Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 50:

Forslag til folketingsbeslutning om strafforfølgelse for deltagelse i væbnet konflikt med danske styrker i udlandet.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 19.12.2014).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der skal have ordet, er justitsministeren.

Det er jo altid sådan, når vi behandler sager, der har en vis sammenhæng med hinanden, i umiddelbar forlængelse af hinanden, at der også vil være en del gentagelser i talerne. Det, vi diskuterer her, er en del af samme problemstilling som det, vi netop har været inde på, nemlig de situationer, hvor danske statsborgere eller personer med opholdstilladelse i Danmark rejser ud og eksempelvis bidrager, som vi ser det lige nu, hos Islamisk Stat i Mellemøsten.

Jeg har den helt grundlæggende og klare holdning, at danskere selvfølgelig ikke ustraffet skal kunne deltage i væbnet kamp mod danske soldater. Det siger sig selv. Det er grundlæggende en absurd og grotesk situation, at dette foregår, når vi fra dansk side udsender danske soldater, dansk materiel, på en opfordring fra den irakiske regering til at nedkæmpe Islamisk Stat. Det er en organisation, der i tanke og virke er inhuman, har begået og begår enorme forbrydelser mod menneskeheden og er en trussel mod os alle sammen. Det gør vi på den ene side, og så på den anden side er der unge danskere eller herboende udlændinge, der rejser ud og kalder sig selv for såkaldte hellige krigere, går over på den forkerte side, kæmper imod demokratiet og i konkrete tilfælde også imod danske soldater. Når det finder sted, er det i mine øjne at betragte som landsforræderi.

Derfor skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at forhindre de pågældende i at udrejse. Det har vi netop diskuteret, og vi skal også gøre alt, hvad vi kan, for at de pågældende bliver retsforfulgt, når de vender tilbage. Så ingen af os er, vil jeg gerne sige, uenige, tror jeg, i målet for den her diskussion, men måske snarere i fremgangsmåden.

Straffeloven indeholder allerede en række bestemmelser, som afhængigt af nærmere omstændigheder kan bruges til at straffe personer, der indgår i væbnet kamp mod danske soldater. Og lad mig bare lige i den forbindelse sige, at man godt kan overtræde flere forskellige bestemmelser i straffeloven med samme handling. Vi har f.eks. § 114 om terrorisme. Det er en paragraf, der kan bruges, hvis en person begår eller medvirker til terrorhandlinger, og der gælder også straffelovens § 114 e, bl.a. om at fremme virksomheden for grupper eller sammenslutninger, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger. Den bestemmelse vil kunne bruges, hvis en person deltager i væbnet kamp på vegne af en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger, og som dermed fremmer gruppens eller sammenslutningens virksomhed. Det gælder også, selv om personen ikke selv medvirker til at begå selve terrorhandlingerne. Også når der ikke er direkte tale om terror, vil danskere efter omstændighederne kunne straffes for at deltage i væbnet kamp mod danske soldater. Straffelovens almindelige regler om vold og drab gælder også i den situation.

Som i hvert fald retsordførerne godt ved, anvender straffeloven jo ikke direkte begrebet landsforræderi. Der er en paragraf, 102, som indeholder en bestemmelse om bistand til fjenden under krig, hvilket bl.a. omfatter at gøre tjeneste i en fjendtlig krigsmagts væbnede styrker. Den paragraf har nogle år på bagen. Den er etableret umiddelbart efter anden verdenskrig, og jeg og regeringen synes, at det er afgørende at få kortlagt og defineret, om vi også kan bruge de bestemmelser i forhold til de situationer, danske soldater indgår i i dag. Det er f.eks. spørgsmålet om krig. Omfatter det også væbnede konflikter mod en ikkestatslig gruppe, og omfatter krig også væbnede konflikter, der ikke i praksis risikerer at berøre dansk territorium?

