Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 113:

Forslag til folketingsbeslutning om ledsageordning for udviklingshæmmede.

Af Stine Brix (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.03.2015).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold er første taler.

Tak for ordet, formand. Enhedslisten vil med B 113 pålægge regeringen, at den inden udgangen af 2015 skal fremsætte lovforslag om ændring af servicelovens § 45 og § 97 om 15 timers ledsagelse pr. måned for børn fra 12 år og voksne med betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Ifølge beslutningsforslaget skal disse ordninger omfatte socialpædagogisk bistand, hvad de ikke gør i dag. Målgruppen for beslutningsforslaget er udviklingshæmmede, personer med hjerneskade eller andre med betydelige kognitive vanskeligheder, der ikke kan færdes alene, og som har brug for uddannet socialpædagogisk personale til at ledsage sig.

Regeringen er fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at udviklingshæmmede skal have mulighed for at være med i samfundet, og at ophold på bosteder ikke må blive opbevaring og isolation af målgruppen. Vi er derfor enige i, at de personer, der har behov for ledsagelse, naturligvis skal tilbydes den. Derfor er det også sympatisk, at Enhedslisten med beslutningsforslaget har fokus på målgruppens behov for ledsagelse. Det har regeringen også.

Men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget og mener, at det skal afvises, fordi kommunerne allerede kan tilbyde målgruppen pædagogisk ledsagelse. Kommunerne kan allerede i dag tilbyde målgruppen indsatser, der styrker deres muligheder for at leve et selvstændigt liv med udviklingsmuligheder.

Det kan kommunen gøre via servicelovens tilbud om socialpædagogisk ledsagelse, tilbud om samvær, aktiviteter m.v. Socialpædagogisk ledsagelse er derfor allerede i dag en kerneydelse, som kommunerne skal levere til de borgere, som har behov for det. Serviceloven giver kommunerne fleksible muligheder for at tilrettelægge hjælpen, så den svarer til den enkeltes behov. Det gælder også for den socialpædagogiske ledsagelse, som nævnt tidligere.

Enhedslisten mener, at 15 timers månedlig individuel ledsagelse skal være en borgerret, der ikke afhænger af lokale serviceniveauer.

Jeg mener derimod, at det er hensigtsmæssigt, at serviceloven tager højde for, at borgernes behov for ledsagelse ikke er de samme, og at kommunerne har mulighed for at tilbyde både kollektiv og individuel pædagogisk ledsagelse. Regeringens hovedargument imod beslutningsforslaget er derfor, at socialpædagogisk ledsagelse er en indsats, som kommunerne allerede skal yde til de borgere, som har behov for det.

Personerne i målgruppen har forskellige behov. Og at fastsætte regler om, at borgeren skal tilbydes 15 timers månedlig individuel ledsagelse med socialpædagogisk bistand, ville omsat til praksis være en stiv og ufleksibel måde at tilrettelægge indsatsen på. Det er da bedre at overlade det til dem, der er tæt på borgeren, at bestemme, hvordan man sikrer de konkrete mennesker udviklingsmuligheder og en alsidig tilværelse.

Det kan f.eks. være et spørgsmål om, hvor mange timer den enkelte borger har brug for til udflugter m.v. væk fra botilbuddet. I den vurdering kan det indgå, hvor mange timer den enkelte bruger på behandling, aktiviteter og samvær med andre på f.eks. sit botilbud. Det kan også indgå, hvornår og hvordan der er brug for individuel ledsagelse, og hvornår og hvordan f.eks. udflugter i små grupper kan fungere allerbedst.

Dertil kommer, at jeg er bekymret for, at en indførelse af en ret til 15 timers ledsagelse med socialpædagogisk støtte, som Enhedslisten foreslår, risikerer at medføre, at kommunerne reducerer den socialpædagogiske ledsagelse, som borgerne allerede får enten kollektivt eller individuelt efter reglerne om socialpædagogisk bistand.

Det kunne f.eks. være, at kommunerne beslutter, at de beboere i et botilbud, som får socialpædagogisk ledsagelse til f.eks. biografture eller 5 dages ferie i sommerhus, fremover må bruge Enhedslistens ledsageordning. Der kan derfor med forslaget være borgere, som vil opleve at få deres vilkår forringet.

Enhedslisten tager udgangspunkt i den eksisterende ledsageordning efter servicelovens § 97, som indebærer, at borgeren afholder de følgeudgifter, der er forbundet med ledsagelsen, f.eks. til ledsagerens befordring.

Hvis Enhedslistens forslag gennemføres, kommer borgeren til at opleve øget brugerbetaling, hvis den socialpædagogiske ledsagelse efter servicelovens § 85 om socialpædagogisk støtte erstattes med Enhedslistens forslag om ledsagelse. Det vil jeg selvfølgelig gerne forklare.

Når den socialpædagogiske ledsagelse tilbydes efter servicelovens § 85, må kommunerne ikke opkræve betaling for udgifter til personalet, heller ikke for følgeudgifterne til f.eks. befordring. Når ledsagelsen tilbydes efter servicelovens § 97, afholder borgeren ledsagerens følgeudgifter, men kan dog få dem dækket af kommunen med et beløb på maksimalt 837 kr. årligt.

Om borgeren i det konkrete tilfælde vil opleve øget brugerbetaling som følge af Enhedslistens forslag vil naturligvis afhænge af, om den pågældende vælger at bruge ordningen til ledsagelse sådan, at de afledte følgeudgifter overstiger dette beløb. Det vil derfor være dem, der har bedst råd, som med Enhedslistens forslag får de fleste valgmuligheder blandt ordningens aktiviteter.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget henvises til KL's spørgeskemaundersøgelse vedr. socialpædagogisk bistand til deltagelse i aktiviteter, ferie og udflugter for borgere på kommunale bosteder mv., som KL offentliggjorde i november 2014.

Det fremgår af KL's undersøgelse, at de fleste kommuner har fastsat et serviceniveau, så de i forskelligt omfang tilbyder pædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferier og fritidsaktiviteter for beboere på kommunale bosteder m.v. 12 kommuner svarede imidlertid, at de i 2014 ikke havde fastlagt et serviceniveau for socialpædagogisk bistand til ledsagelse til aktiviteter, udflugter og ferier.

