Tak for debatten.
Jeg havde selvfølgelig håbet på, at der havde tegnet sig et klart flertal for at gøre noget i dag, og den forhåbning havde jeg jo, fordi der var flere af ordførerne, der havde udtalt sig meget positivt om at gøre noget her.
Så jeg havde håbet, at vi havde kunnet kaste en redningsplanke ud til nogle af de mennesker, som faktisk er blevet smidt ud af deres uddannelser eller lærepladser, eller hvad det nu kan være, eller har mistet deres arbejde, på baggrund af at de nu ikke længere kan køre bil.
Jeg synes, det er super ærgerligt, at vi ikke kommer længere med det i dag, men jeg synes alligevel, der har været et par positive indspark i debatten.
Når forslaget er lavet på den måde, det er, så er det, fordi jeg faktisk har prøvet at anstrenge mig for at finde en model for et eller andet, der kunne skabe et flertal.
Jeg ved jo godt, at vi har forskellige holdninger til, hvordan lovgivningen skal være indrettet på det her område, at vi har forskellige holdninger til hash, og derfor havde jeg et eller andet sted håbet på, at vi kunne have lavet en klog sanktion, som ville give folk en chance, men også støtte dem i at komme ud af deres misbrug.
Det er jo ikke et forslag, som SF selv kan tage æren for.
Det er faktisk et forslag, som Stofrådgivningen kom med, fordi de her var optaget af at få folk ind og få dem i behandling og støtte dem i at komme ud af deres misbrug, og fordi de har set ulykkelige eksempler på, at folk har fået smadret deres liv på baggrund af en sag, hvor man kan sige det er meget, meget usikkert om de har været til fare for trafiksikkerheden.
Jeg har også noteret mig, at der i Information i dag har været en debat rejst af en anklager ved politiet, Palle Lyngsø, tror jeg han hedder, hvor han siger, at han synes, at det her er en meget, meget alvorlig og måske også for vidtrækkende sanktion.
Jeg synes ikke, det er hver dag, man hører anklagere deltage i debatten på den måde, så der synes jeg også man skal spidse ører.
Venstre vil afvente landsrettens dom.
Vi må håbe, at det en dom, der kommer hurtigt, så vi kan komme videre med den her opgave.
For jeg tænker, at hvis der først kommer et valg og magten skulle skifte, så mister man måske også interessen for at gøre noget i forhold til det her.
Men det er så det, vi må vi leve med.
Det kan være, tænker jeg, at vi måske kan lave en beretning om det her med forskningen.
Nu må vi få afklaret, om det, som den radikale ordfører siger, er korrekt, nemlig at der er optræk til at gøre noget i forskningsmiljøet i forhold til at finde en mere fornuftig måde at lægge en tolerancegrænse ind på, så vi ikke rammer de forkerte.
Man kunne forestille sig, at der måske kunne blive et flertal for det.
Så nævnte Dansk Folkepartis ordfører noget om kampagner, hvilket jeg også synes er en god idé, for det allerallerbedste ville jo være, at folk var oplyste om det her og ikke røg den festjoint og mistede deres kørekort.
Det synes jeg er rigtig ærgerligt for de unge mennesker.
Ellers vil jeg bare takke Enhedslisten og Liberal Alliance for opbakningen til forslaget.
Det er jeg rigtig glad for.
Jeg vil også takke Venstre for i hvert fald at kunne se nogle principielle udfordringer i den måde, vi har indrettet lovgivningen på nu.
Men vi må nok erkende, at vi ikke kommer videre med debatten i dag.
Måske kan vi komme videre i forhold til forskningen, og det vil da være et skridt i den rigtige retning, for der er jo ingen tvivl om, at det ville være bedre, hvis vi havde en lovgivning, som ramte de rigtige, altså dem, der er påvirkede, og som absolut ikke skal sætte sig ind bag rattet, og lod resten slippe.