Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 58:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd i fritiden m.v.

Af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (KF).

(Fremsættelse 27.01.2015).

Forhandlingen er åbnet, og det er justitsministeren.

Tak for det, og ikke mindst tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på et emne, der optager os alle sammen, og som jeg i hvert fald for mit eget vedkommende kan sige optager mig rigtig meget. Det er uholdbart, at offentligt ansatte, velfærdssamfundets fronttropper, oplever overfald, chikane, trusler eller anden adfærd fra borgere eller pårørende, som er uacceptabel.

Jeg tror også, at det er vigtigt at sige, at hver gang en sygeplejerske, en portør, en parkeringsvagt eller en politibetjent bliver angrebet, truet eller chikaneret, er det hele velfærdssamfundet, der står for skud, og derfor er det også et fælles ansvar at modvirke de utrolig kedelige samfundstendenser, der er på det her område.

Jeg kan måske helt indledningsvis sige, at noget af det sidste, jeg nåede, mens jeg stadig var beskæftigelsesminister, var i samarbejde med Folketinget at få strammet lovgivningen, sådan at arbejdsgiveransvar også skal udstrækkes til fritiden, hvis eksempelvis et overfald på en sygeplejerske eller en politibetjent har at gøre med noget, der har fundet sted i arbejdstiden. Det håber jeg på kommer til at virke godt. Så vi skal gøre, hvad vi overhovedet kan for at passe på vores medarbejdere og slå ned på det, man jo ikke kan kalde andet end asocial adfærd, for det er det, når gode medarbejdere bliver chikaneret.

Der blev jo, som det er forslagsstillerne bekendt, nedsat en arbejdsgruppe i 2013 under Rigspolitiet, hvor også Politiforbundet deltog, for at se på, hvordan vi kan passe ekstra godt på vores politibetjente. Den arbejdsgruppe fandt i hvert fald på det tidspunkt, at der ikke var behov for nye lovgivningsinitiativer. Den kom med en række andre anbefalinger i stedet.

Hvis vi kigger på selve beslutningsforslaget, og hvis vi har læst det korrekt, kan vi se, at det første element går ud på, at straffen for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd skal være den samme, uanset om chikanen finder sted i tjenesten eller i fritiden. Straffeloven indeholder allerede i dag særlige regler om overfald på personer, der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv.

Det drejer sig om § 119 og § 121, hvor de personer bliver givet en særlig beskyttelse mod både vold, trusler og det, man kalder fornærmelig tiltale. Bestemmelserne, og det er nok vigtigt at sige, omfatter både situationer, hvor offentligt ansatte overfaldes med vold, trusler eller fornærmelig tiltale i arbejdstiden, og situationer, hvor overfaldet måtte ske uden for arbejdstiden, men hvor det overfald, der måtte ske uden for arbejdstiden, netop er begrundet i arbejdssituationen. Forslagsstillerne ønsker, at straffen skal være den samme i de to situationer. I retspraksis kan jeg sige at det allerede er tillagt betydning i skærpende retning, at en trussel mod en offentligt ansat bliver fremsat over for den forurettede uden for arbejdstiden. Det er der også redegjort for over for Folketinget tidligere.

Jeg går jo ikke ud fra, at det, forslagsstillerne ønsker, er at få strafniveauet ned – det ville ligne forslagsstillerne dårligt – og derfor skal man nok være lidt varsom med den her del af beslutningsforslaget. For der er allerede i dag en retspraksis for at tillægge det skærpende omstændigheder. Vi må i hvert fald ikke komme til ad bagvejen at sætte straffen ned for det her. Så man kan sige, at alene den uklarhed, der er her, gør, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Så er der det, der vedrører chikane mod familien, og her er vi inde ved noget, der virkelig er ubehageligt. Tænk sig at gå på arbejde, passe sit arbejde og så opleve, at ens familie – det kan være børn, en ægtefælle eller andre – bliver chikaneret, fordi man er fængselsbetjent, eller fordi man er sygeplejerske. Det er der kun grund til at tage afstand fra. Men her foreslås det i beslutningsforslaget, at det skal udgøre en særskilt strafskærpende omstændighed, hvis chikanen eller truslerne er rettet mod en offentligt ansats nærmeste familie.

Det siger sig selv, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at det finder sted. Vold og trusler mod pårørende straffes efter straffelovens bestemmelser om vold eller trusler, og domstolene kan ved strafudmålingen tage hensyn til, at forholdet er begået i anledning af offentlig tjeneste. Det gælder f.eks., hvis det er en ægtefælle til en politibetjent. Så der er altså muligheder for, at man ser det som en strafskærpende omstændighed, og det vil sige, at mulighederne allerede foreligger i straffeloven.

Så er der det tredje element, hvor det foreslås, at normalstraffen for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om overfald på en offentligt ansat med vold, trusler eller fornærmelig tiltale skal fordobles, hvis gerningsmanden tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet. Jeg har ikke noget meget dogmatisk forhold til straf. Jeg er bestemt tilhænger af, at vi sanktionerer der, hvor det er nødvendigt og rigtigt, og er der områder, hvor straffen skal sættes op, vil jeg ikke på nogen måde principielt være modstander af det. Vi skal bare være sikre på, at det virker, og at det ikke bliver et slag i luften.

Der noterer jeg mig bare, at den arbejdsgruppe, der har været nedsat tidligere, hvor også Politiforbundet har deltaget, ikke har anbefalet, at straffen skulle sættes op. Der har man derimod anbefalet noget andet, nemlig at vi klæder ikke mindst vores politifolk bedre på til at håndtere de situationer, hvor konflikterne måtte opstå.

Lige så hård jeg var i min indledning i forhold til at slå ned på truslerne, chikanen og volden, lige så vigtigt er det dog, vil jeg gerne understrege, at vi i vores offentlige sektor arbejder konfliktnedtrappende i stedet for konfliktoptrappende, for hvad enten man er politimand, ambulanceredder, ansat i psykiatrien eller socialrådgiver, møder man mennesker, der har det dårligt.

Man møder mennesker, der er påvirkede, som er misbrugere, som står på kanten af deres liv, og som derfor en gang imellem kan have en adfærd, som på alle mulige måder er forkert, men som selvfølgelig har rod i, at livet for nogles vedkommende bare er så umådelig trist og så utrolig svært at håndtere.

Hvis vi i alle de tilfælde sætter hårdt mod hårdt, vil man se alt for mange konflikter optrappe. Et af de store privilegier ved at bo i Danmark er, at vi har så ufattelig dygtige folk siddende i vores ambulancer og arbejdende på de lukkede afdelinger i psykiatrien og i vores patruljevogne, som under de mest stressende og menneskeligt udfordrende situationer evner at lade være med at sætte hårdt mod hårdt, men som faktisk med deres empati, deres menneskelige indsigt, deres psykologiske overlegenhed og deres indsigt i livets forhold i øvrigt får nedtrappet konflikter, sådan at også vores allerallermest sårbare mennesker kan komme ud af situationer uden at skulle lægges i håndjern eller på anden vis underlægges brugen af magt.

