Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 51:

Forslag til folketingsbeslutning om sorgorlov til fædre/medmødre.

Af Özlem Sara Cekic (SF) m.fl.

(Fremsættelse 19.12.2014).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver først ordet til beskæftigelsesministeren.

Jeg tror, der er rigtig mange, som har stor sympati for forslagsstillernes ønske om at indføre lige adgang til sorgorlov for begge forældre. Jeg er enig i, at barselsorloven, som den er i dag, ikke afspejler, at forældre rammes lige hårdt af sorgen over at miste et spædbarn. Derfor er jeg enig i intentionerne bag beslutningsforslaget. Der kan ikke være tvivl om, at fædre har brug for at kunne sørge, og der er ikke noget, der næsten er mere tragisk end at miste et barn. Der har man brug for, at man tager hånd om hinanden.

Jeg har selvfølgelig undret mig en anelse over, at SF ikke valgte at tage spørgsmålet op under forhandlingerne om finansloven, som jo pågik for ikke så forfærdelig længe siden. Det var, om man kan bruge det udtryk, på det tidspunkt, at statskassen var åben sådan billedlig talt. Regeringen, ved man, lægger vægt på at udvise økonomisk ansvarlighed, og derfor kan vi ikke fremsætte forslag, som ikke er finansieret, og vi kan heller ikke stemme for forslag, som ikke er finansieret. Men det forhindrer ikke, at jeg er enig i de intentioner, der ligger bag beslutningsforslaget, og derfor håber jeg egentlig også, at der vil være et flertal i Folketinget, som vil tage spørgsmålet om sorgorlov for fædre og medmødre op, når der igen bliver økonomiske muligheder for også at kunne realisere planerne.

Tak til ministeren. Jeg kan se, at Özlem Sara Cekic har en kort bemærkning.

Jeg er glad for, at ministeren synes, at det er vigtigt at ligestille mænd og kvinder, i forhold til at et barn er dødfødt. Det er jeg glad for.

Ministeren siger, at man jo burde have taget det op til finanslovsforhandlingerne, men det er jo sådan, at der sker rigtig mange ting i løbet af et år, som ikke nødvendigvis sker lige op til finanslovsforhandlingerne, men som man alligevel mener er et problem, man gerne vil have gjort noget ved. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren om mange af de her initiativer, man sætter i gang imellem finanslovene. Sker det, fordi der ikke er en eneste krone i kassen? Er det kun i forbindelse med finanslove, at en regering kan prioritere midler?

Ministeren.

Jeg tror bare, at jeg sådan set gjorde det helt klart i min tale, at hvis man beslutter sig for at indføre en årlig merudgift – hvad der kan være god grund til – på måske op til 24 mio. kr., skal det også ske inden for nogle rammer, hvor man sikrer økonomien. Derfor tillod jeg mig at henvise til finansloven, som vel er et af de steder, hvor det kan være klogt at gøre det. Og jeg sluttede også min tale med at sige, at jeg sådan set håbede på, at der så næste gang, der bliver mulighed for, at pengekassen er åben, som jeg sagde med et glimt i øjet, er partier, som vil tilgodese det her formål. For som jeg har sagt meget, meget klart: Intentionerne med forslaget er jeg enig i.

Özlem Sara Cekic har yderligere en kort bemærkning.

Det hørte jeg også godt. Jeg hørte godt, at ministeren anerkender, at der faktisk er et problem, og at man også gerne vil kigge på det. Men det var faktisk ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte: Hvad gør man mellem finanslovene? Hvis der er et initiativ, som man synes er vigtigt, eller der er noget, der sker akut, hvis der passerer noget, som sætter noget i gang, betyder det så, at der overhovedet ingen penge er? Det er vel et spørgsmål om prioritering. Generelt synes jeg, det kunne være rart at vide, om det kun er til finansloven der i oktober og november, at man kan sætte penge af, og i resten af året er der ingenting.

Beskæftigelsesministeren.

Jeg tror, Özlem Sara Cekic har været medlem af Folketinget i så lang tid – det ved jeg at hun har – at hun ved, at når det gælder sådan nogle faste udgifter, så er det i forbindelse med de begivenheder, det kan være satspuljen, det kan være i forbindelse med finansloven, at man tager driftsudgifter som den slags ting om bord.

Jeg må sige, at det ikke er sådan, at finansloven efterlod en eller anden kasse ubrugt ovre i Beskæftigelsesministeriet. Havde der været det, så var der mange ting, som var nemmere, men sådan fungerer den økonomiske måde at ordne tingene på ikke, og derfor vil jeg gerne sige endnu en gang meget klart: Det, jeg siger her i dag, er jo i realiteten to ting. Den ene er, at jeg er enig i intentionerne bag det her lovforslag, og så tilføjer jeg, som man må, når man er medlem af en økonomisk ansvarlig regering, at så må vi finde den lejlighed, hvor vi også kan få intentionerne finansieret, og det kan eksempelvis være ved en finanslov.

Så har hr. Jørgen Arbo-Bæhr også en kort bemærkning.

Jeg synes, det er rart at vide, at ministeren siger, at når der bliver forhandlet finanslov, så står kassen åben – sådan har vi ikke fundet ud af det indtil videre.

Jeg vil godt stille nogle spørgsmål. Ministeren gentog, at det koster 24 mio. kr. Det har jeg hørt om før, men er det rigtigt? Det er jo, hvis alle mænd tager de 16 ugers barselsorlov. Og hvordan er det i dag? Har man undersøgt, hvor mange af dem der bliver sygemeldt, fordi de har sorg? Det trækker jo noget fra i forhold til de 24 mio. kr. Har ministeren undersøgt, hvor mange af dem der vil have alle ugerne, også i fremtiden?

Ministeren.

Det var mange, men både gode og relevante spørgsmål. Lad mig starte med at sige, at jeg tror, jeg begge gange understregede det med et glimt i øjet, at kassen står åben, at det er i de årlige finanslovsforhandlinger først og fremmest, at man diskuterer driftsudgifter.

Jeg tror, jeg var meget præcis, da jeg i min tale sagde, at udgifterne kan være op til 24 mio. kr. Men i forhold til de der konkrete spørgsmål om, hvor mange der i dag er på sygedagpenge eller tager orlov, vil jeg sige, at det har jeg i ministeriet ikke nogen nærmere undersøgelse af. Nu går vi jo også i gang med et udvalgsarbejde, hvor jeg selvfølgelig svarer på spørgsmål fra udvalget, så det var måske nogle af de ting, vi kunne komme tættere på. Men jeg har ikke svaret med her på talerstolen i dag.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes, ministeren siger, at det er gode intentioner, men hvorfor har man så ikke undersøgt det? Man ved jo godt, hvor mange mennesker der er på sygedagpenge. Derfor burde man kunne oplyse os om det i forhold til det der bud på op til 24 mio. kr. Jeg synes, at ministeren skal undersøge, hvor mange penge det i virkeligheden koster, også hvis vi gennemfører det ud fra de intentioner, som ministeren er enig i.

Ministeren.

Jamen jeg vil gerne være på sikker grund, når jeg står heroppe på talerstolen og svarer på spørgsmål, og også når jeg siger noget indledningsvis. Der er ingen tvivl om, at den statiske beregning i forhold til omkostningerne her er op til 24 mio. kr. Så kan det være, at man kan lave nogle undersøgelser, som viser, at det ikke er alle, der tager orloven. Det ved jeg ikke, men det tror jeg nu der ville være meget stort træk på. For som jeg også sagde indledningsvis, har man, når man kommer ud for så dramatisk en begivenhed, som vi her taler om, behov for, at der bliver taget hånd om det, og får man den mulighed, tror jeg faktisk mange ville tage den.

Så er der det med, hvor mange der i givet fald er på sygedagpenge. Det kan jeg ikke svare på her i dag, og det er sådan set det ærlige svar. Men nu går vi jo i gang med et udvalgsarbejde, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at svare på de spørgsmål, der bliver stillet til ministeriet fra udvalget.

Jeg siger tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører. Det er fra Venstre, og det er fru Fatma Øktem.

Mange tak. I dag behandler vi beslutningsforslag B 51 om sorgorlov til fædre og medmødre. Forslagsstillerne ønsker, at fædre og medmødre skal have 14 ugers sorgorlov i forbindelse med spædbarnsdød. Samtidig ønskes det, at beslutningsforslaget skal tage stilling til adoptanters rettigheder ved spædbarnsdød.

I dag er reglerne således, at moren får 14 ugers sorgorlov, hvis barnet er dødfødt, eller hvis barnet dør inden for de første 32 uger efter fødslen. Faren eller medmoren bevarer den almindelige ret til to sammenhængende ugers fravær efter fødslen. Jeg skal for en god ordens skyld påpege, at morens særlige fraværsret på 14 uger skyldes fysisk behov for restitution efter graviditet og fødsel. Det er et direktiv fra EU, som vi er bundet af.

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg har fuld forståelse for, at det er en ubærlig tid fyldt med sorg, når forældre oplever at få et dødfødt barn eller er så uheldige at miste deres barn lige efter en fødsel. Jeg er derfor også enig med forslagsstillerne i, at forældre, der oplever dette, skal have mulighed for at bearbejde deres sorg sammen. Forældre, der oplever så stor en sorg i livet, har brug for at støtte sig til hinanden i en svær tid. Jeg synes derfor, at SF's beslutningsforslag er et meget sympatisk forslag i forhold til den forfærdelige situation, som forældrene til ca. 220 spædbørn oplever hvert år.

