Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 106:

Forslag til folketingsbeslutning om forbrugeroplysning om levetid m.m. for elektriske og elektroniske produkter.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 26.03.2015).

Forhandlingen er åbnet. Og det er justitsministeren. Værsgo.

Det er selvsagt grundlæggende vigtigt, at forbrugsgoder har den holdbarhed, som man som forbruger må forvente på købstidspunktet, henset til varens art, pris osv.

Der er allerede en række regler i forbrugeraftaleloven og købeloven om oplysningspligt for sælger og krav til varens beskaffenhed samt en række beføjelser for køberen, hvis varen ikke lever op til det forventede. De regler, vi har på området, har den fordel, at de gælder for alle varegrupper og ikke kun for elektriske og elektroniske produkter, og de giver dermed forhåbentlig en relativt klar retstilstand og måske også en lidt klarere retstilstand, end hvis der indføres forskellige regler på forskellige varegrupper.

Jeg har grundlæggende sympati for Enhedslistens intention med forslaget her, men vi synes ikke fra regeringens side, at det står helt klart, hvad konsekvenserne vil være af forslaget, ej heller, hvordan en indretning af et oplysningssystem som det foreslåede præcis skal udarbejdes. Forslaget mangler måske at svare på nogle spørgsmål, f.eks. om, på hvilket tidspunkt i salgskæden oplysningerne skal gives, om det er ved markedsføring af produkterne, eller om det er ved indgåelse af købsaftalen. Jeg synes heller ikke, det står helt klart, hvad det er for nogle sanktions- og håndhævelsesmuligheder, der foreslås. Endelig er der også spørgsmålet om, hvor præcis en angivelse af et produkts levetid forslagsstillerne ønsker at pålægge producenterne at fremkomme med.

Hvis man stiller krav, som det er svært for producenterne og de erhvervsdrivende at leve op til, kan det meget let komme til at betyde dyrere varer. Jeg tror ikke, det er det, der er målet. Men jeg tror, erfaringen tilsiger, at hvis man gør en retstilstand mere uklar, vil det ofte i realiteten udgøre en svækkelse af forbrugernes stilling.

Så jeg er ikke i tvivl om, hvad der er intentionen, men vi kan ikke på det foreliggende grundlag støtte forslaget.

Tak. Hr. Per Clausen, Enhedslisten, en kort bemærkning, værsgo.

Der er jo desværre ikke så meget tvivl om, hvad konsekvenserne af den nuværende retstilstand er, nemlig at man systematisk arbejder med at afkorte produkters holdbarhed. Det kan bl.a. ses, ved at nogle produkter af en eller anden grund, for hvert år der går, får en kortere levetid; i nogle tilfælde som med printere osv. kan man jo direkte se, at de er programmeret til at holde op med at virke nærmest på en bestemt dato.

Så vil jeg bare spørge ministeren, om hun ikke er enig i, at det er en problemstilling, som det ville være relevant at gå ind og forsøge at gøre noget ved. Måske – måske – kunne vi den her gang kigge ud over vores egen grænse og f.eks. kigge til Frankrig for at se, hvad det er, man har gjort der, og overveje, om de regler, man der har indført, hvor man jo nok har taget højde for nogle af de problemstillinger, som justitsministeren anfører, er noget af det, vi godt kunne lære af.

Ministeren.

Altså, jeg ved ikke, om der er belæg for at sige, at man systematisk arbejder med at forkorte levetiden. Det tør jeg ikke på stående fod tilslutte mig. Men jeg kan da konstatere, at der i sådan et almindeligt forbrugsmønster i en helt almindelig familie er relativt mange elektroniske produkter, der ret hurtigt har en sidste brugsdato, og det er måske også hurtigere end tidligere. Det tør jeg ikke sige.

Jeg vil sådan set gerne gå ind i en diskussion af, hvordan vi sikrer det her. Vi når det nok ikke på den her side af et valg, men jeg synes da, at det er en relevant diskussion. Om det så er præcis de metoder, som Enhedslisten foreslår her, hører jeg også der er en velvilje i forhold til at kunne se på.

Hr. Per Clausen.