Jeg vil utrolig gerne have, at vi fastholder de traditioner og den kultur, for det er noget af det, der gør Danmark til et helt særligt samfund. Det ændrer ikke på, at vi skal slå hårdt ned på chikanen, på volden, på truslerne, fordi det er uacceptabelt, men jeg lytter mig altså til, at den arbejdsgruppe, der tidligere har været nedsat, er kommet med andre anbefalinger end det, der ligger i beslutningsforslaget her, og ud fra et samlet hele vælger vi derfor at sige nej tak til forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Indholdsmæssigt siger ministeren jo sådan de rigtige ting, og hvis man sidder klar med pennen, kan man få noteret ned, hvad ministeren så handlingsmæssigt vil gøre ud over snakken her i Folketingssalen. Men nu spørger jeg jo ministeren, hvad ministeren præcis vil gøre, for jeg fik ikke skrevet noget ned. Det er jo desværre lidt det samme billede, som vi har set med tidligere justitsministre. Hr. Morten Bødskov sagde som justitsminister, at det her var et problem, men gjorde ikke rigtig noget, fru Karen Hækkerup sagde som justitsminister, at det var et problem, og man nedsatte et udvalg, som ikke førte til ret meget. Den situation, vi står i, er jo, at vi, hvis vi sammenligner 2013 med 2014, så kan se, at der for polititjenestemændenes vedkommende er en stigning på noget, der ligner 12 pct., i antallet af anmeldelser om vold og trusler efter f.eks. straffelovens § 119, og det er jo derfor, vi ønsker det. Så kan man diskutere, hvordan det skal indrettes, men vi ønsker i borgerlig blok at straffe det her hårdere. Og jeg skal bare lige høre, om jeg virkelig hørte forkert. Har justitsministeren ud over det, som hun siger, som jo er nogle flotte ord, så ikke nogen konkrete forslag til handlinger og ændringer med her i Folketingssalen i dag? Er det korrekt opfattet, justitsminister?

Justitsministeren.

Jamen det er jo, fordi vi på det her område ikke har behov for bare en gang imellem at have vores opmærksomhed rettet mod det. Det her er jo et område, der fortjener vores opmærksomhed hele tiden. Det her skal jo indgå i vores almindelige politiarbejde, det skal indgå i vores almindelige arbejde i og i forbindelse med Kriminalforsorgen, og så skal det indgå i det arbejdsmiljøarbejde, der foregår i regi af Beskæftigelsesministeriet, og det var derfor, jeg tillod mig lige at nævne det og reklamere for noget af det sidste, jeg nåede at gøre som beskæftigelsesminister. For det er i mine øjne et meget, meget vigtigt bidrag til det, forslagsstillerne ønsker, nemlig at arbejdsgiverne bliver forpligtet til at have og tage et ansvar, også i forhold til episoder, der måtte finde sted uden for arbejdstiden, og det er jo et konkret eksempel på, at regeringen handler på det her felt.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jo, men man må så bare sige, at den vej, regeringen har valgt, ikke fører til, at man får løst problemet, for der er en stigning, og det må justitsministeren bekræfte; det er en simpel statistisk opgave. Jeg tror også, man fra Kriminalforsorgens side i dag er ude at sige, at der er en meget, meget stor andel af deres medlemmer, som oplever en stigning i det her. Her ligger der så et konkret forslag om, at det, der i dag er normalstraffen, som er 10 til 20 dages fængsel, ønsker vi i den borgerlige blok at få fordoblet, og det siger landets justitsminister nej tak til og henviser til et udvalg. Jeg bliver nødt til at spørge justitsministeren: Er vi ikke politikere, og skulle vi ikke sætte os ned og finde en politisk løsning på det her, når nu man må sige, at det, som det udvalg har arbejdet med, tilsyneladende ikke løser problemet?

Justitsministeren.

Jo, men det gør vel ikke noget, at vi også lytter til udvalget, når vi dér både har Politiforbundet og andre, der repræsenterer området. Det bør da sådan set gøre indtryk på os alle sammen, at det ikke umiddelbart er forhøjet straf, man anbefaler. For ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er det jo forebyggelsen af episoderne, der er det afgørende. For den politibetjent eller den sygeplejerske, der måtte opleve volden, truslerne og chikanen, risikerer jo at få ødelagt sit liv eller i hvert fald en del af sit liv eller en del af sit arbejdsliv. Og derfor er forebyggelseselementet her jo på mange måder utrolig meget mere væsentligt, end straffen er.

Så er der en kort bemærkning fra fru Mai Mercado.

Ministeren siger, at det her fortjener opmærksomhed hele tiden. Det er jeg sådan set meget enig i, og derfor er jeg på linje med mine kollegaer jo egentlig lidt forundret over, at der bare kommer en pure afvisning. Der kommer ikke en åbning i forhold til at ville se på det eller tage noget ind eller invitere til møde eller på anden vis tage det her alvorligt. Jeg tror, vi må sige, at de stigninger i chikane, i vold og trusler nu har været så store, at vi ikke kan blive ved med at sige til vores politibetjente, sygeplejersker, fængselsfunktionærer, at de bare må vente. Altså, jeg tror, der er nogle, der forventer handling nu, og her ligger der et konkret forslag. Så er jeg lige så målløs som Venstres ordfører over, at der ikke engang kommer en eneste konkret løsning på bordet.

Justitsministeren.

Man kan sige, at hvis det er den her diskussion, der gør ordføreren målløs, så venter der meget farefuldt i fremtiden, for her står sådan set en justitsminister, der tilkendegiver, at det her er ualmindelig vigtigt, og at det kræver vores alle sammens fokus på rigtig mange forskellige niveauer.

Men jeg bliver også nødt til at forholde mig til de konkrete elementer i beslutningsforslaget, for målet er vi ikke uenige om. Der kan sagtens være elementer, der også kan diskuteres mere konkret, men når man eksempelvis foreslår, at straffen skal være den samme, hvad enten der er tale om vold eller chikane inden for eller uden for arbejdstiden, og Justitsministeriets vurdering er, at straffeloven sådan set er skrappere, strengere og strammere i dag end det, forslagsstillerne lægger op til, så bliver jeg nødt til at gøre forslagsstillerne opmærksom på, at forslagsstillerne i virkeligheden risikerer at komme til at sætte straffen ned.

Fru Mai Mercado.

Men det sker heller ikke så tit, at jeg bruger ordet målløs, primært fordi det jo ikke hænder så ofte. Så der kan ministeren jo godt have en god pointe. Men det, der står tilbage efter de svar, der er blevet givet, er jo altså bare en minister, der ikke vil gøre noget. Det er jo en minister, som ikke vil gå ind aktivt og forhindre, at tjenestemænd bliver udsat for chikane og voldsforbrydelser, og der ligger ikke en værdimæssig tilkendegivelse fra justitsministerens side i vigtigheden af, at hvis man har begået personfarlig kriminalitet før, så bliver det straffet hårdere, hvis man udøver vold og trusler. Det må vi jo så tage til efterretning, det må jeg bare sige, men det er skuffende.

Justitsministeren.

Det er en meget voldsom påstand, der fremkommer fra den konservative ordfører, og den tror jeg egentlig at jeg vil lade stå. Jeg tror ikke, at jeg er kendt for andet end at være en, der er optaget af, at vi har et ordentligt arbejdsmiljø i Danmark, og at det selvfølgelig skal være sådan, hvad enten man er politimand eller ambulanceredder, at man skal kunne komme helskindet hjem fra arbejde, og at vi på ingen måde skal acceptere trusler, vold eller chikane.

Det, vi diskuterer i dag, er jo midlerne, hverken det værdimæssige mål eller den samfundsmæssige afstandstagen. Jeg mangler stadig væk, at ordførererne forholder sig til, at man med det her risikerer at sætte straffen ned, for jeg tror ikke, det er det, der er hensigten.

Fru Susanne Eilersen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu kunne jeg høre, at ministeren talte lidt om, at vi skulle lave noget mere forebyggende, altså at man ikke optrapper situationen, når man står derude, og at betjentene får nogle redskaber til det. Det er jeg selvfølgelig fuldstændig enig med ministeren i.

Jeg vil så også tage udgangspunkt i den episode, vi har hørt der var i Gøteborg i dag ude foran et hospital, hvor der er opstillet 100 mand, som kræver at få udleveret fem eller seks skudofre. Og der tænker jeg, hvordan ministeren ser på det, altså om man kunne give politiet eller andre, i det her tilfælde også sygehuspersonalet, nogle redskaber; det er sådan nogle pludseligt opståede situationer, som man ikke har nogen redskaber til at kunne forebygge.

Mener ministeren ikke, at vi også i Danmark ser flere og flere af disse tilfælde, som vi burde gribe ind over for?

Justitsministeren.

