Jeg vil sige, at jeg jo blev rigtig glad, da der tegnede sig et flertal for at støtte SF's forslag B 17 om at lave en handlingsplan for første gang nogen sinde for vores yderområder, så vi kan få en samlet strategi for, hvordan vores yderområder skal udvikle sig, og vi i det mindste kan få taget fat på nogle af de vigtige prioriteringer, så vi sikrer, at Danmark ikke bliver skævvredet endnu mere, end det er i forvejen, og sikrer, at der ikke er områder, som bliver hægtet af, hvilket desværre er ved at være virkeligheden nu.
Det flertal bestod faktisk af højrefløjen og Enhedslisten, men da det kom til realpolitik, viste det sig, at den handlingsplan måtte vi lave med regeringen.
Den handlingsplan kommer til at omhandle statslige arbejdspladser, og der er sat et arbejde i gang.
Selv om vi vedtog det forslag, der nu ligger her, fra oppositionen, var det nok tvivlsomt, om det kunne betyde, at der kom et forslag til udflytning af statslige arbejdspladser, før de initiativer, som SF, Enhedslisten og regeringen har sat i gang, er færdige.
Og derfor synes jeg, at det her er et drilleforslag, at det er et valgkampsoplæg.
Det kan godt være, at SF tidligere har stemt nej til et beslutningsforslag om statslige arbejdspladser – det skal jeg ikke gøre mig klog på – men virkeligheden var, at der var et flertal for at se på det her, og der valgte højrefløjen at være med.
Så jeg synes, at det her er ærgerligt.
Og så må jeg bare sige, at en del af kritikken af handlingsplanen netop var, at den skulle forankres i et ministerium, at det var et ministerium, der skulle levere et løsningskatalog, og nu foreslår man simpelt hen det samme, nemlig at et ministerielt udvalg skal tage ansvar for udflytningen af arbejdspladser.
Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at det her skal ende i polemik.
Jeg synes, at man skulle have valgt at gå ind i det arbejde, der nu var, og det flertal, der nu var opstået på ny, om at lave en handlingsplan for vores yderområder.
Jeg synes, at den her sag er for vigtig til, at det skal gå op i politisk polemik og dril.