Altså, ministeren har jo ret i, at med det her beslutningsforslag bevæger vi os ind på noget, der i hvert fald er nyt i Danmark, og derfor skal vi selvfølgelig i forbindelse med det udvalgsarbejde, der normalt vil komme, håndtere de her sager grundigt og ordentligt. Og så har justitsministeren nok ret i, at det er lidt svært at forestille sig, at det arbejde bliver gjort færdigt på den her side af et valg. Så jeg opfatter det på den måde, at det i hvert fald er en problemstilling, som vi har mulighed for at komme i dialog om, også med den socialdemokratisk ledede regering, der kommer efter næste valg.

Tak. Ministeren.

Det er der tilsagn om.

Tak til ministeren. Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre, som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Selv om jeg godt ved, at det ikke nødvendigvis giver frit lejde, så skal jeg sige, at da Venstres ordfører, hr. Henrik Høegh, desværre er fraværende i dag, vil jeg her læse hans ordførertale op:

Med dette beslutningsforslag vil Enhedslisten indføre et krav om, at den forventede levetid skal fremgå på alle elektriske og elektroniske produkter. Enhedslisten henviser til en ny fransk lov, som kræver, at hvidevareproducenter og -forhandlere skal oplyse deres kunder om, hvor lang levetid der er på de enkelte produkter.

Producenten skal oplyse den forventede levetid til forhandleren, og forhandleren skal informere kunden på skrift, og hvis et af disse trin ikke overholdes, kan man få en bøde på op til 112.000 kr. pr. gang. Producenterne er ligeledes forpligtet til at reparere eller erstatte fejlramte produkter gratis inden for 2 år efter køb.

Enhedslisten ønsker at indføre denne lovgivning i Danmark, men går jo så også skridtet videre end i Frankrig, da man i beslutningsforslaget lægger op til, at loven skal gælde for alle elektriske og elektroniske produkter, og altså ikke kun dem på hvidevareområdet, som det er tilfældet i Frankrig.

Venstre anerkender og er sådan set enig i Enhedslistens hensigt med det her beslutningsforslag, men vi finder også, at det vil være mere hensigtsmæssigt at lade dette arbejde foregå på EU-niveau. Industrien kan nemlig opleve forringet konkurrenceevne, hvis vi går dansk enegang, og derudover vil vi sådan helt lavpraktisk formentlig stå med en masse importerede varer, som ikke lever op til den danske standard.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Anne Sina, Socialdemokraterne.

Vi skal i dag behandle Enhedslistens forslag om, at producenter fremover skal oplyse elektroniske produkters forventede levetid, et forslag, der skal sætte ind over for producenternes brug af planlagt forældelse af deres produkter.

Vi Socialdemokrater er helt enige i, at det er problematisk og forargeligt, hvis producenter spekulerer i at lave produkter, der går i stykker inden for en bestemt periode. Derfor har vi faktisk allerede i dag en rimelig god beskyttelse af vores forbrugere; både igennem forbrugeraftaleloven og købeloven er forbrugere i Danmark sikret en lang række rettigheder.

I dag er det sådan, at en vare skal have en holdbarhed, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt har en rimelig grund til på en eller anden måde at kunne vurdere. Derfor kan forbrugerne i dag forvente, at de varer, de køber, lever op til en ordentlig standard, og hvis de oplever, at en vare er mangelfuld, så kan de få varen helt eller delvis refunderet.

Når det så er sagt, skal vi naturligvis altid være opmærksomme på, at lovgivningen følger udviklingen i samfundet, og det gælder bestemt også på forbrugerområdet, hvor udviklingen i forhold til elektroniske varer går lynende hurtigt, og hvor det ofte kan være svært at orientere sig.

Samtidig skal vi være påpasselige, når vi pålægger producenter og virksomheder nye oplysnings- og informationsforpligtelser, for det skaber, uanset hvordan man vender og drejer det, øget bureaukrati, og det skal man kun gøre, når det er højst nødvendigt. Vælger vi at sætte ind over for producenter, der benytter sig af forældelse på den måde, som Enhedslisten beskriver det, så vil vi unægtelig også ramme alle dem, der producerer ganske ordentlige produkter. Derfor skal vi holde os for øje, at mere udførlige krav om forbrugeroplysning også kan ramme rigtig mange, det ikke behøver.

Så det er altid en balancegang, når vi fra politisk side regulerer forholdet mellem producent og forbruger. På den ene side skal vi sørge for, at forbrugeren har ordentlige vilkår, men vi skal på den anden side også være påpasselige, da det kan gå ud over en masse ordentlige virksomheder og i sidste instans føre til højere priser på varerne, og det er jo bestemt ikke til gavn for forbrugerne.

