Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 100:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en etikmærkeordning.

Af Christian Juhl (EL) m.fl.

(Fremsættelse 24.03.2015).

Forhandlingen er åbnet. Beskæftigelsesministeren.

Enhedslistens beslutningsforslag vil pålægge regeringen at etablere en etikmærkeordning for samfundsansvar. Mærkningsordningen skal være statsligt finansieret eller statsligt støttet og skal administreres f.eks. efter samme model som miljømærket Svanen og miljømærket Blomsten, og så skal der desuden arbejdes på at skabe samarbejde om etikmærket på nordisk, europæisk og såmænd også globalt niveau.

Lad mig først slå fast, at regeringen lægger stor vægt på udbredelsen af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og bæredygtig produktion. Danmark støtter også de egnede initiativer, der sigter herpå, både nationalt og internationalt, ikke mindst i FN's internationale arbejdsorganisation, ILO, men også i EU. I den forbindelse har vi glædet os over, at danske virksomheder i international sammenhæng generelt er ret gode til at arbejde med samfundsansvar. Der er faktisk en række danske virksomheder, som også har tilsluttet sig FN's Global Compact, som er et privat initiativ i FN-regi for virksomhedernes samfundsansvar. Det har netop til formål at inddrage private virksomheder i løsningen af nogle af de globale, sociale og miljømæssige udfordringer.

Men når det kommer til etikmærkeordningen, som foreslås i beslutningsforslaget, er regeringen ikke er overbevist om, at det er den rette vej at gå, måske tværtimod. Først og fremmest ser regeringen et vist misforhold i at indføre en national etikmærkeordning, som skal adressere en global problematik. Det er nok et velment initiativ, men det er næppe sandsynligt, at en dansk enegang uden videre vil kunne udbredes på internationalt niveau.

En af årsagerne til, at Global Compact har vundet bred opbakning og anerkendelse fra erhvervslivet, er jo netop initiativets globale tilgang til udfordringer på hele området. Virksomhederne, som har tilsluttet sig FN's Global Compact, har dermed brugt det som en konkurrenceparameter også på det internationale marked. I modsætning hertil ville en virksomhed ikke på samme måde kunne anvende en national etikmærkeordning som en konkurrenceparameter på det internationale marked. Regeringen mener ikke, det vil være en god idé, at vi går enegang på et så vigtigt område.

I forslaget nævnes der også flere eksisterende mærkningsordninger, bl.a. miljømærkerne Svanen og Blomsten. Dem er regeringen naturligvis tilhængere af. Miljømærkeordninger på produktionsniveau er relativt lette at kvantificere sammenlignet med arbejdsmiljø og ansættelsesforhold. Det skal selvfølgelig ikke afholde os fra at tænke nyt og også søge sammenhæng mellem miljø og socialt ansvar. Men det er også vigtigt, at vi opstiller realistiske og kontrollerbare krav i mærkningsordningen. Den del mangler jeg, når det foreslås, at et dansk etikmærkesekretariat skal kunne foretage uanmeldt besøg på tilknyttede virksomheder i ind- og udland for at sikre, at de lever op til mærkets kriterier. Det forekommer mig at være noget af en mundfuld.

I relation til de nævnte miljømærker Svanen og Blomsten vil jeg også gøre opmærksom på, at der for visse produktgrupper allerede indgår krav til arbejdsforhold i produktionen. Det er en udvikling, som regeringen gerne ser yderligere udbygget.

Ligeledes bakker regeringen op om globale standarder for miljø og socialt ansvar f.eks. i tekstilindustrien, herunder også, hvis det kan omfatte en mærkningsordning. Det var rent faktisk også, hvad min kollega handels- og udviklingsministeren så sent som i sidste uge udtalte om opfølgningen på Danmarks målrettede indsats globalt for at undgå katastrofer som den tragiske hændelse på Rana Plaza i Bangladesh. Så på den baggrund kan regeringen ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak for de pæne ord – ordene er i hvert fald pæne efter min mening. Men hvad er årsagen til, at 1.100 døde tekstilarbejdere ikke betyder det samme og ikke betyder, at vi vil give forbrugerne mulighed for at kunne vælge sådan nogle produkter fra, som er lavet under de miljømæssige forhold og andre ting? Hvad er den kvalitative forskel på arbejderrettigheder og miljøhensyn?

Ministeren.

Nogle gange kan man blive sådan lidt mismodig, når hr. Christian Juhl stiller sådan et spørgsmål og underforstået mener, at jeg er ligeglad med 1.100 døde tekstilarbejdere i Bangladesh. Det er en urimelig sammensætning. Jeg prøver faktisk at svare ordentligt og sagligt på det. Vi vil gerne være med til at understøtte alt, hvad der kan gøres internationalt på det her område.

Når hr. Christian Juhl går op og forsvarer sit beslutningsforslag, kan vi måske få svar på det, men for mig handler sådan nogle mærkningsordninger i høj grad om troværdighed. Det er det, der er afgørende for forbrugerne. Og jeg stiller så det her spørgsmål: Kan det lade sig gøre på dansk foranledning at lave en global mærkningsordning, som også har troværdighed, hvor den skal stå til ansvar for, hvad der sker i det yderste hjørne, i eksempelvis Bangladesh? Det var det spørgsmål, som jeg stillede meget kontant, og derfor er det ikke fair at udlægge det, som om jeg er ligeglad med 1.100 døde personer i en eller en tragisk ulykke, tværtimod.

Hr. Christian Juhl.

Jeg prøver bare at tage ministeren på ordet, med hensyn til at vi skal gøre alt, hvad der kan gøres. Der er tusindvis af forbrugere i Danmark, der, når vi på gader og stræder har lavet aktioner om Rana Plaza-ulykken, har spurgt: Hvad kan vi gøre? Så er det, jeg siger: Lad være med at købe deres lort. Det er mit svar til dem.

Men de siger: Hvordan skal man så finde ud af det? Ja, det kan vi da som stat prøve at hjælpe dem med. Jeg tror faktisk godt, man kan lave en mærkningsordning, en positiv mærkningsordning, som ikke godkender alt muligt skrammel ude i verden, men som kun godkender det, vi er sikre på vi kan sige ja til.

Uanset om det er miljøhensyn, eller om det er arbejderrettigheder, skal der jo kontrolleres. Så skal mærkningsordningen have et kontrolsystem. Så derfor kan vi jo lige så godt bygge noget op her, som vi kan bygge noget op andre steder.

Ministeren.

Det er jo lige præcis det sidste. Og undskyld, hr. Christian Juhl, men det forekommer mig på grænsen til at være en anelse naivt at forestille sig, at Danmark er i stand til at kunne give den garanti, der skulle være i forhold til en sådan mærkning.

Der, hvor det giver mening, er lige præcis, når vi arbejder sammen på globalt plan, bl.a. via det, der foregår i FN-regi. Og det var det, jeg brugte ret meget af min tid på at adressere i talen her: at der vil man til enhver tid se Danmark – generelt, tror jeg, men i hvert fald den nuværende regering – kæmpe for, at der bliver ordentlige, troværdige mærkningsordninger.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Jeg kan forstå, at ministeren advarer mod det her med bl.a. det argument, at man ikke mener, at der skal være et nationalt initiativ på det her område, men et internationalt. Nu er jeg så ikke enig i, at man ikke kunne tage et nationalt initiativ – det kunne man sagtens – men nuvel, nu tager jeg udgangspunkt i det, som beskæftigelsesministeren siger.