Jeg kender ikke den konkrete situation fra Gøteborg godt nok til at kunne sige noget om den. Jeg har kun hørt om den helt sporadisk fra dagens mediebillede.

Fru Suanne Eilersen.

Men vi har også set eksempler på episoder fra Odense og vores hospitaler andre steder. Sådanne situationer opstår, når der f.eks. har været bandekonflikter, hvor nogle af de her bandemedlemmer bliver indlagt og man så prøver at tiltvinge sig adgang til hospitalerne. Så det er jo kendt i Danmark. Der er en tendens til, at der sker en optrapning af de her forhold, og jeg kunne tænke mig at høre, om ministeren har en holdning til det.

Ministeren.

Jamen i mine øjne er der ikke noget som helst undskyldeligt for, at man møder op på et dansk hospital og beder om at få en patient udleveret eller få adgang til en patient, fordi man banderelateret har en interesse deri. Det er en myndighedsopgave at sørge for, at de pågældende kommer væk fra hospitalet og om nødvendigt bliver anholdt, hvis der er grundlag for det, og at man i øvrigt lader vores sundhedspersonale passe sit arbejde.

Så er det hr. Leif Mikkelsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Ministeren brugte en del af sin taletid på at beskrive situationer, hvor man skal være meget opmærksom på ikke at optrappe, og at det ofte kunne være, skal vi sige tjenestemanden eller politibetjenten, eller hvem det nu er, der skal sørge for, at det ikke sker, når det drejer sig om en person, der har det svært osv.

Det er vi sådan set fuldstændig enige om. Det er bestemt den person, der har overskuddet og ikke er belastet og syg eller påvirket, der skal sørge for at trappe ned.

Jeg kan bare ikke se, hvad det har med det her beslutningsforslag at gøre, og at det overhovedet ændrer på det. Jeg har måske brug for, at ministeren prøver at fortælle mig, hvorfor det fyldte så meget i ministerens tale, når jeg ser på, hvad beslutningsforslagets intention er.

Ministeren.

Men det er jo, fordi der er en hårfin balance i det. Der er det almindelige politiarbejde, hvor man skal håndtere mennesker, der eksempelvis kan være påvirkede, og som derfor er langt væk fra, hvordan de i øvrigt ville handle, eller som på anden vis kan være udfordrede, fordi der er nogle situationer omkring dem, der gør, at de bliver udadreagerende. Og så er der det, at man pludselig oplever vold mod politibetjenten, eller der bliver sagt ord, som kan have en truende karakter.

De to ting kan jo ligge utrolig tæt op og ned ad hinanden. Og der ved jeg bare fra det konkrete politiarbejde, at den måde, hvorpå vores politibetjente håndterer mennesker, også dem, der har det svært, har en rigtig, rigtig stor betydning. Og det gælder både for den konkrete borger, men sådan set også for politibetjentens egen sikkerhed.

Hr. Leif Mikkelsen.

Ja, og det er vi jo som sagt helt enige om. Men vil det sige, at ministeren forestiller sig, at det, at en straf er lidt hårdere eller mildere, når nogen forløber sig, påvirker situationen, altså hvem der kan tale en sag op eller ned? Vil politibetjenten handle anderledes, fordi man har vedtaget et lovforslag, hvor der er stærkere straffe, fordi han ved, at nu kan vedkommende straffes hårdere?

Jeg tror bestemt, det er mennesker, der har så stort overskud, at de ofte hellere taler en sag ned end op. Så jeg kan slet ikke se, at man kan bruge den begrundelse i den her sammenhæng. Det er det, jeg synes, ministeren er på vildspor med.

Ministeren.

Jamen jeg siger jo ikke, at man nødvendigvis kan forebygge alle situationer. Jeg ved til gengæld, at forebyggelse er det allerallerklogeste at gøre, og at det for borgerne og for vores politifolk, som vi altså også skal passe på, er det, der på den lange bane har den største betydning og kan tillægges den største vægt.

Omvendt er vi ikke sikre på, at straf vil virke, for vi kan ikke være sikre på, at den person, der chikanerer, truer eller udsætter f.eks. en fængselsbetjent eller en politibetjent for vold, vil afstå fra at gøre det, fordi straframmen sættes op. Det kan vi ikke være sikre på.

Derfor kan man jo godt ønske sig sanktionen. Vi er bare ikke sikre på, at det betyder, at der eksempelvis vil være færre politibetjente, der bliver chikaneret eller udsat for vold eller trusler.

Tak til justitsministeren. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Forslaget her er ikke et nyt forslag, men noget, vi har drøftet og diskuteret flere gange her i Folketinget, og derfor vil jeg også gentage min tale, som jeg holdt, da vi for nogle få måneder siden havde det oppe her i Folketingssalen sidst.

Der skal ikke et eneste sekund herske tvivl om, at det tema, vi behandler i dag, har Socialdemokraternes store opmærksomhed. De medarbejdere, der hver dag er garanter for vores værdifulde offentlige sektor, fortjener vores fulde opmærksomhed, ikke mindst når de chikaneres. Det gælder ikke mindst vores politifolk, det gælder vores fængselsfunktionærer, og det gælder alle andre, der varetager vores samfunds interesser, og ikke mindst gælder det deres familier. Uden deres indsats ville vi ikke kunne opretholde den tryghed for danskerne, som vi Socialdemokrater vil gøre alt for at sikre.

Lad mig indledningsvis understrege, at vi Socialdemokrater ikke er bange for at straffe de mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde de spilleregler, der gælder i vores samfund. Men øget straf skal have en effekt, og der er ikke noget, der peger på, at dette forslag vil give den ønskede effekt. End ikke politiet selv eller deres faglige organisation mener, at det er vejen til mindre chikane, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at offentligt ansatte ikke chikaneres. Det er også derfor, vi bl.a. har spurgt politiet selv, hvilke løsninger de finder er de bedste. Det er også derfor, vi for få måneder siden, på tværs af et bredt flertal i Folketinget, indførte ny lovgivning på det her område, der skal sikre, at man kan håndtere det, hvis chikane opstår.

Der bør ikke være to meninger om, at det bedste, der kan ske, er, at vi helt undgår, at tjenestemænd udsættes for chikane. Det er, hvad enten de er på job eller holder fri. Forebyggelse er og bliver det bedste redskab.

Jeg må desuden bemærke, at forslagsstillernes første initiativ går ud på, at straffen for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd skal være den samme, uanset om chikanen finder sted i tjenesten eller i fritiden, når chikanen sker i forlængelse af vedkommendes tjenestemandsfunktion. Sådan er det jo allerede i dag jævnfør straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, der giver en særlig strafferetlig beskyttelse mod vold, trusler og fornærmelig tiltale. Bestemmelserne omfatter både situationer, hvor offentligt ansatte overfaldes med vold, trusler eller fornærmende tiltale i arbejdstiden, og i situationer, hvor offentligt ansatte overfaldes uden for arbejdstiden i anledning af tjenesten eller hvervet.

Hvad angår forslagsstillernes fokus på chikane af familier til en offentligt ansat tjenestemand, så er vi Socialdemokrater også på det område fuldstændig enige i målet, men vi er ikke enige i midlet. Det er dybt forkasteligt at rette sin utilfredshed mod familiemedlemmer til eksempelvis en politimand eller fængselsbetjent, og heldigvis sker det sjældent. Og der er allerede mulighed for at straffe på baggrund af dette.

Lad mig også her henvise til, at det er politiets eget ønske, at denne type sager forebygges, hellere end at strafferammen skærpes. Ønsket om en ny særskilt strafskærpende omstændighed, hvis chikanen er rettet mod en offentligt ansat tjenestemands nærmeste familie, når chikanen sker i forlængelse af vedkommendes tjenestemandsfunktion, støtter vi derfor heller ikke.

Det samme gælder den tredje del af forslaget, der omhandler dobbelt straf for chikane. Allerede i dag er det muligt for vores dommere at give en hårdere straf ved gentagen chikane.

