Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 60:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod ftalaterne DEHP, DBP, BBP og DIBP.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.01.2015).

Forhandlingen er åbnet. Miljøministeren.

Hele den her kemikalieproblematik kan indimellem være lidt af en jungle at bevæge sig rundt i. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det også er et spørgsmål, som jeg har brugt endog meget tid på for at lære at finde rundt i de mange stoffer, som vi jo fra regeringens side også ønsker at beskytte vores forbrugere bedre imod. Vi vil sikre vores forbrugere imod skadelig kemi. Vi skal kunne stole på, at de ting, som vi omgiver os med i hverdagen, er sikre, og det er jo altså desværre ikke tilfældet i dag.

Vi kommer jo alle sammen dagligt i kontakt med rigtig mange forskellige produkter, som kan indeholde skadelige stoffer, f.eks. de her ftalater, som beslutningsforslaget drejer sig om. Det kan være alt fra vinylgulve til plastikdugen på spisebordet og ledningerne i vores høretelefoner; det kan være i vores børns legetøj; det kan være i vores tøj; det kan være i den kosmetik og de øvrige produkter, vi bruger på vores krop. Stofferne er hormonforstyrrende, og derved kan de være medvirkende til f.eks. nedsat fertilitet, at især drenge fødes med misdannede kønsorganer, høj forekomst af testikelkræft og lav sædkvalitet, hvor Danmark jo desværre er et af de lande, der har nogle kedelige statistikker.

Derfor er jeg helt enig med Enhedslisten i, at brugen af de her fire ftalater skal begrænses, hvor det er relevant og muligt. Vi skal begrænse stofferne i de produkter, som børn kan komme i kontakt med, og vi skal begrænse stofferne i de produkter, som gravide kommer i kontakt med, for vi ved også, at fostre jo er særlig følsomme over for de her stoffer.

Derfor har regeringen længe presset på i EU for et forbud mod stofferne i hele Europa, og det vil jeg blive ved med at gøre. Det er nemlig et forbud på EU-plan, der giver os den bedste beskyttelse som forbrugere. I dag er der allerede et forbud mod at anvende nogle ftalater i legetøj og småbørnsartikler i Danmark. Og vi har allerede også et forbud mod andre ftalater i legetøj og småbørnsartikler, og det forbud blev indført i 2006 inden REACH og gælder endnu. Men der er ikke beskyttelse nok af forbrugerne i Europa og særlig ikke af børn og gravide. Derfor skal vi også gå endnu videre.

De fire ftalater, som beslutningsforslaget her omhandler, er omfattet af det, der hedder godkendelsesordningen under REACH – REACH, som jo altså er den regulering, der findes på EU-niveau, af kemikalieområdet. Det betyder altså, at det har været ulovligt at bruge de her fire ftalater i produktionen i EU siden den 21. februar i år, medmindre man har søgt om en tidsbegrænset godkendelse fra Europa-Kommissionen. Desværre gælder ordningen ikke varer, der produceres uden for EU. F.eks. ved vi jo, at vi får rigtig mange varer udefra, f.eks. fra Kina, og de kan altså lovligt indeholde ftalater, og der er i dag ikke nogen regler for import af de varer til EU. Derfor presser den danske regering også på for at få mere regulering, der også gælder de importerede produkter.

Heldigvis sker der meget på EU-plan, som vi ser frem til at få resultatet af. Lad mig nævne fire væsentlige resultater.

I begyndelsen af marts færdiggjorde Kemikalieagenturet deres foreløbige vurdering af ftalaterne, og de er nu enige med Danmark i, at der er behov for yderligere regulering. Og det skyldes altså ikke mindst benhårdt arbejde fra dansk side. Den 11. marts kunne jeg så oplyse, at Kemikalieagenturet sammen med Danmark vil udarbejde forslag til nye begrænsninger. De har simpelt hen anmodet Danmark om bistand til at udarbejde den nye begrænsning. Det resultat skal ligge klar i begyndelsen af 2016.

Kommissionen forventes inden udgangen af marts at vedtage et forbud mod de fire ftalater i elektronikprodukter, som produceres inden for og uden for EU. Det betyder, at man fjerner ftalaterne i en lang række elektroniske produkter, som typisk produceres uden for EU's grænser. Det kan f.eks. være de høretelefoner, vi putter ind i ørerne, ledninger og mobiltelefoner. Reglerne skal omkring Europa-Parlamentet og Rådet før den endelige vedtagelse, men det er rigtig positivt, at vi nu er kommet så langt.

Da vi i Danmark gerne vil have skrappere vilkår for at give godkendelse til at anvende de fire ftalater i EU, foreslog vi i 2014 at få stofferne optaget på kandidatlisten over særlig problematiske stoffer, som er hormonforstyrrende. Et flertal i Kemikalieagenturets medlemsstatskomité støttede forslaget, hvilket var en stor sejr. Vedtagelsen var imidlertid ikke enstemmig, og derfor har Kemikalieagenturet nu sendt forslaget til Kommissionen, og vi venter nu – utålmodigt, selvfølgelig – på Kommissionens behandling, fordi vi synes, der er god grund til at gå videre ad den vej. Men der er meget, der peger i den rigtige retning, selv om der er lang vej endnu.

Den tidligere danske bekendtgørelse om ftalater, som også omtales i beslutningsforslaget, begrænsede brugen af ftalater i alle artikler til indendørs brug og artikler, som kunne komme i kontakt med hud og slimhinder. Men bekendtgørelsen var udsendt parallelt med behandlingen af det danske forslag om EU-begrænsninger, og det var i strid med procedurerne i REACH og princippet om loyalt samarbejde. Derfor blev bekendtgørelsen ophævet, og vi venter nu på resultatet af de igangværende aktiviteter i EU.

