Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
B 144
Offentligt
1531619_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-12966
Den 20. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 15. april stillet følgende spørgsmål nr. 3 til B
144, forslag til folketingsbeslutning om standsning af fald i biodiversitet ved
udtagelse af statsskov, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 3 (B 144)
Har Århus Universitet eller andre udarbejdet en model, som værdisætter truede
arter i skov i forhold til § 3 arealer i det åbne land, og skal § 3 arealernes
naturmæssige værdi alene opgøres i forhold til deres egenskaber som levesteder
for truede arter?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, som jeg
henholder mig til:
”Naturstyrelsen har ikke kendskab til, at Aarhus Universitet eller andre har
udarbejdet en model, som værdisætter truede arter i skov i forhold til § 3-
beskyttede arealer i det åbne land. Der vil i de fleste tilfælde være tale om
forskellige truede arter tilknyttet henholdsvis skov og de lysåbne § 3-beskyttede
naturtyper.
Formålet med § 3-beskyttelsen retter sig primært mod beskyttelse af naturtyperne
søer, vandløb, heder, moser, strandenge, ferske enge og overdrev og som
levesteder for det vilde plante- og dyreliv. § 3-områderne er levesteder for både de
mere almindelige arter og de truede arter og § 3-beskyttelsen udgør dermed en
væsentlig kerne i beskyttelsen af Danmarks biodiversitet og opfyldelse af
internationale aftaler og EU's naturdirektiver.
§ 3-beskyttelsen udgør den grundlæggende beskyttelse af en lang række områder,
naturtyper og arter på udpegningsgrundlaget for naturdirektiverne. Det er netop §
3-beskyttede naturområder, der rummer den væsentligste del af de lysåbne
naturtyper, som naturdirektiverne omfatter og de arter, der er tilknyttet lysåben
natur. § 3-beskyttelsen omfatter tillige en væsentlig del af levestederne for de
truede arter, der er omfattet af særlig beskyttelse efter habitatdirektivets bilag IV.
Inden for Natura 2000-områderne rettes indsatsen i Natura 2000-planerne derfor
i høj grad mod de § 3-beskyttede områder.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
B 144 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm., om Århus Universitet eller andre har udarbejdet en model, som værdisætter truede arter i skov i forhold til § 3 arealer i det åbne land, til miljøministeren
De § 3-beskyttede områder bidrager også i overensstemmelse med
naturbeskyttelseslovens formål til bevarelse af det varierede danske
landskabsbillede, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige
værdier, samt befolkningens mulighed for rekreative natur- og
landskabsoplevelser i hele landet.”
Jeg mener derfor ikke, at § 3-arealernes naturmæssige værdi alene skal opgøres i
forhold til deres egenskaber som levesteder for truede arter. Jeg er derfor ikke
indstillet på at udtage arealer af § 3-beskyttelsen og finder fortsat, at det er vigtigt,
at der sker en indsats for biodiversiteten både i skovene og i den lysåbne natur.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
2