet.

Det, vi skal stå sammen om i Folketinget, er da bestemt at tage afstand fra det, men vi skal også stå sammen om at sikre, at de aviser kan gøre det, de er sat i verden for, og bruge deres ytringsfrihed. Om de så gør det, er jo deres valg, også hvordan de gør det, hvordan de administrerer det. Men de skal have mulighed for at agere, trykke de ting, de vil, de meninger, de tegninger, de vil – hvad de vil. Det skal de have lov til. Og der kan det ikke passe, synes jeg – og det vil jeg godt høre statsministerens holdning til – at man siger, at Jyllands-Posten er i en særlig situation, så dem behøver vi slet ikke snakke om. Det skal vi da snakke om. Det er jo netop, som statsministeren sagde tidligere, de små ting sammenlagt, der udgør vores værdier, der sikrer vores værdier.

Statsministeren.

Jeg mener heller ikke, at de danske værdier er truet. Jeg mener, at vi har så stærke værdier og så stor lyst til at kæmpe for de værdier, at den kamp vinder vi. Og jeg har svært ved at forstå den borgerlige trang til at sige, at vi er åh så truet og åh så presset. Jeg forstår det ikke. Det er længe siden, jeg har hørt et så tydeligt og entydigt forsvar for ytringsfriheden, som jeg har hørt efter angrebene i Paris. Det er længe siden, jeg har set en så stor enighed om, at man ikke skal stå alene med ytringsfriheden eller pressefriheden, som jeg har set efter angrebene i Paris. Der har været en meget tydelig holdning til det, ikke bare i det danske Folketing, men – fornemmer jeg – også i den danske befolkning.

Hvordan når man så til konklusionen om, at vores værdier, vores grundlæggende værdier – troen på demokratiet, troen på friheden, troen på vores ytringsfrihed – skulle være truet? Jeg forstår det ikke. Er de under pres, fordi der er nogle, der vil angribe dem? Ja, det er de, men det ændrer da ikke ved, at vi holder fast. Vi tror på det, vi står for, og vi kæmper for det.

Tak til statsministeren. Der er ikke flere spørgsmål. Så er det fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti som ordfører for forespørgerne.

Tak for debatten. Vi har da i hvert fald fået vendt nogle ting, og det har taget mange timer. Det, man måske kan frygte lidt, er, at alting, når vi går herfra, bliver ved med at være, som det plejer at være. Det har ikke været mit ønske.

Jeg kunne ikke lade være med, da jeg sad og forberedte mig til debatten, at kigge tilbage på sidste års debat, og jeg fandt min forespørgselstale, hvor jeg i sidste afsnit sagde, hvorfor jeg – ligesom i år – havde stillet forespørgslen til statsministeren:

For jeg mener, at statsministeren bør være den forreste i kampen for at bevare det Danmark, som vi kender, med de nye ting, der jo altså også sker – det Danmark, som vi kender.

Jeg tænkte faktisk slet ikke på, da jeg kom med de kommentarer, at det egentlig også var noget, vi havde i vores arbejdsprogram, som vi havde lavet for mange år siden, men det blev jo alt sammen vakt til live, da statsministeren tog det til sig i nytårstalen og i efterfølgende reklamekampagner. Det må man jo bare konstatere. Så håber jeg bare, at man også tager ved lære af det, og at man virkelig mener det alvorligt.

Vi har diskuteret ytringsfrihed vældig meget, og jeg synes, det er godt og fornuftigt, fordi det er så vigtigt for os alle sammen. Vi har også diskuteret selvcensur rigtig meget, og jeg må så bare sige, at der jo desværre er selvcensur. Vi ved det alle sammen. Nu har vi diskuteret Jyllands-Posten meget, men der er også andre ting: Der er firmaer, der afskaffer julefrokosten, fordi der er ansatte med en anden kulturel baggrund. For nylig tog supermarkedskæden Aldi et sæbeprodukt af hylderne, fordi nogle muslimer fandt, at der var noget, der lignede en moské uden på produktet, der var prydet af orientalske motiver som kupler og minareter, som krænkede deres religion. Det røg af hylderne.

Går vi lidt videre, uden for Danmark, til Storbritannien, ser vi, at et af de største forlag, Oxford University Press, har besluttet at undlade enhver omtale eller afbildning af svin eller svinekød i deres skolebøger, fordi det kan krænke muslimer.