I Venstre foreslår vi, at vi arbejder videre med forslaget i udvalget. Vi vil meget gerne blive lidt klogere på problemstillingerne, og vi vil gerne have det belyst mere, så vi vil gerne drøfte forslaget i et kommende udvalgsarbejde. Vi mener, at der er en række forhold, som godt kan blive belyst yderligere, f.eks. som finansiering. Ministeren var også inde på det. Man ved ikke rigtig, hvor meget sygefraværet kommer til at koste; hvad det vil betyde i modregning; hvor mange det er, der benytter sig af det her. Så vi synes, at der er en reel udfordring for at få belyst, hvilke omkostninger det kommer til at få. Vi ved, at der bliver sagt ca. 24 mio. kr., i det tilfælde at alle benytter sig af det.

Så vi synes, at det er et rigtig sympatisk forslag, og vi vil gerne arbejde videre med det i udvalget.

Tak. Der er en enkelt med en kort bemærkning. Det er fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Jeg kan forstå, at Venstre mener, at det er diskriminerende, at moren har ret til 14 uger og faren kun har ret til 2 uger, i tilfælde af at barnet er dødfødt. Nu ser vi bort fra den økonomiske del af det. Men alene det princip, at der er den forskel på, hvor længe man må sørge, når ens barn dør: Er det korrekt forstået, at Venstre mener, at det forkert?

Fru Fatma Øktem.

Vi mener, at sorgen kan være lige så stor hos faren, som den er hos moren. Det er fuldstændig korrekt forstået. Og vi vil gerne gå ind og kigge på det.

Fru Özlem Sara Cekic? (Özlem Sara Cekic (SF): Nej, ikke flere). Okay, der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til fru Fatma Øktem og går videre til den næste ordfører. Det er fra Socialdemokraterne, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. Når et forældrepar mister et spædbarn, bliver familien ramt af en tragedie. Heldigvis er vi kommet langt i Danmark i bekæmpelsen af spædbarnsdød, men der er desværre stadig årligt omkring 420 spædbørn, der dør. Fra socialdemokratisk side vil vi gerne hjælpe de familier i sorg bedre, end vi gør det i dag. Vi har gode rettigheder for den ene forælder, nemlig moren. Som mor til et dødfødt barn eller et barn, der dør inden den 32. uge efter fødslen, har man ret til 14 ugers orlov, men som far har man kun ret til 2 uger, og det er vel og mærke kun, hvis man ikke allerede har afholdt sine 2 ugers fædreorlov, inden barnet dør. Det er en åbenlys skævhed i barselslovens regler, som ikke tager hensyn til, at det gør nøjagtig lige så ondt på en far at miste et spædbørn, som det gør på en mor, eller at mødre og fædre i dag i langt højere grad deles om forældrerollen. Og det fratager også forældrene muligheden for at være sammen i en meget svær og tung tid. Faktisk forventes fædre, som orlovsmulighederne er i dag, nærmest at kunne stå klar til arbejde dagen efter at have oplevet sådan en ubærlig tragedie som at miste et nyfødt barn, mens moren forventes at arbejde med sorgen alene. Der er altså brug for, at vi giver fædre nogle bedre rettigheder og får lavet lovgivningen om.

Jeg er også glad for, at spørgsmålet om sorgorlov har fyldt meget her på Christiansborg den seneste tid, ligesom jeg har været meget optaget af, at vi skal gøre noget på det område her. Det gavner både forældrene, at vi sørger for, at de som familie kan få mere trygge rammer i en hård tid, men det gavner også det danske samfund, at vi sikrer, at forældre, som står i en svær situation, mødes af forståelse og en hjælpende hånd til at komme videre igen.

I beslutningsforslaget her, som vi diskuterer i dag, er der ikke er anvist nogen finansiering til ligestilling af forældre, der mister deres spædbarn, så derfor kan Socialdemokratiet ikke bakke op om det her konkrete forslag. Men vi ønsker at prioritere en løsning af problemet ved de næste finanslovsforhandlinger, og vi vil gerne invitere alle andre partier til at være med til sammen med os at forpligte os til, at vi i fællesskab kan gøre op med den skævhed, vi har i dag.

Der er en enkelt kort bemærkning. Den er fra fru Özlem Sara Cekic.

Jeg har et spørgsmål. Det handler om finansieringsdelen. Jeg har jo spurgt ministeriet om forskellige beregninger på, hvad det vil koste. Man kan sige, at det er 14 fulde uger, som faren får, ligesom moren har i dag. Men man kunne også godt bare starte et andet sted. Det er jeg åben over for. Man kunne sige 6 uger, man kunne sige 10 uger, man kunne sige 12 uger. Så er det klart, at beløbet også bliver langt, langt mindre. Men jeg har også spurgt ministeriet, om man kunne trække selve udgiften til sygedagpenge fra, altså om det reelt var en mulighed. Det har de ikke svaret på.

Hvad mener ordføreren om, at det her i bund og grund er en måde, hvorpå man siger til de her mænd, at de ikke behøver at melde sig syge, for der er jo penge der? Dem kunne man jo bruge herovre. Hvorfor er det, man ikke vil være med til på den måde at prøve at beregne, præcis om det her er udgiftstungt eller ej?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det at sygemelde sig fra sit arbejde er jo en alvorlig ting. Det er jo ikke noget, man bare lige gør, fordi der ikke er andre muligheder. Det er noget, man gør, hvis man er syg. Jeg mener sådan set, at det at sørge jo ikke er en sygdom. Det er jo sådan set en meget naturlig ting at bearbejde en tragedie. Jeg ved ikke, om det var der, SF's ordfører var henne. Men jeg tror, vi skal passe på med at jonglere for meget med de ting. Det er to meget forskellige ting. Der kan være en meget negativ konsekvens af at blive udsat for en tragedie, særlig hvis man ikke får lov til at bearbejde den ordentligt, nemlig at man så ender med at blive ramt af sygdom.

I forhold til den økonomiske del af det synes jeg, at det giver god mening, at man laver nogle beregninger på, hvad det her vil koste, hvis folk tager den fulde brug af den rettighed, der bliver givet. Det er vi naturligvis nødt til at have økonomisk dækning for. Jeg er af den overbevisning, at det kommer til at blive billigere end den finansiering, vi laver. Det er jo sådan set kun positivt. Og jeg tror sådan set også, at man både på kort og på lang sigt kommer til at spare penge på sygefraværet, særlig på lang sigt. Det kan så være svært at finansiere et initiativ her og nu for noget, som måske først kommer til at vise et resultat mange år ud i fremtiden, men jeg tror på, at det her er økonomisk rigtigt og fornuftigt. Men det er sådan set ikke derfor, at jeg bakker op om det. Jeg bakker op om det, fordi jeg mener, det er det rigtige at gøre for at beskytte de her familier.

Så er det fru Özlem Sara Cekic.

Jeg vil anbefale, at ordføreren faktisk læser svaret fra Beskæftigelsesministeriet. Når man mister et barn, er det faktisk så alvorligt, at man kan melde sig syg på det. Jeg har stillet et spørgsmål, og spørgsmålet er blevet besvaret, det er spørgsmål nr. 43. Det er ikke noget, man bare gør, det er så alvorligt, når man mister et barn, at man faktisk sagtens kan melde sig syg på det. Det er den ene ting.

Jeg har kunnet læse mig frem til i medierne, at Socialdemokraterne nu gerne vil gå ind og lave et forslag om fædre, der mister deres barn under fødslen, og at de gerne vil lave noget om orlov. Jeg kunne godt tænke mig at høre: Kommer Socialdemokraterne til at stemme for SF's forslag, eller er det bare sådan noget tomt noget, man siger ude i pressen?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg forstår godt, at SF og SF's ordfører gerne vil markere sig i pressen og gerne vil have æren for det her. Men jeg synes sådan set, at jeg har sagt meget tydeligt, at jeg bakker op om indholdet i det her forslag.

Socialdemokratiet kommer ikke til at bakke op om det konkrete forslag, men jeg synes, at det her ikke skal gå hen og blive en kamp om, hvem der skal have æren. Det er jeg sådan set bedøvende ligeglad med. Vi ønsker at løse det her problem, og jeg håber, at mange andre partier her i Folketinget vil være med til det. Det synes jeg at vi skal gøre sammen.

Der er en enkelt kort bemærkning mere, og den er fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Tak til ordføreren. Jeg synes, det er sjovt, at ordføreren siger, at han går ind for det, men alligevel ikke går ind for det. Men jeg vil godt stille et spørgsmål, i forbindelse med at vi snakker om finansiering, for ordførerens partikammerat, den tidligere beskæftigelsesminister, fremsatte jo på et tidspunkt et forslag om barselsbonus, som ville komme til at koste ca. 50 mio. kr. Hvor fik ministeren pengene fra?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg tror, at jeg sagde meget tydeligt, at jeg deler intentionerne i det her forslag, og at jeg ønsker at bakke op om indholdet i det her forslag. Jeg har selv været ude med et lignende forslag for et halvt år siden og også flere gange før det. Så der er sådan set ikke noget nyt i det, jeg siger på mine vegne. Jeg siger så også samtidig, at Socialdemokratiet ikke kan stemme for et forslag, der ikke er finansiering til. Så jeg vil derfor lægge op til, at vi mødes om det her efterfølgende i udvalgsbehandlingen. Det synes jeg er en imødekommelse, som jeg egentlig synes meget godt forklarer, hvorfor vi ikke kan stemme for det her konkrete forslag.