Derfor har regeringen bedt Straffelovrådet om at vurdere spørgsmålet om den strafferetlige behandling af danskeres deltagelse i væbnede konflikter i udlandet. Også her har vi at gøre med en ret vanskelig juridisk afvejning, bl.a. i forhold til det folkeretlige grundlag, og det bliver vi nødt til at have på plads. Straffelovrådet arbejder i et tempo, som nogle gange kan være lidt uforeneligt med mit eget lidt utålmodige væsen, skal jeg være ærlig og sige. Jeg har stor respekt for, at man skal gøre sit arbejde på den rigtige måde, men jeg vil selvfølgelig gerne have, at vi kommer videre med det her spørgsmål så hurtigt som muligt, og derfor har jeg faktisk – og det gør man ikke så tit som justitsminister – bedt Straffelovrådet om at fremrykke arbejdet, sådan at de vil være i stand til at give en deludtalelse på netop spørgsmålet om deltagelse i og hvervning til væbnede konflikter i udlandet. Det arbejde vil blive færdiggjort før sommeren her i 2015. Så er mit håb selvfølgelig, at vi får skabt et endnu stærkere og mere tydeligt grundlag, end tilfældet er i dag.

Det er vigtigt, synes jeg, bare lige afslutningsvis at sige to ting. Det er ikke sådan, at der ikke i dag er bestemmelser, vi kan straffe de pågældende efter. Det er der. Jeg vil bare gerne have mange veje ind til en eventuel retsforfølgning, fordi jeg synes, det er afgørende, hvis bevisbyrden overhovedet kan løftes, at folk bliver holdt ansvarlige for de ugerninger, de måtte have gjort, eksempelvis i Syrien eller Irak. Det andet, jeg bare afslutningsvis vil sige, er, at der her er et område, hvor jeg tror det er vigtigt, at vi tager den rigtige stilling som samfund. Selvfølgelig skal vi på ingen måde acceptere den fuldstændig uacceptable adfærd, der ligger bag, når danskere eller herboende udlændinge vender Danmark ryggen og kæmper for Islamisk Stat, som vi ser det lige nu i Syrien og Irak. Der er kun grund til at tage afstand fra den slags.

Tak til ministeren. Der er i hvert fald et par korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Geertsen.

Det er til spørgsmålet om det, der sådan i daglig tale hedder landssvigerparagrafferne eller landsforræderiparagrafferne i straffeloven. For jeg så justitsministeren tone frem i den bedste sendetid kl. 21.30, tror jeg det var, her forleden aften, og sige – i modsætning til hvad regeringen har sagt tidligere – at hvis man er oppe imod danske styrker i udlandet, er der tale om landsforræderi. Det har vi jo sådan set sagt længe.

Så det er kun godt, at vi nu har fået slæbt ministeren til truget. Og nu skal vi så også have ministeren til at drikke af det trug. Så jeg vil godt spørge ministeren, om ministeren vil bruge sine beføjelser og sin autoritet til at bede anklagemyndigheden om at rejse en prøvesag.

Ministeren.

Jeg vil gerne lige anholde præmissen om, at der skulle være tale om en kovending fra regeringens side. Vi har ikke på noget tidspunkt udtalt os imod brugen af begrebet landsforræderi. Der opstod en situation i efteråret under sådan lidt halvtumultariske scener her i Folketingssalen, hvor det, vi egentlig var samlet for at diskutere, var at kunne bidrage til den internationale koalition i Irak. Da ønskede Venstre en diskussion om landsforræderispørgsmålet, hvilket sådan set er relevant. Og det, diskussionen så stod om i de timer, var, om man skulle forsinke hele den danske deltagelse i koalitionen eller ej. Dengang sagde regeringen meget klogt, synes jeg, at man selvfølgelig måtte have Straffelovrådet med ind i arbejdet, fordi der også her er tale om noget relativt komplekst. Så der er ikke tale om en kovending, selv om jeg har set begrebet brugt flere forskellige steder.

