Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 73:

Forslag til folketingsbeslutning om voksenattester til personer, der arbejder med udviklingshæmmede.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 17.02.2015).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak, formand. Dansk Folkeparti vil med B 73 pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om, at voksne, der arbejder med f.eks. mennesker med udviklingshæmning på institutioner, i bofællesskaber og lignende steder, efter samtykke skal aflevere en voksenattest. Attesten skal vise, at den pågældende ikke er dømt efter straffeloven for en række nærmere bestemte straffelovsovertrædelser, herunder seksualforbrydelser. Beslutningsforslaget er inspireret af børneattesterne. Sådanne attester er det lovpligtigt for idrætsforeninger, spejderklubber, daginstitutioner m.v. at indhente. Det skal de gøre, inden de ansætter eller beskæftiger personer, der skal have direkte kontakt med eller fast færdes blandt børn under 15 år, og som har mulighed for at opnå direkte kontakt til dem.

Regeringen er fuldstændig enig med forslagsstillerne i, hvor vigtigt det er at forebygge, at bl.a. udviklingshæmmede udsættes for seksualforbrydelser eller andre straffelovsovertrædelser af ansatte på boformerne. Regeringen mener derfor, at hensigten bag forslaget er både sympatisk og vigtig.

Men ser vi på forslaget, må vi konstatere, at det er uklart på en lang række punkter. Hertil kommer, at det er uklart, om den skitserede løsning står mål med problemets omfang. Vi har spurgt i KL, og de har oplyst, at de ikke indsamler oplysninger på det her område. KL har desuden ikke umiddelbart kendskab til konkrete eksempler på ansatte, som er tidligere dømt for straffelovsovertrædelser.

Alle de uklare elementer skal ses i lyset af, at man allerede i dag kan indhente eller bede om samtykke til at indhente straffeattester, og at vi med tilsynsreformen har fået et redskab til at sikre ledelsesmæssigt fokus på at arbejde målrettet med at forhindre overgreb i botilbud. Derfor kan regeringen ikke støtte forslaget.

Beslutningsforslaget er som sagt på en række punkter uklart. Derfor ved vi ikke, hvor omfattende det egentlig er. DF lægger op til forhandling om, at forslaget ikke kun omfatter seksualforbrydelser, men eventuelt også f.eks. vold og tyveri. Så vi ved ikke, hvad en voksenattest egentlig skal omfatte. Det fremgår heller ikke, hvor længe DF forestiller sig, at oplysningerne skal stå på voksenattesten. Er det i en kortere periode, eller f.eks. til den registrerede fylder 80 år? Det fremgår heller ikke, om forslaget omfatter personer, der allerede er ansat og arbejder med målgruppen, eller om det alene tager sigte på nye ansættelser.

Hvis forslaget omfatter personer, der allerede er ansat, vil det aktualisere en række ansættelsesretlige problemstillinger, f.eks. hvilke ansættelsesretlige konsekvenser det skal have, hvis en ansat nægter at give samtykke til, at voksenattesten kan indhentes. Det fremgår heller ikke, om forslaget omfatter eventuelle frivillige, der fast færdes blandt beboerne og hjælper beboerne, men som ikke får løn for indsatsen. Og endelig har jeg også bemærket, at DF ikke i beslutningsforslaget har anvist, hvordan det skal finansieres. Så det er også uklart.

Alle uklarhederne skal ses i lyset af, at regeringen for det første allerede har taget initiativer, der bidrager til at forhindre, at målgruppen udsættes for seksuelle overgreb og andre overgreb. Initiativerne i tilsynsreformen, der trådte i kraft i 2014, skal bidrage til at sikre, at personale i de boformer, der er omfattet af tilsynet, ikke begår overgreb mod målgruppen. Socialtilsynet træffer afgørelse om godkendelse af tilbud ud fra en vurdering af, om døgntilbuddet har den fornødne kvalitet. Kvaliteten vurderes på baggrund af en samlet vurdering af en række temaer, som er konkretiseret i kvalitetskriterier. Et af kriterierne er, at tilbuddet forebygger overgreb, herunder både fysisk og psykisk og seksuel vold mellem borgere i tilbuddet, overgreb fra borgere mod medarbejdere og overgreb fra medarbejdere mod borgere. Godkendelsen er en betingelse for, at døgntilbuddet kan indgå i den kommunale forsyning.

Den målgruppe, som der er tale om i beslutningsforslaget, er svage borgere, og netop derfor er det helt rigtigt, at vi med tilsynet har skærpet fokus hos lederne af døgntilbud på at forebygge vold mellem alle borgere og medarbejdere. Det er et ansvar, lederne skal tage på sig, og det er et ansvar, som de af tilsynet bliver målt på. For mig at se er tilsynet og kvalitetsarbejdet et rigtig godt instrument til at arbejde målrettet med at forhindre overgreb i dagligdagen. Tilbuddene skal have fokus på at forhindre vold hver dag og ikke kun lejlighedsvis i forbindelse med ansættelse af personale.

Det er for det andet allerede en mulighed at indhente straffeattester. Reglerne vedrørende Kriminalregisteret og straffeattester hører til under Justitsministeriet, som har oplyst mig om, at der er flere mulighed for at indhente straffeattester og afgørelser om overtrædelse af straffeloven, lovgivningen om euforiserende stoffer og tilholdsloven. Som reglerne er i dag, er det muligt for private og offentlige myndigheder med samtykke at indhente private straffeattester, der indeholder oplysninger om straffelovsovertrædelser, som kan have relevans i forhold til personer, der arbejder med udviklingshæmmede.

Afgørelser bliver som udgangspunkt stående på den private straffeattest i 2, 3 eller 5 år, afhængigt af hvilken sanktion der er tale om. Det er endvidere i en række tilfælde muligt for offentlige myndigheder med eller uden samtykke at indhente offentlige straffeattester, som også indeholder oplysninger om bl.a. straffelovsovertrædelser. På en offentlig straffeattest står afgørelserne som udgangspunkt i 10 år. Både offentlige og private arbejdsgivere har således i dag mulighed for at indhente eller bede om samtykke til at indhente en straffeattest, når det er relevant. Set i det lys mener jeg, at forslaget her skaber et stort automatisk og sådan set også unødigt bureaukrati. Der vil således skulle udvikles nye typer af straffeattester og nye sagsgange hos både offentlige og private arbejdsgivere. Det her skal også ses i lyset af, at jeg er helt sikker på, at alle de partier, der er herinde i dag, sådan set i den grad har talt for at afbureaukratisere.