Vi må bare konstatere, at der er selvcensur. Vi ved, der er standupkomikere, som bliver afbrudt i deres optrædender, og som ikke ønsker at optræde, fordi de bliver truet, fordi de gør grin med profeten. Vi ved, der er teaterstykker, der bliver taget af, fordi der kommer muslimer og siger, at der er en krænkelse af muslimer i de teaterstykker. Der er desværre selvcensur, og det er næsten ikke til at holde ud, for man kan næsten mærke rebene omkring sig.

Jeg må så også sige, at vi har modtaget nogle tal – det er jo noget, politikere altid kan forholde sig til, og det er jo rigtig godt – i forbindelse med krigen i Syrien. Det er stadig væk en ganske, ganske forfærdelig ting, der har sendt mange på flugt. Vi taler for i Dansk Folkeparti, at man skal være meget mere opmærksom på, hvad man kan gøre i nærområderne, men i de seneste mange måneder har asylansøgere jo altså givet store udfordringer for kommunerne og modtagecentrene i Danmark.

Det antal personer, der sidste år kom til Danmark, er nu opgjort fra Udlændingestyrelsens side, og det tal er på små 15.000. Får de asyl, og det er der rigtig mange af dem der gør, betyder det, at der kommer familiesammenføringer til, samtidig med at vi har fået besked på, at folk fra Eritrea umiddelbart kan få asyl. Det er altså en mundfuld, som ikke alene belaster økonomien, men som i allerhøjeste grad også belaster vores kultur, vores friheder, fordi vi hele tiden lader os kue.

Der bliver også lavet om i daginstitutionerne. Der er daginstitutioner, som ikke ønsker at gå til julegudstjeneste med børnene. Der er daginstitutioner, som ændrer på deres måltider, fordi der er mange muslimske børn, mens de danske børn ikke har de samme rettigheder. Vi kender alle sammen til de problemer, for vi har drøftet dem så længe. Så kan man sige, at det er frikadellen igen, der får en bemærkning, men det er jo sådan, det er, og det er jo det, der er så trist i virkeligheden, altså at vi bliver ved hele tiden.

Så kan man spørge, om regeringen tager truslen mod ytringsfriheden alvorligt. Det lyder jo sådan, når statsministeren er på talerstolen – lidt i konflikt med ordføreren. Men tager regeringen vores værdier alvorligt? Nej, jeg er altså lidt bange for, at man bare lader som om. Angrebet i Paris har ikke ændret et komma. Regeringen taler om sikkerhed og intelligent grænsekontrol, men afviser fortsat at indføre den fysiske grænsekontrol, som i praksis ville kunne hindre udviste kriminelle i at vende tilbage og sikre os mod grænseoverskridende terror.

Det er lige blevet gjort op her i dag, at antallet af udenlandske krigere i Syrien og Irak er historisk højt, og at Danmark nu er det land i Vesteuropa med næstflest syrienskrigere målt i forhold til indbyggertal. Det er da skræmmende! Det slår Dansk Center for Internationale Studier fast i sin seneste opgørelse. Mellem 100 og 150 syrienskrigere er rejst fra Danmark til Mellemøsten for at deltage i væbnede konflikter.

Det, vi drøfter her, er dybt alvorligt. Lige fra frikadellen i daginstitutionen og til syrienskrigerne er der en eller anden sammenhæng et eller andet sted: selvcensur, ytringsfrihed, frihedsidealer. Og jeg vil bare bede om, at man, selv om den her debat nu er færdig – nu har jeg heller ikke mere taletid – i det daglige som politiker er utrolig opmærksom på det, og at man ikke bare går herfra og tænker: Nå, det var den debat, så venter vi lige et år, til Dansk Folkeparti rejser debatten igen.

For det gør vi, uanset om der muligvis sidder en anden regering end den, der sidder nu. Vi synes, det er en væsentlig debat, uanset hvilken partifarve regeringen har. Så man kan godt regne med, at vi bliver ved med at holde det i hævd. Det synes jeg faktisk vi fortjener alle sammen, og det er vi forpligtet til som politikere over for de danskere, der har peget på os som folketingsmedlemmer. Tak.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 29. januar 2015.