Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 38:

Forslag til folketingsbeslutning om omlægning af gødskningsregler.

Af Mette Bock (LA) m.fl.

(Fremsættelse 26.11.2014).

Forhandlingen er åbnet, og den første taler er fødevareministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg har læst beslutningsforslaget med interesse, og tak til forslagsstillerne for at sætte en diskussion om landbrugets kvælstofforurening på dagsordenen.

Forslaget repræsenterer Liberal Alliances vision om en fremtidig kvælstofregulering af landbrugssektoren. Eller måske ville det være mere retvisende at kalde det en fantasi frem for en vision: en fantasi om afviklingen af landbrugets kvælstofregulering. For det er reelt det, I foreslår.

I dag har vi det, man kan kalde en generel regulering af landbrugets kvælstofudledning. Vi stiller de samme krav om kvælstofreduktion til alle landmænd, selv om vi ved, at der er nogle steder i landet, hvor vandmiljøet er mere sårbart, end det er andre steder, og at der også er steder, hvor jorden bedre kan optage kvælstof, end den kan andre steder. Det skyldes, at vi hidtil ikke har haft teknologi og viden til at målrette indsatsen der, hvor behovet er størst, og det er netop det, regeringen ønsker at lave om med en mere målrettet miljøregulering.

Man kunne sammenligne situationen i landbruget lige nu med f.eks. trafikpolitik. Og så er faktum, at fordi vi har sådan en one size fits all-tilgang til det, hvor alle reguleres ens, så svarer forslaget her faktisk til at sige, at selv om det er fornuftigt, at man nogle steder kun må køre 50 km/t., andre steder 100 km/t. og andre steder igen 150 km/t., så vælger man altså ud fra en gennemsnitsbetragtning at lægge grænsen lige omkring 100 km/t. Det er selvfølgelig en forsimpling, men det er for at illustrere det med et eksempel.

Det, Liberal Alliance foreslår, er, at man i stedet for at regulere landbrugets kvælstofregulering blot måler, om der opstår problemer i vandmiljøet, og derefter sætter ind med frivillige virkemidler efter behov. Med andre ord foreslår Liberal Alliance, at man sætter fartgrænsen op til maksimal hastighed overalt. Og når ulykken så er sket, sætter man ind med frivillige virkemidler for at få sat farten ned. Det bliver ikke på min vagt. Jeg er ikke parat til at sætte de sidste 25 års fremskridt for det danske vandmiljø over styr.

Jeg har også bemærket, at Liberal Alliance har gjort sig nogle overvejelser om de samfundsøkonomiske konsekvenser af at fjerne den nuværende regulering. Ifølge bemærkningerne til beslutningsforslaget vil den skitserede regulering kunne medføre ikke mindre end 34 mia. kr. i øgede indtægter på betalingsbalancen, 35.000 nye arbejdspladser og en vækst på 34 pct. Jeg har læst den rapport, I citerer fra, og jeg vil gerne tillade mig at læse et par små passager fra rapportens såkaldte metodeafsnit op:

»Hvad er scenarier? Scenarier beskriver muligheder i fremtiden. Det er billeder af en mulig og sandsynlig fremtid.«

»Ved at opstille flere scenarier for den fremtidige udvikling udspænder man et rum, inden for hvilket den fremtidige udvikling vil komme til at foregå – mulighedsrummet.«

Okay! Jeg havde nok forestillet mig, at metodeafsnittet ville indeholde en beskrivelse af, hvordan man havde regnet sig frem til det økonomiske potentiale i en anden regulering. Men det har forfatterne sikkert gemt til analyseafsnittet, tænkte jeg så og læste videre. Afsnittet, hvor det økonomiske potentiale beskrives, indledes med følgende:

»Solen skinner, fuglene synger, og der er så grønt herude på landet. Vi er i 2020 og de seneste 7-8 år har der været en stor omvæltningsperiode for dansk landbrug. Glemt er fortidens stramme økonomi og krise, glemt er de meget detaljerede markplaner, gødningsplaner, ...«.

Det lyder sandelig dejligt, men det fremgik stadig ikke, hvordan man har regnet sig frem til det lovende potentiale, så jeg læste troligt videre. Og ved I hvad? Rapportens 14 sider lange analyseafsnit – eller analyse er jo nok så meget sagt – beskriver konsekvent den historiske udvikling i landbruget, hvorefter der citeres tal for potentialet i 2020 uden skyggen af forklaring på, hvordan man fremskriver den historiske udvikling. Der er ingen analyse, der er ingen metode, og vi ved ikke, hvor tallene kommer fra.

Lad mig sige det helt klart: Vi har ikke brug for hurtige løsninger, der kan sætte de sidste 25 års indsatser for vandmiljøet over styr. Jeg vil ikke sætte et nyt system i gang, før vi har det faglige og administrative grundlag helt på plads.

Når det så er sagt, er jeg selvfølgelig fuldt ud opmærksom på, at landbruget er i en skrøbelig situation på grund af gældssituationen og handelssanktionerne mod Rusland, og derfor har regeringen også sat gang i en række tiltag for at hjælpe landmændene i den aktuelle krise.

Regeringen bruger 651 mio. kr. i 2014-15 på at støtte miljøteknologi i nye stalde, og med den seneste finanslov har vi afsat 120 mio. kr. til støtte til økologi. Det er penge, der bl.a. skal fremme eksporten, og vi har også lanceret en eksportstrategi, der skal åbne flere markeder for danske fødevarevirksomheder.

Med de helt åbenlyse mangler, der er i det fremsatte beslutningsforslag, må jeg sige, at hverken jeg eller regeringen kan støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger, hvilket vi jo heller ikke har for vane, når det er beslutningsforslag. Så vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Erling Bonnesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Dansk landbrug er i en meget alvorlig økonomisk situation. Det er ikke alene presset som følge af de aktuelle russiske importrestriktioner og de aktuelt pressede verdensmarkedspriser, men i høj grad også som følge af de generelt dårlige rammevilkår, som danske landmænd har, hvis de sammenlignes med landmænd i andre lande, selv lande, der ligger tæt på Danmark. Situationen er så alvorlig, at den kalder på handling. Det er alvorligt for landbruget og landmændene, og vi hører nu stort set dagligt om konkurser i landbruget.

Det er ikke kun nogle få ineffektive bedrifter, der er kommet i klemme. Det er også effektive og veldrevne landbrugsbedrifter, der står for en stor del af råvareproduktionen til fødevarevirksomhederne, som er på kanten. Dermed er det også et problem for fødevarevirksomhederne, og mange, mange arbejdspladser i samfundet er nu i fare for at gå tabt. Krisen er nu så alvorlig, at det også er blevet et samfundsproblem, som regeringen bør forholde sig til. Vi har ikke hørt særlig meget fra regeringen om den aktuelle situation, men det forventer jeg da at vi gør nu i debatten om de forslag, vi behandler her i dag.

