Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 79:

Forslag til folketingsbeslutning om ansattes mulighed for fuld erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet.

Af Peter Skaarup (DF), Eigil Andersen (SF), Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Charlotte Dyremose (KF) m.fl.

(Fremsættelse 25.02.2015).

Forhandlingen er åbnet. Først er det beskæftigelsesministeren.

Det beslutningsforslag, som vi her skal behandle, giver os mulighed for at drøfte, hvad jeg anser for at være et vigtigt spørgsmål, nemlig beskyttelse af ansatte mod vold og trusler. Lad det være sagt med det samme: Jeg, regeringen, erkender, at ansatte, der udsættes for vold på deres arbejde, kan stå i et vanskeligt dilemma, hvis de skal anmelde en borger, de til dagligt drager omsorg for. Derfor vil jeg gerne kvittere for, at partierne adresserer den problematik i det fremsatte beslutningsforslag. Vold og trusler er desværre en del af den barske virkelighed på nogle arbejdspladser i Danmark.

Jeg vil gerne starte med kort lige at ridse reglerne om forebyggelse af vold og trusler op. Det følger af arbejdsmiljølovgivningen, at arbejdet i alle led skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det betyder bl.a., at de ansatte skal beskyttes mod fysisk og psykisk vold og trusler fra borgere, patienter og pårørende. Og det er arbejdsgiverens pligt, at opgaven håndteres, og at der forebygges i forhold til trusler om vold.

Når det er sagt, har vi i regeringen også sat ind med en række indsatser for netop at forebygge vold og trusler. Så sent som før påske indgik vi en bred aftale om at styrke arbejdsmiljøindsatsen yderligere. Aftalen betyder bl.a., at vi i højere grad målretter indsatsen mod de virksomheder, hvor vi ved at problemerne er størst. Det gælder også de arbejdspladser, hvor de ansatte er udsat for vold og trusler. Derudover gennemførte Arbejdstilsynet tilsynsindsatsen med fokus på psykisk arbejdsmiljø, herunder selvfølgelig også vold og trusler.

Regeringen har også taget initiativ til en voldsforebyggelsespakke, som er målrettet brancher, hvor der er øget risiko for at blive udsat for vold og trusler. Endvidere har regeringen med en ændring af arbejdsmiljøloven nu også forpligtet arbejdsgiverne til at forebygge vold og trusler mod medarbejdere uden for arbejdstiden. Til sidst vil jeg nævne, at regeringen fra april 2015 vil gøre det muligt at registrere vold mod ansatte ved anmeldelse af arbejdsulykker. Som noget nyt skal det også fremgå, hvis en arbejdsulykke skyldes vold og trusler, når man anmelder den – dvs. en betydelig bedre registrering.

I dag sikres personer, der har været udsat for vold, efter arbejdsskadesikringsloven og offererstatningsloven. Arbejdsskadesikringsloven sikrer ansattes dækning af behandlingsudgifter, godtgørelse for varigt men og erstatning for tab af erhvervs- og arbejdsevne. Hvis det kan dokumenteres, at volden har fundet sted, kan der udbetales en erstatning.

Ansatte, der udsættes for vold, har derudover også mulighed for at få erstatning efter offererstatningsloven. Offererstatningsloven giver erstatning for helbredsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varige men, tab af erhvervsevne, tort og krænkelse m.v. Erstatning efter offererstatningsloven forudsætter som udgangspunkt en politianmeldelse. Ansatte, som så har været udsat for vold på arbejde, kan således med de gældende regler i vid udstrækning få erstatning for deres tab.

Regeringen anerkender dog de bekymringer, som præsenteres i beslutningsforslaget, særlig det etiske dilemma i at skulle anmelde en borger, som man til daglig drager omsorg for. Nogle ansatte, der har været udsat for vold, vælger at afstå fra at anmelde eller sagsøge skadeforvolderen, da det kan udfordre den fremtidige relation mellem den ansatte og skadeforvolderen. Og jeg kan faktisk sagtens have forståelse for den holdning.

Derfor mener jeg også, det er arbejdsgivernes ansvar at sikre, at overgrebene politianmeldes, så den ansatte ikke stilles i dette dilemma. Arbejdsgiveren har et betydeligt ansvar for at sikre, dels at der bliver reageret over for voldsudøvelsen, dels at medarbejdere, som måtte være blevet udsat for vold eller trusler, får den nødvendige hjælp og støtte til at kunne komme videre. Jeg anerkender de problemstillinger, som beslutningsforslaget vil se nærmere på.

I øjeblikket drøfter vi faktisk sammen med arbejdsmarkedets parter muligheden for at modernisere hele arbejdsskadesystemet. De drøftelser bygger på anbefalingerne fra ekspertudvalget, som vi på arbejdsskadeområdet fik tilbage i december 2014. Ekspertudvalget har bl.a. anbefalet, at der indføres mulighed for erstatning for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i arbejdsskadesystemet. Hvis de anbefalinger følges, vil problemerne omkring erstatning til personer, der har været udsat for vold på arbejdet, mindskes betydeligt. Jeg mener derfor, det er mest naturligt, at vi nu i første omgang afventer de partsdrøftelser, som er så godt i gang, og efterfølgende kan vi politisk overveje, om det nu er blevet godt nok, eller hvordan vi håndterer det.

Derfor kan regeringen ikke lige netop på dette tidspunkt anbefale beslutningsforslaget, men anerkender klart de problemstillinger, der er i det, og har en forhåbning om, at det arbejde, der er i gang med parterne, om en ny lovgivning, når det gælder arbejdsskader, også vil være med til at løse problemet her.

Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Peter Juel Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak, formand. Jeg sad jo nede på min plads og ventede på, at der ville komme spørgsmål til ministeren, men jeg synes – åbenbart ligesom resten af ordførerne – at ministeren kom godt rundt om emnet.

Men vi kan vel alle være enige om, at det er helt uacceptabelt, at ikke mindst offentligt ansatte i deres arbejde bliver udsat for vold. Og vi skal hele tiden have en opmærksomhed på, hvordan vi bedst muligt kan forebygge dette ude på arbejdspladserne, gennem ulykkesforebyggelse, supervision og nogle af de mange andre redskaber, som man kan arbejde med i forebyggelsen og allerede arbejder med.

Når uheldet alligevel er ude, skal vi have et stærkt fokus på at samle op på den enkelte for at bevare dennes fulde tilknytning til arbejdsmarkedet. I Venstre mener vi, at en ægte kompensation for arbejdsskade er, at man ikke falder ud af arbejdsmarkedet. Det vil sige, at vi skal have en indsats, der understøtter den enkelte i at bevare den fulde tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men har man fået varigt men eller erhvervsevnetab, skal man ligesom andre, der har fået arbejdsskader, have sin erstatning efter arbejdsskadeloven på et objektivt grundlag. Langt de fleste ansatte, som er i risiko for udsættelse for vold på deres arbejdsplads, vil derudover typisk være dækket af funktionærloven om at få løn under sygdom. De ansatte er derfor allerede relativt godt dækket, hvis uheldet er ude.

Selv om jeg har stor sympati for målet med beslutningsforslaget, skal vi nøje overveje, om det at sætte langvarige erstatningssager i gang, der typisk alene vil omhandle mindre beløb som supplement til arbejdsskadeforsikringen, virkelig er i den enkeltes interesse. Meget forskning peger i retning af, at jo længere tid man er i et erstatningsforløb, desto vanskeligere er det at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og dette er absolut ikke til gavn for den enkeltes helbred og livskvalitet.

Dertil kommer, at der i december 2014 blev udarbejdet en stor og omfattende rapport med anbefalinger til et nyt arbejdsskadesystem af Jørgen Søndergaard-udvalget. Det kan være naturligt i opfølgningen på dette arbejde at se nærmere på, om der er behov for at ændre på reglerne, i relation til at offentlige arbejdspladser f.eks. kan få mulighed for at tegne en erhvervsforsikring på linje med de private virksomheder.

Venstre kan med disse argumenter ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning til Venstres ordfører. Den er fra Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Det, som jeg godt vil spørge Venstre om, er det her, der også blev redegjort lidt for fra ministerens side, nemlig at der er en masse erstatningsmuligheder. Men vi har jo en gruppe på arbejdsmarkedet, der arbejder med børn og voksne, som har så store problemer, at de ikke altid ved, hvad de gør. Og i de tilfælde er det sådan, at kommunerne ikke bare kan tvinge folk til at tegne en ansvarsforsikring. De har typisk ikke nogen ansvarsforsikring. Og hvis det er sådan, at man skal have erstatning, skal man indlede et civilt søgsmål.

Så er det en politianmeldelse, som ministeren sagde, men det er da også sin sag måske at anmelde et barn på 12-14 år eller 10 år eller en voksen, der er så hjerneskadet, at man ikke ved, hvad man gør, og så øver vold mod den, der passer vedkommende. Kan ordføreren ikke se, at der er et hul i lovgivningen vedrørende lige nøjagtig den gruppe?

Ordføreren.

