Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 49:

Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk indsats for børn som pårørende.

Af Özlem Sara Cekic (SF) og Jonas Dahl (SF).

(Fremsættelse 19.12.2014).

Forhandlingen er åbnet, og det er ministeren for sundhed og forebyggelse. Værsgo.

Tak til forslagsstillerne for beslutningsforslaget. I løbet af de kommende år vil regeringens strategi for et stærkere danske sundhedsvæsen, »Jo før, jo bedre«, blive rullet ud og omsat til virkelighed rundtomkring i landet. Vi har taget fat på en lang række ting, som skal styrkes, og en af de ting, der fylder mest og er en af de bærende ideer i strategien, er, at læger og sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og andet sundhedspersonale i det hele taget skal blive bedre til at lytte til patienterne og de pårørende til patienterne.

Vi forstår alle sammen, hvor vigtigt det er for et menneske, som lider af en slem sygdom, at få støtte og hjælp til og af sine pårørende. For et liv er jo netop et liv i den forstand, at det er andet end sygdom. Det er også arbejde, hverdag, familie, indkøb, aflevering af børn, hentning af teenagere fra fester, kammerater, der skal med hjem og lege, samvær med naboer og med venner. Og alt det der er jo stadig væk en del af livet, selv om man bliver ramt af en alvorlig sygdom. Og det er alt sammen noget, som vil blive påvirket, når et menneske rammes af en sygdom, uanset om det er af den eller den anden art. Og vi forstår alle sammen, at de pårørende til et menneske med en svær sygdom jo er en vigtig brik i forløbet omkring behandlingen og genoptræningen og i det hele taget at kunne vende tilbage til sit eget liv igen.

En sygdom er jo ikke bare en diagnose. Det er også en tur ud i svære følelser og uhåndgribelige indtryk og oplevelser og tanker, frygten for og afmagten over ikke at kunne forstå det, ikke at kunne stille mere op, ikke at kunne gøre noget selv og være prisgivet andres handlinger. Det forstår vi.

Det er jo også derfor, at vi i regeringen har sat 300 mio. kr. af til netop det her element, altså at sundhedsvæsenet inddrager patienter og deres pårørende meget mere. Vi har kommunerne, der i dag har pligt til at være opmærksomme på børn, der har behov for hjælp, hvis en af deres forældre bliver syge. Vi har regionerne, som har pligt til at have en plan for, hvordan de inddrager patienterne til de pårørende i psykiatrien. Vi har Sundhedsstyrelsen, der har udarbejdet nationale anbefalinger til sundhedspersonalet om, hvordan de skal forholde sig til børn med alvorligt syge forældre. Og så har vi i regeringen igangsat en lang række nye initiativer.

Alene på satspuljeområdet har vi jo afsat 10 mio. kr. til at understøtte kommunernes og regionernes arbejde med at inddrage børn og voksne som pårørende. Vi har afsat 9 mio. kr. til at støtte børn og unge af forældre med psykiske lidelser. Vi har afsat 56 mio. kr. til kommunernes arbejde med familieorienteret alkoholbehandling, og fra 2016 afsætter vi ca. 70 mio. kr. årligt til at udbrede et landsdækkende behandlingstilbud til børn og unge, der lever i familier med stof- eller alkoholproblemer. Så med satspuljen har vi altså afsat mere end 250 mio. kr. over de kommende 4 år til bl.a. at hjælpe børn og unge, som er pårørende til alvorligt syge forældre eller forældre med misbrug.

På den måde kan man jo sige, at forslagsstillerne på ingen måde er alene med deres ønske om at gøre mere for pårørende. Der bliver gjort et stort arbejde i de her år, og det har faktisk stået på længe. Det kan man bl.a. takke regeringen for, og forslagsstillerne fra SF kan sådan set også takke sig selv for det. For SF var jo med i forhandlingerne om finansloven i efteråret. I stemte for finansloven, I sad med ved bordet, og på den front undrer forslaget her mig faktisk. For finansloven for 2015 har nu virket i 2 måneder, og 2 måneder inde i det nye år kommer der så forslag til nye udgifter, som vel at mærke ikke var oppe i finanslovsforhandlingerne, da vi forhandlede i efteråret.

Det synes jeg ikke er en fair måde at agere på som parti. Jeg er helt med på, at der ikke er en musefældeklausul i finansloven, som den er lavet. Jeg synes bare, at man skal have respekt for de aftaler, som indgås, og jeg synes, at når man fremsætter et meget dyrt forslag, som vil koste ganske mange flere penge på statsbudgettet, så skylder man også at angive en finansiering.