Så er mit spørgsmål: Hvilke initiativer tager Danmark og vil Danmark tage i international sammenhæng for at fremme den tankegang, som ligger bag det her forslag fra Enhedslisten? Hvilke initiativer vil Danmark tage i EU? Hvilke initiativer vil Danmark tage i FN?

Ministeren.

Jeg gav også udtryk for, hvad handels- og udviklingsministeren har sagt om de her ting. Jeg har prøvet på at beskrive de internationale mærkningsordninger og her FN’s Global Compact som noget af det allervigtigste. Det er jo lige præcis at give støtte til den type ting, som er fuldstændig afgørende; det er her, Danmark kan være med til at presse på og spille en rolle, og det har vi gjort, og det vil vi fortsat gøre.

Tak til ministeren. Så er det hr. Preben Bang Henriksen som Venstres ordfører.

Tak. Det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, og som er fremsat af Enhedslisten, drejer sig om, at vi skal oprette en etikmærkeordning, der skal fortælle forbrugeren, om produktet er produceret i overensstemmelse med grundlæggende arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder osv.

Nærmere betegnet er der tale om, at det sekretariat og det nævn, der skal fungere under det her, bl.a. skal tage stilling til, om Genèvekonventionen er overholdt, til menneskerettighedserklæringen og konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, til økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, til retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv – at ansættelser er sket frivilligt, at der er et sikkert og sundt arbejdsmiljø, at der intet børnearbejde er, at der er organisationsfrihed, at der ikke er overdrevne arbejdstider, at der ikke er nogen diskrimination i ansættelsen, og at der gives en løn, der sikrer tilstrækkelig levestandard.

Alle de her krav skal påses ude i alle leder af produktionsprocessen, og det vil sige lige fra råvarens fremskaffelse og bearbejdning og senere transport. Herudover understreges, at det er både producenten, men også underleverandører, der skal opfylde de her krav.

Jeg må indledningsvis sige, at det er en ordentlig mundfuld, vi har med at gøre, og det drejer sig åbenbart om alle varer. Jeg har da også samtidig bemærket, at det skal finansieres af statskassen, uden at der i øvrigt er sat noget beløb på, hvor meget det løber op i.

I Venstre finder vi, at det er vigtigt, at forbrugerne får relevant information, så de kan træffe valg ud fra deres ønsker og behov. Gennem deres valg er forbrugerne med til aktivt at påvirke varer og tjenesteydelser på markedet, og det ser vi løbende til.

Allerede i dag findes der et marked for produkter, der lever op til forskellige etiske krav, så forbrugerne har faktisk en valgmulighed i dag. Der er eksempler på private mærkeordninger – eksempelvis det, der hedder Max Havelaar-ordningen.

I Venstre finder vi, at en etisk mærkningsordning bør være drevet af virksomhedernes engagement i samarbejde med forbrugerne. Det er ikke statens opgave at være smagsdommer over for, hvilke etiske kriterier der skal lægges vægt på. Vi skal ikke oprette et apparat af såkaldt smagsdommere, der skal vurdere, hvad god etik er. Etik kan som bekendt være mange ting, og nogen egentlig formel på, hvad god etik er, findes mig bekendt ikke. Jeg synes, man skal lade det være op til den enkelte forbruger at afgøre, hvad der skal lægges mest vægt på – om det er miljøvenlighed, menneskerettigheder, dyrevelfærd, eller hvad vi nu måtte tale om.

Så Venstre ønsker ikke at bidrage til at etablere det her system, og samlet set kan Venstre ikke støtte den ordning, der foreslås.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Hr. Preben Bang Henriksen siger, at forbrugerne har ret til reel oplysning om de varer, de finder i butikkerne og måske ønsker at købe. Men alligevel skal der ikke være noget system til at sikre det område, som er et kæmpeproblem – et kæmpe globalt problem – nemlig det, at arbejderrettigheder trædes under fode, at arbejdere dør af dårlige arbejdsvilkår, at arbejdere snydes, så vandet driver af dem. Det skal der ikke være et system som oplyser om; det er smagsdommeri. Hvor går grænsen hos Venstre for, hvornår det er reel oplysning til forbrugerne, og hvornår det er smagsdommeri?

Ordføreren.

Jeg så meget gerne, at forbrugeren fik de oplysninger, som hr. Christian Juhl efterlyser. Jeg synes bare ikke, det er et forhold, staten skal rodes ind i. Vi ser virksomheder, der forsøger at give den pågældende forbrugeroplysning, og det bliver simpelt hen til et almindeligt konkurrenceelement ligesom på så mange andre områder, og det er vi fra Venstres side fuldt ud tilfredse med.

Hr. Christian Juhl.

Betyder det, at hr. Preben Bang Henriksen mener, at vi skal overlade det til dem, der sælger produkterne, at oplyse og ikke blande os i, om det nu er en seriøs oplysning, og ikke hjælpe med at retlede forbrugerne i forhold til de oplysninger, de får? Altså, det betyder, at kvaliteten er ligegyldig, og at det er konkurrencen, der fuldt ud skal bestemme, hvilke oplysninger vi får om vores varer.

Ordføreren.

Nej, vi skal ikke overlade det til dem, der sælger produkterne, vi skal overlade det til dem, der køber produkterne. Der vil skabes et helt sædvanligt marked, hvor den moderne forbruger vil efterspørge de her oplysninger, og på den baggrund vil tingene indrette sig efter forbrugernes ønsker. Det her er ikke noget, staten skal varetage.

Der vil være utrolig mange administrative problemer, og der skal allokeres utrolig mange ressourcer til det system, som Enhedslisten lægger for dagen her. Det skal jo ud i alle lande og kontrolleres; der skal være kontrolbesøg – uanmeldte kontrolbesøg, og jeg har ligesom ministeren svært ved at forestille mig, hvordan det overhovedet skal kunne effektueres. Jeg tror ikke på, at det her kommer til at fungere på nogen måde. Det bliver forbrugerne selv, der kommer til at stille krav til virksomhederne, og sådan skal være.

Tak til Venstres ordfører. Så er det fru Mette Reissmann som socialdemokratisk ordfører.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for, at Enhedslisten rejser denne problematik her i Folketingssalen. At kæmpe for arbejdernes rettigheder både i Danmark og i resten af verden er socialdemokratisk hjerteblod; det er en kamp, som vi altid skal kæmpe.

Tidligere har store tragedier, særlig i tekstilindustrien, sat fokus på, hvordan de her produkter, vi forbruger i Vesten, bliver produceret, og hvilke forhold, som de mennesker, der producerer dem, arbejder under. Det er ikke sjov læsning, og det har desværre vist sig, at arbejdsforholdene, særlig i udviklingslandene, er yderst kritisable. Derfor er det også relevant at diskutere, hvordan vi kan få virksomheder og producenter til at give deres medarbejdere ordentlige arbejdsforhold. Og derfor fremlagde vi allerede i 2013 en CSR-handlingsplan, der satte fokus på samfundsansvaret i både det private erhvervsliv og hos forbrugerne.

Handlingsplanen indeholder nogle redskaber og principper, særlig til brug for de danske virksomheder, der opererer på nye vækstmarkeder, hvor menneskerettigheder ofte er under pres. Derudover satte regeringen i kølvandet på tragedien i Bangladesh, hvor en tekstilfabrik styrtede sammen, ind med en række yderligere tiltag, der skulle sikre mere ansvarlige produktions- og arbejdsforhold under produktionen af de her produkter. Og det var bl.a. tiltag som CSR Abroad, øget fokus på CSR i regi af EU-handelsaftaler og et målrettet samarbejde med Dansk Erhverv. Det er alt sammen initiativer, der skal få danske såvel som udenlandske virksomheder til at tage ansvar for arbejdsforhold og arbejdernes rettigheder, både på deres egne fabrikker, hos deres underleverandører og i samfundet, hvor de placerer deres produktion.