Der var mange spørgsmål, og jeg tror lige, at jeg skal have det andet igen. Men i forhold til barselsbonus vil jeg sige: Ja, barselsbonus nåede jo aldrig rigtig at blive til noget. Der var jo ikke politisk opbakning til det, altså til, at man kunne finde penge til det ved den finanslov, man gik ind til. Det er jo sådan set meget naturligt, at det ikke bliver til noget, hvis ikke der er politisk opbakning til det. Sådan er det jo med så mange ting i politik.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes bare, det er underligt, for ministeren kom med forslaget om barselsbonus, og det kostede penge: Hvor havde hun pengene fra? Havde hun diskuteret det med nogle andre, eller havde hun flertal for det? Men det kan man lige lægge til side.

Jeg vil bare godt spørge ordføreren: Når ordføreren nu går ud og siger, at han går ind for et forslag, hvorfor stemmer han så ikke for det forslag, der ligger her og nu?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det handler om finansiering. Man kan ikke stemme for noget, som ikke bliver til noget. Det koster nogle penge, og hvis ikke de penge er der, bliver det ikke til noget. Det giver ikke mening at stemme for et forslag, der koster penge, hvis ikke der er anvist finansiering til det. Det er da meget logisk.

Jeg siger tak til hr. Rasmus Horn Langhoff. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste ordfører, som er ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Når jeg læser forslaget, synes jeg, det er aldeles sympatisk. Det er også et forslag, der går meget op i, at vi selvfølgelig skal have ligestilling eller millimeterretfærdighed på et område, der vedrører sorg. Men jeg skal ærligt indrømme, at da jeg læste det, sad jeg og tænkte: Ja, vi har nogle regler vedrørende spædbarnsdød, vedrørende dødfødte børn; vi har nogle regler, som siger, at kvinden får 14 ugers orlov og mænd har 2 ugers orlov, medmindre de har holdt den, i forbindelse med at barnet overlever indtil 32. uge.

Grunden til, at kvinder har 14 uger, er, at det er kvinden, der er gravid; det er en helingsproces – det har vi haft masser af debatter om – og det er også derfor, at kvinden typisk har en længere orlov end manden.

Når man så taler sorg, gik min tanke lidt til – jeg har 2 børn; min datter er 22, min søn er 25 – at jeg ikke ved, om jeg ville blive mindre ked af det, hvis de døde i dag, end hvis de var døde, da de blev født. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg håber aldrig, at jeg bliver sat i den situation. Jeg ved ikke, hvordan det er at miste et barn, og jeg håber aldrig, at jeg kommer til at opleve det – det skal jeg ærlig indrømme. Men uanset om barnet er lille eller stort, så tror jeg, det er en usigelig smerte, man skal igennem.

Derfor synes jeg måske nok, at vi i stedet for at diskutere millimeterretfærdighed skulle tage en snak om, hvordan vi håndterer det i vores samfund. For hvor længe sørger vi? Det er meget forskelligt. Hvordan sørger vi? Det er også meget forskelligt. Og hvordan håndterer vi det? Det er også meget forskelligt. Arbejdsgivere håndterer det også meget forskelligt. Der er nogle, der håndterer det ved at give ansatte fri, der er nogle, der håndterer det ved at have en meget stor forståelse for, at man er delvis væk i en periode, og der er nogle, der måske slet ikke håndterer det. Der er i hvert fald en meget stor forskel. Men jeg mener egentlig, at den måde, det skal håndteres på, skal være medmenneskelig, uanset om det drejer sig om et spædbarn, en 25-årig søn, en ægtemand eller ens forældre, for hvornår bliver vi ikke kede af det?

Derfor bruger man jo nok også det i dag, at hvis man har en nærtstående, der går bort, så melder man sig syg, hvis det er det, man har behov for. Jeg synes egentlig også, at det kommer frem, at det er helt legitimt, at man selvfølgelig kan være i en situation, hvor det er måden at håndtere det på, og det er der vel egentlig ikke noget galt i, netop fordi vi sørger forskelligt.

Der er også nogle, der har behov for at komme på arbejde med det samme. Hvis vi så indførte, at alle har ret til f.eks. 14 uger, 3 uger, eller hvad det nu måtte være, var der så nogle, der ville se ned på en, der ikke brugte den orlov, fordi de tænkte: det skal man da? Men vi sørger jo forskelligt, og derfor håndterer vi sagerne forskelligt, og det synes jeg er meget væsentligt at huske på.

Derfor har jeg det også sådan, at jeg egentlig ikke mener, at den regel, vi har i dag, er diskriminerende. Den har et udgangpunkt i, at det trods alt er kvinden, der har været gravid, det er hende, der skal hele efter en graviditet, uanset om barnet er dødfødt eller ej. Det er ud fra de betingelser, man som kvinde har de 14 uger.

Så ved jeg ikke, om 14 dage er nok for en mand – det ved jeg ikke om det er for nogen. For nogle vil det være nok, for andre vil det ikke være det. Men jeg har meget svært ved at forstå, at det, vi behandler her, kun omhandler spædbørn. Det er selvfølgelig et sted at starte, og det er ikke, fordi jeg vil være negativ over for det, men jeg synes altså, det er lidt svært at håndtere.

Det betyder så også, at når man f.eks. taler finansiering, spørger man, hvad det så kommer til at koste, og det er et rigtig godt spørgsmål. Der er lavet nogle beregninger fra ministeriets side – om de er rigtige eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, for det er helt klart, at vi i dag håndterer det på mange forskellige måder, netop ved sygemelding eller hvad det måtte være, og det koster jo også penge. Om det er det offentlige, der betaler det hele, skal jeg heller ikke kunne sige, for jeg tror også, at der er nogle arbejdsgivere, der har en så stor forståelse, at de siger: Ved du hvad, vi finder ud af, hvordan vi indhenter de timer, du er væk, eller gør, hvad du nu har behov for. Sådan er det også, og jeg synes et eller andet sted også, at man skal tilkendegive herindefra, at virkeligheden også fungerer derude. Det synes jeg er vigtigt.

Umiddelbart vil jeg sige, at jeg synes, det er fint, at vi kommer til at kigge på det. Det synes jeg faktisk vil være en god ting. Men jeg synes, at man skal se bredere på det, for det er altså hårdt at miste en nærtstående, uanset om det er et spædbarn, om det er en voksen søn, eller hvem det måtte være.

Så er der nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Tak til ordføreren. Ordføreren sagde, at hun snakkede om millimeterretfærdighed. Er det millimeterretfærdighed at give samme ret til en far som til en mor, hvis barnet dør, inden det fylder 32 uger?

Så har jeg et andet spørgsmål. Det handler om, at ordføreren jo sagde, at man skal se bredere på det. Kan man lige få løftet sløret for, hvad ordføreren mener med det?

Fru Pia Adelsteen.

I forhold til at se bredere på det mener jeg, at man ikke kun skal se på spædbarnsdød. Det er netop det, jeg forsøger at forklare i min tale, altså at jeg tror, at jeg ville være lige så ked af det, hvis min datter eller søn dør i dag på trods af den alder, de har, som jeg ville være, hvis jeg havde mistet dem, da de var små. Det er det, jeg egentlig mener med at se bredere på det, for sorg er jo ikke kun i forhold til spædbørn. Der kan være mange andre situationer. Det kan også være en ægtefælle, det kan være mine forældre, der dør, det kan være mit barnebarn for den sags skyld. Der kan være rigtig mange situationer. Det er det, jeg mener med at se bredere på det og ikke kun i forhold til spædbørn.

I forhold til millimeterretfærdighed synes jeg jo, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr ligesom lægger en præmis for at sige: Jamen vi skal alle sammen have det samme. Men som jeg siger, er der et udgangspunkt her, for det er altså kvinden, der har været gravid. Der er en årsag til, at man også har mere barsel som kvinde i starten efter en graviditet end en mand. Og det er altså, fordi det er kvinden, der har båret barnet. Også selv om det er dødfødt, er det kvinden, der har båret barnet. Det er kvinden, der skal igennem helingsprocessen, og sådan er det. Det er derfor reelt set, at kvinden har mere end manden på det tidspunkt.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Spørgsmålet er, om sorg er noget andet for en mor, der har født et barn, end for en far, som i virkeligheden ikke har født et barn, men alligevel har et spædbarn, der dør. Så det synes jeg er underligt.

Så vil jeg godt sige, at det her jo handler om, at folk skal have sorgorlov, og det vil sige, at de skal have nogle penge for at være derhjemme. Det kan være dagpenge, eller hvis det er med overenskomst, kan man få løn under orloven. Betyder det ikke noget for folk, i stedet for at de bare skal forhandle sig frem med en arbejdsgiver til måske at kunne holde fri uden at få nogle penge for det? Så derfor vil jeg spørge ordføreren: Er det dagpenge, folk skal få, også hvis det er nogle voksne børn eller deres ægtefælle eller deres forældre, der dør?

