Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. (eneste) behandling af beslutningsforslag nr. B 3:

Forslag til folketingsbeslutning om halvering af genoptjeningsperioden for arbejdsløshedsdagpenge.

Af Christian Juhl (EL) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2014. Betænkning 27.10.2014).

Hvis der er nogle, der gerne vil føre samtaler, som ikke vedrører dette punkt, må de gerne flytte sig.

Der er ikke stillet ændringsforslag til beslutningsforslaget.

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Eigil Andersen som SF's ordfører.

Utrygheden på det danske arbejdsmarked er stor. Det gælder både for arbejdsløse og for folk i arbejde, og TrygFondens undersøgelser fortæller også om en stigende utryghed i befolkningen. Arbejdsløse er utrygge, fordi de borgerlige partier har lavet en alt for kort dagpengeperiode på kun 2 år. Folk er truede af at havne i en økonomisk ruin med 0,0 kr. i indtægt, så de må gå fra hus og hjem. Mange mennesker med et job er også utrygge ved fremtiden. De er bange for at blive fyret, for hvis de bliver arbejdsløse, kan de godt se, at den mulige økonomiske ruin også truer dem efter bare 2 års forløb. De og deres familier risikerer jo på samme måde at havne på 0,0 kr. i indtægt.

Ganske vist er det sådan, at den siddende regering, SF og Enhedslisten har lavet aftaler, der afbøder de værste virkninger af de borgerliges forringede dagpengeregler. Arbejdsløse får i en periode den noget lavere arbejdsmarkedsydelse, som er ca. 7.000 kr. lavere end dagpengene pr. måned. Den arbejdsmarkedsydelse har været en hjælp for mange mennesker. Men arbejdsmarkedsydelsen er også en midlertidig ordning. Det er simpelt hen indbygget i den, at ydelsen forkortes, og at den ender med helt at forsvinde.

Jeg må bede om noget mere ro i salen. Tak.

Som nævnt er det indbygget i arbejdsmarkedsydelsen, at ydelsens længde forkortes, og til sidst ender det med, at den forsvinder. Dem, der falder for 2 års dagpengeperiode til nytår, får f.eks. kun 9 måneder på arbejdsmarkedsydelse. Og dem, der falder til sommer efter den 1. juli, får kun 6 måneder på arbejdsmarkedsydelse. Sådan fortsætter det, indtil arbejdsmarkedsydelsen helt forsvinder, og så er der kun de borgerlige partiers 2 års dagpengeperiode tilbage.

Det kan vi som samfund simpelt hen ikke være bekendt over for de arbejdsløse. De borgerlige partier forringede også reglerne på et andet punkt. Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, Konservative og Liberal Alliance fordoblede arbejdskravet for at genoptjene dagpenge, og nu om dage skal man så have et helt års arbejde for at genoptjene dagpengeretten. Det betyder, at folk ikke længere får en fair chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Hvorfor? Det er ganske enkelt, fordi vi i dag har 133.000 arbejdsløse. Men samfundet har jo ikke 133.000 ledige stillinger. Derfor er det nærmest umuligt for en arbejdsløs at skaffe sig et helt års arbejde. Det svarer i virkeligheden til, at man er så heldig, at man vinder i lotto. Det er simpelt hen ikke fair. Derfor foreslår SF, at arbejdskravet til genoptjening af dagpengeret forkortes til ½ års arbejde. Det er såmænd også svært at finde ½ års arbejde i en tid med 133.000 arbejdsløse, men det er dog væsentlig lettere, end det er at finde et helt års arbejde. Derfor har SF kravet med til finanslovsforhandlingerne, som er i gang for øjeblikket, og derfor stemmer SF også for Enhedslistens forslag her i dag.

Jeg vil understrege, at den borgerlige dagpengereform, som vi er ramt af, har SF stemt imod her i Folketinget. Som jeg tror det efterhånden er alle bekendt, regnede den borgerlige regering med, at 2.000-4.000 arbejdsløse ville miste dagpengeretten årligt. Som mange også ved, er det foreløbig blevet til 40.000-50.000 arbejdsløse, der har mistet dagpengeretten, og det årlige antal ventes at blive omkring 14.000 arbejdsløse, der mister retten til dagpenge hvert eneste kalenderår.

Hvad betyder det? Det betyder, at forudsætningerne for de borgerliges elendige dagpengereform er totalt bristet. Hvis det havde været enhver anden form for politisk sag end dagpenge, er jeg overbevist om, at man ville have rettet op på fejlen, men det er ikke sket her. En undersøgelse fra SFI viste i øvrigt for nylig, at reformen ikke virker. Den har bragt under 1 pct. i arbejde, og selv det lave tal er usikkert.

Vi bryster os af den danske arbejdsmarkedsmodel. Der er skiftende beskæftigelsesministre, bl.a. hr. Claus Hjort Frederiksen, som har været ude at reklamere for den danske arbejdsmarkedsmodel i den store verden, eksempelvis i Vietnam. Den danske arbejdsmarkedsmodel er flexicuritymodellen, som de borgerlige er i fuld gang med at ødelægge til skade for det danske samfund. Flexicuritymodellens idé er, at den skal rumme et godt sikkerhedsnet for lønmodtagere, hvis de bliver arbejdsløse, altså sikkerhed, security. Til gengæld har arbejdsgiverne den fordel, at de forholdsvis let kan fyre medarbejdere med forholdsvis korte opsigelsesvarsler, og det er jo en fleksibilitet, som arbejdsgiverne sætter pris på.