Er regeringen enig i, at det er en alvorlig økonomisk situation, landbruget og fødevarevirksomhederne er i, og at det også er blevet et samfundsproblem? Er regeringen enig i det, og hvad vil regeringen i givet fald gøre ved det? Vi må forlange at få et svar fra regeringen og forlange, at den forholder sig til det. Også statsministeren har jo været ude med, at der skulle initiativer på banen med væksttiltag, og der ville det da være oplagt at få set på landbruget og fødevarevirksomhederne.

I Venstre har vi også længe peget på de dårlige rammevilkår, som dansk landbrug lider under, og på, at der skal gøres noget ved konkurrencevilkårene, så landmændene kan drive en rentabel drift og tjene ind til at forrente og afdrage gælden, som er stor. I Venstre mener vi, det er positivt, at også Liberal Alliance her med dette forslag tager den vigtige dagsorden om dansk landbrugs rammevilkår op og forsøger at finde initiativer, der kan gavne erhvervet. Og beslutningsforslaget adresserer jo nogle af de samme problemstillinger, som vi i Venstre sammen med Dansk Folkeparti og Konservative Folkeparti har fundet løsningsforslag til i vores beslutningsforslag om en landbrugs- og fødevarepakke.

Jeg glæder mig over, at forslagene fra alle fire partier i blå lejr peger i samme retning, nemlig at der skal ske forbedringer af rammevilkårene, og at vi skal have gjort op med undergødskningen. Det er jo nærmest en skandale, at vi er kommet dertil, at landmændene ikke må give afgrøderne på markerne den gødning, som planterne har behov for. Det giver for lave udbytter og for lidt proteinindhold med tab til følge i både mark og stald. Så er der nogle tekniske udfordringer i forslaget, der skal ses nærmere på, når debatten er overstået og det forhåbentlig skal bringes videre.

Vi fra Venstre går gerne ind i nogle positive drøftelser, så vi kan få fjernet undergødskningen uden at skade miljøet. I den forbindelse vil vi også drøfte målrettet miljøregulering i praksis med målinger, så de rette virkemidler kan iværksættes de rigtige steder, således at planterne kan tilføres den gødning, de har behov for, på et landbrugsfagligt optimalt grundlag, og selvfølgelig uden at det skader miljøet eller dyrevelfærden. Tak.

Der er en enkelt med en kort bemærkning. Hr. Per Clausen, værsgo.

Hr. Erling Bonnesen opererer med et begreb, der hedder den gødning, som planterne har brug for. Er det, hr. Erling Bonnesen her mener, præcis den mængde, som er den maksimale, som planerne kan tåle, før de tager skade, og hvor man må forvente, at den økonomiske gevinst er maksimal? Altså, er det det, man skal op på overalt? Er det det, hr. Erling Bonnesen mener med det, han siger?

Ordføreren, værsgo.

Tak. Se, det er der jo eksperter, der er gode til at beregne. Der er også metoder i dag – man kan give dem forskellige navne – hvor man udmåler det efter, hvor meget gødning landmændene egentlig må give. Det, der så undrer, er, at man trækker det fra de normer, der er i dag, og så er det, at man havner i undergødskningssituationen. Så derfor er det jo sådan som begreb, at vi skal have fjernet undergødskningen. Det skal selvfølgelig ske på en måde, så man ikke skader miljøet, og vi skal selvfølgelig stadig væk have rent vand i hanerne. Det er vi alle sammen interesseret i.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Men er hr. Erling Bonnesen uenig i, at der findes store områder i Danmark, hvor det ville have negative miljø- og naturmæssige konsekvenser, hvis man gødskede maksimalt? Er hr. Erling Bonnesen uenig i det? Mener han, at man overalt i Danmark bare kan gå op til det her maksimum, og at det så ingen negative konsekvenser har?

Ordføreren.

Jamen markerne er jo forskellige. Det ved vi alle sammen, når vi også har prøvet at have gummistøvlerne på og komme rundt. Det tror jeg ikke der er nogen der er i tvivl om. Og så vil der også være forskellige forventninger til udbytte og forskellige forventninger til, hvor meget gødning der skal til. Det er der jo en lang række tekniske metoder til at få beregnet, og det er det, jeg henviser til, for det rækker taletiden her ikke til at redegøre for.

Jeg kan bare markere tydeligt, at det jo lige præcis handler om at opnå, at planerne får den gødning, der skal til det pågældende sted, for at de kan udvikle sig landbrugsfagligt optimalt uden at skade miljøet. Det er det, der skal findes frem til, og det er jo sådan set også det, som vi har opfattet som intentionerne i fødevare- og vækstaftalen. Det har været længe undervejs, men vi prøver at presse på.

Den næste til en kort bemærkning er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Jeg vil gerne høre hr. Erling Bonnesen, om han er enig i Natur- og Landbrugskommissionens bærende princip om, at vi skal have gang i noget mere målrettet regulering, men også se mere specifikt på, hvor det er, vi træder til med lovgivning og regulering, og at vi tager afsæt i, hvordan jorden er præcis det sted, hvor man skal regulere.

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig skal vi videre med den målrettede regulering. Det er jo det, som jeg hører – tror jeg – at næsten alle er enige i. Det er også det, vi beder om at få noget mere gang i, sådan at vi kan få det rullet ud og komme væk fra nogle teoretiske rapportberegninger og prøve at komme ud i virkeligheden og få målt det, så vi kan sætte ind med de rigtige virkemidler. Så skal man selvfølgelig på de arealer, der ikke kan bære så meget gødning, forholde sig til det, eller man kan løse det ved at komme med nogle andre indsatsmetoder og virkemidler, flere minivådområder, eller hvad det konkret kan være de enkelte steder.

Det er jo det, den målrettede miljøregulering går ud på, altså at vi både kan passe godt på natur og miljø, hvor vi skal prioritere dét, men også sådan, at landmændene kan bruge de gode arealer til at dyrke gode afgrøder på og levere råvarer til vores fødevarevirksomheder.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg er glad for, at hr. Erling Bonnesen er så relativt klar i mælet, for jeg synes, der har været forskellige meldinger fra Venstre. For ja, som ordføreren siger, så er vi, når vi taler om det overordnede, alle sammen enige om, at målrettet regulering osv. er rigtig godt. Det er vi enige om. Men det handler jo så om, at der måske er nogle, der skal have lov til at gødske noget mere, andre noget mindre, og at den målrettede regulering kan betyde, at nogle får lov til noget mere og andre får lov til noget mindre.

