Tak, formand.
Vi stemmer jo her i dag om det fælles borgerlige beslutningsforslag om etablering af en ungdomsdomstol for unge mellem 12 og 17 år.
Jeg vil selvfølgelig gerne takke for den første behandling, vi havde her i salen, af forslaget.
Vi havde håbet på, at regeringen, måske ikke ville støtte forslaget, som det ligger, men i hvert fald ville gå nærmere ind i drøftelser om oprettelse af en form for ungdomsdomstol, al den stund at den nuværende justitsminister tidligere har været fortaler for noget, der ligner en ungdomsdomstol, dengang man sad i opposition.
Men nu må man så forstå, at det mener de tidligere oppositionspartier, der nu sidder i regering, altså ikke.
Det er jo fair nok at skifte holdning, men vi synes nu, at det er ærgerligt, for der er et behov for at tage hånd om en kerne af ungdomskriminelle, som begår ganske alvorlig kriminalitet, og som vi i dag ikke får håndteret.
Unge i Danmark begår mindre og mindre kriminalitet, og det er jo glædeligt, men der er altså en kerne, som fortsat begår ganske alvorlig kriminalitet, og siden vi førstebehandlede beslutningsforslaget her i Folketingssalen, har Politiken den 1.
februar i år skrevet om en undersøgelse, som Danske Regioner har lavet, hvori man skriver, at der faktisk er et meget, meget voldsomt tilbagefald blandt ungdomskriminelle under 18 år, som ender på en sikret institution.
Det er faktisk tilfældet, at tre ud af fire, altså næsten 75 pct.
af ungdomskriminelle, der bliver dømt til at sidde på en sikret institution, åben eller lukket, har tilbagefald inden for en 2-årig periode.
Det er en undersøgelse, som man har lavet fra 2010 og årene frem, hvor 531 unge har været anbragt på en sikret institution i perioden 1.
august 2010 til 31.
juli 2012, og tilbagefaldet til kriminalitet kunne altså måles indtil årsskiftet 2013, og der er det altså desværre sådan, at tre ud af fire falder tilbage til ny kriminalitet.
Det vil sige, at det i hvert fald siger os borgerlige partier med al tydelighed, at det system, vi har, ikke er godt nok.
Vi har også set en lang række konkrete sager, hvor det system, vi har, ikke i høj grad tager hånd om de ungdomskriminelle.
Så det er glædeligt, at der bliver begået mindre kriminalitet blandt unge generelt, men det system, vi har i dag, tager ikke hånd om den restgruppe, hvor en del jo desværre også begår ganske alvorlig kriminalitet.
Vi ser også, at der er kriminalitet, som bliver begået af unge også helt ned til 12-årsalderen – også ganske alvorlig kriminalitet.
Derfor støtter vi borgerlige partier selvfølgelig det forslag, vi selv har fremsat her i salen i dag, og håber da, at regeringen vil overveje, hvad man så vil gøre i forhold til den her gruppe af unge.
Nu har vi borgerlige partier givet et meget, meget klart og konsekvent bud på håndtering af den udfordring, vi har med kriminalitet begået af unge mellem 12 og 18 år, og regeringen anerkender, at det system, vi har, har nogle mangler.
Nu kunne vi så godt tænke os nogle svar fra regeringen, hvis ikke man ønsker at støtte vores beslutningsforslag.
Indtil videre takker vi for debatten og behandlingen i Folketinget og glæder os til på et senere tidspunkt måske at genfremsætte dette beslutningsforslag i en ændret form.
Tak.