I virkeligheden er der tale om en meget velafbalanceret model. Eller rettere sagt var der tale om en afbalanceret model. Det er helt urimeligt, at de borgerlige partier, herunder Venstre, der er deres anfører, og som også ønsker at besætte statsministerposten efter næste valg, har ødelagt den danske arbejdsmarkedsmodel, ved at de har skåret meget voldsomt i lønmodtagernes sikkerhed. Det vil jo formentlig betyde, at kravet om længere opsigelsesvarsler vil blive forstærket ved kommende års overenskomstforhandlinger, og længere opsigelsesvarsler er noget, som arbejdsgiverne er imod, fordi det nedsætter fleksibiliteten. Derfor ville det have været meget klogere at bevare flexicuritymodellen med større tryghed for lønmodtagerne, og derfor er der behov for at rette op på det igen. Det var et budskab til Venstre.

Så er der et budskab til regeringen med Socialdemokraterne i spidsen. Til regeringen vil jeg sige: Brug magten, mens I har den. Det duer jo ikke, at man først vil skabe større tryghed for lønmodtagerne efter næste folketingsvalg. Til den tid kan vi desværre risikere, at hr. Lars Løkke Rasmussen er blevet statsminister. Hvis det sker, ved vi jo, at der absolut ingen forbedringer kommer for arbejdsløse. Derfor er min opfordring til regeringen: Brug magten, mens I har den, til gavn for arbejdsløse, til gavn for flexicuritymodellen og dermed til gavn for hele det danske samfund.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bent Bøgsted.

Tak, hr. formand. Jamen det lyder meget godt, hvad hr. Eigil Andersen siger. Det var jo en ren valgtale, men der er også snart valg; det ved vi alt om.

Når hr. Eigil Andersen siger, at regeringen skal bruge magten, mens de har den, skal jeg lige høre, om det også gælder for SF, altså om SF vil bruge magten, mens man har den. For der er snart finanslovsforhandlinger, og der er SF jo aktuelt en spiller på det område. Har SF tænkt sig at sætte trumf på ved finanslovsforhandlingerne og sige til regeringen, at nu skal man bruge magten, for man får ingen finanslov med SF, hvis man ikke får gennemført det, hr. Eigil Andersen taler om? For ellers er det egentlig lidt tom snak, altså hvis man ikke vil sætte trumf på i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Eller vil hr. Eigil Andersen lade sig spise af med nogle småtterier, der ikke rigtig bliver til noget, på det område? Og så har hr. Eigil Andersen bare stået og talt heroppe på talerstolen.

Vil SF sætte trumf på og sige til regeringen: Det her skal I gennemføre, for ellers er der ingen finanslovsaftale med os?

Ordføreren.

Det er ikke en valgtale, det er en tale, som tager udgangspunkt i forholdene for arbejdsløse i Danmark og for lønmodtagerne på de danske arbejdspladser, som er utrygge. Så jeg har beskrevet sagligt, hvad det er, der er brug for i den sammenhæng.

Med hensyn til finanslovsforhandlingerne vil jeg sige, at vi nu i dag behandler et forslag, der handler om at halvere arbejdskravet fra 1 års arbejde til ½ års arbejde, og det er et af de krav, SF har med til finanslovsforhandlingerne. Et andet krav, som også vedrører arbejdsløse, er, sådan som jeg var inde på det i mit indlæg, at arbejdsmarkedsydelsen i stedet for at blive udfaset bliver forlænget, og at man fremover har ret til mindst 1 års arbejdsmarkedsydelse efter de 2 års dagpengeperiode.

Det er de to krav, som SF har med. Der er også et par mindre krav vedrørende arbejdsløse, men det her er de vigtigste krav. Og jeg vil da sige det på den måde, at jeg vil blive forbavset, hvis det er sådan, at der ikke på den ene eller anden måde kommer en forbedring på det her område.

Hr. Bent Bøgsted.

Hr. Eigil Andersen taler lidt udenom, det er klart, og det er der ikke noget at sige til, for der er snart finanslovsforhandlinger. Men er det så stort et krav, at hr. Eigil Andersen vil sige til regeringen: Hvis ikke vi får det her gennemført, er der ingen finanslovsaftale, for det er så stort et krav fra SF's side, at det med genoptjeningsretten skal med? Der var også andre ting, hr. Eigil Andersen sagde skulle med og var krav.

Men hvor store er de krav? Er det bare sådan, at man siger, at man har de krav, men når man så sidder ved forhandlingsbordet og finansministeren siger, at det kan man ikke få, så siger SF: O.k., det er der ikke noget at gøre ved? Eller er det så store krav, at man siger, at uden dem er der ingen finanslov sammen med SF?

Ordføreren.

Jeg vil gentage det, som jeg sagde før: at jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke på den ene eller anden måde kommer nogle forbedringer for arbejdsløse i den her finanslov. Det er en virkelighed, jeg ikke kan se ind i, men jeg kan bare sige, at det vil være det klogeste, man kan gøre fra regeringens side; det er at forbedre nogle af de forhold, og der har jeg så nævnt to af SF's krav. Det er sjældent, at man i en forhandling får gennemført alle sine krav – det tror jeg også Dansk Folkeparti har oplevet – men til gengæld plejer det at være sådan, at man får opfyldt noget af det.

Tak til SF's ordfører. Hr. Christian Juhl som ordfører for forslagsstillerne i Enhedslisten.

Hvor længe skal vi leve i usikkerhed? Hvor længe skal de arbejdsløse og arbejderne leve i usikkerhed uden at finde ud af, hvad regeringen vil? Hvor længe skal de lade, som om de tror på, at det er et arbejderparti, der er i spidsen for den her regering? Hvornår vil de få konkrete resultater at se? Det er jo spørgsmål, man bliver stillet, hver eneste gang man tør bevæge sig bare en lille smule uden for osteklokken.