Derfor tolker jeg det svar, som hr. Erling Bonnesen er kommet med, sådan, at det er det, den målrettede tilgang betyder. Det betyder, at der er nogle steder, hvor man kan gøre mere, hvor man kan gødske mere, og andre steder, hvor man kan gødske mindre, og at det er den målrettethed, vi skal bruge og sætte ind med. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

I forlængelse af det mere eller mindre ledende spørgsmål kan man jo også forestille sig, at der er nogle steder, hvor man siger at der er behov for at gøre en ekstra indsats, netop for at man ikke skader miljøet. Det kunne netop være, at man så siger, at specifikt i det område laver man nogle flere minivådområder, og så kan man samtidig dyrke markerne, arealerne, sådan at man kan bruge det potentiale, som de marker måtte have, så vi stadig væk opnår det, der er det overordnede, netop at man kan dyrke på markerne, hvor man skal det, uden at skade miljøet. Og så har man fået prioriteret nogle steder, hvor vi selvfølgelig skal sørge for at investere i miljø og natur, sådan at vi stadig væk sikrer rent vand i hanerne også.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerækken er hr. Orla Hav, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Vi kan som Socialdemokrater ikke støtte forslaget fra Liberal Alliance. Forslaget bygger på en række ikkeopfyldte forudsætninger, og lad mig nævne nogle af dem.

En af dem er, at vi skulle have en kendt teknologi i forhold til at indføre målrettet regulering. Nej, det har vi ikke. Men Natur- og Landbrugskommissionen har peget på muligheden for at udvikle dette, og de allerfleste af os har jo givet udtryk for, at det synes vi er en rigtig vej at gå ad, men vi har det ikke på nuværende tidspunkt.

Det næste: Vi har et kortmateriale, der klart beskriver jordbundsforholdene, jordtypen og arealets hældning. Nej, det har vi ikke. Og skulle man være i tvivl, kan man bare referere til den diskussion, der førte til, at vandplanerne måtte gå om, som følge af at myndighederne ikke havde det fornødne kortmateriale.

Vi har styr på de klimatiske forhold, nedbør og kunstvanding. Nej, det er ikke tilfældet. Men der arbejdes på det i de relevante forskningsfora.

Vi har styr på jordens anvendelse og dyrkningsmetoder, herunder vekseldrift. Nej, det er heller ikke tilfældet.

Hertil kommer, at indførelsen af f.eks. målrettet regulering af de ting, vi har kendskab til på nuværende tidspunkt, forudsætter betydelige investeringer fra landbrugets side. Disse investeringer vil det være endog meget vanskeligt at opnå tilsagn om fra et presset landbrug og fra en flok udfordrede banker.

Betyder denne afvisning af Liberal Alliances forslag så, at vi ikke arbejder for at forbedre vilkårene for landbruget? Nej, på ingen måde! Regeringen fik bred opbakning til sin vækstplan fra efteråret, og i dag har vi så førstebehandlet L 112, der imødekommer landbrugets ønske om anerkendelse af godt landmandskab, medmindre det er det, ministeren bliver tvunget til at tage ud, og det skal jeg selvfølgelig beklage.

Men – for der er et men – vi ønsker ikke at spille hasard med et presset miljø med hensyn til beskyttelsen af vores drikkevandsressourcer og med hensyn til levende fjorde, søer, åer og vandløb, uden at vi har den fornødne og fagligt underbyggede sikkerhed for virkningerne af de ændringer, vi gennemfører.

Vi opfordrer den anden side i salen, herunder Liberal Alliance, til at medvirke til løsninger på landbrugets udfordringer på et realistisk grundlag og til at undlade valgkampsretorikken.

Der er en enkelt for korte bemærkninger. Fru Mette Bock, Liberal Alliance. Værsgo.

Altså, først må jeg lige sige, at hvis det skulle være valgkampsretorik, så har jeg ført valgkamp siden 2011. Men man kan selvfølgelig føre valgkamp i mange år, før valget egentlig finder sted.

Men det, jeg egentlig gerne vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren kan redegøre for, hvad det er for ganske betydelige investeringer, der forudsættes for, at det, at vi skal gødske efter ligevægtsprincippet, kan gennemføres.

Ordføreren.

Nu er målrettet regulering f.eks. at måle på det output, som kommer fra staldanlæg og alt muligt andet, og vi har set, at det simpelt hen kræver, at nogle forudsætninger bliver opfyldt. De forudsætninger er, at der bliver investeret i nye staldbygninger og nyt udstyr i staldbygningerne, og jeg tvivler på, at landbruget – i hvert fald for de flestes vedkommende – er i stand til at opnå den finansiering, som skal til for at imødekomme det. Og hvad angår de øvrige initiativer, så falder de på nogle af de andre ikke opfyldte forudsætninger.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg er altså bange for, at ordføreren har misforstået vores forslag, for hele tanken er jo netop, at der skal måles i recipienten, at der skal måles ud i vandløbene. Vi har masser af udstyr til at måle i dag.

Ordføreren.

Problemet er jo – og det har Liberal Alliance gentagne gange ikke villet forstå – at det der med at tage ud og måle, hvad man udleder, ikke er en videnskabelig anerkendt metode. Det er jo ikke anerkendt af de forskningsmiljøer, vi normalt støtter lovgivningen på. Så det er fint, at der er nogle, der eksperimenterer med det, og det er fint, at der er nogle, der inddrager de forskningsmiljøer i det, men det er jo ikke på et kendt grundlag, og vi kender ikke konsekvenserne og virkningen af det.

Så det er på et ikke fuldstændigt grundlag, og det er det, vi ikke vil eksperimentere med.

Tak til ordføreren, der er ikke flere for korte bemærkninger. Den næste taler i ordførerrækken er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti har vi læst forslaget her med interesse, og man kan sige, at intentionerne i forslaget jo også er meget lig de intentioner, der er i det næste beslutningsforslag, vi skal behandle, og hvor Dansk Folkeparti er medforslagsstiller. Og når man læser det, står det jo helt klart, at det, de gerne vil fra Liberal Alliances side, er at kigge på, hvordan vi kan være med til lovgivningsmæssigt at sørge for, at man i dansk landbrug kan producere kvalitetsfødevarer i Danmark, så man kan skabe nogle arbejdspladser og få en højere salgspris.

Så er der selvfølgelig flere muligheder for, hvordan man kan understøtte erhvervet. Det, jeg lægger mærke til her, er også intentionerne.

»Det bør være målet, at den ændrede kvælstofregulering hurtigst muligt baserer sig på målte udledninger af næringsstoffer fra dyrkningsarealerne. Det forudsætter, at teknologien hertil udvikles ... . På kort sigt vil reguleringen derfor skulle baseres på beregnede normer.«

Fra Dansk Folkepartis side er vi sådan set meget enige i, at vi gerne vil give mulighed for mere kvælstof. Vi er også meget enige med Liberal Alliance i, at der bør være målinger, altså at det er forureneren, der betaler. Det er jo det princip, vi har. Det, vi kører efter i dag, må vi desværre sige mere er sådan en model, som ministeren egentlig beskrev meget fint, nemlig det her med kilometergange, hvor man sådan har lavet det ens over det hele. Der er ingen tvivl om, at der nogle steder er behov for at have en skrap regulering, men andre steder kunne man nok godt køre 150 km/t. Nogle steder bør man måske nok kun køre 50 km/t., og nogle steder bør man måske faktisk tage arealer ud og benytte dem til et andet formål end landbrugsjord.