Endelig vil jeg gerne gøre opmærksom på, at med de regler, vi har for private og offentlige straffeattester i dag, kan man se en afgørelse i en vis periode. Reglerne er udtryk for en balance mellem på den ene side hensynet til bl.a. borgerne og på den anden side den resocialiseringsmulighed, vi som samfund bør give personer, der har udstået en straf. Skal f.eks. et tyveri begået i ungdommen for mange år siden forhindre en person, der har udstået sin straf og er slået ind på en anden livsbane, i at arbejde med mennesker med handicap mange år senere? Justitsministeriet har oplyst mig om, at der i Justitsministeriet i øjeblikket foregår et arbejde med mere generelt at se på, hvilken rolle straffeattesterne bør spille i fremtiden, og om den nævnte balance i forhold til resocialisering bør justeres. Jeg synes, at det er den rigtige måde at håndtere de ideer på, som beslutningsforslaget er et udtryk for, frem for at skabe flere forskellige straffeattesttesttyper til diverse særområder, og hvor der skal gælde særlige regler for indhentelse og anvendelse.

Afslutningsvis vil jeg gentage, at regeringen er fuldstændig enig i intentionen med forslaget, men det er allerede i dag muligt at indhente eller bede om samtykke til at indhente straffeattester. Vi har med socialtilsynet fokus på at forhindre overgreb, og der foregår som sagt i øjeblikket et arbejde i Justitsministeriet med mere generelt at se på, hvilken rolle straffeattesterne bør spille i fremtiden. Det er derfor meget uklart, om forslaget, som tilmed medfører bureaukrati, står mål med problemstillingen. På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning. Den er fra fru Karina Adsbøl.

Jeg synes jo, at det var en tynd omgang fra ministeren, netop også fordi Dansk Folkeparti lægger op til, at det er noget, vi skal drøfte i fællesskab – også i forhold til afgrænsningen. Noget andet er, at ministeren siger, at de har kontaktet KL. Hvorfor har ministeren ikke kontaktet handicaporganisationerne? Hvorfor har ministeren ikke kontaktet LEV for at høre om deres erfaringer inden for det her område? Netop det, at der ikke er nogen, der ved rigtig meget om det her, er jo også, fordi der sikkert er et stort – kan man sige – mørketal på det her område.

Men så kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren: Hvad mener ministeren der skal ske, hvis der er plejepersonale, der begår et overgreb? Nu er det jo sådan i dag, at man kan få frakendt retten i indtil 5 år, hvor man ikke kan arbejde med mennesker, men det kan man jo så efterfølgende, også hvis man har begået seksuelle overgreb eller andet. Hvad mener ministeren så at der skal til?

Ministeren.

Jeg er lidt ked af det spørgsmål, fordi jeg har sådan set brugt 7 minutter og 13 sekunder på at redegøre for regeringens holdning og sådan set også for, hvad der allerede sker, f.eks. at man allerede kan indhente straffeattester, hvor det er nødvendigt og relevant. Jeg har redegjort for, hvad Justitsministeriet er i gang med, og det er lige i øjeblikket et arbejde med at kigge på det her område, og så har jeg sådan set også redegjort for, hvor uklart det her forslag egentlig er, hvor meget bureaukrati det egentlig kan medføre. Der er ikke anvist finansiering, og det er desværre bare rigtig, rigtig svært at forstå. Jeg kunne godt forstå intentionen, det har jeg sådan set ikke noget problem med, men det er et meget, meget uklart forslag.

Fru Karina Adsbøl.

Det er jo netop derfor, at vi lægger op til at få en diskussion om det her, med hensyn til hvad de her attester skal indeholde, og hvor afgrænsningen skal være.

I forhold til økonomien i det her må jeg bare sige, at jeg jo er bekendt med, at der ryger 8 mio. kr. tilbage i satspuljen, fordi der ikke bliver gennemført noget lovforslag om voksenbestemmelsen, det bliver trukket tilbage. Der var jo mulighed for at gennemføre det. Man ville overhovedet ikke drøfte eller se på det her område for at se, hvor stort problemet er, selv om vi faktisk ved, at der foregår de her ting. Jeg har en hel liste over, hvad der er foregået, også i forhold til seksuelle overgreb og i forhold til tyverier. Så synes jeg bare, at det er ærgerligt, at ministeren overhovedet ikke vil drøfte det her og tage det alvorligt.

Ministeren.

Der tror jeg lige at man skal korrigere sig selv, fordi vi står jo på den her talerstol på skift alle sammen for netop at drøfte forslaget. At skyde mig i skoene, at jeg ikke tager det alvorligt, synes jeg også er lige groft nok. Det må jeg helt klart sige.

Jeg brugte jo min taletid, de 7 minutter og 13 sekunder, på at fortælle, at vi rent faktisk tager det alvorligt, og at jeg sådan set er enig i intentionerne i forslaget, men jeg synes også, jeg redegjorde for, at det er muligt allerede på alle mulige andre områder at indhente straffeattester både for private og offentlige, og jeg synes også et eller andet sted, at jeg redegjorde for, hvor bureaukratisk det her risikerer at blive, og det synes jeg sådan set ikke at der er nogen der er tjent med. Det her handler jo ikke om, at vi ikke tager det alvorligt. Sker der et overgreb, er det en politimæssig sag, og så ved jeg jo, at de rette myndigheder selvfølgelig tager sig af den sag. Det er klart.

Det har afstedkommet et par ekstra korte bemærkninger. Den første er fra hr. Orla Hav.

Jeg vil gerne sige pænt tak til ministeren for en ordentlig og seriøs gennemgang af et alvorligt emne og for klare signaler om, at det her selvfølgelig er noget, som samfundet skal tage seriøst.

Jeg har forsøgt at have kloge folk til at finde ud af, om vi har haft nogle konkrete sager om det her emne, for det bør jo være sådan, at det, Folketinget foretager sig, har rod i en virkelighed, vi kender til: Har der været politisager, har der været sager omtalt i pressen osv.? Jeg har ikke kunnet finde dem. Det er muligt, at ministeren, som jo har et lidt større hjælpeapparat, har haft mulighed for at finde sådanne sager.

Ministeren.

Altså, vi har som sagt spurgt i KL, og de har oplyst – også som sagt – at de ikke indsamler oplysninger på det her område. Men til det hører også, at KL har oplyst, at de umiddelbart ikke kender eller har kendskab til konkrete eksempler på ansatte, som tidligere er dømt for straffelovsovertrædelser.

Hr. Orla Hav.

Så skal jeg bare spørge ministeren: Er det sådan sædvanlig praksis, at Folketinget skal lave lovgivning på mavefornemmelser?

Ministeren.

Jeg vil selvfølgelig gerne advare mod, at man laver lovgivning på baggrund af mavefornemmelser, men holder sig til madlavning i stedet for.