Vi stemmer ikke for forslaget, fordi vi er i fuld gang med en kæmpe indsats på det her område, og fordi vi har en aftale med bl.a. SF om at afsætte 300 mio. kr. til bedre inddragelse af pårørende til patienter, og fordi vi ikke bruger penge, som vi ikke har.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic. Værsgo.

Tak. Nu er det jo sådan, at ting på sundhedsområdet blev forhandlet centralt ved finanslovsforhandlingerne. Det var bl.a. en af grundene til, at ministeren ikke var med ved bordet. Vi havde faktisk forslaget med til finanslovsforhandlingerne. Det kan godt være, at ministeren ikke er orienteret om – det er så en anden sag – at vi rigtig gerne vil lave det her kompetencenetværk, som sikrer, at børn, som har en mor eller far, der er alvorligt fysisk eller psykisk syg eller er selvmordstruet eller har et misbrug, kan få den hjælp. Og det er da fuldstændig rigtigt, som ministeren siger, at der er rigtig mange penge, som allerede er i arbejde, men der er ikke en koordinerende indsats. Noget af det er faktisk også er baseret på projekter.

Derfor vil jeg bare lige høre ministeren: Mener ministeren, at der i dag bliver gjort nok for at informere børnene som en specifik pårørendegruppe? Mener ministeren, at de børn bliver husket og hjulpet i den her proces, altså når mor eller far er syg?

Tak. Ministeren.

Jeg ville sådan ønske, at spørgeren havde hørt efter den tale, som jeg netop har holdt, for noget af det, som jeg har sagt, er, at vi jo har stået som bannerfører for at afsætte 300 mio. kr. til bedre inddragelse af pårørende og patienter i behandlingsforløbet.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg har faktisk hørt talen. Spørgsmålet er, om ministeren hørte mit spørgsmål. Det kan jeg godt lige gentage.

I dag er det jo sådan, at der er en masse indsatser i forhold til pårørende, mens børn som en specifik pårørendegruppe meget sjældent bliver nævnt. I de projekter, vi har lavet i fællesskab, har vi jo sat nogle penge af til det til nogle afgrænsede patientgrupper. Men det er stadig væk puljer; det er ikke sådan, at det bliver nævnt i lovgivningen præcist, at man skal huske børn, især børn som pårørende.

Derfor vil jeg gentage mit spørgsmål: Mener ministeren, at børn, hvis mor eller far er fysisk eller psykisk alvorligt syg, bliver informeret nok i dag? Mener ministeren, at det, vi laver, er godt nok, og at børn får den hjælp, de har brug for, og den information, som de har brug for?

Tak. Ministeren.

Det er det samme spørgsmål formuleret på en anden måde, og derfor er svaret selvfølgelig det samme. Når vi afsætter 300 mio. kr. til bedre inddragelse af pårørende og patienter, er det selvfølgelig udtryk for, at vi mener, det kan blive bedre.

Tak for det. Tak til ministeren. Så er det fru Jane Heitmann som Venstres ordfører.

At blive ramt af sygdom fysisk eller psykisk, være selvmordstruet eller misbruger kan have alvorlige konsekvenser. Men konsekvenserne mærkes jo ikke kun af dem, der er ramt, eller af dem, der er syge; de mærkes også af de pårørende. Som voksen og pårørende har man ofte noget at stå imod med. Helt anderledes er det som barn i en familie, hvor mor eller far pludseligt eller uventet bliver alvorligt syg, fysisk eller psykisk.

Intentionerne bag forslaget, som vi behandler i dag, altså at informere og støtte børn som pårørende efter behov, bakker vi fra Venstres side fuldt og helt op om. Ifølge Danmarks Statistik er mere end 130.000 børn pårørende til alvorligt syge søskende eller forældre, og oven i det tal kommer antallet af misbrugere. Så der er mange skæbner, der er afhængige af den indsats, som det offentlige eller private hjælpeorganisationer kan tilbyde familier og deres pårørende midt i en svær og ofte kaotisk tid.

Mere end hver fjerde barn har, inden det fylder 25 år, haft alvorlig sygdom eller død tæt inde på livet. Og jeg kender historien fra min egen familie. Jeg mistede min søster, da jeg var 7 år, så jeg ved af erfaring, at det kræver stærke familiebånd at klare sig igennem sådan en livskrise, når det værst tænkelige rammer: at man mister et barn, en søster, en bror, en mor eller en far. Det varmer, når jeg kan se, at der er politisk fokus på, hvordan vi hjælper familier, altså hele familier, og ikke kun den syge, men også dem, der er omkring den syge. Børn og unge er så lette at overse, fordi de ofte tilpasser sig den nye situation, i hvert fald for en tid.