Jeg håber, jeg i min ordførertale på Venstres vegne gav udtryk for, at vi har stor sympati med hensigten i det her beslutningsforslag. Men jeg er tvunget til at påpege, at under funktionærloven får man jo løn under sygdom. Så på den måde bliver man kompenseret. Jeg er også tvunget til at nævne, at hvis der er tale om vold – lige meget om man er privat eller offentligt ansat, om man er en almindelig borger på arbejde eller går en tur i byen en lørdag aften – så har man altså også krav på en erstatning fra erstatningsnævnet.

Det, som vi skal passe på, vil jeg sige til hr. Bent Bøgsted, er, at vi ikke går ind og rangordner de forskellige arbejdsskader. De forhold, ordføreren for Dansk Folkeparti beskriver her, er selvfølgelig meget grelle, men alle arbejdsskader er grelle. Det handler om at sikre, at den enkelte stadig væk har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi skal ikke gå ind og sige, at nogle arbejdsskader er værre end andre, og at man derfor har krav på fortrinsret. Alle arbejdsskader er slemme, og vi skal undgå dem for enhver pris.

Så er kommuner jo også selvforsikrende, og det gør selvfølgelig, at hvis der bliver tale om, at man skal ind og tegne en forsikring, er det kommunen i første omgang. Men jeg nævnte også i min ordførertale, at såfremt vi skal til at kigge på nogle anbefalinger fra Jørgen Søndergaard-udvalget, vil det være naturligt, at det her også bliver drøftet i den kreds – som forhåbentlig bliver meget bred – der kommer til at drøfte det. Så der er fuld forståelse for problemstillingen. Det her er bare ikke den rette måde at løse det på.

Tak. Hr. Bent Bøgsted.

Tak. Det er meget godt, at ordføreren kredser om, at man får fuld løn som funktionær. Mig bekendt er det ikke så mange igen af FOA's medlemmer, der er ansat som funktionærer. De er ansat som medarbejdere udeomkring. Det kan også være, de er ansat som handicaphjælpere rundtomkring, og der er man ikke ansat som funktionær. Hvis man kommer ind på en privat arbejdsplads og har et forhold under arbejdsskadelovgivningen, får man en erstatning fuldt ud, også for tabt arbejdsfortjeneste. Men det gør man ikke på det her område. Ordføreren må jo kunne se, at der er en skævhed, der skal rettes op på.

Tak. Ordføreren.

Så slap katten måske ud af sækken. Jeg er godt opmærksom på, at FOA og nogle erstatningsadvokater har været meget langt fremme for at advokere for det her forslag. Men som jeg sagde før, skal vi ikke gå ind på den boldgade, hvor man siger, at nogle arbejdsskader er værre end andre. Det her drejer sig ene og alene om at holde fokus på den medarbejder, privat eller offentligt ansat, der er kommet til skade, for at sikre, at denne ikke mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. Jeg har også åbnet mulighed for, at når vi nu skal til at drøfte anbefalingerne fra Jørgen Søndergaard-udvalget, tager vi det her med.

Men det er vigtigt at sige, at det er arbejdsgiverne, der har ansvaret for arbejdsmiljøet, og derfor er det ikke noget, som vi skal begynde at lovgive for meget om. Vi har lige lavet et forlig sammen, hvor vi har forpligtet arbejdsmarkedets parter til at løse de udfordringer, der er på arbejdsmarkedet. Og det skal vi holde fast i. For herinde kan vi vedtage tusind ting omkring det danske arbejdsmarked og arbejdsmiljøet. Vi kan lave rammerne, men vi kan ikke løse udfordringerne derude. Det skal parterne gøre, og det skal vi holde dem fast på. Det fortjener det danske arbejdsmarked.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg må indrømme, at det godt kan være, at det er, fordi jeg ikke er arbejdsmarkedsordfører, men står her som socialordfører og retsordfører. Det her er jo en problematik, der ikke kun handler om arbejdsmiljøet for den person, der er ansat, hvor hr. Bent Bøgsted i øvrigt har ret i, at det for det meste er FOA-medlemmer og ikke funktionæransatte, men også om den borger, der er i det offentliges varetægt, og som måske har en form for udadreagerende adfærd, f.eks. på grund af en hjerneskade eller på grund af store psykiske og sociale problemer, og som dermed også kan være voldelig i sin adfærd.

Nu spørger ordføreren, om det her er den rette måde, men kan vi ikke blive enige om, at det forslag, vi behandler lige nu, faktisk ikke er om, at der skal rettes op på det på en bestemt måde, men handler om, at der udarbejdes en rapport over de forskellige mulige løsninger, som man kunne drage i anvendelse, hvis man ønsker at sørge for, at offentligt ansatte, der bliver udsat for vold på arbejdspladsen, også kan få erstatning for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste?

Ordføreren.

Jeg er med på, hvad beslutningsforslaget lægger op til. Men jeg vil gerne holde fast i, at når det her kører under Beskæftigelsesudvalget og det er beskæftigelsesordførerne, der står her – altså med undtagelse af Enhedslisten, kan jeg så forstå – er det selvfølgelig en beskæftigelsesvinkel, vi har lagt for dagen, når vi går herop.

Jeg vil bare gerne holde fast i, at der, hvis man kommer til skade på det danske arbejdsmarked, er ens regler for alle, der kommer til skade, og at vi ikke begynder at rangordne arbejdsskaderne efter skadestype, hvordan skaden er opstået osv. En, der bliver skadet på det danske arbejdsmarked, er en for meget. Men derfor har man alligevel krav på at få sin sag behandlet på samme måde som alle andre, der kommer til skade på det danske arbejdsmarked.

Hvilke initiativer man så vil tage på andre områder ved jeg ikke, men jeg har jo også i min ordførertale lagt op til, at vi i forbindelse med, at vi skal til at drøfte de indstillinger og gode forslag, der er kommet fra Jørgen Søndergaard-udvalget, kan tage det her med. Og det skal selvfølgelig bredes ud på en bred palet, således at retssikkerheden og borgernes gøren og laden også bliver medtænkt.

Værsgo. Fru Pernille Skipper.

Grunden til, at jeg spørger, er jo, at Venstres ordfører bliver ved med at sige, at det her ikke er den rette måde at gøre det på. Der er bare ikke i beslutningsforslaget taget stilling til, hvilken måde man skal gøre noget som helst på. Der bliver bedt om en rapport over, hvilke muligheder der kunne være. Så har jeg bare svært ved at forstå, hvorfor man er imod det, for det er jo en viden. Hvis man mener, at der er et problem, der skal løses, hvorfor så ikke finde den rette viden frem?

Derudover vil jeg så sige, at en ting er, at Venstre ikke vil rangere arbejdsskader, men der er jo også tale om, at når man bliver udsat for vold på sin arbejdsplads, er det jo ikke kun en arbejdsskade. Så er man jo også et voldsoffer. Det, der er problemet, er jo, at man ikke får den samme erstatning som andre voldsofre, der måske bliver slået ned på gaden. Er det ikke et problem efter Venstres mening?

Tak. Ordføreren.

Så kommer vi jo ind på et helt andet område. Nu snakker vi jo om ren og skær jura, og det har jeg ikke indsigt i. Jeg har indsigt i beskæftigelsesområdet.

Så vidt jeg er orienteret, kan man, hvis man bliver slået ned på sit arbejde, få erstatning via Erstatningsnævnet. Det gælder, uanset om man er på arbejde eller ikke er arbejde. Og så har man jo også muligheden for, hvis man er ansat på en privat virksomhed, at have en forsikring, der kan dække det. Kommunerne er selvforsikrede, og det er regionerne også.

Men det, man efterlyser i forslaget, er jo også, at man kan lade sig forsikre privat, selv om man er ansat i en offentlig virksomhed. Jeg har åbnet op for, at jeg synes, det er en rigtig god idé. Lad os snakke om det, når vi skal til at drøfte anbefalingerne fra Jørgen Søndergaard-udvalget, men lad os nu se tingene i sammenhæng.

Tak. Så er det hr. Eigil Andersen. Værsgo.

Tak. Nu er det her jo et emne, som optager de offentligt ansattes fagforeninger meget, selvfølgelig især inden for de områder, hvor der er vold og trusler om vold. Det er jo, som fru Pernille Skipper nævnte for et øjeblik siden, rigtigt, at du, hvis du er voldsoffer og, om jeg så må sige, almindelig samfundsborger, så kan få en form for erstatning, men at der, hvis du bliver slået ned i det øjeblik du er på arbejde, så er ting, du ikke kan få erstatning for. Altså, der er simpelt hen en forskelsbehandling af voldsofre, og det har jo ikke sin rimelighed. For den skade, som den enkelte lider, er jo lige stor, uanset om man går på gaden som privatperson eller man er offentligt ansat og bliver slået ned der. Så derfor vil jeg spørge: Er det ikke et problem for Venstre, at man behandler voldsofre forskelligt, alt efter om de, om jeg så må sige, er almindelige samfundsborgere eller de er offentligt ansatte og på arbejde?

Tak. Venstres ordfører.

