UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 358: Spm., om Danmark overholder regler og principper i EMRK's artikel 8, om retten til respekt for familieliv, til justitsministeren

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2014-15 (1. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Udlændingeafdelingen

Folketinget

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

11. marts 2015

Udlændingekontoret

Mie Schjøtt-Kristensen

2015-0032/27-0134

1479807

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 358 (Alm. del), som Folketin-

gets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik har stillet til justitsmi-

nisteren den 30. januar 2015. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anders

Samuelsen (LA).

Mette Frederiksen

Anders Herping Nielsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 358: Spm., om Danmark overholder regler og principper i EMRK's artikel 8, om retten til respekt for familieliv, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 358 (Alm. del) fra Folketingets Udvalg for Udlændinge-

og Integrationspolitik:

”Er det ministerens vurdering, at Danmark

overholder regler

og principper i EMRK's artikel 8, om retten til respekt for fa-

milieliv, når Statsforvaltningen, i fuldt oplyste sager overtræ-

der den maksimale sagsbehandling, som er defineret i direktiv

2004/38/EF?”

Svar:

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel

8, stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. sit privatliv og familieliv. Det

følger endvidere af artikel 8, stk. 2, at ingen offentlig myndighed må gøre

indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse

med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den na-

tionale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd,

for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæ-

deligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Retten til et familieliv omfatter efter Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstols praksis retten til at opretholde et eksisterende familieliv,

f.eks. ved at staten undlader at udvise et familiemedlem, samt i visse situa-

tioner statens positive forpligtelse til at tilvejebringe de nødvendige forud-

sætninger for at udøve et familieliv, f.eks. ved at staten giver et familie-

medlem opholdstilladelse. Medlemsstaterne har dog en relativt bred

skønsmargin i denne henseende.

Det følger af artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at fær-

des og opholde sig frit på medlemsstaternes område mv. (opholdsdirekti-

vet), at retten til ophold for unionsborgeres familiemedlemmer, der ikke er

statsborgere i en medlemsstat, fastslås ved udstedelsen af et opholdskort

senest 6 måneder efter indgivelsen af ansøgning.

Det følger endvidere af artikel 8 i opholdsdirektivet, at værtsstaten kan

kræve, at unionsborgere skal lade sig registrere ved ophold i et andet EU-

land ud over tre måneder, og at der straks udstedes bevis for registrering.

Opholdsdirektivet er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 474 af

12. maj 2011 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den

Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen). Det følger bl.a.

af EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, at afgørelsen om, hvorvidt et regi-

streringsbevis bør udstedes eller afslås, træffes straks, og at afgørelsen om,

hvorvidt et opholdskort bør udstedes eller afslås, træffes hurtigst muligt og

senest 6 måneder efter ansøgningens indgivelse.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Aristimuño

Mendizabel mod Frankrig (51431/99) behandlet spørgsmålet om, hvorvidt

der forelå en overtrædelse af artikel 8 i EMRK i en situation, hvor de fran-

ske myndigheder havde været mere end 14 år om at udstede et opholdsbe-

vis til en spansk statsborger.

Domstolen udtalte i den anledning bl.a. følgende (Justitsministeriets uoffi-

cielle oversættelse):

”65.

I henhold til Domstolens faste retspraksis sikrer Konven-

tionen ikke en person ret til at indrejse eller bosætte sig i en

stat, hvori vedkommende ikke er statsborger eller til ikke at

blive udvist derfra, og de kontraherende stater har, i medfør af

et fast etableret internationalt retsprincip, ret til at kontrollere

ikke-statsborgeres

indrejse, ophold og udsendelse […].

66. I øvrigt sikrer Konventionens artikel 8 ikke, at vedkom-

mende har ret til en bestemt type opholdstilladelse (permanent,

midlertidig eller anden type), forudsat at den af myndighederne

foreslåede løsning tillader vedkommende uhindret at nyde ret-

ten til respekt for sit privatliv og familieliv […].