Sundhedsstyrelsen har i 2012 udarbejdet nationale anbefalinger for børn og unge som pårørende, som også rækker ud over børn op til 18 år, som beslutningsforslaget her ellers lægger op til. Fra Venstres side er vi af den opfattelse, at det giver mening også at inddrage unge voksne i indsatsen. Det er så nemt og i virkeligheden ikke særlig hensigtsmæssigt for en ung at blive forælder for en forælder.

Sundhedsstyrelsens publikation fra 2012 med titlen »Nationale anbefalinger til sundhedspersoners møde med pårørende til alvorligt syge« har det mål netop at identificere pårørendes eventuelle behov for støtte. Og det er vigtigt, at der er sundhedsprofessionelle, der systematisk og med både faglighed og empati ser børnene eller den unge i familien.

Fra Venstres side har vi igennem flere år arbejdet på at styrke netop den systematiske indsats. Vi har bl.a. med forrige års satspuljeaftale foreslået midler til udarbejdelse af webbaserede kurser for sundhedsprofessionelle med fokus på børn og unge som pårørende; ligesom vi ved vores sidste finanslovsudspil har foreslået at reservere midler til en særlig indsats for børn og unge som pårørende til forældre med psykiske lidelser. Sidst, men ikke mindst har vi i forbindelse med satspuljeforhandlingerne for sommeren 2014 foreslået en systematisk inddragelse af pårørende, og det kommer også børn og unge til gode. Og det glæder mig virkelig, at også SF har bakket op om alle de forslag.

Som jeg nævnte tidligere bakker vi fra Venstres side op om intentionerne i forslaget, men vi kan ikke støtte forslaget i sin helhed, netop fordi der allerede er, som forslagsstillerne selv peger på i bemærkningerne, igangsat en række initiativer, som jo netop sigter mod at systematisere den indsats over for en helt særlig gruppe, nemlig de sårbare børn og unge. Og hvad angår de nationale anbefalinger, vil jeg da opfordre regeringen til at sikre, at arbejdet med implementeringen af de nationale anbefalinger skrider frem, således at man sikrer, at anbefalingerne kommer ud og virker dér, hvor de er tænkt at skulle gøre en forskel.

Fru Özlem Sara Cekic, værsgo.

Tak for støtten til intentionerne. Det er fuldstændig rigtigt, at SF selv har foreslået nogle af de her ting, som ordføreren nævner i ordførertalen, men problemet er jo, at der er utrolig mange instanser. Der er også noget ovre i Socialministeriet og i sociallovgivningen, der bliver gjort i forhold til børnene, men der er ikke nogen systematik i det.

Kan ordføreren ikke bekræfte, at mange af de initiativer, vi laver via satspuljen, er puljeprojekter? Selv om det er fantastisk gode projekter, er der en udløbsdato, og det vil sige, at mange af initiativerne faktisk falder fra hinanden, fordi det ikke er sikret fuldstændig i lovgivningen, at der skal være en systematisk inddragelse af børn som pårørende.

Tak. Ordføreren.

Det glæder mig sådan set, at fru Özlem Sara Cekic netop tager fat i systematikken. Det er jo, som jeg også nævnte i min tale, en af de ting, der har været væsentlige for Venstre, nemlig at holde fast i, at vi skal have en systematisk indsats.

Jeg vil da godt her sådan lige kort minde SF's ordfører om, hvad der rent faktisk står i den satspuljeaftale, som vi har lavet, og som har overskriften »En særlig indsats for børn og unge af forældre med psykiske lidelser«. Der står jo her, at der med forslaget lægges op til at tilbyde børn og unge af psykisk syge forældre systematiske børne- og familiesamtaler. Så vi er på vej.

Tak. Fru Özlem Sara Cekic.

Jamen vi er jo på vej. Problemet er jo bare, at vejen består af rigtig mange forskellige projekter. I forhold til sindslidende, som også er nævnt i satspuljeaftalen, og som er noget, som vi også brændte meget for fra SF's side, er det fuldstændig rigtigt, og der er også noget i forhold til børn af alkoholikerforældre. Der er jo også noget i forhold til andre grupper.