Jeg tror, at forskellen ligger i – vil jeg sige til hr. Eigil Andersen – at jeg gerne vil holde arbejdsgiverne meget klart fast på, at det er dem, der har ansvaret for arbejdsmiljøet. Hvis en arbejdsgiver har en medarbejder, der bliver slået ned på arbejde, så skal arbejdsgiveren simpelt hen sørge for, at man bliver kompenseret på alle mulige måder, og at man stadig væk har sit arbejde. Det er det, jeg prøver på at holde fast i. Men hvis vi går ind og laver det her, fritager vi jo arbejdsgiverne lidt for det ansvar. De skal sætte sig ned sammen med LO og sikre tingene. Arbejdsmarkedets parter skal simpelt hen finde nogle løsninger på det her, og det ligger også i det store forlig, som vi lige har lavet, nemlig at vi skal involvere parterne betydeligt bedre. For herindefra kan vi ikke være med til at sikre et godt arbejdsmiljø. Det er altså ude på den enkelte arbejdsplads, de skal det. Vi kan skitsere nogle rammer, men hvordan de rammer skal fyldes ud, må vi simpelt hen holde arbejdsmarkedets parter fast på.

Hr. Eigil Andersen, værsgo.

Vi er enige i bestræbelsen på at undgå vold og trusler om vold på jobbet, men det her handler om noget andet, for hvad så, hvis det alligevel sker? F.eks. kan en kommune i dag ikke lovligt tegne en ansvarsforsikring for en borger, som er visiteret til et tilbud efter servicelovens bestemmelser, og sådan en ansvarsforsikring kunne ellers være meget på sin plads og nødvendig, hvis vedkommende borger så foretog sig noget voldeligt over for den offentligt ansatte. Jeg er uforstående over for, at Venstre ikke vil medvirke til, at der bliver nedsat et udvalg, der skal kulegrave den her problematik.

Tak. Ordføreren.

Vi er absolut ikke afvisende, vi vil bare se tingene i en sammenhæng, og det er også derfor, vi regner med og håber på, at regeringen snart indkalder os til drøftelser om de anbefalinger, der ligger fra Jørgen Søndergaard-udvalget, så man får set det hele under et, så man ikke skal tage det drypvis.

Tak for det. Fru Charlotte Dyremose for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Men der er jo heller ikke nogen her, der lægger op til noget, der er drypvis. Vi lægger op til en samlet rapport. Og noget af det, som jeg selvfølgelig kunne synes var rigtig interessant at høre fra Venstres ordfører, var det, som SF også lige var inde på. Venstres ordfører siger, at arbejdsgiverne skal sørge for kompensationen, og at det har de et ansvar for. Og der er ingen, der er mere enige end vi Konservative i, at det her er noget, der skal varetages med arbejdsmarkedets parters temmelig tydelige tegn på inddragelse, og det er jo sådan set også derfor, vi ikke foreslår en konkret model, men netop en rapport med bl.a. inddragelse af dem. Men altså, når arbejdsgiverne skal sørge for den her kompensation og tage det her ansvar, kunne en af vejene så ikke være at overveje at give mulighed for, at også de kommunale arbejdsgivere fik mulighed for at tage det ansvar ved f.eks. at kunne tegne en forsikring, der kunne sikre, at man, hvis man bliver udsat for vold af en borger i et behandlingstilbud, så ikke bliver ringere behandlet, end hvis man bliver slået ned, fordi man er gået i byen lørdag aften?

Tak. Ordføreren.

Jo, det kunne man sagtens og nemt, og det er også derfor, at vi i Venstre vil se det hele under et, og at vi afventer, at man indkalder til forhandlinger om de konklusioner, som Jørgen Søndergaard-udvalget kom med. Så ser vi det hele under et, og så sikrer vi os, at vi får alt med med det samme.

Det kan undre lidt, at Det Konservative Folkeparti rejser det her netop nu, for Det Konservative Folkeparti sad jo med, da vi lavede en ny arbejdsmiljøreform. Nu kan man jo ikke stå som taler heroppe og stille spørgsmål, men et naturligt spørgsmål kunne vel være: Hvorfor bragte De Konservative ikke det her op under forhandlingerne? Så kunne vi have fået det håndteret lige der, i stedet for at vi skal vente på at blive indkaldt til at se det under et med de anbefalinger, der ligger fra Jørgen Søndergaard-udvalget.

Man kan selvfølgelig blive klogere, men indtil videre holder vi altså fast i, at vi gerne havde set det her under et. Vi er opmærksomme på, at der er en udfordring her, men vi synes også, at det skal ske i respekt for den rapport, som Jørgen Søndergaard-udvalget er kommet med, i og med at der ligger mange andre gode og klare anbefalinger i den, som det danske arbejdsmarked kan have stor gavn af.

Fru Charlotte Dyremose.

Jeg er imponeret over hr. Peter Juhl Jensens tillid til ministeren og regeringen – den er storslået.

Jeg tror, hr. Peter Juhl Jensen er udmærket klar over, at havde vi forsøgt at bringe sådan en rapport ind i de forhandlinger med den form, de har, og med respekt for forskellige hensyn osv. osv., så var vi aldrig nogen sinde nået i mål med den aftale, vi havde lavet, og så havde det hele skullet vente utrolig længe, fordi der jo netop skulle laves en rapport, før vi overhovedet kunne komme nogen vegne. Og derfor valgte vi at tage nogle rigtig gode skridt i den rigtige retning. Og det er jo ikke anderledes, end at hvis nu Venstre valgte at bakke op om, at vi fik lavet den her rapport, så kunne vi være helt sikre på, at ministeren i hvert fald var tvunget til truget i forhold til at komme med nogle konstruktive bidrag til nogle løsninger, som arbejdsmarkedets parter så kunne blive inddraget i og tage stilling til, og sådan at vi rent faktisk kunne få det her i skred, frem for at vi sætter os på hænderne og håber, at ministeren indkalder, hvis ministeren i øvrigt ikke skal i valgkamp lige om lidt.

Værsgo til ordføreren.

Det kan godt være, at ordføreren for De Konservative og jeg har lyttet til hver sin udgave af ministerens tale, men det lød ikke på ministeren, som om der skulle bruges særlig mange kræfter på at trække ministeren til truget.

Vi lavede en utrolig fin aftale med hensyn til arbejdsmiljøet, et forlig, der dækker langt frem, og som er utrolig visionært, og som åbner op for utrolig meget på det danske arbejdsmarked. Noget af det, som er indeholdt i aftalen, er, at vi i høj grad fik forpligtet parterne til at sikre, at man kan tage nogle kvantespring, når det kommer til arbejdsmiljøet i Danmark. Derfor synes jeg også, vi skal prøve på at holde fast i, at vi skal videre ad samme vej; vi skal videre i enighed, vi skal videre med de anbefalinger, som kommer fra Jørgen Søndergaard-udvalget, og de konklusioner, som de er kommet frem med – ikke kun inden for det her område, men samlet set, i og med at der er utrolig mange positive ting i den rapport, som Jørgen Søndergaard-udvalget er kommet med, som vil være med til at løfte det danske arbejdsmarked. Derfor vil vi gerne se det under et. Vi skal ikke bare tage en luns, fordi nogle partier er på vej i valgkamp.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Det er Socialdemokraternes holdning, at det skal være trygt, sikkert og sundt at gå på arbejde overalt i Danmark. De fleste danskere er jo så også glade for at gå på arbejde. Sådan skal det naturligvis fortsat være. Fremover skal vi blive endnu længere tid på arbejdsmarkedet, og det stiller krav om, at de forhold, vi arbejder under, også er i orden.

Regeringen har taget initiativer til at sikre et godt arbejdsmiljø i Danmark, og selv om vi er nået langt, er det fortsat en høj prioritet at skabe et bedre arbejdsmiljø. Vi må nok erkende, at vi ikke kommer til at stå i en situation, hvor der ikke sker ulykker på arbejdsmarkedet. Det gælder både situationer, der skaber fysisk og psykisk skade. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre det, men vi ved også, at det vil ske. Ud over at have fokus på forebyggelse handler en del af arbejdet om at fokusere på det, der sker, når ulykken er sket, for det er også en afgørende del af et trygt arbejdsmiljø.

Beslutningsforslaget sætter netop fokus på arbejdstagers vilkår, når skaden er sket. Forslaget pålægger regeringen at udforme et beslutningsgrundlag, der sikrer en rimelig behandling af de ansatte, der udsættes for udadreagerende adfærd fra de borgere, som de arbejder med. Helt konkret peger forslagsstillerne på, at arbejdsskadesikringsloven, som den ser ud i dag, ikke dækker godtgørelse for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og andre forhold.

Det betyder, at både offentlige og private medarbejdere i dag står i et svært dilemma, hvis sådan en situation opstår, for hvis de skal have en rimelig erstatning for eventuelle skader, kræver det, at medarbejderen anlægger en sag mod borgeren, og det er grundlæggende en uhensigtsmæssig situation. Den bunder i, at hverken for borgeren eller arbejdspladsen er der nogen regler om ansvarsforsikring. Derfor anerkender Socialdemokraterne også, at der er et problem, der skal tages hånd om.

Regeringen modtog i december en række anbefalinger fra et ekspertudvalg på arbejdsskadeområdet om mulige ændringer af reglerne for arbejdsskader og arbejdsskadeerstatninger. På den baggrund har beskæftigelsesministeren inviteret arbejdsmarkedets parter med i arbejdet om et nyt arbejdsskadesystem. Det er derefter tanken, at Folketingets partier har mulighed for at diskutere resultatet af trepartsdrøftelsen. Det ønsker vi at holde fast i. For Socialdemokraterne giver det god mening, at vi tilrettelægger processen sådan.