Som nævnt har vi Socialdemokrater ingen – og jeg gentager ingen – fine fornemmelser i forhold til at undgå straf, men vi skærper til gengæld kun straffen der, hvor det giver mening. I dette tilfælde peger både politiet og Politiforbundet på, at det ikke løser problemerne med chikane at straffe hårdere. Derimod er det afgørende at klæde politifolkene bedre på til at håndtere potentielle chikanører og løse konflikterne, inden de eskalerer.

Vi Socialdemokrater har den største respekt for vores dygtige offentligt ansatte. Det er derfor, vi skylder dem løsninger, der virker, og som ikke bare er symbolløsninger. Det er derfor, vi skylder dem at lytte til de forslag, de selv kommer med, og ikke bare trumfer forslagene med noget, som vi synes lyder godt fra Folketingets talerstol.

Med de ord skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater ikke støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Det var en noget anden tale end den, justitsministeren holdt, og jeg vil da godt takke fru Trine Bramsen, for nu står det klart for alle landets politifolk og fængselsfunktionærer, at Socialdemokratiet på ingen måde har i sinde at øge det, der er normalstraffen for § 119. Det er jo det, man kan udlede af fru Trine Bramsens tale. Det er lidt noget andet, man kunne udlede af justitsministerens tale. Jeg vil godt sige tusind tak for den ærlighed. Vi er så bare fundamentalt og grundlæggende uenige om det – det er vi bare.

Jeg bliver nødt til at spørge fru Trine Bramsen, om fru Trine Bramsen virkelig mener, at det er en fair, retfærdig straf, at det ved trusler om vold over for en politimand eller -kvinde er i orden, at normalstraffen er et sted mellem 10 og 20 dages fængsel. Mener fru Trine Bramsen, at det er en fair straf?

Ordføreren.

Sikke da noget vrøvl. Jeg vil gerne gentage, at for os Socialdemokrater er der ingen tvivl om, at vi overhovedet ikke holder os tilbage fra at straffe, men vi ønsker ikke at straffe bare for straffens skyld. Vi ønsker at øge strafferammer der, hvor det virker, der, hvor det har en effekt, og der er altså ikke noget, der peger på – ikke engang hos politiet selv peger man på det – at det har en effekt at øge strafferammen.

Til den paragraf, hr. Karsten Lauritzen henviser til, vil jeg sige, at der jo allerede i dag er mulighed for at tillægge det en skærpende betydning, når der er tale om en tjenestemand i funktion.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jo, men det ændrer jo ikke ved, at hvis man kigger i de svar, der er givet til Folketinget, kan man se, at normalstraffen er det, jeg lige redegjorde for. Og der siger vi så bare i den borgerlige blok, at det synes vi er for lidt – det synes vi er billigt sluppet. Vi tror, at det i forhold til nogle af de mange mennesker, der forbryder sig mod straffelovens § 119 – der er jo set en stigning – måske kunne hjælpe at øge straffen en lille smule. De kriminelle griner jo af os, vil jeg sige til fru Trine Bramsen, og de bruger den her vage lovgivning, vi har, til at chikanere politifolk, der bare passer deres arbejde. Og svaret fra Socialdemokratiet og fru Trine Bramsen er så, at det ønsker man ikke at gøre noget ved, og at der er et passende strafniveau.

Det er sådan set ikke et spørgsmål, det er bare en kommentar. Jeg vil sige tak for ærligheden – så ved landets politifolk og fængselsfunktionærer, hvor de har Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Jamen det, hr. Karsten Lauritzen siger, er jo ikke rigtigt. Det, som er Socialdemokraternes klare holdning, er, at vi ønsker at gøre det, der virker, og det, der har en effekt, og ikke det, der bare er symbolske udmeldinger. Hvis øgede straffe viser sig at være det, der virker, jamen så tager vi gerne en diskussion om det, men når politiet og Politiforbundet selv peger på, at forebyggelse er løsningen på at komme det her til livs, og når vi har nedsat et udvalg, der er blevet bedt om at komme med forslag til, hvordan man kan komme den her problemstilling til livs, og de entydigt peger på, at det ikke er øgede straffe, der kan afhjælpe den her problemstilling, så synes jeg faktisk, at vi som et ansvarligt Folketing skylder at lytte til det.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Jamen det er da ikke et enten-eller. Man kan da godt forebygge, samtidig med at man øger straffen. Og jeg hørte min partifælle hr. Karsten Lauritzens spørgsmål sådan, at det drejer sig om, hvorvidt Socialdemokraterne mener, at det er en fair straf, en passende straf, en rimelig straf, som man i dag risikerer. Altså, kunne vi ikke få et svar på bare det spørgsmål? Synes Socialdemokraterne sådan rent politisk, at det er passende og i overensstemmelse med det, vi kalder retsfølelsen, at straffene ligger på det niveau, som de gør?

Ordføreren.

Nu er hverken jeg eller hr. Jan E. Jørgensen dommer, og derfor synes jeg også, at man skal passe utrolig meget på med at gå ind og definere, hvad straffen i de konkrete tilfælde skal være, for hverken jeg eller hr. Jan E. Jørgensen kender de konkrete tilfælde i detaljer.

Det, jeg kan forholde mig til, er, hvad politiet selv siger kan være en løsning på det her. Det, jeg kan forholde mig til, er, at vi tager ansvar for det her ved at sætte et arbejde i gang, ved at se på alle de værktøjer i redskabskassen, der kan afhjælpe den her problemstilling. Og der er vi Socialdemokrater fuldstændig åbne. Og lad mig gentage: Hvis straf kan afhjælpe det her problem, hvis der er så meget som én eneste ting, der peger på, at øget straf kan forhindre det her, så ser vi gerne på det. Men vi er bare i en situationen, hvor ikke engang politiet eller Politiforbundet selv peger på, at øget straf afhjælper den her problemstilling.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jamen altså, hvis vi kun skulle straffe, når det kunne forhindre forbrydelser i at opstå, så skulle vi jo ikke straffe for noget som helst. Der er jo ikke nogen her i salen, der i ramme alvor tror på, at vi kan forhindre manddrab og voldtægt og andet ved at straffe. Men vi kan mindske det, og så kan vi også sende et signal, og det er det signal, jeg spørger til. Jeg spørger ikke, hvad domstolene mener, og hvad Politiforbundet mener, og hvad alle mulige andre mennesker mener, nu spørger jeg, hvad fru Trine Bramsen, som i øjeblikket står på Folketingets talerstol, mener er et rimeligt niveau. Mener fru Trine Bramsen, at vi skal fortælle domstolene, at det niveau, der ligger i dag, synes vi er urimeligt, og at det skal sættes i vejret, eller mener fru Trine Bramsen, at det er et rimeligt strafniveau, et fair strafniveau, der er i dag?

Ordføreren.

Jamen lad mig gentage en gang til, at vi Socialdemokrater sådan set ikke er bange for at straffe, men det skal have en effekt. Og så kan jeg jo som Socialdemokraternes ordfører forholde mig til, hvad der i dag er af muligheder inden for straffelovens bestemmelser. Og der har vi en § 119, stk. 1, og en § 121, der allerede i dag giver en særlig strafferetlig beskyttelse mod vold, trusler og fornærmelig tiltale.

Fru Mai Mercado for en kort bemærkning.

Altså, jeg ville jo lynhurtigt kunne svare på det spørgsmål som konservativ, for selvfølgelig er den straf for lav. Og det, hr. Jan E. Jørgensen spørger til, er jo sådan set ikke noget fagligt, det er ikke et fagligt skøn, som fru Trine Bramsen skal give. Hun skal egentlig bare tilkendegive en politisk holdning, i forhold til om det niveau, der er i dag med de 10-20 dage, er fair nok, eller om man ønsker at øge det. For ønsker man at øge det, gerne i tiltag med forebyggelse, så man gør det sammen, så skal jeg da i hvert fald bare herfra signalere, at det vil vi meget gerne være med til. Men indtil videre har vi jo ikke fået noget svar på den politiske holdning, i forhold til om det strafniveau, der er i dag, er rimeligt.