Jeg forventer, at resultatet bliver nye begrænsninger på EU-plan, men hvis det går anderledes, vil jeg se på, om der er grundlag for at lave flere nationale begrænsninger af ftalaterne. Jeg anerkender, at der er et vist råderum for at udarbejde nationale regler. Det forudsætter selvfølgelig, at vi følger de EU-regler og -procedurer, der er, når vi vil lave særregulering for danske forbrugere, og det forudsætter, at vi kan dokumentere en risiko på nationalt plan og samtidig ikke kan dokumentere, at der er behov for at håndtere den risiko på EU-plan.

Allerede sidste år, i forbindelse med at vi måtte trække den danske bekendtgørelse tilbage, bad jeg Miljøstyrelsen om at undersøge, om der er et nyt grundlag for danske ftalatregler. Det bør vi have i baghånden, hvis nu Kemikalieagenturets vurdering ikke fører til fælles EU-regulering. Kemikalieagenturet har nu som sagt offentliggjort, at de sammen med Danmark vil lave et forslag til at begrænse anvendelsen af de fire ftalater. Det betyder, at ingen andre medlemsstater i mellemtiden kan lave begrænsninger, og det gælder selvfølgelig også Danmark. Det er grunden til, at jeg ikke sætter en national proces i gang, før processen i EU er færdig.

Jeg er som sagt enig med Enhedslisten i, at de fire ftalater skal udfases, hvor det er relevant, snarest muligt. Brugen af ftalater udgør en sundhedsrisiko, der skal tages hånd om, og det har Danmark kæmpet for længe. Det er et skridt i den rigtige retning, at Kemikalieagenturet også nu er kommet frem til den erkendelse. Der tages så i øjeblikket på den måde afgørende skridt på EU-niveau for at begrænse ftalaterne, og derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget om et forbud mod de fire ftalater, men jeg følger selvfølgelig udviklingen i EU nøje og presser konstant på for at sætte tempoet op.

Vi har jo generelt et godt og bredt samarbejde her i Folketinget omkring vores kemikaliestrategi, og det er min fornemmelse, at vi er enige om, at vi ønsker at beskytte vores borgere mod hormonforstyrrende stoffer. Derfor vil jeg også opfordre til, at vi i udvalgsbehandlingen af det her forslag arbejder på en fælles beretning, så vi kan sende et klart signal til EU om, at det danske Folketing står sammen i den her sag. Det synes jeg ville være meget stærkt, så dermed en opfordring til, at vi prøver at kigge på en fælles beretning i udvalgsbehandlingen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Nu har jeg jo arbejdet med de her kemikalier i så mange år, at jeg har lært at leve med, at der er mange ord, jeg ikke kan udtale. Det taler jeg mig som regel udenom, og det går nok alt sammen.

Men det er jo faktisk sådan, at det næsten er 5 år siden, at et flertal i Folketinget besluttede, at man skulle gennemføre et nationalt forbud. Så er meget gået skidt og godt siden, og nu står vi så over for, at der er en mulighed for at få et gennembrud på EU-plan. Det er jeg enig med miljøministeren i at man selvfølgelig skal forfølge.

Jeg forstod det, miljøministeren sagde, sådan, at hvis det viser sig, at de forventninger, vi har, til at der sker noget i EU i løbet af 2016, ikke bliver indfriet, vil vi hive mulighederne for det nationale forbud op af skuffen igen. Jeg forstod også miljøministeren sådan, at det arbejder man sideløbende på, sådan at man i givet fald vil være klar på det tidspunkt. Og hvis det er det, miljøministeren har sagt, vil jeg sige, at jeg er helt enig med miljøministeren i dag.

Miljøministeren.

Altså, det var glædeligt, hvis vi kunne komme dertil, hvor vi var enige om, at vi synes, at den bedste løsning her og den bedste beskyttelse af vores forbrugerne er et forbud på EU-niveau eller en begrænsning på EU-niveau.

Så vil jeg sige, at jeg jo synes, det er glædeligt, at vi i dag, når Enhedslisten har valgt at fremsætte et beslutningsforslag, faktisk kan komme med så god en nyhed, at vi er nået dertil, hvor Kemikalieagenturet nu har erkendt, at der er behov for at begrænse de her ftalater. Så jeg synes alt i alt, at vi står på et rigtig godt grundlag for at nå det mål, som vi i fællesskab har kæmpet for i mange år.

Men ja, som jeg sagde i min tale, anerkender jeg, at der sådan set også inden for REACH er et råderum for nationale regler, og det vil jeg selvfølgelig afsøge, såfremt vi ikke når et tilfredsstillende resultat i den EU- proces, der nu er i gang. Men jeg synes, at det allerbedste, også for vores forbrugere, vil være, at vi får en begrænsning af stofferne på EU-niveau.

Hr. Per Clausen.

Det er jeg enig med miljøministeren i – med den præcisering, at det for Enhedslistens vedkommende handler om, at jo større områder af verden, de her stoffer er forbudt i, jo bedre er det, og jo nemmere er det selvfølgelig også for Danmark at administrere et forbud. For jo flere lande, der stiller krav til de producenter, der er i tredjeverdenslande, om, at man ikke vil have de her kemikalier til at indgå, jo nemmere er det at få det overholdt og at få udviklet nogle andre produkter.

Så der kan godt være lidt variationer i opfattelsen af EU her, men grundlæggende er jeg enig med miljøministeren i, at der tegner sig nogle fornuftige muligheder.

Miljøministeren.

Jamen det vil jeg tillade mig at glæde mig endog overordentlig meget over, og så vil jeg bare også henlede hr. Per Clausens opmærksomhed på, at jeg jo netop nævner i min tale, at jeg sådan set også arbejder på, at vi får regler for de produkter, der kommer til Danmark fra lande uden for EU. For vi har jo den udfordring i dag, at der ikke er regler for de varer, som kommer ind over grænserne fra lande uden for EU.