Problemet er jo, at vi ikke har samlet det hele og har skrevet i loven helt specifikt, at børn har ret til information, at der skal være de her kompetencenetværk, og at personalet på de forskellige afdelinger også skal være opmærksomme på børnene. Det, der er, er, at der er rigtig mange instanser, og nogle steder gør man det rigtig godt, men det er jo ikke alle steder.

Tak. Ordføreren.

Jamen altså, jeg er faktisk lidt ked af, at SF's ordfører får det til at lyde, som om lovgivning i sig selv er et mål. Det, jeg jo kan se, er, at der er iværksat en lang række initiativer. Og det er altså ikke længere tid siden end oktober 2014, at vi sammen i aftalen om satspuljen netop iværksætte en systematisk indsats. Ordføreren har jo selv skrevet under på, at vi skal have systematiske børne- og familiesamtaler. Det har ordføreren jo selv skrevet under på. Så der er jo en systematisk indsats. Og jeg synes ikke, at lovgivning nødvendigvis skal være et mål i sig selv.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraterne.

Mange tak. For os Socialdemokrater er det altså helt afgørende, at vi har fokus på dem, der har det vanskeligt; dem, der har det vanskeligt i hverdagen; dem, der har det vanskeligt i livet. Derfor er det her også et utrolig afgørende felt, altså at der er omsorg, som er rettet mod de børn og unge, som er udsat for episoder i deres liv, hvor enten deres forældre eller deres søskende bliver alvorligt syge, eller at de bare møder sundhedsvæsenet som en chokerende oplevelse.

Det er også Socialdemokraternes holdning, at det her omsorgsfelt skal være et naturligt omdrejningsfelt og opmærksomhedspunkt for det sundhedsfaglige personale i vores sundhedsvæsen, nemlig at der skal være en opmærksomhed på og en inddragelse af de pårørende. Og som fru Jane Heitmann fra Venstre sagde, har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en national anbefaling, som lige nøjagtig præciserer de her ting over for det sundhedsfaglige personale i sundhedsvæsenet.

Som sundhedsministeren også har præciseret i sin indledning, er der rigtig mange initiativer. Det er initiativer, som er udsprunget her fra Folketinget, fra finansloven, fra satspuljeforhandlingerne, men også gode initiativer, som er udsprunget fra og har givet gode erfaringer ude i kommunerne og i regionerne, som driver vores sygehusvæsen.

Vi ønsker fra socialdemokratisk side stadig væk, at vi skal blive bedre på det her område. Vi ønsker, at vi naturligvis skal opsamle viden, lave systematisering og dele den gode erfaring, som man får. Men vi har altså med finansloven for indeværende år sat rigtig mange penge af til lige nøjagtig patient- og pårørendeinddragelse, og derfor er vi på vej.

Jeg skal heller ikke som Socialdemokraternes sundhedsordfører undlade at udtrykke min undren over, at SF på det her tidspunkt efter at være gået med til finansloven for 2015 kommer med et beslutningsforslag, som genererer en ny udgift, hvis dækning ikke er anvist i finansloven. Det undrer jeg mig over.

Socialdemokraterne støtter naturligvis ikke det her forslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil da rose ordførerne for at komme med et forslag på det her område. Jeg vil ikke kritisere, at man kommer med et forslag, blot fordi man har været med i en finanslovsaftale, for på samme måde får vi også en debat i Folketingssalen om de problemstillinger, vi har ude i landet.

Børn, der oplever en søster, en bror, en mor eller en far, der bliver syge, står ofte i en situation, hvor der er mange tanker, der er mange sorger, og mange gange er der også selvbebrejdelser, fordi man tager skylden på sig. Det er utrolig hårdt for de her børn, og derfor kan jeg godt forstå intentionerne i forslaget. Samtidig vil jeg sige, at det jo burde være en selvfølge, at når man møder børn, der bliver berørt på den her måde, så tager man sig af dem og finder ud af, hvad de har brug for.

Desværre kan Dansk Folkeparti heller ikke stemme for forslaget på grund af finansieringen, men jeg synes, der er rigtig mange gode takter i det, og derfor synes jeg, det er noget, vi skal arbejde videre på. Jeg synes, det er rigtig godt, at man kigger på, hvordan man gør folk ansvarlige ude på sygehusene. Spørgsmålet er: Er det noget, man skal putte ind i uddannelsen, sådan at vi sikrer, at man har det med sin rygsæk, så man altid kan tage og være der for de børn og unge, som står i situationen?