Jeg skal også lige nævne, at Socialdemokraterne jo bl.a. helt tilbage i 1999, da vi sidst var i regering, havde en mærkningsredegørelse, der har sat fokus på det her problem. Vi havde den daværende erhvervsstrategi, der hedder dk21, som udmøntede etikdatabasen, som jeg havde den store fornøjelse at være leder af i de år, den eksisterende. Så det er jo ikke første gang, at Socialdemokraterne ligesom har været med i forhold til den her problemstilling.

Så Socialdemokraterne er altså meget enige med Enhedslisten i, at vi har et medansvar i forhold til at sikre ordentlige forhold i hele produktionskæden. Vi mener bare ikke, at Enhedslistens foreslåede etikmærke er den rigtige løsning på problemet, for i en moderne forbrugsjungle, hvor der allerede er et væld af forskellige mærker, er der altså kun én ting, som kan forvirre forbrugerne yderligere, og det er at få endnu et mærke. Derfor mener vi, selv om forbrugerne generelt er glade for mærker, at det ikke er den rigtige måde at gøre det på. Gennemsigtighed og forbrugeroplysning vil vi altid arbejde for. Det er nødvendige redskaber, hvis forbrugerne skal tage et medansvar lige præcis i kampen mod dårlige arbejdsvilkår. Det kræver naturligvis, at man ved, hvad man køber, hvis man som forbruger skal gøre en forskel med sine forbrugsvalg.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at kriteriet om socialt ansvar allerede indgår i flere af vores miljømærkninger. Der eksisterer en stribe redskaber – ministeren har nævnt nogle af dem – der giver virksomheder mulighed for at reklamere med det, når de tager et socialt ansvar. Og derfor mener vi ikke, at de økonomiske konsekvenser og det omfattende arbejde, det er at skulle etablere endnu en ny mærkningsordning, og i øvrigt også administrationen af den, står mål med udbyttet. Mærkninger er én måde at få forbrugerne til at træffe et aktivt valg på, men det kræver overskuelighed og troværdighed om de forskellige mærker, og det kan for mange forskellige mærker risikere at sætte over styr. Så vi mener ganske enkelt ikke, at det her forslag er den bedste måde at sikre ordentlige arbejdsforhold på, og derfor kan Socialdemokraterne ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak. Nu hørte vi jo før Venstre, der mener, at det skal forbrugerne selv finde ud af, for det er for kompliceret til at gøre i fællesskab. Tror Socialdemokraternes ordfører også på den slags ideer om, at når det er for kompliceret for fællesskabet, er det meget lettere for forbrugeren selv at finde ud af det og stille kravene? Er det nok til at regulere noget så alvorligt som de alvorlige overtrædelser af arbejderrettigheder, der findes rundtom på kloden?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sondre mellem substansen, altså det forhold, at vi klart mener, at man skal kæmpe for arbejdstagernes rettigheder overalt på jorden, for det mener jeg vi skal, og så det faktuelle og nærværende beslutningsforslag, der handler om, om vi skal have en mærkningsordning, eller om vi ikke skal have en mærkningsordning. Og jeg vil forholde mig til det sidste. For vi skal ikke have en mærkningsordning som den, som Enhedslisten lægger op til. Det går i øvrigt kun på produkter – hvad med serviceydelser? Det har vi ikke set noget om fra Enhedslistens side.

Som jeg bl.a. sagde i min tale, findes der andre måder, hvorpå man kan oplyse forbrugerne om det her. Vi mener, at de kræfter, vi kaster ind i kampen for arbejdstagernes rettigheder i hele produktionskæden, er bedst givet ud på den måde, vi har valgt at prioritere indsatsen, og det er bl.a. igennem CSR-handlingsplanen, sådan at de virksomheder i hele produktionskæden, som er involveret, faktisk har et incitament til at skulle lige præcis producere under ordnede forhold.

Forbrugeroplysning er vigtig, og derfor har vi også sat ind med forskellige initiativer, som bl.a. er understøttet både af staten, men også af EU, over for skolebørn helt ned til 3. klasse, sådan at vi lærer vores børn, når de går i skole, at være aktivt bevidste forbrugere, så de kan stille de krav.

Hr. Christian Juhl.

Nu er forslaget jo netop fremsat i kølvandet på CSR-handlingsplanen for netop at udbygge den, fordi vi har et område her, hvor vi ikke kan give forbrugerne svar. Vi kan ikke give forbrugerne ordentlige svar, når de spørger. Jeg har selv prøvet at rode rundt i butikker der, hvor jeg bor, for at se, hvad jeg kan gøre for at blive klogere på, hvordan arbejderne har haft det, når de her produkter er blevet produceret. Der findes ikke en mulighed for mig. Jeg er prisgivet, medmindre jeg selv tager ud i verden og ser, hvordan det er, og så finder en fabrik, hvor man producerer ordentligt. Og det er jo ganske uoverskueligt at lade forbrugeren selv have den opgave.

Hvilken ordning er det så, hvis Socialdemokraterne siger, at det ikke er denne ordning, at det ikke er dette forslag, der er det rigtige? Hvad er så forslaget, hvormed vi kan hjælpe forbrugerne?

Ordføreren.

Socialdemokraterne går bestemt ind for en god og transparent forbrugeroplysning, også når det kommer til lige præcis sociale, miljømæssige vilkår for arbejdstagerne. Der er allerede adskillige private mærker, som arbejder glimrende med nøjagtig de her forbrugeroplysninger. Jeg kunne alene bare nævne Fair Trade-mærket og Max Havelaar, som jo netop indeholder adskillige sociale momenter. Det fungerer udmærket.

Det, som jeg siger, er bare, at Socialdemokraterne ikke mener, at det skal være en offentligt støttet mærkningsordning, fordi det kræver en uendelig stor indsats, økonomisk såvel som markedsføringsmæssigt, verifikationsmæssigt og kontrolmæssigt. Og hvis ikke man har forbrugernes tillid til sådan noget, står den indsats, man faktisk yder, ikke mål med resultatet.

Vi ved det, og jeg vil gerne opfordre Enhedslistens ordfører til at gå tilbage til de undersøgelser, der blev lavet i starten af 00'erne, som handler om lige nøjagtig det her, og som slår det fast. Der er forskningsmæssigt belæg for ikke at gå videre ad den vej, hvor et etikmærke faktisk ser dagens lys.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Bent Bøgsted som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak, formand. Dansk Folkeparti synes, at ideen om og princippet i en etisk mærkeordning kan lyde fornuftig. Jeg har først og fremmest forstået det som en frivillig ordning, der bliver lagt op til, og det mener vi er en helt nødvendig betingelse, når det drejer sig om en mærkningsordning. Dermed sikrer man sig, at mærkningsordningerne i sidste ende er drevet af forbrugerkrav og efterspørgsel.