Fru Pia Adelsteen

Se, det er lige præcis det, jeg synes kunne være en diskussion værd, for nu er det jo ikke noget nyt, at man har nærtstående, der dør, og vi har trods alt et samfund, hvor vi har håndteret det. Det mener jeg faktisk vi har. Jeg mener, at vi har arbejdsgiverne, der håndterer det ordentligt i forhold til deres ansatte, og det er både inden for det offentlige og det private, men trods alt har vi en medmenneskelighed i det danske samfund, der gør, at når vi bliver udsat for sådan en situation, forsøger vi også at hjælpe hinanden. Det mener jeg faktisk at vi er rigtig gode til. Det betyder også i forhold til det her med millimeterretfærdighed, eller hvad man nu kan sige, at jeg ikke nødvendigvis mener, at en kvinde og en mand sørger forskelligt, men jeg mener, at personer sørger forskelligt. Det tror jeg faktisk på. Det kan man se. Der er nogle, der har behov for at komme ud at arbejde hurtigt, og der er nogle, der har behov for at sidde og mure sig selv en lille smule inde eller komme ud og snakke med nogle. Vi håndterer sorg forskelligt.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg vil gerne lige til at starte med kvittere Dansk Folkepartis ordfører for en i hvert fald retorisk imødekommelse af problematikken og af, at det i et eller andet omfang kunne være hensigtsmæssigt at forsøge at finde en løsning på det her.

Der er to ting i det, som Dansk Folkepartis ordfører siger, som jeg gerne vil udfordre. Den ene er i forhold til de fysiske argument – hvis man kan sige det sådan – der handler om, at moren skal komme sig over fødslen. Det er jo langt hen ad vejen rigtigt, men som lovgivningen er i dag, vil de 14 uger, der er til moren, også gælde, hvis barnet dør, når barnet er 10 uger gammelt eller 15 uger gammelt, eller hvornår nu tragedien indtræffer. Så den lovgivning, vi har i dag, handler om andet end bare de fysiske forhold og forskellen mellem det at føde et barn og være faren. Så det er ikke kun fysik, det her handler om.

Det andet er, at ordføreren har helt ret i, at der kan være mange andre ting, der kan skabe sorg. Der er jo desværre masser af eksempler på det. Men er ordføreren ikke selv bange for, at det her hurtigt bare kan blive en syltekrukke, hvis vi skal have alle mulige i gang med at gøre sig de overvejelser, i stedet for at vi rent faktisk løser et konkret problem her og nu?

Fru Pia Adelsteen.

Til den lille politiske bemærkning om at være retorisk imødekommende kan man jo gentage den over for Socialdemokraterne. Den kommentar synes jeg bare lige at jeg ville komme med.

Jeg vil da sige, at det godt kan virke meget mærkeligt, at hvis barnet overlever fødslen og kvinden holder de 14 uger, manden har holdt de 2 uger, og hvis barnet så dør, så får kvinden ret til 14 uger igen – hvis barnet vel at mærke ikke er fyldt 32 uger – mens manden ingenting får. Det kan man da undre sig over. Så kunne man dele det og sige, at kvinden kan få 7 uger og manden kan få 7 uger. Det kunne man jo gøre. Det er da noget, som jeg synes at man skal se på, hvis det også er et pengespørgsmål, for det kunne det jo godt være. Så har man jo millimeterretfærdighed, og man siger, at behovet er lige stort.

Men det kunne også godt være, at man skulle sige, at det kan være, at det er godt, at familien selv kan afgøre, hvordan de vil gøre det her. Det kunne også være en mulighed. Det vil være, som vi har det med barselsorloven. Det synes jeg faktisk er en god ting. Men hvordan gør vi det, når det er i forhold til sorg? Også fordi vi håndterer sorg forskelligt, kunne det måske være en mulighed. Men jeg synes da, at vi skal se på det.

Det er da rigtigt, at vi godt kan gå ind og sige, at nu håndterer vi det i forhold til spædbarnsdød, men så går der i min optik ikke særlig længe, før vi også er nødt til at håndtere andre problemer. Det kunne være, hvis mit barn dør, når det er 1 år, hvorfor må jeg så ikke få orlov? Og så ruller lavinen, var jeg ved at sige, selv om det ikke er sådan, det skal forstås. Men så ruller det; det plejer det at gøre. Derfor skal vi lige tænke os om, tror jeg.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Dansk Folkepartis ordfører har jo helt ret i, at der også er mange andre problemer, som vi ikke løser, hvis vi løser det her problem. Men det bør vel ikke afholde os fra at løse det her problem? Her har vi allerede en eksisterende lovgivning, hvor vi med et, synes jeg, ikke kæmpestort pengebeløb kan løse et problem. Det er jo penge, der skal findes, og vi kan ikke bare ryste dem ud af ærmet, men jeg synes ikke, at det er et stort beløb set i forhold til det problem, som vi kan løse, og set i forhold til de mange familier, som vi kan hjælpe. Vi kan med et forholdsvis lille snuptag løse det her problem for rigtig mange mennesker. Burde vi ikke gribe den mulighed i stedet for at sparke det til hjørne ved at sige, at vi skal have en meget større debat, og det kan vi bruge frygtelig lang tid på?

Fru Pia Adelsteen.

Man kan jo sige, at netop ordføreren for Socialdemokraterne da har alle forudsætninger for med et snuptag at finde de penge. Det skulle man da mene, eftersom det er samme ordførers parti, der sidder i regering. Så hvis det er så nemt, synes jeg da, at vedkommende skal gøre det. Altså, det er ikke min opgave. Det mener jeg ikke.

Jeg udtrykker mig positivt, fordi jeg synes, vi skal se på det, men det er altså også svært at stå og fortælle et forældrepar, at fordi deres barn døde 1 uge for sent, får man ikke orlov. Det vil jeg godt se ordføreren gøre. Så jeg synes virkelig, at man skal tænke sig om.

Vi går videre til den næste korte bemærkning, og den er fra fru Özlem Sara Cekic.

Jeg er enig med ordføreren i, at det er lidt underligt at høre Socialdemokraternes ordfører sige, at man bare kan skaffe dem, det er jo ikke mange penge, og samtidig siger man, at man vil stemme imod.

Jeg kunne godt tænke mig at høre noget. Nu sagde ordføreren flere gange, at der jo er en ret stor forskel på sorgen, i forhold til den, der har båret barnet, og den, der har stået ved siden af, når man har mistet et barn. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ordføreren kan referere til noget forskning, der tyder på, at sorgen, når man mister et barn, afhænger af ens køn. Det synes jeg ville være ret relevant at få på bordet, for jeg tror jo grundlæggende på, at når man mister et barn, er det ikke ens køn, der afgør, hvor ked af det man bliver. Nu siger ordføreren jo gentagne gange, at vi også kunne sige, at familierne selv kunne bestemme. Jamen problemet er jo, at de 14 uger, moren har, ikke kan overdrages til faren. Han har 2 uger, og så kan han melde sig syg. Det er derfor, jeg gerne vil have dem ligestillet. Men man kunne også godt lave alle mulige andre ordninger. Men jeg kunne godt tænke mig lige at høre om det der med forskning.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om der er lavet noget forskning, der viser, om kvinder og mænd sørger på hver deres måde afhængigt af køn. Det tvivler jeg på, og det ville også undre mig meget. Jeg synes egentlig ikke, at det er noget, man skal forske i på den måde. Det, jeg sagde, og det håber jeg at jeg får udtrykt på en ordentlig måde, er, at vi sørger forskelligt, ikke afhængigt af køn, men afhængigt af vores personlighed, okay? Det synes jeg er væsentligt, for der er helt sikkert mænd, som går lige så meget ned som nogle kvinder eller omvendt osv. osv. Det har ikke noget med køn at gøre. Jeg tror bare, at vi sørger forskelligt. Det er vigtigt for mig at slå fast, at det ikke har noget med køn at gøre.

Når jeg sådan siger, at jeg synes, vi skal se på det, er det i forhold til måske netop den retfærdighed, at kvinder faktisk, selv om de har haft 14 ugers barselsorlov, fordi barnet har overlevet, så får ret til 14 ugers sorgorlov. For det er jo det, de gør, hvis barnet dør, inden det er 32 uger gammelt. Mænd får ikke noget, hvis de har afholdt deres 14 dage. Der var det, jeg sagde, at vi kan kigge på det, og måske kan man dele det, måske kan man gøre nogle ting, også med hensyn til penge osv. osv. Men det er da noget, jeg synes vi skal se på. Hvad er det, vi måske kan gøre? Men samtidig vil jeg også godt igen påpege, at jeg synes, det er væsentligt, at vi ikke bare siger, at jamen jeg beklager, for dit barn døde altså 1 uge for sent. For det vil jeg altså ikke stå og fortælle et par, der har mistet deres barn, fordi det var 34 uger gammelt, altså at det beklager vi, det døde 2 uger for sent, så du får ingenting.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det er jeg helt enig i. Det er et problem generelt i forhold til sorg, at der ikke er de her muligheder. Men ordføreren ved også ligesom mig, at herinde gør vi det, at vi starter et sted, og så håber vi, at det ligesom kan udvikle sig til, at den rettighed kan foldes ud. Ordføreren ved også ligesom mig, at der er mange forskellige ministre på det her område, hvis vi også skulle inddrage det med at være pårørende til ens mor og far eller pårørende til et barn. Altså, der er rigtig mange ting. Det er derfor, vi starter et sted.

Jeg er rigtig glad for, at ordføreren siger, at det ikke er kønnet, der afgør sorgen, men at det afhænger af det enkelte individ. Det er også derfor, at de kvinder, der har 14 ugers ret til at kunne holde sorgorlov, ikke alle sammen holder det. Der er også nogle, der er tilbage efter 3 uger. Derfor er jeg enormt glad for, at vi måske kan prøve at møde hinanden et sted.

