Jeg er oprigtigt glad for, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten har rejst diskussionen om indeklima i folkeskolen, og især – det skal siges – er jeg glad for Dansk Folkepartis tilgang, da jeg synes, den umiddelbart er den mest konstruktive og mindst bureaukratiske af de to.
I Liberal Alliance er vi meget optaget af, at vi baserer lovgivning på viden og evidens.
Det er generelt et stort problem, når vi ser på tiltag fra Undervisningsministeriet, at de ikke er baseret på viden og forskning, og det er jo højst besynderligt.
Men det er i hvert fald noget, som jeg har måttet konstatere, efter nu at have siddet herinde på Tinge i godt og vel 3 år.
Først og fremmest er det store dyr i åbenbaringen, vi har arbejdet med, folkeskolereformen.
Der kom en undersøgelse af det første rammeforsøg om heldagsskoler udarbejdet af Rambøll, som viste, at et antal af de 12 skoler, der var startet op, var stoppet, fordi der simpelt hen havde været for få forældre, der havde ønsket at have deres børn i de skoler.
Og samlet set kunne man konstatere, at det faglige udbytte ikke var steget ved den her pædagogiske form.
Alligevel fik vi så en folkeskolereform baseret på lige præcis den pædagogiske model for alle skoler i Danmark.
Samtidig har vi store internationale undersøgelser fra TIMSS & PIRLS, som helt tydeligt viser, at man ikke bare kan øge fagligheden ved at forlænge skoledagen.
Og regeringens egne undersøgelser har vist, at der ikke er nogen direkte korrelation mellem bevægelse og forbedret kognition.
Så alt i alt må man sige, at den største reform i den her regerings tid ikke er forskningsmæssigt underbygget.
Så er der mindre ting som f.eks.
den aldersintegrerede undervisning, hvor man laver et rammeforsøg.
Vi har fra Liberal Alliances side spurgt ministeren, om man, inden man sætter sådan et rammeforsøg i gang, lige undersøger, hvad der er af forskning på området, i det mindste i Skandinavien.
Og der har ministeren svaret helt klart, at den forskning har man ikke undersøgt i Undervisningsministeriet.
Og der må jeg bare sige, at hvis det var en opgave på universitetet, ville den være dumpet.
Men nu er det altså rigtige børn, vi taler om, så derfor er det meget ulykkeligt, at man åbenbart har den praksis i ministeriet, at man ikke baserer lovgivning, forsøg og anvisninger på forskning og viden.
I øjeblikket forhandler vi om gymnasierne, og der har vi fra Liberal Alliances side foreslået at man kunne undersøge, hvordan faglighed har udviklet sig over tid.
Det ville være rigtig fint at kunne basere en reform på en undersøgelse af, hvordan det står til – sådan gør man i hvert fald der, hvor jeg kommer fra.
I det private erhvervsliv undersøger man tingene, inden man gør noget nyt.
Det må vi så se om vi får igennem.
Jeg frygter, at man først gennemfører sådan en undersøgelse efter en reform, og så er vi jo lige vidt.
Så Undervisningsministeriet burde være en videnshøjborg.
Det skal laves om.
Hvis vi får en borgerlig regering efter næste valg, må det være noget af det, som vi virkelig sætter os for.
Vejledning, forsøg og lovgivning skal baseres på det, vi ved.
Men når det handler om luft i lokalet til børn, ved vi faktisk, at der er en direkte sammenhæng mellem muligheden for at lære noget og et godt indeklima, at luften er i orden.
Altså, man kan sige:
Hvad er problemet?
Det er måske, at man ude i kommunerne – måske, nu motivforsker jeg lidt – finder det mere spændende at indkøbe iPads eller indføre nye pædagogiske koncepter.
Og det kan man jo også se her på Christiansborg er noget af det, der er interesse for, hvorimod det her med at indkøbe et filter og sætte det i måske ikke helt er lige så interessant.
Det koster 75 mio.
kr.
bare at evaluere folkeskolereformen.
Man må sige, at så er det vist også betalt.
Hvis man skal kigge på, hvordan man bruger ressourcerne bedst, kunne det være, at der var noget at gøre i forhold til det beslutningsforslag, der ligger på bordet i dag, fordi reformen jo faktisk betyder, at børnene skal sidde længere i skolen – og der er også stadig væk ret mange elever i klasserne på mange skoler.
Men spørgsmålene til beslutningsforslaget vejer alligevel en del.
Hvordan ser det ud med finansieringen?
Hvordan forholder de her forslag sig til de private skoler, som jo nogle gange er i lokaler, der ikke har været tiltænkt en skole?
Og hvor bureaukratisk bliver det, der ligger på bordet, når det bliver udarbejdet til egentligt lovstof?
Så i Liberal Alliance er vi generelt imod centralstyring, og vi er optaget af frihed for borgerne, men frihed for borgerne er også i det her tilfælde, at det enkelte barn kan sidde i et lokale, hvor der er ordentlig luft.
Så vi er positive over for målsætningen, men betænkelige i forhold til indholdet, og vi vil lade vores endelige stillingtagen afhænge af udvalgsbehandlingen og de svar, vi vil få der på de spørgsmål, som vi har.