Det skal være forbrugernes krav, der står i centrum for udviklingen, og derfor skal indholdet af en sådan mærkningsordning også fastlægges i dialog med brancherne. Faktisk skal brancherne være den primære inspirationskilde til, hvad en mærkning skal indeholde. Sagt helt enkelt: Hvis det er rentabelt at være med i en mærkningsordning, skal virksomhederne nok finde ud af at bruge den. Og rent faktisk har der, som det også er blevet nævnt, været overvejelser om i visse markeder at lade etiske kriterier indgå i de eksisterende mærkningsordninger Svanen og Blomsten, men indtil nu er det endt i en blindgyde med en meget enkel forklaring: kontrolopgaven. Som vi noterer os det, er det jo med de initiativer, som er foreslået i beslutningsforslaget, meget svært at overholde det, og det er en meget høj pris, der bliver på det.

Jeg ved ikke, om Enhedslisten har tænkt på, at hvis der skal indføres en etikmærkeordning på f.eks. tøj, bliver prisen på det tøj, folk skal købe i butikkerne eller sådan noget, måske dobbelt så høj. Det kan også godt være, Enhedslisten synes, at det er helt i orden, men jeg er ikke sikker på, at forbrugerne synes det, og så fravælger de det alligevel. Altså, så kigger de ikke efter etikmærket; så kigger de efter prisen, når det kommer til stykket.

Man skal selvfølgelig også være opmærksom på, at der, sådan som den tidligere ordfører nævnte, eksisterer instrumenter, f.eks. CSR Kompasset, som er oprettet.

Men Dansk Folkeparti vil understrege, at skal der være etiske kriterier i en mærkningsordning, skal det ske inden for de eksisterende ordninger. Det duer ikke at lave en separat ordning for forbrugerne, som skal forholde sig til et i forvejen meget rodet marked. Og med det, der lægges op til i forslaget, bliver det uoverskueligt at kontrollere det, og den enkelte forbruger vil nok ikke være i stand til lige at kontrollere, hvordan og hvorledes det er, når det kommer til stykket.

Jeg tror, at hvis virksomhederne kan se, at der er fornuft i det, så vil de tilmelde sig det og lave sådan en ordning og sige: Vi skal have ordnede forhold, vi skal have varerne produceret andre steder i verden end i de lande, hvor de produceres i dag, og forbrugerne skal måske betale to eller tre gange så meget for varerne, fordi vi ikke skal have dem produceret i bestemte lande. Samtidig betyder det, at man flytter noget produktion fra nogle lande, at nogle folk bliver arbejdsløse i den forbindelse.

Bare fordi etikmærket kommer og det hele bliver dyrere, kan hr. Christian Juhl jo ikke regne med, at det gavner dem, som hr. Christian Juhl gerne vil hjælpe, i sidste ende. Det har jeg selvfølgelig ikke belæg for at sige noget om, men det er bare sådan en tanke, at det jo ikke er sikkert, at det i sidste ende kommer til at gavne dem, som hr. Christian Juhl gerne vil hjælpe.

Men Dansk Folkeparti kan ikke støtte det her forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Det er vedrørende prisen. Altså, hvis produktionsprisen på en T-shirt blev fordoblet, var det ikke noget, hr. Bent Bøgsted kunne mærke, ikke noget af betydning. Produktionsprisen på en T-shirt udgør højst 5 pct. af salgsprisen, og det er inklusive profitten til tekstilvirksomheden i Bangladesh. Altså, produktionsprisen udgør højst 5 pct. af salgsprisen, og resten er noget, der tjenes undervejs i kæden. Så det er ikke noget, der vil ændre priserne væsentligt, men det vil ændre vilkårene for arbejderne ude i Bangladesh.

Jeg vil gerne høre, hvad Bent Bøgsted selv gør, når han sådan overvejer, hvad for nogle varer han skal købe. Kigger han kun på prisen og farven på T-shirten, eller tænker han også over, hvordan den er produceret ude i verden?

Ordføreren.

Jamen altså, jeg tror, at jeg gør ligesom alle andre; når man skal ind at købe nogle produkter, ser man efter det, man synes om, og om det passer i farven og størrelsen. Jeg tror, det er det, man gør. Jeg kigger ikke på mærkningen, og hvor det er produceret henne. Jeg kigger ikke på, hvad mærke det er. Jeg går ikke i mærketøj, så det spekulerer jeg ikke i. Jeg kigger på varen og ser på, om det er en vare, jeg kan lide, og hvis det er det, køber jeg den. Helt ærligt: Det er ikke de dyreste butikker, jeg går ind i.

Hr. Christian Juhl.

Jamen hr. Bent Bøgsted, hvis vi ikke tænker over den slags ting, risikerer vi jo netop, at vi har blod på vores T-shirts, altså at vi faktisk har det, som den kampagne, der i øjeblikket kører landet over, siger, nemlig et medansvar ved at købe det. Vi kan selvfølgelig bare som forbrugere sige: Det medansvar vil vi ikke tage. Men det har vi jo notorisk rent moralsk.

Når hr. Bent Bøgsted siger, at hvis virksomhederne kan se en fordel ved sådan en ordning, så tilmelder de sig den, vil jeg spørge: Forudsætter det ikke, at vi har en ordning og en kontrol med den ordning?

Ordføreren.

Jeg synes, det er stærke ord, hr. Christian Juhl tager i sin mund. Men hr. Christian Juhl kunne måske også blive årsag til, at der var nogle, der mistede deres arbejde i Bangladesh og i stedet blev drevet ud i prostitution – bare for, at vi står lige i det der spil på ord. Jeg bryder mig ikke om, at vi skal ind i en debatform som den dér.

Hvis virksomhederne vil have produceret og forbrugerne købe varer, der lever op til nogle krav, så gør de det. Hvis en forretning får at vide af kunderne, at de ikke vil handle der, fordi man ikke lever op til de krav, som Enhedslisten vil have, jamen så finder virksomheden jo nok ud af at få det produceret på den måde. Men hvordan vil hr. Christian Juhl få overbevist 5 millioner danskere om, at de skal have samme holdning som hr. Christian Juhl? Det er ikke lykkedes indtil videre, og jeg tror heller ikke, at det kommer til at lykkes. Jeg tror, at vi skal lade forbrugerne og virksomhederne selv planlægge, hvordan man vælger det, man køber.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Hr. Nadeem Farooq som radikal ordfører.

Tak, gode formand. Regeringen er meget optaget af, at der sker en udbredelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og bæredygtig produktion. De dimensioner, der hæfter sig op på bæredygtig udvikling, men også det, at der sker en transaktion på markedet af goder, der baserer sig på og lever op til standarder, hvor der er taget hensyn til arbejdstagerne, er noget, der betyder rigtig meget for os. Det spiller selvfølgelig en rolle på alle niveauer, men det er især på den globale scene, at vi så at sige skal vinde den kamp.

Lad mig starte med at sige, at Det Radikale Venstre er imod beslutningsforslaget, for jeg ser det mest af alt som et paradeforslag. Det kan godt være, at der ligger nogle gode intentioner bag det her paradeforslag, men jeg vil gerne advare Enhedslisten imod at løfte fanen så højt, at man skøjter rundt i den blå himmel, som jeg synes at man gør her, og forbinder sig mest mulig i den blå luft.

Det, Enhedslisten også må være optaget af, er jo, at vi så at sige kommer hinanden nærmere i at finde nogle løsninger, i stedet for at det bliver sådan noget med, at man står på sidelinjen og siger: Vi vil alt det gode, men det vil I ikke. Jeg synes faktisk, at en hr. Christian Juhls antydninger over for ministeren var direkte uacceptabel. Det må jeg sige. Men det bliver vi nok ikke enige om.