Fru Pia Adelsteen.

Igen, vi er meget villige til at se på det i Dansk Folkeparti, det er vi bestemt. Det er også klart, at mange gange starter vi jo et sted rent politisk, og så foregår der en eller anden udvikling. Jeg synes bare, det er meget, meget vigtigt, at vi måske ser bredere på det. Det sagde jeg egentlig også i min tale. Det er så vigtigt.

Tak til fru Pia Adelsteen. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til Det Radikale Venstres ordfører, og det er fru Liv Holm Andersen.

Tak for det. Det er helt ubærligt, når et forældrepar mister deres spædbarn. Det er en forfærdelig situation, som jeg kan høre at vi alle herinde har stor forståelse for. Som flere ordførere har været inde på og redegjort for, har vi i dag nogle rimelig gode betingelser for den ene af forældrene, når noget så forfærdeligt sker, nemlig moderen. Men som flere også har været inde på, er det jo ikke helt godt nok, fordi der med den lovgivning, vi har, ikke tages tilstrækkelig højde for, at en mor og en far jo begge rammes og formentlig rammes lige hårdt af den sorg, der er efter noget sådant. Der tages heller ikke højde for, at en mor og en far jo selvfølgelig er sammen om forældrerollen, også når det mest forfærdelige sker.

Det synes jeg, og det kan jeg høre mine kollegaer på ligestillingsområdet også synes, er urimeligt. Det mener vi i Radikale Venstre er urimeligt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi diskuterer det i dag, og jeg er faktisk også rigtig glad for, at debatten er blevet bredt ud til ikke nødvendigvis kun at handle om spædbørnsdød, men sorg som noget mere generelt. Så jeg er glad for, at SF har sat det på dagsordenen i dag. Og jeg er glad for, at mange partier både i debatten herinde i dag og tidligere og den eksterne debat på forskellig vis har udtrykt støtte til at sikre fædre den samme ret som mødre. Det er rigtig godt.

Jeg mener virkelig, at det her åbenlyst er et tiltag, som kan gøre en verden til forskel for en række familier, hvis det blev en realitet, hvis vi er et flertal af partier, som ikke blot synes, det er en god idé, men som også har lyst til at arbejde på at finde finansiering. Så jeg håber, at vi kan finde et sådant flertal. For uanset hvor godt og sympatisk et forslag det er, og det mener jeg virkelig er det, der er tale om her, så vil Radikale Venstre også helst støtte et forslag, som der først er fundet finansiering til.

Så med andre ord vil Det Radikale Venstre med glæde være med til at støtte det her forslag og gøre det til virkelighed, når vi har fundet ressourcerne til at prioritere det. Derfor vil Radikale Venstre ikke støtte forslaget i sin nuværende form, men vil kæmpe for – og det kan jeg høre der er mange partier der gerne vil være med til – at vi kan støtte et lignende forslag, når der er en åbning til det, hvor vi også kan få det bakket op af finansieringen. Tak for ordet.

Tak til fru Liv Holm Andersen. Der er en enkelt kort bemærkning – det er Özlem Sara Cekic.

Jeg er glad for, at ordføreren mener, at der skal gøres noget ved det her – det synes jeg er rigtig, rigtig dejligt at høre.

Når ordføreren så nævner finansieringen, vil jeg bare lige høre, om ordføreren kan bekræfte, at vi faktisk har stillet spørgsmål for at høre, hvor mange der tager sygeorlov, eller hvor mange der simpelt hen melder sig syge og får udgiften dækket den vej, og om det ikke ville gå op, men det ville ministeriet heller ikke svare på. Så vi ved i realiteten ikke, om det er en udgift, for det kunne jo lige så godt være, at det vil koste 24 mio. kr., i tilfælde af at samtlige mænd, der får et dødfødt barn, tager samtlige 14 uger, men vi ved jo ikke engang, om samtlige kvinder tager 14 uger.

Så er det ikke korrekt, at det er langt bedre at give folk den rettighed, i stedet for at de skal gå tiggergang for at få sygedagpenge?

Fru Liv Holm Andersen.

Jeg kan kun forholde mig til det bedste svar, jeg har; og det bedste svar, jeg har, er, at det vil koste op mod 24 mio. kr. om året, og det vil det gøre fremadrettet. Og derfor er det altså nogle penge, som man er nødt til at prøve at give et eller andet bud på hvor man så vil finde, og det mener jeg bare er bedre at gøre der, hvor den slags finder sted, altså i en forhandling om vores budget, i en finanslovsforhandling eller nogle af de underforhandlinger, der foregår i det regi.

Fru Özlem Sara Cekic.

Mener ordføreren så, det er et godt svar at sige, at man ikke ved, hvor mange mænd der tager sygeorlov? Når vi spørger ministeriet om, hvor mange mænd der melder sig syge og får sygedagpenge, og vi ikke kan få et svar, er det så et godt svar?

Fru Liv Holm Andersen.

Jeg har den indstilling, at alle gør deres bedste, når de går på arbejde, og derfor tror jeg også, at embedsmændene ovre i Beskæftigelsesministeriet har gjort deres bedste for at svare på det her spørgsmål. Derfor er det jo det, jeg har at forholde mig til. Jeg tror, at de har brugt de fakta, de har, efter bedste evne, og så kan det jo være, at de ikke har den rette viden, at de ikke har fakta nok, at de ikke har fået de rigtige input, og det må vi så tage til efterretning. Men jeg tror bare, de har svaret med god vilje og ud fra deres bedste indsigt, og det er det, vi må diskutere ud fra.

Derfor synes jeg altså også, at det rigtige er, at man bringer sådan nogle ting op til forhandlinger, som man jo selv har deltaget i, hvor man selv har indgået en aftale, og hvor man jo også havde chancen for at finde de her penge. Det får man chancen til igen, og det vil vi meget gerne være med til i Radikale Venstre.

Jeg siger tak til fru Liv Holm Andersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten.

Selvfølgelig støtter vi det forslag, som er fremsat her. Det er jo ikke alene retfærdigt, det er ikke alene fornuftigt, det er også et billigt forslag. Det er tit sådan, at nogle gode, fornuftige forslag her i Folketinget støder på, at man siger, at der ikke er råd til dem. Det argument kan simpelt hen ikke bruges i det her tilfælde. Det er bare at give en hånd til dem, der kommer ud i en meget ulykkelig situation.

Jeg stiller mig selv det spørgsmål, hvorfor der er et flertal, som siger nej på grund af finansieringen. Selvfølgelig vil ikke mindst regeringen kunne finde de små midler, man skal bruge, for at finansiere det her forslag. Derfor vil jeg sige, at det for os stadig væk står som meget mystisk, hvad der er bevæggrunden for at sige nej til et så fornuftigt forslag, som SF har fremsat. Sagen er jo, at fædre så vel som mødre får en kæmpe sorg, når deres børn dør som spæde. Vi kender nok nogle familier, som går igennem denne sorg. Det betyder i dag, at den ene halvdel af forældrene, nemlig fædrene, kun kan få 2 uger til at bearbejde den sorg, og det betyder også, at mødrene står alene med det, når den anden halvdel tvinges til at gå på arbejde. Vi ved jo godt, at fædrene bliver nødt til at sygemelde sig, selv om de ikke er klinisk syge. Det kan vi ikke være bekendt.

Jeg vil bare slutte af med at sige, at vi bør have et flertal, som vil stemme for forslaget, når vi finder en finansiering, selv om det er billigt. Så jeg glæder mig til udvalgsbehandlingen, for jeg er optimist, så vi sammen kan give sorgorlov til fædre og medmødre.

Jeg siger tak til hr. Jørgen Arbo-Bæhr og går videre til den næste ordfører. Det er fru Merete Riisager fra Liberal Alliance.

Tak. Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at min kollega, fru Pia Adelsteen, holdt en utrolig fin tale, som jeg ikke tror at jeg kan gøre bedre. Dette er blot for at forklare, at fru Pia Adelsteen simpelt hen fik sat ord på nogle af de ting, som jeg synes er vigtige at få frem.

Det er blevet sagt heroppe fra talerstolen adskillige gange, at det her er et sympatisk forslag. Jeg har siddet dernede og lyttet til det, og så har jeg tænkt, at nej, det synes jeg faktisk ikke at det er. Jeg synes faktisk ikke, at det her er et sympatisk forslag. Jeg synes, at det her er SF classic. Nu er SF ikke i regering længere, og det, man så gør, er, at man sætter sig ned og finder ud af, hvem der har det svært. Og så finder man det svar, som altid er svaret, og det er øget omfordeling. For der er ingen i den her sal, der ikke vil sige, at forældre, der har mistet deres barn, ikke har det svært. Det er den største frygt for os alle sammen at miste et barn. Uanset om det er et spædbarn, et større barn eller, ja, et voksent barn, så er det jo den største sorg, der er.

Det, der bare gør, at jeg ikke synes, det her er sympatisk, er, at SF gør det, de altid gør. Det er, at de finder nogle, som har det svært, og så siger de: Omfordeling er svaret. Find pengene, vi gider ikke, men nogen skal gøre det. Jeg synes ikke, det er sympatisk.