I 2010 fordoblede den borgerlige regering på Dansk Folkepartis initiativ og med De Radikales opbakning den periode, der skal arbejdes i for at genoptjene dagpengeretten. Socialdemokraternes ordfører, Bjarne Laustsen, kaldte forslaget usympatisk og langt værre end en halvering af dagpengeperioden. Enhedslisten, Socialdemokraterne og SF skrev i en fælles tillægsbetænkning:

»Samlet set er det Socialdemokraternes, SF's og Enhedslistens vurdering, at dagpengeforslagene ikke vil give regeringen den forventede økonomiske gevinst og den forventede beskæftigelseseffekt, men at forslagene til gengæld vil skubbe langt flere, end regeringen skønner, ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp eller ingen indtægt.«

Dengang fik Bent Bøgsted klar besked, og det gjorde Venstre også, om, hvor galt det ville gå. Det troede man ikke på. Desværre er de tre partiers spådomme gået mere end i opfyldelse. Selv Kristian Thulesen Dahl, arkitekten bag forringelserne, har erkendt, at vi bør gennemføre en halvering af genoptjeningskravet her og nu for ikke at lave skandaler og få store problemer. Fint med selverkendelse, også de nyomvendte skal have en plads i himlen, har jeg forstået på dem, der har forstand på den slags.

Men regeringen vil dumstædigt ikke erkende katastrofens omfang. Arbejdsministeren begrundede i sidste uge på samrådet om Enhedslistens forslag regeringens afvisning på følgende måde:

For det første begrundede han det med, at regeringen har sikret et midlertidigt forsørgelsesgrundlag for de mennesker, der er faldet ud af dagpengesystemet. Det er ikke sandt, hr. minister. Dels har ca. 5.000 mennesker hverken ydelse eller indkomst, dels er der for mange af de andre tale om et meget, meget lavere forsørgelsesgrundlag end dagpenge.

For det andet siger ministeren, at regeringen allerede har punget ud med mere end 3 mia. kr. til den såkaldte lempelige indfasning af dagpengeperioden. Jeg er ked af at sige det, men vi har nu uden held siden den 11. september prøvet på at få en opgørelse fra ministeriet over, hvad de penge er blevet brugt til. Det ville dog have været på sin plads, når vi behandler et forslag som det her. Medregnes f.eks. bevillinger til den eklatante fiasko med akutpakkerne, den såkaldte hele og dækkende løsning? Hvor mange dynamiske effekter og andre fiduser er indregnet i det astronomiske beløb? Jeg vil sige, at hvis det viser sig at være rigtigt, kunne man jo næsten have fortsat de almindelige dagpengeregler på uændret vis og kunne have besluttet det fra den første dag i Folketinget i 2011.

Regeringen har beregnet, at en halvering af dagpengeperioden vil koste 600-800 mio. kr., men det er med beregninger af adfærdsændringer, der vil betyde et tab af tusindvis af arbejdspladser. Sandheden er jo, at de beregninger, der omvendt skulle vise, at forringelserne fra 2010 ville betyde en merbeskæftigelse på 13.000, har vist sig at være helt i skoven. AKU-statistikken viser et fald i beskæftigelsen siden 2010, og en SFI-rapport fra september viser, at forringelserne ikke har haft nogen beskæftigelseseffekt! Det er vel også derfor, at Dansk Folkeparti efterhånden er kommet en lille smule til besindelse og vil gøre bod for det svineri, de har lavet.

For det tredje siger ministeren, at en halvering af genoptjeningsperioden hører til i finanslovsforhandlingerne, men arbejdsministeren ved jo ganske udmærket, at regeringen på forhånd har afvist det krav, som SF og Enhedslisten har stillet. Ja, statsministeren har været en af de mest ultimative i afvisningen af det og sidder nu højt oppe i træet og vil ikke forhandle dagpenge, før hun har hele løsningen på en gang. Det er noget af det mest ultimative, jeg har hørt i meget, meget lang tid.

Endelig siger arbejdsministeren, at en halvering af genoptjeningsperioden ikke løser alle problemer. Nej, og det er der heller ingen der har påstået – og i hvert fald ikke Enhedslisten. Til gengæld vil vi påstå, at en halvering af genoptjeningsperioden løser problemer for flere mennesker end f.eks. en forlængelse af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse vil gøre. Kun 3 pct. af de ledige når at genoptjene en fornyet ret til dagpenge i dag imod 20-25 pct., hvis vi gennemførte halveringen. For lige at understrege det: Regeringen og Beskæftigelsesministeriet har selv beregnet de tal.

For at berolige arbejdsministeren vil jeg sige, at vi dog er parate til at stemme for begge forslag, hvis han skulle være i tvivl om det.

Jeg vil til sidst sige, at sjældent har en lovændrings konsekvenser været så meget værre end beregnet. Sjældent er der lavet så stor en regnefejl i et lovforslag som i forbindelse med dagpengeforringelserne. Det er stærkt skuffende, at I Socialdemokrater er så ultimative og afvisende over for denne forsigtige forbedring for mange arbejdsløse.

Det nye i dag er netop, at tallene for, hvor mange der lider under forringelserne, er kæmpestore. Det andet nye i dag er, at der ville være et flertal, hvis I kunne finde på at flytte fingeren ned til den grønne knap. Det er det, der er afgørende nyt, nemlig at nogle har erkendt deres brøde og nu vil være med til at rette op på den, og derfor kan vi i dag mønstre et flertal, hvis I vil. Vi kan, hvis I vil. Grib chancen – det sådan set jeres egen politik, I stemmer imod, hvis I stemmer imod nu, kære Socialdemokrater. Det er et kernespørgsmål, hvis I stadig vil regnes for at være et arbejderparti.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Bent Bøgsted.