67. Domstolen mener imidlertid, at der i den foreliggende sag

skal benyttes en anderledes tilgang, da det væsentlige punkt

faktisk vedrører klageren som EU-statsborger,

der […] havde

umiddelbar ret til at opholde sig i Frankrig og til at få udstedt

et ”opholdsbevis for en EU-statsborger” for en periode på fem

år.

68. Efter fast retspraksis finder EU-domstolen, at udstedelse af

et sådan dokument blot ”konstaterer”, at EU-statsborgernes

ret

til at opholde sig i landet er direkte hjemlet i Traktaten og i af-

ledt ret og ikke kan ligestilles med en tilladelse.

69. I den foreliggende sag finder Domstolen således, at artikel

8 skal fortolkes i lyset af fællesskabsretten og i særdeleshed de

forpligtelser for så vidt angår EU-statsborgeres ret til indrejse

og ophold, der er pålagt medlemsstaterne […].

[…]

71. Klageren har gjort gældende

–

og regeringen har ikke be-

stridt dette punkt

–

at hendes prekære og usikre situation for så

vidt angik hendes fremtid havde væsentlige konsekvenser for

hende i fysisk og psykisk henseende (usikre og ufaglærte jobs,

sociale og økonomiske problemer grundet manglende opholds-

bevis, hvorfor hun ikke kunne leje et lokale og ikke kunne ud-

øve den erhvervsaktivitet, hvortil hun var påbegyndt uddannel-

se).

72. Henset til omstændighederne i den foreliggende sag finder

Domstolen, at manglende udstedelse af opholdsbevis til klage-

ren i en så lang periode, til trods for at hun allerede havde boet

fast i Frankrig i mere end 14 år, uomtvisteligt har været et ind-

greb i hendes privatliv og familieliv.

73. Herefter skal det vurderes, hvorvidt dette indgreb var i

overensstemmelse med kravene i artikel 8, stk. 2, dvs. om ind-

grebet var i overensstemmelse med loven, om der forelå et le-

gitimt formål og om indgrebet var nødvendigt i et demokratisk

samfund.”

Domstolen gennemgår herefter relevant EU-ret og fransk ret, der gennem-

fører EU-retten, hvorefter der på daværende tidspunkt skulle træffes afgø-

relse om ansøgninger om ophold senest 6 måneder efter ansøgning. På

baggrund heraf konkluderer Domstolen følgende (Justitsministeriets uoffi-

cielle oversættelse):

”79.

På den baggrund konkluderer Domstolen, at de franske

myndigheders frist på mere end fjorten år i forbindelse med

udstedelse af opholdstilladelse til klageren ikke var i overens-

stemmelse med loven, uanset om den pågældende ”lov” måtte

være fransk lov eller fællesskabslov, samt at der i den forelig-

gende sag er sket brud på konventionens artikel 8, uden at der

er behov for at undersøge de øvrige betingelser anført i Kon-

ventionens artikel 8, stk. 2.”

Det må på baggrund af dommen antages, at en overskridelse af fristen

for udstedelse af opholdskort i henhold til opholdsdirektivet vil kunne ud-

gøre en krænkelse af artikel 8 i EMRK.

Det bemærkes i den forbindelse, at en overskridelse af sagsbehandlingsfri-

sten på 6 måneder for udstedelse af et opholdskort i fuldt oplyste sager ik-

ke vil være i overensstemmelse med opholdsdirektivets artikel 10, stk. 1,

og EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 356

(Alm. del) fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik,

hvoraf det bl.a. fremgår, at Justitsministeriet har noteret sig, at Statsfor-

valtningen har oplyst, at man omkring påske 2015 igen vil være ajour med

sagsbehandlingen, og at Statsforvaltningen har beklaget, at det i en periode

ikke har været muligt at afslutte sagerne inden for seks måneder.