Jeg var mildest talt bekymret over resultaterne i undersøgelsen, for den skabte tvivl om, hvorvidt alle kommuner lever op til deres forpligtelse til at tilbyde pædagogisk ledsagelse, så målgruppen har mulighed for at komme ud af bostederne. Derfor sendte jeg i januar måned i år et orienteringsbrev til alle kommuner, hvori jeg oplyste om reglerne for pædagogisk ledsagelse for voksne med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og kommunernes forpligtelse på dette område.

KL har efterfølgende oplyst, at de har været i kontakt med de 12 kommuner, og samtlige 12 kommuner har meldt tilbage til KL, at alle borgere kommer på ture. Det kan enten være heldagsture eller kortere ture på café, indkøb eller kortere ture i naturen, ligesom alle kommuner har meddelt, at der er ledsagelse til aktiviteter.

Hertil kommer, at vi i forbindelse med satspuljen for 2015, som Enhedslisten jo står uden for, har afsat 39,4 mio. kr. over 3 år til en ansøgningspulje, som kommunerne kan søge til udvikling af, hvordan de tilbyder ledsagelse og aktiviteter for voksne.

Efter Enhedslistens beslutningsforslag skal kommunerne have nye penge for at gennemføre deres forslag. Økonomien i beslutningsforslaget er underfinansieret, og det vil jeg selvfølgelig også gerne begrunde.

Enhedslisten har anslået den potentielle målgruppe til at være ca. 5.000 personer. Den reelle målgruppe er væsentlig større end de ca. 5.000 personer, som Enhedslisten anslår. Alene på botilbud efter servicelovens § 107 og § 108 bor der ca. 7.800 personer med psykisk funktionsnedsættelse.

Herudover har Enhedslisten vurderet, at en tredjedel af udgifterne kan dækkes ved, at nye ledsageordninger erstatter ledsagelse, som allerede finder sted. Men omfanget i dag kendes ikke, og da beslutningsforslaget omfatter individuel ledsagelse, vil personaleforbruget potentielt være væsentlig større, end det er efter de gældende regler.

Endelig vurderer Enhedslisten, at op til halvdelen af ledsagelsen kan ydes af ufaglært personale, og den antagelse er noget tvivlsom. For forslaget omfatter socialpædagogisk støtte i forbindelse med ledsagelse, og jeg mener, at Enhedslistens forslag er klart selvmodsigende på lige præcis det punkt.

Når Enhedslisten i økonomivurderingerne i bemærkningerne til beslutningsforslaget lægger til grund, at opgaven kan varetages af ufaglært personale, så hænger det på ingen måder sammen med, at Enhedslisten andre steder i bemærkningerne til forslaget skriver, at målgruppen har behov for særlig kvalificerede ledsagere og uddannet personale til at følge beboerne. Den samlede udgift kan derfor være væsentlig større end de 150-200 mio. kr., som Enhedslisten lægger til grund.

Det vurderes endvidere, at Enhedslistens forslag om finansiering af forslaget ved en nedsættelse på 5 pct. af de statslige udgifter til konsulentydelser er uhensigtsmæssigt. Staten køber typisk konsulenter til ydelser, som ellers skulle løses med fastansat arbejdskraft, og hvis der ikke hyres f.eks. it-konsulenter, vil staten fortsat have en udgift til lige præcis de opgaver også.

Afslutningsvis vil jeg minde om, at jeg selvfølgelig også tager problemstillingen om målgruppens behov for ledsagelse meget alvorligt og har taget en række initiativer for at holde kommunerne fast på deres pligt til at løse opgaver på området. Og dernæst vil jeg selvfølgelig også minde Enhedslisten om, at beslutningsforslaget kan indebære forringelser for den enkelte, og at forslaget er underfinansieret.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Så er der en kort bemærkning først fra fru Stine Brix.

Først tak til ministeren for en lang og grundig tale.

Jeg vil gerne vende tilbage til det principielle punkt, som ministeren også tager fat i her, nemlig at kommunerne i dag kan tilbyde ledsagelse, men vi ser også, at nogle kommuner rent faktisk ikke gør det. Det er jo det, der er virkeligheden i dag, som følge af den måde, som vi har skruet serviceloven sammen på: Kommunerne har principielt en pligt, men der er ikke defineret nogen nedre grænse for, hvad det er for en ledsagelse, man skal levere.

Så derfor ser vi en situation, hvor der i nogle kommuner opstår det forhold, at for borgere, som har udviklingshæmning eller senhjerneskade eller et andet handicap, der gør, at de har brug for socialpædagogisk bistand for at kunne komme ud, så er der ikke nogen til at bistå dem. Og der er det principielle spørgsmål: Vil vi overlade den beslutning til kommunerne?

Jeg mener, at når det handler om, hvorvidt man som borger har mulighed for at være en del af samfundet, altså om man kan deltage i aktiviteter uden for det sted, hvor man bor, så er det så principielt, at det bør beskrives i serviceloven, at man har et minimum af ret til det. Og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at ministeren forholdt sig til.

Ministeren.

Jamen vi er faktisk fuldstændig enige om, at personer, der har behov for en ledsagelse, skal have ledsagelse, og det er kommunerne sådan set også forpligtet til at sørge for.

Som jeg sagde, har KL jo selv været ude og undersøge sagen, og der er 12 kommuner, som har meldt tilbage, at det i hvert fald er uklart, som fru Stine Brix også siger, om de giver ledsagelse.

Efter at jeg skrev til kommunerne, har KL spurgt de pågældende kommuner, og de er også, som jeg sagde i min tale, vendt tilbage og har sagt, at de tilbyder ledsagelse. Det synes jeg et

eller andet sted er udtryk for rettidig omhu, og det viser også, at kommunerne selvfølgelig, lige som jeg gør, og lige som ordføreren sådan set også gør, tager det her ganske alvorligt.

Fru Stine Brix for anden korte bemærkning.