Hos Socialdemokraterne prioriterer vi forbrugernes vilkår og rettigheder højt, og vi er derfor enige med Enhedslisten i, at planlagt forældelse ikke bør finde sted. Derfor arbejder vi bl.a. også på at få indført en differentieret reklamationsret på særlig dyre varetyper i EU-sammenhæng. Det her er, som der også tidligere blev påpeget, en international problemstilling, så vi skal have EU med.

Frem for alt mener vi som sagt, at der i den nuværende lovgivning er regler, der sikrer danske forbrugere mod planlagt forældelse, men det her er en debat, vi altid skal tage op og følge ganske nøje. Men Socialdemokraterne kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen, Enhedslisten. Værsgo.

Nu er det her jo en sag, som i hvert fald har mindst to elementer. Det ene er, at det er ganske rigtigt, at man selvfølgelig skal beskytte forbrugerne imod, at de produkter, de køber, holder op med at fungere, før det er nødvendigt. Det mener jeg sådan set at der findes rigtig mange eksempler på sker. Det andet er, at det også ressourcemæssigt er et frygteligt spild, at man producerer varer, som så ikke fungerer i den periode, de kan.

Jeg vil bare spørge fru Anne Sina, om Socialdemokraterne ikke er enige i, at vi bør gå ind i den her problemstilling ud fra begge de to vinkler og prøve at se, om vi ikke lovgivningsmæssigt, regelmæssigt eller gennem aftaler er i stand til at opnå nogle forbedringer i forhold til den tilstand, der er i dag.

Tak. Ordføreren.

Altså, nu henviser Enhedslisten jo selv i beslutningsforslaget til den her tyske undersøgelse på det her område, og hvis jeg læser undersøgelsen korrekt, siger den også, at vi i dag i virkeligheden mangler data for omfanget af det her, nemlig om det er noget, der reelt sker rigtig meget. Så vi arbejder på et lidt vagt datagrundlag i forhold til den her problemstilling. Det ændrer ikke på, at vi alle sammen, som ministeren også sagde det, sidder lidt med den der oplevelse af, at, hov, så gik iPad'en i stykker. Så der er nok noget i det her. Men bare for at få det på plads: Vi mangler noget data for helt at være sikker på, hvordan det her udvikler sig, og derfor synes jeg vi skal følge udviklingen nøje.

Jeg er også med på, at det her ikke kun handler om forbrugerbeskyttelse, men også om en bæredygtighed i forhold til den måde, som vi producerer produkter på, og den måde, som de holder på. Så jeg anerkender fuldt ud, at der er to elementer i det her. Jeg mener dog, at man, ved at man f.eks. i en europæisk sammenhæng kigger på reklamationsretten, på den måde også kan tvinge producenter til i virkeligheden at sikre noget mere bæredygtighed allerede i produktionsfasen.

Hr. Per Clausen.

Jeg er selvfølgelig glad for, at der er vilje til at se på den her problemstilling, også fordi det på nogle områder jo næsten er alt for tydeligt. Jeg kender folk, heldigvis, der har forstand på elektronik, og som nærmest ved kun at trykke på en knap er i stand til at få en printer til at virke, hvor der ellers stod skrevet på skærmen, at nu virker den ikke mere, fordi den nu er slidt op. Det er måske sådan et eksempel, synes jeg, på noget af det, der måtte være mulighed for at gribe ind over for.

Men jeg ser sådan set frem til, at vi kan arbejde videre med den her problemstilling. Om det så bliver på den her side af et valg, er måske lidt tvivlsomt – også fordi nogen sikkert vil insistere på at holde sommerferie, selv om valget skulle komme inden ferien. Men det er i hvert fald en problemstilling, som jeg kan sige vi vil følge op på efterfølgende, fordi vi synes der er rigtig meget at komme efter.

Ordføreren.

Jamen jeg synes bare, det er godt, at Enhedslisten har tænkt sig at fortsætte med at følge den her udvikling, fordi det er da et område, hvor vi alle sammen nogle gange sidder og tænker: Ahr, kan det her nu være rigtigt? Det, jeg bare påpeger, er, at vi i virkeligheden mangler noget klar dokumentation for, hvordan det her sker. Det tror jeg kunne være rigtig brugbart, fordi man så for alvor kunne tage den her sag op fremadrettet – det er vi i hvert fald med på.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, som ordfører. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti anerkender vi fuldt ud den problematik, som Enhedslisten rejser med forslaget, nemlig at der er nogle situationer, hvor man får en fornemmelse af, at der er planlagt en forældelse af produktet. Det er den ene præmis. Den anden præmis er selvfølgelig i forhold til vores ressourcer og miljøpåvirkningen, når man producerer ting gentagne gange. Det er sådan det.