Så derfor er vi sådan set i Dansk Folkeparti positive over for forslaget, men vi må dog sige, at tempoet i forslaget er ret vidtgående i forhold til den måde, man vil implementere det her på. Men vi vil gerne i forbindelse med udvalgsarbejdet i hvert fald have en dialog med Liberal Alliance om, hvordan vi kommer videre, i forhold til at dansk landbrug bør have nogle andre rammevilkår end dem, vi kender i dag, herunder selvfølgelig også hvad angår normer omkring gødskning.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste taler er fru Ida Auken som ordfører for Radikale Venstre.

Jeg kan huske, at jeg, sidst oppositionen spillede ud med et landbrugsudspil, tændte for mit fjernsyn. Så var det TV 2, der var ude i landet, og den første, de fik fat på, var en landmand, som sagde: Ja, det lyder alt sammen meget godt. Men han troede ikke rigtig på det – og i øvrigt så havde den nuværende regering gjort langt mere for landbruget end den tidligere regering.

Det var en tilfældig landmand fundet af TV 2, og jeg tror faktisk, at det efterhånden også er indtrykket derude, altså at der er en regering her, som faktisk er i gang med de ting, der kan lade sig gøre, og i et tempo, så vi ikke laver noget lovgivning, man bagefter skal fjerne og rulle tilbage, sådan som vi har måttet gøre det med den tidligere regerings vandmiljøplaner, som var alt for forhastede og nærmest sjuskede, og hvor vi overtog noget af et rod, som forskellige af os har forsøgt at rydde op i. Så skal vi ikke lade være med at begå samme fejl igen? Skal vi ikke lade være med at tvinge noget ned over landbruget, som de ikke er klar til endnu, som målemetoderne ikke er klar til, som teknologierne ikke er klar til?

Når jeg lytter til debatten i dag, vil vi jo i virkeligheden gerne alle sammen samme sted hen. Vi vil gerne have et land, hvor der er plads til natur, hvor der er rent grundvand, hvor der er levende fjorde, og hvor der er vandløb, der er klare. Vi vil gerne have et landbrug, som er kendt ude i verden for kvalitetsfødevarer, og som kan sælge 1 l mælk for 30 kr. i Kina, fordi den er produceret under ordentlige forhold og under stor sikkerhed. Vi vil gerne have et landbrug, der kan konkurrere med deres kollegaer og vores nabolande. Men vi vil jo gerne have det på en måde, hvor vi bliver nødt til at kigge på de forhold, der er i Danmark.

I Danmark er, jeg tror tallet er 62 pct., måske er det endda mere, af landet under plov; det er dyrket. Det vil sige, det er rigtig meget areal. Jeg kan huske, vi fik besøg i Fødevareudvalget, og så kom der en mand med 1 m² græsplæne og viste, at hans mark altså godt kan tåle, at vi hældte så meget kvælstof ud – og hvorfor kan vi ikke bare gøre det over hele landet? Men det er jo, fordi man glemmer, at Danmark er et land, som er enormt tæt og intensivt dyrket. Det vil sige, at hvis det bare var den enkelte landmand her og der ikke lå nogen landbrug ved siden af, så kunne man måske godt gøde noget mere alle steder, sådan at det ville være rigtig godt. Men når der ligger landbrug på landbrug på landbrug, bliver vi jo nødt til at se på, hvad den samlede belastning, der kommer ud til vandmiljøet, er.

Det er jo det, vi gerne vil prøve at komme skridtet længere ned til og sige: Kan vi komme tættere på og så belønne de landmænd, der gør det rigtig godt, der tager de nyeste teknologier i brug, der er smartest til at lave jordbrug og bruge de planter, der kan suge mest kvælstof osv.? Men det er ikke nogen let opgave; det er ikke noget, man bare gør med et knips med fingrene.

Jeg kan godt forstå drømmen, som ligger bag Liberal Alliances forslag, altså at man kan stå derude i vandet og måle: Her er kvælstof, lad os regne tilbage og op i vandløbet, det kommer nok fra den her mark, så går vi ind og regulerer ham lidt hårdere end naboen, der er rigtig dygtig. Sådan fungerer det bare ikke ude i naturen. Og det har ærgret mig helt vildt meget, dengang jeg var miljøminister, at vi ikke kunne det her, for det var da det, snusfornuften fortalte os. Men når man så lærer lidt om udvaskning, finder man ud af, at det kan godt være, at man kan stå og tage en drænvandsprøve og sige, at der ikke kommer noget kvælstof ud der, men så er det måske enten løbet ned til grundvandet eller ind på naboens mark og ud i hans dræn, og så bliver det lige pludselig rigtig kompliceret.

Så det er jo derfor, målrettet regulering er svært; det er derfor, at de stakkels embedsmænd, der sidder hernede og har fået en opgave, sveder; det er derfor, det tager flere år at få lavet det her. Så hvis man vil haste det her lovforslag igennem nu, på et tidspunkt hvor fagkundskaben ikke er med os, hvor målemetoderne ikke er klar, hvor de teknologier, vi skal sætte i stedet for de lavere gødningsnormer, ikke er klar, spiller vi jo hasard, både med vores natur, som skal tage belastningen, men også med det landbrug, der skal lave om igen lige om lidt, når EU kommer og siger, at det må man ikke. Det er jo det, vi har set de sidste 10-15 år. Skulle vi ikke gør det ordentligt nu? Det var jo derfor, vi nedsatte en Natur- og Landbrugskommission til at se på det her, til at et samlet Folketing, som faktisk er enige om intentionerne, kunne gøre det her rigtigt.

Så ved vi jo godt, at når de regler, vi laver, som skal balancere i det her land, kommer ud og er målrettet, så er der nogle landmænd, som faktisk ikke er helt lige så gode som naboen, der skal betale en regning, og der er nogle, der får en stor gevinst. Og hvad sker så? Det er da klart, at landbruget siger: Nå ja, men gevinsten tager vi, regningen må samfundet betale. Det vil vi fra radikal side ikke være med til. Vi vil ikke være med til, at samfundet skal samle regningen op. Så må vi sørge for at dele de gevinster, der kommer, og være med til at dele det, at der er nogle, der så skal gøde mindre, hvis man laver målrettet regulering. Det er jo den debat, vi burde have i dag – ikke at prøve at presse nogle teknologier eller nogle målemetoder igennem, som ikke er klar derude.