Hr. Martin Geertsen.

Nu gik mit spørgsmål sådan set mest af alt på, om ministeren vil bruge sine beføjelser til at bede anklagemyndigheden om at rejse en prøvesag, sådan at vi kan få testet, om man kan dømme de her landsforrædere for landsforræderi eller dømme dem efter de paragraffer, der er i straffeloven, og som – i anførselstegn – handler om landsforræderi.

Ministeren.

Jeg er generelt meget, meget varsom med at bede anklagemyndigheden om noget. Det er jeg også i den her sag. Det er et anliggende for anklagemyndigheden, lige så snart bevismaterialet er til stede, at få rejst sagerne.

Den næste, der har en kort bemærkning, er hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Hvis justitsministeren virkelig mener det, som justitsministeren siger, så fristes jeg jo næsten til at stille det helt enkle spørgsmål, om justitsministeren så ikke støtter Dansk Folkepartis beslutningsforslag, for det vil jo alt andet lige lægge et vist pres på regeringen selv, og det kan jo være, at det måske i nogle interne kampe i regeringen kunne være til hjælp for ministeren. Det ved jeg ikke, men man kunne jo godt få den tanke. Nogle gange har jeg det med regeringen, som justitsministeren har det med Straffelovrådet, nemlig at det en gang imellem går lidt trægt, så ministeren er ikke alene, vil jeg sige.

Men jeg vil gerne have svar på, om ministeren kan tilkendegive, om regeringen vil støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Så kan man jo sætte handling bag ordene. Man kommer i hvert fald godt i gang med den proces. Og mit andet spørgsmål er, om ministeren egentlig ikke nu vil bede sine embedsfolk om at begynde at lave et forslag til, hvordan man kan præcisere teksten i lovgivningen, eventuelt komme med nogle nye paragraffer og så i bemærkningerne til de paragraffer skrive meget klart, at det, vi også sigter på, er den konflikt, der for nuværende foregår i Irak.

Ministeren.

Det er jo altid sådan, når vi i Danmark laver vores generelle lovgivning, f.eks. på straffeområdet, så skal det ikke være bestemmelser og paragraffer, der relaterer sig til en specifik begivenhed. De skal kunne bruges ud fra en generel betragtning om, at der er kriminalitetsformer, som vi ikke ønsker, og som man skal kunne straffes for.

Man kan jo ikke sige det tydeligere, end jeg gør. Jeg mener, at det er at betragte som landsforræderi, hvis man lige nu udrejser til Mellemøsten og kæmper for Islamisk Stat mod danske styrker. Og det er ikke kun i den situation, hvor man direkte angriber eller skyder; det er det også, når man bistår fjenden imod de danske styrker. Så klart kan det siges, og så klart bliver det sagt fra min side. Straffelovrådet er blevet bedt om at fremrykke deres arbejde, så vi får en deludtalelse inden for en overskuelig tidsperiode, og så er jeg selvfølgelig klar til derefter at tage de nødvendige initiativer.

Hr. Martin Henriksen.

Ministeren siger det meget klart, og det er jo sådan set den klarhed, vi mener bør komme ind i lovgivningen. Derfor er spørgsmålet jo stadig væk det samme: Støtter justitsministeren Dansk Folkepartis beslutningsforslag? Når man hører på, hvad justitsministeren siger, ville det jo give meget mening, hvis justitsministeren så rent faktisk tilkendegav, at hun støttede Dansk Folkepartis beslutningsforslag eller på anden vis hurtigt ville gå i gang med at sørge for, at lovgivningen blev præciseret.

Jeg vil bare sige, at det jo ikke kan være første gang, at man i bemærkningerne til en paragraf kommer med nogle konkrete eksempler på, hvordan paragraffen kan tages i brug. Det vil jo ikke være første gang. Derfor kunne man godt gøre det, hvis man ville det.

Ministeren.

Vi støtter ikke beslutningsforslaget, men har igangsat den proces, som vi mener er den rette.