Men i forhold til selve forslaget mener vi også, at det vil gøre tingene dyrere, hvis vi siger ja til, at sælgere og forretninger bliver pålagt at skulle komme med skriftlige angivelser af, hvor længe et apparat skal kunne holde. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at man skal kunne levere reservedele i et vist antal år. Derved mener vi simpelt hen, at man gør produkterne dyrere, og vi mener også, at noget af det simpelt hen er urealistisk. Der kan jo være en producent, der producerer nogle ting, der bliver solgt, og så går vedkommende konkurs. Så kan man have stået nok så meget i en forretning og sagt, at der findes reservedele i de næste 10 år, men det er bare ikke gældende mere, fordi virksomheden ikke eksisterer. Så der vil være nogle tilfælde, hvor det simpelt hen ikke vil kunne lade sig gøre. Det er så, hvad det er.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi får arbejdet videre med det her, for vi har set, at der er nogle steder, hvor man meget hurtigt får den her fornemmelse af, at lige så snart garantien er udløbet, dør tingene. Det er jo simpelt hen irriterende som forbruger, at man skal bruge penge osv. på det. Så hvis det foregår, er det ikke rimeligt.

Jeg tror, at hr. Per Clausen selv nævnte printere. Men det kan godt overraske mig lidt, når spørgsmålet skal angribes på de to måder, som Enhedslisten gør i forslaget, at man netop ikke tager sådan noget som tv med, for tv er jo også miljøbelastende. Og alt andet lige skriver Enhedslisten selv, at de ofte bliver udskiftet, ikke fordi de ikke længere virker, men fordi man ønsker en ny funktionalitet eller simpelt hen bare et smartere fjernsyn, for sådan er det jo også.

Til sidst vil jeg bare sige, at vi ikke kan støtte forslaget, men jeg synes, det er vigtigt, at vi gør noget for at finde ud af, om der er de her planlagte udløbsdatoer på elektroniske produkter. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, for det er altså ikke i orden. Det er ikke det, der er meningen, når man køber nogle ting, at man har et defekt produkt, lige efter at garantien er udløbet.

Men jeg vil også godt sige, at det undrer mig lidt, at selve forslaget går meget på hårde hvidevarer. Nu ved jeg godt, at hårde hvidevarer er et vidt begreb. Men så vidt jeg kan se ud af den tyske undersøgelse, der er lavet, er gennemsnitslevetiden for hårde hvidevarer omkring 13 år – det kan godt være, at jeg har misforstået det, men sådan må det være – og det synes jeg da egentlig er rimelig pænt, og det er i hvert fald ud over garantiperioden.

Dansk Folkeparti kan i hvert fald ikke støtte forslaget, som det ligger, men jeg håber, at vi kan se på, om vi kan gøre noget på en anden måde.

Hr. Per Clausen, kort bemærkning.

Jeg skal ikke trække sagen i langdrag i dag, men bare sige, at fru Pia Adelsteen misforstår forslaget, når hun tror, det kun handler om hårde hvidevarer. Det er det, man har gennemført i Frankrig – der har man kun gennemført det for hårde hvidevarer. Vi er sådan set enige med fru Pia Adelsteen i, at man skal kigge mere bredt på elektriske og elektroniske produkter. Så det tror jeg vi er enige om, og jeg synes, at det indlæg, der kom fra fru Pia Adelsteen, ligesom de foregående indlæg jo giver god grund til, at man kan arbejde seriøst videre med det her og måske også se på nogle af de erfaringer, de nu gør i Frankrig, når de gennemfører en lovgivning som den her.

Ordføreren, værsgo.

Det er jeg fuldstændig enig i. Vi har i hvert fald set nogle eksempler, hvor man godt kunne få en grim mistanke om, at der er foregået nogle ting, som ikke burde foregå, og vi har set udsendelser om det. Så det synes jeg er helt relevant at man tager op.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Lone Loklindt, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Enhedslisten for at bringe forslaget op. I Radikale Venstre mener vi faktisk, at det er rigtig godt at få kigget lidt nærmere på det her, fordi det selvfølgelig er helt uacceptabelt, hvis der er indbygget forældelse i produkter.