Jeg siger: Fint, vis mig de forskere, der kan fortælle os, at det kan lade sig gøre, at man kan stå derude og måle og så kan regulere og regne tilbage. De er der jo ikke. Når vi så kigger ned i forslagets bemærkninger, er det en rapport fra Instituttet for Fremtidsforskning, man henviser til. Og Liberal Alliances ordfører har lige stået og sagt, at vi skal være saglige. Jamen i metodeafsnittet, som ministeren læste op fra, står der, at solen skinner, og det er godt vejr, og vi er i år 2020. Altså, er det sådan, vi skal lave lovgivning i Danmark? Er det sagligt? Er det det? For jeg synes, vi skal prøve at lytte til de forskere, der er. Vi skal presse dem; vi skal finde ud af, når der er faglige uenigheder, at få dem til at tale sammen. Det er jo det, regeringen har gjort, når vi forsøger at få Videncentret for Landbrug til at tale sammen med Aarhus Universitet. Det er jo for, at vi kan gøre det her fornuftigt og rigtigt. Men jeg synes ikke, det er sagligt at tage en rapport og så sige: Jamen der er 35.000 arbejdspladser, og der er 35 milliarder. Ja tak, dem vil jeg da også gerne have. Men det kan vi jo ikke gøre, hvis det er fiktion, hvis det ikke findes, hvis der ikke er nogen som helst, der har gjort det økonomisk og naturvidenskabeligt plausibelt, at det her kan lade sig gøre.

Derfor synes jeg, vi i dag skal diskutere, hvordan vi kan få det her til at ske på en måde, så vi godt ved, der er nogle, der skal betale en regning, og nogle, der får en gevinst, og hvordan vi får det fordelt rigtigt. Det synes jeg er den diskussion, vi er nået til på det her tidspunkt, og Det Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget.

Der er to med korte bemærkninger på nuværende tidspunkt. Den første er Hans Christian Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det er sådan set mest, fordi jeg lægger øre til ordførerens holdning til landbruget, og det eneste, jeg hørte ordføreren sige, var, at det sådan går fantastisk, og at landbruget synes, at regeringen gør det fantastisk godt. Det synes jeg at et regeringsparti skal have lov til at have for sig selv. Det eneste, jeg bare vil spørge ordføreren for De Radikale om, er, om der er noget, der bekymrer ordføreren i forhold til landbruget. Er der et eller andet, som ordføreren synes ser besværligt ud ude i landbruget for øjeblikket, og hvis der er det, kan ordføreren så give et par eksempler på det?

Ordføreren, værsgo.

Nu er det bare ikke regeringens måde at lave politik på, altså at tale ned til landbruget. Vi taler op til dem, for vi tror faktisk godt, de kan. Jeg ved godt, der er en tredjedel derude, der klarer sig rigtig, rigtig godt, der er en tredjedel, der klarer den med skindet på næsen, og så er der nogle, der har det rigtig svært. Vi skal jo finde ud at sørge for, at der kommer flest mulige arbejdspladser ud af det her og færrest mulige menneskelige skæbner, som skal finde på noget andet, hvis det er, at man faktisk ikke kan drive sin virksomhed, og så skal vi finde ud af at understøtte dem, der er rigtig gode. Det gør vi ved at lave rammevilkårene om, og det er derfor, der faktisk er en anerkendelse af det, regeringen har gjort.

Jeg ved ikke, hvor meget makværk den tidligere regering har lavet, fedtafgifter, sukkerafgifter og vandplaner, som var i udu, da vi fik dem. Vi har lavet om på spildevandsafgiften og en trappemodel, og vi har lavet eksportplaner. Vi har faktisk gjort rigtig mange af de ting, som landbruget har bedt os om. Men vi kan jo ikke gøre for, at Rusland laver en importembargo på vores varer, og så må vi prøve at se, om vi kan hjælpe med at købe nogle ting op, om vi kan hjælpe med lagre, om vi kan hjælpe med andre ting. Vi kan ikke gøre for, at når kornpriserne er høje, er det svært at være kvægavler f.eks. Der er nogle ting, som er nogle vilkår for landbruget, som regeringen ikke kan lave om på.

Jeg ved godt, der er ting, der er svære, men det er ikke regeringens skyld, at landbruget har det svært. Det er f.eks. den tidligere regering, som var medvirkende til, at man fik en gæld på 350 mia. kr. Det er en af de rigtig, rigtig tungtvejende grunde til, at det er svært at drive landbrug i Danmark. Det synes jeg hr. Hans Christian Schmidt skal anerkende, altså at det var under hans regeringstid, at der kom en gæld på 350 mia. kr. i landbruget, som er det, de slås rigtig meget med i dag.

Spørgeren til den anden korte bemærkning.

Jeg kan godt høre, at ordføreren bliver ophidset, men jeg ved ikke, hvad jeg kom til at pirke til, for pludselig var der noget med at tale ned til og sådan noget. Det er slet ikke det, jeg diskuterer.

Jeg prøver en gang til at spørge, for jeg kunne forstå, at i det svar, der kom, var der ikke plads til svar på mit spørgsmål, og det er jeg selvfølgelig ked af. Jeg spørger lige ordføreren igen: Er der nogen ting ude i landbruget, ordføreren synes er besværlige for landbruget lige for tiden? Jeg forstod det her med det overordnede om korn og Rusland og sådan noget, det er helt fint, men er der nogen ting derude, når man sådan sidder og kigger på det? Man hører landbruget tale om, hvad der plager dem for øjeblikket, og er der så noget, som den radikale ordfører er enig i? Hvis der er det, vil den radikale ordfører så give et par eksempler på det?

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne, og det var også det, jeg gjorde tidligere. Jeg tror, det er besværligt være et erhverv, der har en gæld på 350 mia. kr. Det tror jeg er rigtig svært – det gør det svært at låne penge, det gør det svært at investere. Den gæld blev bygget op under den tidligere regering.

Jeg tror, det er svært at finde ud af en regulering, der bliver ændret hele tiden, og det bliver vi nødt til at gøre, fordi den tidligere regering lavede sådan noget makværk og så i øvrigt i sin tid i opposition bruger al tiden på at pille de forslag væk om randzoner, efterafgrøder osv. osv., som man selv har lagt på bordet som regering. Jeg tror, det er svært, at reguleringen bliver ændret hele tiden, fordi det ikke blev lavet årligt dengang, og det er derfor, vi foreslår at vi tager os den tid, det tager, og gør her det ordentligt.

Og jeg er ikke spor ophidset. Det er mere hr. Hans Christian Schmidt, som er det. Men nu smiler vi til hinanden i stedet for – så er vi måske ikke så uenige.

Den næste for en kort bemærkning er fru Mette Bock, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg vil ganske kort høre, om ordføreren vil medgive, at der undergødskes i Danmark i forhold til planternes behov.

Ordføreren.

Man kan i hvert fald sige, at det er klart, at der er mange landmænd, der gerne vil gøde noget mere, fordi de ved at hælde det ekstra gødning ud på deres marker kunne få mere ud af den enkelte mark. Det vil jeg gerne medgive. Men det er jo den gødning, som bl.a. løber ud i vandløbene, og det er jo der, vi skal finde den rigtige balance, så vi sikrer, at vi får produceret så meget som muligt, uden at det går ud over vores vandløb.