Ordføreren.

Når Socialdemokraterne diskuterer politik, gør vi det altid på et fagligt og sagligt grundlag. Derfor forholder vi os til den eksisterende strafferamme og ikke til nogle sager, som vi ikke kender indholdet af. Jeg må ærlig talt sige, at hvis der er nogen, der er forbavset, ja, så er det mig, der nu er forbavset over, at Konservative står og vil lave politik på baggrund af nogle strafudmålinger i nogle sager, hvor vi end ikke kender sagens indhold. Jeg synes, det er problematisk, hvis det er den måde, Konservative nu begynder at definere strafferammer på.

Fru Mai Mercado.

Nej, det mærkeligste i den her sag er, at Socialdemokratiet træder vande på den måde. Altså, jeg tror da nok, at de fleste, både dem, som kommer her i salen i dag, og også dem, som sidder og lytter med, havde en eller anden formodning om, at man som menneske, som politiker kan forholde sig til, om det er rimeligt, at hvis man begår chikane, så får man 10-20 dage. Altså, det er jo en politisk tilkendegivelse, det er ikke et spørgsmål om at ville ind og rode rundt i alle strafferammerne. Det er et spørgsmål om, at det skal have en klar konsekvens, hvis det er, at man chikanerer eller udøver vold mod eksempelvis vores politibetjente.

Ordføreren.

Jamen det er ganske enkelt forkert, når fru Mai Mercado begynder at definere en strafferamme, ud fra hvad der er givet af straf, for det afhænger jo af, hvilke kriminelle handlinger der er blevet begået. Jeg må også fuldstændig pure afvise, at Socialdemokraterne træder vande. Gjorde vi det, havde vi nok ikke nedsat et udvalg, hvor vi har bedt lige præcis de faggrupper, som der her er tale om, om at komme med deres egne anbefalinger til, hvordan vi kan komme den her problemstilling til livs. Og jeg må igen bare forholde mig til, at faggrupperne, som oplever chikanen, ikke selv har peget på, at øget straf er en løsning på det her problem. Men vi skylder – det gør vi Socialdemokrater i hvert fald, og jeg mener også, De Konservative gør – de medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at sikre tryghed i vores land, at lytte til deres anbefalinger.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Fru Susanne Eilersen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak for det. Beslutningsforslag nr. B 58 om skærpelse af straffen for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd i fritiden er, som det blev nævnt før, en genfremsættelse, men emnet er ikke desto mindre et højaktuelt emne. Vi skal sikre vores tjenestemænd et ordentligt arbejdsmiljø i tjenesten. Men vi har også en forpligtelse til at sørge for, at eksempelvis politi- og fængselsbetjente ikke chikaneres i deres fritid, og forslaget fremsættes ud fra den seneste tids mange chikaner, der har været over for politibetjente og senest over for fængselsbetjente, over for hvem chikanerne netop er sket i fritiden.

Vi ser med bekymring på de tendenser, der er til, at offentligt ansatte og tjenestemænd udsættes for trusler og vold i deres fritid. Desværre ser vi også, at visse grupper i samfundet ikke holder sig tilbage, men skrider ind og går videre, således at truslen også omfatter tjenestemandens familie og børn, og det er stigende. Man er som tjenestemand rigtig sårbar, når truslen finder sted uden for tjenesten, hvor man er helt uforberedt og måske bliver krænket på sin private matrikel, så også familien bliver påvirket af det og er meget utrygge.

Vi må aldrig komme i en situation, hvor offentligt ansatte og deres familier skal kigge sig over skulderen, når de er ude at handle eller opholder sig i deres eget hjem. Ligesådan må betjente heller aldrig blive bragt i en situation, hvor de skal frygte at håndhæve loven af hensyn til dem selv og deres familie. Betjente, der chikaneres, er beskyttet af straffelovens § 119, når de udsættes for trusler i embeds medfør. Men sagen bliver langt mere indviklet, når truslen sker i fritiden. Derfor kan man stille spørgsmålet om, om det udmøntede strafniveau retspraktisk har en tilstrækkelig præventiv effekt.

Rigtig mange af de verbale overfald, chikaner og voldsepisoder er tit afledt af hævnaktioner af tidligere straffede, der ønsker at hævne sig på en bestemt betjent, der fik den pågældende varetægtsfængslet eller andre ting.

Derfor håber vi, at ministeren vil tage initiativ til at fremsætte et lovforslag om, at normalstraffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk.1, og § 121 fordobles, da vi mener, at det vil have en afskrækkende og præventiv effekt. Vi finder, det er nødvendigt med en stramning af lovgivningen for at sikre, at overfald på betjente og andre tjenestemænd straffes hårdere. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak for det, formand. Jeg vil godt starte med at kvittere for et meget sympatisk beslutningsforslag fra oppositionen. Jeg tror, at alle folketingsmedlemmer på tværs af partier tager fuldkommen afstand fra chikane af betjente og andre offentligt ansatte tjenestemænd. Alligevel mener vi ikke fra radikal side, at det her beslutningsforslag er løsningen på problematikken, og det skyldes flere ting.

For det første ønsker forslagsstillerne, at straffen for chikane skal være den samme, uanset om chikanen finder sted i tjenesten eller i fritiden, når chikanen altså er relateret til beskæftigelsen. Det er vi sådan set ikke uenige i fra radikal side, men det er bare allerede sådan i dag. Det fremgår ret tydeligt af den rapport, som en arbejdsgruppe har kigget på. Arbejdsgruppen kiggede på spørgsmålet om chikane, og vi modtog alle sammen rapporten sidste år. Her står der på side 5 om § 119, stk. 1, og § 121:

»Bestemmelserne omfatter både situationer, hvor personer udsættes for vold, trusler eller fornærmelig tiltale mv. i arbejdstiden under udførelsen af tjenesten, herunder situationer, hvor de pågældende personer uden for arbejdstiden må anses for at være trådt i tjeneste, og situationer, hvor de pågældende personer udsættes for vold mv. uden for arbejdstiden i anledning af tjenesten.«

Derfor er det altså lidt et tomt forslag med hensyn til den her del, som oppositionen kommer med, bortset fra at der faktisk kan være endnu højere straffe, når chikanen foregår i fritiden. Så følger man forslagsstillernes forslag, ja, så kan det måske betyde faktiske straflempelser, og det tror jeg ikke var intentionen med forslaget her.

Den anden årsag til, at vi ikke støtter forslaget, er, at man ønsker at forhøje normalstraffen. Det mener vi i Det Radikale Venstre ikke er nødvendigt. Man kan som politiker altid foreslå at hæve straffen, det er så nemt, om man vil, men det er sjældent, at det løser det grundlæggende problem; det går ikke til roden og får ikke taget hånd om årsagerne til problemet, og derfor er vi også kritiske over for dette punkt. I stedet tror vi, at meget mere forebyggelse er vejen frem. Der er mange gode tiltag i flere politikredse, og sådanne initiativer kan man kun rose politiet for at tage. Det er vejen at gå, og den slags skal vi have mere af. Dette beslutningsforslag er ikke vejen at gå, og derfor må vi desværre afvise det. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Der var en anden ordfører, der sagde, at der meget klart står i den pågældende rapport, at man ikke skal lave strafskærpelser. Jeg kan faktisk ikke se, at man har taget stilling til det, men det vender jeg tilbage til i min ordførertale. Men der står, altså i forbindelse med det, hr. Jeppe Mikkelsen henviser til, at det jo er en diskussion om, hvornår man anses for at være trådt i tjeneste.

Så der kan godt, det anerkender ordføreren vel, være en diskussion af, hvornår man er trådt i tjeneste, og hvornår man ikke er trådt i tjeneste. Det er jo en relevant juridisk debat, også politisk debat, som bl.a. Politiforbundet har rejst. Det er det ene, altså om ordføreren anerkender, at det kan man selvfølgelig diskutere.