Så jeg tror sådan set også, at vi er enige om ambitionen om, at jo flere lande, der begrænser de her stoffer, jo bedre. Men vi har nu engang en rigtig god platform i vores europæiske samarbejde, hvor vi nu for første gang i lang tid ser en åben dør, og den skal vi selvfølgelig benytte os af. Og vi har endda fået mulighed for at komme med ind i det rum, hvor reglerne skal udarbejdes. Det synes jeg er rigtig glædeligt og endda også et stort skulderklap til Danmark for det benarbejde, vi har lavet på det her område.

Tak til miljøministeren. Så er det hr. Henrik Høegh som Venstres ordfører.

Tak for det. Det står jo altså klart, at Europa-Kommissionen ikke vil acceptere dansk enegang i et forbud mod disse fire omtalte ftalater, som Enhedslisten ellers lægger op til med dette beslutningsforslag. Derfor besluttede daværende fungerende miljøminister, fru Pia Olsen Dyhr, at udskyde ikrafttrædelsen af det tidligere annoncerede ftalatforbud, hvorefter miljøministeren så den 1. juli 2014 valgte helt at trække ftalatbekendtgørelsen tilbage. Tilbagetrækningen skete, fordi en dom fra EU-Domstolen afgjorde, at Danmark ikke kan opretholde et nationalt forbud mod de fire ftalater.

Stofferne er med i godkendelsesordningen i REACH, vores direktiv på det her område, så efter den 21. februar 2015 har det ikke længere været tilladt at anvende stofferne uden en godkendelse. Det får desværre ingen betydning, hvis disse stoffer findes i produkter importeret fra lande uden for EU. Og jeg er glad for, at ministeren også er indstillet på at lade det arbejde brede sig.

EU er jo efter februar 2015, som ministeren også sagde, gået i gang med at undersøge, om der er grundlag for at indføre en begrænsning i EU af varer, som indeholder de fire ftalater – det arbejde vil vi meget gerne støtte. Vi vil i den forbindelse undersøge, om der er nye data, som giver grundlag for et forbud. Det er alt sammen rigtig glædeligt, og vi støtter fuldt ministeren i hendes arbejde for et forbud i EU. EU's kemikalieagentur har jo også på baggrund af de nye data, som ministeren siger, erklæret sig enig i, at der er grund til at foreslå at begrænse disse fire ftalater. Kemikalieagenturet gør nu en rapport færdig. Derfor mener vi, at det er et helt forkert tidspunkt lige nu, hvor der er en positiv udvikling i EU på det her område, at begynde at indføre et isoleret dansk forbud. Så fuld støtte herfra til ministeren.

Jeg kan forstå, at der er et forslag til beretning undervejs, og jeg vil bare herfra sige, at det skal vi selvfølgelig se på under udvalgsarbejdet. Vi vil meget gerne være med til at lave en beretning, som understøtter ministerens arbejde i EU. Vi vil være betænkelige, hvis denne beretning samtidig konkluderer, at skulle det her arbejde mod forventning ikke lykkes i EU, så skal Danmark gå enegang. Men det må vi se på under udvalgsarbejdet. Foreløbig støtter vi ministerens arbejde i EU på området.

Der er en kort bemærkning fra hr. Clausen.

Hvad det angår, er hr. Henrik Høegh jo helt i overensstemmelse med Venstres holdning i 2010, hvor Venstre jo ikke var en del af det flertal, som støttede et nationalt forbud. Men jeg vil bare sige til hr. Henrik Høegh, at det var nu ikke på grund af Europa-Kommissionen, at den daværende miljøminister i første omgang udskød det; det var på baggrund af, at det lykkedes branchen at overbevise hende om, at alting ville bryde sammen, hvis man gennemførte et forbud. Så udsatte hun det, og så kom Europa-Kommissionen ind på banen senere.

Jeg vil bare sige til hr. Henrik Høegh, at Danmark ikke er blevet dømt ved EU-Domstolen i den her sag. Der er tale om en dom mod den finske regering, som handlede om en anden sag, men hvor man hævder, at den har afsmittende virkning på det her. Så sagen er en lille smule mere sammensat, end hr. Henrik Høegh redegjorde for, men jeg medgiver gerne, at det kræver en usædvanlig nørdet hjerne altid at følge med i de her transaktioner.

Men vi må jo diskutere det videre. Jeg er lidt ked af, hvis Venstre ikke er kommet længere i holdningen til det her spørgsmål, end man var i 2010, vil jeg sige.

Ordføreren.

Jeg giver sådan set udtryk for, at vi i dag giver fuld støtte til ministerens arbejde i EU. Vi støtter meget op om, at skal det her have en værdi, skal det have en effekt, så skal det som minimum være noget, der er vedtaget på EU-plan.

Så er det jo rigtigt, som hr. Per Clausen siger, at da det først gik op for den daværende miljøminister, at et forbud mod de her plastblødgørere, som nogle af de fire ftalater er, faktisk kunne få de konsekvenser, at noget så ofte foretaget som blodtransfusioner på et hospital ville være vanskeligt at gennemføre, fordi der ikke er fundet alternativer til de nuværende, ja, så er det rigtigt, at ministeren også fik en anden holdning på området.

Hr. Per Clausen.

Det er alligevel underligt, at noget, der slet ikke kan lade sig gøre det ene år, godt kan lade sig gøre året efter – bare EU vedtager det. Altså det, jeg vil sige til hr. Henrik Høegh, er, at den kampagne, som branchen kørte dengang, var dybt usaglig, og med hensyn til præcis det, vi snakkede om, hospitalsudstyr, så findes der alternativer. Der findes alternativer, der produceres i Danmark, men det er rigtigt, at de er en lille smule dyrere. Det er sådan set udfordringen.