Hvad angår selve beslutningsforslaget, så står der, at man skal gøde efter ligevægtsprincippet, men den nuværende lovgivning lever op til ligevægtsprincippet.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg bliver så nødt til at spørge en gang til: Anerkender ordføreren, at der undergødskes i Danmark? Forsøg har vist, at man kan hæve gødskningen, så længe hvert kilo kvælstof bidrager med yderligere 10 kg, uden at det øger udvaskningen. Men jeg vil spørge en gang til: Anerkender ordføreren, at der undergødskes i Danmark?

Ordføreren.

Jeg anerkender helt klart, at der er områder, der godt kunne gødes mere på, og at der er områder, der skulle gødes mindre på. Det er jo derfor, vi går efter målrettet regulering. Jeg har ikke på noget som helst tidspunkt lagt skjul på, at der er områder i Danmark, der kan tåle mere gødning, og at der er nogle, der kan tåle mindre.

Det er jo derfor, jeg synes, at vi, i stedet for at vi skal diskutere, om vi herinde i Folketinget kan opfinde nogle metoder, der ikke findes, skal diskutere, hvordan vi fordeler den regning til dem, der kommer til at betale en regningen, nemlig dem, der skal gøde mindre. For man kunne spørge Liberal Alliances ordfører: Anerkender Liberal Alliances ordfører, at der også er steder, hvor der er problemer med kvælstofudvaskning?

Der er en mere til en kort bemærkning, og det er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Jeg ville ellers ikke have stillet spørgsmål, men nu gør jeg det alligevel, for ordføreren kom til at sige, at hvis man gødsker, er det det, der løber ud i vandløbet. Som tidligere miljøminister ved ordføreren jo i hvert fald godt, at det ikke er det billede, der skal tegnes, nemlig at når man gødsker, så forurener man. Det er i hvert fald ikke det billede, der skal stå tilbage.

Når jeg rejser mig op, er det for også at sige, at det, der også blev sagt oppe fra talerstolen, er rigtig kompliceret, og ordføreren ved jo også, hvorfor det er så kompliceret, og det er på grund af de sidste 3 pct. Der er rigtig mange landmænd – det kan man også se, når man læser forslaget fra Liberal Alliance – der sikkert godt kunne gøre det her med et godt landmandskab, og med deres gode intentioner kunne vi sådan set godt have fri gødning. Det er den sidste del, der gør, at det bliver kompliceret, og at vi skal lovgive. Udfordringen er, når vi står her i Folketinget, hvordan vi sikrer, at de brodne kar ikke bare kører gyllen 5 km væk fra gylletanken, fordi det er det billigste, og så giver de kunstgødning for resten. Det er jo de udfordringer, vi har.

Er ordføreren ikke enig i, at det er lidt forsimplet at sige, at man, hvis man gødsker mere, også forurener mere? Nogle steder kan det være rigtigt, men det er ikke rigtigt ud fra en generel betragtning.

Ordføreren.

Der er jeg faktisk uenig. Hvis man gødsker mere, vil der også være en større udvaskning, helt generelt set. Der tror jeg nok at jeg må sige, at jeg stort set har hele fagkundskaben på min side. Så vil der være steder, hvor man kan gødske noget mere, uden at det sker, og hvor langt det meste vil blive optaget i planterne. Det er der, vi gerne vil give noget mere frihed og flere muligheder for at få det optimale ud af det – gerne så tæt på som overhovedet muligt. Jeg synes, at præcisionsgødning er enormt spændende.

Jeg synes virkelig, det er spændende med maskiner, der kan måle N, P og K, og som kan gå helt ned og nærmest præcisionsgøde, for så begynder vi at komme derhenad. Men sådan er det jo ikke helt i dag. Nu har jeg selv prøvet at køre traktor og sprede gødning – jeg tror kun, at det var gødning, vi sprøjtede med på det tidspunkt – og det er jo ikke sådan, at man hele tiden starter og slukker traktoren, når man er lige der, hvor det er sårbart. For at det skal være effektivt, så kører man altså derudad. Så jo, det er kompliceret. Det tror jeg ikke at vi er så uenige om.

Der er ikke flere til korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi fortsætter i talerrækken for ordførere, og det er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Liberal Alliance ønsker, at landmændene skal have lov til at gødske økonomisk optimalt, selv om det jo netop er i modstrid med nitratdirektivets ligevægtsprincip. De danske regler om at gødske under det økonomisk optimale er netop en tilnærmelse til ligevægtsprincippet i nitratdirektivet, fordi det økonomisk optimale vil betyde tab af kvælstof til vandmiljøet.

Liberal Alliance ønsker at måle forureningen ved vandløbenes udløb, selv om vandløbenes kvalitet også er omfattet af EU-regulering, ikke mindst vandrammedirektivet. Liberal Alliance vil til nød måle på drænene, selv om drænindholdet ikke siger noget om mængden af nitrat, der når grundvandet i stedet for markens drænrør. Måling af nitrat i drænrørene er ikke repræsentativ for områdets samlede forurening.

SF så gerne, at der kom en egentlig godkendelsesordning for dræn, ikke mindst af hensyn til mulighederne for ad den vej at samle noget af fosfortabet op, forhindre udledning af pesticidrester til vandløb og fjorde og rense for næringsstoffer. Men hovedparten af indsatsen må gå på at sikre en målrettet regulering af arealerne. Det er også det mest økonomisk rentable for landbruget i stedet for den generelle regulering, vi har i dag.

Så SF afventer et udspil fra regeringen om den fremtidige målrettede regulering baseret på retentionskort, og af den grund kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen til korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Per Clausen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes sådan set, at ministeren redegjorde meget godt for de udfordringer, der er med den reguleringsmetode, altså den generelle reguleringsmetode, som man jo for rigtig mange år siden valgte at benytte i Danmark, nemlig at den fører til nogle gennemsnitsovervejelser. Og så fører den i øvrigt til en strid mellem dem, der siger, at man skal have så meget sikkerhed, at man ikke gøder for meget i de mest sårbare områder, og dem, der siger, at vi skal gøre det sådan, at vi gøder helt op til det maksimale, og det gør vi, fordi det kan vi gøre på nogle få områder, og så gør vi det over det hele. Det er den diskussion, man får, når man har en generel regulering.

Da den diskussion foregik for alvor for en 20 års tid siden, var det Enhedslistens grundsynspunkt, at man dengang skulle vælge en målrettet regulering. Det blev afvist, bl.a. fordi man sagde, at det var teknisk vanskeligt og umuligt, og det endte med, at Landbrug & Fødevarer – eller deres forgænger – efter en række interne overvejelser nåede frem til, at de nok satsede på, at den generelle regulering var mest skånsom over for landbruget.