Samtidig kunne jeg godt tænke mig at brede det lidt ud og sige: Hvad gør vi ude i kommunerne? Mange gange er det barnet, der er på institution, mens ens far, mor eller søskende er indlagt, og hvor der er trange tider, og der ikke er så mange voksne til at snakke, og så er det måske børnehaven, det er skolen, og det kan være gymnasiet. Hvordan får vi kommunerne med ind over, så vi sikrer, at der er nogen, der tager hånd om dem, som har brug for det?

Det er da rigtigt, at vi har sat mange projekter i gang igennem de forskellige år, men vi ved jo også, hvordan det er med projekter, for de udløber også, og derfor bliver det ikke noget, der er kontinuerligt, noget, der gør, at vi altid sørger for, at vi tager os af dem, der har brug for det.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi ser på, hvordan vi kan opbygge hjælpen, og jeg kan se i forslaget, at man kigger til Norge, der har noget lignende, og det synes jeg da vi skal tage op i Sundhedsudvalget. Nu står vi selvfølgelig med det, at vi nogle gange har svært ved både at få høringer eller ekspertpaneler, men kunne vi ikke prøve at finde ud at lave noget for at se på, hvad vi har, hvad vi mangler, og hvordan vi kan gøre det, sådan at det bliver naturligt, at man tager sig af de børn og unge, som har det svært? Det ville jo hjælpe på deres liv, at de ikke ryger ud i en psykisk sygdom, fordi de har fået det svært, eller at man holder sammen på familier, som måske går fra hinanden på grund af sygdom. Så derfor synes jeg, det er noget, vi i hvert fald i Dansk Folkeparti gerne vil arbejde videre med.

Tak til ordføreren. Fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning, værsgo.

Tak. Og tak for de positive ord. Jeg synes også, det er en rigtig god idé, at vi kan arbejde videre med det, også i Sundhedsudvalget, og se på de erfaringer, man har gjort i både Norge, Sverige og Finland, hvor man via lovgivningen specifikt har sikret, at børn ikke bliver glemt.

Nu har vi jo hørt flere ordførere gå op og sige, at der jo er sat penge af, og at det bare kører derudad. Jeg kunne godt tænke mig at høre Dansk Folkepartis ordfører: Mener ordføreren, at børnene er sikret den information, de skal have, at de bliver inddraget og får den hjælp, de skal have, når mor og far er alvorligt syge?

Tak. Ordføreren.

Jeg ser det som en kæmpestor udfordring, for det er der ikke alle steder derude i dag, og de projekter, man har gang i, kan ikke løse opgaven hele vejen rundt. Men jeg tror så heller ikke, at de 10 mio. kr., man skriver i forslaget at det vil koste, vil kunne løse opgaven. For at gøre det muligt for ansvarlige ude på alle afdelinger, både på psykiatriske og somatiske afdelinger, at løfte den opgave, så vil det kræve noget mere, også ude i fremtiden, så derfor skal det være noget, der er implicit, og vi skal se på, hvordan vi gør det med hensyn til uddannelse og hele vejen rundt.

Tak. Fru Özlem Sara Cekic. Der er lige en bemærkning til.

Ja, der var lige en sidste bemærkning. I forhold til hvorvidt man kan gøre det for 10 mio. kr., så vil det godt kunne lade sig gøre med et kompetencenetværk, hvor man simpelt hen koordinerer indsatsen og gør det systematisk og sørger for, at de forskellige indsatser, der bliver gjort i forvejen, bliver samlet

Med den måde, de har gjort det på i Norge, har de faktisk heller ikke brugt særlig mange penge for at kunne få den her koordinerende indsats. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren: Vil ordføreren være interesseret i, at vi i fællesskab i Sundhedsudvalget kigger mod Norge og måske også prøver at få noget inspiration derfra?

Tak. Ordføreren.

Vi har jo tit talt om at tage en studietur, så det kunne jo være, vi kunne tage af sted til Norge, for der er også andre ting i Norge, som vi faktisk har talt om at kigge på. Der kunne vi også se på, hvordan man har gjort det her, og hvordan vi kan få nogle gode ideer, i stedet for at vi skal opfinde den dybe tallerken selv, sådan at vi sikrer, at de her børn og unge får den hjælp, de har brug for.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre. Værsgo.

Intentionen i det her beslutningsforslag fra SF er vi fra radikal side helt enige i. Det har i mange år været en mærkesag for Radikale Venstre – det er det for øvrigt stadig væk – at offentlige myndigheder og personale bliver langt bedre til at inddrage pårørende og de pårørendes ressourcer i erkendelse af, at meget få mennesker lever som øde øer. De fleste af os lever i familienetværk, og derfor er det også en hel familie, som rammes, når et af medlemmerne bliver syge.