Nu kan man sige om den undersøgelse i Tyskland, der henvises til, at der jo er sådan lidt forskellige fortolkninger af den, men der er i hvert fald god grund til at sikre sig, at vi både af hensyn til forbrugerbeskyttelsen, hvor der jo er nogle garantier, en reklamationsfrist og en garantiperiode, men også i særdeleshed i forhold til ressourceforbruget ikke har produkter, der forældes for tidligt og på den måde belaster ressourceforbruget – planeten, kan man sige – mere end nødvendigt. Det er enormt vigtigt.

Det er sådan set også interessant, at man nu har lavet en lovgivning om det i Frankrig, i hvert fald i forhold til den del, der vedrører hårde hvidevarer, for det gør jo, at vi vil kunne kigge på, hvordan det foregår der, og hvad erfaringerne bliver med det. Men fra radikal side er vi lidt bange for at skulle kræve en ny mærkningsordning, idet vi allerede har en del mærker, og det er ret vigtigt, at vi kan holde tingene inden for de mærkningsordninger, vi allerede har, sådan at det ikke bliver helt uoverskueligt for forbrugerne, hvad det egentlig er, man skal rette sig efter.

Men det, som jeg synes også er interessant i den her sammenhæng, er, hvis man i miljømæssig forstand tænker i en mere cirkulær økonomi, altså det der med, at vi kan bruge produkterne længere og genanvende materialerne. Og der får det jo rigtig stor betydning, at vi også ser, at flere og flere produkter frem for at blive solgt som en vare med ejendomsret nærmere bliver en service, hvor man kan købe brugen af et produkt. Og i den sammenhæng trækker udviklingen jo i den rigtige retning, for hvis de producenter, der er af hårde hvidevarer eller andet elektronisk udstyr, selv skal lease, leje produkterne ud til forbrugerne, bliver der nok en helt anden interesse i, at de holder længere, og at man helt totalt kan styre, hvornår man ønsker at få ressourcerne tilbage i forhold til at blive opgraderet til en ny model.

Så spørgsmålet er i hvert fald meget relevant i forhold til at se på, om vi på den måde kan være med til at fremme den cirkulære økonomi og fremme interessen for netop at holde fast i, at produkter har så lang en levetid, som det er optimalt i forhold til forbruget af ressourcer, og i forhold til at funktionen kan bruges, snarere end at vi får et ressourceforbrug, som handler om rigtig meget udtjent udstyr, der bare ryger på lossepladsen.

Så Radikale Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget, men er optaget af, at vi kan diskutere videre i udvalget, om vi på nogen måde kan sende en eller anden form for signal om hensigten, som jeg er enig med Enhedslisten i.

Tak for det, og tak til ordføreren. Socialistisk Folkepartis ordfører er ikke lige til stede, så vi går videre til hr. Villum Christensen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg kan forstå, at Enhedslisten er faldet over et indlæg i Ingeniøren, som handler om, at husholdningsapparater ikke holder så længe, som de gjorde i gamle dage. Jeg ved nu ikke, om det skulle være så epokegørende en nyhed og slet ikke et problem, som efter vores opfattelse bør kalde på lovgivningsmæssige initiativer.

Vi kaster os jo over mange problemer herinde, som vi mener lovgivningsmagten skal tage sig af, og nu mener Enhedslisten altså, at vi skal pålægge producenter og forhandlere at oplyse om, hvor lang levetid forskellige elektriske apparater har, og om det er muligt at få reservedele. Tja, man kan selvfølgelig sagtens ytre sympati for et ønske om at løse problemet, hvis ikke man mener, at de nugældende beskyttelsesregler drager omsorg for det, men jeg tror nu, det kan være særdeles vanskeligt at afgøre, hvor længe et produkt holder. For undskyld sammenligningen, man kan jo køre bil på mange måder. Nogle kører ligefrem råddent – er det ikke sådan, det hedder i de kredse? – mens andre kører med den bløde hat liggende i bagruden. Jeg tror, at den gamle Opel Kaptajn med den bløde hat holder længst. Og tager man en skjorte fra H&M, der koster under det halve af en normal skjorte, så tror jeg, de fleste nok er klar over, at pasformen måske ikke skal forventes at kunne holde de næste 5 år.

