Jeg har jo fornøjelsen af at være forslagsstiller på beslutningsforslaget.
Vi er i Venstre også så heldige, at vi har en turismeordfører, men han blev desværre optaget af andre gøremål, så jeg vil i en fælles kombination lege både turismeordfører og skatteordfører, og det harmonerer jo rigtig godt, når vi ser på det her forslag.
For der er ingen tvivl om, at dansk turisme er en vigtig vækstmotor for Danmark, som kan trække nye arbejdspladser til og sikre øget omsætning rundtomkring i landet, og der er altså brug for, at man fra Folketingets side er med til at understøtte de vilkår, som erhvervet har, og at man giver det en hjælpende hånd.
For det er et erhverv, hvor vi i høj grad konkurrerer med vores nabolande.
Hvis vi ser på dansk turisme, kan vi se, at det er et erhverv, der omsætter for over 87 mia.
kr., og som står for 3,6 pct.
af eksporten i Danmark, og det skaber 122.000 arbejdspladser, er vurderingen.
Som nogle har sagt under debatten i dag, er der igennem en årrække blevet taget nogle initiativer, men det betyder jo ikke, at vi så bare skal hvile på laurbærrene.
Der er udfordringer i forhold til de energiafgifter, turismeerhvervet møder.
Det gør i forhold til et turisterhverv, som ikke har de samme muligheder for at fratrække energiafgifter, som andre eksporterende erhverv har, at det belaster yderligere ...
[lydudfald]...Vi prøver igen.
Så derfor er der, som der også står i forslaget, brug for at kigge på de afgifter, som erhvervet møder.
Vi nævner også problematikken med hensyn til grundskyldspromillen for de danske campingpladser.
Det virker ikke hensigtsmæssigt, at der er ulige vilkår i forhold til lignende erhverv.
Ved at gøre noget ved det vil vi være med til at kunne sænke omkostningsniveauet for danske campingpladser, og det vil være med til at styrke deres konkurrenceevne i forhold til udlandet.
Vi nævner også forslaget om forlystelsesparker, som er et forslag, som branchen selv har efterspurgt.
Og det kan godt være, at skatteministeren siger, at det er lidt besværligt og lidt bøvlet, men hvis ikke vi tager initiativet, hvis ikke vi gør noget, ja, så sker der jo i hvert fald slet ikke noget.
Jeg må jo selvfølgelig takke de partier, der har været positive over for forslaget, altså Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og naturligvis også Det Konservative Folkeparti, som er medforslagsstillere.
Ja, det kunne jo være rart at have en endnu større pose penge, som hr.
Ole Birk Olesen også talte om, men tingene skal jo også gå op i den sidste ende.
Jeg var egentlig også glad for meldingen fra SF, som siger, at der er sket meget, så der derfor måske ikke er behov for så meget.
Nu har vi fra Venstres side tidligere fremsat et lignende forslag, før nogle af de seneste initiativer blev taget, og da var man så heller ikke villig til at støtte det, men lad det nu ligge.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er opbakning til, at vi i fællesskab kan tage yderligere initiativer til at fremme turisterhvervets konkurrencevilkår, for det er der bestemt brug for.
Det er et erhverv, som sikrer mange arbejdspladser, mange arbejdspladser, som ligger i yderområderne i Danmark, så det vil være noget af det, der kan være med til at sikre et Danmark i bedre balance, hvis vi giver en håndsrækning til turisterhvervet.
Hvis vi så bare skal tage det, der er sket i de seneste par dage, når man ser på regeringens tilgang til turisterhvervet, bliver jeg jo noget trist.
For nu kan vi jo forstå, hvad man i regeringen og i Naturstyrelsen under Miljøministeriet mener det gode svar er, når det drejer sig om at gøre Danmark mere attraktiv som turistnation.
Svaret er, at man tager 19 af de største naturseværdigheder, vi har i Danmark – nogle seværdigheder, hvor vi jo gør alt for at brande os, som det hedder på moderne dansk, nogle af de ting, hvor vi har unikke ting at tilbyde, som man kun kan se i Danmark – og indfører parkeringsafgift for at benytte de steder.
Det må jeg bare sige undrer mig, når der jo ellers lader til at være en stor forståelse for, at det omkostningsniveau, vi pålægger turisterhvervet, har en betydning for, hvor mange turister vi tiltrækker.
En ting er, at regeringen ikke vil være med til at tage yderligere initiativer for 50 mio.
kr., men nu kommer man også direkte med en ekstraregning på 5 mio.
kr., hvor de turister, som vi får tiltrukket til Danmark, som forhåbentlig ellers har et positivt indtryk af nogle af de store attraktioner, vi har, bliver mødt af et parkeringsparkometer, hvor de venligst kan se efter, om de har nogle danske mønter i lommen og venligst kan betale for at benytte de turistattraktioner, som vi ellers har gjort os stor umage med at bruge til at trække turisterne til.
Jeg ved godt, at det ikke er skatteministerens ressort, men skatteministeren kan så i hvert fald skrive sig bag øret, at han bør tage en snak med miljøministeren om det, for det er dog et selvmål uden lige.
Men jeg vil som sagt sige tak for debatten.
Jeg er glad for, at der er en række partier, der er positive, men ærgrer mig over, at der alligevel er et flertal, som siger, at vi allerede har gjort meget, så der er ikke umiddelbart behov for mere.
Jeg synes, at vi kunne have givet turisterhvervet en hjælpende hånd og været med til at sikre flere arbejdspladser rundtomkring i landet, særlig i de dele af landet, hvor udfordringerne i forhold til beskæftigelsen i dag desværre er alt for store.