Tak for det.
Det er et meget sympatisk forslag.
Men det er måske i bund og grund ligegyldigt, for det er jo ikke en papirtiger, der er brug for i forhold til landdistrikterne.
Og det er måske heller ikke de mange lappeløsninger, vi over tid har forsøgt os med med forskellige tilskudsformer og hvad ved jeg, når der er nogle grundlæggende problemer, der er en hæmsko for, at mennesker bosætter sig i landdistrikterne.
De grundlæggende problemer skyldes jo de rammevilkår, vi byder de erhverv, der skulle være der.
Man kan deltage i alle mulige møder i øjeblikket – landboforeningerne holder mange generalforsamlinger, og bankerne holder generalforsamlinger – og prøv så at lytte til dem, der er i det jyske område.
Deres melding er, at det handler om rammevilkårene, og det taler man om alle steder, i erhvervslivet osv.
Og hvad er rammevilkår?
Det er skatter og afgifter.
Det er de udgifter, de har, som hæmmer og rammer de erhverv, der skulle være i landdistrikterne og give arbejdspladser dér.
Så hjælper det ikke noget, at vi sidder herinde med en papirtiger, og siger, at vi hellere lige må kigge på det i lovgivningen, og så finder vi lidt tilskud osv.
Derfor bliver jeg selvfølgelig lidt bedrøvet over, at ikke engang en minister forstår det, der ligger i Liberal Alliances plan, som jeg nævnte, om, hvad der virkelig nytter.
Den er endda gennemregnet af Finansministeriet og godkendt af finansministeren og hans ministerium, og selv ministeren for by, bolig og landdistrikter må da anerkende, at det er det, der skal til.
Når så ministeren forfalder til at sige, at han ikke vil fyre hver tiende, sådan som hr.
Leif Mikkelsen vil, så vidner det virkelig om enten mangel på forståelse eller uvidenhed eller det, der er værre, hr.
minister.
Jeg tror faktisk, jeg vil overveje, om vi ikke skulle sende den plan til ministeren, så vi virkelig kan få styr på det her.
Vi peger jo netop på, at det er nødvendigt at få en anden balance mellem den private og den offentlige sektor ved hjælp af naturlig afgang i den offentlige sektor, sådan at man, hver gang der går 20 på pension – og det vil ske mange gange i de kommende år – så ansætter 17.
Så er det løst, og så skaffer vi 124.000 arbejdspladser i den private sektor, så vi i den grad får øget værdien i Danmark.
Det er et liberalt samfund, der vil sætte fremdrift på, minister.
Det ligger sikkert ikke lige i kortene for ministeren, og det er også derfor, jeg siger, at det ikke nytter noget at gøre noget, inden vi får det valg og får skiftet regeringens farve, så nogle af de her planer kan gennemføres, og nogle af de her værktøjer kan bruges, så vi kan få et samfund, der er fremdrift i.
Det er faktisk betænkeligt, at vi vrider Danmark så skævt.
Og jeg vil give den store indrømmelse her fra Folketingets talerstol, at det ikke kun er den her regering, der er skyldig.
Der er sket et alvorligt skred under VKO, og det er også derfor, jeg, som vi nærmer os valget, bliver rejsende i at advare imod et VKO-flertal igen i fremtiden.
Det ville være en skandale.
Så derfor er det rigtig godt at stemme borgerligt og ikke sikre VKO et flertal og så få den politik, som vi havde i 10 år, som skaffede 40.000 flere ansatte i den offentlige sektor og ødelagde rammevilkårene – også i landdistrikterne.
Så det er helt tydeligt, at der er nok at gøre, minister, og det er altså noget andet, der er brug for, end det beslutningsforslag, vi sidder med her, om, at vi skal kigge på det, når vi behandler et lovforslag.
Så vi kan ikke støtte lovforslaget.