Det er jo lige præcis den diskussion, vi står over for nu, for når man snakker om, at planterne skal have den gødning, de har brug for, har man sådan lidt indtryk af, at det fungerer på den måde, at så længe de bare får op til det maksimale, de kan opsuge, så sker der ikke nogen udvaskning. Det er jo ikke sådan, det er. Næsten ligegyldigt hvor lidt gødning, man giver, så vil det nogle steder føre til en relativt stor del, der udvaskes, og andre steder til en relativt lille del.

Det er derfor, hvis man både skal tage hensyn til landbrugets indtjening og hensyn til natur og miljø, at grænsen de fleste steder bliver et eller andet sted under det maksimale. Men nogle steder kan man godt gå op til det maksimale, og hvis man i dag havde den fornødne viden, ville man også være i stand til præcis at udpege de områder. Så ville man i den proces også udpege områder, hvor man ville konstatere, at det ikke er forsvarligt at gøde bare op til det minimum, der gør, at man overhovedet har noget som helst gavn og glæde af gødningen, og derfor måtte man formentlig trække de områder ud af landbrugets produktion. Det ville være det eneste fornuftige at gøre.

Men det er bare for at sige, at Enhedslisten sådan set grundlæggende er enig i, at tilgangen bør være en målrettet og en selektiv regulering også på det her område. Så kan man sige, at selv om man så valgte den generelle metode for nogle år siden, og selv om den har rigtig mange ulemper, så må man jo nu konstatere, at de 25 års indsats, der har været ydet, faktisk har givet effekt. Miljøkvaliteten i havet omkring Danmark er begyndt at få det bedre, og derfor kan man f.eks. også se, at mængden af ålegræs vokser. Altså, der sker forbedringer.

Det er også klart, at hvis man så i dag besluttede sig til, at nu kan vi se, at der er begyndt at ske forbedringer, så kan vi roligt stoppe, så ville de forbedringer blive rullet tilbage, og i virkeligheden ville alle de investeringer og al den indsats og alt det møje og besvær, man har haft, have været spildt. Det er derfor, at vi efter Enhedslistens opfattelse er nødt til at handle med fornuft i den her sag.

Det, som vi har brug for nu, er jo sådan set at få kortlagt det danske areal, den danske landbrugsjord, sådan at vi kan konstatere, hvor det er henne, man godt kan gøde helt op til det, der er det optimale ud fra et indtjeningssynspunkt, og hvor det er, man ikke kan det, og hvor det er, man ud fra en rationel kalkule må sige, at her er der faktisk ikke meget fornuft i at dyrke landbrug, industrialiseret landbrug, på den måde, som man gør nu.

Det er det arbejde, som er i gang, og det er jo rigtigt nok, at hvis man havde startet det for 20 år siden, da Enhedslisten syntes, at man skulle gå den vej, havde man sikkert været længere med det nu, end man er, men realiteten er, at vi i hvert fald skal frem i dyrkningssæsonen 2016-17, før man kan sige noget om det her med nogenlunde sikkerhed. Så håber vi da på, at vi kan lave den her målrettede regulering på en fornuftig måde.

Vi synes bare, at det ville være rigtig, rigtig katastrofalt, hvis man i dag besluttede sig til at indtage det standpunkt, at vi slipper det hele løs, og så griber vi ind de steder, hvor det går galt, også fordi det her tager lige præcis så lang tid at rette op på, så når det først er gået galt, er det rigtig, rigtig svært at gøre det, og det er også ud fra en hvilken som helst økonomisk betragtning en dum måde at gøre det på.

Så vi kan altså ikke støtte det beslutningsforslag, der ligger fra Liberal Alliance her.

Der er en kort bemærkning fra Liberal Alliance. Værsgo, fru Mette Bock.

Tak for det. Jeg vil blot høre, om ordføreren vil medgive, at faldet i kvælstofudledningen faktisk satte ind, allerede inden vi fik vandmiljøplanerne. Det begyndte på det tidspunkt, hvor man fik bund i møddingerne, man fik nye ajlebeholdere, man indførte nye teknikker i landbruget. Derudover vil jeg også gerne høre, om ordføreren også kan medgive, at vi ikke kan konstatere, at det fald, som allerede satte ind, lang tid før vi fik de første vandmiljøplaner, er fortsat, efter at vi har fået tre vandmiljøplaner. Vi kan ikke soleklart dokumentere, at de vandmiljøplaner, som har kostet milliarder af kroner, har medført forbedringer i vandmiljøet.

Ordføreren.

Der er jo sket det nu, at man faktisk mener at kunne konstatere og påvise, at der er sket forbedringer af vandmiljøet. Men spørgeren har ret i, at man i rigtig mange år godt kunne gå og stille sig selv spørgsmålet: Virker det, vi gør, overhovedet?

Enhedslistens konklusion var, at det var, fordi man havde gjort for lidt, og at det derfor ikke havde nogen effekt. I dag må vi konstatere, at vi ikke helt havde ret, for det har virket, og det er jo godt. Men det er jo ikke noget argument for så at holde op nu, lige før man om måske 1-2 år er i stand til at lave en målrettet indsats, der forhåbentlig virker på en mere effektiv måde end det, vi har kendt til de sidste 20-30 år.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Noget af det, som jeg en gang imellem synes er utrolig trættende, når man diskuterer her i salen, er, at man tillægger hinanden motiver, som faktisk ikke er til stede. Jeg kan jo forstå på ordføreren, at vi er enige om, at en målrettet regulering, hvor vi gødsker der, hvor man kan gødske, og hvor vi ikke gødsker der, hvor der er problemer i sårbare områder osv., er en rigtig god vej at gå.

Hvis det nu er en rigtig god vej at gå, og forskningen har dokumenteret, at vi rent faktisk undergødsker kraftigt i Danmark, så spørger jeg bare mig selv, hvor længe det er, vi skal vente. Altså, landmændene ventede under den borgerlige regering. Nu venter de under den nuværende regering. Hvor lang tid er det egentlig vi skal vente, før man begynder at iværksætte tiltag, som ikke kun gavner landmændenes økonomi, men som også skaber flere arbejdspladser i Danmark og forbedrer den generelle økonomi i Danmark?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, man kan sige, at forskningen dokumenterer, at der generelt set undergødskes i Danmark. Vi kan konstatere, at der gødes mindre end det, der ville skabe den maksimale produktion og dermed den maksimale økonomi, men vi har ingen dokumentation for, at man sådan generelt bare kan gødske mere i Danmark, uden det har negative miljømæssige konsekvenser. Det vil jeg bare sige.