Særligt børn er naturligvis udsatte. Det er svært for et barn at håndtere sorg, angst og usikkerhed, og derfor har alle børn, som har en mor eller far, der får en alvorlig sygdom, brug for hjælp og støtte. Nogle gange er der ressourcer i familien eller netværket til selv at håndtere situationen, andre gange har man brug for hjælp og støtte fra enten det offentlige eller fra en af de mange patientorganisationer, hvoraf rigtig mange har gode tilbud til pårørende og også til børnene.

Men kan vi gøre det bedre og skal vi gøre det bedre? Ja, det kan vi, og ja, det skal vi, og det gør vi. Vi har netop afsat 300 mio. kr. i regeringens sundhedsudspil til, at sundhedsvæsenet inddrager patienterne og deres pårørende noget mere. Det er et udspil, som Enhedslisten og SF sammen med regeringen fandt pengene til i finanslovsforhandlingerne her i efteråret.

Så vi er enige med SF i, at der skulle findes ekstra penge, og derfor virker det også lidt underligt, at SF her, få måneder efter at finansloven er vedtaget, kommer og foreslår flere penge til et område, som vi har en aftale om, og som vi kun lige er begyndt at udmønte. Lad os stå sammen om at få den udmøntning gjort allerallerbedst til gavn for børnene. Det synes jeg at vi skal indgå i nogle gode forhandlinger om. Derfor kan Radikale Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Fru Özlem Sara Cekic, værsgo.

Tak. Så jeg hører faktisk Det Radikale Venstre i forhold til de midler, der er blevet sat af, sige, at man i forbindelse med forhandlingerne, der starter til foråret, skal kunne gå ind at målrette nogle af midlerne til børn, hvor man specifikt nævner, at børn ikke skal glemmes, når mor og far bliver alvorligt fysisk eller psykisk syge.

Tak. Ordføreren.

Idet pengene er afsat til pårørendeinddragelse, er det selvfølgelig helt naturligt, at børn bliver en del af den diskussion.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes, det er et sympatisk forslag fra SF. Rigtig mange ordførere før mig har været inde på, hvad det gør ved et barn at være nær pårørende til en, som er syg. Det vil jeg ikke uddybe, for det er fuldstændig rigtigt. Der foregår rigtig mange ting og har gjort det i mange år. Jeg kan huske, at for mere end 20 år siden var min mor som psykiatrisk sygeplejerske ansvarlig for at have samtaler med børn, som var pårørende. Det forsvandt igen, fordi man ikke havde pengene til det, og på den måde tror jeg det her område har været kastebold i mange forskellige sammenhænge mellem en indsats der, en indsats her og et nyt initiativ et tredje sted, og derfor kan jeg sådan set sagtens følge intentionerne om at gøre arbejdet med lovgivningen, som beskriver, hvilke rettigheder et barn har i den her forbindelse, fuldstændig håndfast.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at sådan en indsats ikke bliver præget af for meget puljestyring, for meget projektmageri, men pågår varigt og fungerer kontinuerligt, og at der bliver nogle faste rutiner omkring det. Jeg kan høre her i dag, at der er en bred enighed om, at det er der, vi skal hen, og derfor er det måske også et område, man på sigt burde arbejde for at løfte ud af satspuljen og over til mere varig finansiering.

I forhold til det helt konkrete forslag til finansiering synes jeg også, det er lidt for nemt at slippe om hjørnet med bare at henvise til, at det er fra væksten i det offentlige forbrug, pengene skal tages, men jeg vil til gengæld sige, at vi gerne vil være med til at drøfte, om vi i en anden sammenhæng kan finde nogle penge. Om man kunne bruge de 300 mio. kr., som der allerede er afsat i finansloven til at kigge nærmere på det her, synes jeg i en eller anden forstand kunne være interessant. Men som forslaget ligger her, kan vi ikke stemme for det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget beskæftiger sig med børn i sorg og børn, der vokser op som pårørende til forældre eller søskende, som er alvorligt fysisk syge, sindslidende, selvmordstruede eller misbrugere, og det er jo et fint og agtværdigt formål. Det tror jeg faktisk vi alle sammen er meget optaget af, altså at hjælpe nogle af de allersvageste i vores samfund, nemlig børn, som er i en svær situation i deres liv.