I forbindelse med drøftelserne vil det være naturligt, hvis bedre muligheder for arbejdsskadeerstatninger, som forslaget berører, kommer på tale. Det ligger nemlig allerede i forlængelse af visse af anbefalingerne fra ekspertgruppen. Selv om vi deler beslutningsforslagets intentioner, har regeringen igangsat en proces, der skal ende ud med et forbedret arbejdsskadesystem. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt at igangsætte en ny proces, sådan som der er udtrykt ønske om i beslutningsforslaget.

Med det sagt skal jeg sige, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger, først fra hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jamen det er forstået, at Socialdemokratiet ikke kan støtte, at folk, der arbejder med stærkt hjerneskadede, som reagerer med vold, fordi de ikke kan forklare sig, over for den, der skal hjælpe dem, kan få erstatning, altså at der ikke skal laves en ordning, så de kan få erstatning. Det er sådan, jeg forstår det, som Socialdemokratiets ordfører siger, nemlig at det skal slås hen i et udvalg, og så må vi se, om parterne kan blive enige om en ny arbejdsskadeforsikring eller erstatning til den gruppe her.

For der er stor forskel på, hvordan det foregår på arbejdsmarkedet, det vil sige, om det foregår ude på en virksomhed, eller om det foregår som hjælp til en, der er stærkt hjerneskadet, og som er meget udadreagerende og ikke selv kan forklare sig. Så siger ordføreren: Det er jo erstatningssystemet, så skal man lægge sag an og politianmelde det. Det er sin sag at politianmelde en, der ikke kan forklare, hvorfor man gør, som man gør.

Synes ordføreren ikke, det er rimeligt, at der så er regler for, at man kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis man er sygemeldt? Man kan vel være sygemeldt i længere tid på grund af psykisk påvirkning. Det behøver jo ikke være sådan, at man får varige men, fordi man er blevet overfaldet af en, men hvis man kommer tilbage, kan det måske gentage sig.

Synes ordføreren ikke, det er rimeligt, at der skal være ordnede forhold, så man kan få den samme erstatning som en på det private arbejdsmarked, f.eks. ude på en fabrik, kan få?

Tak. Ordføreren.

Jo, det synes jeg helt bestemt, og det håber jeg også fremgik af min tale – det synes jeg helt bestemt. Det, som jeg forholder mig til, er så processen omkring, hvordan det skal være, altså hvordan vi når frem til det der. Der siger jeg jo så, at det arbejde, der er i gang, synes jeg regeringen skal gøre færdigt. Så kommer der et forslag, som kan dække det, som Dansk Folkepartis ordfører her beskriver. For jeg er fuldstændig enig: Det er ikke i orden, sådan som det foregår i øjeblikket.

Hr. Bent Bøgsted.

Vil det sige, at ordføreren siger, at der er en proces i gang, der munder ud i nøjagtig det samme – sådan har jeg forstået det? Så vil jeg gerne høre, hvornår det så kommer.

Tak. Ordføreren.

Jeg ser frem til, at det arbejde, der er i gang, bliver afsluttet på den anden side af et valg, og der ser jeg frem til, at der så kommer et forslag om, hvordan det kan se ud, altså et forslag, som kan løse det her problem, som er skitseret i beslutningsforslaget. Fra socialdemokratisk side er vi fuldstændig enige i, at det her problem skal løses.

Tak for det. Så er det hr. Eigil Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Man kan jo sige, at den her rapport, som der bliver henvist til, fra Jørgen Søndergaard-udvalget om arbejdsskadeforsikringsystemet, kom, så vidt jeg husker, i december måned, og nu har vi snart maj måned. Hvad foregår der i den sammenhæng? Altså, for mig at se er der noget, der tyder på, at det i hvert fald skal speedes op.

Men jeg vil også gerne spørge ordføreren, om man fra socialdemokratisk side er indstillet på, at kommunerne fremover skal kunne tegne en ansvarsforsikring, som dækker de borgere, der opfører sig voldeligt over for offentligt ansatte. Det kunne være interessant at vide.

Tak. Ordføreren.

Vi ved jo i hvert fald, at sådan, som det er nu, giver kommunalfuldmagten ikke mulighed for, at kommunerne kan tegne en sådan forsikring. Jeg vil ikke stå her på talerstolen og sige, at det skal være på en bestemt måde, men jeg vil heller ikke afvise det, for jeg synes, at det kan være det redskab, der kan være nødvendigt, hvis det er, man skal nå frem til en løsning på det her. Det, der er det afgørende, er, at vi får bragt en ende på den situation, som der er nu, hvor der er medarbejdere i offentlige virksomheder, som ikke kan få en erstatning, hvilket man kan få, hvis man er i en privat virksomhed.

Hr. Eigil Andersen, værsgo.

Den her problemstilling er, som jeg nævnte tidligere, en række af de store fagforbund, som har offentligt ansatte som medlemmer, meget optaget af, fordi det vedrører deres medlemmer, og efter min mening er den temmelig kompleks. Jeg mener derfor, at det forslag, som er stillet her – og som SF er med til at stille sammen med flere andre partier – om at nedsætte et ekspertudvalg, som kan kulegrave det, er den rigtige måde at gøre det på.

Derfor vil jeg så spørge: Har jeg forstået det rigtigt, at man simpelt hen mener, at de her indviklede ting af juridisk og praktisk art, som der er tale om, skal kunne løses af de politiske drøftelser, der skal være?

Det er ordføreren igen.

Nej, det prøver jeg heller ikke at sige. Det, jeg siger, er, at der er nogle trepartsforhandlinger, og der er det jo naturligt, at de forbund, som hr. Eigil Andersen refererer til her, også bidrager med den viden, de har, i de forhandlinger, så man har mulighed for at undersøge, hvilke muligheder man har for at løse det problem, som der ganske rigtigt er peget på i beslutningsforslaget.

Tak. Og så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Så kan det godt være, at jeg måske ikke lige helt forstår den proces, og måske stiller jeg spørgsmålet en gang til for prins Knud og for mig.

Den proces, der er i igangsat, indebærer så, at der kommer en afklaring af de mange forskellige løsningsmuligheder, der har været i spil på det her område. Jeg kvitterer selvfølgelig for, at Socialdemokraterne kan se problemet. Det er rigtig vigtigt, det er rigtig dejligt, og det gælder også beskæftigelsesministeren, men der er jo både en mulighed for, at man ændrer i kommunalfuldmagten, og en mulighed for, at man ændrer i Erstatningsnævnets praksis – det vil i så fald være justitsministeren, der skal tage sig af det. Og der er en mulighed for, at man laver nogle andre forsikringsordninger for offentligt ansatte, som har det her særlige arbejdsmiljø. Man kan også sige det sådan, at det kan ende hos enten økonomi- og indenrigsministeren, justitsministeren eller beskæftigelsesministeren – det har i øvrigt allerede været lidt svært at få placeret i processen.

Bliver alle de muligheder afklaret, altså, bliver de simpelt hen sat op og vurderet samlet set, sådan at vi har noget at tage stilling ud fra?

Tak. Så er det ordføreren.

Nu kender jeg jo ikke processen i detaljer, men jeg er sikker på, at de mennesker, der kommer til at tale om det her, vil prøve at sætte dem op over for hinanden og spørge: Hvad er juridisk muligt, og hvad er praktisk muligt?

Jeg kan jo kun sige, at jeg har en forventning om, at der kommer en løsning på det her. For der er ingen, der kan være tjent med – det er vi i hvert fald i Socialdemokratiet enige i – at den situation, vi har i øjeblikket, fortsætter.

Tak for det. Og så siger jeg tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Nadeem Farooq, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg er ikke helt klar over, om hr. Bent Bøgsted skal være ordfører til sidst. Det fik jeg at vide. Nej, så er det hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Der kan nemt opstå misforståelser, når det er den samme ordfører, der skal holde ordførertalen og så også er ordfører for forslagsstillerne. Det går nok, og jeg håber, at formanden holder skarpt øje med min tid i den situation.

Problemet her er jo netop, at der er rigtig mange ansatte, især i det offentlige, der arbejder med klienter, hvor nogle kan være svært hjerneskadede, det kan være autister, der ikke rigtig er klar over, hvordan de reagerer, eller det kan være handicappede, der ikke lige har styr på, hvordan de reagerer. I den forbindelse kan man nemt blive udsat for vold, for de har nogle reaktioner, som måske ikke er tilsigtet, men som kommer automatisk, fordi klienten ikke er i stand til at formulere sig på den rigtige måde.

Det skaber nogle problemer for offentligt ansatte, altså dem, der skal hjælpe dem, og kan føre til længerevarende sygdom, for det kan også føre til noget psykisk – det behøver ikke være varige men, men det kan føre til noget psykisk – og det kan føre til nogle skader, som bliver påført den enkelte, tøjet kan blive flået i stykker i sådan nogle situationer, og man kan få noget nervøsitet i forhold til at møde sin klient igen. Derfor mener forslagsstillerne selvfølgelig også, at vi skal kunne give en ordentlig erstatning til de medarbejdere, der går ind og arbejder med folk, der har problemer. De ved på forhånd, at det er meget vanskeligt at arbejde med nogle, der ikke kan udtrykke sig på den rigtige måde.