Tak. Jeg synes, det er helt fint, hvad hr. Christian Juhl siger, og det er ingen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti har ændret holdning til det her. Vi kan godt se, hvilke problemer der er, og derfor skal man selvfølgelig også være klar til at ændre det.

Det, jeg godt vil spørge til, er sådan lidt af det samme, som jeg spurgte hr. Eigil Andersen om, nemlig om det for Enhedslisten betyder så meget, at man vil sige til regeringen: Altså, hvis ikke vi får det her igennem, så kan vi ikke snakke finanslov. Hr. Christian Juhl har jo tidligere været en stålsat mand.

Hvad angår det her med ultimative krav, er det jo svært for Enhedslisten at blive mødt med ultimative krav fra regeringen, hvis regeringen siger: Hvis I vil forhandle finanslov, så får I ikke noget af det her på dagpengeområdet igennem. Men er Enhedslisten også klar til at sige til regeringen: Jamen hvis I vil forhandle finanslov med os, skal vi have det her med genoptjeningsretten igennem, for ellers er der ikke nogen finanslov? Eller er det kun regeringen, der kan sige til Enhedslisten: I får ikke noget igennem; I skal bare gøre, som vi vil?

Ordføreren.

Jeg synes, det er meget interessant, at nyfrelste, som nu i 4 år har ligget i hængekøjen og været hovedårsagen til bøvlet, for at snakke uden om deres egne synder så begynder at fabulere om, hvordan vi nu kan klare det her problem. Jeg vil sige, at vi hver eneste dag prøver at skaffe forbedringer til de arbejdsløse. Vi tager ikke ud i byen ligesom Dansk Folkeparti og smadrer alle vinduerne for næste morgenen at sige: Det må I andre rydde op. Så ligger de i øvrigt i hængekøjen. Og skulle vi glemme et glasskår eller to, når vi prøver at feje op og få det til at se pænt ud igen, ja, så skal vi høre: Hvorfor har I ikke taget det med?

Det er dog en arrogant holdning at have selv at være ansvarlig for al balladen og så begynde at se, om man kan finde et hår i suppen. Jeg synes, Dansk Folkeparti burde skamme sig over den optræden. Jeg synes, de burde hjælpe med at få tingene på plads og så tage de næste skridt, for de ved jo godt, at det her ene forslag ikke løser hele problemet. Så kunne vi jo tage skridt to og tre og fire i stedet for den verdensfjerne snak.

Hr. Bent Bøgsted.

Jeg vil sige til hr. Christian Juhl, at nu er det ikke sådan, at vi i Dansk Folkeparti har stor erfaring med at smadre vinduer. Det tror jeg vi vil overlade til den fløj, hr. Christian Juhl kommer fra.

Men det, det drejer sig om her, er jo, at vi i Dansk Folkeparti har erkendt, at der er et problem her, og vi har ændret holdning. Og vi har også været med fremme og sige: Det her skal vi have ændret. Vi har også leveret ind til en kommende blå statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, at det har vi med der. Men hvis nu Enhedslisten kunne få det igennem med regeringen her, var det selvfølgelig en fordel. Så kunne hr. Christian Juhl jo få den fjer i hatten.

Men vil hr. Christian Juhl stå fast over for regeringen og sige: Det her skal vi have igennem, ellers er der ikke nogen finanslov? Det får jeg ikke svar på, og det er nok, fordi hr. Christian Juhl ikke kan svare på det.

Ordføreren.

Det kunne let ske. Forhandlingerne er jo ikke færdige endnu. De er begyndt, vil jeg sige til hr. Bent Bøgsted. Nogle ligger i hængekøjen, og vi andre knokler dag og nat for at prøve at skabe resultater.

Først vil jeg sige, hvad angår det at smadre vinduer: Nej, Dansk Folkeparti har sikkert ikke smadret vinduer, men de har gjort noget, der er meget værre. De har jagtet arbejdsløse i 4 år på en uanstændig måde, og nu prøver vi at rette op. Sidste år fremsatte jeg 13 forslag, hvor hr. Bent Bøgsted stemte imod samtlige. Nu er han da komme på plads på et af områderne.

Sådan vil vi arbejde videre både med regeringen, men også med Dansk Folkeparti, for vi skal have skabt en ordentlig situation for landets arbejdsløse. Det er ikke en akademisk debat og et drillespørgsmål, det er dødelig alvor for titusindvis af familier. Det er derfor, vi tager det så alvorligt, at vi tager hver eneste forbedring, vi kan få, med, også i en finanslov.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jakob Engel-Schmidt.

Tak for det. Ordføreren er jo kravlet højt op i det retoriske træ efter den stakkels beskæftigelsesminister, og han bruger også ord som svineri i sin tale. Ikke desto mindre synes jeg, ordføreren skylder et klart svar på det, hr. Bent Bøgsted spørger om: Kan vi i Folketinget og i blå blok, der ikke aktuelt er en del af finanslovsforhandlingerne, forvente, at ordførerens parti stiller sig så stejlt, når Folketinget om et øjeblik med Socialdemokratiet – bortset fra et enkelt medlem – i spidsen stemmer nej til beslutningsforslaget, at der fra Enhedslistens side bliver stillet ultimative krav i finanslovsforhandlingerne om det her område? Kan vi få et klart svar: Er det et ja, eller er det et nej?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, jeg tror, det er syvende gang i den her samling, at jeg fortæller, at Enhedslisten ikke har ultimative krav. Vi prøver at forhandle, og vi vil forhandle med fanden selv, bare vi kan få nogle forbedringer hjem til de arbejdsløse. Vi har ikke den arrogante holdning, som Venstre har: Skidt med de arbejdsløse, bare vi kommer frem som parti; så må de lide under det. Så derfor tager vi enhver gevinst hjem.