Så er det rigtigt, at man også kan påpege noget i de formuleringer, som vi har brugt. Det er jo derfor, det her er et beslutningsforslag og ikke et lovforslag. Så hvis vi ellers er politisk enige, kan vi jo bare gennemføre det ved lov.

Det andet, jeg godt vil spørge ordføreren om, er, om han virkelig synes, at strafniveauet på de her 10-20 dage for trusler er en helt fair, normal straf i de her tilfælde.

Ordføreren.

Det første først. Jeg synes mest, det er en juridisk diskussion. Jeg vil opfordre da ordføreren til at få stillet nogle skriftlige spørgsmål til Justitsministeriet. Hvis man har spørgsmål til retsstillingen i dag, kan vi da få det afklaret. Jeg har sagt, og det har justitsministeren også, hvordan vi sådan udlægger teksten, men vi kan da følge op, hvis der er nogle spørgsmål til det. Det er jeg helt sikker på.

I forhold til strafniveauet i dag tror jeg ikke, at det er den vej, man skal gå, altså at hæve straffen. Jeg tror i højere grad, at det gælder om at klæde politibetjentene på til at håndtere de situationer og afværge dem og så selvfølgelig lave forebyggende arbejde, så det slet ikke sker. Så må man jo sige, at der er en strafferamme i dag på op til 8 år, og det er en skærpende omstændighed, hvis der foregår chikane mod betjente og andre offentligt ansatte tjenestemænd i relation til deres tjeneste.

Så jeg synes sådan set, at vores strafferetlige grundlag på det her punkt er udmærket, og det har vi ikke intentioner om at ændre fra radikal side. Hvis arbejdsgruppen havde sagt noget andet – det er rigtigt nok, jeg tror ikke, at de decideret har taget stilling til rapporten, men jeg tror heller ikke, at de var forhindret i det – ville vi selvfølgelig overveje det, men indtil videre må man konstatere, at der ikke har været nogen anbefalinger fra politiet eller politibetjentenes fagforening om at sætte normalstraffen op.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jo, og det er jo helt fair – og det vil jeg da godt rose Det Radikale Venstre for at sige – at 10-30 dages fængsel, hvis man udøver vold mod tjenestemand i funktion, er det, der er normalstraffen, altså straffen i en normal sag. Det står lidt længere nede end det, hr. Jeppe Mikkelsen læste op fra, og det synes man i Det Radikale Venstre er fair. Det er helt i orden, og det er vi så bare uenige om.

Det, jeg så godt vil spørge hr. Jeppe Mikkelsen om, er: Når hr. Jeppe Mikkelsen henviser til det forebyggende, som vi har lavet masser af – og som der også kommer meget mere af, det må man jo rose regeringen for – er problemet bare, at antallet stiger. Vi ser flere overfald, vi ser flere anmeldelser. Hvad er så Det Radikale Venstres svar på at få vendt den udvikling, når det ikke er det her beslutningsforslag?

Ordføreren.

Jeg tror, man skal passe på med at skære sager over én kam og gøre det op i statistikker osv. Jeg kan konstatere, at der er en meget, meget høj strafferamme, som domstolene kan agere inden for, og der er nogle skærpende omstændigheder, som domstolene kan agere efter, og det giver altså godt med rum til, at hvis der er nogle meget grelle eksempler, nogle meget grelle tilfælde, kan domstolene også give straffe derefter. Det vil jeg sådan set bare konstatere frem for at begynde at snakke om, hvad der nødvendigvis er rimeligt. Det er i højere grad et spørgsmål i den enkelte sag og ikke noget, man kan stå her på Folketingets talerstol og generalisere om.

Tak til den Radikale ordfører. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

Vi har simpelt hen brug for en velfungerende offentlig sektor, og derfor er det så også vigtigt, at vi sikrer, at de mennesker, som arbejder her, kan gøre det, uden at de skal frygte vold eller trusler eller verbale overgreb. Vi skulle faktisk nødig stå i en situation, hvor der ikke er nogen, der har lyst til at gøre karriere i det offentlige, fordi det er den slags, man må tåle.

Nu nævnes der jo i forslaget sådan meget specifikt betjente, og jeg ved godt, at det er møntet på bredere grupper af offentligt ansatte, men det er jo ikke kun betjente. Det er faktisk også fængselsbetjente, det er socialrådgivere, det er lærere, og det er mange andre faggrupper, der i de her år må opleve, at de bliver udsat for chikane. Det er et problem, som man er nødt til at tage hånd om, og det er vigtigt, at den lovgivning, vi har, bliver håndhævet, når der sker de her hændelser. Og det er meget, meget vigtigt, at ledelserne på arbejdsstederne også tager hånd om de her oplevelser og har en klar strategi for, hvordan de håndterer det.

Vi så det rigtig gode eksempel på det her hos Østjyllands Politi, hvor man indførte en slags nultolerancepolitik, efter man havde haft voldsomme problemer med chikane af politibetjente. Her reagerede man fra ledelsens side ved at lave en strategi, så man tog hånd om chikanen, og man havde hurtig opfølgning og konsekvens. Og det virkede faktisk. Det fik chikanen til at aftage noget.

Så noget af det her kan altså også løses, ved at ledelsen tager problemerne alvorligt. Det er vigtigt, at man som medarbejder ikke føler, man står helt alene med de her udfordringer. Det er vigtigt, at man bliver taget alvorligt, og at der er en klar politik for, hvad der skal ske, når man oplever det her, og at der er en klar politik for, hvad man kan forvente af hjælp, og hvordan der følges op på det.

Lige præcis i disse timer er der jo tikket en pressemeddelelse ind fra Fængselsforbundet. De har oplevet en stigning i vold mod og overgreb på fængselsbetjente på 57 pct. på ganske få år, så det her er en udfordring, der er til at tage og føle på. Men de beder faktisk ikke om skærpet straf, de beder om, at vi kigger på den dynamiske sikkerhed: at der er personale nok til stede, at man er uddannet i konflikthåndtering. Og det synes jeg jo er interessant i forhold til det her beslutningsforslag.

Justitsministeren har meget fint redegjort for, at der måske ikke er så meget nyt i forslaget i forhold til sidste gang, og at man kan rigtig mange af tingene med den nuværende lovgivning. Som jeg sagde sidst, er jeg ikke begejstret for det her forslag, fordi det jo også ifølge justitsministeren kan betyde, at straffen faktisk bliver nedsat, når det handler om chikane. Så vi støtter ikke forslaget, men jeg vil alligevel sige, at jeg synes, der er en del, vi skal dykke ned i, og vi skal se på, om retspraksis nu også er sådan, at man faktisk udnytter mulighederne, når det går ud over offentligt ansattes familier. For noget af det værste er, når man bliver ramt på sin familie. Det tror jeg vi alle sammen kan sætte os ind i.

Derfor synes jeg, vi skal have kortlagt praksis. Vi skal have oversendt nogle domme, så vi kan se, om det faktisk sker, for det kan godt være, at det ikke er nok, at man bare kan reagere på det. Måske skal vi gå så langt som til at sige, at det skal man reagere på.

Så har jeg en lille kæphest vedrørende chikane, som handler om Det Sorte Register, som jo også er noget af den her problematik, hvor offentligt ansatte hænges ud af borgere for magtmisbrug, chikane, korruption og det, der er værre. Det sker, uden at de pågældende kan tage til genmæle, det sker uden retssikkerhed, og det har faktisk ført til en hel del domme. Det, der bare er problemet, er, at det her register består, de her beskyldninger består og hænger frit i rummet. Selv om der egentlig er afsagt en dom, som man kan få retfærdighed med, kan man skyde en hvid pil efter den, fordi der ikke sker mere. Det synes jeg ikke er okay.

Her vil jeg meget appellere til, at ministeren tager endnu en runde med den her chikanedel og måske ser på, om ikke der er mere, vi kan gøre i de her tilfælde, for det er indlysende, at det her med chikane af offentligt ansatte altså ikke er noget, vi skal acceptere; det er ikke noget, der skal være hverdag.