Det, jeg til gengæld gerne vil slå et slag for, er noget af det, som jeg selv har stiftet bekendtskab med, dengang jeg tilbage i 2011 som nybagt folketingsmedlem var i FN som delegeret, nemlig at se den opbakning, der var til Global Compact, som ligger i FN-regi. Jeg har ikke de seneste tal, men det er i hvert fald omkring 10.000 virksomheder på globalt plan, som har indskibet sig i forhold til de forpligtelser, der ligger omkring bæredygtig produktion, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, og vi taler om sådan cirka 250 danske virksomheder. Og det er ikke bare antallet af dem, for det handler også om, hvilke netværk de har acces til. Det betyder så, at virksomhederne i høj grad tager et stort ansvar. Nu har jeg ikke en graf med, der viser, hvilken eksponentiel udvikling tilslutningen til Global Compact rent faktisk har.

Vi kan selvfølgelig ikke alene lade det bero på, at virksomhederne tager et ansvar, men jeg mener faktisk, at der sker noget derude. Og jeg mener, at Enhedslisten burde være lidt mere konstruktiv og se på, om man kan gøre noget på globalt plan, i stedet for at komme med det her paradeforslag. Der er et ti principper, som man hæfter sig ved i Global Compact, som jeg ikke vil læse op. Jeg ved ikke, om hr. Christian Juhl har været inde og se på, hvad virksomheden faktisk gør, men jeg vil opfordre til det.

Vi støtter ikke beslutningsforslaget, men intentionerne bag støtter vi selvfølgelig.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg kender godt Global Compact og ved, at det er en god hensigt, men jeg tænker på forbrugernes mulighed for at handle. Jeg har sammen med gode aktivister fra fagbevægelsen i Silkeborg stået foran vores beklædningsvirksomheder i byen netop for at stille spørgsmålet til butikkerne: Hvor får I jeres varer fra? Hvad er det, I handler med? Det kan de ikke svare på. Og når ikke engang købmændene kan svare på det, så kan forbrugerne jo da slet ikke få noget svar på det.

Hvordan kan vi hjælpe forbrugerne med at vælge lidt mere etisk på de her områder, end de gør i dag? Har vi slet ikke et ansvar for at hjælpe dem med at foretage et valg?

Jeg tror, der er tusindvis af danskere, der gerne ville købe f.eks. deres beklædningsgenstande mere bevidst, hvis de havde mulighed for at gennemskue det.

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl spørger retorisk, om vi da slet ikke har noget ansvar selv. Jo, det har vi da, og det mener jeg faktisk også er ret vigtigt. Men det er vigtigt, at vi ikke sådan begynder at ty til urealistiske instrumenter. Selvfølgelig skal vi have visioner, men det er vigtigt, at vi tager de rigtige skridt henimod en større efterlevelse af arbejdstagerrettigheder og så fremdeles. En af de metoder, som jeg mener må være vejen frem, er f.eks., at det bliver mere transparent for forbrugeren, og at man så at sige kan købe det rigtige, og det kan være ved mærkningsordninger på tøj, hvor tøjet bliver gransket og vurderet og får en karakter, alt efter hvor bæredygtige det er i bredeste forstand, også i forhold til arbejdstagerrettigheder. Så jeg mener jo, at der er rigtig mange ting, vi kan gøre sammen, men jeg mener også, at det kræver en konstruktiv tilgang, også fra Enhedslistens side.

Hr. Christian Juhl.

Jeg er enig med hr. Nadeem Farooq i, at der måske vil være andre ting, der er mindst lige så effektive. F.eks. er det jo fuldstændig rigtigt, at hvis vi sikrede, at alle arbejdere på den her klode havde stærke og uafhængige fagbevægelser og fagforeninger til at forsvare sig, så var vi rigtig godt kørende, men det har de ikke. Men vi har forbrugere i Danmark, som gerne vil have den transparens, som ordføreren nævner, men som ikke har den transparens. Der kan sådan en ordning jo være med til at bidrage, netop på det her ret afgørende område, nemlig arbejderrettigheder på globalt plan.

Ordføreren.

Med hensyn til fagforeningerne er jeg fuldstændig enig; jeg mener faktisk, det er noget, som bør være en eksportvare fra dansk side, hvilken succes vi har med den danske forhandlingsmodel, altså den her kompromissøgende, forhandlingsorienterede og løsningsorienterede model. Så det vil kun være godt, hvis fagforeningerne kunne inspireres af den danske model, og at det vinder frem. Jeg tror faktisk, at det vil hjælpe sagen her blandt meget andet. Jeg er bare bange for, at vi, hvis vi tyer til nogle af de modeller, som Enhedslisten lægger frem – hvor nogle er mere urealistiske – så taber målet af syne. Jeg tror mere, vi hele tiden skal tage praktiske skridt. Tak.

Tak til den radikale ordfører. Så forstår jeg, at kollegerne har accepteret, at fru Charlotte Dyremose nu kommer ind i talerrækken som konservativ ordfører.

Det takker jeg meget for, så når jeg også mine forpligtelser lidt senere. Så tak til kollegerne for det.

I Det Konservative Folkeparti ser vi også med ret stor alvor på det her med, at der er meget stor forskel på, hvordan produkter produceres, og hvilke hensyn man tager til sine medarbejdere, til miljøet og til naturen osv., men vi er meget betænkelige ved, om det her forslag vil løse noget.

Faktisk er det jo sådan, at det her forslag har været fremsat en del gange, hvis ikke i fuldstændig samme ordlyd, så i hvert fald i stort set samme ordlyd, og der er også sket temmelig meget i de 10 år, der er gået, siden det var fremme – jeg ved i hvert fald, at det sidst var fremme for knap 10 år siden – og jeg har ligesom den tidligere ordfører også noteret mig det her med Global Compact, som jo netop tager det internationale hensyn her.

Det, der er rigtig, rigtig væsentligt, når det gælder nogle af de her problemstillinger – hvor vi bl.a. har set nogle forfærdelige billeder fra Bangladesh – er jo, at dem må vi sande at vi ikke kan løse alene her i lille Danmark, dem kan man løse, hvis man gør det i internationalt regi, og derfor er det i internationalt regi, man for alvor kan gøre en forskel.

Men samtidig har vi jo også oplevet, hvordan man med forskellige private virksomhedsrettede initiativer kan gøre en forskel. Her har vi jo oplevet, at f.eks. Max Havelaar-mærket eller Savannahmærket er blevet mærker, hvor forbrugerne er blevet opmærksomme på at der tages nogle særlige etiske hensyn, og der beskriver man så på privat initiativ, hvilke hensyn det er, sådan at vi, der gerne vil være bevidste forbrugere, får en bedre mulighed for at være det.

Der må vi jo sige at vi alle sammen – hver og en af os – også har et meget, meget stort personligt ansvar for at tage stilling og efterspørge de produkter, hvor de laver de her mærker, der gør de her ting, der sørger for at gøre opmærksom på, at man tager de nødvendige hensyn, og det er jo netop noget, som særligt store virksomheder på internationalt plan har mulighed for at gå foran med og på den måde udkonkurrere dem, der ikke tager de hensyn. Der er ingen tvivl om, at vi der alle sammen har et meget, meget stort personligt ansvar.

Som flere også har været inde på, er der jo rigtig mange områder, man kan tage ansvar på. Det er rigtigt, at det er temmelig svært at gennemskue både for den ene og den anden, uanset om man er politiker, eller om man er privat forbruger, og derfor må man også tage stilling til, hvad det så er for mærker man vil støtte, og det er jo der, hvor de virksomheder, der har nogle reelle muligheder for f.eks. at lave de her samarbejder og mærker, kan gøre noget.