Men ellers er der ikke noget nyt i det her. Venstre har jo altid afvist at tage nogen som helst nationale initiativer for at sikre borgerne mod farlige kemikalier, og de har så henvist til EU. Der er en enkelt undtagelse. Jeg tror, det var, mens hr. Henrik Høegh var fødevareminister, for der lykkedes det faktisk at få Venstre til at støtte et indgreb mod bisfenol A, som man kunne bruge præcis de samme argumenter om, som man kan her.

Så det kunne lade sig gøre at presse Venstre; lad os se, om det ikke kan lade sig gøre igen.

Ordføreren.

Hvis hr. Per Clausen var lidt mere nørdet – det er jeg sådan set sikker på han er, men somme tider kan man have en selektiv hukommelse – så var der netop på det område omkring bisfenol A i babysutter nemme tilgængelige alternativer. Der var en direkte advarsel fra vores danske forskere på området. Det var det, der gjorde, at den daværende fødevareminister skred til handling, og at det hurtigt blev fulgt op af andre lande på det her område.

Men ellers glæder det mig sådan set i dag, at hr. Per Clausen udviser den nødvendige tålmodighed i forhold til miljøministeren og hendes arbejde i EU. Det er ikke altid, at vi her i Folketinget ser, at hr. Per Clausen har respekt for arbejdet i EU.

Tak til Venstres ordfører. Fru Mette Reissmann som socialdemokratisk ordfører.

Der er vel nærmest kun grimme ting at sige om de her fire ftalater. Alene det faktum, at ftalaterne kan påvirke vores evne til at få sunde børn, kan jo gøre en meget, meget vred. Hvad kan de ikke gøre ved vores børn i det hele taget, fødte som ufødte? Ja, det er jo næsten ikke til at bære at skulle ligesom tænke tanken til ende, og der skal ingen tvivl være her eller andre steder om, at Socialdemokraterne er meget optaget af at beskytte forbrugerne mod skadelig kemi. Så tak til Enhedslisten for at bringe debatten om de fire sundhedsskadelige ftalater på banen; det er en utrolig vigtig debat.

Der kan heller ikke være tvivl om, at vi skal have de skadelige stoffer forbudt. Derfor er jeg også glad for, at vi fra dansk side har presset hårdt på for at få EU's kemikalieagentur til at se fornuften i netop et forbud. De har nu bedt os om at hjælpe, som ministeren allerede har nævnt i sin tale, med et forslag, der som efterbehandling af agenturets videnskabelige komité kan føre til, at Europa-Kommissionen forbyder stofferne. Og med Danmarks hjælp vil Kemikalieagenturet også lægge sidste hånd på den endelige vurdering af, hvor vidtgående begrænsninger der er brug for. For vejen frem er fælles regler i EU; det er det, som vil beskytte os forbrugere allerbedst.

Derfor er det også rigtigt, at miljøministeren og regeringen har kastet alle kræfter ind i at få tempoet op, og presset bliver fortsat holdt meget hårdt for at få bedre regler i EU. Og netop lige præcis presset i EU-regi for et forbud mod stofferne i hele Europa er det, som det handler om.

I Danmark har vi jo et forbud mod ftalater i legetøj og produkter til småbørn, fordi man i REACH-forordningen har begrænset nogle ftalater. Vi har også forbud mod andre ftalater i legetøj, som blev indført helt tilbage i 2006 inden for REACH.

De fire ftalater, der her i beslutningsforslaget er tale om, har jo været ulovlige at bruge i produktionen inden for EU siden den 21. februar i år. Og som det netop også blev sagt i ministerens tale, er der jo altså en verden uden for EU også, som naturligvis kan vække bekymring. Vi har ikke et importforbud mod produkter med ftalater, som skulle komme fra tredjeverdenslandene.

Den tidligere bekendtgørelse om ftalater lagde bånd på brugen af ftalater i alle produkter til indendørs brug og produkter, som kunne komme i kontakt med hud og slimhinder, men bekendtgørelsen blev udstedt, samtidig med at det danske forslag om EU-begrænsninger blev behandlet. Det var i strid med procedurerne i REACH og princippet om loyalt samarbejde. Bekendtgørelsen blev ophævet, for regeringen handler ikke i strid med EU-retten.

Nu afventer vi jo så resultaterne af de afgørende aktiviteter, der foregår i EU, og resultaterne af vores samarbejde med EU's kemikalieagentur, og vi håber på, at det ender med nye begrænsninger. Processen i EU skal med andre ord være færdig, før en eventuel national proces kan sættes i gang.

Da der altså er gang i afgørende processer på EU-niveau i forhold til at begrænse ftalater, og fordi regeringen ikke kan handle i strid med EU-retten, så kan Socialdemokraterne ikke støtte forslaget. Men når det er sagt, vil jeg sige, at vi bestemt deler forslagsstillernes bekymring og iver efter at få begrænset de fire sundhedsskadelige ftalater.

Det var det? Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Marinus som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak for det. Da Dansk Folkepartis miljøordfører ikke kan være til stede, har jeg fået lov til at læse hendes ordførertale op.

Enhedslistens forslag er en opfølgning på den beretning, som Miljøudvalget afgav den 21. april 2010 over beslutningsforslag nr. B 47. Et flertal i udvalget bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten opfordrede i beretningen miljøministeren til at indføre et nationalt forbud mod ftalater. Dette skulle ske, medmindre industrien selv inden den 1. oktober 2010 fremlagde dokumentation for, at disse stoffer er ufarlige. Dette er ikke sket.

De fire stoffer har været på EU's såkaldte kandidatliste, og efter den 21. februar i år er det ikke længere tilladt at anvende stofferne, hvis man ikke har fået en godkendelse.