Tak til SF's ordfører. Hr. Frank Aaen som Enhedslistens ordfører.

Da fru Pernille Skipper, der er vores sædvanlige ordfører på området, ikke kan være til stede, har jeg fået lov til at redegøre for Enhedslistens opfattelse.

Vi er selvfølgelig enige med alle de andre, der har sagt, at det er meget vigtigt, at mennesker, der har et erhverv, hvor de udfører opgaver for os alle sammen – det er politibetjente og andre offentligt ansatte og tjenestemænd – skal kunne udføre deres erhverv uden at være bange, og at de skal have al den tryghed, vi overhovedet kan give dem, i de opgaver, de er ude i. Det tror jeg vi er fuldstændig enige om, alle partier her i Folketinget. Det er et vigtigt tema, og det skal tages alvorligt.

Vi kan alligevel ikke støtte det beslutningsforslag, der ligger her i dag, og det er bl.a., fordi der i den rapport, der bliver henvist til – det fremgår af et svar af 12. februar 2014 fra Justitsministeriet til Retsudvalget – står, at der på baggrund af rapporten ikke ses noget behov for nye lovgivningsinitiativer. Jeg synes, det er ret vigtigt, at når der er lavet en rapport og man har undersøgt, gennemlæst og analyseret den og er nået frem til, at der ikke kan identificeres nye behov for lovgivningsinitiativer, så lytter man til det og kommer ikke bare med gentagelser af det, vi alle sammen er enige om.

Vi er ikke enige i, at der f.eks. er brug for at lave en udvidelse af straframmerne. Det er vi ikke, bl.a. fordi vi har kunnet notere os, at i et tilfælde fra 2011, hvor Østre Landsret afsagde en dom, blev det tillagt skærpende betydning, at en trussel mod en offentligt ansat var fremsat uden for den offentligt ansattes arbejdstid. Man skærpede altså straffen med henvisning til det.

Noget af det, som forslagsstillerne gerne vil have frem med det her forslag, er altså varetaget på den måde, at det kan gøres på baggrund af den nuværende lovgivning og retspraksis.

Vi har også set, at forslagsstillerne mener, at straffen skal fordobles, hvis en lovovertræder tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet, I Enhedslisten er vi meget i tvivl om værdien af strafskærpelser som et middel til kriminalitetsforebyggelse, og i det her tilfælde tror vi heller ikke, at en strafskærpelse, en straffordobling, som der er lagt op til, vil have nogen præventiv effekt.

Til gengæld mener vi, at en lang række af de forslag, som er lagt frem i Rigspolitiets rapport fra 2014, kan løse en del af problemet. Det er f.eks. politiets forbedrede registreringspraksis i sager om chikane mod tjenestemænd, brugen af de eksisterende regler om bl.a. polititilhold og uddannelse af politifolk i at forebygge og forfølge tilfælde af trusler og chikane, konfliktløsning og den slags ting, som kan være med til at mindske følgerne af chikane mod offenligt ansatte tjenestemænd og andre offentligt ansatte.

Vi mener ikke, der er brug for det fremsatte forslag. Som alle andre partier er vi enige i hensigten, nemlig at beskytte dem, der arbejder for fællesskabet, men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Leif Mikkelsen som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Vi støtter forslaget, vi har nemlig selv været med til at fremsætte det. Nu er det jo et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at fremsætte forslag, og man ved ikke, om regeringen overhovedet kan nå det. Vi er jo i et valgår, og derfor er det vigtigt at bemærke, at hele blå blok står sammen om det her forslag. Det vil sige, at hvis der efter et valg er et blåt flertal, kan man regne med, at det her bliver gennemført. Derfor er det jo et godt signal til de mennesker, det her drejer sig om, forud for en valgkamp i et valgår, at her er et klart valg, for man kan konstatere, at den ene del af salen, som forhåbentlig er den mindste del efter et valg, ikke ønsker den her hjælp til tjenestemænd. Det ønsker den blå side af salen, og derfor kan det så passende indgå i vurderingen af, hvad man synes det er klogt at stemme på det tidspunkt.

Jeg synes, man kan indskrænke det her forslag til tre ting: at straffen skal være den samme, om man nu er i tjeneste, eller om det er i fritiden, at det skal være skærpende, hvis det er mod den nærmeste familie, og en fordobling af straffen ved gentagelse. Det kan man sådan set koge det her beslutningsforslag ned til, altså at det er det, man anmoder regeringen om at gennemføre. Og det er jo afgørende for os med det her forslag – uanset om det er betjente eller andre tjenestemænd – at man ikke nogen sinde bliver bragt i en situation, hvor man skal frygte at håndhæve loven af hensyn til sig selv og sin familie. Det er et meget klart signal.

Nu er det så ærgerligt, at justitsministeren er så optaget af at samtale i hjørnet af lokalet, at hun sikkert ikke hører, hvad der bliver sagt, men jeg siger det nu alligevel, nemlig at det undrer mig meget, at ministeren mere end antyder, at hvis tjenestemænd, politibetjente, andre, der kommer i en situation, hvor de skal tage hensyn til, at den person, der er med til en konflikt, er påvirket, syg, svag, ved, at der ligger en hård straf bagved, så ønsker de lige at optrappe den situation, for at vedkommende kan få en hårdere straf. Det er altså det, man mistænker tjenestemændene for.

Det er faktisk det, Danmarks justitsminister har stået på talerstolen og sagt her i dag. Det må jeg sige. Man kan undre sig længe over, at vi har en justitsminister, der har den indgang til de personer, som skal håndtere de konflikter, og som gør det jævnligt og på fremragende vis. Det har jeg sådan set fuldstændig tillid til, altså at de både før og efter det her forslag gør det på allerbedste måde og får nedtrappet mange situationer, fordi det er kloge og fornuftige mennesker. Vi giver bare her et klart signal om, at dem, der ikke kan finde ud af at respektere de menneskers arbejde, også i fritiden, kan vide, at der ligger en lovgivning bag, som i den grad er både hård og konsekvent i enhver situation. Og derfor kan de trygt udføre deres arbejde.

Så man kan håbe for de her mennesker, at de glæder sig meget til et valg og et andet flertal i Danmark. Tak.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Fru Charlotte Dyremose som konservativ ordfører.

Vi Konservative har jo været med til at fremsætte det her forslag, fordi vi har oplevet, at der de seneste år er sket et skred i forhold til den her gruppe af ansatte, ansatte, som jo tidligere udgjorde en autoritet, og hvor vi desværre oplever, at den myndighed, den autoritet, bliver der mindre respekt for. Helt aktuelt har man jo kunnet følge med i P 1 her til morgen og høre historien om en fængselsbetjent, som har været udsat for helt urimelige trusler, og den påvirkning, det har haft på ham. Der er altså her tale om et værdiskred, som vi ikke bare kan se stiltiende på.

Som Konservative vil vi have lov og orden tilbage. Og det får vi selvfølgelig ved at genskabe respekten for vores politi, for vores fængselsfunktionærer og ved tydeligt og endda hårdt at signalere, at vi simpelt hen ikke vil finde os i det. Derfor er det helt naturligt for os Konservative, at man straffer de gerningsmænd, der chikanerer og udøver vold mod f.eks. politiet, både i arbejdstiden og i fritiden. Vi vil ikke acceptere, at en del af vores tjenestemænd er jaget vildt, og vi mener, at det er tid at gribe ind over for den her tendens.

Det er for os også fuldstændig indlysende, at det selvfølgelig bør være en skærpende omstændighed, hvis en gerningsmand chikanerer eller udøver vold over for en tjenestemands familie som følge af noget, den pågældende har skullet håndtere på sin arbejdsplads. Det er helt og aldeles uhørt at chikanere, true eller udøve vold mod en tjenestemand, men at gøre det over for vedkommendes familie er direkte primitivt og nederdrægtigt. Straffen er for lav, og den bør være højere. Vi er bekymret for, at der er nogle, der spekulerer i den lave strafferamme, og vi ønsker at ændre på den.

