B 21 - 2014-15 (1. samling) - Bilag 4: Beretning afgivet den 20. maj 2015

Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
B 21 Bilag 4
Offentligt

Til beslutningsforslag nr.

B 21

Folketinget 2014-15

Beretning afgivet af Udenrigsudvalget den 20. maj 2015

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig

palæstinensisk stat

[af Christian Juhl (EL), Holger K. Nielsen (SF) og Johan Lund Olsen (IA) m.fl.]

1. Udvalgsbehandling

Beslutningsforslaget blev fremsat den 7. november 2014

og var til 1. behandling den 11. december 2014. Beslut-

ningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling

i Udenrigsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

2. Politiske bemærkninger

Udvalget konstaterer, at der på nuværende tidspunkt ikke

er flertal i Folketinget for en anerkendelse af en selvstændig

palæstinensisk stat. Udvalget vil fortsat følge konflikten

mellem Israel og Palæstina.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og

Socialistisk Folkeparti

Et flertal i udvalget (S, R, EL og SF) anerkender,

– at det internationale samfund ønsker og støtter en to-

statsløsning,

– at regeringen arbejder særligt gennem EU og FN for at

fremme den løsning,

– at regeringen helst ser, at dansk anerkendelse af Palæsti-

na kan ske som resultat af en tostatsløsning, fordi en for-

handlet fred vil være et grundvilkår for en levedygtig pa-

læstinensisk stat, men også

– at en dansk anerkendelse vil kunne ske som led i en me-

get bredt koordineret EU-indsats på et tidspunkt, hvor et

sådant skridt reelt kan fremme tostatsløsningen.

Flertallet opfordrer regeringen til at arbejde for, at parter-

ne genoptager konstruktive fredsforhandlinger baseret på

gensidig tillid og et oprigtigt engagement hos begge parter.

Afgørende fremskridt mod en forhandlet løsning kan alene

ske gennem reel politisk vilje og mod fra begge parter. Det

internationale samfund er parat til at bistå, men nøglen til en

forhandlet fred ligger hos parterne. I den forbindelse opfor-

dres regeringen til at fortsætte indsatsen gennem EU for at

standse de ulovlige israelske bosættelsesaktiviteter, da bo-

sættelserne på palæstinensisk område udgør en stor forhin-

dring for en fredsløsning. Opfordringen fra 16 EU-udenrigs-

ministre, herunder den danske, i form af et brev den 13. april

2015 til EU’s Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender

til at tage initiativ til udarbejdelse af fælles EU-retningslin-

jer for mærkning af produkter fra israelske bosættelser by-

des velkommen i den sammenhæng.

–

Samtidig udtaler flertallet sin støtte til

Israels ret til fred og sikkerhed,

Palæstinas ret til en levedygtig, sammenhængende og

demokratisk stat med udgangspunkt i 1967-grænser og

med fuld suverænitet over eget område,

en forhandlet løsning om Jerusalem som hovedstad for

to stater,

en normalisering af forholdet mellem Israel og alle ara-

biske lande,

en retfærdig, forhandlet og realistisk løsning for de pa-

læstinensiske flygtninge og

regeringens indsatser for bedre levevilkår og opbygnin-

gen af velfungerende institutioner for palæstinenserne.

–

Flertallet opfordrer regeringen til at arbejde for parternes

efterlevelse af Gènevekonventionerne og andre internationa-

le forpligtelser, herunder

– at alvorlige overgreb begået af konfliktens parter ikke

må forblive ustraffede, og

AX017656

B 21 - 2014-15 (1. samling) - Bilag 4: Beretning afgivet den 20. maj 2015

–

at israelske bosættelser ikke gennem aftaler mellem Isra-

el og EU eller gennem danske offentlige eller private en-

gagementer får legitimeret deres eksistens eller forbedre-

de økonomiske muligheder.

de beskrev det, selv om de altså bevidst for ikke at risikere

at komme i forklaringsproblemer ikke nævnte hvilke territo-

rier.