Jeg må sige, at jeg ikke helt deler ministerens optimisme, for det, vi hører dagligt, er, at det ikke er virkeligheden rundtomkring for nogen af de borgere, vi taler om her. Det er muligt, at der måske en gang om året er en tur ud af huset, men i dag har man jo ikke nogen rettigheder, man som borger kan holde sig til, altså et minimum af muligheder for at kunne deltage i aktiviteter. Det er uklart, hvad man har af rettigheder, når man står i den her situation, og det er det forhold, jeg beder ministeren forholde sig til.

Vi har jo tilsluttet os FN's handicapkonvention, som har som klart grundlag, at borgere med handicap skal kunne deltage i samfundet på lige fod med os andre. Og der er det her punkt om muligheden for at kunne deltage i aktiviteter andre steder end dér, hvor man bor, jo fuldstændig afgørende for, at man kan være en del af samfundet.

Så jeg mener egentlig, at vi bør tage ansvaret på os her i Folketinget og beskrive, hvor lavt man må gå i kommunerne, altså hvilke minimumsrettigheder man kan forvente som borger med behov for socialpædagogisk bistand til at kunne komme ud i samfundet.

Ministeren.

Jeg kan faktisk sagtens forstå fru Stine Brix' præmis. Jeg tror bare ikke, at forslaget vil ændre på den præmis. Det er fuldstændig rigtigt, at vi også skal leve op til konventionerne, men der står jo allerede, at kommunerne skal leve op til deres forpligtigelser. Det ville jo ikke blive ændret ved at indføre Enhedslistens forslag. Ud over at det er underfinansieret, vil det jo stadig væk være en tillidssag, f.eks. om man fik den rettighed med de 15 timer.

Men en anden præmis, som jeg også synes er vigtig at se på, er jo, som jeg sagde, den fleksibilitet, der er i, at det er kommunerne, der ved, hvor skoen trykker. Det er dem, som er eksperter, og det skal selvfølgelig også tages med, når man ser på det her område.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Ministeren siger, at kommunerne kan levere den her ydelse. Men jeg hører også – ellers må ministeren rette mig – at ministeren siger, at kommunerne ikke leverer ydelsen tilfredsstillende. Det må ministeren jo mene, siden ministeren vil følge op på det her og siger, at han vil holde kommunerne fast på deres opgave.

Men anerkender ministeren ikke, at vi har udfordringer her på området? Det ser vi hver sommer. Vi så det med Sølund Musik Festival, og vi ser det i forhold til muligheden for at komme på ferie.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad ministeren helt konkret fremadrettet vil gøre for at sikre, at man også får den hjælp, man har behov for.

Ministeren.

Da jeg sagde, at det ikke var tilfredsstillende, henviste jeg rent faktisk til den undersøgelse, som KL har lavet, hvor 12 kommuner ikke meldte tilbage, om de havde et serviceniveau. Det har de så gjort, efter at jeg selvfølgelig skrev til dem. Og det, at jeg skrev til dem, og det, at jeg er i dialog med KL, er jo sådan set et udtryk for, at vi følger det her område meget, meget tæt.

Fru Karina Adsbøl.

Det er sådan lidt ambivalent, fordi ministeren anerkender, at der er udfordringer på området, og siger, at man har en drøftelse med KL, men der følger ligesom ikke nogen handling efter. Der er nogle kommuner, som måske ikke lige følger op på det her. Hvad sker der så? Hvad sker der, hvis man ikke får den hjælp, man har behov for – hvis man ikke får ledsagelse, som ministeren siger at kommunen kan levere, men åbenbart altså ikke skal levere? Og hvordan får vi rettet lovgivningen, sådan at vi holder kommunerne op på, at de skal levere den ydelse, som borgerne har brug for?

Ministeren.

Selvfølgelig skal kommunerne leve op til deres forpligtelser; det er klart. Heldigvis er det også sådan, at man som borger altid kan klage til Ankestyrelsen, som det selvfølgelig også er ordføreren bekendt.

Men det her handler jo om mere end det. Det handler om, at vi har et kommunalt selvstyre. Det her handler om, at kommunerne har forpligtelser. Det handler også om, at der er meget forskellige niveauer i de forskellige kommuner. Derfor er der også forskellige muligheder for at tage sin sag op, hvis man er handicappet.

Jeg synes også bare, at der er en detalje, som ordføreren også bare glemmer, og det er, at det er et forslag, som er temmelig underfinansieret, og det er man selvfølgelig også nødt til at tage med i betragtning.

Tak til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen som ordfører for Venstre, der indleder ordførerrækken.

Tak for det. Enhedslisten har fremsat dette beslutningsforslag om ledsageordning for udviklingshæmmede.

Venstre har selvfølgelig, havde jeg nær sagt, stor sympati for forslaget, fordi man som person med handicap er tvunget til et liv med visse begrænsninger. Som politikere har vi jo et ansvar for, at de begrænsninger bliver så få som muligt, fordi alle uanset grad af handicap jo har ret til et liv med indflydelse på egen situation og til aktive til- og fravalg.

Det er også årsagen til, at Venstre jo sidst i vores finanslovsforslag til 2015 foreslog, at vi gerne vil gøre noget for den her befolkningsgruppe og derfor havde held til i satspuljeforhandlingerne at kæmpe en pulje ind, og den kom til at være på næsten 40 mio. kr. Det var en god dag, en god forhandling, en lang forhandling. Men det var rigtig nyttigt, at vi kom i hus med, at der var et beløb at arbejde med, for vi synes jo, at med puljen på næsten 40 mio. kr. vil rigtig mange flere handicappede have mulighed for en ledsagelse til arrangementer og på ferier.

Vi havde gerne set, at puljen var blevet større. Det hele handler om prioriteringer. Vi synes, at vi kom et rigtig godt stykke ad vejen med den satspulje, og vi vil gerne bryste os af, at det var Venstre, der satte det på dagsordenen.

Jeg vil så sige, at selv om sympatien er stor, mener vi, at det forslag her ikke er beregnet grundigt nok, og vi synes også, at det tilnærmelsesvis ligner noget af det, vi har forhandlet i satspuljeforhandlingerne. I hvert fald er det noget, det ville være meget, meget naturligt at forhandle om i satspuljeforhandlinger. Derfor mener vi på nuværende tidspunkt, at det skal ligge der og ikke andre steder.