Det kunne være spændende med en videnskabelig undersøgelse af, om det aldrig er sket, men lad os gå videre til den næste korte bemærkning. Den er fra fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Tak for det. Vi har med en borgergruppe at gøre, der ikke selv kan sige fra, og de kan måske heller ikke selv bede om hjælp. Vi har fra udlandet klar viden om, at der også foregår overgreb på det område, og vi vælger så alligevel at sige, at det her hælder vi ned ad brættet, og vi skal på ingen måde forholde os til det, for i det øjeblik, et beslutningsforslag bliver stemt ned i Folketingssalen, kommer der ikke til at ske mere.

Er det sådan, jeg skal forstå socialministerens indstilling?

Ministeren.

Jeg synes, det er trist, at man begynder at skyde hinanden den slags i skoene. Jeg synes hellere, Venstre skulle prøve at forholde sig til beslutningsforslagets indhold, for jeg er i den grad overrasket over, hvis Venstre støtter det her forslag. Jeg troede ellers, Venstre var et parti, som gik imod bureaukrati. Det har jeg i hvert fald hørt, både fra partiet og fra nogle af de forhandlinger, vi har haft.

Jeg synes heller ikke, Venstre – det glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til at høre – forholder sig til, hvad der skal ske med de mennesker, som allerede er ansat. Jeg vil også glæde mig til at høre Venstres holdning til de mennesker, som er frivillige på de forskellige steder. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Men det betyder jo ikke, at man ikke bifalder intentionen, og det har jeg også sagt. Sker der et overgreb, er det en politimæssig opgave, og Justitsministeriet er rent faktisk i gang med at se på området omkring attester. Det er jo altså sådan – og jeg ville være bekymret, hvis det var det modsatte – at man allerede i dag kan indhente en straffeattest.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Ministeren kunne tage en samtale med sin kollega kulturministeren, for det er jo ikke mange dage siden, at vi i denne sal stemte for, at skal man være lektiehjælper på landets biblioteker, skal man også have en børneattest, der er ren. Hvori er forskellen?

Ministeren.

Det er jo, at når man arbejder med børn, er det i sagens natur sådan, at der skal være en børneattest.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og den første er fru Anne-Mette Winther Christiansen fra Venstre.

Tak for det. Dansk Folkeparti har fremsat det her beslutningsforslag, som jo omhandler, at voksne, der arbejder med udviklingshæmmede og mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse på institutioner, bofællesskaber og lignende, efter samtykke skal aflevere en voksenattest, der viser, at den pågældende ikke er dømt efter straffeloven for overtrædelse af en række nærmere bestemte bestemmelser . Afgrænsningen af disse skal ske efter forhandlinger med Folketingets partier. Altså er der lagt op til en åben drøftelse, hvor vi sammen kan være med til at få lavet en beskrivelse af, hvad det præcis er, vi ønsker der skal med.

Baggrunden er jo, at vi altså har en viden om, at der sker seksuelle overgreb mod udviklingshæmmede og mod mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, og derfor er det for os en rimelig tanke, at man skaber en lighed mellem de helt kendte børneattester, som blev indført for flere år siden, og voksenområdet for mennesker, der har denne funktionsnedsættelse og udviklingshæmning.

Ja, Venstre ser meget positivt på forslaget og støtter det gerne. Vi synes, det skal være en logisk følge af, at vi har indført attester på børneområdet. Og ja, vi vil gerne være talerør for også at lave en afskærmning og beskyttelse af vores voksne, der har en udviklingshæmning. Det er svage borgere, og det manglede bare, at vi ikke skulle sætte et værn op, så vi er sikre på, at vi i hvert fald ansætter nogle, der ikke tidligere har været straffet. Derudover vil der jo ske det, at de medarbejdere, der er på stedet, dermed vil få fjernet den mistanke, der kan falde på dem, hvis der foregår et overgreb.

Et krav om voksenattester handler om mere end selve attesterne. Det sender jo et signal til de ansvarlige ledere om at være opmærksomme på, hvad det er, der foregår, og hvilken adfærd der er på stedet. Vi mener, det er vigtigt, at man tager det ansvar meget alvorligt, når man i det daglige arbejde leder bosteder og institutioner, og at man er opmærksom på, at tingene fungerer godt.

Virkeligheden er, at selv om man gør indhentelse af voksenattester obligatorisk, er vi klar over, at vi ikke kan lave en vandtæt garanti, men vi kan i hvert fald være sikre på, at eventuelle krænkere ikke har en chance for at få ansættelse på steder, hvor der er udviklingshæmmede. Vi skal jo tænke på, at krænkere ikke starter med at stå i et register. Altså, der skal jo først foretages en krænkelse, før de kan blive registreret. Alligevel har vi den overbevisning, at det er bedre, at man har afleveret en ren straffeattest, når man får ansættelse, og dermed kommer vi stille og roligt ind på, at vi ved, hvordan området er.

Vi vil gerne se positivt på det her. Vi ser gerne en udvalgsbehandling, hvor vi kan lave et sagligt arbejde om det, og vi er ikke så bekymrede, som det lader til at regeringen er.

Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Orla Hav.

Tak til ordføreren. Jeg skal bare spørge ind til det, som ordføreren siger, om, at vi ved, at der finder en række overgreb sted. Kunne ordføreren så ikke oplyse, hvor ordføreren har sin viden fra? Jeg har godt læst, at vi har nogle udenlandske undersøgelser, men er de overførbare til danske forhold? Jeg kender det danske institutionsberedskab rimelig godt og ved, at der opereres med en endog meget høj etik på det her område. Derfor vil jeg gerne have, at ordføreren gør os delagtige i, om der findes danske eksempler på det, man siger man ved.

Ordføreren.

I dette øjeblik vil jeg gerne være talerør for vores udviklingshæmmede, som ikke selv kan sige fra. Vi har udenlandske undersøgelser, der viser, at der er stor risiko og stor sandsynlighed for, at der sker overgreb. Så kan man tage snakken med de organisationer i Danmark om, hvad de vurderer. Når vi oplever, at der er en situation i Danmark, hvad gør vi så? Vi kan ikke gøre noget i dag. Vi kan ansætte vedkommende i en anden institution senere. Der vil ikke være et øje, der vil ane, at noget er sket. Mig bekendt er der lavet en anonym registrering, og jeg kan jo så sige, at det da er bekymrende, hvis der er bare et eneste tilfælde. Det er for mig et for meget.

Hr. Orla Hav.

Jeg tror da, at vi deler det synspunkt. Det her skal ikke være udtryk for, at vi skal negligere noget, men vi skal jo heller ikke skabe unødig frygt hos de beboere, der er på opholdssteder eller institutioner, på forskellig vis eller hos det personale, som dagligt gør et stort stykke arbejde for det her samfund.