Når jeg kigger i det her beslutningsforslag, er en af de ting, jeg f.eks. mangler som et kriterie på noget af det, jeg gerne vil tage hensyn til, sådan noget som, hvordan man benytter jorden. Underminerer man f.eks. levegrundlaget for en fattig befolkning ved at fælde træer eller på anden måde udpine den jord, den natur, som de her mennesker skal leve af?

For det her med forholdene for verdens fattige og for arbejderne handler jo ikke kun lige præcis om dem, der er med til at producere produktet, men det handler også om de mennesker, der skal leve i de områder, hvor det bliver produceret, og de konsekvenser, den produktion måtte have for deres levevilkår.

Så hvem har ansvaret? Ja, det har vi alle sammen, hver og en. Vi oplever herinde jo ganske ofte medierne som den bidske vagthund, der bider os i haserne, og det gør mange af de her virksomheder og producenter heldigvis også, og der kan vi glæde os over en global medieverden, der kan bidrage til at øge vores bevidsthed. Som flere også har været inde på, er der også et fagforeningsansvar, og derfor er det jo et ansvar, vi alle sammen må tage på alle de ledder og kanter, vi gerne vil. Og det er vi, som flere også har været inde på, også nødt til at gøre på et realistisk plan, hvor det realistiske plan i forhold til de her ting, hvor det jo slet, slet ikke handler om danske vilkår, men om noget, vi slet ikke kunne forestille os her i landet, altså er, at det er et internationalt spørgsmål, som vi er nødt til at tage i den sammenhæng, bl.a. i FN-regi.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg kan fortælle fru Charlotte Dyremose, at da jeg var ung, var der mere end 25.000 syersker og tekstilarbejdere i Silkeborg, Ikast og Herning. Det er der ikke mere. Hvorfor er der ikke det? Det er, fordi det er meget, meget billigere at arbejde steder, hvor der ingen fagforeninger er, og hvor man kan undertrykke arbejderne på den måde, som vi ser i Bangladesh. Det er derfor, vi kan købe så billigt tøj, som vi kan i dag.

Derfor er det også et dansk problem, ikke et dansk industriproblem, men et dansk handelsproblem, at man faktisk tjener penge, og at man – og nu bruger jeg et farverigt udtryk – faktisk har blod på det tøj, man sælger i dyre butikker, også i København. Derfor er det vigtigt, at vi også tager et fælles ansvar, ikke kun et individuelt ansvar. Vi har i hvert fald som lovgivere pligt til at hjælpe forbrugerne med at kunne gennemskue den her jungle. Hvilke mærkningsordninger af dem, vi har i dag, dækker arbejderrettigheder og den undertrykkelse, der foregår af arbejdere rundtomkring i verden?

Ordføreren.

Men der er jo netop masser af forskellige ordninger, der dækker forskellige ting. De to, jeg nævnte, Max Haavelaar og Savannah, tager jo nogle af de her hensyn. Så er der også en masse andre hensyn. Der bliver vi bare nødt til at sige, at selv om vi realistisk set som forbrugere og som land er nogle af dem, der aftager produkter internationalt, og det gør vi og gud ske tak og lov for det, for det er jo også noget af det, skal man lige huske, der er med til at bidrage til udviklingen i nogle af de lande, hvis alternativ kunne være ikke at have den her produktion, så er det, at en produktion ligger i et land, hvor nogle mennesker får mulighed for at få et arbejde, de ellers ikke kunne få, jo ikke bare entydigt en dårlig ting.

Så er det, vi skal bidrage til, at det så ikke betyder nogle fuldstændig urimelige vilkår, og der er det bare, jeg siger, at det kan vi i Danmark ikke løse med en lokal mærkningsordning – det ville i øvrigt være fuldstændig urealistisk for den danske regering. Jeg tror meget, at beskæftigelsesministeren vil betakke sig for at skulle være den, der skulle regulere forholdene i Bangladesh helt alene uden internationale samarbejdspartnere. Det her er altså et spørgsmål, vi er nødt til at sørge for bliver sikret på internationalt plan.

Hr. Christian Juhl.

Jeg synes, at svaret lyder, som om at ja, vi kan intet gøre selv, så vi læner os tilbage, indtil der er en international ordning. Det er jo ikke et godt svar. Jeg er til gengæld glad ved, at de tidligere debatter, kan jeg forstå på ordføreren, om sagen har gjort indtryk, at der rent faktisk sker ting, og at folk tager sig sammen til også at være med til at lave løsninger, bare ikke lige på det her område.

Så tror jeg da, at jeg bare vil konkludere, at når det alligevel sætter sig nogle spor rundtomkring, så tror jeg, at vi vil fortsætte med at fremsætte de her forslag, indtil vi kan finde en opbakning og en enighed om det.

Tak. Ja, fru Charlotte Dyremose.

Jeg vil bare sige, at det, der jo sætter sig spor, er, når vi alle sammen tager et individuelt ansvar. Det er jo også det individuelle ansvar, der sætter sig spor i, at vi forsøger at finde løsninger i fællesskab. Og når vi som land presser på for, at man i international sammenhæng også tager det her ansvar, så er vi som et lille land med til at kunne påvirke den store verden, men at løfte opgaven alene er slet, slet ikke realistisk. Det vil aldrig nogen sinde kunne komme til at fungere.

Det, vi kan, er at efterspørge det her. Det kan vi gøre som individer, og det kan vi gøre som land, og så kan vi på den måde skabe grobund for internationale samarbejder, og vi kan skabe et marked for, at virksomheder og andre private laver nogle af de her ordninger, som vi så kan støtte op om.

Tak til den konservative ordfører. Så er det hr. Eigil Andersen som SF's ordfører.

Jeg vil begynde med at se det her fra forbrugerens synspunkt. Når man står i sit supermarked og skal vælge imellem nogle dagligvarer, man skal købe, så aner man ikke noget som helst om, om de varer er produceret på en ordentlig måde, om der ikke er brugt børnearbejde, om der ikke er blevet forurenet i stor stil osv. Man ved heller ikke, om der er sket mange alvorlige arbejdsulykker under arbejdet med de pågældende varer, fordi sikkerheden ikke er i orden. Det vil sige, at man som forbruger er efterladt på herrens mark. Det er ikke godt.

Den politiske forbruger har i virkeligheden, heldigvis synes jeg, stor indflydelse. Det har vi jo set, når vi f.eks. har snakket om økologiske varer. Masser af mennesker vil gerne købe økologiske varer, fordi man vil undgå sprøjtegift, som vi alle sammen ved forurener vores drikkevand, og det er formentlig heller ikke særlig sundt at spise produkter, der har fået sprøjtegift.

Vi har også set det, som det også er nævnt fra talerstolen, med mærker som Max Havelaar Fairtrade, hvor man sikrer sig, at plantagearbejderne, hvad enten de nu beskæftiger sig med at skaffe os kaffe eller bananer, har haft nogle ordentlige arbejdsvilkår, og at der i det hele taget er tale om en bæredygtig produktion. Det er noget, som mange forbrugere går efter, så det betyder jo, at der er et stort informationsbehov.

Jeg mener, at det ideelt set burde være sådan, hvis man kunne nå frem til det, at når jeg står i et supermarked og skal vælge imellem nogle varer, skal jeg kunne se på varen, om den er fremstillet under nogle forhold, der giver rimelige rettigheder for de lønmodtagere, som har arbejdet med at producere dem, og som også sørger for, at der er bæredygtighed, i forhold til alle de miljøspørgsmål der er. Så på den måde mener vi i SF at Enhedslistens forslag rummer en grundlæggende rigtig god idé.