Så med disse ord vil Venstre altså ikke støtte Enhedslistens forslag.

Så er der en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Tak til Venstre, i hvert fald tak for, at Venstre anerkender, der er en problemstilling. Man kan sige, at den løsning, som Venstre var med til at lave i satspuljekredsen, ikke løser det grundlæggende problem, nemlig at de borgere, som har behov for socialpædagogisk bistand for at kunne komme ud, ikke har nogen rettigheder, der gør, at de har sikkerhed for det. De er afhængige af, at deres kommune søger og får en andel af pengene, og det er jo med satspuljen som bekendt sådan, at det er nogle midlertidige bevillinger, som falder bort igen.

Så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor Venstre ikke mere seriøst går ind i at finde en varig løsning, som kunne sikre de her borgere, som vi må sige er nogle af de svageste, vi har i vores samfund, en helt basal rettighed, nemlig rettigheden til at leve et aktivt liv, også uden for det bosted, hvor de ellers færdes til daglig.

Ordføreren.

Vi synes, at vi skulle have afprøvet, hvor langt vi kunne komme, og vi kom rigtig, rigtig langt, idet der blev afsat næsten 40 mio. kr. Vi er bevidste om, at det hele tiden er en prioritering, men vores tillid til kommunerne er altså også kæmpestor. Og den hjælpes da i hvert fald på vej, når vi får et svar fra ministeren om, at der er kommet retursvar fra de sidste, hvor man var i tvivl om hvilket serviceniveau der blev tilbudt, og at det er beskrevet tydeligt, hvilket serviceniveau de har. Så er vores tillid til kommunerne faktisk på plads.

Fru Stine Brix.

Det er da på en eller anden måde i sig selv interessant, at Venstres tillid til ministerens svar og til kommunerne er så stor, at man nu synes, at det her problem er løst. I virkeligheden ville jeg ønske, at Venstre lyttede lidt mere til de organisationer, der er på området, f.eks. LEV, som repræsenterer de pårørende, eller ULF, som repræsenterer nogle af brugerne, eller at de talte med nogle af de borgere, det egentlig handler om, og nogle af de pårørende. For så er historien en helt, helt anden.

Der er historien, at det ikke er sådan, at problemet er løst, og at man har klare rettigheder i forhold til at komme ud. Så måske skulle Venstre skrue en lille smule ned for den der tillid til, at tingene bare er i orden, når kommunerne siger, at det er de, og når ministeren siger, at det er i orden, og så prøve at se, om vi kunne skabe nogle varige løsninger og nogle klare rettigheder for borgerne på det her område.

Ordføreren.

Jeg ved godt, det er unfair at stille et modspørgsmål. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor meget Enhedslisten har forhandlet med den regering, som den har været et parlamentarisk grundlag for. Hvorfor har man ikke i de her 4 år presset på for at få sine ønsker opfyldt? For man kan jo sagtens tage sig lidt betalt for, at man støtter regeringen i den politik, den ønsker at føre.

Det undrer mig såre, at man vælger at komme herned i Folketingssalen og stå lidt alene med sine ting og sådan væve lidt rundt. Så tænker vi andre: Hvorfor katten har de ikke brugt deres 4 år på at knokle det her igennem? For hvis det var så dybfølt et ønske, ville man jo også have gjort, hvad man kunne.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Bjarne Laustsen som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak for ordet. Vores socialordfører, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, er desværre forhindret i at deltage i behandlingen af B 113 i dag, og derfor vil jeg på hendes vegne læse ordførertalen op.

Mennesker med handicap skal have de samme rettigheder og muligheder for at udnytte deres potentiale som alle mulige andre. Det må ikke afskære et menneske fra at deltage i samfundslivet, at det er født med et handicap, eller at handicappet måske er kommet i løbet af livet. Vi er fuldstændig enige med Enhedslisten i – og i øvrigt også med resten af Folketingets partier, går jeg ud fra – at når man som menneske med handicap har behov for ledsagelse, skal man selvfølgelig have det. Det siger sig selv.

Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, handler om en udvidelse af den ledsagelse, som borgere med betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan få i henhold til § 45 og § 97 i serviceloven.

Udvidelsen består af to elementer. Det første element handler om, at målgruppen foreslås udvidet til også at omfatte udviklingshæmmede, senhjerneskadede og andre borgere med betydelige kognitive vanskeligheder.

Det andet element handler om typen af ledsagelse. I dag indeholder ledsageordningen i § 45 og § 97 ikke socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som borgeren selv bestemmer indholdet af. Med beslutningsforslaget foreslås ordningen udvidet til også at omfatte socialpædagogisk ledsagelse.

Når Enhedslisten nu fremsætter det her beslutningsforslag, betyder det så, at de borgere, som man foreslår at putte ind under ledsageordningen i § 45 og § 97 i serviceloven, slet ikke bliver tilbudt nogen form for ledsagelse? Nej, heldigvis ikke.

Socialpædagogisk ledsagelse er nemlig allerede i dag en kerneydelse, som kommunerne skal tilbyde de af deres borgere, der måtte have behov for det. I stedet for at begynde at indføre mere eller mindre rigide regler mener vi, at det er bedre at påpege over for kommunerne, hvad det er for nogle forpligtelser, de i forvejen har. For ifølge § 85 i serviceloven har kommunerne allerede en forpligtelse til at tilbyde socialpædagogisk ledsagelse til målgruppen for det her beslutningsforslag.

Derfor er vi glade for, at socialministeren har mindet kommunerne om deres pligter, for vi skal selvfølgelig holde kommunerne fast på deres ansvar på det her område.

Jeg vil ikke her begynde at gå ind i hele finansieringsdelen af forslaget. I stedet vil jeg nøjes med at udtrykke, at jeg er glad for, at vi i forbindelse med satspuljeaftalen for 2015 har afsat 39,4 mio. kr. over 3 år til en ansøgningspulje, der skal gå til udvikling af, hvordan kommunerne tilbyder ledsagelse og aktiviteter for voksne.