Derfor kan man ikke sammenligne det med det almindelige arbejdsmarked, men det er der tilbøjelighed til at gøre, hvor man egentlig siger: Det her hører under arbejdsskade, det hører under arbejdsmiljøloven, og det skal op under trepartsforhandlinger. Men trepartsforhandlinger er normalt mellem regeringen og fagforeningen og arbejdsgiverne. Kommunerne er ikke rigtig med i det billede der, i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret.

Det er ikke det store problem ude på de private arbejdspladser, men det er det der, hvor medarbejderne arbejder med, man kan sige klienter, der ikke kan udtrykke sig, der er udadreagerende, og derfor er det nødvendigt at tilvejebringe de rigtige midler – måske de kan tegne en ansvarsforsikring, så man kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det her går egentlig bare ud på, at man skal ligestille dem, der er omfattet af arbejdsskadeforsikring på normal vis, og så dem, der arbejder med folk, der er udadreagerende, og hvor de bliver udsat for vold.

Jeg tror ikke på, at det her med vold er så udbredt igen på det private arbejdsmarked, det er mere inden for det offentlige. Vi ved også, at de inden for politiet selvfølgelig også har problemer med vold på arbejdspladsen. Det er der mange steder, men man skal bare passe på ikke at sige, at det her generelt. Det er nogle bestemte grupper, der er særlig udsatte, og det skal vi selvfølgelig tage højde for.

Jeg håber, at vi kan opnå bred opbakning til det her forslag. Vi har hørt, at ministeren vil komme med noget. Det er bare uforståeligt, hvorfor der ikke sker noget, og det er også derfor, det her forslag er blevet fremsat. Hvorfor sker der ikke noget? Der kom en rapport i december, og så skal vi gå og vente. Når vi fremsætter forslaget, siger man, at nu skal der også ske noget – altså når regeringen er nået så langt frem, at den kan gennemgå den rapport, der er kommet, og komme med et forslag. I Dansk Folkeparti har vi ikke den store tiltro til, at det sker sådan lige umiddelbart. Vi må jo så bare håbe, at ministerens ord står til troende.

Jeg håber i hvert fald, at forslaget kan få opbakning fra flere end de fire partier, der står bag det her forslag.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Peter Juel Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for ordførertalen. Vi kan godt blive enige om, at det her er alvorligt, og at der skal gøres noget ved det. Men jeg skal lige høre om noget. Hvis man som offentligt ansat på en institution bliver slået ned, har man så ikke mulighed for at få erstatning i det, der hedder Erstatningsnævnet?

Ordføreren.

Det kræver jo, at man lægger sag an mod den, der slår en ned, men hvis det er en, der er stærkt hjerneskadet og udadreagerende og ikke kan forklare sig selv, er det måske sin sag at lægge sag an mod vedkommende. Derfor var det bedre, at der var ordnede forhold, at der var en ansvarsforsikring, der dækkede, så man kunne få dækket det. Jeg tror ikke, at hr. Peter Juel Jensen selv synes, det er sjovt at skulle trække en, der er stærkt hjerneskadet igennem en retssag.

Hr. Peter Juel Jensen, værsgo.

Tak. Det har ordføreren fuldstændig ret i, altså at det ikke vil være godt. Men kommunerne er selvforsikrede, så hvad afholder kommunerne fra at kompensere for det i forbindelse med en medarbejder, der har oplevet dette på sin arbejdsplads, således at man, hvis man bliver slået ned, hvis man får ødelagt sit tøj osv., får en kompensation, der er svarende til det, der nu er sket? Hvad afholder kommunerne fra i dag at sikre, at man som medarbejder får den kompensation, man nu har krav på?

Tak. Ordføreren.

Det er et rigtig godt spørgsmål, der kommer her fra hr. Peter Juel Jensen, for det er der ingen af dem, der er blevet udsat for vold, der rigtig kan forklare, for de får ikke erstatningen. Derfor er det nødvendigt, at der kommer faste regler for, hvordan man er stillet i den situation. For de får åbenbart ikke erstatning for tøj, der er ødelagt, de får åbenbart ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Så kan det godt være, hr. Peter Juel Jensen siger, at der ikke er noget, der afholder kommunerne fra at give erstatningen, men de gør det åbenbart ikke – i hvert fald ikke alle steder. Jeg har ikke tal på, hvor mange der har fået den erstatning, men der er i hvert fald rigtig mange, der ikke har fået den.

Tak. Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen. Værsgo.

Tak. Jeg kan da starte med at sige, som jeg sagde fra talerstolen, at vi i Socialdemokratiet er fuldstændig enige i den problemstilling, der her bliver rejst. Jeg vil sådan set bare lige høre hr. Bent Bøgsted, om ikke det er sådan, at man i Dansk Folkeparti også synes, det er en god ting, at man i sådan et spørgsmål som det her involverer arbejdsmarkedets parter i den diskussion, der er, sådan som det faktisk bliver gjort i øjeblikket fra regeringens side, for at sikre, at man får en aftale, som både er afbalanceret, men også, at man har opbakning hos både arbejdsgivere og arbejdstagere, fordi alle hjørner er dækket ind.

Tak. Ordføreren.

Jo, men meget af det, som hr. Lennart Damsbo-Andersen snakker om her, er om, hvordan forebyggelse af volden skal ske. Det er vi helt enige om. Når der så skal indgås aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, kan hr. Lennart Damsbo-Andersen så garantere, at alle parter bliver inddraget, så det ikke kun er LO og DA, der kommer til at sidde ved forhandlingerne? Det er det, der normalt er kendetegnet, når man siger arbejdsmarkedets parter, så er det LO og DA. Men det er jo rimeligt, at fagforeningerne og et område som f.eks. FOA direkte er repræsenteret i sådanne nogle forhandlinger. Det er ikke rimeligt, at det er kommunerne, der sidder med det, der er repræsenteret i forhandlingerne.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor mange der bliver indkaldt til de her forhandlinger. Hvis man kunne sikre sig, at alle dem, der er berørt af det, kom med i sådan nogle forhandlinger om, hvordan det skal laves, så er det en mulighed. Det er muligt, de deltager i forvejen, jeg skal ikke sådan lige umiddelbart gøre mig klog på, hvorvidt alle sammen er med eller bare er repræsenteret af nogle andre i LO.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Altså, jeg er fuldstændig enig i, at de parter, der har de relevante informationer, dem, der er involveret og ved noget om det her, er dem, der skal være til stede. For mit eget vedkommende ved jeg jo, at FOA er medlem af LO, og der er det ligesom naturligt, at man så tager dem med. Men jeg bliver lige hvisket i øret af ministeren, at FTF, KL, regionerne også er inddraget i det her. Nu svarer jeg på spørgsmål fra ordføreren, og det er jo sådan set udmærket, men giver det så ikke et svar på, om der så reelt er dækket ind i forhold til at få en ordentlig diskussion og debat om, hvordan det her skal hænge sammen fremadrettet på en ordentlig måde?

Tak. Ordføreren.

Jamen det gør noget, hvis der nu sker noget, men nu er det gået siden december, uden at der er sket noget. Hvis der så kommer en aftale om, at de kan få erstatning for ødelagt tøj og for tabt arbejdsfortjeneste, så vil det være et lyspunkt. Det er der bare ikke umiddelbart noget der tyder på. Men det er bare det, vi venter på. Det er også det, det her forslag lægger op til, nemlig at der skal ske en afklaring hurtigst muligt.

Tak til ordføreren. Da der er et lille tidsproblem for fru Charlotte Dyremose, har hun fået lov at komme frem i ordførerrækken. Værsgo.

Mange tak for det, formand og de andre ordførere. Fra konservativ side er vi medforslagsstillere på det her forslag, fordi vi mener, at det er helt åbenlyst urimeligt, at man ikke får samme erstatning, når man bliver udsat for vold på arbejdspladsen, og dermed behandles ringere, end hvis man bliver udsat for det samme på åben gade, eller fordi man nu engang har involveret sig i noget på en bar lørdag aften.

Normalt er det jo ikke sådan, at man som medarbejder et sted er udsat for, at kunderne slår en, eller at leverandørerne flår i ens tøj, men arbejder man på et opholds- eller bosted for f.eks. meget syge, psykisk ustabile personer eller kriminelle, er risikoen for vold på arbejdspladsen altså en del af hverdagen. Det ved man, og det forsøger selvfølgelig både ledelse og medarbejdere at ruste sig til at håndtere på bedste vis. Men ikke desto mindre er det jo sådan, at uanset hvor professionel en tilgang man har til det her, så sker det altså nogle gange de steder, hvor man arbejder med nogle af de mest udsatte og voldelige borgere.

Derfor kan det jo medføre ikke bare fysiske skader og ødelagt tøj, men også rigtig slemme situationer, som kan give varige fysiske eller psykiske skader. Nogle gange kan det gå fuldstændig galt i situationer, hvor voldsudøveren på ingen måde kan siges at være ved sine fulde fem og derfor måske ikke engang juridisk kan siges at stå til ansvar for sine egne handlinger, men det ændrer ikke på, at skaden er sket, og at en hjælper f.eks. er blevet udsat for ganske alvorlige overgreb.

