Jamen det er jo helt vildt, så autoritetstro man er.
Når formanden kalder en op, gør man det jo selvfølgelig, men ja, det var lidt forvirret.
Jeg må jo sige, at jeg er en glad mand.
På trods af de to sidste ordførerindlæg kan jeg bare konstatere, at der jo er fuld opbakning til beslutningsforslaget eller i hvert fald til intentionerne i beslutningsforslaget, og så kan man jo sådan set ikke ønske sig ret meget mere, især ikke, som det jo er gået op for forsamlingen – hvis det ikke var gået op for forsamlingen i forvejen – fordi der er et lovforslag på vej, som adresserer nøjagtig det samme problem.
Det er jo rigtigt, som det er sagt, at forslaget er fremsat med baggrund i højesteretsdommen fra 4.
februar, og den gjorde jo helt katastrofalt en hvilken som helst overenskomst – og jeg vil endda sige overenskomst i gåseøjne – gyldig som baggrund for at søge tilladelse til f.eks.
at køre offentlig service trafik, OST-kørsel.
Det vil sige, at det, vi sådan populært set rundtomkring kalder lokumsoverenskomster uden bestemmelser om pension og mindste indtjening og bestemmelser om overarbejdstillæg osv., også kunne godkendes som grundlag for at køre.
Så derfor er der i sådan en situation tale om en eller anden form for social dumping, når en hvilken som helst såkaldt overenskomst lavet hen over et køkkenbord en mørk nat mellem en vognmand og hans to chauffører også pludselig kunne være gældende som baggrund for at søge en tilladelse til at køre OST-kørsel.
Lad mig understrege, som jeg også har sagt i nogle af mine spørgsmål eller kommentarer, at vi ved fremsættelsen af det her beslutningsforslag ved flere lejligheder gjorde opmærksom på, at hvis transportministeren kom op med noget tilsvarende eller noget, der var bedre, ville vi trække forslaget.
Jeg må konstatere nu, at transportministeren har fremsat et lovforslag, som i øjeblikket er i høring, og som jo kommer til behandling her i salen senere, og at det lovforslag til fulde, vil jeg endda sige, imødekommer Enhedslistens B-forslag, fordi det ikke bare er en ændring af taxiloven, men søreme også ændrer godskørselsloven og buskørselsloven, og så kan man næsten ikke være mere tilfreds.
Så kan man selvfølgelig spørge, og jeg synes jeg også, at det er berettiget, at nogen ligesom har spurgt eller antydet:
Hvorfor har I så opretholdt beslutningsforslaget?
Det har vi gjort, fordi – og det fremgik af den lille debat, jeg havde med ministeren – der er et lille hjørne tilbage i ændringen af taxiloven, som vi godt vil have afklaret.
Jeg synes, at det fører for vidt at komme ind i diskussionen her omkring det spørgsmål, at der er en landsdækkende overenskomst på området, at den landsdækkende overenskomst, der kan henvises til i de nye formuleringer, som er på vej i lovforslaget, faktisk tager højde for den skelnen, der er imellem provisionsaflønning på, lad os kalde det det almindelige taxiområde, altså kørsel efter taxameter, og så timeaflønning for OST-kørsel, limousinekørsel og sygetransport, og det vil vi gerne have helt på plads.
Så derfor benytter vi selvfølgelig også anledningen her til ligesom at sige, at der er et lille hjørne her.
Så var et af vores egne argumenter over for os selv for at opretholde beslutningsforslaget, at vi egentlig gerne ville have en behandling af problemet inden et folketingsvalg, og da vi alle sammen går og afventer det og ikke ved, hvornår det kommer, og da lovforslaget jo trods alt ikke er længere, end at det er i offentlig høring, så kunne man jo frygte, at lovforslaget ikke når at komme til behandling inden et folketingsvalg, og det synes vi ville være rigtig kedeligt.
På baggrund af debatten i dag er jeg rigtig glad for, at vi så også opretholdt beslutningsforslaget, fordi nu har Enhedslisten jo fået nogle tilkendegivelser på en meget, meget positive opbakning til det, som ligger i beslutningsforslaget, og som også ligger i det lovforslag, ministeren har på vej.
Så vi synes faktisk, at det er rigtig vigtigt, at vi har fået den tilkendegivelse inden et folketingsvalg, og I skal blive holdt op på det.
Uanset hvem der får regeringsmagten efterfølgende, så bliver I holdt op på, hvad I har sagt under denne behandling.
Der kan jeg jo så ikke konstatere andet, end at lige meget hvem der får regeringsmagten, vil det lovforslag kunne køre igennem, og det glæder jeg mig helt vildt over, fordi vi så også har fået en tilkendegivelse på den måde fra partierne.
Så som sagt kan jeg faktisk ikke være mere glad, end jeg er i dag, og jeg kan også forstå, at det for nogle – for Venstres ordfører i hvert fald – var lidt af en overvindelse at skulle erklære sig vældig enig med Enhedslisten, men sådan er der jo så meget i politik, og jeg synes, at det er glædeligt.
Så tak for debatten, tak for tilkendegivelserne.
Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, men jeg ser måske allermest frem til det lovforslag, ministeren har på vej.