Så jeg spørger: Når vi nu i forvejen har mulighed for at indhente straffeattester og man bevidst arbejder med at have en ordentlig personalepolitik og en ordentlig etik over for beboerne, hvad er det så for et redskab, som ordføreren mangler?

Ordføreren.

Jeg vil gerne være med til at lave en direkte parallel til de børneattester, vi har lavet sammen for mange år siden. Så sent som for et par uger siden stemte vi ja til kulturministerens lektiehjælperattester. Jeg ser ikke den store forskel mellem at være 17 år og 9 måneder og være 18 år og 2 måneder, men der er en himmel til forskel i øjeblikket, for i det øjeblik, man runder de 18 år, er man i voksenområdet, og så bliver man overhovedet ikke sikret beskyttelse af nogen art, hvis der ikke af ansættelsesstedet laves et krav om en attest. Så længe vi ikke kan sige, at der sådan set er rene linjer og vi har styr på det hele, vi har overblikket, vil jeg gerne være med til også at lave voksenattester.

Jeg siger tak til fru Anne-Mette Winther Christiansen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører, og det er for Socialdemokraterne hr. Orla Hav.

Tak for det. Jeg tror ikke, der findes noget menneske, der vil tale imod den gode hensigt i forsøget på at beskytte mennesker, der har svært ved at værge sig mod overgreb eller udnyttelse. Det er ikke det, den her tale skal handle om.

Imidlertid rejser det beslutningsforslag, som er fremsat her i dag, en række principielle spørgsmål og en hel række usikkerhedsmomenter, som ministeren jo også har været inde på. Institutioner, kommuner og regioner, der står for driften af botilbud til udviklingshæmmede mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, har i dag ansvaret for at sikre beboerne tryghed i hverdagen. Det er en del af den etik, der indgår i de uddannelser, der berettiger til ansættelse i disse tilbud.

Det er min erfaring, at institutionerne og tilbuddene i høj grad er deres ansvar bevidst i den her sammenhæng. Forslaget retter sig mod institutioner, bofællesskaber og lignende. Det er altså et meget bredt spektrum, man ønsker beslutningsforslaget skal gælde for.

I rigtig mange af de her tilbud – for ikke at sige dem alle – har beboerne status som opholdende sig i eget hjem. Hvad er det så for nogle regler, der er gældende? Dertil kommer, at vi har en lovgivning, der gør, som Venstres ordfører gjorde rede for for et øjeblik siden, at alle mennesker jo bliver myndige. Hvordan vil man så sikre hensynet til, at folk uanset funktionsgrad også er mennesker med selvstændighed i henhold til myndighedsloven? Vil man gå så vidt, at man vil skride til umyndiggørelse for at beskytte en borger mod eventuelle alliancer, som omverdenen finder upassende?

Det siger sig selv, at man skal værne om mennesker, der ikke selv kan sikre sig dette, men med forslaget her rejser der sig utrolig mange uafklarede spørgsmål, og vi skal også sikre, at gruppen kan bevare rettigheder til egne valg. Egne valg skal naturligvis bygge på ligeværdighed, og hvis det ikke er tilfældet, er det selvfølgelig en politisag, som ministeren har gjort rede for.

Vi støtter ikke beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl.

Jeg må sige, at det var jeg også blevet overrasket over hvis ordføreren gjorde.

Men er ordføreren bekendt med, at der er undersøgelser, der viser, at mennesker med et handicap er mere udsatte end andre, at de er i større risiko for at blive udsat for såvel tyveri og anden kriminalitet som overgreb og seksuelle krænkelser?

Hr. Orla Hav.

Ja. Er fru Karina Adsbøl så også bekendt med det store stykke professionelle arbejde, der foregår i de institutioner, som de pågældende er i, og at dette arbejde jo så hermed risikerer at blive miskrediteret, fordi man sætter et ekstra spørgsmålstegn ved det og siger, at det her skulle være noget særligt?

Der er redskaber til at indhente straffeattest; der er en etik på de institutioner, der findes rundtomkring; og der er i høj grad en bevidsthed om, at man selvfølgelig skal sikre ligeværdighed på det her område.

Så jeg kan ikke få øje på andet, end at man igen er ude i noget, der går på mavefornemmelsen. Og jeg synes ikke, det er godt nok at lave lovgivning på baggrund af mavefornemmelser, eller hvad der er foregået et eller sted i udlandet, som der bliver henvist til, når vi i forvejen har redskaberne til at håndtere det.

Fru Karina Adsbøl.

Nu er jeg selv social- og sundhedshjælper, og jeg er også social- og sundhedsassistent. Jeg har også arbejdet på institution og har også afleveret børneattest og ville med glæde gøre det samme, hvis jeg skulle ud at arbejde et sted, hvor der var mennesker, der havde et handicap – udviklingshæmmede og andet. Så det er overhovedet ikke for at bringe nogen i miskredit, det er også for at skabe tryghed blandt personalet og selvfølgelig blandt beboerne.

Men når ordføreren siger det på den måde, så kan ordføreren måske sige, hvad forskellen så er, i forhold til at vi i dag beskytter børnene med børneattester. I de tilfælde kan man vel også indhente en straffeattest, hvis det er det, man vil.

Hr. Orla Hav.

Den væsentlige forskel er, at børn er børn, og sådan er det, og børn har ikke den samme mulighed for at vide, hvad der er normen i samfundet. Og derfor er den afgørende forskel, at børn altså er børn. Og vi skal respektere, at udviklingshæmmede jo også bliver voksne og kan foretage egne valg, men det skal selvfølgelig hvile på ligeværdighed, og det er det, fru Karina Adsbøl igen går ind og får sat et lille spørgsmålstegn ved og dermed siger, at der nok er noget snask at hente, og det synes vi ikke om.

Jeg siger tak til Orla Hav. Så har jeg forstået det sådan, at fru Karina Adsbøl gerne vil bruge sin taletid på den måde, at hun tager 5 minutter nu og 5 minutter til sidst, og det er jo en mulighed, der foreligger. Så ordet er fru Karina Adsbøls.

Tak for det. Som en afsluttende bemærkning til Orla Hav vil jeg lige sige, at de her mennesker jo heller ikke altid er 18 år i sindet, men at nogle af dem jo vil være meget yngre, bl.a. måske 6 år.

