Tak.
Med det her beslutningsforslag foreslår regeringen, at Danmark ratificerer den valgfrie protokol af 19.
december 2011 til konventionen om barnets rettigheder om en procedure for henvendelser, om tilslutning til en FN-komité, som kan modtage og behandle individuelle klager vedrørende børns rettigheder.
Det forekommer naturligvis ganske ligefremt at vedtage denne procedure:
Hvem kan være imod at sikre bedre rettigheder for børnene i verden?
Vi gør også rigtig meget i Danmark for at sikre børnene og børnenes rettigheder.
Vi har i Danmark i de seneste år givet børn flere rettigheder.
Vi har haft fokus på at styrke børnenes retssikkerhed.
Der er blevet lavet brede politiske aftaler, hvor børn har været i centrum – tænk bare på Barnets Reform, forældreansvarsloven, børnesamtaler m.v.
Det er bare nogle af de sådan lidt større initiativer med tilhørende lovgivning, som vi har fået implementeret.
Man kan kun sige, at der er løbende opmærksomhed på børns vilkår.
Det skal selvfølgelig hele tiden gøres bedre, og der er mange områder, hvor vi ikke er i mål; det er også rigtigt.
Men jeg tror, vi er på rette vej.
I Dansk Folkeparti tror vi på, at det handler om de handlinger, man udfører, og de resultater, man opnår i samfundet, og det er vigtigere, end at man underskriver en procedure for henvendelser, en rettighed til at klage til en komité.
I Danmark har vi, som vi jo alle ved, ratificeret Børnekonventionen og dermed også internationalt forpligtet os til at overholde konventionen, og konventionen kan så påberåbes og anvendes af domstolene.
Vi har også underskrevet de første to valgfri protokoller henholdsvis om inddragelse af børn i væbnede konflikter og om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi.
Begge protokoller er ratificeret med Dansk Folkepartis støtte, fordi vi finder arbejdet vigtigt.
Nu står vi så med et forslag om en tredje valgfri protokol om individuel klageadgang til FN's Komité for Barnets Rettigheder.
Der er flere udfordringer i det forslag.
Først og fremmest fjerner det suverænitet fra Danmark.
Vi giver en komité under FN en kompetence til at modtage og behandle individuelle klager; det er en kompetence, som retteligen bør fastholdes i det danske retssystem.
Hertil vil nogle så sige, at komiteen ikke har dømmende myndighed, for den kan kun rådgive og komme med henstillinger.
Det betyder på den ene side, at vi så kan sige, at det er lige meget, hvad den siger; vi behøver jo egentlig ikke høre efter.
På den anden side vil en dansk domstol naturligt nok tage bestik af, hvad der måtte komme af henstillinger, hvilket gør det ekstra betænkeligt, fordi komiteen har magt uden at have reel magt.
I forbindelse med høringssvarene anføres det, at klageadgangen vil styrke børns rettigheder i Danmark.
Det antyder jo på den ene side, at der er et problem i dag med børns rettigheder i Danmark.
Det mener vi er noget, man skal tage vældig alvorligt og gøre noget ved i
Danmark.
Vi skal ikke løse det ved at tilslutte os en international komité.
På den anden side giver det en illusion af, at komiteen reelt kan sikre børns rettigheder, hvilket så egentlig heller ikke er sandt, fordi komiteen ikke har nogen myndighed.
I Dansk Folkeparti tager vi de internationale aftaler meget alvorligt, også i praksis og ikke kun på papiret.
Desværre er det ikke tilfældet for nogle lande i verden, hvor de trods en underskrift af konventionen ikke behandler børn ordentligt.
Der er eksempler på handel med børn, børnesoldater, tvangsægteskaber, umenneskelige forhold for børnearbejdere osv.
osv.
Vi hører jævnligt om det, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe.
Man kan sige, at den dag, hvor komiteen reelt havde myndighed til reelt at sikre børns rettigheder i de lande, så kunne vi begynde at tale om det.
Indtil da vil vi i Dansk Folkeparti hellere bruge vores kræfter på at sikre børns rettigheder i Danmark via det danske retssystem frem for at tilslutte os internationale komiteer.
Man skal også tage kampen ude i verden for at bedre børns vilkår, men vi tror ikke, at det gøres via sådan en komité.
Derfor kan vi i Dansk Folkeparti ikke støtte, at man tilslutter sig protokollen.