Nu prøver vi med det her forslag. I de forhandlinger, der er i fuld gang, prøver vi med en stribe af forslag. Dem, der har været i salen, når vi har diskuteret arbejdsløshed, ved, hvad det er for nogle forslag, og dem vil vi jo prøve at få så mange af som muligt igennem. Det er noget, der siger sig selv. Det er derfor, vi forhandler.

Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Hvis jeg var medlem af det kongelige danske Socialdemokrati, ville jeg være særdeles ked af at få tildelt den religiøse betegnelse fanden selv her i Folketingssalen, men det må ordføreren jo sådan set selv ræsonnere om. Jeg tror ikke, vi kommer meget videre. Vi må jo se, hvordan forhandlingsforløbet udarter sig. Men det kan være, ordføreren så her afslutningsvis kan fortælle mig, hvor skuffet han er over regeringens opførsel på en skala fra et til ti. Det er jo ikke første gang, ordføreren kommer til at løbe panden mod en mur, når dagpengespørgsmålet er på dagsordenen.

Ordføreren.

Tak. Når jeg siger fanden selv, tænker jeg nu mest på Dansk Folkeparti og til tider også på Venstre. Undskyld, jeg siger det, men sådan er min verden nu skruet sammen.

Hvad angår karakterer til regeringen, tror jeg, vi stille og roligt kan vente, til vi engang skal have et valg. Så tror jeg vælgerne gerne vil give regeringen karakterer. Jeg er ligesom spørgeren rigtig, rigtig nervøs for, at karaktererne ikke står så højt lige i øjeblikket. Dem må vi hjælpe dem med at få hævet, og det kan man bl.a. gøre ved at gavne de arbejdsløse.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil da synes, at det måske kunne klæde ordføreren lidt, hvis han prøvede at føre et lidt mere behersket sprog her i Folketinget. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man begynder at blande Fanden ind i den her sag, men det bestemmer ordføreren naturligvis selv. Sådan er det jo.

Men jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren om noget rent principielt, og det er om det her med magt og indflydelse, for det er jo sådan set den samme ting, det drejer sig om. Altså, indflydelse er det pæne ord for magt, men det er jo en uvilkårlig situation, vi står i, og den er altså sådan, at Enhedslisten har magten og de også har indflydelsen til at få det her ind i de forhandlinger, der foregår ovre ved finansministeren.

Det er ordførerens eget parti, der har kortene på hånden og kan spille sine kort, så det forstås, at det her er noget, som ligger højt på Enhedslistens dagsorden. I stedet for bruger ordføreren hele sin taletid på at kalde Dansk Folkeparti for Fanden selv, og jeg ved ikke hvad. Ordførerens parti har indflydelsen, og det betyder selvfølgelig også, at man skal sørge for at stille de her ting op på dagsordenen.

Der vil jeg gerne spørge ordføreren, for jeg synes ikke, vi har fået svar på det tidligere: Er det her noget, som Enhedslisten vurderer de kan få igennem, eller er det noget, som Enhedslisten vil lægge pres på, således at de får det igennem, eller vil de bare acceptere, at der trækkes på skulderen ad det fra finansministerens side?

Ordføreren.

Nu bruger jeg det sprog, jeg synes der passer til situationen, og jeg vil sige det sådan: Jeg kender ikke ret mange spørgsmål, der for mig personligt er så alvorlige som det her – er så alvorlige som det her – og jeg har gang på gang rystet på hovedet og også været ked af at se borgerlige politikere være så ligeglade med den gruppe mennesker eller dem af os, der er arbejdsløse.

Jeg har selv prøvet at være arbejdsløs og kender til ydmygelsen, nedværdigelsen fra de systemer, vi har, og jeg vil sige til hr. Skibby: Han har brugt al sin magt på at smadre systemet, gøre det rigtig, rigtig ubehageligt for de arbejdsløse. Så er det da skammeligt at sidde her og sige: Nå, hvordan mon nu Enhedslisten bruger sin magt?

Vi bruger hele vores magt i forhandlingerne til at få det bedste resultat ud af dem. Vi vil meget, meget nødig se, at regeringen begynder at forhandle med de borgerlige; så ved vi godt, hvad prisen er for arbejdsløse. Derfor bruger vi dag og nat, hvert minut, hver time, vi har, på at prøve at få forbedringer hjem for de arbejdsløse.

Det kan hr. Skibby stole på.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Der var ikke meget svar på det spørgsmål, som jeg stillede, for det er jo altså sådan, at magt også er indflydelse. Enhedslisten har indflydelsen, Enhedslisten har de stemmer, der er afgørende for, om der er flertal for regeringens finanslov. Det er fakta. Så nytter det jo ikke noget, at ordføreren bare siger: Jah, men det kan være, det bliver endnu værre, hvis ikke vi er med, for så kommer de blå jo nok til forhandlingsbordet, ligesom de gjorde ved sidste finanslov.