Men det her beslutningsforslag handler jo om at beskytte nogle af de mest udsatte i vores samfund og pålægge regeringen at fremsætte forslag om, at voksne, der arbejder med udviklingshæmmede og med mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser på institutioner, bofællesskaber og lignende steder, efter samtykke skal aflevere en voksenattest, der viser, at den pågældende ikke er dømt efter straffeloven for overtrædelse af en række nærmere bestemte bestemmelser. Afgrænsningen af disse har vi ønsket skal ske i forhandling med Folketingets partier.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at det er vigtigt at forebygge, at der sker seksuelle overgreb mod udviklingshæmmede samt mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Derfor skal der i lighed med de kendte børneattester indføres voksenattester for personer, der arbejder med udviklingshæmmede og med mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Dansk Folkeparti ønsker, at det her indføres for voksne eller personer fra 15 år og opefter, der skal arbejde i bofællesskaber, institutioner og lignende steder, og vi mener også, at attesten kan tage udgangspunkt i børneattesten. Eksempelvis kan det være relevant at lade domme for vold, voldtægt, seksuelle overgreb og tyveri være omfattet af en voksenattest.

Dansk Folkeparti er åbne over for en forhandling om det nærmere indhold af voksenattesten. Det er hensigten, at det her skal beskytte nogle af dem, der er mest udsatte i vores samfund, og vi vil gerne drøfte det med Folketingets partier og selvfølgelig også i forhold til det økonomiske. Som jeg tidligere sagde, ved vi jo, at vi har afsat midler i satspuljen til implementering og ændringer i serviceloven, som ikke bliver til noget i denne samling, og derfor kan vi eventuelt anvende de midler, der bliver afsat, til finansiering af dette.

Nu har ministeriets folk jo efter sigende kontaktet flere af ordførerne på dette beslutningsforslag – det var sikkert for at sikre, at de ikke kom i mindretal – men her fra talerstolen vil jeg så sige, at ministeren eller ministeriets folk ikke har kontaktet mig for at drøfte dette vigtige emne eller finde løsninger i fællesskab.

Jeg håber, alle mine kollegaer i Folketinget kan se vigtigheden i at forebygge og finde løsninger for de mest udsatte i samfundet. Samtidig vil jeg orientere ordførerne om et spørgsmål, som jeg har stillet til justitsministeren, og jeg citerer fra spørgsmål 284 fra Folketingets Retsudvalg:

»Vil ministeren redegøre for, hvorvidt ansættelse på institutioner, bofællesskaber og lignende steder med udviklingshæmmede og med mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser forudsætter fremlæggelse af straffeattest efter samtykke?«

Justitsministeriets svar er:

»Justitsministeriet har ved bekendtgørelse nr. 881 af 4. juli 2014 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) fastsat nærmere regler om bl.a. udstedelse af straffeattester. Disse regler vedrører imidlertid ikke spørgsmålet om, i hvilke situationer f.eks. en arbejdsgiver stiller krav om, at der fremlægges en straffeattest.

Justitsministeriet er således ikke bekendt med, hvorvidt ansættelse på institutioner mv. som nævnt i spørgsmålet forudsætter fremlæggelse af en straffeattest.«

Derfor ser jeg, at der er grundlag for at øge fokus på denne problemstilling, og jeg ser også frem til, at vi får en god behandling af det her, og jeg vil samtidig benytte lejligheden til at takke Venstre for, at de er positivt indstillet over for det her.

Jeg står her med en række sager, som jeg er bekendt med i forhold til de her overskridelser, og jeg ved også fra udenlandsk forskning – der bliver desværre ikke forsket så meget i det her i Danmark, og det kunne vi jo godt ønske at der blev – at mennesker, som er udviklingshæmmede, og som er socialt og fysisk udsatte, er i større risiko for at lide et overgreb, og jeg kunne egentlig godt læse op fra en af dem i forhold til det her.

Der har været en overtrædelse på en institution, hvor tiltalte, som var ansat som social- og sundhedshjælper, har haft samleje og anden kønslig omgang med en forudrettet, der er beboer på institutionen. Tiltalte er så også blevet dømt for det og har fået frataget sin ret til at arbejde inden for området i 3 år. Der kan vi jo godt diskutere, om man, når man kan finde på sådan nogle ting, kun skal være frataget retten til at arbejde inden for faget i 3 år.

Det er jo min egen faggruppe, vi taler om, for jeg er selv uddannet som social- og sundhedsassistent, og det her er ikke en hetz mod personalet eller andet. Det er simpelt hen en hjælp også til dem, så de kan gå sikkert på arbejde hver dag, men også i forhold til at forebygge, at der sker overgreb og andet mod dem, der er mest udsatte i vores samfund.

Ministeren har bedt om at få en kommentar. Det får han mulighed for heroppefra, og han får op til 3 minutter. Og så venter vi med Orla Hav – det kan være, at han vil stille et spørgsmål til Karina Adsbøl, så hun skal ikke løbe for langt væk. Ministeren.

Jeg vil bare sådan lidt usædvanligt lige tage ordet. Det er sådan, at når ens embedsmænd bliver beskrevet på den måde, som jeg hørte i talen, altså at de har kontaktet de andre politiske partier, er det vigtigt at understrege, at det gør embedsmænd ikke. Det er ordførere, der kontakter de andre politiske partier. Der er stor, stor forskel.

Så er det fru Karina Adsbøl. Og så er der en kort bemærkning fra hr. Orla Hav.

Så vil jeg bare sige tak til ministeren for opklaringen, og at ministeren kan bekræfte, at ordførerne har kontaktet andre partier, men i hvert fald ikke forslagsstillerne. Og så vil jeg beklage, hvis jeg har sagt noget forkert i forhold til embedsværket. Det var selvfølgelig ikke hensigten, men det var sådan, jeg havde forstået det.

Godt, så tror jeg, at den sag er afklaret på tilfredsstillende vis for alle. Jeg kan se, at ministeren nikker, så det er også i orden med ham.

Så giver jeg ordet til hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Ja, for jeg kunne godt have lyst til at stille det samme spørgsmål, som jeg stillede til Venstres ordfører. I forhold til den viden, som fru Karina Adsbøl giver udtryk for selvfølgelig er til stede, delagtiggør fru Karina Adsbøl os ikke i, hvad det er for en konkret viden, der er. Den viden må jo være opsamlet et sted. Og når der er nævnt et konkret eksempel, hvor der oven i købet finder domfældelse sted, er det jo et eksempel på, at det system, vi har, fungerer. Og den ligeværdighed, som der selvfølgelig skal være i forhold til to mennesker, der hitter på at flette fingre, eller hvad det nu er, skal selvfølgelig være der. Det er vi jo ikke uenige i.

Men jeg vil gerne have, at fru Karina Adsbøl delagtiggør os i, hvor den viden stammer fra, der gør, at det er så nødvendigt at lave lovgivning.

Fru Karina Adsbøl.

Den viden ligger jo i forhold til de undersøgelser.

Noget andet er, at jeg har bedt biblioteket om at finde en række domssager netop i de her konkrete sager. Og det kunne Orla Hav jo også bede Folketingets bibliotek om.