Dette er for Dansk Folkeparti et meget vigtigt punkt. Hvis

Palæstina er blevet et anerkendt land, må det nødvendigvis

indebære, at landet ikke kan være besat. Dette skyldes, at

definitionen på at kunne kalde sig et land er, at regeringen

faktisk kontrollerer et territorium. Modsat er definitionen af

besættelse, at den besættende magt udøver faktisk kontrol.

Så et territorium kan ikke opstå som et land midt under en

besættelse, altså som et besat land, som jo stort set alle parti-

er i Folketinget har besluttet, at Palæstina er. Det har Dansk

Folkeparti ikke, men det har et stort flertal i Folketinget be-

sluttet. Så hvis det officielle Danmark på den ene side be-

tragter Palæstina som et besat land, kan man ikke på den an-

den side beslutte at anerkende Palæstina. Det hænger ikke

sammen, det er hinandens modsætninger, for der bliver ikke

udøvet herredømme inden for det område.

Man er med hensyn til en anerkendelse af Palæstina fra

det officielle Danmarks side nødt til at vente til det øjeblik,

hvor den såkaldte besættelse ikke længere eksisterer. Palæ-

stinenserne vil gerne have den bedste af to verdener. De vil

gerne have anerkendelse som stat og samtidig kunne hævde,

at de er et besat land. Men det kan man ikke, og det er jo

heldigvis også det, som statsministeren og hendes regering

har indset og erkendt.

For Dansk Folkeparti er sagen klar. Vi støtter gerne en

dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat, men først efter

at parterne med baggrund i faste og sikre grænser har for-

handlet en tostatsløsning, og efter at samtlige arabiske stater

har anerkendt Israel og oprettet normale diplomatiske for-

bindelser.

Dansk Folkeparti finder det i øvrigt bemærkelsesværdigt,

at Israel – her knap syv årtier efter statens oprettelse, som

fuldgyldigt medlem af FN lige så længe og som anerkendt af

mere end 200 lande i verden og med diplomatisk og han-

delsmæssig forbindelse til lige så mange lande – næsten

dagligt mødes med kravet om at legitimere sin ret og der-

med sin egen eksistens.

Dette forhold er unikt i verdenshistorien. For hvem har ek-

sempelvis retten til Slesvig? Eller til Kosovo? Eller til Ba-

skerlandet? Eller til Skotland? Med hvilken ret er Frankrig

på Korsika? Hvor var retfærdigheden i, at 50.000 skåninger

måtte opgive deres ejendomme og flygte til Sjælland og

Bornholm efter svenskekrigene? Og hvordan med de i hund-

redtusindvis af tyskere, som blev jaget ud af Tjekkoslovaki-

et og Polen efter anden verdenskrig, og måtte se deres ejen-

domme overtaget af andre?

Når to eller flere folkeslag gør krav på det samme landom-

råde, må det jo nødvendigvis komme til konflikt. Ofte deles

området derfor, som det skete med Slesvig, og som det skete

med Kosovo, i tusind år en del af Serbien. Men i Kosovo var

der igennem tiden ankommet et stort albansk befolknings-

element, som ønskede at komme væk fra Serbien. Til det

Flertallet anerkender, at regeringen tilslutter sig og aktivt

støtter op om FN’s Guiding Principles for Business and Hu-

man Rights og har iværksat en række aktiviteter, der under-

støtter, at virksomhederne tager deres ansvar alvorligt.

IA og ALT, som ikke er repræsenteret i udvalget, har over

for udvalget oplyst, at de støtter ovenstående.

Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti

Et mindretal i udvalget (V, LA og KF) støtter bestræbel-

serne på at etablere en tostatsløsning. Dette forudsætter en

forhandlet fred mellem Israel og Palæstina. En sådan for-

handlet fred forudsætter, at det palæstinensiske styre har

kontrol over det samlede område, der fremover ville skulle

kaldes Palæstina, og vil være i stand til at forhindre raketter

i at blive sendt ind over israelsk territorium. Dette er ikke si-

tuationen for nærværende.