Derfor finder vi det også helt rimeligt, at offentlige institutioner på linje med f.eks. private børnehaver skal kunne tegne en ansvarsforsikring på vegne af brugerne, så f.eks. en pædagog ikke skal trække en stærkt handicappet person gennem retssystemet for at få den erstatning, man ville have fået, hvis man var blevet slået ned lørdag aften. Det er aldeles uværdigt, og det er hverken til gavn for den handicappede eller pædagogen på nogen som helst måde.

Man skal også huske, at det her personale jo netop udsættes for vold fra personer, som de ellers prøver at passe på, og at det er deres kald her i livet at hjælpe de her personer og varetage deres ve og vel. Så er det altså rigtig hårdt, også psykisk, at skulle køre en civil retssag. I øvrigt er det også helt urimeligt, at man skal køres igennem det, da der jo egentlig er tale om et arbejdsforhold.

Men der er rigtig mange kompleksiteter i det her, og det er netop derfor, at vi med beslutningsforslaget jo ikke beder om en fiks og færdig løsning, som vi har siddet og strikket sammen, men netop om en samlet rapport, som gør det klart, hvordan vi løser de her dilemmaer, for ingen kan være tjent med – og det er også det, debatten bærer præg af – at tingene er, som de er i dag. Det må være muligt at gøre det bedre, og det håber vi at vi kan få skabt opbakning til, og i hvert fald tyder noget på, at der også er en lydhørhed rundtomkring hos andre partier. Der er det jo nogle gange en fordel at fremsætte den her slags beslutningsforslag, for det kan nogle gange fremme den lydhørhed rundtomkring, også hos andre partier, over for, at vi får løst de her ting.

For lad mig gøre helt klart, at det selvfølgelig er et spørgsmål, hvor vi skal have inddraget arbejdsmarkedets parter. Så meget arbejdsmarkedsordfører er jeg også, og jeg har gang på gang stået på den her talerstol og sagt, at vi skal overlade mest muligt til arbejdsmarkedets parter. Men en af de problemstillinger, der er blevet rejst her, nemlig det her med muligheden for at tegne de her forsikringer, handler om kommunalfuldmagten, og den har arbejdsmarkedets parter jo altså ikke indflydelse på. Derfor kræver det her at ses som et større samlet billede, hvor arbejdsmarkedets parter kan bidrage med deres, men hvor vi andre altså også formentlig vil komme til at bidrage med vores. Derfor kommer vi med anbefalingen om, at vi får lavet en samlet rapport og får løst det her, for der kan helt ærligt ikke været nogen, der mener, at det er rimeligt, som det er i dag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Juel Jensen, værsgo.

Tak. Jeg skal bare lige høre ordføreren om noget. Hvis man nu er offentligt ansat på en af de institutioner, som ordføreren beskriver, og man desværre bliver slået ned, har man så ikke mulighed for at få erstatning fra Erstatningsnævnet?

Ordføreren.

Man har jo mulighed for at gå igennem de almindelige arbejdsskaderegler. Men i forhold til, hvis man var blevet slået ned uden for arbejdspladsen, på gaden, har man på grund af kommunalfuldmagten ikke den samme mulighed for at få erstatning. Det mener vi faktisk ikke er rimeligt.

Hr. Peter Juel Jensen.

Det mener jeg altså ikke er korrekt. Det er således med Erstatningsnævnet, at det jo blev oprettet, fordi der desværre er mange, der bliver slået ned, og man finder aldrig en gerningsmand. Det vil så sige, at for at få en kompensation fra Erstatningsnævnet forudsætter det altså ikke, at der skal føres en civil retssag overhovedet. Det er jo det, der er hele meningen med Erstatningsnævnet. Har man været udsat for vold, så har man mulighed for at få kompensation.

Derudover synes jeg også, at vi skal prøve på at holde kommunerne fast på, at det er dem, der er arbejdsgivere; det er dem, der skal sikre, at der et godt arbejdsmiljø; det er dem, der skal sikre, at medarbejderne bliver behandlet på en god og en ordentlig måde og får den kompensation, de har behov for og krav på, hvis de bliver udsat for et dårligt arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Er ordføreren ikke enig i det?

Tak. Ordføreren.

Som jeg også sagde i mit spørgsmål til hr. Peter Juel Jensen, mener jeg sådan set også, at vi skal holde arbejdsgiverne ansvarlige for at sikre det gode arbejdsmiljø. Det er jo bare ikke det, det her handler om. Jeg mener også, vi skal holde dem ansvarlige for at tage vare på konsekvenserne, når det så går galt, men der er det altså bare, at kommunalfuldmagten ifølge et svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet faktisk forhindrer de offentlige arbejdsgivere i at tage det ansvar ved bl.a. at tegne den forsikring. Det er bare et af de hjørner, som det er værd at få kigget på i den rapport.

Tak for det. Så er det fru Pernille Skipper med en kort bemærkning til ordføreren. Værsgo.

Jeg kunne bare godt tænke mig at bede ordføreren bekræfte, at det, der er problemet med offererstatningsnævnet – som det bliver nævnt af Venstres ordfører – er, at offererstatningsnævnet har afgjort, at hvis man har et arbejde med bl.a. borgere med udadreagerende adfærd, så har man, som de siger, accepteret risikoen, og at de borgere, fordi de lider af stærke sygdomme eller problemer på andre måder, i øvrigt ikke har et forsæt som alle andre, og derfor nedsættes erstatningen i offererstatningsnævnet, hvis en offentligt ansat kommer dér og beder om at få en erstatning.

Så når Venstre forsøger at tørre det her problem af på offererstatningsnævnet, må man jo nok sige, at det har de offentligt ansatte da forsøgt, før de gik til Folketingets medlemmer. Er det ikke korrekt?

Tak. Ordføreren.

Jeg er jo ikke retsordfører, men det er også cirka sådan, jeg har forstået det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Nadeem Farooq, Radikale Venstre, værsgo.

Tak for det. Lad mig begynde med at slå fast, at jeg fuldstændig anerkender de problemstillinger, som dette beslutningsforslag ønsker at belyse nærmere. I øjeblikket drøfter vi sammen med arbejdsmarkedets parter mulighederne for et mere moderne og tidssvarende arbejdsskadesystem. Disse samtaler og drøftelser bygger på anbefalingerne fra Ekspertudvalget om arbejdsskadeområdet fra december 2014. Udvalget har bl.a. anbefalet, at der indføres mulighed for erstatning for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I det omfang, anbefalingerne følges, vil problemet med erstatning til personer, der har været udsat for vold på arbejdet, blive mindsket signifikant.

På den baggrund – også med tanke på det, som ministeren også meget rammende sagde – mener jeg, det er mest naturligt, at vi afventer partsdrøftelserne og de efterfølgende politiske drøftelser, før det overvejes at igangsætte nye initiativer. Lad mig sige det endnu mere klart: Det er min klare opfattelse, at forhandlingerne hos arbejdsmarkedets parter er fremskredne, og at vi har grund til at være optimistiske. Hvis der sker det – og det håber vi selvfølgelig ikke – at det ikke munder ud i en løsning, er det klart, at vi skal kigge nærmere på det her. For det er klart: En løsning skal der på bordet.

Regeringen kan på baggrund af det, jeg lige har sagt, på nuværende tidspunkt ikke støtte beslutningsforslag nr. B 79.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti, værsgo.

Skal jeg forstå det på den måde, at den radikale ordfører egentlig siger, at det skal vi ikke beskæftige os med på nogen måde, før regeringen kommer med et udspil på baggrund af den rapport, der kom i december, at indtil da skal vi ikke beskæftige os med det her, men bare afvente, at regeringen får talt sammen med arbejdsmarkedets parter?

Ordføreren.

Nej, jeg synes, det er fint og helt oplagt, at vi diskuterer det. Det er også derfor, vi står her i dag. Det giver os alle sammen en mulighed for at finde en løsning – og det er også det, jeg lægger til grund her, altså at vi er interesseret i det. Det giver os mulighed for at diskutere det her og blive endnu skarpere på, at det er vigtigt at finde en løsning. Men jeg mener, det er vigtigt, at vi afventer det arbejde, der er sat i gang. Jeg mener også, det er det bedste grundlag at træffe en beslutning på.

Tak. Hr. Bent Bøgsted.

Det var bare, fordi det godt kan være, der var nogle enkelte ord, jeg ikke lige fangede, for da jeg sad og lyttede til ordførerens tale, virkede det, som om det var en mere markant afvisning af forslaget, end vi har hørt fra Socialdemokratiets og Venstres ordfører, der trods alt havde lidt positivt med om det. Det synes jeg ikke der var så meget af fra Radikale, og det er derfor, jeg spørger, om det bare er sådan en blank afvisning. Nu hører jeg så, at ordføreren siger: Jamen vi kan godt diskutere det, men det er ikke noget, der egentlig bekymrer Radikale ret meget. Sådan fornemmer jeg det.