Så vil jeg gerne her til slut gentage, at vi har stor sympati for intentionen bag Enhedslistens forslag, men selv om vi har det, kan vi af de årsager, jeg her har nævnt, ikke støtte det.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Karina Adsbøl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dette beslutningsforslag handler om at pålægge regeringen, at den inden udgangen af 2015 skal ændre i servicelovens § 45 og § 97 om ledsageordninger, så ledsagelsen også indbefatter socialpædagogisk bistand. Borgere med betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse i alderen 12-67 år har ifølge servicelovens § 45 og § 97 ret til 15 timers ledsagelse uden for hjemmet om måneden. Men det gælder ikke for udviklingshæmmede, senhjerneskadede og andre med betydelige kognitive vanskeligheder, der har brug for socialpædagogisk bistand og altså en særlig kvalificeret ledsager, som også kender personen.

I Dansk Folkeparti finder vi det vigtigt, at mennesker, der af den ene eller den anden grund har behov for socialpædagogisk ledsagelse til aktiviteter eller andre ting, også får det. Og vi kan godt forstå ønsket om, at det er en person, som også kender ens behov, ens ønsker og ens udfordringer – en, man er tryg ved. Det kan f.eks. være en fra det personale, der er ansat i botilbuddet, hvor man bor.

Der er udfordringer på området, og det er også nogle af de udfordringer, vi gentagne gange har rejst over for regeringen, herunder i samråd og gennem adskillige spørgsmål til ministeren. Kommunernes Landsforening har den 16. januar 2014 skrevet til landets kommuner, at det ikke er tilladt at opkræve betaling hos borgere for at dække udgifter, der går til at yde hjælp til socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85. Skrivelsen er en præcisering af, at der ikke er lovhjemmel til at tilbyde tillægsydelser til borgerne.

I en del af landets kommuner har borgerne hidtil i forskelligt omfang betalt personalets ledsagerudgifter i forbindelse med ferie og udflugter m.v. Da det her drejer sig om kommunernes serviceniveau, er der ofte en række udfordringer, i forbindelse med hvilken hjælp man kan få, og det afhænger ofte også af, hvor man bor.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har præciseret, at der efter serviceloven ikke er noget retskrav på at komme på ferie, men at kommunen selv kan vælge, om deres serviceniveau indebærer tilbud om pædagogisk ledsagelse på ferie.

I Dansk Folkeparti vil vi gerne være med til at finde nogle løsninger. Det gode er så, at der i satspuljeregi blev afsat nogle midler. Der blev afsat 39,4 mio. kr. til aktiviteter og ledsagelse for personer med handicap, og det var en bred forligskreds, som jeg tror har et stort ønske om at hjælpe den gruppe. Dansk Folkeparti er derfor indstillet på, at vi drøfter dette og finder en holdbar løsning for målgruppen. Enhedslisten foreslår, at finansieringen skal ske ved, at der spares 5 pct. på statens samlede forbrug af konsulenter.

Samtidig vil vi i Dansk Folkeparti godt opfordre ministeren til at indgå i en dialog med relevante parter for at finde løsninger på området – bl.a. handicaporganisationen LEV – så ministeren kan høre deres holdninger og deres meninger, også om de udfordringer, der er på det her område. For udfordringerne ser vi specielt hver sommer, og jeg tror, vi ser dem her til sommer igen.

Men vi ser frem til udvalgsbehandlingen og håber så, at ministeren er indstillet på at finde nogle holdbare løsninger fremadrettet.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, fru Lotte Rod.

Tak for det. Udviklingshæmmede er en del af vores samfund. De skal kunne være med og kunne deltage. De må ikke bliver opbevaret eller isoleret. Derfor er det vigtigt, at de kan blive ledsaget til at komme ud. Jeg er dermed enig med forslagsstillerne i, at mennesker, der har brug for ledsagelse, skal kunne få det.

Jeg kan også godt følge Enhedslistens tanke om, at det virker sådan ret ligetil at kræve 15 timers ledsagelse pr. måned for børn fra 12-årsalderen og for voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Så er man ligesom sikker på, at alle får det.

Men lige så meget som det jo giver en ensartethed, lige så meget strider det mod et fundamentalt princip for mig. Jeg tror, at for at behandle alle ens skal vi behandle hinanden forskelligt, for mennesker, der er udviklingshæmmede, er ikke ens. De kan være lige så forskellige som os, og derfor synes jeg, det giver god mening, at reglerne i dag giver fleksible muligheder for at tilrettelægge hjælpen, så den passer til den enkelte.

Nogle gange er det også, som om det tæller mere, når vi lægger snittet herinde på Christiansborg, men kommunalpolitikerne har et lige så stort ansvar, som vi har her i Folketinget. Og tingene bliver jo ikke nødvendigvis bedre af, at vi fra Folketingets side binder pengene på en bestemt måde. Nogle kommuner gør allerede det, at beboere i botilbud får socialpædagogisk ledsagelse til biografture eller 5-dages ferie i sommerhus, og det er ikke sikkert, at en standardiseret ordning ville være bedre for dem.

Så selv om det er besnærende at lægge snittet herinde fra Christiansborg, mener jeg, det er bedre, at loven tager højde for, at mennesker ikke er ens, og at kommunen har mulighed for at tilbyde både kollektiv og individuel pædagogisk ledsagelse. Det skal være dem, der er tæt på, der bestemmer, hvordan man gør det bedst.

Radikale Venstre kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Jeg forstår godt argumentationen, som fru Lotte Rod bygger op, om, at det ville være ufleksibelt med en standardiseret ordning og man ikke kan tilpasse den til borgerne. Problemet med fru Lotte Rods argumentation er bare, at den ikke passer.

For der er ikke tale om, at man skal have 15 timers ledsagelse, og at det skal gives på en bestemt måde. Det er simpelt hen ikke rigtigt.