V, LA og KF forudsætter, at en dansk beslutning om aner-

kendelse af en palæstinensisk stat vil skulle ske på basis af

en forhandlet løsning og i enighed i den Europæiske Union.

Dansk Folkeparti

Et andet mindretal i udvalget (DF) har som hidtil den op-

fattelse, at anerkendelse af en ikkeeksisterende stat uden en

omfattende fredsslutning vil være en ulempe for alle parter i

konflikten, som nu har varet i næsten 100 år. Det at anerken-

de et nyt land må aldrig blive føleri, men skal baseres på det

faktuelle. For at et område skal kunne anerkendes som et

land, er det nødvendigt, at det lever op til bestemte kriterier,

som Danmark altid har henholdt sig til. En anerkendelse er

altså ikke bare noget, man kan beslutte for at være flink mod

et folkeslag, som føler sig undertrykt. Før en eventuel dansk

anerkendelse af et nyt land kan komme på tale, er der nogle

objektive fakta, som skal opfyldes.

Det allervigtigste af disse objektive fakta er, at det nye

land har et velfungerende styre, som reelt også regerer om-

rådet. Det behøver ikke at være hele territoriet, som det nye

land kræver at holde, men det må nødvendigvis være en

markant del af det. Det er årsagen til, at nationale selvstæn-

dighedsbevægelser rent faktisk arbejder på at få uafhængig-

hed, således at de kan blive anerkendt som stater. Der er

Dansk Folkeparti bekendt ingen historiske eksempler på, at

Danmark har anerkendt et nyt land, før dette land de facto

har forladt det land, som det tidligere havde været underlagt.

Således kan som eksempler nævnes Kosovo og Sydsudan,

hvor der rent faktisk blev udøvet herredømme over en meget

væsentlig del af de territorier, som de hævdede. Sveriges re-

gering gjorde af den grund meget ud af at forklare, at det pa-

læstinensiske styre rent faktisk kontrollerede territorier, som

B 21 - 2014-15 (1. samling) - Bilag 4: Beretning afgivet den 20. maj 2015

ønske fik man tilmed det internationale samfunds militære

støtte. Var det retfærdighed? Måske bare international real-

politik?

Når en stat deles eller et folk enten rejser væk eller drives

væk, som tilfældet eksempelvis var med sudetertyskerne ef-

ter krigen, er det et »matter of fact«, som man må forholde

sig til. Man kan vælge at tage kampen op på det verbale plan

eller med våben i hånd, eller man kan vælge at resignere og

konstatere, at man må finde en ny tilværelse i det land, man

er fordrevet til, i dette tilfælde Tyskland, blandt folk, som er

af samme etnicitet, har fælles historie og taler samme sprog.

Før, under og ikke mindst efter anden verdenskrig var der

rigtig mange tilfælde af disse folkefordrivelser. Om de var

retfærdige eller ej, tager vi i Dansk Folkeparti ikke stilling

til her. Men, og det er det væsentlige her, i intet andet tilfæl-

de end netop med oprettelsen af den jødiske stat opholder de

fordrevne sig stadig i flygtningelejre.

Det er det, der er det groteske ved de arabiske palæstinen-

seres situation. I Tyskland opslugte man sudetertyskerne og

østpreusserne, og det samme skete med fordrevne folkeslag

i Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Tjekkoslovakiet osv. Det

samme skete i øvrigt med de 750.000 jøder, som var bosid-

dende i omkringliggende muslimske lande. De kom til Israel

i stort tal fra Iran, Syrien, Ægypten, Irak og Jordan. Og blev

integreret.

Men de arabiske palæstinensere blev aldrig integreret i de

arabiske lande, hvortil de ankom. Omend de var ankommet

blandt brødre, som talte det præcis samme sprog, var af

samme stamme, havde samme historie og var af samme reli-

gion. Et mærkeligt fænomen i verdenshistorien. Dansk Fol-

keparti kender intet lignende tilfælde.