Men det ændrer jo ikke på, at der er mange også røde vælgere her i Danmark, der undrer sig over, at Enhedslisten ikke har afvist, at man kan finde besparelser på udviklingsstøtten på 2,5 mia. kr. Det vil man ikke afvise fra Enhedslisten side. Men man kan ikke finde 500-700 mio. kr. ovre hos finansministeren til at ændre på den her aftale, der er om ledighedsydelse i Danmark. Der har Enhedslisten altså muligheden, og så skal man jo ikke bare give skylden til andre. Man sidder selv med indflydelsen, man sidder selv med magten, og derfor sidder man også selv med ansvaret.

Ordføreren.

Jeg må igen minde om det der med at smadre vinduer og lade andre rydde op. Men det behøver jeg vel ikke at sige så meget. Alle de steder, hvor jeg kommer ud og snakker med almindelige mennesker – også arbejdsløse, som er almindelige mennesker – synes man rent faktisk, at det er rigtig, rigtig godt, hvis vi går efter de bedst tænkelige resultater. Jeg har ikke hørt nogen kritik af den måde, Enhedslisten laver politik på. Tværtimod synes rigtig mange, at vi gør en god indsats netop for de arbejdsløse.

Jeg vil gerne endnu en gang sige, at jeg synes, det er arrogant, at de, som har smadret mulighederne for op mod 50.000 arbejdsløse, nu sidder og siger: Ja, kære Enhedslisten, vil I ikke godt smadre det hele, sådan at der ikke bliver nogen forbedringer for dem. Det er jo det, I sidder og siger.

Derfor siger jeg: Nej, det vil vi ikke. Vi vil gå efter enhver forbedring, og skulle Dansk Folkeparti i et andet spørgsmål også besinde sig og blive klogere, stemmer vi også sammen med Dansk Folkeparti i det spørgsmål. Sådan er vores politik.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Så har hr. Finn Sørensen meldt sig som privatist.

Tak. Det har jeg gjort, fordi jeg jo vrider min hjerne for at finde ud af, hvad der foregår i hovederne på medlemmerne af den socialdemokratiske folketingsgruppe i denne sag. Derfor vil jeg gerne udfordre et enkelt medlem af denne gruppe, som jo har været så fair at fremlægge sine synspunkter i medierne om, hvorfor han lige om lidt har tænkt sig at trykke på den røde stemmeknap i det her spørgsmål. Og det er hr. Bjarne Laustsen, som jo selv tidligere har været ude og kritisere denne reform i skarpe vendinger, og som jeg er helt sikker på også vil gøre det fremover. Der synes jeg hr. Bjarne Laustsen har gjort en god indsats – det er slet ikke det, det drejer sig om.

Men når hr. Bjarne Laustsen skal forklare, hvorfor han lige om lidt vil stemme imod Enheslistens beslutningsforslag, så forstår jeg det simpelt hen ikke, og jeg er nødt til at prøve at få en diskussion om de argumenter, som hr Bjarne Laustsen bruger, og som han i dag har givet udtryk for i Jyllands-Posten.

Det første argument er, at der ikke er tradition for, at vi – underforstået regeringspartierne – stemmer for oppositionens beslutningsforslag. Nu var jeg ikke klar over, at der var sådan en beslutning i regeringen om, at man ikke gør det. Hvis det er rigtigt, hvad hr. Bjarne Laustsen siger, så er der nogle ting, der måske bliver nemmere at forstå.

Men uanset hvad er det da efter min mening en håbløst formalistisk begrundelse. Altså, al politisk diskussion hører jo op, hvis man har en holdning om, at man kun vil stemme for de forslag, man selv fremsætter. Heldigvis er det jo ikke rigtigt, for hvis vi går tilbage i den her regeringsperiode, tror jeg nok, at vi trods alt kan finde et par eksempler på, at regeringen – enten i form af en beretning i udvalget eller måske ligefrem i salen – har stemt for andre forslag end dem, de selv har fremsat, og heldigvis da. Det er da bare for fattigt at komme med et så formalistisk argument.

Det andet argument er, at det beslutningsforslag, vi fremsætter, kun løser problemet for dem, der er faldet ud af systemet, og så er det ikke det rigtige forslag. Hvad er det nu for en besked at give de mange tusinde mennesker, der bliver ramt af en forringet mulighed for at genoptjene retten til dagpenge? Det svarer jo til, at man står på kajen og ser på, at fire mennesker er ved drukne, og så siger man: Jeg kan ikke redde jer alle sammen, jeg kan kun redde en af jer, men jeg vil redde jer alle sammen, så I må bare drukne, hele bundtet. Det er jo den tankegang, der kommer til udtryk her. Og hvad er det for en alt eller intet-holdning?

Jeg troede, det var noget, man brugte kræfter på at skælde Enhedslisten ud for, altså at vi altid vil have løsninger på det hele, og at vi aldrig tager alle de små delløsninger og småforbedringer med. Jeg tror, at hele den her historie om dagpengene i sig selv er et dementi af det, men det er da stærkt overraskende, at det nu er en socialdemokrat, der tager det standpunkt, at hvis vi ikke kan løse det hele og ikke kan redde alle de fire mand, som er ved at drukne, så lader vi dem bare drukne.

Det tredje argument er, at hvis man fremsætter det her beslutningsforslag, svarer det til at hvidvaske hr. Christian Thulesen Dahl, fordi man så kommer til at stemme sammen med ham. Så må jeg spørge hr. Bjarne Laustsen: Hvad er det, hr. Bjarne Laustsen vil have? Skal vi fratage Dansk Folkeparti stemmeretten her i Folketingssalen? Det kunne jo være en løsning for at komme ud over det problem.

En anden løsning kunne være, at man omhyggeligt undgik at komme med forslag, som Dansk Folkeparti kunne finde på at stemme for, for det er åbenbart at hvidvaske Dansk Folkeparti, hvis man stemmer sammen med dem.