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg er ked af, at ordføreren fornemmer det på den måde. Det er ingenlunde tilfældet, altså set fra vores side. Vi anerkender fuldstændig, som jeg lagde ud med at sige, de problemstillinger. Vi er også selv bekymrede, når der opstår situationer, hvor de medarbejdere, der har været udsat for vold eller trusler, ikke får den erstatning, som jeg mener at de burde få, selv om der er forskellige måder at få erstatning på.

Jeg mener også, at det bør fremtræde mere tydeligt, at det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for sine ansatte, ikke kun når det handler om at reparere, men også når det handler om at forebygge. Samlet set ville jeg bare ikke gentage mange af de ting, som ministeren meget rammende havde sagt i forvejen. Men der er fuld enighed i regeringen om det her. Det håber jeg også er lidt mere afklaret nu for spørgeren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Eigil Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg mener, det er meget alvorligt, at hvis der sker noget med en kommunes bil, et køretøj, er den relativt bedre forsikret end en kommunal medarbejder, der bliver udsat for vold. Det er ikke en holdbar situation.

Med hensyn til mulighederne for at få andre erstatninger vil jeg nævne et eksempel, som jeg har her, med en folkeskolelærer, som blev slået og sparket af en 13-årig elev. Erstatningsnævnet er der søgt erstatning hos, og de mener, at der var tale om en pædagogisk konflikt, der udviklede sig, og de ville ikke give erstatning. Det betyder altså, at en lærer eller en anden offentligt ansat inden for sådan nogle brancher simpelt hen skal acceptere, at de i højere grad kan få bank end andre mennesker i samfundet.

Det er ikke rimeligt. Altså, vi har brug for skolelærere, og vi har brug for SOSU-medarbejdere. Der er også ældre demente, der slår SOSU-medarbejdere. Alle de funktioner i samfundet skal besættes – det har vi som samfund brug for – og i nogle tilfælde udarter det sig altså til vold.

Der må jeg sige, at vi i SF mener, det er rimeligt, at det skal være sådan, at man som offentligt ansat bliver betragtet som voldsoffer i fuld udstrækning, ligesom hvis man gik på gaden som en tilfældig borger. Derfor er det galt, som det fungerer nu, og det er på den måde en helt uholdbar situation.

I beslutningsforslaget er det beskrevet, at hvis man netop bliver sparket, får nikket en skalle eller bliver slået ned bagfra på åben gade, så kan man som oftest regne med at få erstatning via retssystemet; der kan man så få en erstatning. Men hvis man er offentligt ansat, er det ikke sikkert, at man i virkeligheden får ret meget mere end den arbejdsskadeforsikring, som har et andet niveau end de erstatninger, der er tale om, hvis man bliver udsat for vold og går til Erstatningsnævnet.

Så det har simpelt hen ikke sin rimelighed, at man, om jeg så må sige, skal nøjes med en arbejdsskadeforsikring, som alle jo får, også i de fag, hvor man ikke bliver udsat for vold. Når man bliver udsat for vold, er der sket en ekstra stor skade, og det berettiger selvfølgelig til, at man også får en erstatning, som et almindeligt voldsoffer, om jeg så må sige, får.

Den her sag er, som det også er blevet belyst i flere indlæg fra talerstolen, meget kompliceret. Det er også blevet nævnt – og det er jo rigtigt – at hvis det skal løses, så skal man involvere både Justitsministeriet i forhold til erstatningsreglerne, Økonomi- og Indenrigsministeriet i forhold til den kommunale fuldmagt og Beskæftigelsesministeriet, hvis minister er til stede i dag.

Der må jeg sige, at jeg finder, at den mest betryggende måde, det kan foregå på, vil være ved at gøre det, som står i beslutningsforslaget, nemlig at nedsætte et udvalg med relevante eksperter og interesseorganisationer. Og de organisationer, der er nævnt her i beslutningsforslaget, er Alzheimerforeningen, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Regioner, Erstatningsnævnet, FOA, Forsikring & Pension, FTF, Kommunernes Landsforening, Landsforeningen LEV, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, SIND og Socialpædagogernes Landsforbund. Der bliver også nævnt advokatfirmaer, som har specialiseret sig i de her sager. Det tror jeg vil være den mest betryggende metode at bruge, fordi det er noget, som går væsentlig videre end bare til spørgsmålet om en almindelig arbejdsskadeforsikring og de problemer, som man kan drøfte i den forbindelse.

Hvis det her skal give mening ud fra det, som regeringspartiernes ordførere og Venstres ordfører har sagt, mener jeg, det er nødvendigt, at det bliver sagt, at man lover, at det her problem bliver løst via den metode, der bruges, nemlig ved at der er nogle trepartsforhandlinger og efterfølgende politiske drøftelser. Så må der afgives et løfte om, at den her ulighed, der er for voldsofre, afhængigt af om man er almindelig borger eller offentligt ansat, bliver afskaffet.

Jeg har hørt nogle hensigtserklæringer i den retning, altså at det er i den retning, man arbejder. Men jeg vil meget gerne efterlyse, at det bliver sagt med meget, meget klar tekst, at den her forskelsbehandling af voldsofre, alt efter om der er tale om en offentligt ansat, der bliver udsat for vold i den forbindelse, eller en almindelig samfundsborger, lover man bliver bragt til ophør, når man skal konkludere vedrørende den her rapport fra Jørgen Søndergaard-udvalget.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Hvis ansatte på f.eks. et socialt opholdssted eller et bosted udsættes for vold fra en af beboerne, er der tale om en arbejdsskade, og der er tale om et voldstilfælde, altså begge dele. I praksis kan offentligt ansatte dog ikke få udbetalt den samme erstatning for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste, hvis de udsættes for vold på deres arbejdsplads, som andre borgere ville kunne få, hvis de ikke var på arbejde, da de blev overfaldet.

Selv hvis den offentligt ansatte har sagen oppe i offererstatningsnævnet, vil man ikke kunne få den samme erstatning, fordi det nævn har fastslået, at hvis man arbejder med borgere, som har en udadreagerende adfærd, f.eks. på grund af en hjerneskade, et andet fysisk handicap eller på grund af store sociale problemer, som jo også eksisterer for nogle udadreagerende unge, og det kunne også være mennesker med et misbrug, har man været bekendt med risikoen, og så er der heller ikke egentlig tale om et fortsæt fra borgerens side; borgeren gør det altså ikke med vilje, men har nogle omstændigheder omkring deres situation, der gør, at de reagerer, som de gør. Derfor kan den offentligt ansatte ikke få den samme erstatning som en person, der eksempelvis bliver slået ned på gaden.

Det kunne man så løse, hvis kommunen sørgede for at tegne en ansvarsforsikring for beboere, der f.eks. er på opholdssteder eller i øvrigt er i kommunens varetægt, men det kan ikke lade sig gøre, fordi det vil være i strid med kommunalfuldmagten for kommunerne at påtage sig et ansvar for borgeres skadevoldende adfærd. Så den mulighed er også udelukket.

I sidste ende er en offentligt ansat nødsaget til at føre en civil retssag mod borgeren og påstå erstatning efter erstatningsansvarsloven, hvis man skal have den samme erstatning for svie og smerte som alle andre borgere, der udsættes for vold.

Det er for det første ikke rimeligt, at man som offentligt ansat ikke har de samme forhold som alle andre. For det andet er det heller ikke rimeligt, at man partout enten skal politianmelde eller føre en retssag mod en borger, som har en form for udadreagerende adfærd. Det vil betyde, at man skal trække en borger igennem et meget hårdt og for dem forvirrende retssystem for at få en erstatning. Det vil også, som vi hører fra mange af de offentligt ansatte på institutioner, kunne skade eksempelvis det pædagogiske arbejde, hvis man skal stå over for hinanden i en kold retssag og senere skulle fortsætte et forhold for borgerens skyld og som et led i den ansattes arbejde.

Vi mener ikke, at det er noget, vi kan byde offentligt ansatte. Det er ansatte, der arbejder med borgere, der har så mange udfordringer i livet, som de her mennesker har, og som gør en enorm stor indsats på vegne af os alle sammen, og de elsker deres arbejde. Alle dem, jeg har mødt, synes, at det er helt fantastisk, også selv om det indebærer en utrolig relativt set lav løn, vil jeg sige, og selv om de tilmed mere end andre udsættes for risikoen for vold i forbindelse med deres arbejde. De skal selvfølgelig ligesom alle andre have den erstatning, de har krav på. Det er ikke noget, man bare skal negligere. Hvis man gør det, så mener jeg ikke, at man har nogen forståelse for det store og vigtige arbejde, de udfører.