Så er der i hvert fald én kort bemærkning mere, og den er fra hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg kan forstå på ministerens svar på hr. Martin Geertsens spørgsmål, at ministeren ikke vil bede anklagemyndigheden om at prøve at rejse en sag. Det afviste ministeren, og jeg kunne egentlig godt bare tænke mig at vide hvorfor. Hvorfor ikke få afprøvet, om det nuværende juridiske grundlag er stærkt nok til at få dømt folk for landsforræderi, når justitsministeren jo klart siger, at efter justitsministerens opfattelse er det at betragte som landsforræderi, hvis man kæmper mod de danske tropper? Hvorfor bruger justitsministeren så ikke sin indflydelse og sine muligheder som minister til at bede anklagemyndigheden om at rejse en prøvesag? Hvorfor vil ministeren ikke det?

Ministeren.

Det skyldes to ting. Bevismaterialet skal være til stede, og jeg vil altid være varsom med at tage det skridt at bede anklagemyndigheden om at gøre noget konkret.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Men vi får vel først klarhed for, om bevismaterialet er til stede, når det er prøvet ved en domstol. Jeg har jo lidt en frygt for, at det her kan skyldes, at ministeren er bekymret for, om anklagemyndigheden vil melde tilbage og sige, at juraen ikke er stærk nok. Men alt det er jo hvis og hvis og hvis.

Det ville da være berigende for debatten, hvis justitsministeren nu sagde, at vi jo, som man kan forstå i medierne, har kendskab til en række, der har været af sted, hvoraf nogle er vendt tilbage. Hvorfor ikke afprøve det ved domstolene for at finde ud af, om beviserne er til stede, om juraen er stærk nok til, at man med den gældende lovgivning kan få dømt de her folk efter bestemmelsen om landsforræderi, hvilket vi nu åbenbart heldigvis alle er enige om er det, der er tale om?

Ministeren.

Jeg har en meget, meget klar forventning om, at myndighederne rejser de sager, der skal rejses, hvis bevismaterialet er til stede.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, og jeg siger tak til justitsministeren. Vi kan så gå videre med ordførerrækken, og den første ordfører, der skal have ordet, er hr. Martin Geertsen fra Venstre.

Tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat et forslag, som vi i Venstre måske mest af alt tolker som et vink med en vognstang til regeringen om, at man endelig må fremsætte de nødvendige forslag i bestræbelsen på inden for retsstatens rammer at bekæmpe de såkaldt hellige krigere samt radikalisering i almindelighed. Det er vi med på, og vi stemmer ja til Dansk Folkepartis forslag.

Faktisk har vi jo også, som jeg nævnte under det forrige punkt, den ene gang efter den anden appelleret til regeringen om at tage situationen alvorligt. Men jeg må sige, at der sådan generelt set er flere hårde ord end hård handling hos landets justitsminister. Lad mig bare give et par eksempler.

Forleden beskyldte landets justitsminister her i salen de borgerlige partier for at blokere for en aftale om forebyggelse. Det synes jeg faktisk, og det har jeg også været inde på før, nemlig under det forrige punkt, er ret vildt. Det er nærmest ovre i det forargelige. Da vi gik fra vores seneste møde i Justitsministeriet i starten af december, var det – og jeg tror, at jeg taler på alle borgerlige partiers vegne – med en fornemmelse af, at vi nærmest var enige, at vi snart ville blive inviteret til et afsluttende møde om forebyggelse, og at justitsministeren var enig med os i de indvendinger, som vi havde mod det oprindelige udspil fra regeringen. Siden har vi intet hørt fra hverken justits- eller integrationsministeren, absolut intet. Ingen invitationer, ingen møder, intet.

