Tak.
Jeg vil gerne indlede med at sige, at min tilgang til det her forslag er en anden end den, jeg præsenterede ved det forslag, vi lige har diskuteret, om at give tiggere højere straffe end i dag, for her har vi at gøre med en problemstilling, som jeg som justitsminister betragter med ganske stor alvor.
Det er meget grundlæggende ubegribeligt, at man vælger at komme til Danmark som udlænding og misbruge vores generøsitet og gæstfrihed ved at begå kriminalitet.
Endnu værre bliver det jo, når man så begår kriminalitet, bliver dømt, bliver udvist og så trodser et indrejseforbud og enten bare kommer tilbage til Danmark eller – endnu værre – kommer tilbage, selv om man ikke må være her, og begår ny kriminalitet.
Det er en voldsom provokation, det er et alvorligt problem, og det hører ikke nogen steder hjemme.
Derfor vil jeg gerne i dag tilkendegive over for Folketinget og over for forslagsstillerne, at vi fra regeringens side ønsker at skærpe straffen for udlændinge, der trodser et indrejseforbud.
Jeg synes, strafferammen i dag er for lav, og det fremstår for uklart, om man skal straffes i ganske kort tid eller op imod de 2 måneder, som så at sige er den øvre ramme i dag.
Vi kan jo ikke nå at fremsætte flere lovforslag på den her side af sommeren, men det vil vi gerne gøre i næste samling.
Jeg vil også lige gøre Folketinget opmærksom på, at hvis vi skal gøre det, jeg foreslår – at det bliver 3 måneder, som bliver strafniveauet automatisk, hvis man trodser et indrejseforbud – så koster det jo nogle penge, og dem må vi så i fællesskab finde.
Det gør det jo.
Altså, man kan jo ikke skærpe straffen og så ikke også betale det, det måtte koste.
Så er der den anden diskussion i forhold til beslutningsforslaget her, som jeg også synes er relevant.
Det er jo sådan, at vi i Danmark har et godt system for prøveløsladelse.
Det giver jo rigtig god mening i de tilfælde, hvor det gives til personer, der ikke har tænkt sig at begå ny kriminalitet, og hvor man så at sige kan erstatte noget af sin afsoningstid med i stedet eksempelvis at vende tilbage til arbejdsmarkedet eller uddannelse.
Det er min fornemmelse, at der er lidt for meget automatik i den måde, som prøveløsladelser gives på i dag, og jeg har på baggrund af terrorangrebet i København og gerningsmandens vej igennem vores retssystem allerede anmeldt, at vi vil se på brugen af prøveløsladelser i Danmark.
Jeg er tilhænger af at bruge prøveløsladelser, og det er jeg dér, hvor det giver mening og har en resocialiserende karakter, hvis vi har at gøre med indsatte, som gerne vil lægge kriminaliteten bag sig, og som bruger tiden i fængslet under afsoning til noget godt og noget fornuftigt.
Men jeg er ikke tilhænger af prøveløsladelse som ren automatik.
Og hvorfor er det en relevant diskussion her?
Det er det, fordi vores udenlandske afsonere som udgangspunkt afsoner i kortere tid end andre, fordi vi ikke ønsker, at de skal optage danske fængselspladser.
Det princip giver sådan set meget god mening, for udenlandske kriminelle skal som udgangspunkt ud af Danmark, når de har begået deres kriminelle handlinger.
Det er ganske dyrt at have dem siddende i kriminalforsorgens institutioner, og derfor synes jeg sådan set det er fornuftigt at fastholde et system, hvor vi får så mange af de kriminelle udlændinge ud som muligt.
Men når der så er udlændinge, der trodser et indrejseforbud og alligevel vender tilbage, synes jeg, det er en relevant diskussion, oppositionen rejser, nemlig:
Hvad gør vi så med den reststraf, der måtte være?
Skal den udløses automatisk?
Jeg har meget stor forståelse for synspunktet; jeg er ikke langt fra det, vil jeg gerne sige.
Men jeg bliver også nødt til som justitsminister at sige, at her er vi inde at røre ved noget meget principielt og grundlæggende i vores retssystem, fordi det jo i dag er domstolene, der vurderer i hvert enkelt tilfælde, hvordan en reststraf så at sige skal udløses.
Jeg har allerede for nærværende bedt om, at området her bliver gennemgået.
Derfor kan jeg ikke stemme for beslutningsforslaget, men jeg rækker hånden ud til oppositionen.
Jeg foreslår med det samme at skærpe straffen for at trodse et indrejseforbud, og så vil jeg gerne have lov til at arbejde videre med spørgsmålet om reststraffen.
Så tak til oppositionen for at bringe det her, synes jeg, meget vigtige emne på dagsordenen i dag.