Det er klart Enhedslistens holdning, at den bedste løsning p.t. ville være at give kommunerne mulighed for at tegne en ansvarsforsikring på vegne af borgere, der er i deres varetægt, og som er visiteret til tilbud efter serviceloven, og som altså har en udadreagerende adfærd. Men det er ekstremt kompliceret stof. Det tog os faktisk flere måneder i samarbejde med de øvrige beslutningsforslagsstillere at finde ud af, hvilken minister der overhovedet kunne hjælpe os med den her problemstilling, fordi det jo altså er noget, der både ligger i Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Vi mener som udgangspunkt, at en del af løsningen på det her kan ligge hos arbejdsmarkedets parter, men det er altså også noget, der ganske enkelt handler om, at vi som samfund har nogle regler, der tilgodeser ofre for vold på ordentlig vis. Derfor ville vi sådan set gerne, at man havde igangsat den her udredning af de forskellige løsninger, så vi kunne få den bedst mulige, men vi har også hørt, at der er god velvilje i regeringen, og det er selvfølgelig det positive, vi skal fokusere på i dag, så det noterer vi os.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet ... Jo, hr. Bent Bøgsted vil vist gerne, og hr. Bent Bøgsted vil gerne slutte af? Ja. Hr. Joachim B. Olsen.

Mange tak. Formålet med det her beslutningsforslag er at pålægge regeringen at udarbejde en rapport om forskellige løsningsmodeller, der understøtter ansattes muligheder for at få erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdspladsen.

Vi synes, intentionen er rigtig god. Altså, det handler selvfølgelig først og fremmest om, at vi skal have fokus på at modvirke, at der opstår vold på arbejdsmarkedet. Det ved jeg at der bliver gjort rigtig meget for, både i den offentlige sektor og i den private sektor. Og mange af de løsningsforslag tror vi egentlig også er bedst, hvis de ligesom fremkommer ude på arbejdspladserne.

Vi kan ikke støtte det her beslutningsforslag, fordi det jo altså handler om, at der skal udarbejdes endnu en rapport. Og da der pågår et arbejde lige nu, der handler om at finde løsninger, så synes vi, det er lidt utidigt, at vi nu fra Folketingets side skal igangsætte endnu en rapport på det her område. Det mener vi ikke der er brug for. Hvis det er sådan, at man fra partiernes side har nogle konkrete løsningsforslag, som man mener vil kunne adressere nogle af de problemer, som måtte være, jamen så bring dem til torvs, og så kan vi jo snakke om dem. Men udarbejdelse af endnu en rapport er ikke noget, som vi kan støtte.

Tak til hr. Joachim B. Olsen. Og så er der en kort bemærkning fra beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Jeg føler bare behov for ligesom at få præciseret den her debat – som i øvrigt har været en god debat, vil jeg gerne understrege. For at der overhovedet ikke skal være nogen tvivl om det, vil jeg sige, at jeg har hørt alle partier, inklusive regeringspartierne, anerkende det problem, som bliver rejst i beslutningsforslaget af de fire partier. Og det, vi har prøvet på at sige meget præcist, er, at der i øjeblikket foregår forhandlinger på baggrund af Jørgen Søndergaard-rapporten om arbejdsskader. Det er faktisk relativt lang fremskredet. Jeg tror ikke, vi bliver færdige før sommer, men jeg tror, det er færdigt efter sommeren.

Det, der er den klare melding, er, at det her problem er et reelt problem. Og hvis det her problem ikke er løst, når det arbejde er færdigt, ja, så er problemet der jo stadig væk, og så skal det løses på en anden måde. Men jeg tror faktisk, at det kan løses i det arbejde, vi er i gang med i øjeblikket.

Der er lige en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen. Værsgo.

Jeg vil gerne spørge beskæftigelsesministeren, om det er sådan, at ministeren simpelt hen vil love, at der kommer en løsning, hvor voldsofre, der er offentligt ansatte, og deres erstatningsmuligheder ligestilles med, hvis man som almindelig borger bliver udsat for vold.

Beskæftigelsesministeren.

Jeg vil sige til hr. Eigil Andersen, at jeg ikke vil gå ind i den slags detaljer på nuværende tidspunkt – selv om det jo ikke er en detalje. Det, der er min klare pointe her, er, at alle Folketingets partier har anerkendt, at her er der et problem. Så er vi nogle partier, som har sagt: Det er vi også enige i, men vi synes faktisk, der er mulighed for at løse det i den dialog, den forhandling, der er med arbejdsmarkedets parter, hvor alle parter er til stede. Der tror vi også at det vil lykkes at få løst det her problem.

Skulle det mod forventning vise sig ikke at være tilfældet, er problemet der jo stadig væk, og så skal det løses. Og præcis hvad det så i givet fald er for en løsning, der skal være, vil jeg afholde mig fra at være detaljeret om i dag. Men en løsning skal der selvfølgelig findes.

Tak. Hr. Eigil Andersen.

Som ministeren selv siger, er det her faktisk ikke en detalje. Det er det væsentligste punkt i den her debat. Altså, hvis jeg går på gaden og bliver slået ned, har jeg visse erstatningsmuligheder. Og jeg løber en risiko ved at gå på gaden. Hvis jeg er offentligt ansat og jeg bliver slået ned i kraft af mit arbejde, er jeg ramt på to måder. Dels er jeg blevet udsat for vold, dels har jeg været ude for en arbejdsskade. Jeg skal selvfølgelig have erstatning for arbejdsskaden, og det får man også, men mit spørgsmål er fortsat:

Vil ministeren love, at man som offentligt ansat og voldsoffer bliver ligestillet med, hvis man går på gaden som almindelig borger og voldsoffer?

Tak. Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Eigil Andersen, at det jo præcis er det, hele debatten her i dag har handlet om – hvor beslutningsforslaget er klart, og hvor de partier, som ikke står bag beslutningsforslaget, har anerkendt problemet, og at der skal findes en løsning på det. Jeg siger så bare, at den tror jeg vi finder i de forhandlinger, der er i gang i øjeblikket. Skulle det mod forventning vise sig ikke at være tilfældet, er problemet jo ikke væk, og så skal det løses på en anden måde.

Tak for det. Så er det hr. Bent Bøgsted, der er ordfører for forslagsstillerne. Værsgo.

Tak, formand. Jeg tror, jeg vil starte med lige at sige tak til Enhedslisten, SF og Konservative for at samarbejde om det her beslutningsforslag. Jeg synes, vi har haft en rigtig god debat her i dag, og det er ikke sådan, at beslutningsforslaget er blevet afvist af nogen partier. Så det er positivt, og der er kommet mange positive tilkendegivelser.

Jeg tror, det kan være, der er lidt misforståelser, med hensyn til hvordan hele systemet fungerer, for der er jo det her med, at en kommune ikke kan tegne en ansvarsforsikring, hvis en af klienterne er under servicelovens bestemmelser. Så kan man ikke tegne en ansvarsforsikring for borgeren. Det er så det, der åbenbart kan være nogle misforståelser med. Det, jeg tager for gode varer fra ministeren, er, at der bliver fundet en løsning på de problemer, der er for dem, der arbejder med borgere, der har særlige problemer.

Jeg synes, vi er nået langt. Og vi har fået en klar tilkendegivelse fra ministeren her til sidst om, at problemerne vil blive løst. Og hvis ikke de bliver løst i forbindelse med trepartsforhandlingerne, er ministeren indstillet på, at der skal findes en løsning. Det tager jeg også for gode varer.

Nu ved vi jo ikke, hvem der kommer til at sidde i regering efter et valg. Det kan være, det er en anden minister. Det ved vi ikke. Og hvilken farve ministeren har, ved vi heller ikke. Men jeg synes, der er så bred opbakning, at uanset hvilken regering vi får efter et valg, er der grundlag for, at der skal findes en løsning på det her problem. Det føler jeg at der er tilsagn fra alle partier om, nemlig at uanset hvordan skal der findes en løsning.

Jeg vil sige tak for den gode debat, og jeg ser frem til det resultat, der kommer på et tidspunkt. Så er det bare spørgsmålet, hvornår det kommer. Det kan ministeren så ikke lige sige nu og her, men det kommer i nær fremtid. Sådan forstod jeg det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Peter Juel Jensen, værsgo.

Tak. Det kunne være spændende at høre, hvilken rolle ordføreren ser at kommunerne spiller i alt det her.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at kommunerne er arbejdsgivere for mange af de personer, der bliver udsat for vold. Det er kommunerne, der er arbejdsgivere, så selvfølgelig spiller de en stor rolle. Blandt dem, der bliver udsat for vold, kan der også være tale om mennesker, der arbejder som handicaphjælpere, og som er direkte ansat af den handicappede.

Så kommunerne spiller selvfølgelig en stor rolle som arbejdsgiver i den forbindelse, men der er bare det, at de ikke kan tegne en ansvarsforsikring, på grund af at borgeren er omfattet af servicelovens bestemmelser. Det er jo sådan et problem, der skal håndteres, hvis vi skal løse det her.

Hr. Peter Juel Jensen.

Er det så ikke således, at staten og kommunerne er det, der hedder selvforsikrende? Jeg mener, at man i staten reserverer en pæn pulje penge til, hvis der skulle opstå forsikringsproblematikker i forbindelse med statens materiel. Kommunerne gør vel det samme – dvs. at de afsætter en pulje penge, og så har man vel mulighed for der som kommune at gå ind og kompensere, således at man lever op til det ansvar, man har som kommunal arbejdsgiver og sikrer sine medarbejdere bedst muligt. Så kommunerne spiller vel også en rolle i alt det her.

Tak. Ordføreren.

Jo, det gør de, men tilsyneladende er der rigtig mange, der ikke kan få den erstatning udbetalt, og så er vi jo lige vidt.

Tak for det.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.