Hvad vil jeg så med det? Jeg tror altså, at forbrugerne selv kan håndtere mange af de her problemer. Vi synes, at barnepigestaten må stoppe et eller andet sted. Selv om man ville administrere sådanne levetidsregler for disse produkter, så mener jeg virkelig ikke, at vi skal belemre offentlige myndigheder og kontrolorganer med den type opgave. Det gør vi altså heller ikke, selv om Frankrig eller andre lande skulle synes, at det her var en god idé.

Vi er af de her grunde imod beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Daniel Rugholm, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi behandler her et beslutningsforslag, som bygger på tre ting: 1) en artikel fra Ingeniøren, 2) en 5 måneder gammel lov fra Frankrig og 3) første halvdel af en undersøgelse fra Tyskland.

Jeg ikke selv læst undersøgelsen – det skal jeg indrømme – men jeg har fået oplyst af folk, der har læst den, at konklusionen faktisk viser, at hvidevarer i gennemsnit holder 13 år hos forbrugerne. Det er 2 år længere, end et ægteskab gennemsnitlig gør i Danmark.

Forskellige ordførere, både den socialdemokratiske og den radikale, var inde på forskellige problematikker i forslaget. Jeg skal ikke gentage dem alle sammen. Venstres ordfører var også inde på problematikken med, at Danmark går enegang i forhold til EU på dette område. Det er vi sådan set også enige i. Så Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen, Enhedslisten. Værsgo.

Man kan vel dele de indlæg, der har været i den her debat, op i to grupper. Den ene gruppe siger, at det er rigtigt, at der eksisterer et begreb, der består i, at man indbygger forældelse i produkter, og at det sådan set er en udfordring og et problem, bl.a. for forbrugerne, som jo på den måde tvinges til at skifte produkter ud oftere, end de ellers skulle gøre, og dermed tvinges til at bruge flere penge.

Ingen har så nævnt den positive effekt af det, kan man så sige, nemlig at så får man måske også mere forbrug og flere arbejdspladser og alt muligt andet. Men i hvert fald kan man sige, at der er nogle, der anerkender, at det problem eksisterer, og at det også ud over at være en belastning for forbrugernes økonomi er en belastning for natur og miljø, fordi det giver en unødvendig stor anvendelse af ressourcer og det giver unødvendig forurening og besvær med at bortskaffe affald. Det er vel sådan den ene kategori af partier, som anerkender, at det er en udfordring og et problem.

Så er der dem, som ikke har opdaget, at det problem eksisterer, og det er selvfølgelig helt i orden, at man ikke har opdaget det. Hvis jeg ikke havde opdaget det, tror jeg heller ikke, at de artikler, der har været i Ingeniøren, de henvisninger, der er til den tyske undersøgelse, og de henvisninger, der er til fransk lovgivning, ville have overbevist mig om, at der var en udfordring. Nu er det jo bare sådan, at man jævnligt, f.eks. hvis man bruger en printer eller andre elektroniske apparater, har en meget klar oplevelse af, at her har de ikke rigtig haft energi til at indbygge forældelsen hele vejen igennem, så de sørger bare for, at maskineriet holder op med at virke. Hvis man så kender nogle, der har lidt forstand på det, så kan de få det til at virke igen, og så er det selvfølgelig ikke så slemt.

Men jeg vil bare sige, at det efter min opfattelse er en helt oplagt udfordring, vi står over for, at producenterne har en interesse i, at produkterne holder et bestemt antal år og så heller ikke et sekund længere. Og for at være sikker på det i de tilfælde, hvor forbrugerens adfærd ikke har medført, at produktet allerede er slidt op, så sørger man for, at det holder op med at virke. Af hensyn til hr. Villum Christensen vil jeg bare sige, at nu er muligheden for at misbruge sin vaskemaskine ved vild kørsel noget mindre, end når vi snakker om en bil. Jeg har i hvert fald ikke helt fantasi til at forestille mig, hvordan jeg ved at skifte mellem forskellige programmer skulle kunne opnå noget vældig større slid end så mange andre. Men det er nok min fantasi, der er for begrænset.

Vi kan også konstatere – og det tror jeg godt vi vidste i forvejen – at det, der sådan set sker, er, at produkternes levetid i stedet for at blive længere faktisk bliver kortere. Men hvis man kommer og siger, at det er noget, vi ved er et problem, og at det er noget, vi oplever er et problem, så vil folk somme tider være tilbøjelige til at sige: Har I en eller anden videnskabelig undersøgelse, der viser, at det er rigtigt? Men jeg synes sådan set, det også giver god anledning til at se på, om man kan gøre noget i forhold til det, både ud fra en ressourcemæssigt tilgang til diskussionen, men også ud fra en forbrugersynsvinkel.

