Vi har igennem de senere år set, at kabeltyveri er et meget stort problem i Danmark og for danske togpassagerer.
Alene i 2014 forårsagede 173 kabeltyverier forsinkelser for hele 1674 S-tog.
Og med 350.000 daglige passagerer i S-togene er det jo noget, der generer rigtig mange mennesker, som blot passer deres arbejde og deres hverdag.
Det er en problemstilling, vi må forholde os til politisk, og hvor vi bliver nødt til at sætte ind.
Jeg skal også sige, at i sidste uge behandlede vi jo et beslutningsforslag fra de borgerlige om at nedsætte tidsrammen for, hvornår man kan sende udlændinge til afsoning i hjemlandet, fra 6 måneder til 1 måned og med et ønske om at sende flere til afsoning i deres hjemland.
Og det forslag fra sidste uge vil naturligvis også være relevant for de kabeltyve, som ofte er udlændinge.
Men der er en helt særlig problemstilling i forhold til kabeltyvene.
For selv om det er en meget alvorlig forseelse, hvor tusindvis af borgere bliver forsinket og den offentlige trafik voldsomt forstyrret, så straffes kabeltyveri typisk efter straffelovens § 276, altså som simpelt tyveri.
Så er der en paragraf, man kan bruge, om omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler, som det hedder, som har en strafferamme på op til 6 år, men det er en paragraf, som ofte ikke bliver anvendt.
Og dermed er det ofte omkostningsfrit for tyvene, for den straf, de kan imødese, er ikke specielt stor.
De domme, vi ser i dag, ligger typisk på omkring 4-5 måneders fængsel, og det er ikke hårdt nok, når man tager de samfundsmæssige konsekvenser i betragtning.
De milde domme betyder også, at når tyvene eksempelvis kommer fra Rumænien, skal de afsone deres straf her i landet.
Det er jo en win-win-situation for kabeltyvene, for hvis de slipper af sted med at stjæle kablerne, har de en vis indkomst ved at få dem omsat.
Så er de sluppet af sted med det.
Og hvis de rent faktisk bliver taget, er der udsigt til under ½ års fængsel, som skal afsones her i Danmark – what's not to like?
Derfor er der altså brug for, at vi straffer hårdere her.
Så har jeg noteret mig, at regeringen har nedsat en taskforce.
Det er jo rigtig godt, men allerede nu ser det ud til, at den taskforce er ved at blive forsinket.
Den skulle afrapportere i april.
Det kommer den ikke til.
Det næste er, at den kommer til at afrapportere i maj ifølge den socialdemokratiske ordfører.
Det lugter allerede nu af syltekrukke, og det er selvfølgelig synd for de mennesker, som bliver ramt af de forsinkelser, der sker, når der stjæles kabler.
Jeg vil sige tak for debatten.
Jeg vil også sige tak for opbakningen fra de blå partier, som er kommet med den.
Jeg vil egentlig også sige tak til justitsministeren for de alligevel pæne ord.
Vi ser frem til, at der kommer en god løsning om ikke i morgen, så måske på et eller andet tidspunkt.
Vi havde hellere set den løsning i dag end i morgen, for det her er noget, vi må tage alvorligt, og som har stor betydning for vores samfund.