Når det er sagt, mener vi i Liberal Alliance, at uanset hvor meget barsel vi giver og i hvilken situation, så bør det være forældrene selv, der frit kan disponere over den barsel og fordele den imellem sig, mellem mor og far, sådan som man finder det godt. Det, som forældre, der mister et barn, har behov for i den situation, de står i, med den sorg, det behov for omsorg, empati, forståelse, varme, medmenneskelighed fra familie, fra kolleger, fra arbejdsgivere, kan vi ikke tildele her fra Folketingets talerstol, og jeg ærgrer mig over, at SF reducerer alle de behov, som de her forældre står med, til et spørgsmål om omfordeling. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Det er jo godt nok chokerende at få at vide, at forslaget ikke er sympatisk. Altså, jeg synes virkelig, det er ret rystende, at man kan sige, at et forslag, der gerne vil give mænd de samme rettigheder med hensyn til at sørge, ikke er sympatisk. Jeg synes alligevel, det er ret imponerende, at man kan formå det fra Liberal Alliances side.

Jeg vil rigtig gerne snakke om de mænd, der faktisk ikke har de samme muligheder som kvinderne. Og så vil jeg gerne lige høre – jeg kan tydeligt høre, at ordføreren faktisk ikke har læst forslaget og ikke kender reglerne: Kan man godt som kvinde, når man har de 14 uger, give dem til sin mand, hvis barnet er dødfødt? Kan man, eller kan man ikke?

Fru Merete Riisager.

Jeg gjorde fint rede for Liberal Alliances forslag ved at sige, at vi har det fint med det, hvis vi ændrer det på en måde, så man kan fordele det imellem sig.

Spørgsmålet er her, om man skal have et udgiftsgivende forslag. Og der er det jeg synes – og det er blevet fremlagt ganske udmærket af mange af de andre, der har været på talerstolen – det er usympatisk, at SF ikke har ulejliget sig med at finde finansiering. Det, jeg synes er usympatisk, er, at man tager en gruppe, som vi alle sammen ved er i en meget, meget vanskelig situation, og siger: Find pengene, vi har ikke tænkt os at gøre det. Det synes jeg ikke er særlig sympatisk. Den ene ordfører efter den anden har stået heroppe med bøjet hoved, for hvem vil være den, som siger, at det ikke er synd for de her mennesker? Vi mener alle sammen, at det her er den mest vanskelige situation, man på nogen måde kan forestille sig. Men jeg synes, at SF tager den her svære situation som gidsel, når man siger: Det skal bare løses, men det er ikke os, der gør det; det må nogle andre klare.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det var dog utrolig mange ord i forhold til præcis en gruppe af mennesker, som har det rigtig svært. Der ville jeg jo også ønske, at Liberal Alliance nogle gange var i stand til at vise den sociale ansvarlighed. Men det mener man så åbenbart ikke i det her forslag, i forhold til finansieringen. Det var helt bevidst, at jeg faktisk spurgte ministeriet, hvor mange der får sygedagpenge, for jeg tror, det går op, i forhold til hvor mange der gør det, altså at det ligesom vil gå op. Men det vil man ikke svare på.

Det er da ikke, fordi jeg ikke vil finde finansiering. Og derfor synes jeg, det havde klædt ordføreren en lille smule, at hun måske havde læst både de spørgsmål, vi har stillet, og det, ministeriet har svaret.

Fru Merete Riisager.

Jamen det er jo det, jeg faktisk synes er så – altså, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal kalde det – utroligt: at SF placerer sig selv i den her situation som de eneste, der forsvarer de her mennesker, og ikke ser, at den situation, de står i, er så kompleks og er så dyb og så voldsom, og at den har så meget mere med alt muligt andet at gøre. For nogle mennesker kan det være bedre at gå på arbejde, folk er forskellige.

Det er jo fint, at vi indretter et fleksibelt system, men det, jeg ikke bryder mig om, er, at man fra SF's side siger: Nu må nogle andre løse det her, vi har ikke tænkt os at gøre det.

Så er der en kort bemærkning mere. Den er fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes mere, at det var Merete Riisagers ordførertale, der var kynisk, end det er SF's forslag. Men jeg vil stille et spørgsmål, for ordføreren siger jo, at man kan fordele de 14 uger til kvinderne imellem sig; at man kan fordele de der 14 uger mellem mænd og kvinder. Jeg vil spørge, om ordføreren kender EU's barselsdirektiv, for det kan man jo ikke.

Ordføreren.

Det, jeg tilkendegav, og det, jeg forklarede, er LA's holdning. Jeg sagde helt klart, at det er LA's holdning til den her barsel; det er LA's holdning til barsel i øvrigt, uanset hvad EU mener. Jeg kender udmærket EU's båndlæggelse af barsel. Den er vi imod. Vi mener, at uanset hvor meget barsel der bliver tildelt en familie, bør mor og far selv kunne fordele den imellem sig. Det synes vi er den mest rimelige måde at gøre det på, og det er LA's holdning til barsel i det hele taget.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Det synes jeg er interessant, for så vil det sige, at Liberal Alliance ikke går ind for, at man som kvinde kan få barsel, efter at man har født. I udgangspunktet undrer det mig en del, at man kommer med et forslag, som man godt ved at man ikke kan komme igennem med. Det er jo helt umuligt. Så må man komme med et andet forslag, for jeg håber på, at ordføreren godt ved, at folk, der får et barn, der dør inden for de første 32 uger, får en stor sorg. Hvad skal man ifølge Liberal Alliance gøre ved det?

Fru Merete Riisager.

Så vidt jeg ved, har Enhedslisten også ret meget politik, der er i modstrid med EU-lovgivningen. Det har LA også. Og vi mener altså, at barselsorloven bør kunne indrettes på en måde, så mor og far frit fordeler den imellem sig. Det kan umuligt komme bag på hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Med hensyn til hvad der er sympatisk og ikke sympatisk: Vi vil bare sige, at alle de udfordringer og alle de problemer, som forældre, der bliver udsat for en hændelse som det her, får, ikke bare kan reduceres på den her måde. Og når jeg siger, at forslaget i sig selv ikke er så sympatisk, som det lyder til, er det jo, fordi SF har fremsat det på en måde, hvor de heller ikke har ulejliget sig med at finde en finansiering. Så bliver det en opmarchering af følelser, og så skal alle ordførerne stå heroppe med bøjet hoved. Det synes jeg er forkert. Det her handler om så meget mere. Jeg synes jo også, at man, når man fremsætter et forslag, bør have den anstændighed at påvise en finansiering.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til fru Merete Riisager og giver ordet til den næste ordfører, som er fru Charlotte Dyremose fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at der er en række problemer, en række uhensigtsmæssigheder i forhold til det her med, hvornår og hvorfor man kan få orlov i forbindelse med alvorlig sygdom og død. Derfor er det prisværdigt, at vi får en mulighed for at drøfte det, men jeg er enig med dem, der har fremført, at det jo er lidt nemt bare at sige: Lad os lave en eller anden ændring, og nogen må finde nogle penge. Det havde været lidt mere prisværdigt, hvis man også havde anvist, hvordan vi skulle finansiere det her forslag.

Når det så er sagt, mener jeg sådan set ikke, og vi mener ikke, at det forslag, der ligger her, er det rigtige svar på de problemer, der er. I dag er det jo sådan, at mange mennesker, der mister – uanset om det er et barn og uanset dets alder – sygemeldes; de kan sygemeldes, og det bliver de individuelt, alt efter hvilket behov de har og hvilken sorgproces de er igennem. Det betyder så, at vi har en lovgivning på området. Og hvad angår den her uhensigtsmæssighed i forhold til 2 af de 14 uger, er vi sådan set enige i, at det virker meget, meget bizart, og det må virke meget, meget bizart på den enkelte familie. Men der er ingen tvivl om, at det er mindst lige så bizart, at man ikke har den samme adgang til orlov, hvis man mister et 2- eller 3-årigt barn til leukæmi f.eks. Det mener vi at man nødvendigvis bør se i en sammenhæng.

Når vi nu er ved det her med orlov, vil jeg også godt flage en anden ting, som vi Konservative ved flere lejligheder har nævnt, nemlig det faktum, at man i dag kan få plejeorlov, hvis en nærtstående er meget alvorligt syg og døende. Men det øjeblik denne nærtstående kommer på hospice og altså skal livsafslutte, ophører orloven. Så skal man tilbage på arbejde, mens ens nærmeste er på hospice. Al den stund vi ved, at en døende gennemsnitligt er på hospice i 15 dage, inden han eller hun dør, så virker det helt ærligt temmelig absurd på os, at man ikke kan fortsætte sin orlov, mens man har en pårørende på hospice. Derfor vil jeg meget gerne på linje med det, der også blev fremført fra DF's ordfører, sige, at vi synes, at det her må lægge op til, at vi i fællesskab ser på, hvordan vi forholder os til orlov i forbindelse med alvorlig sygdom og død. Og jeg vil ikke her sige, hvad svaret nødvendigvis er. Jeg mener ikke, at svaret bare er at gennemføre det her forslag. Det mener jeg bl.a. ikke det er på grund af de ting, jeg har nævnt, og der er altså en række andre problemstillinger, som er mindst lige så absurde.