I Dansk Folkeparti ønsker vi ligesom resten af partierne bag beretningen at beskytte befolkningen mod de farlige stoffer. Når det er sagt, vil jeg sige, at det desværre ikke giver så meget mening, hvis ikke stofferne forbydes overalt. Og det bliver de jo ikke med det her forslag. Som forslagsstillerne selv skriver, er det udelukkende de europæiske virksomheder, der anvender stofferne, som rammes af denne restriktion. Det får ingen betydning, hvis stofferne findes i importerede varer fra lande uden for EU, og i en verden, hvor alle får varer fra alle mulige lande, har vi helt klart et problem.

Vi bør i stedet for opfordre til, at man får et mærkningssystem, så forbrugerne rent faktisk har mulighed for at vælge stofferne fra. Hvorvidt det er muligt inden for det virvar af regler, der eksisterer i EU, ved vi ikke. Men det kan være, ministeren kan svare på det.

Under alle omstændigheder ser vi i Dansk Folkeparti frem til, at der på dette område sker noget, men også at det sker på en måde, så forbrugerne reelt beskyttes eller i hvert fald får muligheden for at vælge fra. Men at tro, at man beskytter nogle ved at gå enegang i Danmark på det her område, er en illusion. Dansk Folkeparti mener, at der bør laves en beretning, som det også er blevet nævnt af flere andre, så vi kan få gjort noget på EU-plan, ligesom vi f.eks. gjorde det med bisfenol A.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Lone Loklindt som radikal ordfører.

Lad det være sagt fra begyndelsen, at Radikale Venstre naturligvis er bekymret for de farlige kemikalier, der ikke er mulige at undgå i vores miljø. Og derfor kan man selvfølgelig sige, at intentionen i Enhedslistens beslutningsforslag er vi enige i, netop at vi skal have de farlige ftalater ud af vores produkter. Derfor er det også rigtig glædeligt, som miljøministeren var inde på, at denne sag faktisk har fået stor fremdrift i EU-systemet. Allerede det, at vi fra februar i år har fået forbudt, at de fire ftalater indgår i produktion af varer i EU, er jo et stort skridt. Men naturligvis er det allervigtigste jo, at det også nu tyder på, at der bliver mulighed for at få et EU-forbud i forhold til import af varer med de pågældende stoffer.

Det er jo glædeligt, at vi i det hele taget bredt i Folketinget er optaget af borgernes sundhed i forhold til de mange, mange tusinde stoffer, vi omgiver os med, og som der mangler klarhed over. Men vi har også i Miljøudvalget og Sundhedsudvalget haft en fælles høring for nylig om de hormonforstyrrende stoffer, hvor det fremgik, at vi faktisk i Danmark er særlig hårdt ramt. Hvis vi sammenligner med lande som Finland, Sverige og Norge, tyder det på, at fertiliteten i Danmark har det meget ringere, og det er stadig væk uklart, hvad det skyldes. Så der er god grund til, at alarmklokkerne ringer i forhold til hormonforstyrrende stoffer.

Men når Dansk Folkepartis ordfører her forinden sagde, at det skal være sådan, at man kan undgå det, og at man skal rådgive forbrugerne, så må jeg jo sige, at der allerede findes mærker. Vi behøver ikke at skabe nye mærker, for der findes svanemærkede produkter, og på den måde kan man undgå at få de pågældende stoffer – og andre for den sags skyld, skadelig kemi – i nærheden af kroppen og dermed undgå sundhedsskader.

Så sent som i går deltog jeg i et møde i Kemikalieforum, hvor vi netop på grund af den fælles kemikaliestrategi, vi har lavet på tværs af alle partier i Folketinget, havde et møde. Og det viste sig, at det også er muligt for virksomheder at substituere stoffer, men at det er en proces, der tager tid, præcis ligesom processer i EU og REACH-systemet tager tid. Derfor er Radikale Venstre meget optaget af, at vi nu skubber på – vi har jo allerede sat flere penge af til forskning på de pågældende områder, i hormonforstyrrende stoffer – sådan at vi kan få den dokumentation, der skal til, for at få et generelt EU-forbud.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at vi gerne fra Radikale Venstres side ser, at lykkes det ikke via EU-sporet, skal vi selvfølgelig kigge på, om ikke vi kan gøre noget i det nationale spor. Og det åbner EU-lovgivningen jo også op for at der kan være en mulighed for. Men lige nu er det vigtigt, at vi følger det internationale spor, fordi EU-reguleringen i virkeligheden vil give en regulering, som vedrører produktion i hele verden, og dermed give forbrugerne den allerbedste beskyttelse, også i forhold til produkter, som importeres.

Som sagt støtter vi intentionerne, men ikke beslutningsforslaget. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen om en beretning, hvor vi får lagt tryk på EU-processen, som ministeren har arbejdet hårdt for, men hvor vi også ser på, hvordan vi, hvis det skulle ske, at det ikke bliver til et EU-forbud, sådan som vi ønsker, så vil kunne finde en mulighed for lovligt at lave et nationalt forbud.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Steen Gade som SF's ordfører.

Også her står jeg og har førstebehandlingen i stedet for fru Lisbeth Bech Poulsen, som er SF's ordfører på forslaget.

Først et par bemærkninger om hormonforstyrrende stoffer i det hele taget. I 1995 holdt Folketinget sin første høring om hormonforstyrrende stoffer. Jeg tog initiativ til det, dengang var jeg formand for Folketingets Miljøudvalg. Det er jo 20 år siden. Siden da har mit parti haft stærkt fokus på, hvordan vi kunne komme af med forstyrrende stoffer. Når jeg nævner det, er det også lidt for at sige, at i politik tager ting tid. Jeg tror, jeg skal skrive en bog om, at det tager 20 år. Men jeg vil sige, at på det her punkt synes jeg stadig at vi ikke nær er det sted, vi burde være efter 20 år. Vi ser på alle hormonforstyrrende stoffer.