Det er derfor stærke sager, når man efterfølgende skal høre på, at det er de blå partier, der forsinker processen. Men lad det nu ligge. Jeg vil bare gerne indtrængende bede om og opfordre regeringen til hurtigst muligt at få inviteret til de afsluttende forhandlinger, så vi kan få sat den her forebyggelsesprocess på skinner. Mit spørgsmål er: Vil regeringen tage imod de blå partiers invitation til at få afsluttet de forhandlinger – ja eller nej?

Lad mig tage et andet eksempel. Forleden udtalte justitsministeren, at hun opfatter det som landsforræderi, hvis danske statsborgere og personer på ophold her i landet – må man også forstå – bekæmper danske styrker i udlandet. Blandt de borgerlige partier tænker vi: Bedre sent end aldrig; lad os endelig komme i gang med at få prøvet nogle sager ved de danske domstole efter de såkaldte landssvigerparagraffer i straffeloven.

Men når man så, som vi også gjorde lige før, går justitsministeren på klingen og spørger, om hun vil bruge sin autoritet over for anklagemyndigheden og bede om, at der bliver rejst en sag, er svaret en mellemting imellem tavshed og nej. Kan vi ikke her i dag få justitsministeren eller en anden repræsentant for regeringspartierne til i klare og utvetydige vendinger at oplyse os om, hvorvidt justitsministeren vil bede anklagemyndigheden om at rejse en eller flere sager imod hjemvendte syrienskrigere efter de bemeldte landssvigerparagraffer – ja eller nej?

Lad mig tage et tredje eksempel. Forleden udtalte landets statsminister her i Folketingssalen på et spørgsmål fra Venstres formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, at regeringen er åben over for at se på oppositionens forslag til bekæmpelse af radikalisering, herunder især, som jeg også nævnte i min ordførertale under det forrige punkt, at forbyde ophold i terrrorzoner uden forudgående myndighedsgodkendelse. Men hvad betyder »åben over for«? Er det et ja eller et nej til de blå partiers forslag? Er man ud fra en politisk betragtning i regeringspartierne for eller imod de blå partiers forslag?

Man må give justitsministeren, at justitsministeren virker drøngodt på tv. Justitsministeren siger de rigtige ting, justitsministeren virker hård i flinten, men er det andet og mere end snak? Lad os få svar på vores spørgsmål, og her er Dansk Folkepartis beslutningsforslag jo en ganske, ganske glimrende anledning.

Tak til hr. Martin Geertsen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Trine Bramsen fra Socialdemokraterne.

Dansk Folkeparti vil pålægge regeringen at fremsætte lovforslag, som gør det klart, at danske statsborgere eller personer med opholdstilladelse i Danmark, som direkte eller indirekte igennem en organisation er i væbnet konflikt med danske styrker i udlandet, derved begår en kriminel handling. At kæmpe mod danske styrker kan ikke og skal ikke forsvares. Det er svært at finde ord for, hvor uacceptabelt og kujonagtigt, det er, når danske soldater gøres til mål for danske ekstremister. Det gælder, uanset hvilken bevæggrund man har for at drage i hellig krig – det skal på alle måder fordømmes.

Lad mig starte med at slå fast, at det er strafbart – og det skal det også være – at deltage i terrorbevægelsens usmagelige kampe. Straffeloven indeholder desuden allerede en række bestemmelser, der kan bruges til at straffe personer, der deltager i væbnet kamp mod danske soldater. Det gælder også straffelovens § 114 og straffelovens almindelige regler om vold og drab, og de gælder selvfølgelig også i angreb mod danske soldater. Det, vi diskuterer i dag, er dermed ikke, om det skal være strafbart at tage i krig i eksempelvis Syrien eller Irak, det er, hvilken paragraf man skal sigtes på baggrund af.

Som det forhåbentlig er klart for alle her, bad regeringen allerede i efteråret Straffelovrådet om at vurdere spørgsmålet om den strafferetslige behandling af danskeres deltagelse i væbnede konflikter i udlandet som en del af regeringens handlingsplan om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Dette arbejde er der nu sat turbo på, og udtalelsen skal gives inden sommerferien.