Det er sådan i dag med ledsageordningen, at der er tale om et minimum. Selvfølgelig kan kommunen vælge at give mere ledsagelse, hvis man synes det er en god idé. Det er også sådan i dag med ledsageordningen, at man kan vælge at spare den sammen og f.eks. bruge den, som fru Lotte Rod siger, med 30 timer på 2 måneder eller 90 timer over kortere tid. Så der er fleksibilitet bygget ind i det her.

Det, som forslaget går ud på, er at sikre, at vi fjerner den fleksibilitet, som nogle kommuner i dag bruger til at sige, at der er nul timers ledsagelse. Det synes jeg egentlig er at gå ind og beskytte en gruppe af borgere, som har meget ringe mulighed for selv at råbe op, når kommunerne vælger at skære ned på dem, hvad vi desværre ser.

Ordføreren.

Jeg kan sagtens følge ordføreren i, at det ville være rart at sige: Okay, vi laver sådan et sikkerhedsnet, hvor vi er sikre på, at det her er et minimum. Det, der bare er problemet med at lave minimumsstandarder, er, at de har det med så at blive maksimum, altså at det bliver dér, man lægger snittet, og at det dermed bliver en standardisering.

Fru Stine Brix.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Vi har jo klassekvotienter på alle mulige forskellige niveauer rundtomkring i Danmark, fordi kommunerne har den fleksibilitet, at de kan lægge en klassekvotient under det loft, vi har sat fra Folketingets side. Det vil jo på samme måde være fleksibelt i den her sammenhæng, altså en mulighed for at prioritere det her område endnu mere, hvis man gerne vil det.

Det, der er virkeligheden i dag, når der ikke er noget nedre gulv, er, at man ser situationer, hvor der er nogle kommuner, der vælger at sige: Vi prioriterer det overhovedet ikke. Og så er der i praksis tale om det, som fru Lotte Rod startede med at sige hun ikke ville have, nemlig indespærring og opbevaring af en gruppe af borgere, som ikke har nogen rettigheder, de kan støtte sig til i den her sammenhæng.

Fru Lotte Rod.

Det er ikke så lang tid siden, vi havde en sag om et prisloft, som var ment rigtig godt, og hvor vi ville prøve at sige, at man ikke skulle betale mere end et bestemt beløb, hvilket så viste sig at blive standarden.

Så jeg er i virkeligheden bekymret for, at det, som man har gode intentioner om, ender med at blive fastlåst. Og det er derfor, jeg gerne vil insistere på – for jeg tror sådan set, vi er ret enige – at det her jo handler om, at man prioriterer det i kommunerne. Det er ikke sikkert, at der nødvendigvis kommer flere midler, og at man gør det på en bedre måde, ved at vi dikterer herindefra, hvordan man skal gøre.

Derfor synes jeg, at det har været rigtigt af ministeren, at han er gået ind i det og har fulgt op de steder, hvor man var bekymret for, at reglerne simpelt hen ikke blev fulgt, og at folk i det hele opfordres til at stemme på de kommunalpolitikere, som tager det her alvorligt.

Tak til ordføreren. Så er det fru Trine Mach som ordfører for SF.

Forslagsstillerne vil med dette forslag pålægge regeringen inden udgangen af 2015 at ændre i serviceloven om ledsageordning, således at ordningen også kommer til at indbefatte socialpædagogisk bistand. I SF's øjne er det forslag meget sympatisk, og det gør opmærksom på et problem, vi har, på området.

Imidlertid så forekommer forslaget os finansieringsmæssigt uholdbart, og vi mener faktisk, at det kunne blive svært at sikre pengene allerede inden udgangen af 2015. Vi mener også, at det er lidt usikkert, hvorvidt den angivne udgift rent faktisk står til troende, og vi har som parti svært ved at støtte forslaget i dets nuværende form.

Når det er sagt, vil jeg sige, at det er hverken rimeligt eller retfærdigt, at der er så stor forskel på kommunerne, hvad angår muligheden for ledsagelse for borgere, der har brug for socialpædagogisk ledsagelse. I nogle kommuner er serviceniveauet ganske enkelt for ringe. At borgere ikke kommer ud, fordi kommunen ikke stiller socialpædagogisk ledsagelse til rådighed, er selvsagt hverken optimalt eller acceptabelt.

I SF mener vi, at alle borgere bør have ret til at komme ud, og vi mener som sagt, at ordningen skal være holdbar og finansieret. SF anerkender det problem, som Enhedslisten med beslutningsforslaget her gør opmærksom på, nemlig at der i flere kommuner er et alt for lavt serviceniveau. Det er jo en diskussion, vi har haft gentagne gange på forskellige områder i socialordførerkredsen og også i denne sal.

Desværre så mener vi ikke, at det på det konkrete punkt her vil være realistisk at finde de i hvert fald 200 mio. kr. til udgangen af 2015, og vi er faktisk også skeptiske over for, som jeg sagde før, om det er nok. Men vi vil meget gerne drøfte, hvordan vi sikrer, at alle borgere, som har brug for ledsagelse, også har muligheden for det. Vi vil også meget gerne drøfte, hvordan vi får et mere ensartet og mere solidt serviceniveau på tværs af kommunerne i Danmark.

Vi håber derfor, at Enhedslistens forslag kan være startskuddet til en sådan grundig drøftelse både af det kommunale serviceniveau generelt og af modeller for ledsagelse specifikt, så vi finder en langsigtet og underbygget model.

Tak til ordføreren for SF. Så er det hr. Ole Birk Olesen som ordfører for Liberal Alliance.

Med dette beslutningsforslag ønsker Enhedslisten at pålægge regeringen inden udgangen af 2015 at ændre servicelovens §§ 45 og 97 om ledsageordninger, så ledsagelsen også indbefatter socialpædagogisk bistand for udviklingshæmmede. Med forslaget får folk, der er kognitivt handicappede, ret til 15 timers ledsagelse uden for hjemmet på linje med folk i dag, som har fysiske funktionsnedsættelser. Enhedslisten ønsker at gøre dette til en borgerret og angiver, at forslaget vil koste ca. 200 mio. kr., som Enhedslisten ønsker at finde ved at skære i statens brug af konsulenter.