Men derudover synes jeg altså også, det er vigtigt, at vi lige husker en ting her. Der blev sagt lige før fra SF's ordførers side, at det her var retten til at sørge. Jeg mener ikke, at orlov er lig med retten til at sørge. Retten til at sørge har vi alle sammen. Hjælp til at komme igennem sorgen er noget helt andet. For nogle er svaret på det en orlov, en mulighed for at gå derhjemme og være sammen med dem, man har kær. For nogle er det, som andre har nævnt, at komme på arbejde og komme videre; at der sker noget, og at man er ude og tale med sine kollegaer; at man ikke får muret sig inde. For nogle er det at få psykologhjælp, og for nogle er det alt mulig andet. Derfor synes jeg sådan set, at det her giver anledning til, at vi ser lidt bredere på det.

Hvad skal man så, og hvad er så den rigtige orlovslængde? Det skal jeg ikke kunne sige. I virkeligheden tror jeg allermest på, at det rigtige er, at man individuelt kan få tildelt den orlov, man har behov for, for nogle har behov for langt mere orlov end andre. Og det handler ikke om, om man er mand eller kvinde, eller om barnet er 2 uger eller 2 år. Det handler om, hvordan man sørger, måske også de omstændigheder, man har mistet under, hvor forberedt man har været, hvordan man selv som person håndterer den sorg. Derfor synes jeg helt ærligt, at det her burde ende ud i, at vi samlet kigger på, hvordan vi forholder os til orlov. Så kan det være, at vi skal indføre en eller anden standardorlov, man ved man har i visse situationer, eller det kan være, at vi skal gøre det mere klart, at det, som vi i dag kalder en sygemelding, også kan hedde noget andet, men i hvert fald at vi får gjort klart, hvad det er, og altså ikke nødvendigvis har forskel på, om man mister et barn på 2 uger eller 2 år.

Så vores opfordring her vil være, at vi går videre med at arbejde på det her, og at vi i samarbejde finder nogle fornuftige svar, som ikke kun dækker spædbørn, men som dækker hele området, og at vi i den forbindelse får boret lidt grundigere i – og der håber jeg at ministeren vil hjælpe os – hvad der egentlig bruges af midler på sygemeldinger i forbindelse med f.eks. sorg, sådan at vi kan få et realistisk billede af, hvad det vil betyde, at vi måske ændrer det til noget andet. For jeg er slet ikke sikker på, at der er ret mange mennesker, der skal have en anderledes orlov end den, de har i dag; den skal måske bare hedde noget andet eller håndteres på en anden måde. Så det håber jeg vi kan arbejde med, men først og fremmest skal vi jo altså finde pengene, hvis det er nødvendigt.

Så er der et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg er i hvert fald helt enig i det sidste: at pengene skal være der. Hvis vi beslutter os for at have nogle udgifter, skal der selvfølgelig også være økonomisk rygdækning til, at vi kan afholde de udgifter. Det mener jeg sådan set giver god mening.

Den konservative ordfører ridser en række problemstillinger op og lægger op til, at det her i virkeligheden burde være en meget større debat om alle mulige ting, der berører det her, og den tilgang respekterer jeg. Jeg synes bare, det er ærgerligt, hvis det skal afholde os fra at løse et problem her og nu, som vi rent faktisk godt kan løse. At der så er andre problemer derude i verden, som vi også skal løse senere hen, og som vi nok alle sammen har et ønske om at vi kan komme nærmere, skal jo ikke afholde os fra at løse et problem, der er lige foran næsen på os.

Og så må jeg lige spørge til Det Konservative Folkepartis politik på det her område: Ud over at I er villige til at diskutere det her og se på det her, er det så også noget, I er villige til at prioritere økonomisk? Er det noget, I er villige til at droppe skattelettelserne til de rigeste for for så at bruge nogle midler på sådan noget kernevelfærd, som det her i virkeligheden også er?

Fru Charlotte Dyremose.

Lad mig starte med at sige, som det også er blevet sagt før, at hvis det er så ligetil, er hr. Rasmus Horn Langhoff jo i et regeringsparti, og derfor er det jo bare at gennemføre tingene. Så hold nu op med den retorik, helt ærligt.

Ja, vi er villige til at prioritere det her, og vi er også villige til at finde pengene, og det er vi bl.a., fordi vi gerne vil sikre, at vi har et erhvervsklima her i landet, der gør, at vi tjener nogle penge, så vi har råd til velfærd. Det kunne vi godt bruge lidt hjælp til, i stedet for at man har en regering eller et Socialdemokrati, der normalt bare siger, at en skattestigning kan løse alt, for det kan den ikke. En skattestigning kan betyde, at vi ikke har råd til den her kernevelfærd. Men ja, vi vil gerne prioritere det her.

I forhold til det der med, at det ligger lige foran næsen, er jeg nødt til at sige, at jeg ikke synes, at det her skal prioriteres over de andre problemstillinger, jeg nævnte. Jeg mener faktisk, det er et større problem, at man, hvis man mister et 2-årigt barn, ikke har ret til en orlov, end det er, at man kun har ret til 2 uger, hvis man mister et spædbarn. Jeg synes også, det er et meget, meget stort problem, at man skal gå på arbejde eller lyve eller melde sig syg eller gøre et eller andet andet for at sno sig uden om at skulle på arbejde i de måske 5 dage, ens pårørende er på hospice, efter at man har gået i et halvt år og plejet vedkommende derhjemme.

Der er jeg nødt til at sige, at derfor – netop fordi det jo også er en økonomisk prioritering – mener jeg faktisk, at vi nødt til at se på de problemstillinger, der er her. Og det at miste et barn er ikke en større sorg, hvis det barn er 20 uger, end hvis det er 2 år. Derfor er vi nødt til at forholde os til de her ting i sammenhæng, når vi netop skal prioritere midler til det. Vi mener, det er vigtigt at finde en løsning, som fungerer, og så folk ved, hvad de har at forholde sig til. Hvad vi så kalder det, og hvordan vi laver det, er det, vi skal finde en løsning på.

Så er det hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det, jeg fik ud af starten af det indlæg, var, at den her sorgindsats, som Konservative også lægger op til at vi skal have fremadrettet, skal finansieres via skattelettelser. Det er den måde, man vil finde penge til det på. Hvis jeg misforstod det, må ordføreren endelig rette mig.

Jeg synes, det er – og det er måske mere en kommentar end et spørgsmål – en lidt opgivende holdning at sige, at der er så mange problemer derude, at vi ikke kan overskue at løse dem ét ad gangen. Her er ét problem. Vi kan løse det. Vi er en mindretalsregering, så vi har brug for et flertal, for at vi kan løse det her. Jeg synes da ikke, der er noget mærkeligt i at være en mindretalsregering, der skal ud at hente opbakning til alt, hvad man laver, også hvis man vil lave sådan noget her.

Vi prøver at løse det her, og jeg synes da, det er trist, hvis målsætningen er at gå efter laveste fællesnævner, at man ikke siger: Her er faktisk et sted, hvor vi kan løfte niveauet for nogle mennesker. Vi kan hjælpe en masse familier, og muligheden er der nu.

Fru Charlotte Dyremose.

Jeg ved ikke, om den socialdemokratiske ordfører har gjort det til sin hofdisciplin at forsøge at misforstå, for det kommer i hvert fald på stribe. Det, jeg synes jeg sagde meget klart her, var, at det her jo er et spørgsmål om, at vi skal prioritere. Det sagde den socialdemokratiske ordfører selv i sin ordførertale. Når vi skal det, synes vi fra konservativ side, det er vigtigt at tænke i: Hvor er behovene størst? Og så vil jeg langt hellere sikre mig, at det også kan fungere og hænge sammen i det lille hjem, når man mister en 2-årig til leukæmi, end jeg nødvendigvis vil sørge for, at man kan have hele 14 uger, hvis man mister en på 20 uger.

Der må jeg bare sige, at der er nogle ting her, som er mindst lige så vigtige for os, så når nu vi skal i gang med at prioritere, er det vigtigt for os, at vi kommer hele raden rundt. For jeg har meget svært ved at se, at man bare tager på arbejde, dagen efter at ens 2-årige døde, efter at man måske har haft en længere plejeperiode, et længere sygdomsforløb, muligvis har skullet på arbejde en 5-6 dage, mens den lille har været indlagt. Og så står man bare der. Altså, det er jo heller ikke en ideel situation.

Det er langtfra en ideel situation, og derfor synes jeg, at den her polemik skulle stoppe, og at vi i stedet for måske skulle lidt konstruktivt at gå ind i at se på nogle samlede løsninger her – der hænger sammen. Det gør jo ikke noget, at den politik, vi laver herinde, faktisk hænger lidt sammen og er til at forstå for borgerne.

Så er der en yderligere kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Det er meget svært at være uenig, for det er jo fuldstændig rigtigt, at der er nogle ting, der ikke hænger sammen i forhold til sorgorloven, og det vil vi hjertens gerne være med til at kigge på, først og fremmest for ligesom at klargøre, hvordan reglerne er rundtomkring i forskellige ministerier, så vi kan få et overblik. Derfor synes jeg jo også, at vi i fællesskab skal prøve at se, om vi ikke på en eller anden måde også kan få noget på skrift, som vi kan pålægge regeringen at undersøge. Det vil vi rigtig gerne.

Jeg kunne bare godt lige tænke mig at høre: Er der noget, der hindrer, at man starter et sted? Når vi gerne vil have en bedre sorgorlov, også hvis barnet er ældre og dør, er der så noget, der hindrer, at man samtidig kan sige, at når barnet er dødfødt, skal vi også sikre nogle rettigheder, ligesom når barnet er ældre? Det kunne jeg godt tænke mig at få et bud på.

Fru Charlotte Dyremose.

