Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
B 124 Bilag 1
Offentligt
Den danske kongekrone er et statskendetegn
Tre medlemmer af Folketinget har fremsat et forslag om, at Folketinget skal pålægge regeringen at
sikre, at de kongeligt privilegerede kroer fortsat skal kunne anvende den lukkede kongekrone i
deres logo og på deres bygninger, brevpapir, hjemmesider m.v.
Forslaget og bemærkningerne til samme indeholder flere fejl. Der tales om ”kongeligt privilegerede
kroer”, som om sådanne eksisterer i dag. Det gør der ikke, men der findes kroer, der
kalder
sig ”kgl.
privilegerede”. De sidste rester af det oprindelige fænomen forsvandt med beværterloven af 10. maj
1912. Siden da har ingen kro i Danmark været forbundet med et kgl. privilegium. Der er ikke
dokumentation for, at en eneste af de pågældende kroer i fortiden fik tilladelse til at anvende den
lukkede kongekrone. De har derfor heller ikke som hævdet i bemærkningerne fået tilladelse til at
anvende den lukkede kongekrone på facadeskilte, brevpapir, menukort m. v. De såkaldte kgl.
privilegerede kroer har ikke som hævdet i bemærkningerne en tilknytning til Kongehuset. Før i
tiden kaldte man alt, hvad der udgik fra statsmagten, for kongeligt. Det findes stadig i betegnelserne
for en række statsinstitutioner som Det kgl. Vajsenhus, Det kgl. danske Musikkonservatorium, Det
kgl. danske Kunstakademi, Det kgl. Teater, Det kgl. Bibliotek. De kroer, hvis ejere i dag påstår, at
deres kroer er kgl. privilegerede, har ikke som hævdet i bemærkningerne brugt kongekronen i flere
hundrede år.
En vedtagelse i Folketinget må hvile på et oplyst grundlag.
Udtrykket ”kgl. privilegeret” bliver i nutiden misforstået. Et kroprivilegium blev i sin tid udstedt til
en person,
og hver ny krovært måtte ansøge om at få privilegiet konfirmeret. Privilegiet gik ikke i
arv. Med ”kgl. privilegeret” mentes, at de pågældende kromænd havde fået en
personlig
statsautorisation. Der var ikke tale om en nådesbevisning, og der blev ikke etableret et særligt
forhold mellem kromanden og Kongehuset. Et kroprivilegium var ikke knyttet til en bestemt
bygning, men til en person på en bestemt lokalitet. Det var kromanden, der havde et privilegium,
ikke kroen.
Siden middelalderen havde statsmagten følt sig forpligtet til at sørge for, at der spredt ud over
landet fandtes kroer af hensyn til de vejfarende. Formeningen om, at kroerne tjente som