Det er i virkeligheden først nu, vi måske er ved at få et vist gennembrud, som er større end det der med at tage fat i de enkelte stoffer, som vi oven i købet skal behandle i Folketinget og den slags ting. Det er et meget større problem, og det er et grundlæggende problem, nærmest for arten, hvis man skal komme lidt op i de højere luftlag.

I går havde vi en lignende diskussion, dog ikke om de fire stoffer her, men helt generelt, i Nordisk Råd, hvor ministeren også var til stede som formand for Nordisk Råds Ministerråd, og vedtog en udtalelse om giftfri hverdag, som også satte fokus på det her. Det er jo en interessant ting, at her er de nordiske lande rimelig langt i den politiske evne til at beslutte nogle mere drastiske ting. Vi er også et af de steder, hvor man har arbejdet meget med det.

For 20 år siden var det amerikanske forskere, der klart var førende, men i dag kan man jo sige, at det center, vi har i Danmark, og som mit parti har gjort til en mærkesag at få sat 50 mio. kr. af til, som er lavet af Skakkebæk, faktisk er ved at være et af de vigtigste centre for det her område, jeg tør ikke sige i verden, men i hvert fald af dem, jeg sådan lige kan se rundtomkring, og en af mit partis indsatser og min egen indsats i de kommende år vil jo være, at vi også får det gjort til et nordisk center for hormonforstyrrende stoffer og så virkelig laver en samordnet nordisk indsats.

Så til forslaget. Jeg synes jo, at forslaget er et eksempel på en måde for, hvordan jeg synes man skal arbejde, og som vi jo sådan set også historisk har arbejdet på. Det første forbud mod ftalater i legetøj gjaldt legetøj for 0-3-årige, og det var, mens Svend Auken var miljøminister, og der kan man vist sige, at der gjorde vi det bare. Der gjorde vi faktisk det her. Vi gjorde det bare, og så så de andre, at vi mente det og vi havde noget dokumentation, og så blev det EU-regler.

Jeg synes jo på en måde, at det samme er tilfældet her, at vi har fået en markering fra dansk side, og så er der så kommet det svar, at det godt kan være, man skal kigge på det, og så er Danmark ligefrem blevet bedt om at være med til at lave den dokumentation, der i givet fald skal lave nogle restriktioner, eventuelt et forbud mod det her stof. Det er jo et godt eksempel på, at man sådan set en gang imellem skal markere sig og vise en vilje, og derefter skal man så være villig til at gå ind og forhandle og dokumentere og sætte de ressourcer af, som man skal. Så fuld støtte til det, ministeren har sagt, og derfor er det jo også vigtigt for os, at det bliver indført som en EU-regel.

I de her sager skal man egentlig bruge national lovgivning som en trussel samt måske en metode til at få ændret EU-lovgivningen, for når man laver EU-lovgivning, som også andre har sagt, er det faktisk sådan på en lang række af de her punkter, at hvis man har fået lavet EU-lovgivning, gælder den også i de produkter, som man sælger fra Kina. Og da Kina leverer stort set, jeg vil ikke sige alt det, vi bærer på os, men rigtig meget af det, vi har rundtomkring os, så har vi altså også dermed ændret ret meget i Kina. Dermed nævner jeg så bare Kina, men det betyder jo rent faktisk, at da det er verdens produktionssted og vi også tager fat i, at det er det, der bliver solgt, der kommer udefra, er det en fin strategi.

Så lige bare en advarsel til hr. Per Clausen, hvis jeg må komme med den her til sidst. Hr. Per Clausens argumentation kan jo føre direkte til, at hr. Per Clausens parti bliver det rene EU-tilhængerparti. Det vil jeg ikke beklage, men jeg vil bare advare. Jeg har selv siddet i de der argumentationer og ved jo sådan set, hvordan glidebanen ser ud. Det var en sød bemærkning til Enhedslisten – det skal nok komme.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg vil bare så nødig have, at hr. Steen Gade kommer til at gå herfra med nogle forhåbninger, som ikke kan opfyldes. Det er lykkedes mig at blive 60 år uden at ændre opfattelse af EU. Medmindre det skulle ske i den sådan senile fase af mit liv, tror jeg, jeg kan love hr. Steen Gade, at der heller ikke de næste 20 år vil ske det, at jeg ændrer opfattelse af EU.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at det kan man jo sige rigtig længe, indtil man opdager, at man har argumenteret på en sådan måde, at man er blevet EU-tilhænger.

Hr. Per Clausen.

Jeg vil gerne anmode om, at hr. Steen Gade holder op med at sige sådan noget. Det er direkte skadeligt for mig og gør mit liv i mit eget parti rigtig vanskeligt. Så med det, hr. Steen Gade siger her, bringer han mig nok i den modsatte retning af den, han ønsker.

Ordføreren.

Jeg modtager advarslen, men jeg kan måske ane, at det betyder, at hr. Per Clausen er tæt på at forstå, hvad det er, jeg siger, men at han kan få vanskeligheder i Enhedslisten. Men jeg skal ikke give hr. Per Clausen yderligere vanskeligheder i Enhedslisten.

Tak til SF's ordfører. Hr. Villum Christensen som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Når man læser bemærkningerne til forslaget her, ser man, at der næsten er tale om et rædselskabinet af ulykker, som disse stoffer angiveligt skulle afstedkomme. Jeg må sige det ligeud: Vi har ingen som helst mulighed for at tage faglig stilling til validiteten af de opregnede konsekvenser og vælger derfor ligesom i alle andre sager af stærk faglig karakter at afvente forslag om indgreb fra de relevante officielle instanser på området, herunder ikke mindst Europa-Kommissionen. Som ministeren allerede har været inde på, er den her problemstilling i en rigtig god proces.