Nu kan man jo gøre det meste, så det er der ikke noget der hindrer. Det, jeg bare appellerer til her, er – når nu det alligevel ikke er sådan, at SF kommer med en pose penge og bare kan gennemføre det her, fordi der er penge til det; og når nu vi alligevel skal sætte os ned og finde en enighed – at nogle problemer, som vi synes er mindst lige så vigtige, bliver taget ind i den sammenhæng.

Jeg bliver også nødt til at sige, at noget af det, jeg henviste til før, jo er, at jeg ikke er sikker på, at det for alle mennesker er det eneste rigtige at sidde 14 uger derhjemme. Det kunne også være, vi skulle overveje lidt, hvad der egentlig er af muligheder for noget psykologhjælp osv. Derfor synes jeg faktisk, det er nødvendigt at se det her i en sammenhæng, og derfor synes jeg også, vi skal overveje lidt, om det er 14 uger for en bestemt gruppe, vi skal kæmpe for, frem for måske en kortere periode for nogle, der slet ingen rettigheder og muligheder har i dag, andet end at de skal melde sig syge.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så siger jeg tak til fru Charlotte Dyremose og giver så ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Tak for alle bemærkningerne. Jeg synes, at det er en utrolig væsentlig debat. I dag er det jo sådan, at forældre, der mister et barn, rammes af stor sorg. Lovgivningen vedrørende spædbørn anerkender dette over for den ene part, nemlig moderen. Som reglerne er i dag, har moderen ret til 14 ugers barsel, mens faderen har ret til 2 uger. Fædre og medmødre, der mister et barn, bliver lige så hårdt ramt af sorgen som moderen til barnet, og derfor mener vi i SF, at der skal være ligestilling af de her rettigheder. Derfor har vi fremsat et forslag om, at man senest den 1. april 2015 skal give den her ligeret til begge køn.

Men desværre illustrerer debatten her meget godt, at det nok bliver meget, meget svært, for der er ikke flertal for, som jeg kan høre, at vi kan sætte det her i værk. Men samtidig vil jeg også rigtig gerne anerkende, at der er rigtig mange, der har været heroppe og fortælle om et behov for at gøre noget. Jeg kan forstå, at regeringsordføreren Rasmus Horn Langhoff siger, at de er en mindretalsregering, og derfor kræver det, at de får et flertal. Så vil jeg bare lige sige til den socialdemokratiske ordfører: Tæl lige. Socialdemokraterne, Radikale, SF og Enhedslisten giver faktisk et flertal tilsammen, så det argument kan man faktisk slet ikke bruge.

Så vil jeg også gerne sige om finansieringsdelen, at vi faktisk har spurgt om flere ting til finansieringsdelen. Vi har spurgt om, hvor mange kvinder der tager alle 14 uger, for vi ved i dag, at ikke alle gør det. Men ministeriet har svaret på spørgsmål 10, at det har man ikke oplysninger om. Grunden til, at jeg lige nævner det, er, at jeg ikke tror, at alle tager de 14 uger. Nogle kommer hurtigere tilbage. Som ordføreren for Dansk Folkeparti sagde, er sorgen forskellig, alt efter hvem man er, men muligheden er der, og derfor vil jeg rigtig gerne have det med i regnskabet, men det kunne ministeriet ikke levere.

Så har jeg spurgt om noget andet. Hvor mange mænd får så sygedagpenge, melder sig syge, så vi også lige kunne trække det tal frem? Hvis det nu viser sig, at vi giver 20 mio. kr. til sygedagpenge, udgiften er på 24 mio. kr., er det klart, at det er en helt anden diskussion. Det vil ministeriet heller ikke svare på, fordi de siger, at det har de ikke oplysninger om. Så det er jo ikke, fordi vi ikke har gjort noget for at kunne få et bedre tal.

Apropos hele den debat om, hvordan ministerierne leverer oplysninger til udvalgene, synes jeg, at det er et rigtig godt eksempel på, at vi ikke kan komme videre.

Derfor mener jeg, at den udgift på 24 mio. kr., som ministeriet har beregnet, jo svarer til, at samtlige mænd og medmødre tager samtlige 14 uger. Så kommer vi frem til 24 mio. kr., men sådan er virkeligheden jo ikke. Det ved ministeren faktisk heller ikke, for det har jeg i et svar. Ministeren ved jo ikke, hvordan virkeligheden er. Det er derfor, jeg spurgte ind til virkeligheden, så vi ligesom kunne lave en beregning ud fra det.

Jeg kan jo godt høre, hvad andre ordførere siger. Jeg synes, det er enormt spændende i fællesskab at prøve at kigge på, hvordan vi kan få de her oplysninger, så vi har et bedre grundlag, når vi skal diskutere det her næste gang. Så håber jeg også, at vi i fællesskab kan kigge på, hvordan reglerne for at overdrage nogle af de her 14 uger, som kvinden har, er. Men det kræver jo ligesom, at vi ved, om hun bruger alle sine 14 uger eller ej. Det ville jeg også rigtig, rigtig gerne vide.

Så vil jeg bare lige her til sidst sige, at jeg synes, det er rigtig ærgerligt. Der er et politisk flertal for det her. Både Enhedslisten og SF vil gerne have, at de her mennesker kunne få sygeorlov, når deres barn er dødfødt. Det har regeringen mulighed for at ændre, men jeg må så konstatere, at det endnu en gang bliver ved de gode flotte ord på et stykke papir, men ikke til praksis i det virkelige liv. Men vi tager forslaget med videre til behandling i udvalget, og så må vi se, hvor langt vi kan nå der.

Der er en enkelt kort bemærkning. Den er fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg forstår ikke den pessimisme hos SF's ordfører. Altså, SF har oplevet en håndsrækning i dag, ikke bare fra Enhedslisten, men også fra regeringspartierne, om, at man gerne vil arbejde videre med det her, at man gerne vil finde en løsning på det her. Det eneste, vi har sagt om det forslag, der er blevet fremsat i dag, er, at der skal penge til det, for det koster nogle penge, og der skal være finansiering til det. At det kan blive vendt til, at regeringen så ikke vil det alligevel, eller at SF føler sig generet af den grund, synes jeg er noget mystisk noget – altså at der bliver opfundet en uenighed til lejligheden, når vi rent faktisk imødekommer det her og rent faktisk gerne vil lave det her sammen med SF. Så det synes jeg jo der burde fokuseres på i stedet for.

Jeg har lige et enkelt spørgsmål til SF's ordfører sådan af ren nysgerrighed. Har det her været et ønske eller et krav eller et forslag fra SF's side ved de finanslovsforhandlinger, der blev afsluttet her inden nytår?

Så er det Özlem Sara Cekic.

Jeg kunne også bare vende den om. Jeg kan jo læse i pressen, at regeringen synes, at det her er noget, der skal laves om. Regeringen mener, at mænd og medmødre, der mister deres barn ved fødslen, skal have den ret. Har regeringen foreslået det til finanslovsforhandlingerne? Har regeringen sagt, at det er noget, den vil ændre? Selvfølgelig kan jeg jo ikke stå og sige, hvad vores forhandler har taget med ind eller ej, for jeg har ikke selv forhandlet, men det er jo helt naturligt, at der mellem finanslovene også er en række forslag. Nu siger ordføreren, at det koster nogle penge. Vi ved jo ikke, hvor meget det koster. Det er jo derfor, jeg har stillet spørgsmål.

Jeg har det simpelt hen sort på hvidt, at jeg har spurgt ministeriet: Hvor meget vil det koste? Hvor mange får sygedagpenge? Hvor mange kvinder benytter sig af de 14 uger? I øvrigt skal man huske, at vi er åbne over for samtlige ideer. Vi kunne også bare starte med at give dem 6 uger, så bliver beløbet jo langt lavere. Man kunne lave alle mulige forskellige konstruktioner, men det kræver jo ligesom, at der er en regering, der vil spille med.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det var et meget langt svar, som ikke gav svar på mit spørgsmål. Man må gå ud fra, at I taler sammen i SF om den her slags ting, når der bliver fremsat et beslutningsforslag lige umiddelbart efter en finanslovsaftale, som SF har været med til. Så mit spørgsmål er meget simpelt: Har SF foreslået det her ved finanslovsforhandlingerne, eller har SF ikke foreslået det her ved finanslovsforhandlingerne? Er det først noget, man foreslår, i samme sekund kassen går i?

Så er det fru Özlem Sara Cekic.

Jeg har jo faktisk svaret på spørgsmålet. Der kommer ikke mere svar af, at man ryster på hovedet. Det her tror jeg jo stadig væk ikke på. Nu kan jeg høre, at der faktisk er ret bredt flertal for, at vi undersøger, hvor meget den her regel vil koste, det vil sige, at ministeriet er nødt til at finde ud af, hvor mange mænd der får sygedagpenge, og hvor mange kvinder der reelt benytter sig af 14 uger, så vi på den måde kan regne det med. Jeg tror faktisk slet ikke, at udgiften er så høj, men jeg har jo som sagt stillet spørgsmålet. Det er det, jeg kan gøre som folketingsmedlem, men det er ministeriet, der kan besvare det. Jeg har jo spurgt i forhold til alle de her ting og også fået det mangelfulde svar om, at det her vil koste noget, selv om vi ved, at de her mænd melder sig syge. Jeg synes simpelt hen, at det er så uværdigt, i stedet for at de har ret til sorgorlov.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til fru Özlem Sara Cekic.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.