Så må jeg bare spørge hr. Bjarne Laustsen: Hvad har det så været alle de gange, hvor hr. Bjarne Laustsen har stemt sammen med Dansk Folkeparti? F.eks. da man stemte for den kontanthjælpsreform, der jo er en dobbelt straf til de arbejdsløse, der mister deres dagpengeret. Først mister de dagpengeretten, så bliver de ramt af nogle regler, som gør det hamrende svært og for mange umuligt at genoptjene dagpengeret. Og når de så tilfældigvis bliver kontanthjælpsmodtagere, får de den sidste straf, at hvis der er en, der har været så letsindig at leve sammen med dem, så bliver de frataget kontanthjælpen, fordi den, de lever sammen med, har en indtægt. Altså en dobbelt straf, som hr. Bjarne Laustsen har indført sammen med Dansk Folkeparti. Er det så også hvidvaskning af Dansk Folkeparti? Det er jo nogle håbløse argumenter at komme med.

Hr. Bjarne Laustsen siger så, at halveringen af genoptjeningskravet ikke kan stå alene. Det er vi jo fuldstændig enige om, og det har Enhedslisten ikke på noget tidspunkt givet udtryk for det kunne. Det handler også om at sikre forsørgelsen.

Jeg vil bare bede de socialdemokratiske medlemmer af det her høje Ting om at tænke på, at der i øjeblikket sidder tusindvis af mennesker og følger med i, hvad der sker lige om lidt, når vi skal stemme om det her forslag.

Jeg tror, der er mange, der føler, at det her ikke bare handler om Socialdemokratiets sjæl, men hele arbejderbevægelsens sjæl. De borgerlige har rettet et dræbende angreb mod trygheden for alle lønmodtagere i det her land. Vil man være parat til at rette bare en lille smule op på det, eller vil man ikke?

Tak til ordføreren.

Jeg kan ikke forestille mig, at hr. Christian Juhl vil have taletid i en kort bemærkning til sin partifælle. Er det korrekt forstået? Det synes jeg er en hårdt trukket brug af forretningsordenen, men det må hr. Christian Juhl jo så.

Hvis det er en overtrædelse, skal jeg jo ikke have lov til at stille et spørgsmål, men jeg kan se, at jeg har fået lampen, så jeg vil gerne spørge min gode kammerat, om ikke han synes, det er meget påfaldende, at arbejdsministeren tier så meget og sidder så stille under et spørgsmål, som har så meget med socialdemokratisk politik at gøre.

Ordføreren.

Jeg vil bare svare kort: Jo.

Ikke mere? Så siger jeg tak til hr. Finn Sørensen. Er der flere, der ønsker ordet? Hr. Joachim B. Olsen som ordfører.

Tak. Jeg skal gøre det kort. Jeg synes som udgangspunkt, at det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere partier, som har tænkt sig at stille sig herop og forsvare dagpengereformen.

Det beslutningsforslag, vi behandler her, vil forkorte genoptjeningsperioden til 26 uger inden for 3 år i stedet for de nuværende 52 uger. Det vil ifølge Finansministeriet mindske den strukturelle beskæftigelse med 2.400 personer. Det vil altså sige 2.400 personer, som vil være på dagpenge i stedet for at være i beskæftigelse, hvis man vedtog det her beslutningsforslag. Det synes vi ville være ærgerligt. Vi har 800.000 danskere på offentlig forsørgelse. Der er ikke brug for initiativer herindefra, der gør det tal større. Tværtimod er der brug for initiativer, der gør det mindre.

Samtidig synes jeg, det er en underlig diskussion. Vi diskuterer her en reform, som ikke er fuldt indfaset, og den siddende regering har taget flere initiativer, arbejdsmarkedsydelsen, uddannelsesydelsen, som har undergravet effekten af den reform, som vi diskuterer helt overordnet set. Derudover synes jeg det er værd at bemærke, at vismændene i deres seneste rapport vurderede, at de samlede effekter af dagpengereformen inklusive genoptjeningsperioden på 52 uger er større end først antaget. På sigt vil den øge beskæftigelsen på op mod 17.000 personer.

Liberal Alliance kan naturligvis ikke støtte et forslag, som vil mindske beskæftigelsen i Danmark. Det er den forkerte vej at gå. Vi har fuld forståelse for, at det er svært for mange at finde beskæftigelse, men løsningen er ikke at introducere nye ordninger, der efterlader de her mennesker på offentlig forsørgelse, men at føre en langt mere offensiv vækstpolitik, der gør, at der rent faktisk bliver skabt nogle arbejdspladser til de her mennesker. Tak.

Så er der et par korte bemærkninger, først fra hr. Christian Juhl.

Når ordføreren siger, at det her vil koste 2.400 jobbet, eller at arbejdsløsheden vil stige med 2.400 personer ud fra de her hokuspokustal, man bruger i finansministerens regnemaskine, vil jeg gerne spørge: Hvor skulle de 2.400 have fået arbejde? De arbejdspladser findes jo ikke; der findes jo ikke arbejde i dag.

Hr. Eigil Andersen fortalte det jo meget klart: 133.000 arbejdsløse har vi i Danmark. I en situation som den er det jo hokuspokus at sige, at hvis man gør det ene eller det andet, kommer der lige pludselig nogle arbejdspladser. Det gør der jo ikke; det er jo fup og fiduser.

Ordføreren.