Så et forslag om endnu en gang at gå enegang på området i forhold til andre EU-lande vil Liberal Alliance ikke umiddelbart være fristet af, hvorfor vi indtil videre ikke ønsker at støtte det her forslag. Men vejen frem er naturligvis, sådan som mange andre har været inde på, fælles regler fra EU's side.

Tak til ordføreren. Hr. Daniel Rugholm som konservativ ordfører.

Tak for det. Vi er sådan set helt enige i, at brugen af hormonforstyrrende ftalater bør begrænses, som det også er udtrykt i forslaget, men jeg er også enig med de fleste andre ordførere i, at det her skal ske på EU-niveau. Så vores budskab er som de fleste andres: Lad os afvente processen i EU, før vi eventuelt begynder at køre vores eget spor i Danmark.

Fører processen i EU ikke til nye begrænsninger, så hører jeg ministeren sige, at hun vil starte en national proces, og så må vi jo fortsætte drøftelsen dér.

Ministeren kæmper en god kamp i EU, og den bakker vi op om, det er dér og ikke alene her i Folketingssalen, at kampen mod ftalaterne skal kæmpes. Jeg noterede mig, at selv Dansk Folkeparti argumenterede for vigtigheden af at tage fælles beslutninger i EU og ikke gå enegang i Danmark, og det skal også være signalet herfra.

Jeg har set udkastet til en fælles beretning i udvalget. Det virker til at være et godt udgangspunkt for videre drøftelser, og det vil vi selvfølgelig arbejde konstruktivt videre med i udvalget.

Så vi kan desværre ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Det er jo rigtigt, som hr. Villum Christensen sagde, at når man læser bemærkningerne til det her beslutningsforslag, kan man godt få et indtryk af, at de her kemikalier har rigtig, rigtig alvorlige og skadelige konsekvenser. Det har de nu nok også, og der er vi jo i den på den ene side meget lykkelige situation, at vi i Danmark har nogle af verdens dygtigste forskere og nogle af verdens bedste forskningsmiljøer på det her område, og det er dejligt at være dygtig. Men det gør jo også, at vi på vores helt almindelige sprog, når vi snakker med de her forskere, kan få at vide, hvor alvorlig situationen på den anden side er.

Andre har også nævnt den høring, som Folketingets Miljøudvalg holdt sammen med Sundhedsudvalget i november måned i 2014, hvor der deltog en række forskere, også fra forskellige miljøer, kan man sige, i Danmark. Og der var man jo, når man gik fra den høring, ikke i tvivl om, at der var en lang række af de udfordringer, vi står over for nu med udvikling af testikelkræft, brystkræft, deforme kønsdele og spørgsmål omkring en række af de sygdomme, som vi ellers tit opfatter som livsstilssygdomme, som kan forbindes med de her kemikalier og hormonforstyrrende stoffer.

Der var heller ikke meget tvivl om, at det, der var den allerstørste ulykke, i grunden var, at selv disse meget dygtige forskere ikke var i stand til med sikkerhed at sige, hvor grænsen var for, hvornår en påvirkning er forsvarlig. Og det hænger sammen med det her med de berømte cocktaileffekter, som lyder rigtig festligt, men som ikke er spor festligt, fordi det handler om, at når man blander den cocktail af hormonforstyrrende stoffer, som vi bliver udsat for i hverdagen, så har det en meget større effekt, end hvis effekterne af dem enkeltvis bare blev lagt sammen.

Alt det er for så vidt i Danmark en lidt halvgammel diskussion. Hr. Steen Gade antyder, at den har været i gang i 20 år, og det har han givetvis ret i. Jeg ved i hvert fald, at den har været i gang i mindst de sidste 10 år, hvor jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med det. Det har den jo været, bl.a. fordi vi på et meget tidligt tidspunkt faktisk fandt ud af, at der var nogle alvorlige problemer omkring ftalater. Det var på baggrund af nogle relativt simple undersøgelser, som blev udført tilbage i 2008 og 2009, hvor det viste sig, at der var høje koncentrationer i rigtig mange af de produkter, som børn havde tæt omgang med. Samtidig med det kunne man konstatere, at ftalater er kemiske stoffer med østrogenlignende virkninger, som kan skade fertilitet og medføre fosterskader og misdannede kønsorganer m.v.

Det var altså det, vi vidste i 2009, og jeg vil bare sige, at nu ved vi meget mere, og alt det nye, vi får at vide, peger sådan set kun én vej, nemlig at den her udfordring er kæmpestor.

Det var jo også derfor, at et flertal i Folketingets Miljøudvalg den 21. april 2010 på baggrund af et beslutningsforslag fremsat af Enhedslisten, så vidt jeg husker – jeg kan nemlig ikke huske det, for vi har fremsat flere forslag; nogle gange har der været andre partier med, og jeg vil nødig gøre nogen vrede her i dag, så jeg tager det forbehold; men Enhedslisten var i hvert fald forslagsstiller på det – besluttede at lave den her beretning, hvor man sagde, at nu skulle der gennemføres et nationalt forbud. Vi var forsigtige dengang. Vi sagde, at hvis nu branchen kunne bevise, at det her var uskadeligt, så ville vi ikke gennemføre et forbud.

Vi snakkede også allerede dengang om, at hvis der skete noget på EU-plan, ville vi selvfølgelig også acceptere at gå ind i det. Nu skete der bare på det tidspunkt, lige når det handler om ftalater, ikke noget på EU-plan. Så derfor blev man så enige om at lave det her nationale forbud. Processen har været lidt lang efterfølgende. Den fungerende miljøminister, fru Pia Olsen Dyhr, udskød i maj 2013 ikrafttrædelsen af ftalatforbuddet på baggrund af nogle synspunkter fremført af industrien, som beskrev et Danmark, som nærmest ville gå tilbage til stenalderen, hvis det her forbud blev gennemført.