Jeg kan så konstatere, at det med at lade sig inspirere af Frankrig ikke er så populært her i Folketinget. Jeg har lagt mærke til, at det også gælder på andre områder. Jo mere internationalt orienterede partier er, jo mere skeptiske er de over for at tage lovforslag og inspiration ind fra andre lande. Om ikke andet kan man altid henvise til EU eller en eller anden verdensorganisation, hvor tingene skal gennemføres først. Men lad nu ikke det ødelægge den relativt gode stemning her en fredag eftermiddag tæt på sommerferien.

Så jeg vil nøjes med at konstatere, at der jo i hvert fald i Folketinget er en bred opbakning til at gå ind i et seriøst stykke arbejde med at se på, hvordan man i givet fald kan løse de her problemer eller udfordringer. Jeg er sådan set meget enig med den radikale ordfører i, at det godt kan være, at en af de rigtige veje at gå i den her sammenhæng er at fokusere på cirkulær økonomi, som jo også forudsætter, at man stiller nogle krav til produkterne, nemlig at de forskellige elementer i et produkt kan udskiftes og erstattes med andre, og at der på den måde kan sikres længere levetid for produktet, plus at nogle af de elementer, der indgår i produktet, så også skal kunne anvendes i andre sammenhænge. Altså, der kommer man jo også til at stille nogle krav til produktet, på trods af at det muligvis vil føre til, at produktet i første omgang bliver en smule dyrere.

Så vil jeg da bare i al stilfærdighed sige til det med, at man skifter tv-apparater eller fladskærme ud, fordi man har opdaget en ny funktionalitet, man savner, at for mig har det oftest været sådan, at når jeg har fået et nyt tv eller en ny fladskærm, har jeg haft meget svært ved at se, hvad jeg skulle bruge alle funktionaliteterne til. Men det er jo nok den udfordring, man kommer til at stå over for, når man har nået min alder.

Hr. Villum Christensen, en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg har bare et enkelt synspunkt. Det er foranlediget af hr. Per Clausens munterhed over sammenligningen mellem biler og vaskemaskiner. Jeg kan forstå, at hr. Per Clausen ikke anerkender, at der kan være objektive problemer med at definere, hvor længe noget kan holde, i forhold til hvem der bruger det, og hvordan man bruger det. Det må jeg jo forstå – en vaskemaskine kan kun bruges på én måde. Vi har selvfølgelig også andre produkter. Men hvad siger hr. Per Clausen til det problem, at det jo ikke er ligegyldigt, hvad man putter ind i en vaskemaskine? Jeg kan da i hvert fald huske, at når jeg vasker mine løbesko, så siger den nogle gange nogle mærkelige lyde. Og det er sikkert ikke særlig fornuftigt. Man kan også finde på andre ting at proppe ind i en sådan en vaskemaskine.

Er det fuldstændig ligegyldigt, hvordan tingene bliver brugt, når man skal definere en periode, et produkt kan holde? Anerkender Enhedslisten slet ikke, at det er sådan et administrativt apparat, vi sætter op, og så tror man, at man kan styre alt muligt, uafhængigt af hvordan folk opfører sig? Det var sådan set det, der var mit hovedsynspunkt.

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig med hr. Villum Christensen i, at man kan ødelægge hvad som helst, hvis det er det, man vil. Man kan selvfølgelig også udøve en adfærd, som ikke er hensigtsmæssig, det er jeg helt med på. Derfor handler det her jo også om at diskutere sig frem til, hvordan man finder en løsning på den udfordring – hvis man synes, det er en udfordring – at virksomhederne sørger for, at produkter holder op med at fungere, før de behøvede at holde op med at fungere.

Hvis man synes, det er en udfordring i forhold til forbrugerne og i forhold til miljøet og ressourceforbruget, må man finde veje til at løse det. Franskmændene har forsøgt at anvise én vej, og vi kan jo gå ind og se på, om det er den rigtige vej, og så kan vi diskutere, om der findes andre veje at gå. Men jeg anerkender, at hr. Villum Christensen har ret i, at vi mennesker er i stand til at ødelægge ufattelig meget, bare vi anstrenger os nok.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljøudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.