Så vil jeg sige, at jeg godt forstår utålmodigheden. Jeg kan bare konstatere, at vi nu faktisk er i den situation, at vi formentlig inden for et par år vil være i stand til at igangsætte det, som vi alle er enige om i princippet. Jeg har en mistanke om, at der stadig kan være enkelte konkrete uenigheder tilbage, når vi skal afveje hensynet til indtjening og miljø og natur, men det er jo fair nok.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger. Den næste ordfører og taler er hr. Daniel Rugholm, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Landbruget er presset, det er der ingen tvivl om. Det er alvorligt, vi hører konstant om konkurser og om tab af arbejdspladser, både i landbruget og i følgevirksomhederne, og det skal der gøres noget ved. På mange måder er vi enige i tankerne bag de her ændringer, som foreslås af Liberal Alliance med beslutningsforslaget. Derfor skal vi også om lidt behandle B 39, et beslutningsforslag med 16 punkter til at forbedre landbrugets vilkår, som vi er medforslagsstiller til. Deriblandt er der også punkter, der netop omhandler både gødskning, plantedække osv.

Vi er enige i, at vi også skal ind at kigge på overimplementering. Vi skal ind at kigge på rammevilkår sådan mere generelt, og derfor er vi også klar til at gå i dialog både med Liberal Alliance og sådan set også med alle andre partier, som gerne vil være med til at finde de rette og nødvendige initiativer til, at vi også i de kommende år kan sikre en god og positiv udvikling i landbruget.

Tak til ordføreren, som der ikke var korte bemærkninger til. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Bock, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I Liberal Alliance har vi jo fremsat det forslag til ændring af gødskningsreglerne, som vi behandler i dag, så den fremtidige regulering af jordbrugets anvendelse af gødskning og plantedække kommer i overensstemmelse med EU's nitratdirektiv. Ligevægtsprincippet fastslår, at afgrødens behov for tilførsel af næring skal opfyldes. Det er sådan set ganske enkelt. Med den nuværende regulering står det helt klart, og det har det gjort i årevis, at danske landmænd ikke kan tilføre så meget kvælstof til afgrøderne, som det er foreskrevet i nitratdirektivet, og at der undergødskes ganske betydeligt i Danmark.

Gødskning efter ligevægtsprincippet svarer til at gøde planterne efter deres biologiske behov. De nuværende regler medfører dels et årligt udbyttetab for landmændene i størrelsesordenen 2.500 kr. pr. hektar pr. år ifølge nogle beregninger, som CBS har foretaget, dels et langsigtet tab i form af forringelse af jordens værdi og dermed landbrugets finansieringsmuligheder og kreditværdighed.

I Liberal Alliance foreslår vi også, at regeringen pålægges at indføre nye regler, så den nye målrettede regulering kan bygge på de kemiske nitratmålinger, som foretages i vandmiljøet. Der skal med andre ord reguleres efter output og ikke som i dag efter input, og det kan jeg jo forstå på ordførerne fra stort set alle partier at de er enige i.

Forslaget til ændrede regler for gødskningen er altså ikke en indførelse af nogle helt nye principper, som vi fantasifuldt har grebet i luften. Tværtimod bygger vores forslag på et EU-direktiv helt tilbage fra 1991. Det bygger på anbefalinger fra NaturErhvervsstyrelsens rapport fra 2013 og på anbefalinger fra regeringens eget vækstteam for fødevarer.

Vi har fremsat forslaget på en dyster baggrund. Erhvervet er hårdt trængt af mange forskellige årsager, og der er brug for at finde nye veje, så vi kan genoprette økonomien og sikre, at landbruget får mulighed for at producere mere og tilmed af en bedre kvalitet. Og nej, det skal ikke være på bekostning af miljøet. Vi ved, at vi i Danmark gennem en årrække har undergødsket og dermed udpint jorden. 20 års overvågningsdata fra hele landet viser, at nitratindholdet og tilførslen af nitrat generelt har været faldende siden 1980, altså flere år før den første vandmiljøplan. Det drejer sig om godt landmandskab.

Alligevel er der fortsat blevet stillet skærpede krav til kvælstofnormer i vandplanerne fra henholdsvis 1987, 1997 og 2003, formentlig uden effekt og med et enormt tab til følge både økonomisk, kvantitativt og kvalitativt. Resultatet af den årelange undergødskning er udpining af jorden, et ringere udbytte og en indtjening, som kunne være langt højere, hvis bare danske landsmænd fik vilkår, som ligner rammevilkårene i landene omkring os, Sverige og Nordtyskland.

Allerede i 2012 fastslog DCA, Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet, i et notat til Fødevareministeriet, at de danske brødproducenter har indført stadig større mængder af hvede. Det fastslås, at det skyldes undergødskning. Jorden og afgrøderne bør derfor gødes efter EU's ligevægtsprincip, og svenske forsøg har vist, at gødskningen, så længe ethvert kilo kvælstof bidrager med yderligere 10 kg udbytte, ikke øger udvaskningen.

Hertil kommer, at godt landmandskab tilmed kan mindske udvaskningen. Tilførslen af husdyrgødning skal følges op af en afgrøde, gødskningen skal udføres ad flere omgange, så afgrøderne kan nå at bruge gødningen, og planterne skal stimuleres fra vækststart, så de får et stort rodnet og dermed bliver mere robuste over for tørke, kraftig regn og sygdomme.

Ved at indføre ligevægtsprincippet kan vi få genopbygget humusindholdet i jorden, vi kan binde mere CO 2 og dermed bidrage positivt til drivhusgasregnskabet. Vi ved, at gødskning efter ligevægtsprincippet kan øge landmændenes udbytte ganske betragteligt. Får danske landmænd mulighed for at gøde på samme niveau som f.eks. svenskerne, vil det økonomiske udbytte ifølge beregninger fra CBS årligt stige med over 6 mia. kr. for den samlede landbrugssektor.

I Liberal Alliance foreslår vi desuden, at den fremtidige regulering skal foregå via målinger i recipienten. Det følgende fremgår af Natur- og Landbrugskommissionens rapport fra 2013:

»Det bør være målet, at den ændrede kvælstofregulering hurtigst muligt baserer sig på målte udledninger af næringsstoffer ...«.

Naturstyrelsens målestationer skal flyttes til udløb, så vi får klare data at gå ud fra. Er udledningen for høj, skal forureneren selvfølgelig identificeres. Er det landmanden, er det byspildevand, industriproduktion eller andet, der er kilden? Forureneren skal herefter gøres ansvarlig. Det er den måde, man regulerer i industrien på, og det er den samme måde, landbruget bør reguleres på.

I Liberal Alliance synes vi ikke, der er nogen grund til at tøve og tale om, at reglerne skal ændres gradvis over en årrække. Vi har ventet længe nok. Vi ved, hvad der skal til, og landmændene er klar. Gødskning efter ligevægtsprincippet kan blive lige præcis den ændring, der skal til for at hjælpe dygtige landmænd gennem den aktuelle krise, så vi slipper for flere mærkelige tilskud, som alligevel ikke gør noget ved de grundlæggende rammevilkår.

Vi taler altså om sund fornuft, vi taler om at følge EU-reglerne på lige fod med vores nabolande. Det betyder ikke større tryk på naturen, men større indtægter til landmanden, flere arbejdspladser i hele landet, større eksportindtægter, og det er til gavn for alle i Danmark.

Der er ikke nogen til korte bemærkninger, så tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.