Skylden for denne situation kan i hvert fald ikke tilskrives

Israel, men nok så meget det faktum, at hverken ægyptere,

jordanere, syrere eller libanesere kunne drømme om at inte-

grere palæstinensiske arabere i deres lande. Der er jo nok en

grund til, at Ægypten så nidkært bevogter grænsen til Gaza,

og at Egypten efter 1967-krigen slog syv kors – eller måske

snarere syv halvmåner – for sit bryst og betakkede sig, da

man fik Gaza tilbudt. Man ville ikke så meget som røre om-

rådet med en ildtang.

Så sagen er, at der i international politik for Israel gælder

ganske særlige moralske regler, som ingen andre anerkendte

stater behøver at forholde sig, selv om konflikterne er af lige

så ny dato.

Ingen anden nydannet eller omdannet stat på jorden bliver

som Israel ustandselig mødt med krav om at legitimere sin

blotte eksistens.

Polen behøver ikke at legitimere, at landet, nogenlunde

samtidig med Israels oprettelse, gravede sig godt og grun-

digt ind på tysk område. Selv det modbydelige Sovjetunio-

nen behøvede i sin tid ikke legitimere, at man besatte de bal-

tiske stater og havde betydning for snesevis af kaukasiske

folkefærd. Der stilledes ingen spørgsmål ved grænserne for

Sovjet. Og det helt nydannede Kosovo behøver bestemt ikke

legitimere sin eksistens. Derimod lever denne helt uproduk-

tive stat begejstret næsten udelukkende af overførselsind-

komster fra EU og FN.

Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere

sig, f.eks. i et lille landområde oppe ved Syrien, i en del af

en storby og på nogle kvadratkilometer langs med et sikker-

hedshegn. Det er i Dansk Folkepartis øjne ganske, ganske

grotesk.

I den forbindelse ville det være interessant at se på, hvem

der så har retten til det landområde, som de to parter strides

om, og som vi andre taler så meget om. Og hvad er det

egentlig for nogle »ulovlige bosættelser«, der finder sted på

Vestbredden? For det er jo således, at hvis noget er ulovligt,

må det nødvendigvis indebære, at der er en lovgivning, der

er overtrådt. Og spørgsmålet i det følgende er derfor: Hvil-

ken lovgivning overtræder Israel på Vestbredden?

For cirka et halvt år siden bad Dansk Folkeparti i den for-

bindelse udenrigsministeren om at bekræfte, at resolutioner

vedtaget i FN’s Generalforsamling ikke har status af »inter-

national lov«, endsige har eller får lovstatus.

Det bekræftende skriftlige svar fra udenrigsministeren

kom prompte:

»For så vidt angår FN’s Generalforsamling så er det kor-

rekt, at den – i modsætning til FN’s Sikkerhedsråd – ikke i

FN-pagten er tildelt beføjelser til at træffe beslutninger med

bindende virkning for stater. Resolutionerne er således i sig

selv ikke juridisk bindende, men er som udgangspunkt poli-

tiske tilkendegivelser fra FN’s medlemsstater – sådan som

min forgænger jo også tidligere har tilkendegivet over for

Folketinget.« (URU alm. del – svar på spørgsmål 48,

2014-15).

Dansk Folkeparti bad om bekræftelsen, fordi der er opstå-

et den fortælling, at det, Israel har foretaget sig og stadig

foretager sig i sin tilstedeværelse på Vestbredden, er »ulov-

ligt« – altså stridende mod international lov. Med udenrigs-

ministerens svar bliver det fastslået, at samtlige resolutioner

vedtaget af FN’s Generalforsamling mod Israel, og det

drejer sig i tidens løb om ca. 300, ingen juridisk gyldighed

har overhovedet.

Men hvad er det, der juridisk betragtes som værende »in-

ternational lov«?