Jeg må dog indrømme, at jeg bliver lidt forvirret, når jeg læser bemærkningerne til beslutningsforslaget, for i bemærkningerne skrives det, at der allerede i dag gøres et rigtig godt stykke arbejde. Der skrives i øvrigt, at der er afsat 20 mio. kr. til en konkret indsats for børn som pårørende til psykisk syge og misbrugere, og så foreslår man en systematisering, som skal koste det halve af, hvad selve indsatsen koster. Det virker umiddelbart uforholdsmæssigt meget i forhold til, hvad man bruger på at hjælpe børnene, og så til det her, som har et eller andet mere bureaukratisk tilfredsstillende resultat.

Sidst i beslutningsforslaget er der finansieringsdelen. Forslaget finansieres som en del af væksten i det offentlige forbrug. Sagt på almindeligt dansk finansieres forslaget ved at gøre det offentlige underskud større. Det er det, man kan kalde en græsk finansiering, og det er vi under ingen omstændigheder tilhængere af, altså at man finansierer forslag på den måde.

Jeg tror faktisk, hvis man ser på formålet i forslaget, at der er bred enighed fra væg til væg i denne sal om, at man skal gøre noget for de her børn. Men jeg har svært ved at se, at man skal finansiere det på den måde, man gør, og jeg har svært ved at se, at man skal bruge det, der svarer til 50 pct. af, hvad man har afsat til indsatsen, til at systematisere den. Så Liberal Alliance stemmer nej til beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Daniel Rugholm, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt starte med at sige, at Det Konservative Folkeparti har stor sympati for mange af punkterne i dette beslutningsforslag og ikke mindst for hensigterne bag det. Børn, som er pårørende til alvorligt fysisk syge, sindslidende, selvmordstruede eller misbrugere, har brug for hjælp. Vi taler om nogle af de mest sårbare børn, som er på udebane i en uvant situation, og som er påvirket af den utryghed, som det skaber. Det er børn, som har brug for omsorg og støtte, og det får de også i dag på mange forskellige måder.

Spørgsmålet er så, om vi kan gøre mere, og det kan vi helt sikkert. I beslutningsforslaget bliver der også nævnt flere gode initiativer, men som ministeren og flere ordførere har nævnt, mangler der fiansiering af de mange gode forslag. Og det er jo en helt væsentlig del, hvis vi skal lave ikke bare sympatisk, men også ansvarlig politik, og det skal vi. Derfor kan vi desværre ikke støtte beslutningsforslaget.

Jeg vil ikke gå ind i debatten om, hvorvidt man kan tillade sig at fremsætte et forslag som dette, selv om man har været med til at vedtage en finanslov. Det må være en sag mellem regeringens partier og Socialistisk Folkeparti, men jeg vil godt sige tak til Socialistisk Folkeparti for at rejse debatten, og jeg synes, vi skal fortsætte den i udvalget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Özlem Sara Cekic, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for debatten, og tak for alle jeres kommentarer. Jeg vil rigtig gerne fortælle lidt om selve beslutningsforslaget, men inden da vil jeg gerne lige knytte et par ord til de bemærkninger, der er kommet.

Først vil jeg sige i forhold til det med, om man som parti gerne må fremsætte et forslag, når man har siddet med i finanslovsforhandlingerne, at hvis man skulle følge den logik, skulle man jo slet ikke starte forhandlinger f.eks. om det her med terrorbekæmpelse, fordi man har siddet med ved finanslovsforhandlingerne. Altså, hvis der pludselig skete et eller andet, og der var et behov, så skulle man slet ikke gøre noget. Det er noget, jeg slet ikke har hørt tidligere; da den tidligere regering sad og forhandlede, kunne Dansk Folkeparti og andre stille en række forslag. Det er den ene del.

Det andet er, at vi faktisk har taget det her forslag med til finanslovsforhandlingerne. Helt konkret foreslog vi, at børn af psykisk og fysisk syge, børn, hvis mor eller far havde taget deres eget liv, og børn af misbrugere faktisk specifikt blev nævnt som en pårørendegruppe, som man kunne gå ind og gøre en forskel for. Men det kom vi ikke igennem med, og derfor foreslår vi det her. Men det slutter jo ikke, for der er jo også lige om lidt forhandlinger om forebyggelsespakken, og der vil vi også tage det her forslag med.