Lad mig gentage, at strafferammen for deltagelse i såkaldt hellig krig er høj. Vi Socialdemokrater bakker op om undersøgelsen af, om den juridiske definition på landsforræderi også kan anvendes som straf, og på den baggrund ser vi gerne en eventuel justering af lovgivningen. Der skal ikke herske tvivl om, at vi tager voldsomt afstand fra deltagelse i kamp mod danske soldater. Men vi afviser beslutningsforslaget her i dag, fordi vi ønsker et solidt juridisk grundlag, før vi sætter en ændring af lovgivningen i gang.

Jeg siger tak til fru Trine Bramsen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører, og det er fru Marlene Borst Hansen fra Det Radikale Venstre.

Tak. Normalt, når Dansk Folkeparti fremsætter beslutningsforslag – i hvert fald inden for de ordførerområder, som jeg dækker – plejer det ikke at tage mange sekunder, før jeg helt sikkert ved, at jeg er imod. Sådan er vi jo – to partier, der på rigtig mange måder er hinandens modsætninger. Men da jeg fik det her beslutningsforslag i hånden, var min umiddelbare tanke – og lyt nu godt efter, Dansk Folkeparti – at det kunne vi da umuligt være imod. For vi synes som udgangspunkt, at deltagelse i væbnet konflikt bør undgås, men vi anerkender, at det en gang imellem er mest rigtigt, at Danmark engagerer sig, også militært, i kampen for en verden, hvor flere mennesker kan leve frit og demokratisk med hinanden. Men vores grundlæggende tøven over for militarisme gælder naturligvis og i endnu højere grad over for danskere, som med våben kæmper mod de danske soldater, som vi har sendt ud i verden for at kæmpe for os og for det, vi tror på. Og derfor tænkte jeg i første omgang, at det da umuligt kunne passe, at man under gældende lovgivning ikke bliver straffet, hvis man kæmper mod danske styrker i udlandet. Det gør man så også, kunne jeg konstatere, men jeg synes da, som justitsministeren også udtalte i sin tale, at det er vigtigt at undersøge, om lovgivningen også tager tilstrækkeligt højde for situationen, hvor danske soldater må kæmpe mod andre danskere, som er på fjendens side.

Det har regeringen sat Straffelovrådet til at undersøge, og justitsministeren har nu fremskyndet denne undersøgelse, så vi inden sommer kan få en udtalelse herfra. Den afventer vi i Radikale Venstre, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget alligevel, om end vi faktisk deler holdningen om det groteske i, at danske soldater udsendt af det danske Folketing kan blive stillet i væbnet konflikt over for andre danskere. Det er vi villige til at se på hvordan kan undgås og i givet fald straffes.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører fra SF, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Vi har i dag allerede haft en lang debat om forskellige initiativer, og jeg synes, at vi har været inde på mange forskellige ting. Jeg synes, at der ligger en god plan fra regeringen, som både indeholder et nyt strafferetligt værn, men også noget forebyggende. Jeg synes, at det er vigtigt, at man går på to ben i den indsats.

Jeg er faktisk også tilfreds med, at Straffelovrådet ser på den problemstilling, som er skitseret her i det pågældende beslutningsforslag. Det ser vi frem til. Jeg har i pressen for nylig givet udtryk for, at jeg gerne vil være med til at se på, hvordan vi kan bruge de her såkaldte landsforræderparagraffer i en ny udgave, eller hvordan det nu kan være. Der er ingen tvivl om, at hvis man kan indrette dem på en måde, så bevisbyrden bliver nemmere at løfte, vil det være rigtig, rigtig godt, fordi det som sagt er et problematisk signal til unge mennesker, at vi ikke har formået at få stillet nogen til regnskab endnu.