Det ligger i hvert fald fast, at FN’s Generalforsamling ik-

ke er en lovgivende forsamling og følgelig ikke beskæftiger

sig med at lave love. En international lov bliver til enten ved

traktater mellem stater eller ved tradition. Eksempelvis er

det almindelig anerkendt, at den Internationale Domstol i

Haag kan afgøre tvister mellem stater og afsige en dom, som

så vil være at regne for international lov. Ligeledes er det

blevet sædvane, at FN’s Sikkerhedsråd kan vedtage resoluti-

oner, som har en slags status som international lov.

Men inden vi kommer til FN’s Sikkerhedsråds resolution

242 fra 1967, er et lille historisk rids om grænsedragninger

og våbenstilstandslinjer i Mellemøsten nødvendigt. For det

viser, hvor meget der i århundredernes løb er blevet flyttet

B 21 - 2014-15 (1. samling) - Bilag 4: Beretning afgivet den 20. maj 2015

rundt, ændret og forandret, og at det hver gang af det inter-

nationale samfund er blevet betragtet som – om ikke nød-

vendigvis sympatiserende – så dog som et »matter of fact«.

Fra 1516-1917 var hele Mellemøsten og det nordlige Afri-

ka en del af Det Ottomanske Imperium. Med i dette tyrkiske

imperium var altså alt det, vi i dag benævner Israel, Vest-

bredden, Gaza, Syrien, Libanon og Jordan og tilmed Egyp-

ten samt den væsentligste del af den Arabiske Halvø med

byerne Mekka og Medina. Og disse grænser var altså igen-

nem 400 år ikke bestridt.

Da tyrkerne ved den 1. verdenskrigs afslutning befandt sig

på den tabende side, måtte de i 1917 afstå deres oldgamle

imperium, herunder Mellemøsten, til sejrherrerne. Frankrig

overtog som mandat det nuværende Syrien, hvorunder Liba-

non hørte, og en del af Irak, mens briterne modvilligt over-

tog mandatet Palæstina, som var navnet for det nuværende

Israel, Vestbredden, Gaza og hele det nuværende Jordan.

Det britiske mandats grænser var ikke på noget tidspunkt

bestridt.

Frankrig delte ret hurtigt sit mandat, Syrien, i et kristent

område, Libanon, og et muslimsk område, Syrien. Også

Storbritannien delte sit mandat, Palæstina, i to: det ene det

nuværende Israel samt Vestbredden og Gaza, og den anden

del Jordan. Den britiske regering havde ved overtagelse af

mandatet i 1917 lovet at oprette et jødisk hjemland i Palæsti-

na, og i 1922 skete så delingen, således at Jordan blev et

selvstændigt kongerige, mens Palæstina fortsat var under

britisk administration. Mandatet var sat til at udløbe den 15.

maj 1948.

Året før, i 1947, havde FN afsluttet sine undersøgelser af,

hvor grænserne for den nye jødiske stat kunne være. Man

havde fra FN’s side anbefalet, at det nu stærkt indsnævrede

Palæstina skulle deles i to: en jødisk stat og en arabisk stat,

og at Jerusalem skulle lægges under international komman-

do. Det er vigtigt at bemærke, at denne anbefaling kun ville

have international juridisk legalitet, såfremt begge parter –

jøderne og araberne – havde accepteret det. Dette skete som

bekendt ikke. I stedet kom det til krig, efter at Israel den 14.

maj 1948 udråbte sin stat på det areal, som FN havde anbe-

falet. Fem arabiske lande angreb næste dag Israel.

Den meget blodige krig, som varede et år, ændrede mark-

ant på det kort, som FN havde anbefalet, og da der i 1949 på

Cypern blev indgået våbenhvile mellem parterne, stod hære-

ne på de linjer, som i dag er »før 1967-grænserne«, hvor

Jordan besatte Vestbredden og Jerusalem.

Således var det en militær tilfældighed, at linjerne netop

blev trukket dér. Der var altså intet som helst historisk, tra-

ditionsbundet eller geografisk logisk ved disse »før 1967-

grænser«. Der var i øvrigt ingen, som i årene mellem 1949

og 1967, hvor Jordan var besættelsesmagt, betragtede eller

hævdede det som »palæstinensisk« land.