Derudover synes jeg, det er vigtigt at skelne, for det her handler ikke om, at nogle fletter fingre, det handler om, at nogle af de her mennesker måske er, kan man sige, tilbage i deres udvikling og måske er 6 år indeni. Og vi ved bare, at mennesker, der har et handicap og en fysisk funktionsnedsættelse, er ekstra udsatte, og det synes jeg da Orla Hav skulle tage en snak om med dem, der netop ved noget om udviklingshæmmede, bl.a. LEV. De kunne sikkert oplyse Orla Hav noget mere om det.

Hr. Orla Hav.

Jeg kan forvisse fru Karina Adsbøl om, at jeg har haft rigtig, rigtig mange kontakter i forhold til det her miljø. Men når fru Karina Adsbøl kommer med et forslag, som skal dække ikke alene udviklingshæmmede, men også fysisk og psykisk handicappede på en eller anden facon, så er det jo et meget, meget bredt spektrum, plus at det er et område, hvor der er rigtig, rigtig mange følelser, og hvor det er meget vigtigt at der er stor tillid mellem det personale, der arbejder der, og de pårørende og de beboere, der er tale om. Og jeg synes ikke, man rammer skiven og underbygger den tillid, der bør være til stede. Så jeg vil gerne høre, hvad det er for nogle undersøgelser, man bygger det på.

Fru Karina Adsbøl.

Dem vil jeg komme med i min næste ordførertale, når jeg går op til sidst.

Men handler det så kun om, at man skal have tillid? Altså, der er jo en grund til, at vi i sin tid fremsatte forslaget om børneattesterne. Det her er det samme princip. Det her handler om, at børn netop skal beskyttes mod overgreb; det handler om, at dem, der er mest udsatte i samfundet, skal beskyttes mod overgreb.

Jeg ved godt, at der er rigtig, rigtig mange, der gør et kæmpestort stykke arbejde; der er dygtige pædagoger, der er dygtige socialassistenter og social- og sundhedshjælpere. Vi har nogle rigtig dygtige personaler. Men indimellem er der blandt alle de her dygtige mennesker altså også nogle enkelte, der optræder i sager, som der ikke bliver talt om, og som ligesom er i en gråzone. Og der er også et mørketal på det her område, for det er sådan lidt tabubelagt, og det er lidt svært at tale om. Men jeg synes bare, det er vigtigt at rejse debatten, for det her sker.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi kan gå videre til den næste ordfører i talerrækken, og det er fru Pernille Vigsø Bagge fra SF.

Jeg er her på vegne af SF's socialordfører, Trine Mach, som desværre er blevet syg.

Dansk Folkepartis beslutningsforslag rejser en diskussion, som vi skal tage alvorligt. I SF er vi klar til at handle på den ene eller den anden måde, hvis der sker seksuelle overgreb mod udviklingshæmmede. Det er forfærdeligt, brutalt og fuldstændig retsligt og moralsk uacceptabelt, hvis ansatte eller andre, der skal passe udviklingshæmmede, forgriber sig på dem. Hvis det sker, skal de personer selvfølgelig for en domstol. Og det kan være nødvendigt at se på ledelse, tilsyn og organisering af den pågældende institution eller det pågældende bosted. Den slags skal vi gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for ikke finder sted.

Det er en meget alvorlig mistanke, som forslaget er udtryk for. Hvis den er begrundet, skal vi selvfølgelig forfølge den, og det skal vi i så tilfælde gøre i respekt for de mange dygtige ansatte, som arbejder med udviklingshæmmede. Men bemærkningerne til forslaget indeholder ikke noget om problemets omfang og karakter, og SF skal have lagt yderligere viden, fakta og begrundede formodninger frem for at kunne støtte eventuelle lovændringer på det her område. Det sker ikke med det her forslag fra Dansk Folkeparti, så vi kan ikke umiddelbart støtte forslaget.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Stine Brix.

Tak for det. Vi er i Enhedslisten meget på linje med SF, kan jeg høre. Jeg tror ikke, at der, som Socialdemokraternes ordfører før sagde, er noget menneske, der ikke kan forstå det og ikke kan sætte sig ind i den hensigt, der er med forslaget. Vi kan alle sammen forestille os, hvor svært det må være for et menneske, som ikke har kompetencerne til selv at kunne sige fra, at være i en situation, hvor man risikerer et overgreb. Derfor er det selvfølgelig uhyre vigtigt, at vi drøfter, hvordan vi undgår, at der finder overgreb sted.

Jeg synes, at det allervigtigste er at diskutere, hvordan vi forebygger overgreb. Jeg mener, at de vigtigste redskaber i den sammenhæng er at kigge på behandlingen af overgreb. Det er den meget langsigtede indsats. Vi ved, at mange af dem, der begår overgreb, ofte selv er blevet krænket. Det er meget vigtigt, at vi sørger for, at der er tilstrækkeligt med personale. Det er meget vigtigt, at vi sørger for, at de har den relevante uddannelse til at kunne varetage det job, de har, og også til at kunne spotte, hvis der skulle være nogle tegn på overgreb. Den indsats er den allerallervigtigste for mig.

Jeg synes også, det er uhyre vigtigt at have med, at når vi laver en indsats for at forebygge overgreb, så er retssikkerheden på plads. Det er her, at vi i høj grad har nogle betænkeligheder ved det forslag, der ligger fra Dansk Folkeparti. Som flere har været inde på, er det højst uklart, hvad det er, der skal være omfattet af det her forslag. Der er ikke fastsat noget om, hvad det er for nogle overtrædelser af straffeloven, der skal være omfattet af det. Jeg synes, det er betænkeligt, at f.eks. tyveri er nævnt, men der står f.eks. ikke noget om, i hvor lang tid man skal være helt udelukket fra at få et job inden for den her sektor, hvis man f.eks. engang er blevet dømt for butikstyveri. Der står ikke noget om klagemuligheder i den her sammenhæng. Der står ikke noget om en nærmere afgrænsning af området. Alle de her uklarheder gør tilsammen, at vi ikke kan stemme for beslutningsforslaget.

Jeg vil også godt nævne, at vi i forbindelse med diskussionerne om børneattesterne havde en stor betænkelighed i forhold til den retssikkerhed, der gælder for dem, der har pligt til at indhente attesterne. Det var dengang en stor del af diskussionen, fordi det jo blev meget omfattende at skulle indhente de her attester, og det var også uklart, hvornår der ville blive udstedt nye bekendtgørelser. De, der kender diskussion fra dengang, kan muligvis huske det. Det spørgsmål er slet ikke berørt i det her beslutningsforslag. Det var i høj grad vores grund til at være kritisk over for børneattesterne. Derfor kan vi af den grund heller ikke støtte beslutningsforslaget.