Så er der blevet sagt forskellige ting i debatten. Det er f.eks. blevet sagt, at vi har FN's system med Global Compact. Det er jo også rigtigt, og det er også et fremragende system. Her kan firmaer melde ind, at de opfylder ti principper, som er aldeles glimrende principper, og så kan de leve op til deres samfundsansvar på en rigtig god måde. Det er så en frivillig ordning, som virksomhederne kan melde sig til, men det er jo noget lidt andet end det at lave et mærke på produkter, som er fremstillet under de her forsvarlige forhold. Så jeg mener ikke, at Global Compact-ordningen i sig selv er et svar på det forslag, som Enhedslisten her har fremsat.

Det er også nævnt, at der i forslaget bliver lagt op til, at mærkningsordningen skal finansieres af staten. Det er nu ikke helt sådan, det står. Der står, at mærkningsordningen skal være statsligt finansieret eller statsligt støttet. Det er jo en åbning. Der kan være tale om, at den skal være statsligt støttet, uden at det står angivet, hvor stor en støtte staten skal give. I forslaget er der jo lagt op til, at der kan være en diskussion om, hvor stor eller hvor lille den statsstøtte skal være. Det er klart, at der skal være en eller anden balance i det, sådan at den udgift, der er tale om, ikke stryger op i himlen. Men jeg tror da, at mange ting kan lade sig gøre, også ud fra den idé, som Enhedslisten her er kommet med.

Så er det jo fuldstændig rigtigt, som man også har sagt her i debatten, at det bør være sådan, at det også er noget, man arbejder med internationalt. Så sandt, så sandt! Men sagen er jo den, at der er en række situationer, hvor det er vigtigt, at der er nogle lande, der går foran. Det har også enkelte gange været Danmark, der er gået foran og kommet med det gode eksempel, som kan inspirere andre lande, og som måske kan inspirere EU og i virkeligheden også inspirere FN. Så på den måde må man jo se politiske udviklinger som en proces. Man kan ikke altid få den store forkromede løsning fra starten, og så må man jo som den pragmatiker, jeg tror de fleste af os er, sige, at så må vi jo starte med det, som kan lade sig gøre, og så prøve at arbejde videre med det.

Så på den måde er SF positive over for Enhedslistens forslag og kan stemme for det.

Tak til SF's ordfører.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages kl. 13.00 med, som jeg forstår det, hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Mødet er udsat. (Kl. 11:56).

Mødet er genoptaget.

Vi er i gang med første behandling af beslutningsforslag nr. 100, og vi er nået til hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance i ordførerrækken.

Vi behandler her et beslutningsforslag fra Enhedslisten om en statsligt finansieret mærkningsordning, hvor forbrugerne skal kunne få al mulig information om, hvordan produkterne er produceret osv. osv. Intentionen er, at det skal være med til at forbedre arbejdsforhold og lønninger og alt muligt andet godt i andre lande. Det er jo selvfølgelig sympatisk at have den intention, at de ting skal blive bedre, men det her er på ingen måde løsningen.

Der sker jo mange glædelige ting på det her område i de her år – rigtig mange endda. Hundreder af millioner af mennesker er gennem de sidste årtier blevet løftet ud af fattigdom. Velstanden stiger i verden. Er alting perfekt? Nej. Går det i den rigtige retning? Ja, det gør det bestemt.

FN har estimeret, at om 15-20 år er det, man kalder ekstrem fattigdom, udryddet i verden. Om 5-10 år vil kinesiske lønmodtagere være på samme lønniveau, som man har i Europa. Så det går rigtig, rigtig godt, og det skyldes ikke, at man har fået fiffige idéer om mærkningsordninger – overhovedet ikke.

Nej, det skyldes, at kommunisternes og Enhedslistens fjende nummer et, kapitalismen, er blevet mere udbredt og har løftet flere mennesker op til en højere levestandard. Det er naturligvis meget, meget glædeligt.

Det her forslag vil ikke have nogen som helst effekt, andet end at ordningen vil blive bureaukratisk, den vil blive dyr, og den vil overhovedet ikke hjælpe de mennesker, som dens intention er at hjælpe. Derfor kan vi naturligvis ikke støtte dette forslag.

Det udløste en kort bemærkning fra netop hr. Christian Juhl.

Er ordføreren enig i, at der er millioner af arbejdere, der i dag lever under enormt elendige vilkår, og at der faktisk er virksomheder, der flytter fra steder, hvor der er et velreguleret arbejdsmarked, og til steder, hvor man kan snyde på vægten ved at udbytte arbejderne og ved som i Rana Plaza at lade dem arbejde under forhold, som er hamrende livsfarlige? Og hvordan skal i givet fald en fri konkurrence være med til at sikre dem ordentlige forhold?

Ordføreren.

Jeg er bestemt enig i, at det ikke er i alle lande, at lønmodtagerne har lige så høje reallønninger og er lige så velstående, som de er i vores del af verden. Det ville være fuldstændig vanvittigt at påstå det, for sådan er tingene ikke.

Men det, der er virkeligheden, er, at der er en rigtig positiv udvikling i gang, at velstanden løftes. Det er rigtig, rigtig positivt, og det skyldes som sagt ikke, at man har de her mærkningsordninger. Vi kan godt kan sidde i vores del af verden og kigge på arbejdsforhold i Bangladesh og synes, at de er forfærdelige. Men det, vi skal huske på, er jo at se tingene i en sammenhæng.

For det første havde vi for 100 år siden heller ikke så gode arbejdsforhold i Danmark. Vi har altså været gennem en udvikling. Det er en udvikling, som nu også pågår i de her lande, og som i øvrigt går meget hurtigere.

For det andet er konsekvensen af, at man fordyrer produktionen for virksomhederne, jo ikke, at de her lønmodtagere så bare får bedre arbejdsforhold. Nej, konsekvensen er, at der er nogle, der mister deres arbejde, eller at arbejdet flytter nogle andre steder hen.

Så det bedste, man kan gøre, er altså at sørge for at nedbryde handelsbarrierer, sørge for, at markedsøkonomien får lov til at virke, for det løfter faktisk folk op på et højere velstandsniveau.

Christian Juhl.

Min erfaring er jo bare, at liberalismen eller kapitalismen er totalt blind for arbejderrettigheder. Så længe man kan få produceret billigst muligt, så længe man kan holde fagforeningerne væk fra arbejdspladsen, så længe kan man også undertrykke arbejderne. Derfor er det jo vigtigt, at vi, der skal købe de varer, har mulighed for at gennemskue, under hvilke vilkår de er produceret.

Er det ikke et rimeligt krav fra danske forbrugeres side at have ret til at vide, under hvilke vilkår den her skjorte eller det her par bukser er produceret? Så kan jeg vælge, om jeg vil købe dem, der er produceret under ordentlige vilkår, eller dem, der er produceret under slavelignende vilkår. Er det unfair at give forbrugerne den mulighed?

Ordføreren.

Liberalismen og kapitalismen, som er en konsekvens af liberalismen, er ikke blind over for lønmodtagernes rettigheder. Liberalisme handler om frihed, herunder også foreningsfrihed, altså at man kan gå sammen med andre i frivillige fællesskaber og forhandle med arbejdsgiveren. Det skal man være fri til. Sådan er det ikke i alle lande.