Ved seksdageskrigen i juni 1967 tabte Jordan, og Israel

indtog Jerusalem, Golan, Vestbredden, Gaza og Sinai. 6 må-

neder senere, den 22. november 1967, vedtog et enigt FN’s

Sikkerhedsråd resolution 242, hvori det hedder, at Israel skal

trække sig tilbage fra »territorier« indtaget i krigen.

Der står altså i ubestemt form »territorier« og ikke i be-

stemt form »territorierne«, som det hed i det første tekstud-

kast. Og dette er afgørende vigtigt at forstå, for var det ikke

blevet ændret, havde såvel Storbritannien som USA nedlagt

veto. Med ordet »territorier« i ubestemt form åbnede man

for de muligheder, der ville kunne fremstå i forbindelse med

en fredsslutning mellem Israel og landets arabiske naboer.

Man enedes i Sikkerhedsrådet så at sige om at være uenige.

Israel kan siges fuldt ud at have levet op til resolution 242,

for man holder et stykke land i et såkaldt »disputed area« –

et område, som der står strid om, hvor der endnu ikke er ind-

gået nogen fredsslutning mellem tidligere fjender, og hvor

der således ikke er fastlagte og anerkendte grænser.

I den fjerde Genèvekonventions artikel 49 hedder det, at

den besættende magt, som holder et andet land eller dele af

et andet land, »ikke må deportere eller overføre sin egen be-

folkning ind til de territorier, som det besætter«. Det er den-

ne artikel, mange synes at have misforstået således, at de bo-

liger, Israel opfører på Vestbredden, er »illegale under inter-

national lov«.

Det er blevet sådan, at de to ord »jødiske bosættelser«, har

lagt et enormt politisk pres på Israel for at få landet til at

standse byggeriet. Faktisk er hele bevægelsen for at gøre

den jødiske stat illegitim baseret på den ene beskyldning, at

besættelsen af Vestbredden er i strid med international lov.

Mange mennesker støtter op om denne palæstinensiske

fortælling, at israelerne stjal et land – Palæstina fra palæsti-

nenserne – og nu bør give dem det tilbage. Og i den fortæl-

ling er det egentlig ret ligegyldigt, om Israel siger, at man er

klar til at forhandle, for hvis verden har den opfattelse, at Is-

rael bygger boliger på stjålent land, kan det hele jo være lige

meget.

Men hvad nu, hvis bosættelserne ikke strider mod interna-

tional lov? Hvad nu, hvis den almindeligt brugte sætning

»de besatte palæstinensiske områder« ikke har nogen lov-

mæssig understøttelse?

Det spørgsmål stillede direktøren i The Institute for Con-

temporary Affairs, professor i international ret Alan Baker i

en kronik i USA Today den 23. januar 2013, idet han bl.a.

konkluderede:

»Territorierne er hverken besatte eller palæstinensiske.

Der har på intet tidspunkt været truffet nogen lovmæssig be-

slutning om overhøjheden over disse territorier, ligesom der

ikke mellem Israel og PLO er truffet nogen aftale om deling.

Territorierne er derfor lovmæssigt alene at betragte som uaf-

klarede stridspunkter, idet der jo er to parter, som gør krav

på området«. En situation, der jo har været i tusindvis af i

verden gennem tiderne.

Alan Baker tilføjer, at »Israel har en solid juridisk og hi-

storisk ret til området«, som juridisk indbefatter Balfourde-

klarationen af 1917, San Remodeklarationen af 1923, Folke-

B 21 - 2014-15 (1. samling) - Bilag 4: Beretning afgivet den 20. maj 2015

forbundets mandat og FN’s Charter. Hertil kommer, at Oslo-

aftalerne ikke indeholder noget forbud overhovedet mod at

opføre bygninger i de dele af territoriet, som der er enighed

om er under Israels kontrol.