Så vi støtter det oplæg, som regeringen har sendt til Straffelovrådet, og selv om det var et fint forslag fra Dansk Folkeparti, kan vi ikke støtte det. Vi kommer til at afvente det arbejde, der foregår i Straffelovrådet, men vi er principielt enige i, at det skal ses efter.

Vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Det gav heller ikke anledning til nogen korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører, og det er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Jeg vil ikke bruge alt for meget tid på at gentage det, som flere har sagt heroppefra. Straffelovrådet er i gang med at kigge på det her, og det er jo helt naturligt at afvente det.

Så lad mig bare bemærke, at man heller ikke skal være bekymret for, at det ikke er kriminelt at tage ned og kæmpe sammen med Islamisk Stat i Syrien eller Nordirak og begå de uhyrligheder, som den organisation begår. Det vil falde ind under terrorbestemmelser eller krigsforbrydelser, så det er ikke, fordi der er folk, der går fri, mens vi afventer Straffelovrådet. Selvfølgelig skal det retsforfølges og straffes, hvis man begår sådan nogle uhyrligheder. Det er der ikke nogen tvivl om.

Vi siger tak til ordføreren. Der er heller ikke nogen korte bemærkninger her. Så går vi videre til Liberal Alliances ordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det virker jo, som om der er bred enighed om, at det skal straffes, hvis man angriber danske soldater i udlandet eller medvirker hertil, at det også skal straffes hårdere, og at diskussionen så åbenbart primært går på den passus i beslutningsforslaget, der handler om, at det skal ændres med et lovforslag i indeværende samling.

Andre vil hellere vente på, at Straffelovrådet bliver færdigt, og det vil så åbenbart først blive i næste samling. Så havde der i stedet for i beslutningsforslaget stået, at man pålagde regeringen at fremsætte et lovforslag i næste folketingssamling, havde man vel nærmest bare udtrykt regeringens politik – lyder det i hvert fald som om. Man kan håbe, at man skal tolke det på den måde, fordi ellers er det jo bare udenomssnak, så er det jo bare en undskyldning for, at man i virkeligheden ikke vil være med, men man gerne vil virke, som om man vil gøre noget ved det, og man gerne vil virke, som om man gerne vil stramme op.

Men skal vi tage ordene for pålydende, vel i virkeligheden både fra ministeren og fra den socialdemokratiske og den radikale ordfører, så må vi gå ud fra, at i næste folketingssamling vil partierne, også selv om de ikke skulle sidde i regering på det tidspunkt, bakke op om et sådant forslag. Og så er alt jo godt. Vi kan godt bakke op allerede nu.

Jeg siger tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Der er heller ingen korte bemærkninger, og vi går videre til fru Mai Mercado, som er ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Vi er i Det Konservative Folkeparti helt enige i, at det skal være muligt at strafforfølge dem, der deltager i væbnet konflikt mod danske styrker i udlandet. Og vi må erkende, at der er behov for at se på, om reglerne er gode nok. I den forbindelse har vi med tilfredshed konstateret, at justitsministeren har bedt Straffelovrådet vurdere, om de gældende regler i straffeloven udgør et tilstrækkeligt værn mod deltagelse i og hvervning til væbnede konflikter i udlandet.

I den forbindelse vil vi gerne opfordre ministeren til at sikre, at den opgave prioriteres meget højt. Beslutningsforslaget er en god anledning til at få set på, om reglerne er gode nok, eller om der er behov for opstramninger. Sigtet med beslutningsforslaget er vi enige i, nemlig at sikre, at det er strafbart at deltage i væbnede konflikter mod danske styrker i udlandet, og samtidig sikre, at der rent faktisk rejses tiltale mod de pågældende personer, hvis det er muligt at løfte bevisbyrden.

Jeg siger tak til fru Mai Mercado. Det gav heller ikke anledning til korte bemærkninger. Og så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Og tak for de positive bemærkninger, også fra Det Radikale Venstre. Så har jeg også prøvet det. Det er glimrende.