I Liberal Alliance er vi selvfølgelig optaget af, at vores svageste medborgere får den hjælp og støtte, som de har behov for. Men vi er betænkelige ved at indføre endnu en borgerret og endnu et retskrav, der vil øge de offentlige udgifter. Hjælpen til den enkelte handicappede skal i dag tilrettelægges efter en konkret vurdering af behov og forudsætninger, og som det fremgår af serviceloven, skal formålet med indsatsen være at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder og at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje.

Endelig mener vi i Liberal Alliance, at det er de enkelte kommuners ansvar at prioritere, under forudsætning af at serviceloven bliver overholdt. Liberal Alliance kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Daniel Rugholm som ordfører for Konservative.

Tak for det. Da den konservative ordfører, Tom Behnke, ikke kan være til stede, har jeg lovet at fremføre hans ordførertale.

Det Konservative Folkeparti er positivt indstillet over for tankerne i beslutningsforslaget. Vi er enige i, at persongruppen, der er berettiget til ledsageordningen, skal udvides til også at omfatte udviklingshæmmede, senhjerneskadede og andre med brug for socialpædagogisk bistand og dermed en særskilt kvalificeret ledsager, der kender personen. Det vigtige må være behovet og ikke, hvilken diagnose man har fået. Hvis behovet er der, bør muligheden for ledsageordning også være der.

Vi er dog ikke enige i den finansiering, som forslagsstillerne lægger op til. Forslaget skal finansieres – det er afgørende for Det Konservative Folkeparti, at der er finansiering til stede, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Stine Brix.

Tak for det. Og først tak til Folketingets partier for debatten.

Vi taler om en tur til frisøren eller en tur til en familiefødselsdag, måske en tur på festival, som Dansk Folkepartis ordfører var inde på. Jeg tror, det er ting, som de fleste af os, der sidder her, tager for givet at vi kan gøre, når vi ønsker at gøre det. Men hvis man har et handicap, er det ikke altid sådan. Så kan man være afhængig af, at man kan få ledsagelse til det. Derfor er det sådan i dag, at borgere, som har et fysisk eller et psykisk handicap, og som er i alderen 12-67 år, kan få mindst 15 timers ledsagelse uden for hjemmet om måneden. Men det er også sådan, at hvis man har en udviklingshæmning eller man er senhjerneskadet eller af anden årsag har brug for socialpædagogisk bistand, ja, så er man udelukket fra den ordning. Så skal man typisk i stedet for have hjælp fra det uddannede personale, der er på det bosted, hvor man bor, eller fra nogle, der kender en særdeles godt. Muligheden for at komme ud og f.eks. deltage i Sølundfestival eller tage til fødselsdag er så helt afhængig af, om bostedet har de ressourcer til at følge beboeren af sted til aktiviteter.

Som flere har været inde på i dag, undersøgte Kommunernes Landsforening jo det her tilbage i efteråret, og undersøgelsen viste, at der faktisk var en hel del kommuner, som ikke havde noget serviceniveau på det her område. Den viste også, at var mange kommuner, som havde et meget lavt serviceniveau. For mig viser det, at der er rigtig god grund til at diskutere, hvordan vi sikrer den her gruppe af borgeres rettigheder. Det er også en historie, som jeg har hørt, og jeg også tror mange af jer andre har hørt, fra både borgere, pårørende og de pædagoger, som arbejder på det her område. Så sent som i dag fik jeg f.eks. en besked på min facebookside fra Pia Nørgaard, som har en datter på 19 år, der er svært udviklingshæmmet. Hun skrev, at hendes datter har fået tilbudt et bosted, hvor der ikke kommer til at være nogen som helst aktiviteter i weekender og ferier, da der kun er to personaler til syv meget svært handicappede. Pia Nørgaard tænker, at det vil blive et plejehjem for unge mennesker, som hendes datter kommer til at bo på, fra hun er 19 år, og hun er forståeligt nok bekymret for, at hendes datter bliver både ensom og isoleret. Den besked, hun har fået, er, at det er normen i Aarhus Kommune, og at det er politisk bestemt, og hun siger, at det mener hun ikke er i orden. En anden, der kommenterede på min facebookside, var socialpædagog Nina Ægidiussen, og hun skrev, at hun ikke længere har mulighed for at tage med en beboer på stranden og købe en is, hvis det er varmt en dag. Der er heller ikke nogen juletur længere, som man havde tidligere, hvor man tog ud og spiste julefrokost og købte gaver ind til familien – altså, så den enkelte borger havde mulighed for at kunne købe gaver. Det er sådan nogle ting, som der ikke er mulighed for at gøre.

Det er derfor, vi med det her forslag ønsker at sikre nogle helt basale rettigheder, nemlig retten til, at man i hvert fald som minimum har mindst 15 timers ledsagelse om måneden, hvis man har behov for socialpædagogisk bistand. Tanken er selvfølgelig, at alle borgere får en mulighed for at tage aktivt del i samfundet, også selv om man har et handicap, som kræver en støtte. Det er jo sådan, at er man udviklingshæmmet eller senhjerneskadet, må vi nok sige, at man tilhører en gruppe i samfundet, som er blandt de svageste, og som måske også har sværest ved at råbe op, kræve sine rettigheder, kæmpe kampen med kommunen om at allokere ressourcer til området.

Jeg synes også, der er tale om noget, der er så basalt, nemlig retten til at kunne komme ud og deltage i aktiviteter, være social, indgå i fællesskaber, at det bør være en borgerret og vi bør sikre det. Og jeg synes egentlig også, som jeg også sagde i debatten, at det ligger i fuldstændig klar forlængelse af den handicapkonvention, vi har, som netop tager fat i, at borgere med handicap skal kunne være en del af samfundet på lige fod med andre. Det bør altså ikke være afhængigt af, hvilken kommune man bor i, og hvilke økonomiske rammer der er i den kommune – vi ved jo, der er nogle kommuner, som er så pressede, at de faktisk har meget, meget svært ved at prioritere det. Det bør være en mulighed, man har, uanset hvor man bor i landet.