Osloaftalerne, som Alan Baker nævner, er i øvrigt det ene-

ste dokument, som har underskrifter fra såvel Israel som

PLO, og er derfor det nærmeste, man juridisk kan komme på

en aftale mellem de to parter. I dokumentet står der ikke ét

ord om opførelse af boliger i området.

Man kan altså politisk have den opfattelse, at bosættelser-

ne er uantagelige, men det er ingenlunde det samme som at

sige, at bosættelserne er ulovlige, som det atter og atter hæv-

des i debatten. For ifølge international lov er der altså intet

juridisk, der forhindrer israelske virksomheder i at opføre

boliger på Vestbredden, hvilket man oven i købet har været

forsigtig med at gøre. Således er der gået knap 50 år, siden

Israel overtog kontrollen med Vestbredden, og indtil nu

dækker israelsk byggeri kun 2 pct. af arealet.

Danmarks udenrigsminister har altså fastslået, at de ca.

300 resolutioner fra FN’s Generalforsamling er juridisk vær-

diløse, og når det så samtidig forholder sig således, at den

fjerde Genèvekonventions artikel 49 alene drejer sig om for-

holdet mellem stater, må man altså konkludere, at Genève-

konventionen bevidst mistolkes. For hverken Vestbredden

eller Gaza har status som en stat – og har aldrig haft det.

Boligbyggeriet kan altså juridisk ikke betragtes som ille-

galt, hverken i forhold til Genèvekonventionen eller til FN’s

Sikkerhedsråds resolution 242.

Noget andet er, hvad man i verdensopinionen har af politi-

ske opfattelser. For alt dette er politik og kun politik og bør

behandles således i en politisk diskussion. Juridisk bliver

grænserne mellem Israel og den nye palæstinensiske stat så-

ledes først »international lov«, i det øjeblik de to parter er

nået til enighed om, hvor grænserne mellem de to lande går.

Og en sådan aftale kan først blive virkelighed i forbindelse

med en fredsslutning. Og indtil en sådan er en realitet, fore-

tager Israel sig juridisk intet ulovligt, omend der fra andre

lande hele tiden stilles krav til Israel, hvorimod ingen krav

stilles til palæstinenserne.

Dansk Folkeparti vil derfor opfordre regeringen til at stille

følgende krav til palæstinenserne:

– At der føres et præcist regnskab med, hvortil de penge,

som overføres fra Danmark går.

– At den hadefulde retorik mod Israel, selv fra såkaldt mo-

derate som Mahmoud Abbas, stopper.

– At det palæstinensiske selvstyre anerkender Israel.

– At den palæstinensiske glorificering af selvmordsterrori-

ster og andre jihadister ophører.

– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at opkalde

gader og pladser efter terrorister.

– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at udbetale

livslange ærespensioner til selvmordsterroristernes pårø-

rende og kæmpe bonusser til de løsladte mordere.

– At det palæstinensiske selvstyre rydder op i sine egne,

kontrollerede medier og begynder at tale om fred og

sameksistens med Israel – frem for krig og terror.

– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at sende

børneprogrammer på det palæstinensiske selvstyres tv-

stationer, hvor børnene dagligt lærer, at det er en rigtig

god idé at myrde jøder, og enhver muslims pligt.

– At det palæstinensiske selvstyre foretager en afvæbning

af Hamas’ terrorister.

– At det palæstinensiske selvstyre ophører med at betale til

jødehadsk undervisningsmateriale.

Alt dette – og meget mere – ville, finder Dansk Folkeparti,

være et rimeligt sted for palæstinenserne at starte i forhold

til at få en egen stat.

P.u.v.

Per Stig Møller

Udvalgsformand

B 21 - 2014-15 (1. samling) - Bilag 4: Beretning afgivet den 20. maj 2015

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 21

Bilagsnr.

Titel

Udkast til beretning fra EL

Bidrag fra DF til udkast til beretning

Revideret udkast til beretning