Det er jo ikke korrekt. Det er jo sådan, at det heldigvis ikke er de samme mennesker, som er på dagpenge dag ud og dag ind. Der er heldigvis en enorm rotation. Så vidt jeg husker det, går den gennemsnitlige ledige i dag ledig i kortere tid, end man gjorde i 2005, hvor der ikke var nogen, der talte om, at der var nogen problemer med at finde arbejde.

Det er rigtigt, at der er 130.000 arbejdsløse, men set over tid er det jo ikke noget højt tal. Det er jo det, som man på alle andre tidspunkter ville kalde en normal konjunktur, men af en eller anden grund bliver vi ved med at sammenligne arbejdsløsheden med, hvordan den var i en ganske kort periode under en højkonjunktur.

Så jeg synes, det er en mærkelig måde at debattere på. Vi har en enorm rotation på det danske arbejdsmarked, en enorm dynamik; der er 600.000-700.000 jobåbninger om året. Så at mane et eller andet billede frem om, at det danske arbejdsmarked er fastfrosset og det er umuligt at finde arbejde, har ikke noget hold i virkeligheden.

Hr. Christian Juhl.

Jeg vil så gerne lige prøve en gang til, for somme tider er det svært at overbevise akademikere om, hvordan virkeligheden ser ud. Hvis tallene i beregningerne, da man lavede skandalen i 2010, skulle passe, så skulle der være – står der i bilagene – 2.200, som har mistet retten til dagpenge. Jeg håber, at vi er enige om, at det ser ud til, at der nu er omkring 50.000, der har mistet retten til dagpenge, altså at der er tale om en meget, meget stor fejlvurdering. Det vil jo sige, at man ikke kan fæste lid til finansministerens beregninger, da det jo kan gå fuldstændig vanvittigt med dem; der er en faktor 20 til forskel.

Kan ordføreren ikke se, at det er helt, helt i skoven at begynde at snakke om, at det her forslag vil give flere arbejdsløse?

Ordføreren.

Nej, det er det ikke. Det er rigtigt, at der er faldet flere ud af dagpengesystemet, end man havde regnet med, men der bliver også tegnet et billede af, at alle er faldet ud i arbejdsløshed. Altså, 20 pct. af dem, der er faldet ud af systemet, er jo i beskæftigelse. Det er en meget, meget lykkelig situation for de mennesker, som nu er i beskæftigelse frem for at være på dagpenge, og har en højere indkomst, end de ellers ville have haft. Det er godt. Resten er kommet på forskellige andre overførselsindkomster, hvilket sandsynligvis har svækket effekten af dagpengereformen.

Altså, igen vil jeg sige, at vi her taler om en reform, som ikke er fuldt indfaset, og hvor man har indført forskellige andre ordninger, som har været med til at svække effekten af den reform, man har lavet; alternativt ville endnu flere have været i beskæftigelse. Men pointen er, at de mennesker så altså er på nogle andre former for overførselsindkomst. Det er jo, ligesom om venstrefløjen og Christian Juhl har en idé om, at medmindre man er på dagpenge, er det skidt. Den opfattelse deler vi ikke i Liberal Alliance.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning.

Som udgangspunkt kan jeg godt forstå det, når Joachim B. Olsen siger, at der er en strukturel ledighed. Men i forbindelse med det forslag, vi behandler i dag – at man nedsætter de 52 uger til 26 uger – vil jeg spørge Joachim B. Olsen: Hvis vi nu vedtog det forslag, hvor mange ville så være arbejdsløse, efter at vi indførte de 26 ugers genoptjeningsret?

Ordføreren.

Så vil det strukturelt – og det er Finansministeriets vurdering, og jeg er altså ikke af den opfattelse, at det er hokuspokustal – mindske beskæftigelsen med 2.600 personer og i øvrigt koste 800 mio. kr. over tid. Så vi vil være i en situation, hvor der altså set over et tidsrum vil være 2.600 mennesker, som vil være på dagpenge i stedet for at være i beskæftigelse. Og det kan vi ikke se er nogen forbedring, heller ikke – specielt ikke – for de mennesker.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes, at hr. Joachim B. Olsen skal prøve at høre, hvad han selv siger, nemlig at når man nedsætter genoptjeningsperioden til 26 uger, er der 2.600 færre i beskæftigelse. Hvor kommer de arbejdspladser fra? Ja, selvfølgelig er det hokuspokus, for hvordan får du flere arbejdspladser af, at du sætter genoptjeningsperioden op? Hvorfor skal man ikke have en 2-årsgenoptjeningsperiode eller en 3-årsgenoptjeningsperiode? Hvor kommer arbejdspladserne fra?

Ordføreren.

Jamen det er jo den sædvanlige diskussion, vi ender i med Enhedslisten, hvor man har den luksus, at man kan vælge at se bort fra empiri, hvor man kan vælge at se bort fra den forskning, som tydeligt viser, at når man f.eks. forkorter dagpengegenoptjeningsperioden til 26 uger, som man har tænkt sig at gøre her, så mindsker det udbuddet af arbejdskraft, og dermed mindsker det også beskæftigelsen. Det er jo en luksus, som man kan tillade sig i Enhedslisten, fordi man bare opfinder sine egne teorier, som ikke er baseret på nogen form for empiri eller videnskab. Så siger man, at det her ikke virker, selv om det kan dokumenteres, at det sådan set historisk set har virket både i Danmark og i andre lande. Men det er jo Enhedslistens valg.

Tak til ordføreren. Er der så flere, der ønsker ordet?

Det er ikke tilfældet. Så er debatten afsluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 32 (DF, EL, SF, Uffe Elbæk (UFG) og Jan Johansen (S)), imod stemte 77 (V, S, RV, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Beslutningsforslaget er forkastet.