Det, det her jo handler om – jeg skal sige det ganske kort; jeg tror, det nu står klart for de fleste, men ikke desto mindre for god ordens skyld – er, at f.eks. Center for Terroranalyse, CTA, som jo er en del af Politiets Efterretningstjeneste, altså PET, lad mig starte der, jo har vurderet i en analyse af terrortruslen mod Danmark af 12. december sidste år, at truslen er alvorlig, og at konflikten i Syrien og Irak er den væsentligste faktor i trusselsbilledet. CTA vurderer, at det samlede antal personer, der er eller har været udrejst til konflikten i Syrien og Irak, udgør mindst 110, men påpeger også, at tallet reelt kan være højere. Mindst 15 af de udrejste er efter PET's vurdering blevet dræbt, herunder også i forbindelse med f.eks. selvmordsaktioner i Irak for Islamisk Stat. Så det er ligesom for at gøre det klart, at det er den slags mennesker, vi har med at gøre her.

Deltagelse i krigen kan jo reelt være en handling rettet mod danske styrker, altså mod danske soldater, som er rejst ud med mandat fra det danske Folketing. Hidtil er ingen af de såkaldte syrienskrigere blevet sigtet og dømt efter dansk lovgivning for at have deltaget i væbnet konflikt mod danske styrker i udlandet. Og hvis ikke disse handlinger er kriminelle efter gældende lovgivning, bør der laves de nødvendige ændringer i straffeloven, der klart og tydeligt kriminaliserer handlinger rettet mod danske styrker, mod danske soldater i udlandet.

Vi mener, det skal ramme folk, hvis de er danske statsborgere eller de er personer med opholdstilladelse i Danmark. Så ændringerne, som kommer enten med dette beslutningsforslag eller med det initiativ, som regeringen har iværksat, skal så vidt muligt sikre, at det bliver lettere at løfte bevisbyrden i disse sager. Justitsministeren har i et svar til Folketinget anført, at spørgsmålet afhænger af, om det kan bevises, at de pågældende personer har begået et strafbart forhold, og at det i sidste ende beror på en konkret vurdering foretaget af domstolene.

I Dansk Folkeparti mener vi, at dette understøtter behovet for, at de foreslåede ændringer i lovgivningen klart og tydeligt kriminaliserer handlinger rettet mod danske styrker i udlandet. Det kan i sagens natur være vanskeligt at bevise, at en person har begået et strafbart forhold under deltagelse i en væbnet konflikt, og hvis den relevante lovgivning heller ikke er tilstrækkelig klar og tydelig, bliver det jo ikke nemmere at løfte bevisbyrden. Derfor er der behov for, at der sker noget, og der er behov for, at der sker noget hurtigt. Og selv om jeg er glad for de positive bemærkninger, som Dansk Folkepartis forslag har fået jo fra alle partier, så vil jeg stadig væk opfordre til, at man speeder processen op, så man hurtigere end det, regeringen har lagt op til, kan nå frem til at præcisere lovgivningen, så vi kan komme efter de her mennesker. Og det skulle helst ske i indeværende folketingssamling.

Dansk Folkeparti mener ikke, at regeringens indsats på området er tilstrækkelig. Der er behov for, at regeringen hurtigt tager initiativ til, at ændringerne træder i kraft, så det klart og tydeligt fremgår, at danske statsborgere eller personer med opholdstilladelse i Danmark, som gennem en organisation er i væbnet konflikt med danske styrker i udlandet, begår en kriminel handling og vil blive retsforfulgt, hvis de vender tilbage til Danmark. (Fjerde næstformand (Per Clausen) konfererer med Folketingssekretæren) . Det var det, hr. formand.

Ja, man skal passe på ikke at lytte med både det ene og det andet øre, men ikke desto mindre har hr. Martin Henriksen afsluttet, og der er ikke nogen korte bemærkninger. Så jeg siger tak til hr. Martin Henriksen.

Så vidt jeg kan se, er der ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er så vedtaget.