Endelig synes jeg også, det er vigtigt at have det med, der også var en diskussion i forbindelse med børneattesterne, nemlig at der er en risiko for, at voksenattester giver en falsk tryghed. Der er jo ikke nødvendigvis en sikkerhed for, at det, hvis man en gang har begået et overgreb, er registreret i ens straffeattest, og at alle bliver fanget. Der kan sådan set sagtens være sket et overgreb, som man ikke kan fange via en attest. Der er altså en risiko for, at vi, hvis man tror, at problemet er løst med en attest, ikke får den indsats, som vi skal have. Det synes jeg er vigtigt at have med.

Men altså summa summarum er, at vi ikke kan støtte forslaget fra Dansk Folkeparti.

En kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Er ordføreren bekendt med, at der står, at det her beslutningsforslag skal drøftes mellem alle partier i Folketinget? Derfor har jeg skrevet i beslutningsforslaget, at det kan overvejes, hvilke elementer der skal medtages, og hvilke der ikke skal medtages.

Jeg vil bare lige høre, om ordføreren ikke kan bekræfte, at det er det, der står i beslutningsforslaget.

Ordføreren.

Jeg kan sagtens bekræfte, at det er det, der står i beslutningsforslaget. Men det betyder jo også, at det er uklart, hvad det er, man siger ja til. Der er nævnt nogle eksempler på, hvad det kunne være, og jeg fremdrog et af de eksempler, hvor jeg synes, det er en bekymrende retning at sætte på det. Men det er klart, at der kunne ligge nogle ting, som man kunne diskutere videre.

Min primære betænkelighed er, at der ikke bare på det her område, men også på en række andre områder – tidsafgrænsning, klageadgang, spørgsmålet om, hvilken retssikkerhed der gælder for dem, der har pligt til at indhente attesterne – ikke er nogen afklaring i det her beslutningsforslag. Og derfor kan vi ikke stemme ja til det.

Karina Adsbøl.

Jamen det, der lægges op til, er jo bare, at man ligesom stemmer ja til at tage den her drøftelse; det skal aftales mellem Folketingets partier. Skal jeg så forstå det sådan, at Enhedslisten ikke engang vil tage drøftelsen i Socialudvalget?

Enhedslistens ordfører siger også, at det er en falsk tryghed med de her voksenattester, og det kan man sige, men man kan også sige, at det har en forebyggende effekt. Man kan også sige – det ved jeg ikke om ordføreren vil sige – det samme om børneneattesterne: at det er en falsk tryghed. Jeg synes alligevel, at det giver et klokkeklart signal i forhold til børneattesterne, og det ville det også gøre i forhold til voksenattesterne, om, at man ligesom er opmærksom på det her område.

For det, der sker, er jo, at 5 år efter at man er dømt, kan det her bortfalde, og så kan man, selv om man har krænket nogen, arbejde inden for faget igen.

Ordføreren.

I forhold til ordførerens første spørgsmål vil jeg sige, at vi gerne vil drøfte det. Det har vi ikke på nogen måde noget problem med. Det er altid relevant at drøfte, hvordan vi giver en større tryghed til de mennesker, som har et handicap. Jeg mener heller ikke, at det, at vi stemmer nej til beslutningsforslaget, er en forhindring for det. Men vi bliver jo bedt om at tage stilling til det beslutningsforslag, der ligger her, og det kan jeg ikke stemme ja til, fordi der er for mange uklarheder.

I forhold til den anden del om falsk tryghed mener jeg, at det er en risiko ved både børneattester og voksenattester, som vi skal være meget opmærksomme på. For det er klart, at har vedkommende ikke begået overgreb tidligere, vil vedkommende ikke blive fanget af den her model med attester, og så er der en risiko for, at man tror, at problemet er løst. Det mener jeg ikke det er, og derfor er det så vigtigt, at vi har en bred forebyggende indsats på det område. Det mener jeg faktisk er det allerallerbedste, vi kan gøre.

Hr. Orla Hav, kort bemærkning.

Med formandens tilladelse må jeg så have lov at rette en fejl, jeg blev skyldig i? Jeg fik ikke sagt, at min ordførertale også var på vegne af Det Radikale Venstre, og jeg beklager over for Det Radikale Venstre og over for formanden, at jeg skal gøre det på den her måde.

Jamen man må sige hvad som helst i korte bemærkninger, så tak for det.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen, kort bemærkning.

Tak. Nu kan jeg så forstå, at Enhedslisten pakker ind i en masse ord, at de faktisk ikke er interesseret i at være talerør for udviklingshæmmede, der ikke selv kan sige fra. Er det så sådan, at Enhedslisten heller ikke vil skrive beretning i udvalget? For når der bliver stemt imod og det er færdigt her, så er det jo færdigt.

Ordføreren.

Det kommer jo an på, hvad vi kan blive enige om. Jeg er blevet bedt om at tage stilling til et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som ligger her på skrift. Det forslag, der ligger, er vi ikke enige i, bl.a. fordi der er en lang række uklarheder. Det er svært at se, hvordan sådan en voksenattest overhovedet skal bygges op. Er der et behov for det? har der været fremme her i debatten. Hvilken retssikkerhed ligger i det? Det kan vi ikke stemme for, men vi vil gerne diskutere videre, hvordan vi kan arbejde med det her område.

Jeg har peget på nogle ting, jeg synes er vigtige. Det handler om den uddannelse, der er for vores personale. Det handler om de normeringer, vi har. Det handler også om i det hele taget, hvordan vi arbejder med at forebygge seksuelle overgreb, altså f.eks. i forhold til at forebygge, at en, der selv er blevet krænket, bliver krænker senere. Så selvfølgelig skal vi løbende diskutere, hvordan vi kan forebygge, at der sker krænkelser. Det synes jeg er uhyre vigtigt, og det vil vi meget gerne være med til at diskutere videre, men det forslag, der ligger her, støtter vi ikke.

Anne-Mette Winther Christiansen.

Så konklusionen er: Enhedslisten er ligeglad, og der kommer ikke nogen hjælp til de udviklingshæmmede.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at Venstres ordfører lægger op til at have en debat eller en drøftelse, som er seriøs, hvis det er den måde, man diskuterer på. Jeg er ikke ligeglad. Det har jeg heller ikke hørt nogen andre ordførere være, bare fordi vi ikke synes, at det, Dansk Folkeparti kommer med, er den rigtige løsning. Selvfølgelig skal vi hele tiden kigge på, hvordan vi bliver bedre på det her område. Jeg synes da, at det er ærgerligt, hvis det er den type debat, man vil have fra Venstres side, at man bare konkluderer, at ens modstander er ligeglad.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, fru Thyra Frank.