Vil det så betyde brugerbetaling for borgerne? som ministeren spørger. Nej, det vil det ikke. Som ministeren også selv er inde på, er det jo sådan, at har man udgifter i forbindelse med sin ledsagelse – hvis man f.eks. skal betale en biografbillet for ledsageren – kan man få refunderet op til 837 kr. om året. Så der er et vist råderum. Vil man kigge på det, gøre det råderum større, vil vi da gerne være med til det.

Det er også sådan, som flere har været inde på, at vi anslår udgiften i forbindelse med det her forslag til omkring 150-200 mio. kr., og vi foreslår, at vi finder de penge ved at spare på statens samlede forbrug af konsulenter. Det forbrug er i øjeblikket på omkring 3,5 mia. kr. om året, og det er sådan set ikke så svært at budgettere med det for 2016. Det handler jo bare om at arbejde det ind i finansloven for det kommende år. Der er sådan set en temmelig stor besparelse at hente i, at man bruger noget af det personale, man har ansat i staten, frem for at købe konsulenter udefra, som er temmelig meget dyrere. Jeg tror også, man kunne klare sig med lidt færre rapporter, end man får i dag. Jeg synes i hvert fald, når vi taler prioritering, at det vil være en rigtig fornuftig prioritering i den her sammenhæng.

Jeg synes også, det er værd at have med, at hvis problemet måske ikke er så stort, som det var tidligere, som ministeren antyder, jamen så er udgiften måske heller ikke så ubærlig, at vi ikke kunne finde en løsning på det.

Jeg synes, at både Dansk Folkeparti og SF har været rigtig konstruktive i den her debat, og jeg håber, at vi sammen kan arbejde videre på at prøve at få den her debat skubbet længere frem. Jeg synes, at fru Karina Adsbøls forslag var udmærket om at prøve at samle til et møde med alle de aktører, som har en andel i det her område. Det kunne være Udviklingshæmmedes Landsforbund, det kunne være LEV, det kunne være Socialpædagogerne og andre. Det vil jeg i hvert fald meget gerne deltage i. Vi er også indstillet på, som fru Trine Mach lagde op til, at kigge på, om man kunne kvalificere forslaget yderligere, både på den økonomiske del, men selvfølgelig også på den indholdsmæssige del.

Det, jeg synes er så vigtigt, er, at vi tager den her problemstilling alvorligt. For for mig at se er det ikke et problem, der er løst. Det er en kæmpe, kæmpe stor udfordring, det er en kæmpe stor potentiel krænkelse af de mennesker, som ikke har klare rettigheder på det her område. Så med de ord vil jeg gerne sige tak for debatten.

Der er lige en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Ja, tak til Enhedslisten, som rejser den her vigtige debat. Vi har jo også fået rigtig mange henvendelser fra udviklingshæmmede, som gerne selv vil betale, og der kan vi også se at der kan være nogle udfordringer, ved at dem med flere midler måske vil kunne betale sig til ledsagelse, mens dem med færre midler ikke kan få nogen ledsagelse.

Men lad os så sige, at man fik en grænse på 15 timer, og at man så skulle lave noget tilkøb. Hvad tænker Enhedslisten om det? Det kunne være, ligesom man har det i serviceloven, hvor man kan tilkøbe sig ekstra rengøring hos et privat firma. Hvordan forholder Enhedslisten sig til hele den problemstilling?

Ordføreren.

Det er helt rigtigt, som ordføreren siger, at der i en periode var det forhold, at kommunerne ulovligt opkrævede brugerbetaling på det her område. Det er heldigvis blevet stoppet, for principielt set, på papiret er det jo kommunerne, der skal levere på det her område. De gør det bare ikke. Så vi er gået fra en situation, hvor vi før så, at kommunerne faktisk tog sig betalt af borgerne på det her område, til at vi nu har en situation, hvor det i hvert fald i nogle sammenhænge er sådan, at man bare ikke leverer på det område, man skal.

Der, hvor jeg mener vi skal hen, er der, hvor vi helt oprindeligt havde tanken om, at vores, hvad skal man sige, socialpædagogiske tilbud skulle være sådan, at det selvfølgelig er en naturlig integreret del af det tilbud, man får. Det, vi foreslår her, er, at der bliver lagt et absolut minimum for, hvor ringe det så at sige må blive.

Jeg er ikke tilhænger af tilkøbsmodeller, og jeg er heller ikke tilhænger af brugerbetaling på de her områder. Jeg mener, der er tale om helt basale rettigheder, som man naturligt må forvente i et samfund som det danske, sådan at alle borgere har en helt reel ret til at kunne deltage i samfundet.

Fru Karina Adsbøl.

Som udgangspunkt er jeg jo enig i det her med, at kommunerne skal levere den her ydelse, og det har de ikke levet op til, og de har også krævet brugerbetaling for det.

Men jeg anerkender også ud fra alle de henvendelser, jeg har fået fra udviklingshæmmede, der står og har, kan man sige, midler også til måske at kunne betale en ledsager for at tage med på ferie en uge, hvis det er det, de har lyst til, at de så måske ikke kan få lov til det. Jeg anerkender også, at den balancegang er svær. Men det er måske noget, vi kan drøfte i det videre arbejde, altså hvordan vi bedst kan tilgodese alle parter bedst muligt, så både dem, der ikke har midlerne, kan, og så dem, som gerne vil, og som har en stor bankbog, også på en eller en måde får mulighed for at kunne tilkøbe sig en ledsager for en uge, hvis det er det, de har lyst til.

Tak. Så er det fru Stine Brix.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i det princip, at hvis man har et handicap, skal man ikke økonomisk belastes særligt af det. Det er jo det princip, som i hvert fald er grundtanken i vores handicaplovgivning, at vi går ind og kompenserer, så du har en mulighed for at leve et liv på lige fod med andre. Derfor mener jeg ikke, at man skal kunne betale hverken for sin behandling eller sin ledsagelse eller andre ydelser, som man har behov for for at kunne leve et aktivt liv på lige fod med andre. Men vi vil selvfølgelig gerne drøfte alle muligheder, der kan være relevante i den her sammenhæng, så lad os da snakke videre om det.

Tak til ordføreren. Jeg skal lige høre, om socialministeren ønsker ordet her. Nej, det gør han ikke.

Da der så ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.