Nu er jeg sådan set oprigtig talt glad for det beslutningsforslag, der ligger her, og når jeg er glad for det, er det, fordi det er første gang i 4 år, at der kommer et forslag fra højrefløjen, der har det udgangspunkt, at der skal skabes mere og bedre natur i vores land.
Og det er da et rigtig godt tidspunkt, det kommer på, sådan lige før valget.
Det kunne måske medvirke til at berolige nogle af dem, der kunne have fået det indtryk igennem de sidste 4 år, at der sådan set ikke var grænser for, hvilke forringelser af naturen og miljøet, som højrefløjen var indstillet på at gå ind for, hvis det kunne gavne landbrugets indtjening.
Men det er jo et forslag, der handler om at forbedre naturen – ikke nødvendigvis skabe mere natur, men skabe bedre natur.
Og det synes jeg jo er rigtig godt og rigtig vigtigt.
Det ærgerlige er, at både det dårlige og det gode står i bemærkningerne, for det, der står i selve forslaget er forholdsvis uforpligtende.
Der står bare, at man skal standse tabet af biodiversitet.
Det vil være unikt, for biodiversiteten har jo været i tilbagegang i årtier, men alligevel.
Og så kommer det gode, og det er det med, at man vil udtage 20 pct.
af de danske statsejede skove inklusive dele af kommunernes og forsvarets skovarealer til initiativer, der vil sikre optimale forudsætninger for øget biodiversitet.
Det er det, nogle har læst, som at 20 pct.
af skovene skulle være urørte, og det har i hvert fald nogle af dem, der har udtalt sig på forslagsstillernes vegne, jo også bekræftet i medierne, så der må man jo så tage til efterretning, at det er det, det handler om.
Der står ikke, hvornår det skal være sket, men det kan man vel snakke sig til rette om – om det er næste år eller næste år igen, eller om det er om 25 år.
Det kunne jeg forstå på hr.
Henrik Høegh at det ikke var, for 25 år var i hvert fald for langt ud i fremtiden.
Men det andet er jo så det med § 3-jord, som så skal tages ud.
Jeg kan forstå, at § 3-jord vokser ind og vokser ud, men nu er en af pointerne efter min opfattelse, at når det er blevet § 3-jord, skal det jo beskyttes, og det betyder, at så skulle det sådan set i princippet ikke vokse ud igen.
Og det er måske det, der er sket, fordi man ikke har beskyttet det særlig effektivt tidligere, og det synes jeg ville være en god idé at begynde på.
Det ville føre til, at der i meget, meget begrænset omfang, men dog alligevel i realiteten ville blive lidt mere natur i vores land og lidt mindre landbrugsjord, og det går Enhedslisten faktisk ind for.
Og selvfølgelig vil vi ikke acceptere, at den lille gevinst forsvinder som et led i noget helt andet.
Så kan man selvfølgelig sige, og det gør højrefløjen:
Jamen det behøver vi heller ikke at vedtage endnu, det kan vi vente med at vedtage til i morgen.
Men jeg vil godt sige, at hvis man skal lave aftaler med os, vil vi have en vis sikkerhed for, at vi ikke med den ene hånd hjælper lidt med at skabe forbedringer, og så med den anden hånd åbner op for forringelser.
Det synes jeg er den ene store udfordring i det beslutningsforslag, der ligger her.
Den anden store udfordring er jo finansieringen.
Jeg ved ikke, hvad det her koster, for Naturstyrelsen har regnet ud, at det vil koste 30-40 mio.
kr., men når man kigger på de beregninger, kan man vel sige, at de er behæftet med en smule usikkerhed, og med embedsmandsapparatets evne til at regne en lille smule kreativt, kan det sikkert både blive større og mindre.
Men det ændrer jo ikke noget ved, at det nok er mere end de 10 mio.
kr.
Og så siger man fra højrefløjens side:
Det er ikke noget problem, for det finansierer vi inden for Miljøministeriets ramme.
Og så kan jeg forstå på hr.
Henrik Høegh, når han udtaler sig om det, at det finansierer man sådan set inden for de penge, som Enhedslisten har været med til at afsætte til natur og miljø i aftaler med regeringen, hvad enten det er finanslovsaftaler, hvor vi har været med til at finansiere naturplanen, eller det er den landdistriktsaftale, som vi lavede, fordi højrefløjen ikke ville være med til at lave den.
Og der vil jeg sige, at det nok er lidt kreativt at komme og sige:
Nu har I aftalt at afsætte nogle penge til natur og miljø med regeringen, så kan I ikke lave en aftale med os om at bruge dem til noget andet?
For at sige det som det er, er der mange problemer forbundet med det, og et af dem er, at vi meget gerne vil have besked om, hvad det præcis er, man har tænkt sig
ikke
skal gøres i forhold til natur og miljø, inden vi bruger pengene til andet.
Så meget om den del, men så er der den del, som også gør den her diskussion rigtig interessant og spændende, og som gør, at man derfor ikke skal lukke nogen døre, og det er regeringens desperate forsøg på at undgå at indrømme, at man godt ved, at urørt skov er en af de vigtigste måder at skabe mere biodiversitet i skovene på.
Altså, vi kan ikke få Naturstyrelsen til at sige andet, end at det er sådan, det er, men man bliver hele tiden ved med at sige, at man skal analysere det, og at det så kan være, man finder ud af, hvordan man skal bruge pengene.
Og så stiller vi spørgsmålet:
Kunne vi så ikke aftale, at vi vil have mere urørt skov, og at forudsætningen for, at vi får det, er, at vi kan blive enige om at afsætte nogle penge til det, og at vi lægger det der, hvor sagkundskaben siger at det er det klogeste?
Så bliver der sådan en lidt underlig tavshed og tomhed.
Og jeg vil nok sige, at det er derfor, Enhedslisten stadig væk søger lidt efter, om der ikke skulle være et flertal her i Folketinget, som sådan set ærligt og redeligt betragter det her som et forsøg på at skabe mere natur, mere biodiversitet og ikke så meget andet fikumdik.