Sidst, men ikke mindst, må det være en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden før har begået personfarlig kriminalitet, og det ønsker vi også klart og tydeligt at signalere. Det må ikke være sådan, at man som tjenestemand, der forsøger at udføre sit arbejde og sørge for vores alle sammens ro og orden i samfundet, skal gå og være særlig bekymret for særlig voldelige typer, der måtte finde det interessant og morsomt at true vedkommende eller vedkommendes familie. Det her er ganske alvorligt, og jeg håber, at nogle af dem, der ikke ønsker at støtte det her forslag, følger lidt med i de beretninger, der i dag også kører på Danmarks Radio, hvor man får et ganske udmærket indblik i, hvad det faktisk er, de her mennesker udsættes for, når de forsøger at holde ro og orden i vores samfund.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

Tak. Årsagen til, at Venstre sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har valgt at genoptage debatten om skærpet straf for overtrædelse af straffelovens § 119, herunder chikane mod bl.a. polititjenestemænd og fængselsfunktionærer i deres fritid, er, at vi ser med stor alvor på de sager, der desværre stadig verserer i samfundet.

Jeg vil godt sige, at såvel politibetjente som fængselsfunktionærer er ansat til at varetage et stykke meget vigtigt arbejde for os alle sammen. Det er et arbejde, der får det danske samfund til at hænge sammen, men desværre også et arbejde, hvor medarbejderne ikke blot nogle gange, men ganske ofte – og desværre oftere og oftere – bliver udsat for chikane, trusler og repressalier. Derfor skal de også nyde en særlig beskyttelse i vores straffelov, og det må være det klare signal, vi som folkevalgte sender her fra Christiansborg.

De beskyttes som bekendt allerede i dag, men straffen for at chikanere og udøve vold og fremsætte trusler om vold mod offentligt ansatte tjenestemænd er efter forslagsstillernes opfattelse simpelt hen for lav. Hvis man kigger i den rapport, som vi nu har diskuteret flere gange, og som Rigspolitiet lavede som følge af den debat, som bl.a. Venstre rejste her i Folketingssalen sidste år – og som var en del af den debat, Politiforbundet rejste i deres udmærkede blad – kan man læse, at normalstraffen i en standardsag om trusler om vold, f.eks. mod en politimand, i nyere retspraksis lå på et niveau på mellem 10 og 20 dages fængsel.

Når man så bladrer over på næste side, kan man læse, at gennemgangen viser, at straffen i sager om vold, altså hvor der er udøvet vold mod en fængselsfunktionær eller en politibetjent, i nyere retspraksis ligger på et niveau på mellem 10 og 30 dages fængsel, hvis der er tale om mindre alvorlig vold, og på mellem 20 og 60 dages fængsel i ordinære voldssager. Så når man slår på en person, som vi som samfund har valgt skal sørge for, at loven bliver håndhævet, så er Folketingets svar med den nugældende lovgivning, at det tages der faktisk sådan relativt let på. Det er noget, man kun får nogle få dages fængsel for.

Det, man skal huske på, er, at mange af dem, som begår de her overgreb, ikke er folk, der i øvrigt er lovlydige borgere. En del af dem er altså rocker- og bandemedlemmer, som tænker i at chikanere politiet og true politifolk, der bare passer deres arbejde. Og de tænker selvfølgelig også i, at normalstraffen bare er forholdsvis lav. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at der i dag ikke er flertal her i Folketinget for at gøre noget ved det. Det synes jeg er meget, meget ærgerligt.

Men jeg vil godt i særdeleshed kvittere for de klare meldinger, der er kommet fra Socialdemokraternes retsordfører om, at man faktisk mener, at strafniveauet er i orden. Det er jo fair nok at have den holdning. I den borgerlige blok er vi så bare uenige, og det er en sag, som vi agter at gennmføre, sådan som det er skitseret i det her beslutningsforslag, hvis vi får mulighed for det på den anden side af et folketingsvalg, hvis vi får flertal for det. Og hvis det viser sig, at noget af det, vi har skrevet i beslutningsforslaget, reelt vil føre til, at strafniveauet i chikanesager i fritiden bliver mindre – det er vi ikke helt overbevist om, vi havde det jo også inde i debatten sidste gang – så er vi selvfølgelig villige til at sløjfe den del. Det var sådan set ikke formålet, men det er jo sådan en juridisk diskussion.

Vi har her i dag forsøgt at rejse en politisk debat om, hvad strafniveauet skal være, og der er vi altså uenige. Blokkene står trukket meget klart op, og det er jo fint, for så kan vælgerne træffe deres valg på den baggrund, og hvis vi skulle have fået flertal på den anden side af et folketingsvalg, gennemfører vi det, vi vil. Hvis den nuværende regering får lov til at fortsætte, må man antage, at der ikke sker noget på det her område, i hvert fald ikke strafmæssigt.

Vi havde dog håbet, at regeringen var villig til at se nærmere på det her spørgsmål, for det var det, justitsministeren tilkendegav sidste gang, men det må man så konkludere umiddelbart ikke er tilfældet. Jeg vil også sige, at jeg synes, det er ærgerligt, at regeringen ikke er kommet med nye initiativer. Det er fair nok, at man ikke vil skærpe straffene, men man må jo forholde sig til, at der er sket en vækst på området i negativ retning – jeg tror, det er en stigning på 12½ pct. fra 2013 til 2014 – og at Fængselsforbundet i dag er ude og sige meget klart, at der også er tale om en stigning i vold over for fængselsfunktionærer.

Så selv om vi ikke kunne blive enige om det her beslutningsforslag, havde jeg faktisk håbet, at vi kunne få en debat om, hvad regeringen så vil. Det synes jeg ikke vi har fået, og det synes jeg er ærgerligt. Men sådan er det, og så har vælgerne som sagt et klart grundlag at tage stilling på.

I Venstre ønsker vi at tage den, hvad skal man sige, bekymring op, som jeg tror mange menige politifolk, mange menige fængselsfunktionærer har, i forhold til at de oplever, at det her er et stigende problem, og de oplever også, at der er nogle, der spekulerer i nogle af de her ting, i forhold til at straffen er forholdsvis er lav.

Jeg skal sige, at vi i udvalgsbehandlingen vil forfølge påstanden fra Socialdemokraterne om, at arbejdsgruppen har anbefalet ikke at se på strafferammen. For som jeg læser rapporten fra arbejdsgruppen, som har været nedsat, og som kommer med nogle udmærkede forslag, som altså er gennemført, men som tilsyneladende ikke har haft den nødvendige effekt, kan jeg faktisk ikke se nogen steder, at man er blevet bedt om at forholde sig til, om straffen skulle sættes op eller ej. Det er jo også, hvis jeg skal være helt ærlig, en politisk diskussion, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at vi politikere nogle gange gemmer os bag ved udvalg i stedet for ærligt at sige, hvad vi politisk vil.

Det er jo en ærlig melding at komme med, at man synes, at 10-20 dages fængsel for at true en politimand er en helt fair straf. Det er helt i orden at sige, at vold mod en polititjenestemand i funktion skal give 10-30 dages fængsel. Det er helt i orden at have de synspunkter, og man må antage, at det er dem, som et flertal i Folketinget på nuværende tidspunkt tilsyneladende har. Det er bare ikke, hvad vi vil i Venstre, og det er heller ikke, hvad de øvrige borgerlige partier vil.

Men med de ord vil jeg sige tak for debatten. Jeg synes, det er vigtigt, at vi holder det her emne på dagsordenen, og jeg glæder mig over, at selv om man ikke er enige i midlerne, og selv om der ikke er kommet nye initiativer på bordet, så er der dog en klar signalmæssig afstandstagen i forhold til det her voksende problem. Og så må jeg jo håbe på, at vi på den her side eller på den anden side af et folketingsvalg, og forhåbentlig også i fællesskab, kan finde nogle af løsningerne. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.