Sådan er det f.eks. ikke i Kina. Det er jeg meget modstander af, det burde man ændre ude i Kina. Der burde være mulighed for, at man kunne organisere sig frit som lønmodtager.

Når velstanden så alligevel stiger derude, siger det jo noget om, hvor effektiv markedsøkonomien er – altså når den alligevel kan være med til at løfte mennesker op på et højere velstandsniveau, også selv om der ikke er fagforeninger sådan i dansk forstand. Men at påstå, at liberalismen skulle være blind for lønmodtagernes rettigheder, er forkert. Tværtimod er det sådan, at hvis man ser på de lande, som har udbredt den ideologi, som hr. Christian Juhl bakker op om, nemlig kommunismen, så kan man se, at det har ført til elendige forhold for lønmodtagerne, til fattigdom og til det, der er meget, meget værre.

Så er det hr. Christian Juhl, men nu som ordfører for forslagsstillerne. Tak til Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Når vi går ind i et supermarked eller en butik i Danmark, er de varer, vi finder på hylderne, tit produceret under utålelige og direkte farlige forhold for arbejderen. Det gælder i tekstilindustrien, hvor over 1.100 arbejdere for et par år siden døde under sammenstyrtningen af Rana Plaza – en tekstilfabrik i Bangladesh – mens de sad og syede tøj til forbrugere i Europa og USA. Det gælder også de indiske bomuldsbønder, der begår selvmord, fordi de er så fattige, at de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Det gælder de colombianske kaffebønder og minearbejdere, der risikerer at blive slået ihjel, hvis de organiserer sig i en fagforening. Og det gælder i høj grad de arbejdere, der producerer computere, stegepander, biler og alle de andre ting, vi bruger i hverdagen.

I dag har forbrugeren ofte ingen mulighed for at vide, hvordan varen er produceret. Virksomhederne kan holde forbrugerne i uvidenhed om eller direkte skjule, at de ikke respekterer grundlæggende arbejderrettigheder, bruger børnearbejdere og fyrer fagligt aktive. Den voksende udflytning af produktionen har i mange tilfælde medført et kapløb mod bunden. Virksomheder placerer deres produktion, hvor det er billigst at producere. Hensynet til grundlæggende arbejderrettigheder kommer alt for ofte til at vige for ønsket om lave produktionsomkostninger.

Jeg synes ikke, vi bare skal lukke øjnene for, at det tøj, vi har på, den computer, vi har her, eller den kop kaffe, vi drikker, er produceret under umenneskelige forhold. Det skal vi gøre noget ved på mange måde – både ved at styrke lovgivningen og ved at styrke den internationale fagbevægelse og civilsamfundsorganisationerne. Men vi skal også gøre det lettere for forbrugerne, der gerne vil træffe et ansvarligt og solidarisk valg, når de handler.

Derfor foreslår vi, at der oprettes et etisk mærke, som skal gøre det muligt for forbrugerne at vælge produkter, der er produceret under forsvarlige forhold for arbejderne, og som viser, at her er grundlæggende arbejderrettigheder og menneskerettigheder overholdt i produktionen af varen. Der findes allerede gode eksempler; fair trade-mærket er nævnt, og det dækker fødevarer som bananer, kaffe og chokolade og giver en god vejledning til forbrugerne og følger op på produktionen. Der kommer også mere og mere mærkning på tekstilområdet.

Men på rigtig mange produkter er forbrugeren lige nu efterladt på herrens mark. Det er alt fra stegepander til biler, hvor forbrugeren reelt ikke har mulighed for at foretage et ansvarligt valg. Et etisk mærke, der kan anvendes af producenter, der sælger i Danmark, vil på samme måde som miljømærkerne og økologimærkerne gøre det muligt for forbrugerne at vælge produkter, der er produceret under ordentlige vilkår, og at fravælge de produkter, som er produceret under umenneskelige forhold. Dette vil samtidig give virksomhederne et øget incitament til at respektere arbejderrettighederne i modsætning til i dag, hvor det alt for ofte er en god forretning at tilsidesætte arbejderrettighederne.

Det er en væsentlig opgave at sikre en ordentlig kontrol og dermed legitimitet af sådan et mærke, og det er derfor nødvendigt, at vi fra statens side er klar til at investere i at få et etikmærke til at fungere. Der findes flere fortilfælde for mærkningsordninger, som har fået offentlig støtte, og som fungerer rigtig godt: Miljømærket Svanen og Blomsten, som administreres af Dansk Standard og Miljøministeriet, har sikret, at forbrugerne kan vælge mere miljørigtige produkter.

Vi vil med det her forslag gerne se på mulighederne for at oprette et etisk mærke, der f.eks. knyttes til Handels- og Udviklingsministeriet, og hvor der oprettes en gruppe eller et nævn til at administrere mærket, som skal bestå af repræsentanter for ministerier, fagbevægelse, forbrugerorganisationer, menneskerettighedsorganisationer, detailhandel og erhverv – kort sagt, aktører, der allerede arbejder med området. Man kunne f.eks. organisere det sådan, at der oprettes et etikmærkesekretariat, som behandler ansøgninger fra selskaber, som ønsker etikmærket på deres produkter, og står for overvågningen af, at kriterierne overholdes.

Kriterierne for at kunne få etikmærket på sin vare skal omfatte, at varen er produceret i respekt for folkeretten, FN's menneskerettigheder og FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv og grundlæggende arbejderrettigheder baseret på ILO's konventioner. Kravene skal gælde i alle led af produktionsprocessen, dvs. for både leverandør og kæden af underleverandører. Tilsyn og vurdering af, om kravene overholdes, skal ske i samarbejde med relevante fagforbund, civilsamfundsorganisationer og myndigheder i produktionslandet. Det vil også være oplagt at inddrage Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd, OECD's kontaktpunkt, som vi har i Danmark.

Jeg håber, at Folketinget vil bidrage til, at Danmark får oprettet et etisk mærke, for det vil hjælpe forbrugerne, der gerne vil vælge varer, der er produceret ordentligt. Det vil gøre det mere attraktivt for virksomheder, der gerne vil forbedre forholdene, og det er et helt nødvendigt bidrag til vores fælles ansvar for at forbedre arbejdsforholdene for de milliarder af mennesker, der producerer vores tøj, computere og kopper med kaffe.

Unfair vilkår har allerede udkonkurreret tusindvis af danske arbejdspladser, selv om jeg erkender, at en del danske virksomheder har fundet vej til at profitere på de elendige vilkår, f.eks. i tekstilindustrien. Så på den måde vil jeg gerne anbefale forslaget, og jeg siger tak for bidragene.

Jeg ser ikke nogen problemer som dem, Venstre peger på, nemlig at det skulle blive et stort monstrum af et dyrt administrativt apparat. Andre mærkningsordninger har jo fundet et naturligt leje, og i samarbejde med branchen skal regningen selvfølgelig også betales af dem, der har en fortjeneste af sådan en mærkningsordning. Det er ikke en ren statslig udgift, og det har vi jo heller ikke skrevet i forslaget.

Ud over det er det vel en mindsteret, vi bør give forbrugerne, og jeg forstår slet ikke dem, der siger, at det kan vi ikke lave alene i Danmark. Det kan vi sagtens lave i Danmark, og vi kan starte på en proces, som så kan bringes med til EU, og som kan bringes med til FN, sådan at vi får udbredt ordningen til at være et godt supplement til de initiativer, der tages i forvejen af fagbevægelse og af FN.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.