Man må håbe, at de nede i EU har gjort sig nogle overvejelser om, hvad industrien kan finde på at sige, når vi nu går i gang med det her forbud. Jeg vil sige, at på stort set alle de områder, hvor industrien påstod at der ikke var alternativer, pralede de selv på deres hjemmesider med, at de havde alternativer. Altså, det gør tingene sådan lidt komplicerede. Og på andre områder vidste vi at der i Danmark blev produceret alternativer. Så det går jo nok, det med alternativerne.

Men det betød så, at processen blev udskudt. Og så skete der det, at der blev afsagt en dom, som i øvrigt handlede om en sag i Finland, som på en eller anden måde handlede om noget lidt andet, men hvor den danske regerings vurdering var, at det ville føre til, at det her forbud, vi var i gang med i Danmark, ville være EU-traktatstridigt. På baggrund af det fremsatte vi så det her beslutningsforslag. Og så skete der det heldige og lykkelige, jeg tror ikke mindst på grund af den danske regerings ivrige pres og dygtige danske forskeres ihærdige indsats, at der kom et udspil fra EU, som signalerede, at man gerne ville inddrage Danmark i en EU-lovgivningsproces.

Det synes vi selvfølgelig er fornuftigt og godt, at det sker. Altså, da vi diskuterede bisfenol A og fik et nationalt forbud på det område, var vores holdning hele tiden, at selvfølgelig skulle man arbejde for også at få et EU-forbud. Og det fik vi jo så også i forlængelse af det. Så derfor vil jeg sige – nu var det lidt svært for mig at forstå, hvad Dansk Folkeparti mente, og jeg ville ikke begynde at udspørge den vikarierende ordfører i alle mulige detaljer – at hvis det, man mener i Dansk Folkeparti, er, at vi skal bruge den metode, vi brugte i forbindelse med bisfenol A, så er jeg jo helt tryg. For da gennemførte vi et nationalt forbud, og senere blev det til et EU-forbud.

Uanset at Dansk Folkeparti måske har skiftet lidt holdning – jeg vil ikke gå så langt som den konservative ordfører til at sige, at DF har ændret EU-holdning og nu mener, at det altid er EU-løsninger, der skal til, og at nationale løsninger altid er af det onde; det ville nok være at gå for vidt – så håber jeg da, at vi kan fastholde, at Dansk Folkeparti også kan være med i en fælles beretning. Og det har jeg da også forventning om at både Konservative og Venstre og Liberal Alliance kan. Ingen har været direkte fjendtligt indstillet over for det her beslutningsforslag i dag, så der er jo gode muligheder for at skabe nye illusioner om, at det samarbejdende folkestyre kan virke.

Så selv om vi vel kan konstatere, at et meget stort flertal i Folketinget i dag har afvist Enhedslistens beslutningsforslag, har man jo samtidig også meget klart tilkendegivet, at man støtter regeringen og ministeren i den proces, der foregår i EU. Jeg vil også gerne sige, at det er mit klare indtryk, at den danske regering og forskere og embedsmænd har gjort en utrolig stor indsats. At det kan hjælpe lidt i nogle situationer, tror jeg, at der også findes et pres her i Danmark på den danske regering, som gør, at den så presser videre, er så en helt anden sag. Men det skal ikke ændre noget ved, at der er gjort en fantastisk stor indsats, og jeg synes da, vi skal bakke op om den og håbe, at det kan føre til et resultat i løbet af 2016.

Så gør det jo ikke noget, at processen startede i Danmark for en 7-8 år siden, at det tager så lang tid. For som hr. Steen Gade antydede, tager det vist nogle gange endnu længere tid, når det handler om EU-spørgsmål. Og jeg er i øvrigt også helt enig i, at det rigtige ville være, hvis vi havde en beslutning om, at når hormonforstyrrende stoffer er farlige, er de forbudte. I grunden troede jeg også, det var det, REACH gik ud på, nemlig at man ikke måtte bruge produkter, man ikke havde bevist ikke var farlige. Men det har i hvert fald vist sig, at implementeringen af det godt kunne give en det indtryk, at det nærmest forholder sig omvendt, nemlig at man kan bruge hvad som helst, indtil det er bevist, at det er farligt.

Men uanset det synes jeg jo, at det er rigtigt, at man burde have en grundlæggende løsning, som gik i den retning. Så længe vi ikke har det, bliver vi nødt til at tage det, om jeg så må sige, tue for tue og stof for stof. Og jeg synes sådan set, at vi med den diskussion, der har været i Folketingssalen her i dag, og med muligheden for rimelig hurtigt at lave en fælles beretning fra måske endda et enigt Folketing nu er kommet et skridt tættere på den situation, hvor de her farlige ftalater er fjernet fra den hverdag, som vi udsætter vores børn og i virkeligheden også os selv for. Og det synes jeg vil være et kæmpestort fremskridt. Så tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Marinus.

Tak for det. Jeg tror, at hr. Per Clausen havde fat i noget af det rigtige, da han skulle sige, hvad Dansk Folkeparti mener. Vi støtter faktisk en beretning på EU-plan. Det kommer selvfølgelig an på, hvad der kommer til at stå i den, men vi håber på, at vi kan få EU med til at løse den her opgave, for selv om hr. Per Clausen nok er tilhænger af, at Danmark træder helt ud af EU, er Dansk Folkeparti mere skeptisk og siger mindre EU, mere Danmark, men det her er netop et af de områder, hvor vi mener at vi faktisk får gavn af at løfte i flok og samarbejde med andre europæiske lande. Det var bare for at slå det fast.

Hr. Per Clausen.

Jeg håber bare, at det ved afslutningen af den her sag vil vise sig, at Dansk Folkeparti ikke er mere afvisende over for muligheden for at tage nationale initiativer end Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Det vil alligevel være en underlig situation. Det må hr. Morten Marinus medgive mig.

Ikke mere? Så vil jeg sige tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet i denne sag. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljøudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.