Men hvis jeg lige skal fortælle lidt om selve forslaget, vil jeg sige, at der er rigtig meget forskning, der viser, at når børn er pårørende til voksne, der er syge, så bliver de påvirket, og vi kan se, at de her børn bliver påvirket i en sådan grad, at det faktisk ikke er særlig sundt for dem. Det er i forvejen rigtig svært at være pårørende til nogen, der er syg, men når man så samtidig ikke er så stor, og ens alder i hvert fald også gør det enormt svært at følge med i, hvad der sker, så er det jo sådan, at der er behov for, at man, hvis ens mor eller far har en alvorlig fysisk eller psykisk sygdom eller et misbrug eller de har taget deres eget liv, får hjælp.

Som jeg også har skrevet i bemærkningerne, og som hr. Simon Emil Ammitzbøll også påpeger, så er der jo faktisk rigtig mange steder, hvor man gør det rigtig godt. Og det siger jeg også for ligesom at anerkende, at der er en række initiativer – og her er nogle af dem baseret på puljer, mens det andre steder er noget, kommunen har iværksat, eller som regionen har syntes var vigtigt – men systematikken er der ikke. Her kunne man jo lave et kompetencenetværk, hvor man går ind og siger, at der blandt personalet, der er på afdelingerne, er en, som har ansvaret for at sikre, at børnene ikke bliver glemt, at man husker at spørge børnene, når deres mor eller far er syg, om der er nogen, der tager hånd om dem. Det er jo heldigvis sådan, at der er rigtig mange børn, der har et meget stort og stærkt netværk, men der er jo også børn, som falder igennem, som ikke har den nødvendige støtte i deres netværk, og som har brug for en ekstra indsats. Det kan være i form af en samtale, hvor man lige fortæller, hvad der sker med mor eller far, men det kan også godt være, ved at man underretter kommunen og siger: Her er der et barn, hvis mor eller far har det rigtig svært og er syg; kan I ikke tage hånd om det her barn? Og derfor synes jeg jo også, det er meget interessant at se på, hvordan de sådan grundlæggende gør det i vores nabolande. Der har man så gjort det i Norge, at man har lavet det her kompetencenetværk, hvor man også har sørget for, at børnene som pårørende systematisk bliver inddraget og informeret, og der synes jeg faktisk det er enormt spændende at se på: Hvad er det, vi kan gøre, for at de her børn får det bedre?

Når jeg så hører kommentarerne rundtomkring, må jeg sige, at jeg slet ikke deler den der ekstreme optimisme i forhold til at det kører derudad alle steder. Det gør det nogle steder, men man kan jo f.eks. også bare høre, hvad de siger i TUBA, som har med børn at gøre, som kommer fra familier, hvor der har været et overforbrug af alkohol, eller man kan snakke med Livslinien eller en række andre steder. Hvis mor eller far har taget sit eget liv og barnet sidder tilbage, er hjælpen jo stadig væk meget afhængig af, hvor man bor i landet, hvilken afdeling man er koblet på, eller hvilket projekt der kører lige præcis i den kommune eller i den region. Der ville jeg enormt gerne have at det var sådan mere systematisk, altså via lovgivningen, at vi sikrede at børnene ikke blev glemt. Nu, hvor vi så snakker om hele den her inklusionsdagsorden i forhold til folkeskolen og mange andre steder, er det jo også vigtigt for børnenes egen sundhed, at der er nogen, der tager hånd om det.

Jeg er selv uddannet som sygeplejerske. Jeg vil ikke sige, at min egen faggruppe er bedre end alle andre, men vi glemmer faktisk børnene, fordi vi tror, at pårørende ikke er børn. Mange af os foretager jo også tilsyn på psykiatriske afdelinger. Der kan man jo se, at der venteværelserne ikke er bare en eneste ting, der indikerer, at de patienter, der er indlagt, også har børn. Når vi spørger dem, hvad de gør med patienternes børn, er der jo desværre nogle steder, hvor de svarer, at det ikke er godt, at de kommer her. Her tænker man: Hvorfor det? Har det barn ikke vidst, at moren har været rigtig syg? For barnet har jo boet sammen med den her mor. Hvorfor er det, man ikke tager hånd om de her børn?

Det er det her et forsøg på, og jeg kan høre, at der er en ret stor og bred opbakning til selve intentionen, og så håber jeg, at vi i fællesskab kan arbejde videre med det i udvalget. Vi kan eventuelt gå hen og se på, hvad man gør i vores nabolande, bl.a. i Norge, så vi kunne blive inspireret af det, i forhold til at vi her fra Christiansborgs side også kan gøre en forskel for de her børn.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.