Liberal Alliance er positive over for ideen om voksenattester. De skal vise, at de enkelte medarbejdere ikke er dømt efter straffeloven for en række bestemmelser. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at voksenattesten med fordel kan tage udgangspunkt i de kendte børneattester, som Liberal Alliance også støttede. Det fremgår også, at forslagsstillerne vil lade f.eks. vold og voldtægt indgå i en sådan voksenattest. I Liberal Alliance ser vi frem til de videre forhandlinger, hvis dette beslutningsforslag skulle blive vedtaget og skal udmøntes i et lovforslag.

Jeg skal så hilse fra De Konservative og sige, at de også støtter beslutningsforslaget.

Tak til Liberal Alliances og De Konservatives ordfører. Så har ordføreren for forslagsstillerne mulighed for at runde af. Det er fru Karina Adsbøl, som er på vej.

Tak for det, formand. Mennesker med handicap har en væsentlig risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Det er konklusionen fra litteraturstudiet »Seksuelle overgreb på mennesker med handicap«, som er en gennemgang af udenlandsk litteratur fra 1980 til 2001 om emnet.

En stor del af de seksuelle overgreb på mennesker med handicap begås i de udsattes egne omgivelser på bostedet, dagtilbuddet eller andre steder. I langt de fleste tilfælde er gerningsmanden én, som personen kender i forvejen, og overgrebene anmeldes sjældent til myndighederne. Både voksne og børn og unge, som er psykisk udviklingshæmmede, skal i den grad beskyttes mod overgreb, tyveri og lignende.

Men man skal også i den sammenhæng være opmærksom på straffelovens §§ 78 og 79. Heri er der mulighed for at fradømme retten til at udøve et erhverv, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen. Disse bestemmelser anvendes efter sigende i mindre omfang over for personer, der har begået visse strafbare handlinger over for eksempelvis ældre eller udviklingshæmmede. Der kan også være tale om tilfælde af berigelseskriminalitet, hvor en medarbejder stjæler fra en beboer på et bosted, som vi også har set grelle eksempler på, når det gælder udviklingshæmmede. Rettighedsfrakendelsen betyder, at den dømte ikke må påtage sig arbejde inden for området i en periode, som varierer, afhængigt af hvad man bliver dømt for. Det er 3 år i det andet, jeg læste op, og i nogle tilfælde er det 5 år. Men det vil så sige, at man efterfølgende vil kunne arbejde inden for området igen.

Der er tre vigtige bemærkninger til det eksisterende regelsæt. Det er, at varigheden på 5 år kan være utilstrækkelig. Ved seksuelle krænkelser bør den f.eks. være livsvarig. Bestemmelsen bruges efter sigende også i et beskedent omfang, hvilket kan betyde, at der en del mørketal på området. Som jeg tidligere læste op, er der tale om en »kan«-bestemmelse, der kan tages i brug ved udstedelse af straffeattesten; justitsministeriet er ikke bekendt med, at det inden for det her område foregår sådan i praksis alle steder.

Jeg synes, at disse forhold, der gør sig gældende på området, underbygger forslaget. En attest, herunder ikke mindst arbejdsgiverens pligt til at indhente den, vil markant kunne styrke forebyggelsen af denne type overgreb m.v.

Derfor vil jeg også henvise til international forskning i form af et litteraturstudie fra 2001, »Seksuelle overgreb på mennesker med handicap«, udgivet af SUS. Heri konstateres, at for mennesker med handicap er der en væsentlig risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Udviklingshæmmede antages at være udsat for særlig risiko, dels på grund af karakteren af deres funktionsnedsættelser, dels på grund af rammerne for deres tilværelse på institutioner, hvor overgrebene kan begås af flere.

For udviklingshæmmede er der også en alvorlig risiko for at blive udsat for tyveri, bedrageri eller lignende. Der findes ingen egentlige undersøgelser, men Berlingske har kørt en række artikler fra 2011, som er kommet med en række eksempler. Det er også åbenlyst, at man bør overveje, om andre straffelovsovertrædelser end seksuelle overgreb skal med i attesten. Det skal man så se i sammenhæng med den konkrete vurdering i henhold til straffeloven. Det kan være, at det ikke er alle straffelovsovertrædelser, der skal med, men alene de tilfælde, hvor en person har et job, hvori der ydes omsorg til mennesker med handicap. Eksempelvis bør alle tilfælde, hvor tyveri er foretaget af ansatte i denne type tilbud og institutioner, måske vedtages, men måske behøver man ikke at medtage anden berigelseskriminalitet begået i andre sammenhænge. Det er jo en balancegang. Det er det, jeg ønsker at drøfte med de andre ordførere.

Vi har ikke set et stort antal af de her sager, men der er alligevel nogle stykker årligt. Som tidligere sagt tror jeg bestemt, at der er et bestemt omfang af mørketal på det her område. Sagerne fordeler sig på to hovedkategorier: dels seksuelle overgreb, dels tyveri og bedrageri. I begge typer sager idømmes gerningsmanden foruden fængsel eller bøde også den såkaldte rettighedsfrakendelse, som indebærer, at man ikke kan arbejde inden for området i en periode på 2-5 år, men efterfølgende kan man arbejde inden for området igen.

Om vores forslag tænker jeg også, at vi bl.a. kan tale om seksuelle overgreb, inklusive samleje eller andet, og at vi kan beslutte, at hvis det er foregået, skal man simpelt hen have frataget retten til at arbejde med de mest udsatte i vores samfund for bestandig.

Desuden tænker jeg også, at vores forslag vil øge sandsynligheden for, at arbejdsgiverne vil tjekke attester og indhente straffeattester, for jeg tror ikke, det sker alle steder i dag. Jeg har tidligere arbejdet som social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent, også i hjemmeplejen, og har set og hørt om, at nogle har begået tyveri eller tømt en beboers bankkonto og senere fået ansættelse i privat hjemmepleje eller andet.

Derfor synes jeg, det er et vigtigt område, og jeg synes, vi skal tage hånd om det, men jeg vil samtidig gerne takke hele blå blok: Liberal Alliance, Venstre og Konservative for at støtte forslaget og mene, at vi skal handle og gøre noget på det her område og også tage drøftelsen i Socialudvalget, så vi kan finde ud af, hvilke kriterier der skal være med i udarbejdelsen af den her voksenattest. Det her er ikke for at mistænkeliggøre personalet. Personale er jeg også selv og har tidligere været. Det er simpelt hen for at sikre de mest udsatte. Som jeg tidligere har sagt, ved jeg, at rigtig mange mennesker gør et kæmpestort stykke arbejde, men det her handler simpelt hen om det forebyggende og om, at ingen mennesker, som bor på en institution, skal udsættes for overgreb eller lignende.

Tak for ordet, og tak for debatten i dag.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.